Tømmermænd...

Dato: 21 Febuar 2011
Vejr: Solskin med en kølig brise
Sted: Centeret
Tid: 12:03



Åh gud ikke så højt.
Alt for mange gange havde Peyton været udsat for dette. Tømmermænd. Tænk sig! En Dæmon i sin bedste alder. Mange mente slet ikke at det var fysisk muligt for en dæmon at få tømmermænd, men efter flere årtier med massiv druk, havde Peyton fået den teori modbevist.
Han havde nemlig tømmermænd, og det havde han haft MANGE gange efterhånden.
Han sad på bænken i centeret, og hver eneste lille lyd, synes at forekomme ham som en mejsel der skravede imod hans kranie.
Han sad lidt foroverbøjet på bænken, med en stor fedtet burger i hånden, og spiste ligeså grimt som han plejede.
Normalt var han måske ikke den mest renlige fyr, men idag var hans mangel på interesse omkring hans udseende, måske gået hen og blevet for meget.
Håret var lige så fedtet som den burger han åd, og han havde ikke været i bad i flere dage. Måske en uge. Eller to?
Hvem talte egentlig sådan noget?
Han var dæmon! Han kunne leve så længe han ville! Så hvem gad at tælle dagene, når nu der var så mange af dem?
Når man har oplevet mere end 80.000 dage gå på hel, og blot vågnet til en ny, så mister man nok den respekt for livet, som mennesker naturlig har i deres system.

Han tog endnu en bid af burgeren og kiggede rundt i centeret. Hans øjne var knebet sammen, for lyset i centeret var skarpt.
Han tog en tår af sin Cola og en grusom og ildelugtende bøvs så morgendagenslys.

Han var overrasket over at han endnu ikke var blevet smidt ud derfra. Det havde han jo prøvet før.
Endda dage hvor han lugtede bedre end idag.
Det var nu egentlig ikke så tit han var i centret længere. Musik-butikken længere henne af gangen var lukket for flere måneder siden, og siden den dag, havde han egentlig ikke været der.
Det var kun fordi at Centeretsburger var den bedste kur imod tømmermænd, at han var der.
Det kunne intet andet sgu måles med...

Thalia kom gående hen ad det hvide marmorgulv i centret.
I den ene hånd havde hun en smoothie og den anden hendes pung.
Hun holdt godt fats i begge dele, fast besluttet på hverken at tabe det ene eller det andet.
Hun så ned på gulvet, det hvide gulv var slidt helt ned pågrund af alle de mange mennesker der gik der hver dag.
Hun så ud af et af de store vinduer igen, der kørte endnu en bil ind på parkeringspladsen og endnu to biler kørte derfra.
Dette var en af de dage, hvor Thalia ønskede at hendes tvillinger allerede var født. Det ville gøre det hele så meget nemmere. Så behøvede hun aldrig kede sig mere, håbede hun.
En vibration i den hjemmestrikkede skuldertaske fik hende til fare sammen.
Hun så sig lidt panisk efter et sted at sig, da hun jo havde begge hænder fulde.
Hun fik øje på en lille bænk lænet op ad væggen, endelig!
Den brune uldkappe flgrede om hendes tynde, tynde ben. Måske var det hele forudbestemt, men det ville jo være som at sige man ville vinde i kabale.
Intet var sikkert, især ikke fremtiden. Væsner og mennesker ændrer sig, og når de ændrer sig, ændre fremtiden sig.
Hun satte de to ting og tasken ned, men nu var vibrationen holdt op.
*Damn*,tænkte hun bittert.
Hun så på manden ved siden af og spurgte:"Må jeg gerne sidder her?"
hun tog sig til den bulede mave og prøvede at lade være med at forbande de to spædbørn langt væk.

Peyton havde kigget på kvinden fra det øjeblik hendes mobil ringede.
Hans lille indskrumpede hjerne var godt gal i skralden over den lyd vibrationerne lavede imod stoffet i hendes taske.
Han fulgte kvindens panikslagne blik imens hun søgte imod bænken.
Han tog endnu en bid af sin burger, og ærgede sig egentlig over, at der snart ikke var mere tilbage af den. Hun satte sig ved siden af ham på bænken, og han betragtede hende kort, så rømmede han sig, og rykkede sig, blot én centimeter bort, for at vise at hun kunne sidde der. Hun spurgte nu alligevel, og han svarede self med munden fuld af burger, "Det er ikke min bænk...". Så kiggede han hen på hende, en anelse undskyldende.
Den kolde sodavand havde egentlig ikke gjort noget bedre for hans hovedpine, og alle lydene i centeret var ved at gå ham på.
Det eneste der ville kunne redde dagen, var nok lige en kvinde. Men sådan noget kunne man vel betale sig fra.
Han tog endnu en bid af burgeren, og dette gang faldt en fedtet klump snask fra burgeren ned på hans skød. Egentlig ikke noget han havde så meget imod, hvis ikke det havde været fordi det var på hans SLAYER trøje.
Han sukkede og vrissede, med munden fuld af burger. Så vendte han sig imod kvinden.
"Har du en serviet? Og kan jeg evt få den?".

Thalia satte sig lettet ned og smilte taknemmeligt tal manden ved siden af.
"Nej... men det var dig der sad her først.", sagde hun venligt.
Hun studerede ham i et par sekunder og drog følgende konklusioner:
Langt, lyst hår, krafitigt bygget, sikkert glad for både burgere og øl...
Hun tog mobilen op ad tasken, en smartphone af mærket HTC for at være præcis.
På skærmen stod der: MISTEDE OPKALD: 1 OPKALD
Hun gik ind under opkald og tjekkede hvem det var fra, øverst oppe med en rød pil stod der: UKENDT NUMMER
Fantastisk, nu skulle hun til at ringe op igen, noget hun simpelthen ikke gad.
Hun blev enig med sig selv om at de nok ringede igen, hvis det var vigtigt.
"Øh, ja selvfølgelig må du det.", sagde hun og tog en af de små pakker servietter op ad tasken og rakte den til ham.
Hvad mon han hed og hvilket væsen var han mon? Menneske, varulv, vampyr eller dæmon?
Med vilje havde hun udeladt engel og elver, da de racer aldrig ville kunne være så krafitigt bygget, de var altid bygget spinkelt.
Hun så på hans snart færdigspiste burger, ikke fordi der var noget galt i at spise burger. Hun selv ville ville bare aldrig gøre det, hun kunne ikke klare alt det fedt.

Peyton kiggede på kvinden imens hun tjekkede sin mobil. Selv savnede han af og til sin gamle klods af en telefon, men han mistede den hele tiden. Derfor havde han skaffet sig af med den, derfor var det ikke længere muligt at komme i kontakt med ham, i tide og utide.
Teknologi... Hah! Han havde levet i mange år, set teknologien vokse... Men alligevel havde han aldrig rigtig taget den til dig.
Han tog imod servietten, og tørrede pletten på trøjen forsigtigt væk. Det ville helt sikkert efterlade en plet alligevel. Damn!
Han smed servietten på gulvet, og næsten kastede den sidste bid burger ind i munden.
Han følte sig hverken fedtet eller ulækker. Han følte sig egentlig ganske tilfreds ligenu, i dette øjeblik.
Han kiggede atter på hendes mave. Børn? Selv skulle han fandme aldrig have børn. Han var slet ikke sikker på at han KUNNE få børn mere...
Men hvad skulle man også bruge dem til?
"Tak..." mumlede han stille. Han ville egentlig gerne snakke med kvinden, men hans hovedpine lod ham ikke finde ordene til det.