Interveiw with a hunter (Procella, lukket)

Sted: En lille, slidt og forladt lejlighed i Werclare by
Dato: Mandag d. 9 januar 2012
Tid: Nutid, kl. 23:25
Tøj: Sit normale huntertøj, en hvid t-shirt, sorte bukser og sorte støvler.

Rummet Creo sad i var kun oplyst af en lille, enlig pære i loftet og det matte lys fra gadelygten uden for vinduet. Lejligheden befandt sig på tredje sal i en meget gammel og slidt bygning, og her boede kun de fattigste af de fattigste, selv i forhold til at dette var Werclare. Junkier og boløse tog nogle gange en af lejlighederne i brug for at få tag over hovedet, men forlod hurtigt stedet igen på grund af faren for at blive slået ned eller ihjel. Den salgs var Creos mindste problem. Han kunne uden videre forsvare sig imod de ting der kom på jagt her, det være sig både vampyrer og almindelige voldsmænd. Men det var ikke derfor han var der. Han var der for at vente. Og for at forberede sig.
De eneste to møbler på det støvede gulv var en simpel stol af træ, og et rundt bord af ditto. Rundt om på bordet lå et mindre udvalg af forskellige magasiner til forskellige våben, en enkelt pistol og en mobiltelefon. Selv sad Creo med et magasin som han var ved at fylde op med patroner, en efter en. På enkelte af patronerne var der tegnet et lille kryds, som han satte ind i magasinerne ekstra forsigtigt. Efter et øjeblik lagde han magasinet fra sig på bordet og skjulte ansigtet i hænderne et øjeblik.

Kiddo... For fucks sake, how did it come to this?

Han strøg håret tilbage og så ned på bordfladen med et ligegyldigt udtryk. Han havde ikke lang tid. Han blev nødt til at få færdiggjort de sidste ritualer og fundet Wicked inden nogle andre hunters besluttede sig for at gå efter ham og hans gamle elev. Han ville ikke lade hende dø, ikke på grund af en dæmon. Han måtte beskytte hende for enhver pris. Det var det eneste der fyldte hans hovede i disse dage.

Med en beslutsom mine rejste han sig op og klikkede med en hurtig og præcis bevægelse magasinet han netop havde ladet i en pistol og sigtede prøvende over imod døren ind til lejligheden. Han trak laderen tilbage. Våbnet havde aldrig været så rent og renset, så velfungerende som det var netop nu. Han havde renset hver en detalje på våbnet for at være sikker på, at det virkede 100% optimalt.

This time Wicked, you are the one who will lie with your face in the dirt.

Håndtaget gik langsomt ned da døren udefra blev åbnet. Der var intet abrupt over bevægelsen. Den var prøvende, næsten forsigtig.

Procellas ansigt tittede ind af døren og hun så sig søgende om. Hendes pupiller trak sig sammen og hun hvæsede pr. refleks som en kat tvunget op i en krog da hun stirrede ned i løbet på et skydevåben

"Great...are you going to shoot me too now?"

Procella blottede tænderne svagt af ham. Altid den defensive og sarkastiske angrebsform. Hun manglede aldrig en kommentar. Procellas ene hånd lå på den voldsomt udspilede mave hvorunder hendes endnu ufødte børn voksede sig stærkere for hver dag der gik.

Langsomt, meget langsomt blev pistolen sænket. Han så på hende med et vantro blik i øjnene, selvom hans ansigt ikke udtrykte følelser. Det gjorde hans ansigt ikke for tiden. Kun de grønne øjne afslørede hvad han følte og tænkte. Og netop nu kunne han ikke tro, at Procella var kommet til ham som hun var, uden videre. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?

"Kiddo, how, I mean, when, or..." Fik elveren forvirret rablet af sig inden han satte sig tungt på stolen og lod pistolen falde ned på bordet. Han sukkede dybt. I hendes situation var ville det ikke have været muligt for hende at forsvinde fra Wicked uden videre, han ville aldrig lade hende gå hvis han vidste at hun skulle hen til ham. Han havde en idé om hvor denne her samtale førte hen, og det var ikke et rart sted.

Han samlede sig på under et sekund og fik rejst sin krop op igen, selvom den bød ham at sidde oven på chokket og de mange timers arbejde.

"Come in kiddo. Are you hurt?"

Så vidt muligt prøvede Creo at se forbi den udspilede mave hun bar rundt på. Han kunne ikke få sig selv til at se på den uden at væmmes, så han lod helt være. Det ville ikke nytte noget at komme op og skændes over det i denne situation. Han vidste ikke hvor længe han ville kunne tale med hende i fred. Han gik over til hende for at føre hende indenfor.

"Lets get you a seat."

Ved døren stod en sort stumtjener, der var tydeligt skadet af termitangreb. Derpå hang hans hat og hans frakke. Han gik forbi den og åbnede døren helt op så hun kunne komme indenfor.

Procella sank kort. Et øjeblik havde hun været bange for han faktisk bare ville skyde hende. Hun smilede træt og en smule lettet. Hun lod ham føre sig ind og så granskende rundt.

"Wauw...nice dump? What are you doing here"

Hun skuttede sig en smule i læderjakken da hun følte hans hånd mod sin lænd og hun blev guided indenfor.

"Kinda hurt...mostly by you...you and I...we need to talk. And we have to do this fast. Is is keeping eyes and ears on me"

Hendes ene hånd gned let mavens runding og hun så op og fangede de grønne øjne. Hendes blik var alvorligt og roligt

"Creo...I cant loose him. I cant let you kill him. I dont want to be alone on this. Please?"

Hun rakte ud og lagde en hånd let på hans håndryg og tog hans hånd. Hendes blik var bedende og indtrængende. Procella bad aldrig nogen om noget. Hun krævede. Hun tog sin ret. Nu bad hun. Hun bad for sin mands liv. Selvom...den lille detalje ikke var blevet åbenbaret for Creo endnu...

Creo så på hende med et dybt alvorligt blik imens hun snakkede og afbrød hende ikke. Da hun havde talt ud sukkede han dybt, meget dybt, og satte sig ned på bordkanten imens han overlod stolen til hende. Han tog pistolen i hånden og hvilede den imod panden, som om den var en ispose der skulle dæmpe smerten fra en dundrende hovedpine.

"Basically, Im preparing here, waiting for an old friend to arrive in town... For what I am not completely certain."

Here we go...

Han åbnede øjnene og så meget tænksomt ud i lokalet.

"Before I can even begin to awnser to that request Lauren, I want to ask you... Do you know what will happen if I do as you ask me? Do you grasp the concecuences of me doing nothing?"

Han lod sin hånd falde så pistolen pegede ned i gulvet og så over på hende med et sørgmodigt blik. Han var en lus fanget imellem to negle. Han vidste hvad der måtte gøres hvis han skulle rede sin elev, det eneste menneske som han anså som værende virkelig en del af hans familie.

Procella sank lettet ned i stolen. Hendes mave var vokset eksplosivt på det seneste, som svar på alle de dæmoniske krafter omkring hende, og Wicks selskab. Procella skælvede svagt ved lyden af sit navn på hans læber.

"I am asking you to be my friend...to be my...brother..."

Der var ikke noget storladen og dramatisk over det. Ingen tv-serie med voldsomme følelser. Procellas stemme var afdæmpet og alvorlig. Hendes øjne glitrerede i vintermørket

"I am asking you to be my family. I have lost enough people to know the difference between family and hunters. Please dont make me choose. I love you both"

Hun pillede ved en syning på læderjakken og sukkede før hun så op igen for at fange hans øjne.

Creo sukkede endnu engang og rystede langsomt på hovedet med lukkede øjne. Hun havde altså ikke forstået situationen.

"No kiddo, you arent just asking that. Basically, you are asking me to watch you die."

Han åbnede øjnene og så ned på hende med et sørgmodigt blik fra sin højere position.

"Think about it for a second. How long do you think this is gonna be hidden from the sages of other orders? Or from the Blades? Or from other demons? Neither take kindly to the kind of thing you to have done together."

Han trådte ned på gulvet og så hende i øjnene med hænderne på hendes skuldre.

"Even if you by some miracle survive to give birth, what would happen next? Would you stay here? It would only be months, maybe less, before some mad demons or angry hunters caught the scent of what was going on. You might both survive for a while, but as time goes by, stronger and stronger enemies might come for you."

Han gik ned på knæ. Nu var det hans tur til at se bedende ud.

"Please kiddo... I cant watch you die... I just cant... Its not that I dont belive in your power to protect yourself, but in time, the opposing forces will be too great. I am not afraid of what Wicked will do to you, he havent killed you yet and I see no reason he should change his mind on that subject if he has even the slightes feelings towards you... Im afraid of what the rest of the world might do."

Et lille smil bredte sig om Procellas læber. Hun rakte ned og greb Creo let om hagen og rystede blidt hans ansigt.

"Stupid elf"

Der var en sær varme i hendes ord

"No matter what I choose it is mine to choose. Are you gonna lock me in a gold cage because you are afraid i might get hurt? That wont do in this world. In our world. We never get to grow old. Hunters die young. Are you gonna kill me with your love, or set me free to roam and soar, however brief the flight?"

Hun slap hans hage og smilede kærligt ned til ham. Hun lagde en blid hånd mod hans kind

"I choose love Creo. Im not immortal like him. Or you. Im gonna die. Few years from now. Let me die happy. Let me die with love, and by choice. Not from ove and by force. Dont break my heart...kiddo..."

Hun smilede blidt da hun smed hans eget udtryk tilbage. Han var gammel i forhold til hende, men ifølge egen standart var han næsten ikke tør endnu. Og når det kom til kærlighed...så var hun ældre end han. Her var deres roller byttet, og hun var den vise og han den fortabte unge der ikke så det større billede. Det var okay. Hun elskede ham alligevel. Hun forstod at han handlede via misforstået kærlighed til hende. Hun ville bare have ønsket han ikke prøvede at styre hende med den.

Creo sukkede dybt og nikkede, inden et lille smil kom på hans læber.

"A few years. You know what Ripper used to say: Good hunters live for a decade, excelent hunters live for 3 years... The best live for a hundred years, and then for eternity."

Han rejste sig op og sukkede tungt. Hans udtryk var blevet mørkt igen.

"Well, its your lucky day kiddo, wish granted. Even if I want to, I cant do much. Take a look at this."

Han tog telefeonen fra bordet og trykkede på touchskærmen, der straks afslørede en besked. I den lille talebobbel stod med en skrå font, der bestemt ikke var normal for mobiltelefoner:

"Attention: The demon known as The Wicked Truth and his accomplice, known as Procella, are not to be touched or approched under any circumstances. Gaia be with you on your travels and your hunts."

Under beskeden stod et lille tegn, der lignede et blad hvorfra et langt sværd voksede ud af stilken.

"Basically, the order tells me that you and Wicked are no longer free game. And its not just the Blades. I have received similar messages from 2 other orders."

Endnu engang satte han sig tungt ned og bankede let pistolen imod sin pande.

"So basically, I was waiting here, hoping to receive a message that this was all just a joke, or that the ban had been lifted. I have waited for two days now, and I confirmed with the other Blades. Basically," Han kiggede ned på hende med et påtvunget smil. "I cant do jack to harm Wicked, even if you failed to convince me not to."

Procella tabte underkæben og gloede på mobilen

"What the..."

Hun så oprigtigt rystet og alarmeret ud.

"Im a...I...ACCOMPLICE?! WHAT THE FUCK?! I AM A...WHAT?! FREAKING DEMON-SIDEKICK?!"

Spruttede hun arrigt

"I need to...this is...fuck me!"

Procella sprang op fra stolen og gned maven med begge hænder

"What if...oh god.."

Hun blegnede og pressede hænderne mod den store mave

"What if they want my children?! They cant have them!"

Procellas stemme var en smule skinger

Creo rystede på hovedet.

"No kiddo, they dont want your children. The hunters have given up on you and Wicked - totally. I gues they figured that the demon attention about this would be so great, that they needed not spare any resources, manpower or time to take care of it. They will let the demons take care of their own problems, rip themselves apart from the inside..."

Han rejste sig op og lagde en hånd på hendes skulder.

"As I told you kiddo, it has already begun. You know I will defend you to my last blooddrop if neceseacy, but if I defy a direct order like this... It wouldnt be long before another, sharper Blade would come for me to take my life, and then either yours or Wickeds."

Han så alvorligt på hende. Dette her var ingen leg, ingen af dem havde højest sandsynligt været på så dybt vand før.

"What can we do, Lauren? That is what I have been asking myself these last few days... And hoped that you had an awnser if I couldnt find one."

Creo rystede på hovedet.

"No kiddo, they dont want your children. The hunters have given up on you and Wicked - totally. I gues they figured that the demon attention about this would be so great, that they needed not spare any resources, manpower or time to take care of it. They will let the demons take care of their own problems, rip themselves apart from the inside..."

Han rejste sig op og lagde en hånd på hendes skulder.

"As I told you kiddo, it has already begun. You know I will defend you to my last blooddrop if neceseacy, but if I defy a direct order like this... It wouldnt be long before another, sharper Blade would come for me to take my life, and then either yours or Wickeds."

Han så alvorligt på hende. Dette her var ingen leg, ingen af dem havde højest sandsynligt været på så dybt vand før.

"What can we do, Lauren? That is what I have been asking myself these last few days... And hoped that you had an awnser if I couldnt find one."

Proella fnøs hovmodigt og slog med nakken

"We can fight. Wicked and I can fight. For us, and our children. You can fight by my side if you want to, but then you have to back down. You have to promise me that my husband and children will not end before your hand"

Hun mærkede hvordan hendes kinder blev farvede svagt over indrømmelsen

Creo rystede på hovedet og så ned i gulvet. Det var netop det der var kernen, de var fremme ved problemet.

"The thing is kiddo... I cant. At least not at your side. Personally I could barely overcome figthing beside a demon, but disobeying like this, protecting a demon who has been orded forbidden ground... I would be dispatched of. Quickly. You know, I am only the dullest of the 14 Blades."

Han sukkede endnu engang og gik over til vinduet.

"So far, the best I can do is hope. Hope that the ban is lifted. If not, well, the best I can do is wait in an apparment colse to yours and be on the look-out with my sniper. All else would be far too risky for the both of us."

Han så over på hende, for første gang med følelser i ansigtet, en meget mærkelig blanding af beslutsomhed og hjælpeløshed.

"I hope you understand kiddo. By figthing at your side, I would put you in even more danger."

Procella så mørkt på ham

"Well...no. You choose not to fight with me. You choose them. They are going to hurt me, with or without you, and you dont have my back. You choose them over me. Thats about the clearest answer I got from you. Thanks..."

Hendes ansigt lukkede sig for ham. Den tillid der var mellem dem begyndte at forsvinde fra hendes øjne.

"Im sorry brother, but if you dont have my back, you are not family. I need to trust my family. I dont care about race or color of skin. I care about love"

Der gik en trækning over hendes ansigt. Gud hvor lød det dog sødsuppe-agtigt, men hun vidste helt ærligt ikke hvordan hun ellers skulle forklare det. Det var kærlighed der i sidste ende havde fået hende ud over barrieren med at Wick var dæmon. Hun slog engle ihjel...engle der burde være gode. Hun slog ihjel fordi de var hvad de var.

"I need to leave...I have to protect my family. I really hope that when you one day wake up and come and find me, it will not be with a blade in your hand. If you do I will have to kill you. I dont wanner loose anymore family Creo. Please stay away"

Hendes stemme var lavmælt og fuld af så dyb en sorg at hendes stemme skælvede let. Hun havde mistet en søster, og nu også en bror. Hun ville ikke miste sin sjælemage og sine børn også. Hun ville ikke miste mere familie. Herfra ville hun kæmpe. Hun sendte ham et sidste langt blik før hun vendte sig fra ham og skridtede mod døren - visende ham en sidste tillid ved at stole på at han ikke faldt hende i ryggen.

Creo sagde intet. Han så bare efter hende idet hun gik. Med ryggen imod vinduet og en pistol i hånden så han hende gå imod døren, med en følelse af svigt i maven. Hun forstod ham ikke, hun forstod ikke den situation han var i... Hun forstod ikke den situation han selv var i, den hun selv havde bragt sig selv i.

You were the one who chose first kiddo. You chose him over me. A demon over your brother, beliveing that somone like that can feel real love. Protecting murderers and rapists... I just cant do it.

Han sagde intet, så blot på hende imens han tænkte de tanker han håbede at hun en dag, inden hendes død, ville forstå.

This is not a rascism-problem, its about saving lifes kiddo. Not just the lifes of the ones you love, the lifes of every elf and human in this world. And you have strayed from that path, the path that you wowed to walk forever. It might just be words, but you svore on your soul. And you have sold that soul to a demon... Maybe it is just I who does not understand love, but love is not for demons. Love is for humans in between, and elfs in between.

Han sagde intet, ventede blot med pistolen i hånden, så på hendes ryk der nærmede sig døren.

I hope that one day, when you wake up from this dream of yours, you will realise what you did to yourself... That the price of love was the life of your husband and children. And youself.

Han sagde intet, håbede blot, at hun en dag ville forstå. Han lukkede øjnene, åbnede dem igen og så på hende med et fast blik.

"Goodbye sister. I will watch you for three more days, with my sniper loaded. After that, if the ban is not lifted, I will leave this place. My heart cannot bear to watch you die, even when I know that you have chosen the ending that most befit you, to go down in a blaze of glory and love. Goodbye Procella. It was an honer serving with you."

Han lavede en håndbevægelse over sit hjerte med åben hånd, lukkede den så og pegede på hende med en næve, hvor knoerne vendte ned imod gulvet.

"Goodbye... Lauren McManus."

Procella stivnede i døren. Hun havde åbnet den og gik i stå. Hun sank da hendes sande navn fik hendes inderste til at vende sig efter de udtalte ord. Hun vendte hovedet og så mørkt på elveren.

"Goodbye...Brother..."

Creo tog fejl, men det vidste han ikke. Procella havde aldrig valgt denne form for liv. Det var blevet valgt for hende og Micha da de var ganske spæde. Vokset op med jagt og drab som en del af de små manipulative barnesind, havde det aldrig været et spørgsmål hvordan deres liv skulle formes. Det var bogstaveligt talt kommet ind med den modermælk de aldrig havde fået. De havde været det perfekte våben. Stillede aldrig spørgsmål, og havde uovertrufne evner.

Ingen havde nogensinde tænkt på at binde dem på magi eller ord. Nu var Micha bundet, og det samme var Procella. Hun havde været bundet længe, men det havde været et selvvalgt bånd. Det første hun havde skabt på ægte kærlighed.

Though I will not hesitate to kill you...in my heart you will always be my brother...not an elf or a hunter...just...brother...

Procellas fri hånd gled ned på hendes svulmende mave da hun trådte ud af døren og hun lukkede den bag sig. Hun ville have slået ihjel for en whiskey lige nu. Hun gik ned af trapperne med et suk - besværet af maven og vægten. Det var svært at gå på den måde. Svært men nødvendigt.

((Out))