Walking in the dark is not a good idea ~ James

Sted. Den triste skov, Werclare
Omkring. Træer, og skovting?
Vejr. Dystert, mørkt og en let tåge
Tid. IRL
Dag+dato. IRL
Påklædning. Mørke jeans, hvid tanktop, rød jakke og et par røde støvler

Tågen havde lagt sig på jorden, som var det et lille tæppe som varmte den kolde og fugtige skovbund. Man kunne høre puslen og kradslen i de mange buske og træer omkring sig, og det svage måneskær kunne lige ses igennem trækronernes tykke grene og blade. Meget vildt kunne findes i skoven, og hvis man ledte længe nok, kunne man også finde små søde dyr, selvom at denne skov ikke ligefrem var beregnet for sådan nogle væsner.
En gang imellem kunne man høre kviste knække i mørket, hvilket gav en uhyggelig genlyd i mørket. En ung kvinde, som godt kunne ligne de 15-16 år, begav sig træt hen ad de smalle skovstier, som var blevet lavet af skovens dyr. Man kunne let fare vild i skoven, hvilket Azriel dog ikke havde prøvet, da hun havde gået den tur igennem den, så mange gange. Det var koldt, men Azriel så ikke det mindste påvirket ud af minusgraderne som kunne få et menneske til fryse langt ind til knoglerne, på få sekunder. Hun kunne faktisk godt lide det, men var nu vant til det, da hendes evner jo gik omkring kulde og is.

James kom halv fuld gående ned af en stig i skoven, han havde en svampesamler kurv under den ene arm og en halv flaske sprut og en maglite i den anden.
"pokkers tage denne forbistrede kulde.." han trak sin lætte cutten coat tæt op omkring ørene og fortsatte sin stædige jagt på svampe til en svampesauce han lige havde fundet på. Han stoppede op og spottede væk fra stien, han syndes han havde set det lætter gyldne skær af svampene.. men det kunne også blot være tågen der spillede ham et pus.

Azriel blev ved med at bevæge sig hen ad den lille sti, og stoppede langsomt op. Der var noget som brød igennem stilheden, som ikke burde være der. En mine af nysgerrighed gik over hendes blege og pæne ansigt, og hun lod sine fødder føre hende frem og undgik alle grene og andre objekter, som kunne give lyd og afsløre hende, hvis hun trådte på dem.
Hun stoppede op, og så lidt længere fremme. En ung mand, stod ikke så langt fra hende, og hun tog hurtigt dækning bag et tykt træ, så hun kunne se på hvad han dog lavede ud i Den Triste Skov, på den tid af døgnet, så hun ikke blev opdaget af ham. Hun rynkede panden og kunne mærke at han intet væsen var, men at han heller ikke var et helt almindeligt menneske...

"det var lige godt pokkers.. her er i jo små venner" James tager sig en lille slurk af flasken og går ned på knæ for at varsomt plukke og børste de små svampe og ligger dem forsigtigt, nærmest nænsomt ned i kurven.
"hmm.." han ryster lidt på kurven da han har plukket de sidste i klyngen "bare et fund mere og så kan jeg gå hjem.." James kommer besværet op og stå igen på sine stive ben efter at have sidet på huk så længe og tager sig en stor slurk af flasken for at holde sig nogen lunde varm.

Azriel blev ved med at betragte den unge mand, og så på flasken og kurven. Stanken af alkohol slog hende hårdt i ansigtet, som fik hende til at rynke på næsen i foragt og væmmelse over ham. Hun drak ikke, og hun brød sig ikke om folk som havde et alkohol problem. Hun vidste at denne mand, ikke var helt normal og kunne være en trudsel, men hun var ingen kujon og gik derfor langsomt og roligt frem fra sit skjul bag træet, og ud på stien, så de stod ca. 5 meter væk fra hinanden "Hvad laver et menneske herude på dette tidspunkt?" spurgte hun koldt og højt nok til at han kunne høre det, men hun var dog lidt ligeglad med hans svar. Han var fuld, og sikkert farlig. Hun havde allerede gået i forsvarsmode, og ville ikke lade ham ligge en enkelt finger på hende, uden at han lå bevidstløs på jorden foran hende...

James der var igang med at børste visne blade af sine bukser kikkede hurtigt op og lage mærke til den.. ualmindeligt blege pige der dukkede frem af ingenting, hans sanser var en smule dempede på grund af alcoholden men han følte en vis.. ubehag eller fare ved den lille pige. han lage den nu tomme flaske ned i kurven og rettede sig op, så meget han nu kunne. "det samme skulle jeg lige til at sige til dig.. hvad er det også for en påklædning at rende rundt i på denne årstid?" han holdt sin kurv lidt frem imod hende "desuden er jeg på svampe jagt.. disse er nemmest at fange i måneskær da de gemmer sig om dagen..."

Azriel løftede et øjenbryn af manden og kunne ikke lade vær med at smile hånligt af ham. "Hvilken frækhed..." mumlede hun mest for sig selv og nærmede sig manden med et par få skridt, men stoppede dog da lugten af alkohol hang for tungt i luften omkring hende. "Jeg går rundt i det tøj som passer mig" sagde hun ligeså koldt som hun havde for lidt siden. "og jeg går rundt og leder efter små svage mennesker, som er steder hvor de ikke burde være. Og som de kan se, fandt jeg hvad jeg søgte" sagde hun og så på ham med mørke øjne og et lidt ondt smil. Denne mand var fuld, og han ville sikkert ikke kunne huske noget som helst, hvis hun stjal noget blod fra ham.

Sandheden gik op for James med det samme. Han blev næsten sur på sig selv for ikke at ligge mærke til hvad den lille pige var og hvilken fare han entligt befandt sig i.
Han tog kurven langsomt til sig igen og havde glemt alt om kulden og følte sig underligt klar i hovet. "bwah jeg er skam ikke svagelig" sage han lidt snøvlende "jeg har vundet 4 ud af 5 armlægnings konkurancer nede på baren i sidste uge.. den sidste var dog imod store brian men han har heller ikke lavet andet hele sit liv.." James svejer med vilje lidt i bene for at bibeholde illosionen om hans totale fuldskab.

Azriel kunne ikke lade vær med at smile koldt og hånligt af denne lille mand, selvom at han sikkert var ældre end Azriel. "bare fordi at du har muskler, betyder det ikke at du er stærk..." sagde hun og lagde armene på skrå og betragtede manden. "Det kræver oss den øverste etage, og som jeg kan se, har du ikke meget af den, og bruger den ikke så tit" sagde hun og grinte lavmælt af ham og begyndte at ryste på hovedet "I mennesker er da tåbelige..." mumlede hun og brød sig ikke besynderligt meget om mennesker, og hun hadede sådan nogle som manden som nu stod foran sig, og nærmest ikke kunne stå op på grund af sin tilstand...

James vendte sig halvt om og kikkede ned af stien. og mumlede noget hen af "bwa hvis jeg var kommet for at blive fornermet skulle jeg være blevet hos min første kone...." han stoppede midt i sætningen da han kom til at tænke på sin nu afdøde kone. og rørte forsigtigt ved bulen på hans hanske der svagt aftagner hans ring.

Azriel betragtede ham og kunne høre ham snakke om en kone, men gad ikke rigtig at høre det, da det ikke interesserede hende det mindste. Hun tog et langsomt skridt imod ham, og derefter et til "Nu syntes jeg at du skal tie stille.." sagde hun roligt, men dog iskoldt og havde sine mørke blårøde øjne imod ham, og man kunne godt se på hende at hun ikke havde fået noget at drikke de sidste par dage. Hun brød sig ikke om manden, og syntes egentlig bare at han ville være den perfekte til at angribe og lade ligge døende ude i skoven. Ingen ville sikkert savne ham...

James følte en isnen ned af ryggen og vendte sig halvt om og kikkede på den lille pige der nu kun stod få skridt fra ham "så du er sulten. er det det, jamen så må man heller give vampyren hvad den vil have..."
Han gik ned på det ene knæ med siden til hende og langsomt lænede hovet
til den ene side og blottede sin hals, han rensede sit hoved for alle tanker hvis nu vampyren også skulle kunne læse den slags mens den... drak.
James lukkede øjene "velbekomme... vampyr"

Azriel løftede et øjenbryn af manden og kunne ikke lade vær med at grine højt og hånligt af hans opførsel. Hun gik helt tæt på ham og lod sin ene hånd gå langsomt igennem hans hår og greb så hårdt fat, så han ikke kunne bevæge sit hoved "Du er sgu ynkelig" sagde hun lavmælt. I en hurtig bevægelse havde hun sit ansigt tæt på jægerens "Aldrig i mit liv har jeg set en så ynkelig og svag dusørjæger som dig.." hviskede hun ondskabsfuldt, og ønskede at ramme ham hårdt, og havde et grumt smil på sine læber.

James havde et blidt blik i sine øjne på trods af smerten i hans hårrødder. han trak været langsomt og roligt på trods af smerten i hans hårrødder mens han kikkede dybt i hendes øjne "du har nogle pæne øjne" sage han med et lille smil og benyttede sig hurtigt af den efterfølgende forvirring til at svinge sin gemte og velsinede dolk han havde gemt under sin cuttencoat, rundt om hende og dolke hende i ryggen. "det var for alle de uprovokerede fornermelser!" han greb ned i sin lomme (stadig holdt om kniven i ryggen på hende for at holde hende fast) og greb den knytnæve store kugle med vievand og smadrede den imod hendes pande "og det er for at være så pokkers arogant!"

Azriel så ind i hans øjne og rynkede så panden, fortvivlet over hans kompliment "Hva...?" nåede Azriel kun at sige, før et højt og smertefuldt skrig, fyldte den ellers så stille og mørke nat. Hun slap hurtigt grebet i mandens hår og tog derefter et greb i hans jakke, og kunne ikke bevæge sig på grund af kniven, da hver en enkelt bevægelse gjorde ondt i hele hendes krop.
Hun nåede kun at se kuglen med vievand i, et enkelt sekund, før han knuste den i panden på hende. Et højere skrig lød fra hende, og hun lukkede hurtigt øjnene, da hun kunne mærke vandet løbe ned af hendes ansigt, brændte hvert stykke hud som det kom i nærheden af. Hun kunne mærke det ætse, og kunne intet gøre ved det. Hvordan hun overhovedet kunne have troet at jægeren bare lod hende drikke fra ham.
Hun pev og stønnede af ren smerte, og vidste at disse sår ikke ville hele særlig hurtigt. "Stop.." hviskede hun bedende, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige. Hun prøvede svagt at skubbe til ham, for at få ham og sin kniv væk, så hun kunne komme fri og flygte fra ham..

James kunne mærke rushet af at være i kamp igen, det var lang tid siden han sidst havde været i aktion. Han kunne knapt nok mærke at han havde skåret sig på resterne af glaskuglen som han stadig maste ind imod hendes pande.
Han lavede en hurtig bevægelse hvor han hev kniven ud af hendes ryg, brugte hele sin vægt på at tvinge hende ned på ryggen og naglede hendes hænder til jorden med spidse træpæle så hun næsten lå udstragt som jesus på korset.
"nu er det slut vampyr.." sage han stakåndet og tvang hendes mund åben og placerede en glaskugle mere inde i munden på hende, han skulle lige til at slå underkæben op på hende og få hende til at drukne i helligt vievand da han mærkede en blodåre dunke under sin ring.
han tøvede med knytnæven under hendes kæbe og betragtede dette... udyr hvis slægt var årsagen til hans kones død. han sank en klump og kunne mærke hvordan adrenelinen langsomt slap sit tag i ham, han sænkede langsomt knytnæven og rejste sig op og børstede sine knæ af med sløve bevægelser "jeg lader dig leve vampyr... men nu skylder du mig et liv" han bukkede sig ned for at samle sin kurv op og lod vampyren ligge stadig naglet til jorden

Azriel udbrød et lille gisp da jægeren pludselig hev kniven ud af ryggen på hende, og udbrød så et hvin da hun blev skubbet ned på jorden. Hun kunne ikke nå at tænke ellery gøre noget, før nogle træpæle blev boret igennem hånden på hende. Hun skreg, men heldigvis var det ikke ligesom vievandet. Pælene skulle jo først ramme hendes hjerte, hvis hun skulle dø af det.
Hun prøvede at kæmpe imod ham, men lå til sidst med åben mund, og fik endnu en af kuglerne i munden. Hun vidste at hvis den kugle blev smadret, og vandet løb ned i hendes mund, ville hende indre organer blive brændt, og hun ville dø med sikkerhed. Hun så op på jægeren med store øjne, og åndede så lettet op, da han ikke slog kuglen i stykker.
Hun spyttede hurtigt kuglen ud, og så på sine hænder. Hun koncentrerede sig, og fik pælene ud med hjælp fra sine kræfter, og selvom at det gjorde ondt, lavede hun ikke en lyd. Hun sprang hurtigt op at stå, greb kuglen, og løb over og smadrede den imod jægerens hoved. Selvom at han ikke ville blive brændt som hende, ville det stadig gøre ondt på grund af glasskårene.
"Du skal få betalt hvad du har gjort, lille jæger!" hvæssede hun ondskabsfuldt. Hun kunne mærke sine sår langsomt hele, men de gjorde dog stadig ondt. Inden at han kunne nå at gøre noget, fik hun sine kræfter væltet ham til jorden, så han lå på ryggen, og fik ham til at blive der. Azriel greb hurtigt hans kniv og satte sig ned på maven på ham "Skal vi gøre dette den lette måde? Eller den smertefulde og lange måde?" spurgte hun ondskabsfuldt, og havde ingen intentioner om at lade jægeren leve efter det som han havde gjort ved hende.