Beautiful memories by the boats - Seidy

Gæst

Dato: 3. december
Årstid: Vinter
Vejr: Der er så koldt at man kan se sin egne ånde komme ud som en smuk sky.
Sted: På havnen om natten.
Tid: 23.54
Omgivelser: En klar måne er omringet af lysende stjerner på den mørke himmel, så man tydeligt kan se sneen der ligger i bunker rundt omkring på havnen. Der ligger isstykker i havnen, som er kommet da isbryderen brød isen der lå spejlglat på det iskolde vand. Månen spejler sig koldt i vandets overflade, kun brudt af de mindre klare, men dog gennemsigtige isklumper der skvulper rundt omkring bådene, der vugger rundt, godt tøjret til en hård træpæl i nærheden.

Crystal lod de bare fødder dingle rundt, og ligge i den kolde vandoverflade som skvulpede let omkring hendes let spredte tæer. Et lille smil bævede i hendes mundvige, men hun kunne ikke få det helt frem i hendes hvide ansigt. Om hendes bare skuldre viftede hendes det krøllede, røde hår, men hun lod ikke til at bemærke det lægge sig omkring hendes ansigt som et tyndt tæppe der kun lige akkurat skyggede for en del af hendes udsyn. Hendes hvide kjole flagrede om hendes ankler, og fik hende til at ligne en hvid engel med ildrødt hår og læber som det eneste farve på hendes ansigt. Hendes ellers krystalklare øjne virkede matte og slørede, og hendes fjerne blik virkede på en gang drømmende og trist.
Hendes lange finger fingerede let ved kjolens bløde stof, uden at hun lagde mærke til den ubevidste handling. Hun løftede blikket fra vandet der kærtegnede hendes bare tæer, og stirrede ud over det klare vand der næsten gik i ét med den stjerneklare nat. Et minimalt smil flakkede kortvarigt over hendes ellers udtryksløse ansigt, da hun kom til at tænke på hvordan menneskene ville føle denne iskolde nat.
Hun vidste at for mennesker ville dette være koldt, de ville måske endda fryse utroligt. Men en dæmon som hende selv frøs på ingen måde, på trods af at alt hun havde på var denne hvide stropløse kjole som stadig blafrede en smule. Et suk undslap hendes let spredte læber, og hun prøvede ikke at tænke på hendes krop der lydløst gled gennem vandet, inden hun strandede ved en strand nærved. Mindet om et skib der langsomt forsvandt ned i det kolde dyb, sprang hende i hovedet, men hun skubbede det stædigt væk.
Et skrig gennemtrængte hendes omhyggeligt tømte hjerne, og fik alle hendes tanker til at vælte frem fra alle kroge. Glimt af minder hun helst ville glemme dukkede op overalt, og de minder hun ville gribe fat i og holde, faldt slapt ud af hænderne på hende. En rystelse der gik igennem det i forvejen smadrede tog, det lille menneskebarns blod mellem vampyrens tænder, døde kroppe fra det sunkne skib der sank ned mod den mørke bund.
Hun blinkede, og trængte gennem billederne der klistrede sig til hendes nethinde. Hun ville ikke tænke på de forfærdelige minder, ikke på denne smukke aften, hvor hendes tanker burde være romantiske... Eller i det mindste burde der være et strejf af glæde blandt dem. Hun rystede umærkeligt på hovedet, og den uventede rystelse fik hendes hår til at glide væk fra hendes øjne. Tankerne overskyllede endnu engang hendes hjerne, og hun kunne umuligt tvinge dem væk endnu engang. Hun gik i en trance, mens hun hypnotiseret genlevede de traumatiske oplevelser der havde ødelagt hendes liv. Og fået hende til at starte et nyt her.

Gæst

Seidy gik langsomt gennem byen. Det var lørdag og hun var træt af det hele. Hun havde problemer der hjemme med forældrene og det hele gik bare af helvede til. Hun havde lige fortalt dem at hun flytter fordi hun ikke kunne holde ud at være der. Seidy var taget til Wereclare. Her var der ikke så mange hun kendte så hun tænkte nok at hun ville få lidt fred. Seidy var iklædt en tyk hvid vinter jakke som var alt for stor, et halvsterklæde der var i sorte og hvide striber, en hvid hue, nogle jeans, et par sorte vintersko og under jaken en t-shirt fra Guns and Roses med autograf. Ikke fordi hun kunne lide bandet, men fordi hun fik den af sin far. Seidy gik lidt i byen og tumlede lidt rundt. Men bestemte sig for at tage til havnen for der var der nok ikke så man uhyggelige typer som inde midt i byen. Da hun var ved at nærme sig havnen og hun kunne høre sneen knase under hendes føder kunne hun pludselige føle et koldt vind stød som på en måde gik igennem hende. Hun vente sig hurtigt om og kiggede om der var nogen der gik bag hende eller noget. Det var der ikke, hun tog en dyb indånding og fortsatte med at gå lige så stille. Hun vente sit blik op mod himlen og så på stjernerne. De var flotte. Seidy elsekede stjerne og havde altid ønsket at være en. Fri og uden problemer bare. Være der og se alle andre have alle deres og være fri fra dem. Seidy gik og fortsatte uden at kigge tilbage og var kun få meter fra jørnet der førte direkte ned mod breden.

Gæst

Crystal stirrede uudgrundeligt ud over det spejlblanke vand, og lod langsomt blikket glide fra isklump til isklump. Hun lod de lange fingre lege med det store hår, snoede det rundt om pegefingeren, og trak den ud igen. Kun få sekunder efter hun havde lagt sine slappe hænder i sit skød, fejede en iskold vind over jorden, og blæste håret rundt om hendes hoved som en glorie. Hun sukkede let, og viklede det træt ud igen. Hun lod endnu engang hænderne falde ned i sit skød, og lod fødderne glide gennem fandet, så det trak et spor der langsomt forstørrede sig, hvorefter det endnu engang blev den glatte overflade der prægede resten af vandet.
Skridt raslede over jorden, og hele hendes krop stivnede i et ryk. En paranoid følelse sneg sig ind i hendes nerver, og hun lod uendelig langsomt fødderne glide op af vandet, og de våde fødder blev sat på det iskolde asfalt. Hun lagde de famlende hænder på asfalten, og skrabede den hen over jorden, imens hun fik stablet sig selv på benene. Hun lagde ikke mærke til at der var hul, og at hun nu blødte en smule fra de lange, men tynde, og utrolig beskidte sår.
Hun gennemsøgte havnen med øjnene, men kunne ikke se nogle. Hendes nerver var ved at trevle, og hendes sanser var på deres højeste. Hun greb fat i kjolen med den ene hånd, og knugede det hvide, bløde stof mellem fingrene. Da hun få sekunder senere slap den, sad der et spor af blod der var hun havde holdt, men hun lagde ikke mærke til det.
Hendes øjne gennemsøgte gang på gang den tomme havn, mens skridtenes lyde lød højere, og hendes sanser blev skarpere. Hendes nerver blev langsomt trukket gennem en kødmaskine da hun hørte de klaprende skridt nærme sig. Hun vidste at hun ikke burde have meget at frygte, da hun var en dæmon. Men... Minden og ilden der knitrede omkring hende fyldte hendes hoved, og en film af alt hvad hun havde været i gang startede. Hun skubbede den væk, og aftale med sig selv at være på vagt. Hvis nu...

Gæst

Seidy fortsatte sin lille vandring og gik om jørnet. Hun startede med at kigge ned mod jorden, mens hun gik, men vendte sit blik ud mod bredden. Hvor hun så en pige stå. Hun så ud til at være i Seidy's alder. Seidy stoppe kort op og kiggede lidt hvorefter hun bedstemte sig for at gå hen til pigen. Dog i et mere rolligere tempo end før.
Seidy kunne høre hvordan sneen knassede under hendes vinter sko. Det var en dejlig lyd en hun elskede. En lyd da sagde det er jul og det er vinter og det er tid til hygge med en famile som holdte af en. En familie Seidy ikke havde længere. Det var noget der tog på hende og gjorde hende lidt ked af det. Men det var trods alt hendes eget valg. Seidy kunne se at pigen var iklædt i en flot hvid kjole. Det var mærkeligt. Det lignede lidt en konfirmations kjole og så endda mit om vinteren. Seidy tænkte at det måtte være mega koldt at være hende lige nu. Seidy frøs bare ved tanken om at være i kjolen. Seidy lod også mærke til at hun ikke havde nogle sko på. Brr det gjorde det ikke bedre. Seidy så at hun havde flot rødt hår. Noget Seidy altid havde ønsket at hun havde. Seidy havde mørke brun hår. Det var ikke gremt, men det var ikke så flot som hendes synes Seidy. Da Seidy kome lidt tættere på så hun at på pigens kjole var der blod. Var hun cutter eller noget? tænkte Seidy, men prøvede at ignorere det fra starten. "Ehm... Hej" Sagde Seidy og kiggede venligt på pigen. Det var lidt mærkeligt at stå med en person ude ved havnen sent om aftenen den. 3 december. Seidy gik tættere på for at se hendes ansigt bedre og rakte en hånd frem for at give et håndtryk. "Mit navn er Seidy. Hvad med dig?" Spurgte hun forsigtigt.

Gæst

Crystals krop slappede automatisk af da hun så en menneskepige komme skridtende. Under pigens støvler knasede den tørre sne, og fik et smil frem på Crystals røde læber. Hendes hvide kjole blafrede i den stille vind da pigen nærmede sig hende. Hun lagde vægten på det ene ben, men ellers bevægede hun sig ikke en millimeter. Hun ventede blot på at pigen kom tæt på. Hun sendte pigen et varmt smil da pigen rakte en hånd ud imod hende.
Crystal tog hendes hånd, og gav den et roligt klem, inden hun slap den igen. Ubevidst scannede hendes øjne pigen, for tegn på fare. Hendes brune hår, tykke overtøj og forsigtige ansigt så ikke ud til at udgøre nogen fare, så Crystals forsvar blødte en smule op. Hun lod en slank hånd glide gennem det tykke hår, inden hun med et sødt smil besvarede Seidys hilsen.
"Hej Seidy. Jeg hedder Crystal. Er du ny her i byen?" Hendes venlige stemme klingede mellem bådende på den tomme havn, og blev kastet tilbage fra de fugtige vægge, som et svagt ekko af hendes ord. Hun lagde hånden på kjolens bløde stof, og mærkede det våde stof under håndfladen. Hendes blik sprang ned til punktet, og hun gispede overrasket.
Det blodige stof virkede modsat det ishvide stof, og gav en illusion af at Crystal havde lavet noget der involverede blod. Masser af det. Hun sukkede irriteret, og satte sig på knæ. Hun fiskede en smule vand op af den kolde havn, og duppede det forsigtigt på kjolen. Kun en smule af det forsvandt, så hun opgav hurtigt sit forsøg. Hun skubbede sig selv op på benene, og tørrede omhyggeligt hænderne i kjolen. Pludseligt gik det op for hende at i dette vejr burde hun fryse, da et normalt menneske ville gøre det. Hun lagde efterfølgende hænderne om taljen, som prøvede hun at varme sig selv op, og sendte Seidy et lille smil.
Hun havde haft lang tid til at øve sig på sit skuespil.

Gæst

Seidy tod imod hånden. Og var mega overasket. Den var varm. Seidy smillede og lytte til Crystal. Seidy liggede hovedet på skrå ment's hun så hende fiske vand op for at vaske sin flote kjole. Seidy så lidt bekymrende ud. Seidy kiggede på Crytal endnu engang og undrede sig over at hun kunne have sådan noget tøj på i dette hver og så virkede hun helt normal. Hun gav fint hånden og spurgte Seidy venligt om hun kendte byen. Seidy var overrasket. "Ehh... Har været her et par gange, kender stortset ikke byen." Sagde Seidy i en blid stemme. Hun kunne føle kulden og samlede sine arme over kors. "Er du kommet tilskade? Dit tøj... Ehm... Er du cutter?... Undskyld jeg spørger jeg ved godt jeg ikke burde blande mig." Sagde Seidy hurtigt og nervøs. Seidy var ikke bange, men var lidt freaket out på en måde. Seidy tog en dyb indånding og kiggede sig lidt omkring på havnen. Det var ingen mennesker. Kun de tp piger. Seidy så at der var is klumper i vandet og det så generalt bare koldt ud der hvor de stod. Seidy så Crystal i øjnene. Seidys var grå og dybe som havet. Seidy havde den overbevisning at øjnene var vinduet til sjælen. Det er noget hun brugte meget. Hun plejede altid at kigge folk i øjnene og det gav hende en basal forståelse for personen. Men Seidy kunne ikke så godt se Crystals øjne i mørket. Seidy gik et par skridt tættere på Crystal uden at bemærke det. Hun blev trugget lige som en magnet bare for at kunne se hendes øjne.

Gæst

Crystal hævede overrasket et øjenbryn ved Seidys spørgsmål, og en latter slap over hendes let adskilte læber. Hendes krystalklare øjne lyste i mørket, og på trods af deres grågrønne farve gav de et blåligt skær. Det var ikke fordi hendes øjne skiftede farve, men helt simpelt fordi den lykkelige følelse der boblede i hendes mave gav hende et smilende blik, og gav hende den nærmest lysende blå farve.
Hun sendte Seidy et let smil, og så ned på sin hånd der var farvet rød af blod. Hun lod hovedet være en smule skrå, da hun rettede blikket imod Seidy igen.
"Jeg er ikke cutter. Jeg tror måske jeg skar mig da jeg rejste mig - Eller noget i den stil." Hun lo, og blinkede til hende. Hun log hånden glide gennem hendes store hår, inden hun lagde den på sin kjole. Langsomt gled tanken: Nu har jeg blod i håret, ind i hendes bevisthed, og med et suk pillede hun en smule af det ud, inden hun gav op med tanken: Man kan alligevel ikke se det, jeg har jo rødt hår....
Hun knyttede næven, og mærkede blodet skalle en smule af. Det måtte være størknet efterhånden, og da hun rettede blikket imod det, fik hun bekræftet mistanken. Det mørkerøde blod klistrede fast til hendes hånd, og der skulle en alvorlig skrubbe til at få det af hendes håndflade. Hun sukkede indvendigt, og få sekunder efter sprang hendes blik til Seidy.
"Hvad laver du herude så sent? Og så endda i juletid?"

Glædeligt og F-ing godt Nytår alle sammen!

Så gik Deploratus ind i 2015.

2014 har været all over en smule hårdt ved os på rigtig mange måder. Vi har haft nogle udskiftninger i Teamene bag siden. Der er kommet nye brugere til og andre er faldet fra.

Vi har en efterhånden forholdsvis højgravid lille engel herinde :baby:

Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …

Kære Losties, ved I hvad vores Kaos-NPC kan være for jer?

Indhold
Uddrag af chat
Link til Kaos-NPC Tilmeldningstråden
Eksempel på hvordan man starter et emne - Hvad du gør hvis emnet er frabedt, men du selv er interesseret
Hvad hvis jeg vil have en NPC lige NU?
Hvad er en NPC?
Hvad kan jeg bruge Kaos-NPC til?
Hvad er forskellen mellem en Kaos-Tråd og Kaos-Npcén på Deploratus?
Andre …