Somebody I used to know

Det var tidligt på natten, da Savoy valgte at han havde et behov for at komme ud i byen og more sig lidt. Han sad i sit mansion kun iført en morgenkåbe med en cigaret i mundvigen, da det gik op for ham, og da var han godt i gang med at tage et bad og få sig selv frisket så meget op, at han så mere levende ud end normalt når han var iført sit fine, grå jakkesæt og var på arbejde. Nogle gange savnede han livet som det havde været før nutiden, men i det mindste gik folk ikke rundt og dræbte hinanden helt så meget nu. Der var anderledes konsekvenser for det i dag. Han kendte udmærket til dem.
Da Savoy var færdig med sit bad, blev håret sat i den fine, tilbageholdt frisure og han tog et jakkesæt på bestående af en mørkviolet, meget fin skjorte samt en sort habbit. Skoene var pænt polerede og han havde stadig sin nobilitetsring på. Med et skævt smil, gik han ud i gangen, tog sin stok og var derefter godt afsted i sin chrysler, der kørte afsted, lige på fartgrænsen ned ad Werclares gader, til han nåede til Petronia nightclub, hvor han holdt ind på parkeringspladsen og slentrede hen til indgangen hvor der var en ret lang kø. Den var lige meget. Han gik direkte hen til dørmændene med et selvtilfreds smil.
"Godaften de herrer," hilste han. De sidste to år havde han brugt på at blive gode venner med stedets ejer, så han fik lov til at komme ind, blot med den ene hilsen.
Inden for var der som altid den tunge bas sammen med resten af natklubsmusikken og han styrede direkte hen mod sin sædvanlige plads midt i rummet. Den blev sjældent taget og han havde intet imod at være i centrum.

En blid brise tog fat i det sorte hår og blæste det indenfor hendes synsvinkel, som for at irritere hende til at vred, men som selvvandelig virkede det ikke. At hun kunne se den velkendte natklub var så meget sagt, det lyste nærmest op med den lange kø af mennesker foran. Hun satte stille og på refleks hjertet i gang og lungerne fulgte kort efter trop. Den lettere spinkle kvindelige skikkelse -der bevægede sig ned af gaden- var iført en lang sort jakke og et sæt matchende lange læderstøvler, hvilket holdte kulden godt ude, selv om det mest var for synets skyld. Hendes korte sorte hår gik hende til midt på halsen og omkrensede det spinkle ansigt. Hendes øjne var mørke og kolde, med et -for mennesker- usynligt rødt skær. Øjnene var kolde, selv om de fleste nok ville ligge mærke til hendes knaldrøde læber først, hvilket var det eneste i hendes ansigt der gav det farve.
Den mystiske Kvindes navn var Valerie, eller blandt mennesker kendt Melicia. Hun havde længe været en stamkunde hos natklubben, selv om hun kun var der kort tid af gangen. Hun kendte ejeren af klubben godt og han havde været en gammel ven, hvilket også var grunden til, at hun snilt bevægede sig hen til vagterne og kun behøveds at nikke let til dem, før de lukkede hende ind. Hun snoede sig hen til gaderoben, før hun stille tog sin jakke af og lod den hænge på knagen. Hun rettede let på den lårkorte sorte kjole, der var en direkte modsætning af hendes perlemorsfarvede hud. Hun kunne mærke en del, der havde blikket lagt på hende, mens hun sikkert og overlegnt skred hen til baren og satte sig på en barstol. Hun fangede en af de unge mænd bag barens blik og han gik med et nik i gang med at lave hendes drink. Hun trommede let med fingrene i bordet, mens hun ventede på drinken...

Savoy havde nået at sætte sig ned og sad nu med et glas kvalitetswhisky, da hans øjne lagde sig på en kvinde der gik ind i sit noget vovede tøj. Et skævt smil sneg sig frem på hans læber og han sad et stykke tid, før han valgte at gå op til hende. Han kunne godt genkende Valerie, men hun havde ændret sig en del. Hun var sikkert ikke et menneske, sådan som han mødte hende nu, efter så mange, mange år. Sidst de havde talt sammen havde været i 1800 tallet og han var derfor temmelig sikker på, at hun enten havde haft en hemmelighed eller havde talt med nogle... Folk.
Savoys slentrende gang fik selvfølgelig folk til at kigge lidt, men det var nu mest af alt hans rige udseende samt stokken, som han havde fået lov til at tage med ind, der skabte opmærksomhed rettet mod ham. Han var vant til det. Med et høflige smil, satte han sig ved siden af Valerie. Stolen var tom, og havde den ikke været det, så ville den blive det. Selv havde Savoy ikke ændret sig synderligt meget. Hans hår var sat bedre op og tøjet var nok også mere nymodens, men han lignede sig selv ret meget.
"Hey Val," hilste han, med vilje på nymodens manér, før han tog slurk af sit glas og rettede lidt på jakken. Der var et stykke fnuller, men det var blevet fjernet nu, ligesom at hans nervøsitet var ikke-eksisterene. Det glædede ham og fascinerede ham meget, at se Valerie igen.

Hendes ben var let lagt over kors, mens hun vippede let med foden og havde hånden til blidt at støtte hoved. Hun havde let scannet rummet, da hun trådte ind men fandt ikke noget af speciel fare eller interesse. Hendes mørke øjne havde fået et lidt tydligere rødt skær i den dunkle belysning og det var som om hendes øjne var bundløse søer i månens bleje skær, selv om skæret kæmpede for at komme igennem ville det ikke lykkes for det. De fleste plejede endten at fortabe sig i dem ellers bare få bange anelser. Hun havde nemt ved at høre de lette skridt hen over det matte trægulv og den lille knitren af stof imod stof, da personen -der ud fra duften var af hankøn- satte sig på stolen ved siden af hende. Hun fik serveret drinken af den lettere nervøse unge bartender, lig da den velkendte stemme snakkede til hende i et lettere uselvvandeligt nutidigt sprog. Savoy. Det overaskede hende at høre fra ham igen, selv om hun ingen følelser viste overhoved. Hun fugtede sine læber let, før hun let lagde fingrene om det kolde glas og trak det langsomt hen til sig. Hun kunne mærke den unge bartender, der ikke helt kunne få øjnene fra hende, hvilket ragede hende en høstblomst. Hun vendte ikke hoved imod ham i første omgang, da hun med en lettere kold stemme besvarede hans hey med et "Savoy" Hun havde enlig ikke regnet med at møde ham igen og gik ud fra, at det han var i live endnu betød, at han endten var dæmon, vampyr eller noget helt tredje.
Hun kastede et let blik på ham ud af øjnkrogen. Han havde ikke ændret sig, overhoved. Stadig samme gamle charmetrold. Hun fnøs i stille sind over sig selv, han havde ikke forandret sig overhoved. Hun kunne mærke blikket fra mange af de håbefulde unge, der var rettet imod dem...

Savoy havde forventet lidt mere end blot en kølig hilsen, endda uden et hej i. Men hun havde ikke kun ændret sig fysisk, det var ingen overraskelse. Han tog en tår af sin whisky og stillede den fra sig bordet, en smule ligeglad med den. Fordi han forsøgte at fange hendes blik, lagde han mærke til det røde skær i hendes øjne og han vendte derfor blikket fra hende, for at virke som, at han blot lige så sig omkring. Hans blik landede på nogle unge folk der kiggede på dem og han sendte dem blot et høfligt smil, før han vendte opmærksomheden tilbage mod Valerie. Eftersom hun ikke havde haft det rødlige skær i øjnene tilbage hvor de havde tilbragt et par dage sammen, så kunne han kun komme frem til den konklusion at hun var en vampyr. Han smilte lidt ved sine tanker, for det betød, at han havde regnet en del af hende ud.

"Så hvordan går det for Dem nu? Jeg kan se lidt på det hele, De har stiftet.. Nye bekendtskaber?" Spurgte han høfligt og for en gangs skyld uden et spor af fransk i sin accent. Den var ren og britisk, for han ønskede ikke mere unødvendig opmærksomhed. Men de høflige, næsten gammeldags tonemanerer, var der skam stadig. Han ønskede ikke at Valerie pludselig skulle blive hidsig over han forsømmelser af gammelt venskabs høflighed og så var det generelt bare det der lå bedst på tungen, at være høflig og ikke rende rundt og bande som en anden havnearbejder, samt tiltale en smuk ung kvinde i dus, når han ikke kendte hende godt nok.

Hun tænke stille og havde støvlehælen placeret fast på det lille trin på barstolen, mens hendes andet ben var lettere strukket ud og placeret så støvlehælen let rørte gulvet, hvilket fik hende til halvt at læne sig ind over bardisken. Hendes ene hånd lå let omkring det stadigt kølige glas med den rødlige væske i. Hendes kjole var let bundet i nakken, hvilket gjorde den lyse hud på ryggen helt bar og gav den en lettere skarb V-udskæring. Udskæringen blev en smule mere tydelig, da hun lænte sig let ind over disken og fik en unge bartender til hurtigt at gå igang med en ny bestilling. Hun fattede godt Savoys hentydning, hvilket enlig var ret nemt. Han havde ikke forandret sig på hverken udseende eller væremåde, hvilket var nogenlunde modsætningen af hende. Under deres sidste møde havde hendes hår været langt og sort og hendes øjne havde haft et lettere grønligt skær i stedet for det rødlige eller glålige. Hun drejede let på glasset og hans kommentar fik et til næsten utydeligt at trække let op i mundvigen, selv om det var et lettere koldt smil så klædte det hende, meget endda.

"Man lever da endnu. Men jeg kan se at De også har stiftet visse... venskaber" Hendes stemme var lettere uinteresseret, men dog ikke helt kold mere. Det var fint at møde en gammel bekendt igen, selv om det var en bekendt fra den gang hendes liv havde været perfekt. Han mindede hende om hvordan hun havde nedslagtet sin familie, hvilket var en af grundene til at hun virkede lidt mere kold og kynisk end normalt. Hendes stemme havde dog stadig en smule af den respekt, som hun havde vist ham den gang, selv om det ikke var meget. Hendes blik strøj stille hen over menneskerne, der var begyndt at danse til en lettere høj og nymoderne musik, med et godt beat og sænket belysning...

"Ja, man gør. Og tjah. Venskaber, kan jeg knapt kalde det, men jo da, efter så mange år, er man vel nødt til at give afkald på nogle og tale med andre," svarede Savoy, velvidende om, at Valerie lød ret uinteresseret. Han var ligeglad, men det gjorde ham nu stadig ret nysgerrig, at hun bare sad og stirrede dødt frem for sig med de rødglødende øjne. Han kløede sig let i nakken, før han så efter bartenderen.
"Så lad mig gætte. De har rejst rundt som jeg, talt med nogle folk, for at få en del ændringer i livet?" Spurgte Savoy pludselig. Hvis der fandtes noget der hed hentydninger, så var denne forholdsvist kraftig.

Det nymodens irriterede faktisk Savoy en del. Han kunne godt lide musik. Når det blev spillet live ligesom før i tiden. Faktisk havde han fundet sig en forkærlighed for irsk folkemusik, selvom det på ingen måde var det samme som i Frankrig. Han gloede lettere olmt på de letpåklædte mennesker. Deres stil var heller ikke ligefrem den slags han brød sig om, men selvom Valeries kjole var lidt vovet, var den rent faktisk pæn i forhold til den lyshårede kvindes lårkorte nederdel og pinke top. Alt for lidt tøj! Det var slet ikke praktisk! Hvem helvede ønskede at være upraktisk og fryse?!

Hendes bundløse øjne var stadig rettet frem foran sig med det kolde og ligeglade udtryk samt den lettere trækning i mundvigen, der afslørede kanten af de perlehvide tænder bag de røde og fyldige læber. Hendes fingre drejede let glasset i hænderne, mens hans kommentar for første gang ikke ramte helt plet og hun svarede ham med sin lyse og lettere høflige stemme "Jeg ser" hendes fod vippede let og øjnene fik et lettere underholdt glimt, da bartenderen kom til at glo lidt for længe på hendes kavalergang og lettere rød i hoved febrilsk begyndte på den næste drink. Hans hentydning kunne efter hendes mening ikke have været mere klar end et neon skilt på motorvejen og hun svarede med en lettere sarkasme og bitterhed ikke rettet imod ham men imod en helt, helt anden "Rejst rundt har jeg vidst, men jeg ville nu ikke sige at jeg selv opsøgte skæbnen. Skæbnen blev nok nærmere fascineret af mig" Det lettere kolde smil blev afløst af et lige så bittert et.

Man kunne vel godt sige, at hendes liv havde taget en helt uventet drejning, siden de havde set hinanden sidst. Hendes liv havde bugtet sig som en slange igennem et bevokset urlandskab. Hun havde i starten været kold og kynisk over for alt den smerte hun var blevet tilført i forbindelse emd forvandlingen, men havde efter hånden lært at leve med det. Hun havde lært at følge med tiden, selv om hun fandt sig selv bedst i en gammeldags stor kjole og opsat langt hår så havde hun det også udemærket med den lettere lår-korte sorte kjole hun havde erhvervet sig og det korte sorte hår. Det nye udseende hjalp også med at tiltrække mulige måltider, hvilket enlig var at slå to fluer med et smæk...

Savoy smilte over Valeries svar. Det betød vel at hun forstod. Savoy kunne egentlig heller ikke lade være med at smile over bartenderens åbenlyse stirren og det gik op for ham, hvor klodset der egentlig var herinde. Hans smil falmede dog, da han hørte den tydelige bitterhed hos Valerie da hun, mere eller mindre, forklarede at hendes skæbne havde været ufrivillig. Det var nu altid trist, sådan noget.
"Aha. Jeg kan høre på, at det ingen god skæbne var," konstaterede Savoy lige ud. Han så på hende, og endte med at tage en slurk af sin vin. På ingen måder mættende, men stadig velsmagende. Og dog, ikke så velsmagende som vinen var dengang.
"Så det var egentlig slet ikke meningen at De skulle være her nu?" Spurgte han efter at have nippet til sit glas.

//Sorry for den ringe længde, men er dødtræt D:

//Det er helt okay^^ har det på samme måde^^'//


Hun sad stadig lettere foroverbøjet ind over disken og havde endnu ikke taget en slurk eller så meget som nippet til den røde væske i glasset. Hendes fod vippede let i tagt til musikken og hendes fingre holdte næsten ikke om glasset mere, da hendes øjne faldt på en flok unge mænd, der kom ind af døren. De fleste af dem mørkhårede og veltrænede, potencielle godbider. Hendes opmærksomhed blev stille rettet imod Savoy og hendes bitre smil lå hånligt i mundvigen, ved tanken om hvor naiv hun enlig havde været den gang. Hendes stemme var næsten normal og tom, da hun svarede ham "Nej, hvis det havde stået til min fader og moder lå jeg i samme hus som dem og mit afkom siddende på min plads nu" hun tog stille glasset op og nippede til indholdet, før hun tilføjede i en næsten mumlen "Pænt ironisk enlig" hun fnøs let og holdte ud af øjnkrogen øje med de unge mænd, der højrøstede sluttede sig til de andre på dansegulvet og hendes tunge gik let ud for at fugte læberne kort...