Savoy's mansion

Dato: 4. januar
Årstid: Vinter
Sted: Savoy's Mansion i udkanten af Werclare
Tid: 04:15 - 09:45
Omgivelser: En to etagers mansion. Hvert rum bliver beskrevet i post.

Klokken var gået hen og blevet mange da Savoy holdt ind i garagen og hjalp den fremmede kvinde ud af bilen efter at have stillet sin stok i indgangen til huset. Han bar hende inden for i ægte brudestil, mest af alt fordi hun var gået kold på vejen herud og ind på gæsteværelset som var på stueetagen. Både værelset og resten af huset var meget spartansk, men pænt og gammeldags indrettet med chesterfieldmøbler og mørke farver.
På stueetagen var der gæsteværelse, stue, køkken, spisestue og et toilet, samt et studierum og på første etage var hans store soveværelse, samt endnu et tilstødende badeværelse, endnu en stue og nogle flere forskellige rum, blandt andet et lager for han havde en fuld metalrustning helt tilbage fra 1200 tallet, som han havde beholdt. Hans sværd var også derinde og af selv samme grund holdt han lokalet aflåst.

Savoy gik gabende op på sit værelse, hvor han sov til cirka kvart i 10. Her stod han op, iførte sig noget afslappet tøj i form af jakkesætsbukser og en sort skjorte, hvorefter han gik neden under og ud til køkkenet hvor han fandt noget tilfældigt morgenmad, dog noget der umiskendeligt mindede om ret blodigt kød og spiste det. Han vidste ikke umiddelbart om hende den fremmede var vågen.

Colt kom til sig selv ved solens første stråler, der spillede ind gennem vinduet og hen over hendes ansigt, og hun følte sig ør og huskede kun natten som en svag skygge i sit sind. De to fremmede, diskoteket, musikken der pumpede af sted og whiskey. Alt for meget whiskey! Hun havde danset og så... Hendes hjerne var et sort hul, og hun huskede kun svagt at være sunket sammen et sted, der var koldt, bange, skræmt fra vid og sans. Og så huskede hun en hånd, en hånd mod sin skulder, og nu? Nu var hun hje... Hendes tanker afbrød brat sig selv, da hun så sig om i de ufamiliære omgivelser, hendes blik hastigt indtagende de mørke møbler, væggene, duften af et lidt ældre rum, og hun undrede sig over hvor hun var. En kvalm fornemmelse af frygt for gennem hende, og hun følte sig som et fanget dyr et øjeblik, mens hun kastede sig ud af sengen og gik hen til vinduet for at se ud. Hun var i Werclare, hun kunne genkende gaderne, men hvordan var hun kommet hertil? Hvordan var hun endt.. hvor hun nu var endt? Hvor fanden var hun?

Det nyttede ikke noget at begynde at rende hovedløs rundt i et fremmed hus, og lige nu var værelset her det eneste, hun kendte. Hun havde voldsomme tømmermænd og satte sig tungt på sengen, hvis madras hopede og bugtede sig under hende, som et barn man kilder. Hun slog armene om sig selv og lukkede øjnene i.
"Think, goddamnit, think! How the fuck did I end up here?" mumlede hun og forsøgte af alle kræfter at huske hvad, der var sket. Hun huskede sin panik, i taxaen. Hvordan de havde.. bortført hende? Hvortil? HVad havde de gjort ved hende? Hun huskede intet, men følte sig øm og brugt i hele kroppen. Hvorfor kunne hun ikke huske det? Intet af det?

Lyden af nogen der rumsterede, fik Savoy til at kigge op fra sin mad, hvorefter han smed resten ud og tog et glas vand, samt nogle hovedpinepiller - Han var godt klar over at den fremmede kvinde mindst havde været fuld - og gik hen mod gæsteværelset. Han kunne høre hende tale derinde og valgte, meget forsigtigt at åbne døren, for at undgå at skræmme hende. Om det fungerede, vidste han ikke. "Goodmorning," hilste han med et høfligt smil, før han stillede glasset på en reol ved indgangen sammen med pillerne.
"I found you in an alley, and thought it'd be best if I brought you here. You were completely gone. Stone drunk?" forklarede han, stadig lettere forvirret, mens han så på hende. Den franske accent var der stadig, mest af alt fordi han havde en regel om, at han talte nøjagtigt som det passede ham i hans eget hjem.
"My name is Savoy by the way," præsenterede han sig efter et stykke tids stilhed. Om hun ønskede at tale, vidste han ikke, for det virkede ikke som om at hun kunne huske hvordan hun var endt her og det havde lydt som om, at hun havde været på flugt i nat.

Hun blev dog en smule skræmt ved lyden af skridt på gangen, og hun trak sig op ad væggen og trak benene op til sig i en hjælpeløs stilling, mens hun stirrede på ham. Da han hilste, huskede hun svagt hans stemme.

"M-morning," stammede hun og sank noget, mens hun slog armene om sig selv og sine ben for at virke yngre end hun var.

"A-an alley..." mumlede hun og lukkede kort øjnene. Jo, hun huskede det svagt. hurtigt så hun på ham igen, som om hun var bange for at lade ham ude af syne, skræmt af et eller andet, der ikke eksisterede.

"I-I got a lot of alkohol, yes," sagde hun tøvende. "A-and someone drugged my drink ..." Hun kunne ikke huske andet, huskede ikke en gang det med sikkerhed. "A-a man and his girl friend ... M-must have been while we were dancing ... T-they asked for my help and... they took me... just... away from there too... I can't remember where!" Et lille frustreret hulk slap fra hendes strube og rystede hendes krop.

Hun fandt lyden af hans stemme beroligende, den franske accent, den rolige tone ... Alt sammen fik hende til at have det bedre.

"I-I'm Colenta... Colt by friends ..." Hun sank en klump.

"Yes, an alley," gentog Savoy mens han lænede sig op ad dørkarmen og stak den ene hånd i en lomme. De oprullede ærmer på hans skjorter afslørede nogle lidt gammeldags tribal tattoveringer, som han havde længere oppe på højre underarm, hvilket var grunden til at han altid gik med jakker når han var på arbejde. Ingen ville tage en advokat seriøst, hvis han var propfyldt med synlige tattoos.
Mens hun forklarede sig, gik Savoy roligt hen og satte sig ved siden af hende. Hun gav et hulk fra sig og virkede noget oprevet til hvilket Savoy blev lettere bekymret, men også ekstremt nysgerrig. Et par? Hvorfor ville et par drugge en fremmed? De havde sgu da nok i dem selv? Han kløede sig lidt i nakken.
"Woah, calm down. Can you remember what they looked like?" Spurgte han mens han så på hende.
"Colenta," han smagte lidt på hendes navn, mest af alt fordi han ikke havde hørt det før og vidste ikke hvad han ellers skulle sige, da det jo ikke var ham der skræmt halvt ihjel. Han ville sikkert, hvis han havde været i hendes situation, men det havde han aldrig været og det ville han sikkert heller aldrig komme. Han havde styr på tingene og blev ikke bare fuld uden videre. Ikke at han bebrejdede Colenta for at være uforsigtig, men det havde nu alligevel været dumdristigt af hende at efterlade sin drink hos dem.

Hun lukkede øjnene igen, forvirret, mens hun igen forsøgte at genkalde sig aftenens forløb. Hvad var der sket med hende?

Da hun mærkede ham sætte sig på sengen, slog hun brat øjnene op igen; havde slet ikke hørt ham bevæge sig, og hun stirrede på ham med let store øjne og forventede halvt om halvt et angreb af den ene eller den anden slags, men hans ord fik hende til at slappe lidt af i de spændte skuldrer.

"I... Okay, I'll try..." Hun trak vejret tungt et par gange. "Uhm, yeah, weakly. She had dark, long hair, a sparkly dress, was pretty thin ... Marked cheekbones, very dark eyes and... and sharp point teeth ... and he.. he was, uhm, handsome I guess, a hint of beard around the mount and chin, blue.... no, no also dark eyes ... It was weird, like they changed somehow pretty early on the evening ... He was wearing a tux. They looked almost too nice for the place, like they had beter go somewhere else, looked rich, powerful... he said he was a detective, she a writer ... We talked of books, of our writings and of maybe meeting later on, but I said no. They wanted to go somewhere with me, but I said no. They asked me to come drink with them at their table, we had a little. I only took small sips, hadn't even got a whole glas ... Then she took me dancing, and when we got back I... I think I drank all the rest of the drink ... He must have slipped something in it, i don't normally react that way to alcohol ... I do to drugs though, even though it's many a year since I've been stupid enough to try them ... I saw all kind of stuff, and then she... uhm, she pretended to be drunk. He asked for my help to get her in a cap, and I dont know how, but suddenly they had me in there as well ... I begged them to let me out, pleaded with the driver, but they... they tricked him somehow ... Horny bastard that driver!" Hun stønnede let og tog sig til hovedet. "I-I don't remember anything else ... not a thing ..."

Hun smilede skævt, da han udtalte hendes fulde navn over måden, han sagde det på, som om det var en delikat ret. Hendes kvalme steg rimelig voldsomt, og hun følte sin mave rulle, og kæmpede med halvlukkede øjne for at holde brækfornemmelsen tilbage. Endnu en lille stønnen slap fra hende.

"Sorry to break the news, but... urh.. you got a bucket? Fast?"

Savoy sagde intet da Colenta begyndte at opremse deres udseender. Han tænkte nærmere over det hun forklarede, både det med at kvinden havde spidse tænder og at de begge havde ret mørke øjne. Og så det faktum at hun havde hallucineret efter at de havde puttet noget i hendes drink. Det lød faretruende meget som enten noget vampyrisk eller dæmonisk, men det havde han ikke i sinde at forklare til hende. Hun havde allerede oplevet nok lort i det sidste døgn, tydede det på. Da hun tog sig til hovedet og forklarede at hun ikke kunne huske mere, nikkede han bare og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. "Don't worry, you don't have to," sagde han med et lille smil, før det gik op for ham at hun havde fået det værre, især da hun igen åbnede munden og forklarede at hun havde brug for en spand. "Yes I do," svarede han før han rejste sig og hastede ind på badeværelset der var over for. Det var sgu et helt, at huset var bygget til at man, lige meget hvor man lå og sov, på gæsteværelset eller soveværelset, så kunne man få hurtig adgang til badeværelserne. Han tog en spand fra skabet derude og gik tilbage til hende, og rakte hende den.

Hun forsøgte at tyde hans ansigtsudtryk, men uden held, hvilket ærgrede hende.

*Don't worry!? Part of my memmory is erased about a damned important night, and he tells me not to worry!? What the fuck?*

Hun så efter ham, da han hentede spanden og tog taknemmeligt imod den kun lige i sidste øjeblik, før hun ikke kunne holde det tilbage mere, og det væltede ud i spanden.

"Oh God!" stønnede hun, "I'm so sorry I can't be more charming right now, my head feels like it's 'bout to explode, and my stommack ain't much better. I hate hangovers - I normally don't drink this much ... I didn't meen to last night either ..." Endnu en gang måtte hun lige bruge spanden, og hun stillede den om på sin modsatte side med et frastødt blik og rynken på næsen og tørrede sig om munden med armen.

"God I feel awefull ... So sorry for making a mess of your day - and night it would seem ... And hey..." Hun smilede lidt til ham, "Thanks for havind me tonight ... That much alkohol and whatever thy gave me could've been a dangerous combination. Glad I'm not still out there somewhere dead in the streets ... Is there any way I can ever thank you?" Hun smilede sødt, men måtte så igen vende sig halvt rundt og tage fat i spanden igen.

Da hun slap den så hun op mod loftet et øjeblik.

"Oy give me a break, would ya!?" skændte hun og sukkede så udmattet, før hun så mod Savoy igen.

"I would very much like to be enchanting and pretty right now, but I'm afraid I can't really be like that right now." Hun sukkede let og slog ud med hånden, tydeligt mere tilpas ved hans selskab lige nu.

Savoy rynkede lidt på næsen da gårsdagens... Hvad end det var.. Røg op af Colenta tog imod spanden. Han blev stående over for hende til hun var færdig og satte sig så ned på en stol, sm han havde trukket med hen i nærheden af sengen. "It's okay. Hangovers aren't particularly funny," svarede han med et skævt smil. Han ville til at forklare hende at man nogle gange havde brug for at slå sig løs, da hun igen angreb spanden. Hans skæve smil blev lidt bredere, da hun undskyldte igen og endte med at spørge om hun kunne gøre noget til gengæld. Selvfølgelig kunne hun det, og var det ikke fordi han ikke nåede at sige noget før hun kastede op igen, så havde han sikkert kommet til at sige noget meget forkert.
Hendes talen med loftet fik Savoy til at grine lidt, men han stoppde da hun igen talte til ham og fik ham til at få en lidt alvorlig grimasse, dog med et drillende glimt i øjet. "It's alright, I've seen worse," svarede han med et venligt smil. Det var korrekt. Han havde selv kastet op ved synet af døde mennesker over alt omkring sig og folk der lå med deres mave hængende ud i kæmpe sværdsår. Det her var næsten naturligt.
"Seems like this pair wanted something bad out of you, and they were about to succeed. There's only one thing I want, and I'd do more than just saving you from the cold streets and an overdose for it. But I will have to tell you something very disturbing first. I'm not sure if you'd want that, but it can save you in the end," forklarede Savoy alvorligt. Han forblev siddende i stolen, for ikke at virke fremtruende. Dette var en vigtig del af det hele. Der var en grund til at han virkede så sympatisk. Han ville helst ikke fratage folk deres sjæle, men desværre var det det, der skulle til for at han skulle holde sin mørke side væk.

Det var mest væske, der kom op, og alt for meget af det. Hun lagde hovedet tilbage mod væggen og sukkede let, mens hun lukkede øjnene et øjeblik og slappede af.

"No indeed! Can't remember ever feeling this bad ... Alcohol and drugs don't mix I guess ... I feel like something ate me, chewed me over and left me on the sidewalk a few days later!" Hun lo en smule hæst, men alligevel en klar og perlende latter.

Hans latter var god for hende, og hun smilede og genvandt lidt af sit sædvanlige humør igen.

"Worse!? Damn unlucky man I'd say!" Hun lo let igen og drejede hovedet, så hun kunne se ham, mens han talte igen.

"Think I was lucky to escape, but don't remember much ... I do feel rather sore though ... All over, like I've run into some kind of wall with all my body ..." Hun så lidt på ham med et hævet øjenbryn. "Do even more? Damn you saved my life! What more is there to do?" Hun smilede skævt igen. "And something disturbing... okaaaay... sure, why not? If it might save me I don't mind hearing it. Not in the mood for another episode like that!" Hun smilede skævt, selvom han var alvorlig, men hendes blik var seriøst.

Savoy lo lidt af Colt som hun jokede omkring sig selv, men siden situationen ikke bød det, falmede hans latter igen hurtigt og han gned sin ene tinding lidt, mens han funderede over hvordan fanden han skulle forklare det for hende uden at afsløre sin race alt for meget. "Well, that pair you met weren't normal what so ever. They wanted to take something from you, probably something that would kill you," sagde han åbenlyst. Han var vant til ikke at pakke sine ord alt for meget ind. Med stjæle mente han i bund og grund både sjæl og blod, for han vidste ikke med sikkerhed og parret var vampyrer eller dæmoner - Eller begge dele - men overnaturlige var de,når den ene havde spidse tænder. "I only want one thing. A deal. You won't have to "pay" me now, and it won't affect anything in your everyday. In return I will offer you protection from that pair, should they ever try to harm you again," forklarede han mens han fraværende pillede ved sin ring. Han ventede lidt på hendes reaktion på det hele, før han gik videre, da det som sagt kunne have forskellig effekt på folk.

Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham alvorligt, mens han talte, og hun legede let med en af sine let beskidte krøller og lyttede opmærksomt.

"N-no, they deffinently weren't normal! They were..." Et flash af hukommelse vendte tilbage, og hun tog sig til hovedet. "T-they ended up fighting each other, there were blod everywhere! They... I don't know what happened, but it kinda looked like it.. turned them on or something. I think that was how I got away ... They talked like I was some kind of toy to them .... They talked about playing with me ... Some kinda freaking toy!" Hun fnøs fornærmet og rystede på hovedet, så krøllerne dansede om hendes hoved i lystig dans.

"You aren't making sense," sagde hun med et suk. "A deal? Payment that wont affect my everyday? What are you talking about?" Hun så forvirret på ham tydeligvis uden at forstå ham. Hun betragtede hans leg med ringen og viklede fingeren ind i en af krøllerne.

Lyset faldt over hendes hår og fik det røde til at stråle som kobber, og hun så lidt forvirret på ham, mens hun forsøgte at finde ud af hvad, han dog mente med sine kryptiske ord.

Det gik mere og mere op for Savoy, at Colenta ikke løg, da hun fortalte mere indgående om parrets kamp med hinanden, og det faktum at der havde været blod over det hele. Det var mest overnaturlige folk der var så gale i hovedet, at de kunne finde på at slå hinanden til blods på et motel, i hvert fald i hans hoved og han kørte ubevidst en hånd gennem sit hår. Det lød klamt, virkelig ulækkert. Ikke engang Savoys onde side ville være så åbenlyst ond. Jo, han ville nok lege med hende, men uden at hun ville vide det. Savoy var temmelig subtil af sig, selv når han ønskede alle omkring sig svige og smerte.

At Colenta ikke forstod hvad han mente var til gengæld ingen overraskelse, men ikke desto mindre var det irriterende at han måske ville være nødsaget til, at skære det mere ud i pap for hende.
"A sort of spiritual deal. Nothing very serious. I want you to say yes, on paper, that I can have your soul once you too old to live. Because you won't die before that, I will make sure of it," forklarede han ganske roligt. Nu var det ude, nu var det op til Colenta om han var lige så gal som parret eller om noget af det han sagde gav mening. Eller om hun direkte forstod ham.

"I know it doesn't seem logical to you, but a deal is a deal and I don't want that pair to get anything from you or anyone else. They are dangerous," med det sagt, rejste han sig og gik hen til reolen hvor pillerne og glasset lå, og gik så hen til hende med det. "Think about it. These are pain killers. I'm sure you are having a headache," endnu et smil blev sendt i hendes retning.

Hun kikkede på ham ude af stand til at fatte det, han sagde, som seriøst.

*My soul!? What the fuck? Is he joking or merely trying to find some lame exuse to.. protect me? What the hell is going on here...? Has he been drinking!? HEAVILY!* På hendes facade var der dog ikke rigtigt det store at se, selvom hjernen arbejdede på højtryk for at analysere. Han var tilsyneladende meget seriøs omkring det, okay så han jokede ikke ... Hvad var han? Sådan en eller anden syg, fanatiker der troede på trolde og dæmoner? Yeah right!

Hun trak let på skuldrene og så roligt på ham. Okaay, den leg kunne de vel godt lege, og en sjæl på hendes dødsdag? Damn, hvis der havde eksisteret den slags, havde han været godt blød i bolden!

"Okay, sure, why not? Sounds pretty.. uhm, indifferent to me. Wont need my.. erhm soul when I'm dead anyways I guess. So why not? Would be nice to have someone having my back if they decide to finnish me up ... Though - sorry to say - what can you do againt those maniacs? I better just run and get clear of them."

"And yeah, they are dangerous ... that's why you worry me a tad. They didn't seem to mind pain, they were... incredible strong - or I were to smashed to do shit, one of them - and they are cunning, looking so god damned innocent!" Hun betragtede ham gå hen og hente pillerne og glasset og så lidt skævt på ham.

"Ye got a hell of a head ache, but sorry, after last night I'm not quite prepared getting anything reminding of a pill from anyone - not even sure I would dare take one out of a glass myself!" hun lo lidt usikkert, men tog dog imod glasset med vand, som hun tog et lille sip af for at sikre sig, det bare var vand, før hun tog et par grådige slurke. Så gengældte hun hans smil varmt og en smule undskyldende.

Det så ud til, at hun tog det meget roligt med hele nyheden og at hun gik med til det så hurtigt, bekymrede ham lidt. Det var i siutationer som disse, at hans onde side gav et twist til hele aftalen, for ellers ville han gå til grunde for tab af sjæle. Derfor valgte han pludselig at være meget ligeglad, mens hun pludselig begyndte at forklare om hvorvidt han kunne beskytte hende mod parret. Han fik kort et skævt smil på læberne, før han igen rejste sig, mest af alt for at få hentet det papir han skulle bruge til at skrive aftalen ned.

"Well, now we know they aren't innocent, and I have several methods. Power of words. I that doesn't work I can be pretty strong too, and I have friends," Savoy tog et stykke tilfældigt papir fra hylden og fandt en kuglepen fra skrivebordet derinde. Så begyndte han skrive aftalen ordret ned. Det eneste der skulle til, var hendes underskrift, samt en lille, bitte smule blod. Han vendte sig mod hende igen med papiret i hånden.

"That's fair enough. You were drugged after all," mumlede han mens han så ned på hende, til svar på hendes modvilje mod hovedpinepillerne, før han kuglepennen mod hende.
"This must seem a little occult to you, but New Orleans made me have certain habits. All I need is your sign and a very small drop of blood on the paper," forklarede han, næsten undskyldende, før han gik hen og satte sig. Det hele virkede meget normalt bortset fra meningen og blodet.

Det virkede til, han var tilfreds med hendes løfte, hvilket dog ikke gjorde det mindre underligt.

Mens han rejste sig efter noget, tænkte hun lidt tilbage på aftenen, og der dukkede et par detaljer mere op, som hun havde i sinde at fortælle ham. Så talte han igen.

"I trust you wil be carful while being around them ... they seem a bit.. insane? And by the way, they told me, their names are Az and Narcissa ... Don't know if it will help or anything, I just tell you what I know ..." Hun lændede sig lidt fremover, mens hun lod benene falde ud til siden, så hun sad i skrædderstilling, mens hun fulgte med i det, han skrev.

Det glædede hende, han ikke tog hende det ilde op, at hun ikke tog imod pillerne, hvad hun havde været lidt bekymret for.

Hans ord om underskrift og.. blod!? Det virkede meget bizart på hende, og hun glippede lidt med øjnene, da han sagde det.

"Ehm, okaaaay?" Hun trak lidt på det, tydeligt forvirret. "Remind me never to go to New Orleans!" Hun tog kuglepennen og rejste sig for at gå hen til papiret, hvor hun læste papiret igennem tættere på. Der stod, hun overlod ham sin sjæl på sin dødsdag, når hun ikke længere slev havde brug for den. Det var nok den mærkeligste sætning, hun nogen sinde havde læst og nogensinde ville læse, og hun begyndte så småt at tro denne Savoy en smule gal. Hvem ved sine fulde fem ville for det første slæbe en fremmed, påvirket kvinde hjem i sit hus? Dernæst tilbyde at beskytte hende mod psykopater kun for at få et løfte om en sjæl på hendes dødsdag? What the hell? Jo mere hun tænkte, jo mere sindssyg forekom han hende egentligt.

Hun skævede til ham, men skrev så sin underskrift, navnet slyngende sig over papiret, Colenta Rey. Bagefter så hun på ham med hovedet let på skrå.

"Ehm, nu er jeg ikke ligefrem stærk i selvskade, men har du en lille kniv eller noget? Så kan jeg nok godt få mig selv til at... eh, tror jeg..." Hun gnubbede sig lidt i panden med enden af kuglepennen og sukkede så let. Det var mange år siden, hun havde været selvskadende. Mon hun overhovedet ville kunne gøre det?

Savoy nikkede blot, da Colenta forklarede hvad det sindssyge pars navne var. Det gav ham ikke så meget at gå på, men nu var det jo heller ikke aftalen, at han skulle finde dem og tale med dem for hende. Det var meningen at han skulle kunne beskytte hende, når tid var til det og andet var der egentlig ikke ved det.
"Don't worry, being careful is a specialiy of mine," sagde han med et smil mens han ventede på at hun tog imod papiret. Det behøvede han så ikke for hun rejste sig selv og gik hen til ham med ordene om at hun så ikke skulle til New Orleans. "Never go to New Orleans," svarede han blot med et grin mens han så hende underskrive aftalen.

Da hun begyndte at tale om selvskade og knive, så Savoy en smule forvirret op. "You won't need a knife for a single, small drop of blood. Just a needle.. Unless. Can you handle needles?" Spurgte han forvirret, før han tog nålen fra sin skjorte - han havde altid sådan én siddende, til når han havde slips på - og rakte den frem mod hende. Han håbede egentlig bare lidt, at hun ikke havde nålefobi, for så ville de være nødsaget til at bruge en kniv - og det ville være for åbenlyst for andre. Det var ikke en særlig god idé.

Hun smilede til ham, da han sagde, det var hans speciale. Hvis han var sindssyg nok til at indgå aftaler som den her, var han så virkelig normal nok til at kunne passe på sig selv? spørgsmålet pinte hende faktisk, for hun ville jo ikke sende ham i døden eller noget.

"Check, note to self, never go there!" lo hun med øjnene på papiret uden at opdage hvor tæt på ham, hun stod. Deres ben rørte næsten hinanden, og først da hun rettede sig op og håret bølgede om hendes ansigt, lagde hun mærke til det og trådte elegant et skridt tilbage.

"I'm not sure I could sting myself deep enough on purpose for it. Not that I'm scared of needles or anything, but it's just... I've been a cutter before; I can handle that better I think. A little cut on one finger and that should do it while the needle, I think, would have to go in much deeper to produce a drop of blod. I don't think I could do that to myself."

Hun smilede en smule usikkert til ham, ikke sikker på om han helt forstod. Han virkede mere opsat på nålen, men ved gud, så måtte han selv stikke hende! hun kunne simpelthen ikke få sig selv til det! Smerten fra kniven kendte hun bedre trods alt, selvom det var længe siden.

Savoy vidste ikke helt hvorfor Colenta pludselig trådte væk fra ham, ikke før nogle sekunder efter hvor det gik op for ham at han havde været så idiotisk at gå tæt på en person der nok var ret tæt på. Han rystede tanken af sig og lod som ingenting.
"Good. Oh, and Le Fléche in France.. Don't go there either," drillede han i et forsøg på at lette situationen en smule. Det var dog ret akavet herinde, især fordi han begik så irrationelle handlinger for at få fat i hendes sjæl. Men det var nødvendigt for hans mentale overlevelse.

Da Colenta begyndte at tale om at hun før havde været cutter og derfor var mere vant til det med en kniv, rystede Savoy omgående på hovedet. "If you stopped it, I won't start it. Cutting can become an addiction, and once you're addicted and stop what you're addicted to, all it takes to bring it back is a small spark," forklarede han roligt, før han lige så forsigtigt tog fat i hånden på hende.
"I'll do it fast and your past problem won't start troubling you again," med de ord, satte han meget hurtigt nålen i blommen på hendes tommelfinger, kun lige dybt nok til at der kom en lille smule blod på selve nålen, hvorefter han tværede det lidt ud som en streg under hendes navn. Om det ville gøre ondt eller ej vidste han ikke, men i det mindste havde det gået hurtigt. Nu hvor handlen var fuldendt kunne han mærke næringen ved at have bundet en sjæl, men holdt masken.

En blød, helt igennem feminin latter skød op fra hendes bryst ved hans ord.

"Right, like I'll ever go to France!" lo hun muntert, halvt spørgende, halvt alvorligt. "But I will remember though!" Hun smilede bredt til ham, glad for hans forsøg på at gøre det hele mindre akavet.

"Aye, it can indeed," gav hun ham ret, "but it goes like.. six or seven years back, and I'm not starting again, not even if I get the urge to do so. I'm far beyond that now!" Hun så ned på deres hænder og var godt klar over, hvad der kom nu. Hun nåede lige at se væk, da han stak hende, og hun skar en grimasse over det korte prik af smerte.

Så satte han hendes finger på papiret, og hun kikkede halvt fasineret på det.

"How odd," bemærkede hun og lagde hovedet lidt på skrå. "I actually never knew blod to have that bright colour ... Always thought it.. darker? But maybe that's just when there's more of it, who knows?" Hun smilede til ham igen og satte sig så på sengen, hvor hun et øjeblik var usædvanligt optaget af at se sin egen hånd glatte lagenet ud.

"So, now you own my soul," sagde hun med en grimasse ment i spøg. "So I'm your little pet now? Anyways, what does one do with some dead womans soul? It's not like, something really usable I'd say. But then again, that perhaps depends on who you ask, and aparently it means a lot to you, so I shouldn't joke around with it like that, I'm sorry." Et oprigtigt beklagende udtryk gled over hendes ansigt, da hun så op på han igen. Måske var manden småskør, men derfor kunne hun jo godt opføre sig pænt overfor ham.

"You don't have to answer any of it," tilføjede hun hurtigt, "Merely a failed attempt on being funny! So ha ha, Colt, very funny, and done! On to the next thing!" Hun tvang halvt forlegent et smil frem og så beklagende på ham. Bare han ikke havde taget på vej.

Savoy gav en mindre grimasse fra sig mens Colenta stirrede ned på papiret. Hans øjne lukkedes mens han et kort øjeblik tog nogle dybe åndrag, men det gik meget hurtigt, da Colenta talte til ham omkring farven på blod.
"Yes, on paper it is brighter than when there's more of it," svarede Savoy med et lille smil, før han tog papiret og foldede det sammen. Det skulle gemmes. Han puttede det ind til videre i lommen.

Da Colenta begyndte at spørge ind til det med sjælen, kiggede Savoy forvirret på hende, til hun sagde, at han ikke behøvede at svare på nogle af hendes spørgsmål.
"No, you're not my... Pet. Your soul just belongs to me once you die, that's it," sagde han, kort og godt, mest af alt for at undgå at give hende mere information.

Igen kunne han mærke den lidt trykkede stemning, da Colenta tydeligvis beklagede sine ord. "It's okay, people tend to joke around with it. I just can't help it," sagde han med et skævt smil.

Hun bemærkede godt de dybe indåndinger og fandt det lidt sært, men hun sagde ikke noget. Det var nok bare en del af hele denne... affære.

Hun så til, mens han foldede papiret og lagde det i lommen med en sådan forsigtig ærbødighed, som havde det været et bev fra præsidenten, der indbød til te, og hun trak skævt på smilebåndet af sammenligningen og lænede sig tilbage en smule støttet af armene, mens hun lagde hovedet let på skrå.

"Good, I wouldn't really like being a pet," lo hun mildt. "And do take care of it then!" hun smilede stadig, tydeligvis ikke overbevist om den slags virkelig eksisterede.

Hun blev en smule trist ved hans sidste ord og så beklagende på ham.

"I'm sorry we are like that. It's just.. a bit wierd, you know? Not something you get by every day; someone asking for your soul. It's nothing personal, its just the whole... soul-thing ... A bit disturbing on some levels - at least to me." Hun smilede undskyldende og betragtede hans ansigt.

Han var ikke som sådan en køn mand, ikke i Colts øjne i det mindste, men der var noget venligt og godt over ham, der fik hende til at føle sig mere tryg i hans nærvær end hun gjorde med de fleste fremmede. En god ting.

Savoy smilte lidt da Colenta lo. Men hendes ord var ikk betryggende, især ikke tonen de blev sagt i. Det virkede som om, hun ikke tog det helt seriøst, men nu var det for sent, aftalen var indgået og han kunne ikke blot levere en sjæl tilbage sådan. Det ville ikke være sundt for ham at være så barmhjertig i længden. "I will," mumlede han en smule fraværende, mens han kløede sig lidt i nakken.

"Yes, I know. Still can't help it though, but it's okay," han så på Colenta lidt, før han blev enig med sig selv om, at de begge hellere måtte komme videre i stedet for at være herinde og kukkelure. Nu var hun trods alt halvt fremmed og sad lige nu i hans mansion. Han havde ikke engang budt hende på morgenmad eller noget som helst.

"So do you want a cap home or breakfast? I could give you a ride home?" Spurgte han en smule akavet.

Hun kunne se, hun havde trådt ved siden af med sin joke, og det forvirrede hende en del, men hvad skulle hun gøre? Ordene var allerede ude af hendes mund.

"I'm glad it is," sagde hun oprigtigt, "'Cause it would seem I can't hold my tounge today, no matter how hard i try ... Maybe I'm a bit drunk still, I don't know ... don't feel quite normal today that's for sure!" Hun trak skævt, beklagende på smilebåndet.

"Uhm, I'm not really up for putting anything in my stommack right now, and I wont take advantage of your hospitality. You have already had trouble enough of me as it is, I'm afraid. I should just head home, I think and not bother you anymore ... But hey, thanks for everything, I really apreciate your help! Really do!" Hun smilede stadig til ham og rejste sig op med en elegant bevægelse, der sendte smerteflimmer gennem hendes hoved. Men der var ikke så meget, hun kunne gøre ved det.

"Uhm, I'll be better of walking I think than to disturb you even more than I have already, Savoy, but thanks for the offer. I... Um, I better clean your bucket before I go though. Not the nicest to be left with, so I better take that." Hun samlede den op og skar en grim grimasse over lugten af alkohol og mavesyre og sukkede så let. I det mindste havde hun det bedre.

Savoy smilte lidt over Colentas jokes. Han kunne vidst godt give hende ret i, at hu nok ikke var helt ædru, men det var ikke noget han nævnte. I stedet lod han hende bare tage sin tid.
"I'm not feeling disturbed at all, but okay," mumlede han smågrinende, mens hun rejste sig og tog spanden med sig. Han fulgte efter, men lod hende om, selv, at tømme og rengøre spanden. Faktisk havde han intet imod at være egoistisk lige på det, for det var godt nok ækelt, opkast.

Da hun kom ud fra badeværelset ledte han hende til døren hvor han kom i tanker om, at hun skulle have hans nummer, så hun kunne ringe i tilfælde af, at brugen for hjælp skulle komme.
"I guess I'll see you around. Be careful, Colenta, here's my number if you need my help," forklarede han, før han gav hende et af de visitkort han, som advokat havde. Det burde vel være fint nok.

Da hun gik, valgte Savoy selv at få sovet lidt mere, nu hvor han kunne gøre det i ro fred.

//Out