Funny the way it is - Nate.

Dato : 28. Januar
Årstid : Vinter.
Dag : Lørdag
Vejr : Blæsende og koldt.
Sted : Markedspladsen.
Tid : 19.30
Omgivelser : Meget få mennesker.


Nicolas kom gående med Zeus(hans hund). Han havde lige købt en kop varm kaffe, til at få varmen i det kolde, blæsende vejr. Tidligere på dagen havde han taget bussen fra Wereclare til Deepshell, da han gerne ville studere øen lidt. Om dagen havde der været fyldt med mennesker på markedspladsen, og selvom der havde blæst meget, var den livsfulde plads skøn at bevæge sig rundt på. Han gættede sig til at der nok ikke var særlig mange boder og mennesker om vinteren, som der sikkert var om sommeren. Så han drømte sig frem til sommeren, hvor han kunne nyde solens varme stråler, og måske en is. Han kiggede på hans ur, og overvejede om han ikke snart skulle tage hjem til den varme lejlighed, han delte med hans ekskæreste Shilo. Men på den anden side havde han også bare lyst til at gå lidt rundt på markedspladsen. Boderne var lukkede, men der var stadig nogle mennesker der var ude og gå en aftentur. Han fik et chock og Zeus reagerede på det med et lille grynt. En pige skreg, og Nicolas kiggede forfærdet omkring for at finde kilden til skriget. Men så - til sin store lettelse - at det bare var et kærestepar, hvor drengen åbenbart havde kildet pigen. Han kiggede ned på Zeus, og sagde smilende "Bare rolig", Zeus svarede med et grynt, og de gik videre.

Markedspladsen var tomt og forladt og havde absolut ingen underholdningsværdi for Nate, der havde vadet rundt mellem de mange boder i et kvarters tid nu. Som altid følte han sig for rastløs til at blot at sætte sig ned og foretage sig ting, som normale individer ville have gjort, såsom at læse en bog eller stene et eller andet realityshow i tv. Hans tanker holdt ham i gang og forhindrede ham af at slappe af, og det var på tidspunkter som dette, at han fik en uforklarlig trang til at bevæge sig udenfor. Han havde slæbt sit kamera med sig, bare hvis han nu skulle støde på et smukt motiv på dette gudsforladte sted.
Markedspladsen var stort set mennesketom, men ind imellem stødte han på et kærestepar eller to, der nød stilheden sammen. De sukkersøde par gav ham kvalmende fornemmelser, så hver gang han stødte på et af dem, satte han per automatik farten op. Han stoppede dog brat op, da hans blik blev fanget af noget nær det kæreste væsen, han nogensinde havde set. En mand kom gående imod ham, men det var altså pelsklumpen for enden af snoren, der havde fanget Nates opmærksomhed. Den plettede hund så så blød ud med sin pjuskede, lange pels, at han ikke kunne dy for at nærme sig den.

”Ååårh, hvor kært!” udbrød han og slog hænderne sammen. Han rettede blikket mod hundens ejermand, en mørkhåret fyr, som Nate måtte indrømme nu også så ganske kær ud. ”Må jeg klappe ham?” spurgte han, men allerede inden han havde talt færdig, var han sunket ned på knæ foran hunden. Han rakte sin hånd frem imod den med et ivrigt smil på sine blege læber, alt imens kameraet dinglede om halsen på ham. Hvis han var heldig, kunne han måske endda få lov at tage et billede af det kære kræ.

Nicolas hørte nogen nærme sig og vendte sig mod personen. Det var en ung fyr. En ung, flot fyr. Han kunne ikke rigtig gætte sig til hvor gammel han var, men han var åbenbart meget fascineret af Zeus. Nicolas grinede, "Selvfølgelig må du det". Han betragtede den unge mand kæle for Zeus, og smilede over Zeus' logren med halen, og den søde grynte-lød han kom med. "Hans navn er Zeus... du ved, opkaldt efter den græske Gud" han smilede, men rynkede på panden over den ynkelige kommentar. *Nicolas forhelvede...*
Nicolas opdagede kameraet omkring halsen på fyren, og hans øjne lyste op, "Du kan lide at fotografere", konstaterede han, men sagde det også lidt spørgende. Han elskede selv at fotografere også selvom han var elendig til det. Hans yndlings motiv var Zeus. Mest fordi at Zeus altid var glad på billederne. Det var det gode ved Zeus. Han var altid glad. Det var ikke sikkert han altid forstod hvad der skete, men det gjorde ingen forskel. Nicolas havde allerede fundet to ting, han havde fælles med denne nyankomne unge mand. Zeus og fotografering. Han satte sig ned på hug, og kløede Zeus bag øret: "Det kan jeg også", sagde han og smilede stort til drengen.

Nate kunne slet ikke lade være med at grine over hundens grynte-lyde, idet han kløede den bag øret. Den lod virkelig til at nyde det, men hvorfor skulle den ikke også det? Nate ville da blive mindst lige så glad, som en var, hvis nogen gad klø ham på maven engang imellem.
Han kiggede op på hundens ejer, da denne snakkede. Han kom med en kort forklaring på hundens navn, hvorefter han rynkede på pandens. Præcis hvorfor han gjorde det, kunne Nate ikke lige regne ud, men han sendte ham i hvert fald et overbærende smil, før han igen vendte opmærksomheden mod hunden.

”Hej, Zeus,” hilste han og kløede hunden under hage. Han skulle lige til igen at rejse sig op, men den fremmede kom ham i forkøbet, idet han satte sig på hug. Nate kiggede lidt undrende på ham, da han spurgte, om han kunne lide at fotografere. Hvor vidste han det fra? Nate rykkede lidt på sig, hvilket fik det kolde kamera til at banke imod hans mave. Han lyste op i et smil. Nåja, selvfølgelig. Han havde jo sit kamera med sig.
”Ja, det kan jeg,” svarede han og blev helt overrasket over at høre, at fyren også kunne lide at fotografere. Hans smil voksede, men det var nok snarere en reaktion på den fremmedes store smil. Den slags var smittende. ”Virkelig?” spurgte han. "Sikke et sammentræf!"

Zeus logrede med halen, og gøede legende mod drengen. Det var først nu Nicolas lagde mærke til den britiske accent, drengen snakkede med. Han smilede. Han var selv fra England, men hans accent var blevet lidt rusten med tiden, eftersom han flyttede fra England, da han var fem. Hans accent var blevet mere kedelig og amerikansk, men nogle gange kunne man godt høre en britisk undertone, når han snakkede. Men en engelsk ting der aldrig forsvandt ved ham, var humoren. Han syntes amerikansk humor var plat, men at den bristiske humor var genial.

Nicolas rejste sig op igen, og tog en slurk af hans kaffe. Kaffen havde en dejlig, blød mælkeagtig smag. Han var slet ikke vant til at drikke sød kaffe, men da han købte den, havde han tænkt at han ville prøve noget nyt. Nye ting var der mange af her for tiden. Ny lejlighed, nye ansigter, nye omgivelser. Det hele var nyt her på Deploratus. Og selvom øen ikke lå langt fra Seattle, så var det som om det var en helt ny verden han var kommet til. Der var mange mystiske mord, og mange mystiske mennesker. Men af en eller anden grund, følte han sig ikke skræmt væk.

Han kiggede ned på Zeus og drengen. "Ja, det er lidt sjovt", han smilede stadig, "Vejret er ikke lige til det, her for tiden.. Men hvis man leder længe nok, kan man være heldig at finde et godt motiv og noget lys". Han tænkte tilbage til en tidligere dag, hvor han havde været oppe og tage billeder ved Dreins Mountains. Der havde været noget helt fantastisk lys, og der kom nogle smukke billeder ud af det.

Hunden begyndte at logre og gø legesygt, hvilket fik Nate til igen at slå en mild latter op. Han nøjedes dog med at stryge den overbærende over ryggen, før han rejste sig op. Han strakte sine arme over hovedet, så det nederste af hans mave i et kort sekund blev blottet. Han havde ikke andet på end en stor sweater, et halstørklæde, et par sorte bukser og et par varme støvler, hvilket til dels forklarede, hvorfor han frøs sådan. Han var ikke sen til at gemme sine hænder i sine armhuler for at få tvunget lidt varme i dem. Hvorfor havde han dog ikke tænkt på at tage jakke eller i det mindste bare vanter på?

”Ja, det er virkeligt et kedeligt vejr til den slags,” medgav han, idet han skuttede sig. Vejret var koldt og gråt og blæsende og ikke spor spændende at fotografere i. ”Jeg har længe gået rundt med et ønske om, at det snart ville begynde at sne. Der findes ikke noget kønnere at fotografere end sne…” Han sendte den fremmede et skævt smil. Det var vist lidt af et ynkeligt ønske vejret taget i betragtning, for selvom det var koldt, var det ikke minusgrader.

Hans blik blev fanget af kaffen, som fyren havde med sig. Dampen steg op fra den varme væske og sendte kuldegysninger ned igennem Nates krop. Lige nu ville han ønske, at det var ham, der havde en dampende varm kop et eller andet at varme sig på. En kop kakao helst, for han var ikke så meget for den bitre kaffesmag.

"Ja, snervejr ville være absolut fantastisk!" sagde Nicolas entusiastisk, og en masse billeder af smukke snelandskaber poppede op i hans hoved. Lige nu kunne han slet ikke vente til der begyndte at sne, så han kunne få taget nogle billeder. Og Zeus kunne som sædvanlig være model. Zeus elskede snevejr - han var jo også en slædehund, så det gav meget mening.

Drengen havde nu rejst sig op, og stod nu foran ham. Drengen rystede svagt og så egentlig ud til at fryse. Han lagde mærke til at drengen så længselsfuldt på hans kaffe, og han smilede svagt af drengen. "Fryser du?" spurgte han ham, selvom det egentlig var åbenlyst at han fryste. Han vidste ikke om han skulle tilbyde ham en tår, eller om det bare var varmen, drengen længtedes efter. Nicolas kom i tanke om at han egentlig ikke vidste hvad drengen hed, og skulle til at give ham hånd, da han kom i tanke om at han havde en hundesnor i den ene hånd, og en kop kaffe i den anden. "Eh, jeg har slet ikke præsenteret mig selv." han kiggede ned på sine hænder, og op på drengen igen; "jeg ville give dig hånd, men jeg har hænderne fulde.. så.. Mit navn er Nicolas. Nicolas Marcellus." Han kiggede ham i øjnene, og smilede imødekommende.

Nate smilede endnu mere, at den fremmede lod til oprigtigt at synes, det ville være fantastisk med snevejr. Det var da færreste mennesker, der brød sig om sne. Han var endda stødt på et par mennesker, der ligefrem gik og krydsede fingre hele vinteren igennem for, at der ikke ville falde sne. Han fattede dem ikke. Sne var noget af det allermest fantastiske i verden, så fint, så rent og så hvidt…
Men måske så han kun sådan på sneen, fordi han var kunstner og kunne drage nytte af den. Hvis han havde været en forretningsmand, der skulle køre igennem sneen hver eneste morgen, havde han helt sikkert haft en anden holdning.

Han trippede lidt på stedet, mens han kiggede sig omkring. Der var ikke meget at se på den tomme markedsplads, hvilket da også var grunden til, at hundeejeren igen meget hurtigt fangede hans opmærksomhed. Fyren præsenterede sig som Nicolas Marcellus… Det var et fint navn, syntes Nate, der stadig smilede over, at den anden havde beklaget sig over ikke at kunne give ham hånden.
”Jeg hedder egentligt Nathaniel, men jeg reagerer kun på Nate.” Han kløede sig i nakken. Det var praktisk talt hundrede år siden, at nogen sidst havde kaldt ham for Nathaniel. Nate klædt ham også meget bedre, hvis han selv skulle sige det.

En kold vind ramte dem fra siden af, og han kunne ligefrem mærke hårene rejse sig i nakken. Det var da pokkers, så koldt det var at stå stille her. ”Ville du have noget imod, at vi bevægede os lidt?” spurgte han og rynkede sine bryn ganske let, før han ærligt indrømmede: ”Jeg fryser nemlig, når jeg står stille, men jeg har heller ikke lyst til at stikke af fra dig.”

Nicolas nikkede til drengen, han nu kunne navnet på. Nathaniel. Eller Nate, som han åbenbart hellere ville kaldes. Nicolas foretrak faktisk at kalde folk ved deres rigtige navn, fremfor diverse kælenavne. Men eftersom drengen kun reagerede på navnet Nate, så kunne han blive nødt til at kalde ham det. Og det passede ham egentlig også fint nok. Det værste var faktisk, hvis folk gav ham kælenavne som Nick eller Nico. Desværre reagerede han på dem. Hvis man absolut skulle kalde ham ved et kælenavn, skulle det være af hans efternavn Marcellus. Han kunne godt udholde at blive kaldt Marcel fremfor Nick eller Nico.

Nicolas mærkede lige så vel som Nate, den kolde vind der stødte imod dem, og han nikkede, "Jo da", han grinede derefter af Nates sidste kommentar, "Nej, jeg tror ikke Zeus ville blive glad hvis du stak af", han smilede til ham, og kiggede derefter ned på Zeus, "Kom basse". Lidt kikset havde man vel altid lov at være, men man var vel hundeejer. Han kiggede over på Nate igen, og snøftede pga. vejret, "Det er ikke det mest inspirerende vejr at gå tur i", sagde han, og kiggede op på himmelen, som ikke virkede som om den ville skifte mening lige med det samme.

De begyndte at gå mod enden af den store, tomme markedsplads, og gaden blev mindre og mindre mellem de store bygninger. Der var lys i lejlighederne, og mærke kunne næsten mærke varmen strømme ud fra vinduerne. Nicolas begyndte også at længtes efter varmen, eftersom hans kaffe også var ved at være drukket.

Kommentaren om, at hunden ville savne ham, hvis han stak af, fik Nates humør til at stige et par grader - hvilket det i øvrigt allerede havde gjort i forvejen, da Nicolas havde indvilliget i at gå med ham – og han kunne ikke dyr sig for at bøje sig ned og stryge dyret over ryggen, før han igen rettede sig op og satte gang i bentøjet for at følge med Nicolas.

”Tror du, han kan lide mig?” spurgte han og vendte sit blik imod Nicolas. I halvmørket så hans øjne næsten helt mørkeblå ud i modsætning til om dagen, hvor deres farve var så lys, at øjnene næsten var en huskyhund værdig. Han huskede tydeligt første gang, han var stødt på sådan en hund. At kigge ind i den øjne var næsten som at se sig i spejlet, for de havde præcis samme farve.
Han bed godt mærke i, hvordan Nicolas kaldte Zeus for ”basse”, hvilket blot fik ham til at ryste opgivende på hovedet, men smilet forlod ikke hans læber en eneste gang. Han beundrede virkelig hundeejere og deres kærlighed til deres dyr, selvom båndet imellem dem var noget, han nok aldrig ville blive klog på. I hvert fald ikke før han selv fik anskaffet sig en hund, men om det nogensinde ville komme til at ske, var det store spørgsmål.

”Mhm, nej, det er ret deprimerende,” svarede han. ”Men det er da altid noget at vide, at man ikke er alene om at synes det.” Gad vide, hvor mange væsner der lige nu gik bedrøvede rundt, fordi vejret var så dårligt.

Klokken var ved at være kvart i ni, og han vidste egentlig ikke hvornår den sidste bus gik hjem til Wereclare, men lige nu virkede det til at der var et nyt venskab på vej, og det ville han helst ikke ødelægge.

"Han virker meget glad for dig, men Zeus er generelt en glad hund, hvilket egentlig er meget usædvanligt for en alaskan malamute", han kiggede ned på Zeus, som fulgte lystigt med, mens han snusede på jorden foran sig. Zeus var ved at være en gammel hund, men han var utrolig frisk af sin alder, hvilket glædede Nicolas. Han frygtede dog den dag, at tiden var inde, for den gamle hund, men han håbede dog af Zeus ville tage brug af sit navn, og være udødelig, men sådan ligger landet desværre ikke. Nicolas blev trist ved tanken om at miste Zeus en dag, men valgte at fokusere på at Zeus var her lige nu og her, og faktisk havde givet ham en ny ven.

Han smilede til Nate, "Ja, det er altid rart at have nogen at enes med", idet Nicolas kiggede på Nate, snublede han over en skæv sten på jorden, og resterne af hans kaffe røg ud over kanten af hans kop, og ned af hans hænder, "Av for.. argh", han stoppede op, og smed kruset i en skraldespand, hvorefter han blev nødt til at tørre den lunkne kaffe af, i hans cowboybukser.

Nate var glad for, at han havde fundet en – eller faktisk to, hvis man talte Zeus med – til at holde sig med selskab. Så virkede det ikke nær så ensomt at vade rundt på en vinterlukket markedsplads, hvis eneste tegn på liv var de mange kærestepar, unge som gamle, der gik hånd i hånd eller sad oog optog bænkene.
”Tjah… slædehunde er da også arbejdsdyr, er de ikke? Det er nok derfor, de fleste af dem ikke virker så glade.” Han trak på skuldrene. Det var et rent skud i tågen, for hans viden om hunde rakte sig ærligt talt ikke særligt langt. Han vidste nogenlunde, hvad de spiste, og at de skulle motionere meget. Det var da derfor, folk luftede deres hunde, var det ikke? Han tvivlede på, at de gjorde det bare for at vise dem frem.

Nicolas stoppede pludselig op, fordi han havde spildt sin kaffe. Nate stoppede op ved siden af ham og rynkede sine bryn ganske let. ”Er du okay?” skyndte han sig at spørge, alt imens han vurderende scannede Nicolas’ hånd med sit blik. Kaffen kunne umuligt have været skoldende hed efter at have været udsat for denne kulde, så han tvivlede på, at Nicolas var blevet alvorligt brændt. Det måtte højst have gjort en smule ondt, men Nicolas virkede nu ikke til at være i smerter, og hvis han var, så skjulte han det godt.
Et smil krydsede Nates læber. Nu hvor han var sikker på, at den anden ikke var kommet alvorligt til skade, kunne han ikke dy sig for at drille ham lidt. Nicolas havde spildt kaffe ud over sig selv, fordi han havde været uopmærksomhed og var snublet over en sten, men hvis hans ikke havde bemærket stenen foran sig, hvor mon hans opmærksomhed så havde været?
”Fangede min skønhed dig eller hvad?” drillede Nate og kastede med det halvlange, krøllede hår. Selvfølgelig vidste han godt, at det ikke var derfor, Nicolas havde kigget på ham. Han havde kigget, fordi det var normal dannelse at have øjenkontakt med sin samtalepartner. Om den høflighedsregel også gjaldt, når man gik rundt på en ujævn markedsplads, kunne man jo så diskutere.

Nicolas tænkte tilbage på dengang han fik Zeus, som 14-årig. Han fik den af sin onkel, der boede i Canada, som faktisk ejede Zeus' moder. Nicolas havde plaget sine forældre i årevis, og var utroligt glad for sin onkels hund, Lima, som så fik hvalpe. Så på hans 14-års fødselsdag fik han at vide at han ville få en overraskelse om noget tid. Ca. en måned efter kom hans onkel med den sødeste, lille, pjuskede hvalp. Lige siden den dag, har han elsket den lille fyr, som ikke er så lille længere.
"Jo, det er de vel egentlig...", svarede Nicolas, og tænkte sig om. Hvis han skulle være ærlig, vidste han det egentlig ikke, men det lød rigtig nok.

Det var egentlig ikke fordi det gjorde ondt at få kaffen ud over sig, det var mere fordi han blev forskrækket og den pludselige væske på hans hånd, og følelsen af at være ved at falde. Dårlig cocktail. "Nej, faktisk ikke.. Blev bare sådan lidt halv-forskrækket", han smågrinede lidt af sig selv, mens han stadig var ved at tørre kaffen af i bukserne. Det var måske ikke den mest charmerende ting at gøre, men han kunne ikke rigtig gøre andet.

Nate gjorde opmærksom på sig selv ved at kaste med det halvlange hår, og komme med en drillende kommentar. Nicolas rystede grinende på hovedet, "Åh ja.. Jeg kunne ikke flytte blikket fra dit smækre hår" sagde han ironisk og grinede af drengen. Han blev alligevel lidt små-overrasket over Nates spørgsmål. For det meste var det piger der sagde sådan, og ikke drenge man lige havde mødt. Men Nate havde da ret. Han havde et flot udseende, det kunne enhver - mand som kvinde - da se!

Nicolas lød ikke selv til at være så sikker på præcis hvorfor det var, at slædehunde generelt ikke virkede så glade, så Nate trak på skuldrene og slog det hen. Det var alligevel ikke et emne, der interesserede ham synderligt, for hvor mange slædehunde stødte man måske på heromkring? Ingen. Udover Zeus, selvfølgelig.
”Hvis jeg nogensinde får en hund, skal det i hvert fald være en glad én… måske en labrador. De er da altid glade, er de ikke?” spurgte han og tænkte på de venlige gule, brune eller sorte hunde med deres store poter og kluntede bevægelser. Det var lige en hund for Nate, selvom han nu måtte indrømme, at han hellere ville have en hund, der var noget udover det sædvanlige. Såsom en alaskan malamute som Zeus, måske. Eller en grand danois.

Nate smilede skævt af Nicolas, der tørrede kaffe af i sine bukser. Nej, det var måske ikke den allermest charmerende ting at gøre, og så alligevel. Det var da lidt sødt.
Nate samlede sit hår i nakken, som han havde for vane at gøre, hvorefter han slap det igen med et grin. ”Det kan jeg da godt forstå. Er du klar over, hvor mange timer jeg bruger hver dag på at få det til at se så godt ud?” fortsatte han, hvorefter han rystede på hovedet og lod joken gå i sig selv. Der var ingen grund til at drive den ud, hvor den ikke længere var sjov. Derfor skyndte han sig at skifte emne til et, der virkede noget tilfældigt, men spørgsmålet han udtalte var faktisk et, han havde funderet over i et par minutter nu. ”Hvad er du egentligt for en…?” Han hentydede selvfølgelig til Nicolas’ race. Vurderende lod han sit blik glide over Nicolas, der lignede et ganske almindeligt menneske i Nates øjne, men man kunne jo aldrig vide. Nate så jo også selv meget menneskelig ud grundet sine manglende vinger, så det kunne sagtens være, at Nicolas, ligesom han, i virkeligheden var noget andet, end hans ydre lige lagde op til.

Alle hunde tiltalte Nicolas. Der har ikke rigtig været andre dyr, der har sagt ham noget. Han har altid været et hundemenneske. Labradorhunde var de perfekte familiehunde. De kan lide at lege, de er familievenlige, de er glade og de er meget aktive. "Jo, labradorer er kernehundende i Seattle, alle familierne har dem, og de er noget af det rareste!", sagde han, og kiggede ned på Zeus. Zeus var i fuld gang med at løfte benet op af et af de plantede træer, der stod midt på gaden. Nicolas rystede på hovedet af hunden. Men på den anden side, når man skal, så skal man.

Nicolas lagde mærke til den måde Nate samlede sit hår i nakken, og slap det igen. Han havde selv haft sådan noget hår, men det var ved at være nogle år siden. Nicolas var jo ved at være i midttyverne, og han syntes ikke det halvlange hår, passede hans alder. Ikke fordi han følte sig gammel, han trængte bare til noget nyt da han blev 23, for lidt over et år siden.
Han grinede lidt af Nates kommentar, men sagde ikke noget til den. Nicolas havde tit en tendens til at grine af random ting. Hvis han var glad, så grinte han.

Nate spurgte om et mærkeligt spørgsmål hvad er du egentlig for en? Han kiggede undrende på drengen, og overvejede hvad han mente med spørgsmålet. Spørgsmålet virkede ikke som noget, Nate brændte efter at få svar på, så måske havde han ikke brug for et seriøst svar. "Jo, nu skal du høre... Jeg er i slægt med Dracula, og er egentlig en grufuld vampyr.. Men du skal ikke blive skræmt, for jeg er faktisk en ok fyr.", han smilede kejtet til drengen af det platte svar han lige kom med. Han håbede ikke det skræmte Nate væk som ny ven, men hvad han ikke vidste, var jo at Nate var engel, og at han kendte til vampyrerne og alle de andre racer. Men dem kendte Nicolas ikke til. For ham var det bare en vandet kommentar til et mærkeligt spørgsmål.

Nate nikkede og tyggede lidt på Nicolas’ ord. Så labradorhunde var altså familiekæledyr… Tjah, så var det nok ikke sådan en, han skulle anskaffe sig. Hans familie bestod jo kun af et medlem. Ham selv. Han skævede lidt til Zeus og måtte trække på smilebåndet. Som sagt, når man skal, så skal man, og den regel gjaldt for mennesker såvel som hunde.

Han strakte sine arme over hovedet og lyttede interesseret til Nicolas’ smil, men nysgerrigheden i hans blik falmede en anelse, da han hørte den andens svar. Han havde skam været oprigtigt interesseret, da han havde spurgt, så han havde forventet et noget mere seriøst svar. Han turde dog ikke spørge igen, selvom han faktisk gerne ville vide, hvad Nicolas var for en. I stedet spillede han bare med.
”Uuuh, hvor bliver jeg bare.” Han holdt begge hænder op i en overgivende gestus, alt imens han lod et forskrækket udtryk glide over sit ansigt. Ansigtsudtrykket blev dog hurtigt erstattet af et smil, idet han fortsatte: ”Men sig mig, Nicolas af Transsylvanien, du ligner ikke en vampyr. Hvor er dine spidse hjørnetænder og dine røde øjne?”
Han lagde armene over kors og sendte sin nye ven et afventende blik.

"Jo, nu skal du høre. Der er ikke mange der tror det, men vampyrerne bærer faktisk præg af Darwins evolutionsteori. Dem der havde røde øjne og skarpe hjørnetænder blev dræbt, så derfor er det dem med knap så røde øjne der har overlevet", han trak på skuldrene, men et skævt smil kom frem på læberne. Nate havde nok ikke regnet med at Nicolas kunne komme med en forklaring.

Han løftede det ene bryn, og kiggede vurderende på drengen foran ham. "Nå.. Hvad så med dig? Hvad er du så for en?" Han kiggede afventende på Nate. Han var selv oprigtigt interesseret i hvem Nate var, men det var dog ikke Nates race han var interesseret. Mest fordi han ikke kendte til nogen racer. Han var mere interesseret i hvem Nate var som menneske - eller i hvert fald som det menneske, Nicolas troede han var. Han ville egentlig også gerne vide hvor gammel Nate var. For han så utrolig ung ud, men samtidig var der et eller andet over ham, som gjorde ham så meget ældre. Hans øjne indeholdte en utrolig visdom, som om der var en gammel mand, inde i den unge krop. Det var selvfølgelig ikke muligt, men tanken var der.

Vinden tog til, og der blev pludselig utrolig meget koldere. Zeus bjæffede, og Nicolas snøftede af kulden. Han overvejede lidt og spørge Nate om de ikke skulle gå ind et sted, men han vidste ikke rigtig hvor det skulle være. Han kendte jo ikke Deepshell, og vidste hverken hvad der havde åbnet, eller hvad der var godt. Så han lod være med at spørge.

Nate lyttede interesseret og noget overrasket til Nicolas’ forklaring. Han havde ikke regnet med, at ’vampyren’ rent faktisk havde tænkt så grundigt over tingene, at han ligefrem kunne forklare dem. Nate nikkede anerkendende.
”Aha… Så det var altså kun de fimsede vampyrer, der overlevede?” spurgte han. Hvad skræmmende var der måske ved en vampyr uden røde øjne og spidse hjørnetænder? Nicolas var i hvert fald ikke spor frygtindgydende.

Da den anden spurgte ind til, hvad han var for en, gled et smil over hans læber. ”Jo, nu skal du høre…” begyndte han i samme historiefortælleragtige tonefald, som Nicolas netop havde benyttet sig af. ”Jeg er faktisk en 133 år gammel engel fra Engeland, hvis du fatter sådan én… En vingeløs engel, vel at mærke.” Han blinkede indforstået til den anden, hvilket fik det hele til at virke som en spøg, selvom hvert et ord var den blotte sandhed. ”Det er faktisk lidt ærgerligt, synes jeg… Hvad sjovt er der ved at være en engel, hvis ikke man kan flyve?” Han trak på skuldrene. Han havde skam intet imod at være en engel, for han fik lov at nyde sin tid på jorden i længere tid end menneskene, men han måtte nu indrømme, at det klart ville være en bonus, hvis han også var blevet udstyret med et par vinger.

Nate gøs, da vinden pludselig tog til. Igen måtte han slå armene om sig selv i et ynkeligt forsøg på at holde varmen. Han kunne ikke helt lade være med at sende Zeus et misundeligt blik. Hvem der dog bare havde en lige så tyk og vindtæt pels som ham… Men nu var Zeus jo også skabt til at kunne klare sig i sne og kulde. Det var Nate ikke. Langt fra.

Nicolas lo af drengens bemærkning omkring de fimsede vampyrer. Han lyttede til Nates interessante historie omkring hans "baggrund" som engel.
Egentlig troede Nicolas selv på engle. Han vidste at der var engle, og at der sommetider var en skytsengel der vågede over ham. Det måtte der være. Grunden til at han troede på engle, havde også noget at gøre med at han var meget kristen. Han fulgte ikke alle budene fra kristendommen, og selvom han havde sin egen tolkning af Biblen, så forsøgte han at holde sig til den kristendom som de fleste andre kendte til. Desværre står det klart og tydligt i Det Nye Testamente - såvel som det gamle - at man ikke må ligge med en af eget køn. Det havde Nicolas dog ikke gjort, men han var alligevel halvt til kvinder og halvt til mænd.

Da Nate var færdig med sin engle-historie var Nicolas også imponeret over en sådan forklaring. Det var sjældent at man fandt på at ville være en engel uden vinger, da man tit i kristendommen ser dette som en falden engel - eller også kaldet en dæmon.
"Tjo, det virker til at det ikke kun er de fimsede vampyrer der er overlevet... Engle uden vinger er da også rimelig slattent" Han smilede til drengen. "Men oh ædle engel, er det ikke lidt kedelig at leve så længe på en jord, uden sine elskede at dele livet med?" Han overvejede det selv en kort stund. Det måtte være utrolig trist og kedeligt at leve i så mange år, mens sine venner og familie lige så stille døde.

Nicolas lagde mærke til at Nate slog armene om sig selv. Han tøvede lidt, men spurgte så: "Ehm, skal vi.. måske ikke gå ind et sted.. eller noget? Her er rimelig koldt". Han håbede på at Nate kunne finde rundt.