Turen gennem skoven

Tid: 20:00.
Sted: Byen.
Omgivelser: Få mennesker.
Vejr: Overskyet.
Påklædning: Et par sorte bukser og en lang ærmet bluse.

Katie havde gået gennem byen, for at komme væk fra søen, hun vidste godt at det var farligt nu da hun var vampyr, men bare fordi hun hun var det kunne hun godt prøve at opføre sig som et menneske. Da hun var gået om hjørnet efter en kro, så hun en ung pige gå rundt, hun så ud som om hun havde brug for hjælp. katie gik nærmere på denne person.

Et hårdt spark mod hendes modstanders aller ømmeste sted sørgede for at det ikke længere var pigen der havde mest brug for hjælp. Den unge mand der havde nærmet sig hende knækkede sammen og gispede efter vejret mens et lille smil bare fik den ikke så høje pige til at virke umådelig tilfreds med udfaldet. Kraftigt rødt hår stod som en rodet løvemanke om hendes ansigt da hun vendte sig imod det hun formodede kunne være en ny modstander. I stedet kom en pige på cirka samme alder som hende hen imod dem og hun sænkede sine næver der i bedste bokserstil havde været hævet op foran hendes bryst og ansigt.
Hun snusede ind og så dybt misfornøjet ud da det gik op for hende at en ung vampyr nærmede sig. Både ung og vampyr kunne hun godt have undværet, men nu blev det interessant at se om grønskollingen opfattede hvad hun var.
"Det må du undskylde. Jeg troede at du var en af hans venner."

Hun fjernede sig fra den gispende mand og gik med afmålte skridt over imod pigen foran hende. Et par intense grønne øjne studerede den nye vampyr, målte og vejede hende for at finde ud af om hun var værd at bruge tid på. En ting var hende i hvert fald klart da hun havde fået kigget bedre på hende. Lige meget hvor meget hun afskyede de gamle stivnakker der styrede vampyrsamfundet, så blev hun nød til at snakke med dem om deres regler for barnevampyrer. Hun ville også selv gå ind under den kategori, men reglerne omkring forvandling af børn måtte strammes. det burde ikke ske!
Med et afslappet smil lavede hun en bevægelse med hånden som en hilsen i stedet for at række hånden frem.
"Jeg er Kaylin forresten.."

Hun undersøget denne person nøje, hun var en køn pige ikke særlig gammel, hun lignede ikke et menneske, hun ligenede mere en vampyr, men hun var ikke helt sikker. Hende her vil hun helst ikke komme i vejen for.

"Nej det er jeg ikke"'

sagde hun med den roligeste stemme hun kunne finde frem, men det var meget umuligt da hun var en lille smule bange for denner her pige, hun undersøgte lidt nærmer på pigen, jo hun var helt sikker ikke menneske, men en vampyr

"Hej, jeg hedder Katie"'

Sagde hun vendeligt og smilede tilbage.

"Heldigt. men på den anden side.. stodderen derovre er alt for dum til at have medbragt backup."
Et hånligt snøft vidnede om hvad hun mente om det. At hun så ofte ikke var meget bedre var en anden sag. Hun fortrak at ordne ting selv, hvis man så bort fra episoden med Gwyn. Gwyn var så desværre også en anden sag.. Eller det havde hun i hvert fald været før hun blev dræbt.. igen. Denne gang endegyldigt. Hun glippede med øjnene da hun indså at grønskollingen også havde præsenteret sig.

"Katie.. Kønt navn. Du ser lidt urolig ud? noget galt?"
Ah.. så hun kunne altså kende forskel på vampyrer og mennesker, men okay. Hvis ynglinge ikke kunne det ville hun først rigtigt begynde at blive urolig.. eller bare finde en stage. Hun havde ingen som helst skrupler over at dræbe sin egen slags hvis de blev irriterende, og selvom hun ikke var specielt dygtig i kamp så kom hendes alder hende til gode. Ofte var det de nyfødte der var problemet og dem var hun heldigvis stærkere end.
Endnu en gang undersøgte hun pigen og fandt nu et par ting der gjorde hende urolig. En svag lugt af dyr hang omkring Katie, og hun rynkede på næsen. Kun på grund af hendes evne opfangede hun den, men jo.. der var et eller andet.
"Hvorfor lugter du sådan? af dyr?"

Hun smile til hende, og undersøgte hende endnu nærmer, hmm... stadig intersant tænkte hun, hun er køn, men hvorfor banken den dreng eller hvad han nu var tænkte hun?

"Tak...i lige måde" Jeg må indrømme jeg blev lidt bange da jeg så dig banke ham der over"

hun kiggeder over skuldren på Kaylin og nikkede, en forsigtig nik, hun kunne se at Kaylin rynkede på næsen, og Katie havde på fornemmelsen at hun havde opdaget hende dyre lugt, og det havde hun for få sekunder et spurgte hun.

"Øhh... jeg lever af dyre blod og ikke menneske blod"

Hun bange for at Kaylin ville tage den som en fornærmelse mod menneske blod, bare hun ikke troede at Katie synes at mennesker er søde, for det syntes hun ikke. Hun undersøgte Kaylins ansigtudtryk nøje.

"Han fortjente det, er det ikke det man altid siger."
Han var kun et menneske som havde vovet at gøre lidt for mange tilnærmelser, og det havde fået hendes temperament til at gå af som en bombe. Derfor gispede han nu efter vejret og ømmede sig noget så eftertrykkeligt. Så kunne han bare have forstået et nej. Det var hans egen fejl at det var endt som det gjorde og hun fortrød det ikke.. Hun var dog begyndt at blive overbevist om at hun skulle have lagt mere kræft i.. Han trængte til en lærestreg for hun havde set hvordan de andre piger havde set på ham. Hun var vist ikke den første som han forsøgte sig med.

"Af DYR!? Hmff.. du bliver ikke ret gammel hvis du forsætter sådan. Og derudover, hvad har de gjort dig!"
Et udtryk af uforfalsket afsky fik hendes ansigt til at blive hårdere og hendes ellers fyldige læber blev til en smal streg. Mennesker var aldrig uskyldige, men dyr derimod.. de gjorde ikke ting af ondskab sådan som mennesker gjorde. De dræbte når de var sultne.. mennesker dræbte, snød og mishandlede for deres egen morskabs skyld. Samvittighedsnag var derfor ikke en af de følelser der fyldte mest når hun jagtede efter spiselige mennesker. Dusørjægerene fortsatte med deres sang om at vampyrer var en trussel imod menneskeheden, men var den største trussel for menneskeheden ikke dem selv? de dræbte flere af deres egne end vampyrer gjorde, og det havde de altid gjort.
Og derudover, så smagte dyrs blod viiiirkelig ikke specielt godt.. Menneskeblod derimod, det var godt!

Katie kiggede over på mande igen.

"Det gjorde han vel"

Sagde hun stille, Hun er da lige glad med om at man ikke bliver ældre at af drikke dyre blod, hun gad ikke dræbe mennesker, også selvom de er onde, men hun kunne i få sig til at drikke deres blod, hvorfor det hun ikke.

"De har ikke gjordt mig noget, det er bare... min skaber siger at det er forkert at drikke menneske blod, mennesker kan ikke gør for på den måde de er, de er på den måde de er og vi vampyr er på den måde vi er og det kan man ikke lave om på"

Sagde hun med en selvsikker stemmen, men hun var stadig bange for at fornærme Kaylin rettelse hun var mere bange for at Kaylin ville gøre en ende på hende. Hun kigge med et usikker ansigt på Kaylin og undersøgte hende reagtion.

"Det er mere forkert at drikke dyreblod.. man behøver ikke dræbe menneskerne hvis man er god nok.. men hvis du ikke holder dig selv ved lige, hvilket du ikke gør, så kommer du til at dræbe mennesker før eller siden fordi du ikke kan styre dig selv. Tro mig.. Det der.. der en rigtig dårlig plan, og ja du har ret vi kan ikke lave om på hvem vi er.. Derfor har jeg droppet at blive 'vegetar'. Dyreblod er som dårlig tofu.. det er bare ikke nok i længden."
Igen løb afskyen over hendes ansigt som en film der gentog sig selv. At drikke dyreblod var ikke noget hun kunne forlige sig med på nogen måde. Det var både klamt, synd for dyrene og i sidste ende ville man ikke kunne styre sig selv hvis en eller anden tilfældig person begyndte at bløde. Det var en dårlig handel til enhver tid. Det kunne bruges til at overleve på, men mere var der heller ikke til. Ens evne ville der i hvert fald ikke være nok til at kunne udnytte, i hvert fald ikke med hendes. Fordi hun legede med naturkræfter tog det så meget mere energi og dermed blod.

"Det er en dårlig handel fra start til slut, men det er dit valg. hvis du en dag dræber en fordi at du ikke kan styre dig.. så kom ikke til mig.. It's all on you, dear."
Hendes ansigt lukkede sig til i en mørk grimasse, og så med kolde øjne på den unge vampyr. Det var efter hendes mening topmålet af dumhed at fortsætte med den diæt hun var i gang med. den ville ikke lede til noget godt..
"spis dog blodposer hvis du endelig er så bange for at dræbe folk.."

Er det virkelig så dårlig tænkte hun, måske skulle jeg begyndet at at dræbe mennesker, dræber man dem på samme måde som man dræber du?

"Øhh... hvordan dræber man mennesker, skal jeg bare gøre det på samme måde som jeg dræber dyerne på?"

Katie vidste at Kaylin ville kigge underligt på hende denne gang, man skulle tro at Katie var født igår, men hun havde aldrig jagtede et menneske før eller jo nogen gange, men det var lang tid siden nu. Hun blev med et forviret blodposer? Hvad er det. Hun kiggede længe på Kaylin og tog så mod til sig.

"Hvad er blodposer"

Sagde hun forsigtig, hun følte sig dum lige nu.

Hendes stemme var en hæs vred hvisken da hun gik tættere på så hun bare kunne tale lavt så de ikke blev hørt. Dette her var ikke for andres ører.
"Du skal for helvede ikke dræbe dem! Du skal bare tage en smule fra dem, kun nok til at de besvimer og vågner op med hovedpine.. og sørg for din egen skyld for at dække dine spor og ikke dræber nogen! Det er ikke kun mennesker der efterforsker mord her, og de kan genkende et af vores måltid på lang afstand!"
De grønne øjne flammede op ad vrede, ikke kun rettet imod den unge vampyr foran hende, men lige så meget imod hendes skaber der fuldstændig havde svigtet sin skabning ved ikke at lære hende om det her. Hvis hun nogensinde fik fat i ham eller hende..
"Sig mig! hvad bruge din skaber egentlig tiden på efter du blev skabt?! Det burde være ham eller hende der forklarede dig det her og ikke en tilfældig forbipasserende!"
De sidste ord gjorde det tydeligt hvem det var hun var vred på. Godt nok kunne pigen havde været utrolig dårlig til at lytte, men det var stadig skaberens pligt at holde styr på sin skabning indtil at den var klar til at komme ud i verdenen igen.. og det var hende her ikke.

Hendes hånd lukkede sig fast om Katies arm og trak afsted med hende. Dette her var ikke stedet til at snakke om blod og vampyrer. At forglemme sig på den måde som de begge havde gjort her var dumt, virkeligt dumt.
"Du ved at mennesker nogen gange tager på hospitalet for at donere blod til dem der mangler blod af den ene eller anden grund. Med de rigtige kontakter kan man købe det og så slipper man for at jage mennesker. Det er en udvej.."
hendes stemme var kun en mumlen, men det ville også være nok til at vampyren ved hendes side kunne høre det. Siden hun ikke havde et hus i byen så trak hun den unge vampyr ud imod silent river, for der var sjældent folk og da slet ikke når det var mørkt. der ville de kunne snakke i fred.

Hun fik et chok da Kaylin talte på den måde og det gjorde hende mere urolig og en lille smule bange. hendes svar på det første spørsmål faldte hende ikke ind, men det var bedre end Katies gæt.

"Jeg ved ikke hvad min skaber bruger sin tid på, en uge efter jeg belv skab forlod hun mig og lige siden har jeg måtte klare mig selv"

Hun vidste at Kaylin ville reagerre på dette svar, men hvis hun vil vide sandheden får hun den. Da hun greb fast om Katies arm og trak hende med prøvede hun at komme fri, men uden nytte så hun fulgte med, hun stillede Katie et spørgsmål, men i stedet for at svare nikkede hun bare.




///Sidste svar du får fra mig idag smutter nemmelig//////

"Uansvarlige møgunger.. de burde skydes som de gale hunde de er!"
I forhold til Katies skaber havde Wils været pligtopfyldende, på sin egen måde vel at mærke, og der var gået hele halvtreds år inden hun fik lov at være alene.. Og så gik det selvfølgelig galt. Øjnene blev hårde som ædelsten i det barnlige ansigt da mindet om hendes år som vildt dyr blev trukket frem og læberne blev igen snerpet sammen til en tynd streg.
"Great. Så bliver jeg vel nød til at lære dig grundstoffet. Hvor gammel er du? Helt præcist tak."
Hun kastede et blik bagud, stadigt med hårde øjne selvom det ikke var hendes skyld at minderne vældede frem. Når man levede i så lang tid var ser så mange minder at holde styr på så nogen gange vældede de bare frem, men endnu en gang var de bare i vejen så hun skubbede dem af vejen og fik sit ansigt fik at blive mere venligt igen. Det krævede alle hendes evner som skuespiller, men hun fik vredet det på plads.

"Godt så, har du nogen spørgsmål som vi kan få af vejen med det samme? Og hvor meget ved du om hvad du og vi er?"
trætheden i hendes stemme var tydelig nu hvor hun mod sin vilje var kølet af, men da de nåede ud i udkanten af byen havde hun stadigt ikke sluppet pigens arm. Hun skulle med og selvom hun ikke gjorde modstand stolede hun ikke nok på hende til at give slip.

Katie fik et chok på den måde Kaylin talet på, men hun lod sig ikke skræmme af det.

"Jeg er 15 år"

Hendes anede spørgsmål var lidt svart at svare på, da Katie ikke vidste hvor meget hun ved om hvad hun og de andre er, det eneste hun vidsre var at hun var vampyr og at de drikker blod og at nogen har evener.

"Øhh...jeg ved ikke så meget, men jeg ved at vi er vampyer og at vi drikker blod og at nogen har evner#

Hun syntes at det hele lød dårligt, men hun ville jo svare ærligt.

"Hmm.. spørgsmål?"

Mumlede hun.

"Ja, det kan jeg se, men det var ikke hvad jeg mente. Hvornår blev du født?"
Hendes temperament begyndte at røre uroligt på sig over pigens langsomhed. Hun var ikke nyforvandlet nok til at være 15 år, og hun lignede snarere en på 17. Derfor gik hun ud fra at Katie trods alt havde levet i noget tid, måske kun nogle og tyve år, men mere end 15. Ude for byen slap hun den unge vampyr og vendte sig rundt så de stod ansigt til ansigt. De stod i udkanten af skoven næsten helt inde ved træerne med vinden hvislende imellem
granernes stammer.

"oookay, så tager vi den fra scratch.."
Misfornøjet lod hun luften hvisle ud imellem tænderne mens hun så på den mørkhårede pige foran sig.
"Vi er det man kalder udødelige, lige som så mange andre i denne her dyndkule, men begå ikke den fejl at tro at folk ikke kan skade os. Eftersom vi ikke direkte er guds favoritter så har vi det ret dårligt med vievand, du ved det de har i kirkerne. Kors er ligegyldige, men træstager er yderst effektive hvilket du sikkert har fundet ud af. Sollys er et no go. Vi dør ikke med det samme, men vi dør hvis vi bliver derude. Det er individuelt hvor lang tid det tager."

Hun stoppede vredt hænderne ned i lommerne og så skævt op på pigen.
"Evnerne er også individuelle, fra person til person men de nedarves næsten altid fra skaber til skabning. Jeg var en undtagelse. Min var en formskrifter, jeg tumler med et af elementerne. Sådan kan det gå. For hver gang vi bruger vores evner tager det energi og dermed blod. Jo mere energi du bruger jo mere blod skal du indtage. Og med spørgsmål mener jeg om der er noget du vil vide?"

Flot Katie er ikke en ynkelig vampyr, men også en dum en.

"Jeg blev født i 1980"

Sagde hun med en stille stemme. Da de var komme udenfor by stod de i udkanten af skoven, hun slap Katie og vendte sig rund så de stod ansigt til ansigt. De svar hun kom med vidste hun godt, men Katie har aldrig før talt med nogen om sådan noget før, så hun følte sig ikke helt sikker.

"Hmm... det er nok et dumt spærgsmål, men er der nogen chance for at en vampyr kan være ude i sol lys hele dage uden at dø?"

Katie syntes at det var et dumt spørgsmål, men hun var nød til at spøger.

"Glimrende.. så du er ikke helt ny.. så kender du vel til de ting jeg lige har fortalt dig. Jeg har kun hørt om en vampyr der kunne være ude i sollys fordi at det var hans evne, men lad mig sige det på den her måde. efter ca fem minutter ude i solen har du forbrændinger der ville svare til at sætte hånden ned på en tændt kogeplade, så nej, du ville være død længe før solen nåede ordenlig op på himlen."
Med en ny medlidenhed så hun på den unge vampyr, men alligevel kunne hun ikke lade være med at være misundelig. Det var ikke lang tid siden at Katie havde været menneske.. Hun måtte kunne huske solen.. hvordan det føltes at være ude i sollys. selv havde hun kun ganske svage minder om det. Det var så længe siden, og i hendes sidste tid som menneske havde solen mest af alt været en plage da de skulle høste.

"Og jo det var måske et dumt spørgsmål, men jeg kan kun svare så sikkert fordi at jeg selv har prøvet at blive ude. Se det er dumt for tro mig, det er en dårlig plan.. og det gør ondt som ind i helvede at pille stof ud af brandsår!"
Hun skar ansigt men det blev erstattet af et besynderligt smil. sidste gang hun havde rendt rundt udenfor om dagen havde hun kastet en dæmon op imod en mur hvor efter han havde forbundet hendes arm. Denne her ø var syg i hovedet..

Katie var glad for at hun ikke synes at hun var helt dum og hun var endnu mere glad for at at hun overhovedet gad at bruge sin tid på hende med andre ord var hun taknemmelig.

"Hvor lang tid har du vært vampyr i"

Spurgte Katie med en nysgerrie stemme. Hun håbede ikke at det ville såre hende at tænket tilbage fra der hun blev forvandlet og tilbage på da hun var menneske. Hun kunne se på Kaylin at hun havde vært vampyr i lang tid, så Katie ville regne med at Kaylin ikke ville kunne huske sin tid som menneske, men der imod kunne Katie godt huske det meste af hendes menneske liv også hvordan det var at være ude i solen, hvor den ikke brandte dig ihjel.

Hun så med hovedet på skrå op på den anden vampyr. Nå så nu blev det omkring hende. den måtte hun nok hellere få vent om. Hun gjorde ikke dette her for at dele ud af sin livshistorie, men for at få pigen til at kunne klare sig selv. hun sukkede og svarede lavt:
"Lang tid, jeg har lige rundet 300 år, men de gamle ser mig stadig kun som et barn."
De gamle var de ældgamle vampyrer der styrede deres samfund med hård hånd. de gamle tosser kendte ikke til begrebet nåde og opretholdt et middelalderligt sæt af love som de opretholdt efter eget ønske mere eller mindre. Desværre var det sådan at når man levede så længe så virkede det eneste der kunne gøre dagen lidt sjovere en henrettelse. Sådan opførte de sig i hvert fald efter hendes mening.

Hun vendte sig fra pigen og begyndte at gå ind i skoven mens hun ledte efter nogle bestemte vejvisere som hun havde sat rundt omkring. Hun havde en hule her omkring hvor hun gemte nogle blodposer og der ville nok ikke komme et bedre tidspunkt til at give dem til Katie end nu.
"Ah her!"
Hun bøjede sig ned med et fornøjet smil og hev til i noget der lignede en tilfældig rod. grannåle og blade dryssede fra lemmen der kom til syne. Et lille hul som den spinkle vampyr hoppede ned i afslørede en kælder med en slags forrådskammer. Der var isnende koldt dernede, men det gjorde hende jo ikke så meget. Hun stoppede to poser ned i hendes taske som hun havde over skulderen og kravlede op ad lemmen igen.
"Til dig.. Det er desværre ikke varmt, men prøv at smage."

Hun kunne se at Kaylin ikke vil snakke om hende, så Katie ville ikke presse mere på. Hun kiggede efter Kaylin da hun gik ind i skoven, hun tog fat i en rod og et lille hul kom frem, Kaylin hoppede ned i hullet og kom op efter få sekunder. Hun rægte 2 poser med blod til Katie.

"Øhh..."

"Tag dem nu bare. de bider ikke. Det er givet frivilligt til et godt formål, og ingen har lidt overlast ved at give dem."
Hun smed dem foran den unge vampyr og smækkede lemmen sammen igen mens hun begyndte at dække den til med jord, grene og nåle. Det var tydeligvis noget hun havde gjort før og da hun var næsten færdig fik hun en blid vind til at rive nogle flere nåle af og ligge dem over lysningen. Der var ikke længere nogen spor af en kælder og tilfredst rettede hun sig op igen med et sidste blik på jorden.
Så vandrede hendes blik over til den usikre vampyr og en snert af misfornøjelse gled over hendes ansigt. Kunne hun ikke bare spise det og spare dem begge for besværet. det ville gøre hende stærkere og Wil ville have opnået til mål med at få pigen til at drikke noget der rent faktisk var sundt for hende.
Hun trommede utålmodigt med et par fingre på sin taske, det kunne da vel ikke være så svært at drikke lidt ordenligt velsmagende blod.

Hun kiggede på de 2 poser blod Kaylin kastede foran hende, og så kiggede hun på Kaylin som dækkede hullet til med jord, grene og nåle, så vendte hun hovedet ned mod poserne igen, men denne gang kiggede hun ikke bare på poserne hun tog den ene op i hånden og kiggede på den og hun blev ved med at kigge på den.

"Hmm.."