I think we call this game over... (Procella)

Tid: Sen nat.
Sted: Små gader og gyder i byen.
Omgivelser: skrald og mure.
Vejr: Kraftig blæst og sne.
Tøj: Kedeligt surt behageligt tøj.

Cleon var ude at jage, han var blevet sulten og havde forsøgt at holde det hen de to sidste dage, men nu var det blevet alt alt for meget for ham og nu var der altså ikke andet at gøre end at gøre forsøget på at få lidt mad. Han kunne heller ikke forvente at han kunne nå at finde Jackie og få hende til at hjælpe med at jage selvom det gjorde det hele så meget nemmere. Han vaar nød til at klare det helt selv denne gang.

*Huh hvad var det?*

Han fangede færten af noget interessant, noget menneskeligt og dog ikke, som duften er stærk koncentreret kakao. Det eneste han dog rigtigt lagde mærke til var at der var en duft af menneske sammen med, og det var alt han kunne fokusere på. Han ville bare have fat i det, fordi for ham var det bare mad og ikke andet, og skulle heller ikke helst være andet end det.

*Yes endelig, det tog sgu sin tid*

Han bevægede sig tættere på bytte, hverken forsigtigt eller noget. Han manglede at lære at man skulle passe på, så han gjorde bare forsøget på at komme tæt på. Han gik frem mod byttet men holdt sig dog stadig ret tæt på murene, men han var ikke bange for at byttet opdagede ham.

Det var egentlig mere vanens magt, end nødvendigheden der havde fået hende ud. Hun havde brugt dagen i familiens skød. Puslet om børnene. Spist med Wick. Ja, hun havde faktisk fået ham ti lat spise med sig. Det gik bedre når der var specielt kød på menuen, og når man tog den engle-sushistil så lignede han næsten en der nød det.

Hun havde brug for alenetid. Behovet for drab og trangen til at mærke nattens bidende frost på sit ansigt havde meldt sig kort efter alt det med Loren, men hun havde holdt sig på måtten...til nu.

Procella bumpede sine knoer let mod mandens. Han snød næse og hun stak ham konvolutten.

"Usual delivery. It will take longer for the next one to come. I heard you made them yourself?"

Den mørkhårede kvinde trak let på skuldrende i den lange læderjakke.

"stop asking questions im not gonna answer sparrow. And keep the twittering to yourself, i dont wanner hear about this other places"

Manden stak konvolutten i lommen og fandt en raslende pakke frem

"Enough for 5 mags and you...hey...did you invite company?"

Procella rynkede brynene og så forvirret ud

"We have some. Im out. See ya"

Manden vendte rundt og spændende afsted i skyggerne. Procella vendte rundt og spejdede ud i nattemørket. Et glimt af blond hår.

"Dude!!! Its you?! What the fuck are you doing here?!"

Procella snerrede irriteret. Hun kendte kun en mand af den statur med langt blondt hår.

Han skulle lige til at springe på hende, da hun begyndte at snakke til ham, og han kunne høre hvem det var der stod over for ham, og han tøvede et øjeblik, men vidste at lysten nok snart ville komme over ham, men noget i ham sagde han skulle lade være med det. Han vidste bare ikke hvad han skulle sige til hende, eller hvad han overhovedet skulle gøre. Hun var der, en af dem der vidste noget om han liv, og det eneste han kunne tænke på var at sætte tænderne i hende.

"Ja... Og hvad så?"

Da han havde sagt det blev tankerne om friskt blod for meget for ham, tankerne kom buldrende som en damptrommel der bare var ude på at ville køre ham ned med alt den kraft den kunne præstere. Han satte hurtigt i et sprang mpd hende, så hurtigt han kunne med blottede tænder, uden så meget som at tænke på at han godt vidste hun var farlig. Han var ligeglad hun havde blod og det var alt der betød noget.

Procella snerrede arrigt da Cleon sprang frem mod hende. Hun sugede alting til sig med lynets hast. Hans lidt for blege hud, de blottede tænder. Jægeren gled ud til siden. greb frem og brugte vampyrens eget momentum mod ham, så hun fik brugt hans kraft og vægt til at smadre ham mod fortovet.

"Jesus Christ...she bit you. She actually bit you. That fucking stupid whore. Who is she Cleon. Whats her name?"

Procellas stemme var underligt skælvende. Uset for hendes - engang skytsengel - blev de rovdyrgule øjne let fugtige. Det føltes som var hun blevet spyttet i ansigtet. Fået en mavepuster. Det var en hån uden sidestykke.

Han smadrede direkte mod jorde, og vidste nu med det samme at det var en kamp han nok ikke kunne vinde, men ligemodet blodlysten vølgede gennem ham og var det eneste han faktisk kunne tænnke på. Han tænkte ikke engang på at han nok ikke burde fortælle Valeries navn, til kvinden, men det kom bare stormende ud at hun ikke så meget som skulle tænke på at skade hende.

"Du skal ikke engang tænke på at skade Valerie."

Han sprange efter hende, dog gik han mere efter hendes mave den her gang, og han kunne mærke hvordan hans evne langsomt dukkede op, og hans hænder formede lange istapper på spidserne af fringrene, som han forsøgte at bore inde i hende.

Procella var ikke dum så hun havde taget nogle skridt baglæns da hun havde brugt hans fremdrift mod ham, hun havde ikke troet at han ville springe så hurtigt mod hende igen.

Get your head in the game. He is a newborn!

Procella fik vinklet sig en smule så slaget sendte hende baglæns ind i muren. Heldigt hun havde kevlarkorsettet på. Stadig kunne hun dog mærke det næsten isnende smertepust da fingrene havde presset mod hendes tøj. Som tøris.

"Oh...so her name is Valerie huh? Thanks for that one Cleon"

Gispede hun og sprang. En nyfødt var utilregnelig. Hun kunne ikke regne med at hans selvopholdelsesdrift ville forhindre ham i at gå i frontal kamp med hende, og selvom han ville være svagere end en gammel vampyr, ville de sporadiske opbud af styrke være dødbringende.

Den lange læderfrakke blafrede efter hende da hun svang sig om en gadelampe for at komme om bag ved ham

"Im sorry Cleon! I really am!"

Hendes stålbeslåede såler ramte ham mellem skulderbladende.

Han reagerede ikke på ret meget af det hun sagde, og isen ved fingren knækkede da de ramte hende igen, men voksede meget hurtigt ud igen, da hans kontrol med evnen var ikke eksisterende, så den gjorde som den fandt mest relevant, og det var rene instinkter han kørte på.

Han mærkede hvordan støvlen ramte mellem hans skuldre, og han faldt mod jorden men var hurtigt oppe igen, og evnen slog ind igen, og dannede is mellem hans skuldre. Han vidste hvordan den reagerede nu, hele tiden at beskytte de steder han blev ramt. Han faldt mod jorden og rullede rundt, men brugte rullet til at komme op igen

Han kom op og stå igen, men ikke hurtigt nok til at angribe hende igen, så han vendte sig bare om mod hende.

Da hendes fødder med et smæld ramte brolægningen under de stålbeklædte såle, lå sølvstagen i hendes hånd. Det føltes godt at have faderens gave mellem fingrene igen. Hun kendten den. Kendte duften, tyngden, vidste præcis hvordan hun skulle bruge den.

Hun gav ham tid. Tid til at komme op. Betragtede hvordan hans nye krop fungerede. Hvor hurtigt han reagerede. Isen...det måtte være et træk fra hans skaber. Det lå alt fra langt fra hvad han havde været til at starte med. Som engel.

"Im sorry...Metatron...ill send you home. That much i can promise. Ill try to save...whatevers left of you"

Jægerens stemme var tung af fortrydelse og smerte over at måtte gøre det. Hendes forpulede latterlige pain-in-the-ass-engel. Hendes smukke engel. Han var blevet...til det her? En tom frådende skald af....sult?

Før han kunne sunde sig ordenligt og samle sig til et nyt angreb, skød hun frem mod ham. Glidende i mørket, som en sort kat. Sølvstagen glimtede i mørket da hun skar ud mod hans hals.

Som en sidste refleks da hun huggede efter hans hals, huggede han de skarpe istapper mod hendes håndled, fra den modsatte retning end hendes eget slag.

Han mærkede den ramme hans hals, og kunne mærke at det gjorde ondt, men hans evne trådte ind og lagde sig som et beskyttende lag henover såret, hvor isen langsomt bredte sig over hans krop. Han kunne godt mærke at det ikke var nok til at redde ham, men gav ham kun lidt længere tid.

Isen bredte sig over hans krop, og ind i kroppen på ham, men spredte sig dog ikke til hovedet. Han havde ikke tænkt sig bare at dø, med det samme, men vidste det var uundgåeligt.

Procella hvæsede da isen prikkede koldt mod hende hud og sved sig fast i et overfladisk frostbid. Hun vred armen opefter så isen blev knust mod metallet i hendes jakke, i stedet for at berøre hendes hud direkte.

"Please stop. Stop fighting"

Bad hun lavmælt. Hun så hvordan blodet fossede ud af hans hals, og hvordan isen brød frem på hans krop. Hvis ikke såret i hans hals havde været dødeligt, så ville denne ødslen med evner med sikkerhed slå ham ihjel...kombineret...

"Stop it! Let go! Its okay, its okay"

Selvom det gjorde ondt fordi han var så forbandet kold, greb hun fat i ham og holdt ham ind mod sig. Det virkede meget...grinagtigt...et eller andet sted. Fordi hun var så lille. Hun skubbede ham længere ind i mørket - ikke fordi de havde stået midt ude på åben gade da hun havde indgået sin handel med Sparrow, men det skadede ikke at være forsigtig.

"Ssschhh. Let go Metatron...it wont hurt anymore. Let go"

Hun skubbede ham op af muren og hendes fri hånd gled ned over den tilisede kind i en slags afsked og kærtegn. Hvad var der dog sket med ham?

Han sank bort længer væk ind i mørket, eller mørket var der ikke engang for ham. For ham var døden ingenting, det var bare noget han allerede var, så som sådan var der ikke den store forskel. Det sidste han gjorde inden han drev bort var at tage fast i hendes arm, hvorefter hele hans krop blev gennemfrosset. Alt den sidste blod der var i hans krop frøs til is, og han blev til en isskulptur.

Nix. Hun var blevet klogere siden Loren. Med opbydelsen af umenneskelige krafter, smadrede hun så hårdt mod muren som overhoved muligt. Issplinter faldt mod fortorvet. Igen, og igen. Hun hørte hvordan længe sprækker begyndte at krakelere i ham.

Med et brøl fik hun brækket sig fri af hans arm - og resten blev knust mod brolægningen som havde det været glas - da hun fornemmede de første gløder i ham. Forbandede nyfødte!

Hun sparkede hårdt Cleon ned i en smal kælderskakt da isen smeltede og kroppen begyndte at brænde. Det gik så satans hurtigt med de unge. Hvor gammel var han? Ikke mere end et par uger? en måned? Top?

"In Nomine Patri, Et Fili, Et Spiritus Sancti..."

Den lille flaske med hellig olie fik vampyrens krop til at flamme endnu mere op end før. Hvor ville han ende henne? Var det himlen eller helvede der havde plads til ham?

"I know you loved me...and my girls. You didnt even get to meet them. Im sorry..."

Hendes stemme var en smule grødet. Et sted i hendes bevidsthed var der noget der rørte uroligt på sig. En skygge af noget der havde været fast forankret der, og nu...ikke var det. Noget der så gennem de gyldne øjne og var...urolig...

((End))