Et friskt måltid

Sted: På legepladsen
Vejr: Sne, koldt og blæsende
Omgivelser: Gynger, klatrestativ, en enkelt vippe.. Omgivet af træer og buske, der ligger nogle blokke med lejligheder ikke så langt derfra.
Dato: 8. januar
Tid: Irl
Dag: Fredag

Gyngerne vuggede blidt frem og tilbage i vinden, og man kunne høre en lavmælt mekanisk lyd, der kom fra vippen, som ikke var placeret så langt væk fra gyngerne. Ethan befandt sig i læ af træerne, hvor vinden ikke kunne nå ham, men han knælede alligevel ned i sneen. Han lænede sig over en yngre pige, nok omkring 10-11 år, som havde valgt det forkerte tidspunkt at begive sig ud for at gynge på. Det var en ren tilfældighed, at Ethan var kommet forbi og havde fået øje på hende. Så havde han tilbudt hende at skubbe hende på gyngen, hvilket hun havde taget i mod, hvorefter han lidt senere borede sin arm igennem hendes ryg og ud gennem maven, hvilket havde fået hende til at dø af chok. Derefter havde han slæbt hende hele vejen hen til udkanten af legepladsen, så man kunne se et langt, bredt spor af blod, der på en måde lyste op på grund af sneen. Ethan sluprede fornøjet den unge piges blod i sig. Han vidste godt, at det var lavt at gå efter sådan et forsvarsløst menneske, men han var altså blevet sulten af at stå og betragte hende i al hemmelighed, og desuden kunne hun bare være blevet inde.

Austin kom stille gående ved stien og lyttede til sneen der svagt knasede under hans vintersko, i det han fik øje på et blodspor, han stoppede op og fulgte langsomt sporet med øjnene, han holdte vejret og prøvede at holde sit hoved koldt, men kunne godt mærke kvalmen der så stille kunne mærkes i hans hals, han ville gå sin vej og løbe efter hjælp, hvis altså ikke det var fordi han snart var vendt til blod og monstre, han gik stille hen over legepladsen og hen til blodsporet, han satte sig på hug ved sporet og så ned på blodet med bryne rynket, han holdte opkasten tilbage, det var klamt at se påog faktisk var det vel bedst hvis han var løbet, men han var alt for nysgerrig og dumdristig til at lade være med at undersøge det nærmere, han så lidt hen af sporet og fik øje på en skikkelse, han stirrede og var på nippen til at løbe.

Ethan fik færten af et andet menneske, der nærmede sig, lige før han også hørte det. Det løb ham koldt ned ad ryggen, hvis altså det ikke var fordi, han allerede var helt kold, da han genkendte lugten. Han rejste sig op og vendte sig om, så at Austin allerede stod og stirrede over på ham. Han ville skjule liget, men det var allerede for sent. Det føltes som om, han var blevet taget på fersk gerning.. Han prøvede forgæves at tørre blodet af i sit ærme, men noget af det var allerede størknet, så det var sværre at få af.

Austin rettede sig op og gik hen mod ham, han kunne nu tydeligt se det var Ethan og blev kort glad, men fik da øje på liget, han gik to hurtige skridt baglænds men snublede og faldt på numsen, han holdte en hånd for munden og en anden for øjnene, han prøvede desperat på ikke at kaste op, han kneb øjnene i og vendte sig om, men sad dog stadig på jorden "Hvad har du gjort?!" sagde han med en små skinger og halv kvalt stemme, han vidste godt det var hans natur, men det var som et chok for ham at se og vide det med sikkerhed var ham der havde gjort det.

"Austin!" sagde han og trådte frem i mod ham, da han faldt. Han rakte ham sin ene hånd som en hjælp til at komme op igen, da han opdagede, at det var den hånd, som havde været hele vejen i gennem pigen, og var derfor helt dækket af blod. Han trak den hurtigt til sig igen og skjulte den oppe ved ryggen, håbede på, at Austin ikke havde lagt mærke til noget. "Det var.. Jeg ville ikk-.. Altså, hun.." Han var ved at blive kvalt i orderne, fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige til det, men alligevel havde så meget at sige.

Austin prøvede forgæves at tage det roligt og ikke gå i panik over det, han rejste sig op og stod med ryggen til ham og liget, for hvis han så det igen, ville han med sikkerhed kaste op, han gned sig kort i panden med håndfladen "Du er tilgivet .. det .. det er jo din natur " sagde han stille, selvom han aller mest havde lyst til at skælde ham og ud kalde ham morder, men det ville ikke være fair også ville han også virke som en hysterisk møgunge der ikke fattede en skid.

Ethan fik det pludseligt meget elendigt. Han skammede sig over, hvad han havde gjort, og hvad han var. Det så ikke ud til, at Austin havde accepteret det, og han ville sikkert heller ikke gøre det, men det var jo hele Ethan's liv, som han ikke bare kunne smide væk sådan for Austin's skyld.. Og den måde Austin snakkede til ham efterfølgende, fik ham til at føle sig som et vildt dyr, der bare fulgte sine lyster. Det sårede ham, især når det kom fra Austin, og han så den anden vej, da han ikke kunne se på ham.. eller hans ryg længere. "Jeg er ked af, du skulle se det.." svarede han stille.

//Skal lige spise ^^//

Austin rystede svagt på hovedet "det var vel min egen skyld .. Jeg kommer jo altid på dårlige tidspunkter" sagde han i et mindre suk, han lukkede øjnene og begravede ansigtet i hænderne, han rystede svagt på sit hoved og følte sig som et ulykkes dyr, faktisk havde han aller mest lyst til bare at kunne tilgive ham og derefter glemme det, men han var kun et menneske og mennesker glemte ikke bare synet af et lig, når de først havde set et rigtigt et, han fjernede hænderne og vendte sig om, men havde lukkede øjne, han rakte armende frem for at tage fat i ham, han ville kramme ham, selvom det måske var en smule underlig situartion.

Ethan rettede sig op igen. Han havde bøjet sig ned og vasket blodet af hånden med den rene, kølige sne, håbede det også ville vaske hans samvittighed ren, men det hjalp ikke. I stedet spekulerede han en smule over, hvorvidt han turde røre ved Austin, men kunne ikke klare at se ham stå der. Så uskyldig og dødelig, helt uden hans beskyttelse. Han tilbagelagde den sidste afstand imellem dem, inden han lagde armene omkring ham og holdt ham ind i et tæt knus. "Nej, jeg-.. Undskyld."

Austin knugede sig svagt ind til ham og havde stadig lukkede øjne " .. kan .. vi ikke bare glemme det" sagde han så stille i et suk og havde ikke lyst til at snakke mere om det, han knugede sig en anelse mere ind til ham og så derefter op på ham "vil du ikke nok fotælle mig om vampyrer, jeg føler mig konstant i fare .. jeg er jo allerede blevet bidt fire gange?" han mumlede det sidste og lagde siden af hovedet mod hans bryst, han ville ikke sige mere, da han ikke var sikker på om Ethan ville fortælle ham noget.

Ethan savnede lidt følelsen af at kunne føle sig levende og mærke varmen fra sin egen krop, men han havde aldrig følt sig mere levende, end når han var sammen med Austin. Det var derfor, det føltes som om, han døde en lille smule, når de skilles. "Hvad er det, du ville vide?" spurgte Ethan lavmælt. Han fornemmede, at der var noget bestemt, Austin mente, ellers ville han nok ikke havde spurgt sådan. Han kom pludseligt til at tænke på, hvad Morgan havde sagt til ham for ikke mere en et par uger siden. Det fik ham til at frygte, at Austin måske var ved at blive lidt for interesseret i vampyrer og måske fik lyst til at slutte sig til dem.

Austin bed sig svagt i inderlæben før han så op på ham "Altså .. For det første, hvad i kan .. og .. ehm, hvordan man bliver til vampyr?" han snakkede en anelse lavere da han spurgte om det sidste, fordi han et eller andet sted vidste at Ethan ikke ville bryde sig om tanken, men han havde spekuleret på det længe, altså hvordan man blev vampyr, for man skulle jo ikke bare bide, for så var han jo allerede blevet vampyr, men han havde dog heller ikke lyst til at blive det, og dog alligevel.

Ethan tøvede kort. ".. Hvorfor vil du gerne vide, hvordan man bliver til en vampyr..?" spurgte han langsomt. Dog var hans stemme fyldt med undren og også en lille smule anklagende, men ikke meget. "Austin.. Hvad er det, du gerne vil?" Han bed sig nervøst i underlæben, da han ikke var sikker på, han ville vide, hvilke tanker Austin havde i sit hoved.

Austin så lidt ned og ville aller først finde ud af hvad de kunne, altså hvad krafter de havde og skiftede derfor emnet væk fra det med at blive vampyr "Hvidløg?, Kors? .. Pæl i hjertet, kister, vievand, kan ikke tåle solys .. udødelighed? .. jeg vil bare vide sandheden om vampyrer" sagde han så og sukkede lavt " .. det er det eneste jeg vil vide?" mumlede han og nulrede hans trøje mellem fingrende på hans ryg.

Ethan sukkede kort. Han følte sig egentlig ikke specielt tilpas med at skulle snakke om det, men det virkede ikke som om, Austin ville lave det ligge. "Det med kors og pæle gennem hjertet osv. er bare gamle savn, der er blevet skabt af stupide præster, der troede på, de var stærke nok i deres tro til at overvinde mørkets væsner.. Min mor fortalte mig sådan nogle historier, da jeg var helt lille.. Nej, vi dør ikke direkte af sollys, men det svækker os, eftersom vi er tilhængere af mørket og samarbejder med det, når vi jager." Ethan flettede blidt sine fingre ind i Austin's hår, inden han strøg ham blidt over hovedet og ned ad ryggen. "Vi er ikke helt udødelige, det er der ingen, der er.. Men vi er dømt til at skulle leve i flere hundrede, måske tusinde år, før vi kan få ro."

Austin lyttede til hvad han sagde og nikkede svagt, men da han sagde det sidste med at han nok ville leve flere hundrede år, blev han helt stille, han knugede armende om ham og så ikke på ham "Men .. " var det eneste han kunne fremstamme "Så .. Bliver jeg jo ældre mens du .. " han så op på ham "Du lyver .. sig .. det løj .. Ethan" sagde han bedende og synes bestemt ikke det var sjovt hvis det var en joke, selvom han inderst inde godt vidste det var sandt.

Ethan så ham i øjnene. Han behøvede ikkede en gang at svare på hans spørgsmål, for han vidste, at Austin allerede godt kendte svaret. "Det var sådan jeg mistede min søster, efter vampyreren havde slået vores forældre ihjel, men havde ladet mig leve videre.. Jeg så hende blive gammel og lod tiden tage hende.." Han blev nød til at holde inde, fordi det var et meget ømt punkt, der rørte ham dybt. Han havde faktisk aldrig snakkede om det før. Han kunne ikke forklare det, men det var ligesom om, Austin åbnede en side af ham, han aldrig selv havde kendt til.

Austin sank kort og følte pludseligt at han kunne miste ham hvornår det skulle være "Det .. det må ikke ske igen .. je-jeg vil være hos dig .. altid" sagde han lavt og vidste at det han sagde, var løjn, hvis altså ikke han blev vampyr, han så så pludseligt mere håbfuld ud "Du kan gøre mig til vampyr!" sagde han så og mente selv han havde fundet en løsning på det.

Ethan så på ham. "Austin, det ville aldrig være løsningen.." sagde han lavmælt. Han så ham dybt i øjnene, prøvede virkelig at få ham til at forstå. "Desuden er det også for pindefuldt.. Både fysisk og psykisk, og jeg vil ikke trække dig igennem det, ligesom jeg blev udsat for det." Det gjorde ham virkelig trist til mode, et eller andet sted havde han faktisk lyst til at følge Austin's forslag, men han ville ikke kunne gøre det mod ham.
Han kunne ikke rigtigt mærke det, men han kunne godt forestille sig, at luften omkring dem var kold og bidende. "Lad os gå hjem til mig.. Du har ikke godt af at være ude i kulden." Han tog fat om Austin's ene hånd og begyndte at hive ham med. Ethan's lejlighed lå ikke så langt derfra, men det ville alligevel tage lidt tid at nå den.

Austin fulgte med, men var bestemt ikke færdig "Ethan, Jeg .. kan godt klare det" sagde han så, selvom han ikke vidste noget om det, han mærkede først at han frøs da han begyndte at gå, han fik et kort kuldegys.
Han klemte kort om hans hånd og så på ham med uforstående øjne, han forstod ikke hvorfor det var så forfærdeligt, de ville jo kunne leve sammen for evigt, men han var jo også et uvidne menneske.

"Du forstår det ikke, Austin.." sagde han lavmælt, men han så ikke på ham. Han fortsatte bare uden at se sig tilbage, bevidst om, hvor han skulle hen, og han gav ikke slip på Austin's hånd. "Det er lige som, du er død indeni, men alligevel bliver du tvunget til at leve videre uden et eneste formål andet end at overfalde forsvarsløse mennesker.." Han drejede rundt om et hjørne, samtidig med han satte tempoet en smule op. "Det ville aldrig være løsningen at slå sig ihjel.."

Austin gav op denne gang og tav, men det ville i hvert fald ikke være den sidste diskution angående dette emne, han fulgte med og kunne godt lide han holdte ham i hånden, det var betryggende, han betragtede ham lidt mens de gik og prøvede så vidt muligt at glemme alt de havde snakketm om, det ødelagde lidt den gode stemning.

Ethan svarede ikke, da Austin stoppede med at svare. Han håbede han havde fået lukket for den diskution, da han var bange for, det skulle ende med, at Austin fik ham overtalt. Resten af turen tilbage foregik i stilhed, og da de nåede Ethan's lejlighed, låste han døren til opgangen op ig lukkede dem begge ind. "Kan du huske det?" spurgte han og et let smil bredte sig over hans læber. Han fortsatter derefter op ad trapperne, eftersom hans lejlighed næsten lå øverst oppe.

Austin smilede lidt og så på ham "Alt for godt .. " sagde han så og fulgte med op af trapperne, han huskede det tydeligt, de havde mødt hinanden nede på politi stationen, det var mens han stadig intet vidste om vampyrer, han sukkede lydløst over sig selv og så på ham.

Ethan famlede ned efter sine hovednøgle i lommen på sin frakke, hvorefter han fik låst låsen på døren op. Han åbnede den og blev mødt af et tungt mørke komme inde fra lejligheden. Han trykkede på kontakten, der var placeret lige ved siden af døren, som tændte lyset i gangen med de fire døre. "Men så kender du det jo.." sagde han og smilede fornøjet, glad over at Austin faktisk ikke havde glemt det. Han trådte indenfor og gjorde plads, så Austin også kunne komme ind, hvorefter han lukkede døren i. Den sagde et klik, da den smækkede i, fordi den automatisk låste sig selv, så man ikke kunne komme ind, men godt ud. "Bare.. underhold dig selv et øjeblik, jeg skal lige vaske mig." Han viste det ikke, men han mente det størknede blod, så han smed sin frakke og sko i indgangen, inden han hastigt fortsatte ud på badeværelset og lukkede døren i bag sig.