Galore (Eilleen)

Dato: 10. februar
Årstid: Vinter
Sted: Galore Kunstudstilling
Tid: 13.30
Omgivelser: En ny kunstudstilling inden på det lille galleri Galore. Der er en masse abstrakt kunst der hænger fit og helt lige på de ellers hvide væge i de naturlige åbent og oplyste lokaler.

Det var endnu en ny dag for det lille galleri Galore, dagen var oprindet hvor en ny kunst udstilling skulle vises frem, denne gang var det abstrakt kunst der skulle fremvises. Som altid ved en ny udstilling var de forskellige kunster inviteret til at fremvise deres malerier samt der var forfriskninger til alle der kom der ind.

Kodashi ankom på cykel til stedet, hun var kommet helt fra Sheria blot for at kunne fremvise det enkelt maleri hun havde fået udstillet på stedet. Men n var abstrakt kunst nu heller ikke lige helt Kodashis bolgade men hun malede det da til tider. Kodashi fik parkeret sin cykel nede af gaden og gik ind på det lille galleri. Hurtigt kom ejeren af galleriet hen til Kodashi, de hilste på hinanden med et hurtigt kram og nogle venlige ord. Derefter blev Kodashi vist hen til hvor hendes billede hang fint, der var allerede nogle få mennesker inde i galleriet og kiggede på billederne.
Hurtigt fik kodashi et glas champagne stukket i hånden og ellers stod hun bare der og faldt lidt tilfældigt i snak med de andre kunstnere der lige stod i nærheden og talte kort om deres kunst.
Atmosfæren her på stedet var ganske hyggeligt, og trods det ellers blot var en kedelig vinter dag så var stedet fyldt med varmen der kom ud fra den forskellig kunst.

Det havde taget Eilleen et stykke tid at finde et galleri der ville have hende. De havde ikke engang taget sig tid til at se hendes billeder, de havde bare sagt nej fordi hun ikke var kendt nok. Hun var ikke en af de personer der blev irriteret særlig tit, men... det her havde tændt hende af. Hvis alle gallerier på Deploratus var sådan, så ville hun jo aldrig få en chance for at vise hvad hun duede til. Men så var det lykkedes hende at finde et hyggeligt galleri. Hun malede tit abstrakt, så hun var blevet utrolig glad for at have fået chancen.

Eilleen var kommet til galleriet tidligt, så nu stod hun gg betragtede kunsten med et glas champagne i den ene hånd, og den anden hvilede betaget ved hagen.
Hun kunne godt lide abstrakt kunst, især fordi abstrakt kunst var skabt til at fremkalde forskellige følelser til forskellige individer. Det handlede om hvordan man så det og forestillede sig det.

Hun gik ned af gangen langs væggen, hvor maleri efter maleri hang farverigt og blinkede hende i møde. Det gik op for hende at hun faktisk ikke havde set sit eget maleri endnu. Hun var på vej ned til en gruppe kunstnere der stod i en klump.

Kodashi stod med de andre kunster og talte om lidt om lidt af hvert, hun kendte flere af dem fra andre udstillinger hvor Kodashi selv havde fået udstillet sine malerier. Kodashi havde ikke det største navn men et lille et havde hun da. Hun kunne ihvertfald leve af sin kunst hvilket var nok en hver kunsters drøm.
Kodashi havde bestemt sig for dagens mål var at afsætte sit abstrakte maleri, selvom det måske var lidt svært. Hendes maleri var inspireret af futurisme stilen. Men det gjorde det blot svære at skulle sælge sit maleri. Det med at gøre op med nutidens kunst og prøve at træde ud i andre nye spor var en svær kunst i sig selv, man kunne hurtigt få negativ kritik over hvad man prøvede på.

Kodashi løsrev sig lidt fra de andre kunstnere og fik øje på et maleri der straks fandt hendes interesse. Det var let nok for abstrakt kunst at fange Kodashis opmærksomhed, der var så mange forskellige fortolknings muligheder bag hvert maleri. Først stillede Kodashi sig lige foran maleriet, og gik så lidt ud til hver side og betragtede maleriet. Det var hendes metode for at se ind på maleriet og skabe sig et billede af hvad hun selv så i det. Det var det specielle ved abstrakt, næsten alle havde hvert sit blik på hvad det kunne forstille, typisk kom det ud fra ens opvækst og oplevelser med livet.

Eilleen glemte alt om at snakke med de andre kunstnere, da hun så at nogen var i gang med at betragte hendes maleri. Et af hendes store, skæve smil prægede hendes ansigt, da hun stillede sig op på siden af den lille kvinde. Hun kastede først et blik på hende for at identificere hende. Hun havde læst om de fleste af Deploratus kunstnere, bare for at vide hvad hun havde med at gøre. Hun så pigens historie, omdømme og kunstneriske stil for sig. Kodashi Vanguard, ung asiater der havde talent. Eillern havde set hendes maleri for et stykke tid siden. Et vovet et i en forholdsvis ny stil. Hun var klart værd at bruge tid på.

Så rettede hun blikket imod sit eget maleri igen. Et emotielt indspireret et, holdt i enkle grønne, røde og andre varme farver. Det var ikke som hun normalt malede, hun plejede mest at lave realistisk og portrætter. Dette var inspireret af skoven ved siden af hendes barndomshjem i Frankrig, imens årstiden nærmede sig efterår. Et lidt atypisk emne inde for abstrakte malerier, men hun havde faktisk nydt at male det. Og hendes lille "evne" havde tilsat et lille stik af hjemve hun havde følt da hun malede billedet. Så... Alt i alt var det endt okay.
"Kan du lide det?" spurgte hun med hovedet på skrå. "Hvad ser du?" Hun hentydede til hvordan HUN oplevede hendes maleri.

Kodashi kendte ikke kunsteren af maleriet og måtte læse henne på vægen hvem det var, Eilleen Park, ikke en kunster Kodashi havde stiftet bekendtskab med før. Men der skulle jo også være plads til nye kunstere og Kodashi måtte indrømme det var et godt maleri. Det vækkede lige frem nogle følelser frem i hende.. Måske skulle hun snart ringe til sin mor igen. Hvor kom den ide pludselig fra. Kodashi rystede lidt på sit hoved og kiggede igen lidt på billede.

"Ja.. et flot billede" svarede Kodashi og kiggede kort på kvinden der var kommet hen til hende, men rettede hurtigt sit blik hen på maleriet igen. Ja hvad så hun imellem alle de dejlige farver.
"Jeg ser.. en varm aften.. måske sensommer.. En god balance, måske et glimt af en person ude og lege omkring i det her hjørne"
Kodashi prøvede at sætte ord på hvad hun så, men det var det svære ved abstrakt, næsten alle så noget forskelligt i kunsten. Imens Kodashi talte brugte hun sin hånd til at vise hvor hun så de forskellige ting i maleriet.
"Det er bestemt et jeg godt ville have hængende der hjemme... hvis ikke fordi der hang så meget i forvejen" sagde Kodashi lidt betænktsomt og lo lidt bagefter. Hendes lejlighed var fyldt op med kunst efter hånden.

Der bredte sig langsomt et bredt smil over Eilleens læber. Hvis der var noget hun aldrig blev træt af, så var det at blive rost. Hun fangede kort Kodashis blik, og vendte så også blikket tilbage til maleriet. Hun blev mere og mere stolt af det. Selvom det var hende selv der havde malet det, opdagede hun stadig flere og flere facetter i det, syntes hele tiden at hun så en ny historie. Men sådan var det med den slags malerier. Hendes smil blev større da Kodashi begyndte at forklare. Eilleen nød hendes fortolkning. De blå øjne fulgte pigens hånd. Smilet fortonede langsomt. Hun havde på fornemmelsen at det kunne blive ufatteligt underholdende at lege maler.
"Tak - hvis man kan sige det," Eilleen fugtede læberne og smilede. Hun rakte hånden frem imod pigen foran hende, og kneb øjnene en smule sammen imens hun betragtede hende igen. Hvor var hun dog sød. En lille, professionel kunstnerinde. Eilleen følte sig næsten helt ekstatisk.
Af vane strøg hun en tot af ravnsort hår om bag øret, hvor en safirørering glimtede. "Eilleen Park." præsenterede hun sig, med en stemme der kom til at lyde lidt komisk på grund af hendes specielle accent. Hun smilede imødekommende til menneskepigen med de mørke øjne.