On record

Dato 12 feburar.
Tid: 12.30
Årstid: Vinter
Vejr: Det er koldt, og en iskold vind blæser rundt i gaderne. Det er let overskyet, Sted: I en skyggefuld gyde i byen Sheria
Omgivelser: Der er en masse mennesker på stationen, nogle skal melde tyveri andre sidder i håndjern.
Påklædning: En sort top, samt et par sorte bukser.

Kodashi sad på politistationen med en kop kaffe i hånden, hendes blik var nærmest helt tomt og de mange mennesker virkede ikke til at gå hende på. Hun havde et tæppe over skuldrene og var godt træt efter at havde været på politistationen hele natten. Kodashi var blevet overfaldet i sin egen lejlighed dagen i forvejen efter at havde set en morder i en gyde. Oplevelsen sad stadig dybt i Kodashi og hun kunne stadig se billede foran sig. Stadig hunderæd havde politiet ikke kunne få et ord ud af Kodashis læber om hvem morderen havde været, hun turde simpelt hen ikke. Det eneste politiet havde at gå efter var en tegning hun havde afleveret af den psykopatiske kvinde der var brudt ind i Kodashis lejlighed.
Kodashi havde kun sagt en ting hele natten og det var "Hende" og pejet på tegningen. Det var alt Kodashi kunne sige, for hun måtte ikke sige noget m det. At havde givet den tegning havde nok ikke været den smarteste ide i verden, men Kodashi var bange for at kvinden ville komme tilbage uanset hvad. På den her måde kunne det være Kodashi faktisk var lidt sikker ved kvinden ville blive fanget og sat bag tremmer, eller forhåbelig i en gummi celle.

Kodashi rettede blikket op i lokalet og fik øjnkontakt med en mand der sad i håndjern foran hende. Hurtigt fik hun rettet blikket væk igen, hun var ikke tryk ved at være her overhoved. Det var direkte ubehageligt, forhåbeligt kunne hun snart komme hjem igen. Det var bare at vente på hende mor kom til stationen for at hente hende.

En lille rødtop åbnede døren til politistationen og trådte ind, tydeligvis utilpas med at være der. Hun gik op til skranken og rakte et brev hen over disken uden et ord. Papiret blev læst og der blev spørgende set op på hende.

"Erhm, ye, I just wanted to hear if it was possible to... erhm, postpone the trial just for a few days. You see, my lawyer is.. erhm unavailible at the time you have written, and I would really like to have him there, you know? not that I don't trust the guy you chose for me, but erhm... yeah ..." Kvinden bag skranken havde tilsyneladende hørt den før, og hun så ikke tilfreds ud, mens Colt ubehageligt til mode kløede sig i nakken.

"Listen, I didn't do it on purpose! Someone drugged me! Could you please see what you could do for me?" bad hun, da hun kunne se på kvinden, hun skulle til at sende hende bort. Om det var desperationen eller forlegenheden, der fik hende til at ændre mening, var i grunden ligegyldigt, men hun smilede.

"Allright I'll take a look at it. Please sit down while I have my collegue working on it." Colt åndede lettet op og vendte sig rundt mod sæderne, hvor hendes blik hurtigt gled over de tilstedeværende. Hun havde ikke lyst til at sætte sig ved en eller anden skummelt udseende gut, og derfor endte hun ved siden af Kodashi, hvor hun sank ned på stolen med albuerne mod knæene og hovedet i hænderne. Det hele var så forvirrende, og hun havde ikke regnet med, det ville gå så hurtigt, før hun blev indkaldt til retten. God damn it hun havde knapt nok fået talt med Savoy om hele den pinlige affære!

Hun skævede til Kodashi, der så meget nervøs ud. På en anden måde end hun selv var det, og på trods af sine egne forvirrede tanker, sendte hun pigen et lille smil.

Kodashi sad og kiggede lidt ned på sit ur, der ville stadig være en time til hende mor kom og ind til da kunne hun blot side og kigge ud i luften, hvilket ikke var specielt spænende. Kodashi kiggede lidt op i lokalet og prøvede at smug lytte til de forskellige samtaler der var, ikke fordi hun ville være uhøffeligt, men der var simpelt hen bare ikke andet at lave på det her sted.

Kodashi rettede sig lidt op da der kom en og satte sig ved siden af hende, det lignede ikke nogen forbryder af nogen art så Kodashi forholdte sig mere eller mindre rolig, dog havde hun lært dagen for inden at skindet kunne bedrage. Dog sendte Kodashi et lille smil tilbage til kvinden der havde sat sig ved siden af hende.

"Også din første gang her" spurte Kodashi pludselig kvinden om da hun også virkede lidt nervøs. Kodashi var selv lidt nervøs og det var faktisk første gang hun havde set indersiden af politistationen. Ikke fordi det var en oplevelse hun gerne ville gentage da der bestemt ikke var rart her, men i det mindste havde de betjent der havde afhørt hende været flinke og rare imod hende. Det var slet ikke som man så i film på nogen måde. Hvor den ene var good cop og den anden var bad cop.

Kodashi betragtede lidt kvinden ved siden af sig og lagde mærke til alle ansigtstrækne med det samme. Det var ren vane som maler at straks tage sådanne træk i betragtning da hun normalt skulle male dem.

Det gengældte smil bragte hende lidt ro, og hun trak vejret dybt ind og overraskedes så af ordene udtalt.

"Erhm, nej, anden gang ... Men det gør det ikke bedre, kan jeg fortælle dig!" Hun trak let på skuldrene og sukkede, før hun rettede sig op og lod hænderne hvile over hinanden i skødet.

Nu hvor samtalen var startet, gav det også Colt en mulighed for at studere kvinden lidt nærmere, hvilket igen gav hende muligheden for at distrahere sine tanker, og måske var det lige netop det, hun havde allermest brug for lige nu. I alt fald var hun taknemmelig.

"Hvad er der hændt dig, hvis jeg må spørge så frækt?" spurgte hun bare for at få samtalen til at glide videre, mens hun strakte benene ud foran sig, og så lidt ned på sine spidse, sorte støvler.

Kodashi smilte skævt til kvinden der åbenbart havde været her engang før. Kodashi dømte hende dog ikke bare ud fra dette, der kunne jo være mange grunde til man kom på politistationen, så hvorfor skulle det være en dårlig ting.

"En morder overfaldte mig i min egen lejlighed... de ville have mig til at fortælle om det" svarede Kodashi stille og kiggede lidt ned i gulvet. Hun fik kuldegysninger ved at huske tanken hvordan kvinden havde strefet Kodashi i ansigtet. Kodashi var blevet tilbudt en psykolog efter det men havde takket nej, det var måske det forkerte valg at sige nej til, men hun havde ikke lyst til at bruge tid hos en hjerne vrider.

Kodashi tog en tår af sin kaffe og sukkede lidt hvorefter hun rettede sig lidt op og lod tæppet falde ned fra hendes ryg. Det havde været en lang nat, og hun ville bare hjem til sin mor og sove.
"Hvad med dig?" spurte Koda blot venligt og var selv lidt nysgeri. Det var lidt rart at have nogle at tale med her på stedet, det fik i det mindste tiden til at gå lidt hurtigere, og hvis hun kunne spørger om hvorfor Kodashi var her kunne hun vel også spørger kvinden om det samme

Det skæve smil klædte kvinden og højnede Colts humør på en måde som kun smil kan gøre, og hun var taknemmelig over den åbning i tankerne, Kodashi viste hende.

"Det lyder voldsomt! Jeg håber de fanger vedkommende!" sagde hun tydeligt chokeret og havde et øjeblik rent glemt, hendes kæreste var en morder. Det var altid så svært at tænke på Segovax som sådan, og hun undlod det gerne i sin betragtning af ham, selvom hun selvfølgelig var klar over det.

Da Kodashi tog en slurk af sin kaffe, længtes Colt efter en kop dampende the, men der var ikke nogen mulighed for sådan en lige nu, og hun samlede blot hænderne og gned dem let for at få varmen i de forfrosne fingre. Hendes ene hånd havde stadig mange sår på sig, men de var helet ind til sårskorper der bare kløede som en vanvittig. De yldte hele indersiden af hendes hånd, som hun var påpasselig med at vise. Hendes fødder gjorde også ondt endnu af alle frostskaderne, men hun havde alligevel været forfængelig nok til at stikke dem i de høje støvler, da hun gik ud. Hun bed bare smerterne i sig, men nød dog usigeligt meget at sidde ned.

"Jeg havde en uheldig aften i byen, hvor en eller anden kælling puttede stoffer i min drink, og det hele gik lidt over gevind ... Væltede en del flasker ned fra nogle hylder, der røg med i samme ombæring og slog tilsyneladende en vagt ... Så her sidder jeg og håber på at få udskydese på retssagen indtil min advokat har tid ..." Hun skar en grimasse og sukkede tungt, før hun lagde den dårlige hånd mod sin pande og rystede på hovedet.

"Det er lidt vildt hvordan tilværelsen pludselig kan ændre karakter, huh?" Et ynkeligt smil spillede kort om hendes læber.