En ny dag.

Gracy Så stadig koldt på manden, og da han trådte frem og hviskede noget i hendes øre, var hun ikke bange for ham, hans trussel betød ikke noget, indtil han sagde et enkelt ord. Det ord der gjorde hende skrækkenslagen. Hvordan kunne han vide det? Gracy satte sig ned på bænken igen med et tomt blik. "Nej, det er okay." Sagde Gracy uden at skænke Koda et blik. "Du behøver ikke male et nyt." Sagde hun og vendte sig om mod Koda, så de fik øjenkontakt, en øjenkontakt der afgjorde det hele, den følelse hun havde hørt andre engle tale om, den varme der flød ned gennem hende. Det der kun, kunne betyde en ting. Sjælebindning. Var hun virkelig den hun skulle beskytte, den hun skulle våge over. Det var nok derfor hun beskyttede hende, fordi hun allerede kunne føle det på forskud. Gracy vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, det hele gik så hurtigt, og kom så uventet.

Kodashi fik samlet sig mere sammen end før og kom hen på bænken og satte sig. Kodashi måtte ryste på hoved for at få billederne ud af sit hoved endnu engang.
"Jeg insistere" sagde Kodashi og ville igen ikke tage et nej for et nej. Hun ville helst også havde sagt nej til maden, men Kodashi ville bare have ham langt langt væk fra hvor Gracy og Kodashi var.

Kodashi fik øjenkontakt med Garcy og kom med et lille smil, en varm fornemmelse flød ind over Kodashi, den var ikke til t beskrive men hun følte at frygten forsvandt ud af hendes krop og blev erstattet med en form for trykhed. Det var helt rart og Kodashi kunne ikke ade hver med at smile.
"Underligt" mumlede Kodashi for sig selv og blinkede et par gange, det var som om noget havde kigget helt ind i hende med den varme fornemmelse. Den følelse havde Kodashi ikke følt før, men det gav hende af en eller anden grund en mase inspiration som hun næsten skulle have ud i livet på et tidspunkt.
Kodashi holdt dog det med den underlig følelse for sig selv, hun ville ikke have at Gracy skulle tror at Kodashi var underlig.

Gracy himlede med øjnene. "Okay, så mal det billede hvis du vil." Sagde Gracy opigvende. Hun sad lidt og kiggede ud i den tomme luft, den varme fornemmelse sad stadig indeni hende, og gjorde hende glad, hun følte endelig hun havde en mening med livet. Da Koda sagde ordet 'Underligt' så Gracy straks over på hende. "Hvad er underligt?" Spurgte hun meget nysgerrigt, i håb om der ville komme et svar ud af det. Det kunne være rart hvis hun kunne fortælle Koda, hvad der egentlig skete. Men det ville bare ikke være det samme, hvis hun ikke havde følt den fornemmelse hun havde. Gracy lod hendes fingre løbe gennem hendes hår, så det blev mere redeligt, og glansfyldt at se på. Hun så fortsat på Koda, mens hun ventede på et svar.

Kodashi grinte lidt over at Gracy havde opgivet. Kodashi elskede at få sin vilje med sådanne ting og Gracy skulle bestemt ikke slippe, nu hvor hun ikke fik det andet maleri.
Kodashi kiggede lidt ned i jorden da Gracy spurte ind til hvad der var underligt.
"Bare en følelse jeg lige fik... svært at forklare" sagde Kodashi med et lille mil og vidste ikke rigtigt om hun skulle fortælle hvad hun lige havde oplevet. Det var jo lidt underligt og noget hun aldrig havde oplevet før. At se direkte ind i Gracys øjne havde givet en varm fornemmelse i hele kroppen der stadig var der. Det var som om at hun havde set direkte ind i Gracys sjæl på en måde.
"Og du vil sikkert bare grine af det" sagde Kodashi og rødmede lidt forlegent over at tænke på hvordan Gracy ville reagere over at høre det. Hvordan skulle man også forklare det at man lige havde set en anden direkte i øjne og følt sådan, Gracy kunne jo misforstå det til at Kodashi... ja.. at Kodashi kom med en kærligheds erklæring.. Sådan var det jo ikke.. slet ikke nej.. eller... nej det var det ikke.

Gracy grinte med Koda, selvom hun var stædig, var det ikke fordi hun blev vred over at 'tabe.' Da Koda ikke kunne foreklare det, eller ikke ville. "En varm fornemmelse, der stadig er der, ikke?" Gracy håbede sådan Koda også havde følt det, så behøvede hun ikke skjule at hun var engel, så var det bare om hun havde modet til at vise hendes vinger. "Jeg griner kun hvis det er meningen det skal være sjovt, ellers holder jeg det inde." Sagde Gracy med en forklarende stemme. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle sige mere, eller vente på Koda fortalte om følelsen. Det ville bare gøre det hele meget lettere, og så ville Gracy heller ikke virke som om hun forfulgte Koda, hvis Koda vidste hvad der skete omkring hende. Gracy så ud over vandet og ventede på Koda sagde noget.

Kodashi kiggede noget på Gracy, hvordan i alverden kunne hun vide det.
"Ja... Okay... det var som om jeg kunne se ind i din sjæl, og den varme fornemmelse kom.. og ja stadig er her."
Kodashi talte lidt lavt og rødmede lidt da hun syntes det måske var lidt pinligt at sige. Men følelsen havde været så inspirerende for Kodashi og hun havde virkelig lyst til at pludselig at male. En ting var sikkert det var at Gracy skulle have det første billede der kom ud af denne nye inspiration..
*Hvad er det her sker.... Hvordan kunne Gracy vide det... er hun tanke læser* tænkte Kodashi for sig selv og betragtede Gracy. Det var msåke bare lidt skræmmende at hun vidste det.
"Men... hvordan kunne du vide.. det" spurte Kodashi meget undrene om.

Gracy kunne se Koda var meget forundret, måske en smule skræmt over det der var sket. "Sådan har jeg det også." Sagde Gracy, hun var meget nervøst for om hvordan hun skulle fortælle det. *Hey Koda.. Jeg er din skytsengel.. Suprise!* Det virkede bare for underligt, at fortælle det på den måde. Det afsluttende spørgsmål fra hendes side, fik Gracy til at tage en dyb indådning, og sukkede. "Jeg.. Følte det også." Endnu en dyb indåndning blev indtaget. "Jeg er ikke helt normal, Koda. Jeg er en.. Skytsengel." Sagde hun hurtigt og så væk, hun sad bare i noget der føltes som 100 år, og vendtede på Kodas svar. Hun ville sikkert grine, eller noget i den stil, hun ille sikkert ikke tro på det.

Kodashi kiggede undrene på Gracy, havde hun det også sådan, men hvad betød det. Kodashi havde vireklig ikke nogen ide om hvad hun skulle sige. Hvordan kunne det lade sig gøre et at have den varme fornemmelse på samme tid og så på sådan en vinter dag.. Kodashi kunne bare slet ikke forkalre det. Og så det hun havde set da hun kiggede ind i Gracys øjne, som om det havde været mere end bare et blik.

"Skytsengel.... altså.. sådan en med vinger" spurte Kodashi undrene og vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere på det her. Gracy sad og påstod at hun var en engel, men de fandtes da ikke.. Gjorde de?... På en måde var der noget i Kodashi der sagde det var rigtigt og det var nok derfor at hun ikke afviste det eller grinte af det. Men Kodashi kunne stadig ikke helt tro det.

"Lad mig se dig i øjne igen" sagde Kodashi og ventede på at få øjn kontakt. Hvis Kodashi kunne se det før, kunne hun vel se det igen. Der var bestemt noget over Gracy som ikke var helt normalt.. Og måske ville det forklare det.. eller hvad tænkte Kodashi på, det her var måske bare dumt.

Stilheden var ulidelig for Gracy, der var ikke andre end hendes familie, og måske dem som kunne fornemme hende. Så bare det at hun skulle sidde at vente på hun svarede var ulideligt. Da hun endelig sagde noget, var Gracy virkelig overrasket. "Ja, vinger." Sagde hun og overvejede om hun skulle vise dem, men det var ikke så smart, hvis der nu kom en forbi, der ikke skulle se det. Gracy gjorde som Koda sagde, og så hende i øjnene. Det kunne være det fik hende overbevidst. "Jeg kan godt forstå hvis du ikke forstår noget som helst lige nu." Gracy ville være mindst lige så forirret, hvis hun havde siddet i Kodas sted. "Hvis du.. altså vil se dem, kan du godt det." Sagde hun med et smil. Hun ønskede bare Koda vidste det, det ville virke underligt at hun fulgte efter hende, for at beskytte hende.

Kodashi lyttede til Gracy og rettede så sit blik til at se direkte ind i Gracys øjne.
Igen blev Kodashi nærmest revet væk fra omverden og draget ind i Gracys blik, igen var det som at stirre ind i sin egen sjæl igennem Gracys øjne. Følelsen var helt vild underlig, men ganske beroligende på en måde.
"... Jo tak" svarede Kodashi ganske lavmeldt til at gerne ville se Gracys vinger, men var lige nu opslugt i hendes øjne. Aldrig havde Kodashi oplevet noget ligende og var nok også den eneste grund til at Kodashi faktisk troede bare lidt på Gracy, selvom det stadig var en fjern tanke for Kodashi at der skulle findes engle.
".. Er det sådan her hver gang man ser ind i en engels øjne" spurte Kodashi og fik indelig løsrevet sig fra at stirre Gracy direkte ind i øjne.

Gracy løsrev sig fra Kodas blik og rejste sig op. Hun så sig om, for at sikre sig der ikke var andre til at se dem, og da der ikke var andre, fik hun hendes hvide vinger til at vokse ud på hendes ryg. Hun så på Koda, der havde flere spørgsmål, hvilket var forståeligt. "Det tror jeg ikke, en skytsengel finder en at beskytte, når de gør det, vil de føle som vi lige har følt." Forklarede hun. Hendes vinger blev igen trukket ind igen, det medførte en smerte, hver evig eneste gang, men var det på grund af ting der var vigtige, var det, det værd. Som for eksempel at beskytte sig selv. Gracy satte sig ned igen, det var ikke meget hun havde set af vingerne, men hun turde ikke vise dem, ikke et sted hvor der hvert øjeblik kunne komme en og se det.

Kodashi måbbede lidt ved af vingerne der kom ud af Gracys ryg, det var ikke et syn man lige så hver dag.. faktisk var det jo første gang Kodashi så noget ligende. Det var et utroligt smuk syn at se det var lige før at Kodashi fik tårre i øjne igen, men denne gang for en positiv måde.
"Altså... det vil sige.. at.. du og jeg... at du er min.. skytsengel"
Kodashi faldt nærmest over ordne, det her var en helt ny verden der havde åbnet sig for hende og det var lige noget der skulle sluges ordenligt først.
En ting var sikker, efter det blik ind i Gracys øjne havde Kodashi en masse inspiration, hvem vidste om Kodashi bare ville lukke sig inde i sin lejlighed og blot male de næste mange dage. Men Kodashi vidste allerede nu hvilket billede hun ville male til Gracy.
"vent lidt..... vil det sige... at dæmoner findes"
Tanken gik pludselig op for Kodashi og det skræmte hende lidt, havde Des løjet for hende, havde den kvinde virkelig været en dæmon.. i så fald var Kodashi endnu mere lykkelig over at havde hyrret Des. Men også skræmt hvis kvinden fandt Kodashi igen.

Gracy kunne godt forstå Koda var måbende og meget overrasket over det der skete. "Jeg er din skytsengel, og skal beskytte dig. Når du dør, dør jeg." Gracy havde følt sig utrolig godt tilpas, det gjorde hun stadig. Hun var jo sammen med den person, hun skulle beskytte resten af hendes liv. Hun havde fundet hendes mening i livet. Da Gracy nævnte dæmoner, var Gracy meget usikker på hvad hun skulle svare, om hun kunne fortælle om dem, men hun fortjente vel at vide hvad hun skulle beskyttes mod. "Det.. Gør der." Sagde Gracy og så medhende. "Det er blandt andet det jeg skal beskytte dig mod, hvis det bliver nødvendigt." Hendes blik fulgte Kodas bevægelser.

Kodashi følte sig noget overvældet over at høre at når Kodashi døde skulle Gracy død, Kodashi regnede ellers med at engle levede for evigt men måske var det ikke sådan med skytsengle. På en måde gav det jo mening, men det gjorde også Kodashi lidt ked af at skulle være grund til Gracy døde.
Da Kodashi hørte der fantes dæmoner sank hun mere eller mindre en klump der sad fast i hendes hals. "Så.... tror jeg.. at jeg har et mindre problem" sagde Kodashi stille.
Igen forstille Kodashi sig hele episoden med den psykopatiske skøre kvinde der havde overfaldet hende. Pludselig var der en masse brikker der faldt på plads i det hele.
Kodashi rettede blikket imod Gracy, Kodashi var bange og man kunne se det på hende, men på en eller anden måde var hun også tryk over at Gracy nu var der.

Gracy var glad for hun havde bundet sig så meget til en person, at de ville dø sammen. Hun håbede bare, Koda ikke var en der havde mange problemmer, men Kodas problemmer, var Gracys job at rode ud. Gracy var meget spændt på alt det der var sket den dag, det var som om hendes liv, rigtig var startet. "Et problem? Lad mig høre." Gracy håbede ikke problemet var for stort, og meget svært at rode ud. Det ville være svært, når det nu var hedes første opgave. Gracy vidste hvad dæmoner kunne gøre, når de havde lyst, det var ikke svært for dem at skade et menneske, eller en engel for den sags skyld. Men det skulle nok gå, hun var vant til dæmoner, men selvom man mødte det der virkede som den værste dæmon, fandtes der altid en der var endnu værre.

KodashiKodashi havde det måske lidt dårligt med at skulle rode Gracy ud i sine problemer, men ud skulle det vel.
"Ser du... jeg har msåek overværret en dæmon spise sin aftens mad.. og fik besøg af hende bagefter... og jeg har måske så kommet til at sende en dæmon jæger efter hende" sagde Kodashi lidt stille og regnede med at få en form for belæring eller skæld ud. Men Kodashi havde ikke vidst bedre før nu desvære.
"Jeg skal nok selv ordne det... jeg er sikker på der ikke sker noget"
Kodashi fik hurtigt bagefter udbrudt og ville helst ikke have Gracy også kom i problemer bare fordi Kodashi havde rodet sig ud i lidt.

Gracy så smilende på Koda. "Hvis jægeren ikke var begyndt at jage hende der, var det sket på et andet tidspunkt, det er overhovedet ikke din skyld. Og hvis der nu skulle ske noget, er jeg her." Gracy ville skytte over Koda, selvom det var farligt. Det var det hun var der for. Hun vidste der ikke ville ske noget, for det var ikke kun dæmoner der kunne noget, Gracy kunne beskytte hende selv, og en anden person med et skjold, det kunne holde til en del, men alligevel ikke alt. "Det skal nok gå." Sagde Gracy med et smil. Hun så ud over havet, og blev pludselig overrasket, vintersolen der tidligere havde stået højt på himlen var på vej ned mod havet. "Hold da op hvor tiden går."

Kodashi smilede tilbage til Gracy og var på en måde glad for at havde fået sig en skytsengel i den her situation. Det var nærmest på en måde beroligende at vide at hun havde en... så var der jo en gud et eller andet sted jo.
"Tak Gracy" sagde Kodashi stille og stod og kiggede ud over havet.
Ja klokken den var blevet mange efterhånden sådan som solen var på vej ned. Det var måske en god ide snart at komme hjem.
"Ja... Det er godt nok ved at blive sent" sagde Kodashi og kiggede på sit ur.
"Her... kan du ikke kigge forbi snart.. så lover jeg også at have et maleri klar til dig til den tid" sagde Kodashi venligt og roede lidt rundt i sin taske og fadnt et kort frem som hun gav til Gracy med sin adresse på. Det ville være rart hvis de jo kom godt ud af det sammen nu hvor de var forbundet.. Ja det var stadig utroligt.

Gracy nikkede. "Det er det jeg er her for." Sagde hun med et smil. Hun måtte også se at komme hjem, der var en seng der kaldte på hende. "Jeg ser ind, inden længe." Sagde hun og tog imod det kort Koda gav hende. Hun lagde det i lommen, rejste sig og så smilende på Koda. "Vi ses snart igen." Forsikrede Gracy hende. Hun gik tilbage hvor hun kom fra, for at komme hjem. Det havde været en fantastisk dag, det med ham manden var godt nok lidt uhyggeligt, men det med hun endelig havde oplevet en sjælebinding var fantastisk. Tanken om hvor meget de skulle se til hinanden i fremtiden, var en smule skræmmende, men de havde haft det godt den dag, så det ville da blive lige så godt i fremtiden, undtagen når hun skulle beskyttes mod de mindre rare ting.