Det er pinligt hver gang.

Så gik det galt igen. Det var bestemt ikke første gang Dreald sad på politistationen og ventede på sin mor i at blive afhørt. Hun var jo ikke myndig så blive hjemme kunne hun ikke ha, selvom Dreald havde flere gange fortalt hendes mor at alene hjemme kunne hun sagtens, da deres kæde lås var blevet lavet igen. Hun rømmede sig, der sad en mand foran hende, med håndjern på, men sad fast til stolen, han ventede vel på en dommer eller hvordan det nu forgik, mere havde hun ikke ligefrem studeret hvad der sker i en forbrydelses sag.
Manden var skaldet og bare direkte ulækker, han blev ved med at sende kys mund og blinke til hende, han kendte sikkert hendes mor.. eller af den grund behøvede han vel ikke at kende hende for at opføre sig klam over for Dreald. Hun sukkede, stolen var begyndt at blive hård og at vente her ude var ikke ligefrem en fornøjelse, hun følte sig kriminel over at sidde her, selvom det kun var på grund af hendes mor, men det vidste alle vel ikke.
Hun så hen mod døren som blev lukket efter nogle politifolk gik der ind med hende mor. Gad vide hvorfor det tog så lang tid. Pludselig blev hendes stol væltet og hendes arm blev grebet, Dreald skreg af forskrækkelse, manden var sluppet løs på en eller anden måde, men det var ikke fordi hun havde de tanker på det sted, hun var nu taget som gidsel, og manden trykkede en kniv imod hendes hals og havde den anden arm om hende. Manden skreg "I lader mig gå, ellers dør hun!".

Hvor uheldig kunne man dog lige være. Det var det Mazhe gik og tænkte på, da politi betjenten skubbede ham ned i stolen. Han havde gået helt fredeligt ned af veje da nogle fyre var sprunget på ham. I alt tumulten var han blevet slået bevidstløs, og da han vågnede igen var to af de tre overfaldsmænd forsvundet, den tredje sad op af en mur. Han var slemt såret, og bevidstløs. Mazhe selv var uskadt, bortset fra den ømme bule han havde i baghovedet efter at være blevet slynget ind i muren. Men det var ikke så slemt, og uden at give det meget omtanke samlede han den sårede, en 16 årig dreng, op og gik til hospitalet.

Nu hvor han sad her, tænkte han på han måske bare skulle havde ringet til alarm centralen og selv været smuttet hjem derefter. Gid han dog havde gjort det. Mazhe mærkede noget røre sig ved sig bryst, som han straks greb sig til. et lettelsens suk undslap hans læber, det var Arty, han var i det mindste ikke kommet noget til. Men politimanden, der havde sat sig i stolen på den anden side af borderet, rømmede sig og spurgte "Hvad er det du har der? Narkotika? Er det det hele denne sag handler om?". Mazhe så først undrende på manden overfor sig, så rystede han på hovedet, og trak forsigtigt Atry frem fra brystlommen.

"hmmm... Min datter har selv en ørkenrotte..." sagde politimanden, mens han tydeligt slappede mere af. Da han talte igen lød han nærmest helt munter, "Du er ikke meget af en voldsmand, er du?". Igen rystede Mazhe på hovedet, mens jeg satte Arty tilbage, så rottens lille hovede kun lige tittede op af lommen. "Så hvad skete der?", sagde politimanden mens han længde sig imødekommende frem.

Mazhe åbnede munden, og sagde "Jo altså...", mere nåede han ikke at sige. Hans stemme blev overdøvet af det tumulter der lød på den anden side af døren. Og så et skrig. Politimanden sad frosset med et forvirret ansigtudtryk. Mazhe så hurtigt på ham, og derefter slyngede han sig ud af stolen og åbnede døren. Lidt til højre for ham stod en mand. En meget stor mand. Mazhe så rundt i lokalet, alle så ud til at havde øjnene fixeret på manden, og da han drejede sig halvt for at se hvad der foregik bagsig forstod Mazhe hvorfor. Manden stod og holdet en kniv mod struben på en pige. Mazhe hjerte sank helt ned i maven, og hans hjerne begyndte at køre på højtryk, som den altid gjorde når han brugte sin illusion.

Mandens blik havde ikke drejet sig helt endnu, og da det gjorde skete der noget der overraskede alle dem der var tilskuere til gidseltagningen. Mand lod kniven falde til jorden, slap åndeløst pigen og tog et skridt frem og faldt på knæ. Hans kæbe faldt nærmest helt til jorderen, og man skulle stå lige foran manden for at høre hvad han åndeløst hviskede, hvilket Mazhe gjorde. Manden hviskede "mor?!".

Manden blev hurtigt overfaldet af tre yngre politimænd, og derefter slæbt væk.
Mazhe faldt sammen i en stol, mens han træt gned øjne. Det trick ville under normale omstændigheder aldrig have virket, så stærk var han slet ikke, men heldigvis havde manden åbenbart nogle psykologiske lidelser. Mazhe sukkede igen, heldigvis for ham.

Endnu mere heldigt var det nu at hele til historien kunne afskrives med at manden var blevet sindssyg, altså han havde jo set Mazhe som sin mor, så et eller andet måtte der være galt, og tanken om at det var Mazhe der havde fremkaldt en illusion var jo direkte forrykt.

Mazhe lænede hovedet tilbage mod væggen. Han rykkede sig ikke engang da bulen gave en svag, varmende smerte fra sig.

Grebet løsnede om Dreald og manden faldt til gulvet, hun faldt væk fra ham og en anden politi mand greb om hende, men trak sin arm til sig. "Slip mig!" hun var bange og hendes puls var høj. Hun var vred på sin mor, som stod i døren til det rum hun havde været længe i. Hvorfor skulle hendes mor altid bringe hende sådan nogle steder hen. Det var jo helt forkert at blande sit barn ind i stripper verden, fyldt med stoffer og gustne mænd.
Hun græd, sorte tåre løb den af hendes kind. Mascaren løb og hendes røde ansigt kom frem af hendes gråd. "Det din skyld! Alt er din skyld!" råbte hun hård mod sin mor og begyndte at løbe ud mod udgangen.
Hendes mor tog sig til hovedet og ville følge efter hende, men politiet havde fat i hendes arm. Imens hun løb længere væk, fløj tankerne igennem hendes hovedet. Hun stoppede op og var ikke nået længere væk end indgangen af politistationen. Det regnede meget, men hun var ligeglad. Hun satte sig tungt på trappen og gemte sit ansigt i hendes hænder.
Langsomt begyndte hun at slappe mere af, og begyndte at tænke over hvad der egentlig fik manden til at slippe hende, det lød som om han hviskede mor, men hvorfor? Der var sket noget, noget unartruligt, og hun havde ikke lagt mærke til det, fordi hun var ved siden af sig selv. Dumt. Hun sukkede og prøvede at tørre det sorte make up væk fra hendes kinder, men gjorde det blot værre.

Politimanden, som Mazhe før havde talt med, gav ham et dask i ryggen og stak en kop kaffe hen mod hans ansigt. Mazhe smilte svagt og skubbede blidt koppen væk, "Nej tak, Hr. betjent" sagde han. Politimanden lavede gjorde skuldertræk, og satte koppen fra sig. "Hør der er sket en del idag. Jeg ved at alt det med at slæbe dig med herind må være en fejl. Så jeg syntes bare du skal smutte hjem, og hvis jeg skal bruge dig så ved jeg hvor du bor". Mazhe nikkede, men sagde igen ting. Politimanden så lidt på ham, vendte sig så og gik for at lade Mazhe være alene, men inden han gik ind på sit kontor igen vendte han sig og sagde, "forresten så kald mig Marcus, 'hr. betjent' lyder lidt for fjollet". Igen smilte Mazhe og nikkede.

Regnen lagde sig tungt omkring Mazhe krop, og hans tøj var gennemblødt 5 minutter efter han var trådt ud af politibygningen. "Vi er snart hjemme nu" sagde han, selvom regnen ikke rigtigt generet ham. Den lille Arty, hvis hoved stak op af Mazhe brystlomme og lignede, som man nu siger, en druknet kat, gav et piv fra sig. Mazhe satte farten lidt op, men fordi han gjorde dette så han slet ikke det hul i vejen foran ham, før det var forsent, og han faldt til jorden.

Dreald snøftede og forsatte med at fjerne det sorte på hendes kinder. For helved da også, hun skal vel hjem på et tidspunkt og se hendes mor i øjne og forklare hendes hysteri. Hun sukkede, måske kunne hun bare finde et andet sted at være og sove. Men prøver hun at være, hvor skulle hun gøre af sig selv? Hun var den type der skulle ha varme og ingen gad vel at lugte af våd hund.
Hun så hurtigt op da fyren fra før stod og ..talte med sig selv? Ej det ville da være fjollet. Hun opfangede en duft, en rotte duft, nej det måtte være noget hun bildte sig selv ind, hvem fanden gik rundt med en rotte i lommen.
Hun så væk for at gemme sig lidt, men kunne så ikke lade være med at trække på smilebåndet da hun så han faldt. Regnen var tyk og larmede. "Er du okay?" spurgte hun forsigtigt, men højt nok til at han ville kunne høre det.

Mazhe så op. Det var en pige. Mazhe rejste sig, og så diskret ned til Arty, de fleste andre mennesker så rotter som skadedyr, det havde han hurtigt lært. "Ja jeg er okay. Men.. emh, hvad med dig selv?" spurgte han mens han lagde hovedet på skrå. Så genkendte han hende. Det var pigen fra før, eller det mente han da vidst nok det var. Mascar løb fra hendes øjne ned af hendes kinder, og selve hendes øjne var nærmest blodsprængte. Han så mere indtrængende på hende. Hun kunne ikke være meget ældre end 18, max. Men frøs hun ikke i det her regnvejr, og mere endnu, hvorfor var hun ude i det her regnvejr. Hendes blå jakke så ud til at være godt gennemblødt, og hendes sorte hår hang slasket ned over hendes ansigt. Mazhe sendte hende et skævt smil.

Dreald rystede svagt, og jakken var ikke lidt meget nytte længere, men hendes hvide bluse indenunder ville nok ikke være smart at blotte og slet ikke i regnvejr, så ville der være frit udsyn til bh'en igennem blusen, så det var nok bare smartes at beholde den våde jakke på. "Jeg.. jeg har det nu fint nok.." svarede hun og ham i øjne, men så væk fra ham. Mænd er ikke det dyr hun valgte at stole på ved første øjekast, mutti's arbejde gjorde det lidt svært. Hun rømmede sig, "er det en rotte?" spurgte hun og rejste sig, men at de aldrig havde den afstand i mellem dem.
Hun regnede ikke med at han var farlig, hvorfor, tja at få det accepterende smil fra ham. Det var ikke et gusten smil som hun fik af manden, det var et varm og tillidsfuldt. Men igen, hun var mester i løgn og manipulation og hun troede ikke på at hun var den eneste der kunne det som hun kunne.

Mazhe kunne mærke den smule utryghed der kom fra pigen, da han så det korte glimt af hendes øjne, før hun vendte dem mod fortovet. Havde han mon handlet forkert da han havde reddet hende, tænkte han for sig selv. Men på den anden side var det ikke rigtigt noget han sådan helt bevidst havde gjort. Hans krop havde af sig selv skabt illusionen, og lige nu var hans kræfter stadig drænede. Han måtte hjem, og få noget at spise. Helst noget sukkerholdigt. Men han kunne heller ikke lade den her pige stå her helt alene. Her i regnvejr og ikke ligefrem den bedste del af byen.
Han smilede igen mens han rakte hånden ned i sin forlomme og trak sin lille rotteven frem. "Ja, Han hedder Arty.", sagde Mazhe stadig med et smil. Den lille rotte, rystede det værste vand af sig, peb, og mimrede med næsen, hen mod den fremmede pige. "Og mit navn er Forresten Mazhe. Mazhe Dante Akadamon". Mazhe rakte sin frie hånd frem, "Og du er?". Det var ikke den fineste præsentation, men det eneste Mazhe lige tænkte på i det øjeblik var hvor uhøfligt af han det havde været at han ikke havde præsenteret sig noget før. Det var en af de ting Lillith, hans værge, havde hamret ind i hovedet på ham inden han forlod cirkusset. "Husk at være høflig. Mod alle", havde hun sagt.

Efter Dreald havde grædt og været vred kunne hun dog ikke lade være med at fnise og grine lavt af den lille rotte, som bare var alt for kær. "Han er sød" sagde hun smilende og rejste sig op for at møde hans hånd. "Hej.. ehm.. Dreald.. Bare Dreald" svarede hun og klemte hans hånd roligt inden hun slap den igen. Hun trådte lidt tilbage igen, hun ville heller ikke stå for tæt på. Hendes øjne hvilede på Arty. Måske skulle hun også få sig en mindre maskot til sig selv, 'varulve banden' - med kun ét medlem. Sørgelig tanke, men hun smilte stadig af den.
Hun fjernede blikket fra rotten og så op på Mazhe, "så du hvad der skete der inde?" spurgte hun nysgerrigt, det kunne være at han havde set noget eller måske hørt? Da hun stadig fandt det meget besynderligt at manden sådan bare ville falde på knæ og miste grebet om hende.

Mazhe slap også hendes hånd, "Dreald", sagde han med et fast nik, derefter smilede han igen og puttede forsigtigt Arty tilbage på sin plads. "Tja, han er ihvertfald min bedste ven. Og den eneste i den her by", Igen lavede Mazhe er skævt smil. Da pigen spurgte om han havde set hvad der var sket på politistationen, svandt smilet dog lidt ind. Han stirrede på pigen, havde hun mon set noget. Så rystede han tanken af sig og fandt tilbage til sit sædvanlige gode humør. "Nej", sagde han med lidt påtaget forvirring i stemmen. "Jeg ved virkelig ikke hvad der skete, men manden må havde været sindssyg. Jeg tror faktisk jeg hørte ham kalde mig mor. Tosset, ikke ? ", Sagde Mazhe så, og klukkede lidt. Han kunne ikke lade hende vide hvad han var i stand til. Det var nok at brugsejeren, som Mazhe arbejdede hos, vidste det. det var en af reglerne, ingen måtte vide hvad han var i stand til. ingen.

Drelad bed sig i læben, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Men hun følte sig tryg hos andre ulve. Hun havde ikke rigtig snakket med andre ulve før, men én gang skulle vel være den første. Det var nok hendes instinkt der prægede hende. Hun fniste kort, "ja hørte godt han sagde mor, hvad var det omkring?" svarede hun og tog sig til panden. Hun ville bare gerne fostår hvorfor han slap hende, ikke at hun var taknemlig for det, men det var ret sært. "Hør ehm.. Hvad skal du nu?" spurgte hun ham og så ned i jorden. Det lignede hende ikke sådan at mænge sig på en tilfældig, men han var ulv og det hun også så hvad kunne der ske? Han var vel lige så farlig som hende hvis det skulle gå ud på ét. Men det håbede hun ikke at finde ud af, hun var ikke ude for at slås. Gad vide om han også havde opfanget at hun var en ulv?
Dreald tog hænderne i lommenere for at finde sin telefon, "damn" mumlede hun, hun havde selvfølgelig glemt sin mobil derhjemme på hendes værelse og det var ingen grund til at tage der hen nu.

Mazhe så indtrængende på pigen foran sig. "Jeg er på vej hjem, hvilket jeg også håber du er.", sagde han. Det var ikke for at lyde grov eller noget, faktisk tværtimod, han vidste bare at denne del af byen var en af de værre og han ikke kunne efterlade en pige her. Han havde opfanget den svage duft af noget bekendt. Hun var som ham, en varulv. Men ulv eller ikke ulv var det ikke sikkert for hende at stå her.
"Undskyld, hvad sagde du?", spurgte han da pigen foran ham mumlede et eller andet han ikke fik fat i. Han kom pludselig i tanke om at han havde set pigen stå og råbe af sin mor, hvorefter hun var stormet ud af politibygningen. Så det var derfor hun stod her. "Hør hvis det er kan du godt komme med mig hjem. Jeg har lidt mad i køleskabet og et tv i stuen. Du kan også sove der hvis du vil, jeg har alligevel en natte vagt i aften". Mazhe vidste ikke hvorfor han pludselig tilbød dette, men det gjorde han nu engang.

Dreald havde det stadig ikke godt med mænd, men hvis de var af samme art, så gjordet det vel ingenting. Men hun måtte altså også lærer at klare sig selv istedet for at fedte sig ind på fremmede. "Ehm.. Skal ikke hjem lige forløbelig" sagde hun tavst og så væk. Hun følte at han talte hårdt til hende, og det var ikke noget hun brød sig om, det var bare aften og det eneste monster hun kendte til var varulve, så hvad var der at være bange for, måske kulden men den klarede hun nok.
"naah, jeg mumlede bare lidt til mig selv.. eh" svarede hun med et skævt smil på læben. Mobilen måtte vente til en anden gang.
Kort efter han spurgte om mad og ly hos ham, begyndte hendes mave at rumle, hun havde dog ikke selv opfanget at hun var sulten. "Mad lyder godt.. Må jeg overveje overnatningen?" spurgte hun stille og gik ham nærmere, om at de skulle tage at gå, istedet for at stå her.

Mazhe låste hoveddøren op med ordene, "Velkommen til mit palads". Han gjorde en fejende bevægelse med sin håndog viste Dreald ind. Da de begge var kommet ind lukkede han døren bag sig. Han gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og så tænksomt på dennes indhold. "Det burde være godt nok" mumlede han for sig selv, og begyndte at tage nogle ting ud, deriblandt to flasker ½ liters Cola'er.
Han stak hovedet ind i stuen, og kastede den ene flaske til pigen der stod der inde, "Håber du kan li' Cola, for det er vist det eneste jeg har.", derefter pegede han overmod døren tættest på hoveddøren og sagde, "Der er et håndklæde derude, så du kan tørre dit hår". Han smilte, og smuttede ud i køkkenet igen. Han var i godt humør. Rigtigt godt humør, endda. Det var nok fordi han lavede mad, tænkte han for sig selv.
Det var så sjældent at han lavede mad til sig selv, og endnu mere sjældent han havde gæster. Faktisk var Dreald den første Mazhe havde haft på besøg. Han smilte mens han skar gulerødderne ud.