En ulv i sit rette element

Gæst

Sted: Werclare by.
Tid: Eftermiddag.
Vejr: Tørvejr.
Omgivelser: En øde henlagt gade.
Årstid: Vinter.
Dato: 5.2.2012
Privat emne mellem Dreald og Alexander.

Trods vejret var begyndt at blive varmere de sidste par dage, efter nogle uger med masser af sne, lå der stadigvæk et tykt lag hvidt sne over den dunke by Werclare. Det gav den triste by, der var mest kendt for død og ødelæggelse, et smukt fredfyldt syn, men det ville sikkert ikke blive ved ret meget længere. Solen var ved at falde i vest, og farvede himlen rød. Det var et smukt syn, som Alexander altid havde nydt. Det var som en helt anden slags verden man så, når man var på det tidspunkt hvor dag skiftede til nat. tidspunktet var lunt og behageligt, men også stille. De fleste folk befandt sig inde bag deres trygge mure, beskyttet mod de væsner der bevægede sig rundt i gaderne i skumringen. Nattens børn var endnu ikke stået op, men det handlede om minutter. Så snart solen forsvandt ned i horisonten, ville de springe frem fra deres kister og skabe død og ødelæggelse. Det var måske en overdrivelse, men det var kedeligt med en vampyr der ikke dræbte og gjorde skade. Alle racer havde deres egne specielle fordomme. For eksempel skulle varulve og vampyrer altid være fjender, engle skulle altid være gode, og dæmoner var noget djævlen havde skabt.
En flamme sød op fra den neon grønne lighter og satte ild til enden af cigarren der lå mellem Alexanders læber. Han sugede en smugle ind, før han lod røgen forsvinde ud igennem næsen og i den ene mundvige. Lighteren og pakken med smøger faldt ned i den sorte læderjakke som var lukket omkring mandens krop. Han trak skuldrende en smugle op, for så at lade dem falde ned igen, mens han fingre lukkede sig om cigaretten og fjernede den, så en sky af røg kunne forlade hans tørre læber. Som alle de andre vintre, var Alexanders læber kans tørre. Han skulle måske tage at bruge noget læbe-halløj, men han kunne ikke få sig selv til at købe det. Han ville alligevel heller aldrig få det brugt, så det ville bare være spild af penge. Penge var dog ikke noget der var mangel af. Alexander havde en solid indtjening ved at være skuespiller og model. Han var ansat ved to firmaer som gav ham nogle store summe i løn. Han havde egentligt alt hvad han havde brug for, han kunne passe perfekt ind i menneskets verden. En mand i sin bedste alder, singel og med indkomst. Måske ville hans mor gerne have at han fik en partner, men hun ville hellere have at han skulle finde en fast, frem for at drive rundt mellem en masse forskellige. Sådan var det jo altid. Forældrenes drøm var jo at få nogle børnebørn, men det var ikke muligt endnu, da det biologisk og fysisk var umuligt for Eric at få børn på nogle måde. Det hjalp ikke just at han var muteret til en stor hund.
Et smalt smil kom til syne, imens han placerede cigaretten mellem læberne, mens han gik ned af den øde gade, iklædt sine kraftige vinterstøvler der lavede store spor i sneen bag ham. De var nye, og duftede af hund, men det trådte ikke yderligt tydeligt frem i det nedtrampet sne. Stien var allerede godt betrådt.

Gæst

Man kunne høre den knasende sne under hendes våde sko. Hun havde ikke været hjemme længe og søvn var fortid. Hendes lange sorte hår som altid var sat op, hang trist over hendes ansigt og ned på hendes skuldre. Hun var for svag til at jage i skoven efter kaniner eller hjorte og var endt ind i byen hvor næsten ingen var. Hun havde ikke tænkt sig at vende hjem til kære mor endnu, ikke efter hendes mor var taget i at deale narko til sine stripper kollegaer. Hun sukkede ved tanken. Der var ingen som skulle vide hvordan hvordan hendes mor tjente til føden, det var for pinligt. Men at få et barn som 16 årlig var vel heller ikke den letteste opgave, kunne hun regne ud. Men Dreald var da ellers et flot eksempel, når man tænkte på hvor langt hendes mor var ude, karakterene var godt nok ikke de højeste, men hun holdte sig fra mænd, hvert fald dem hun havde set på baren. Gad vide om det overhovedet var nogen mænd som ikke så på hunkønnet som et sex objekt? Det vidste hun aldrig om hun ville finde ud af. Dog de få hun har mødt var ganske flinke, men at gå længere, det vidste hun ikke om hun turde.
Hun så sig kort omkring, i det hun vendte sig, fik hun set hvor smuk himlen var, et smil bredte sig på hendes læber. Hun lukkede øjne og faldt tung ned på sneen.

Gæst

Alexander havde troet han var alene, eller i hvert fald den eneste varulv, men da duften af den velkendte race nåde hans næsebord tog det ham ikke mange sekunder at ligge to og to sammen. Det var bemærkelsesværdigt så få af disse formskifter der levede. Var de alle døde, eller hvilke tragiske ting var sket dem, siden de måtte forlade denne verden? Der var sikkert ikke noget svar på det, og han fik slet intet ved bare at stå og tænke. Han valgte derfor at vende sig om mod vedkommende, og så det var en mørkhåret kvinde, med et mørkt udseende. Om det var med vilje eller ej, kunne han ikke tolke, men han fik færten af kød og blod, frisk. Et nysgerrigt blik løb hen over kvinden, som let kunne tolkes som en pige. Hun havde de kvindelige former, der beviste at hun ikke var helt lille, men alligevel virkede hun ikke som en på hans alder. Selvfølgelig kunne synet bedrage, men han var ret sikker i sin sag.
En kort tøvende mine løb over Alexanders ansigt, før han tog endnu et sug af smøgen og fjernede den, for at lade en røgsky slippe ud. Han fugtede hurtigt læberne, mens han flyttede sit blik væk fra kvinden. Uanset om hun var varulv eller ej, så kunne hun sikkert ikke lide at blive stirret på. Det var der ikke ligefrem mange mennesker der kunne. Dem der var, var i stærkt undertal, især når man også tog dem med, som var direkte generte og frygtede andres blikke. Alexander var ikke en der havde problem med andres blikke, men han opsøgte dem aldrig. Han fortrak at gemme sig bag en bog eller en tegning. Opmærksomhed var ikke noget han søgte, med mindre han virkelig skulle. At være den anonyme person, der gik rundt i skyggerne var langt mere ham, frem for at være personen der stod i rampelyset. Kvinden virkede også som typen der fortrak skyggerne og mørket frem for rampelyset.

Gæst

Dreald åbnede anstrengende øjne og følte sig flov. Bare sådan at falde om, hvor meget opmærksomhed ville hun ha? Hun lukkede øjne i igen og tog en dyb indånding, der fik hendes øjne spærre op med det samme. Vareulv. Der var en som hende i nærheden, og han stod sikkert og stirrede på hende i dette sekund. Slukke hun rejse sig eller blive liggende? Ej det hele virkede bare meget bedre at blive liggende endnu, så havde hun også lidt til at at udtænke en slags plan om at komme væk, uden han skulle undre sig for meget. Han. Ja det var bestemt en han. Oh gud, de var alene, hvad nu hvis? Ej nu måtte hendes fordomme omkring mænd snart holde op. Ja det var svært for hende at stole på hankønnet, men hvem har ikke hørt om det der 'og de levede lykkeligt til deres dages ende' før. Så måtte det vil findes, siden folk kan gå hen og lave historie om det. Okay, nu var det altså på tide at rejse sig. Hun løftede sig tungt fra jorden og støttede på sine albuer, og så til sidst helt op og stå. Hun børstede sig ren, så meget hun nu kunne og gik. Det gik hurtigt op for hende at den vej hun var imod var til vareulven, nu var det altså pinligt at vænne om. For fuck sake, hvorfor skulle det lige ske. Hendes tanker bankede rundt i hovedet og havde slet ikke noget fokus på hvor hun var på vej hen, indtil hun faktisk stod lige foran ham, der hvor han sad på bænken. "oh... hæ.. hej" mumlede hun og bakkede lidt. Hun kunne slet ikke beskrive hvor flov hun var.

Gæst

Alexander fandt et vilkårligt punkt at stå at glo på. Det var lige meget hvor, bare det ikke var der hvor hun var. Mens hun tog sig sammen til at rejse sig, stod han og spekulerede over hvorfor hun i første omgang var endt i sneen. Var der glat? Trods det var blevet lunere, var der jo stadig sne, og han havde ikke stødt ind i voldsomt meget glatfører, men selvfølgelig kunne han havde været heldig at undgå det.
Blikket fløj letter forskrækket hen mod pigen, da hun pludselig stod foran ham, med en tøvende hilsen. "Hej ..." Han vidste ikke hvad mere han skulle sige, så han holdte sig til det enkle ord, man sjældent kom galt i byen med. Der var ikke så mange der tog det ilde op, men det var heller ikke noget der fik folk til at smile stort. En neutral hilsen. Var det så nu man skulle kredse om byttet for at lære vedkommende at kende, eller skulle man være røv irriterende og ligeglad, og bare vende ryggen til, for at forlade sin artsfælde. Alexander stod i kort tid og overvejede begge muligheder, før han besluttede sig.
Han greb atter fat i cigaretten og fjernede den, så røgen kunne blive pustet ud af siden i hans mundvige. "Hvad laver du her ude?" Det virkede som et standart spørgsmål man kunne stille når man ikke vidste hvad mere man skulle spørge om. Han vidste ikke om han skulle tilføje noget mere, eller om han bare skulle lade hende svare, men han fik aldrig tilføjet noget. Det gjorde vel heller ikke det store, spørgsmålet var direkte og ikke til at tage fejl af. Det var ikke nødvendigt at få flere hjælpemidler.

Gæst

Dreald rødmede, det var dog ikke lige til at se da hendes hår dækkede hendes kinder. Hun sankt nervøst. Hvad var hun bange for? Han var varulv og han vidste med garanti at hun også var. "jeg.. der.. ehm." hun prøvede at få sat en sætning sammen men frøs og havde ikke fået mad eller søvn længe. Hun så på bænken og satte sig tungt ned. "Jeg laller rundt og er tøsefornærmet og nu har det varet så længe jeg ikke tør tage hjem" sagde hun gemte sit ansigt i sine hænder.
Hvordan hun sådan kunne sige uden videre vidste hun ikke. Hun havde bare ikke nogen at tale med det om. Hun følte sig rigtig som en klynkende person, og hun hadede virkelig at den følelse af at man nok kun var irriterende at høre på, om at man har problemer. Hun vendte hovedet hen mod fyren og fjernede håret for ansigtet og tog det bag om øret. Han så ikke ud til at være i teenager årende længere, men han var yngre end hendes mor. Hun sankt endnu en gang og så på hans ansigt, men blikket faldt da hun heller ikke ville stirre på ham. Gad vide hvad han tænkte om hende.

Gæst

Alexander syntes straks om hendes svar, ikke det første, men da hun endelig fik kæben på gled kom der noget interessant ud. Måske var det at være tøsefornærmet måske ikke det mest interessante, men det var langt mere interessant, end bare at få at vide, at de spankulerede rundt, og nød den smukke by, som ikke var helt så smuk igen. Hans blik fulgte pigen, da hun satte sig ned på bænken med et tungt bump, med en opgivende mine. Selvfølgelig spurgte han lidt efter sig selv om hvad der kunne være galt, men det var kun til ham selv, der kom ikke et ord over hans læber. Han forblev tavs, og kiggede med jævne mellemrum tilbage på pigen som nu syntes at kigge tilbage på ham. Ville hun have ham til at gå, eller blive? Han valgte at tage chancen, og gled ned på bænken ved siden af hende, mens endnu en røgsky forlod hans læber. "Hvad er grunden så til at du er pigefornærmet?" Han havde ikke rigtig overvejet eller besluttet sig for at spørger om det, det var bare kommet ud, men han fortrød ikke valget. Han ville gerne vide hvorfor hun var pigesur, så det ville være latterligt ikke at spørge om det.
Alexander vendte sin hånd, så cigaretten vendte op ad, og man kunne se rasterne falde mod jorden. Han nedstirrede den i et par sekunder, før han skilte fingrende fra hinanden, og lod den ikke færdige cigarret falde mod jorden, hvor gløden lå og lyste en smugle op i sneen, før den blev slukket og døde kort efter hen. Da Alexander havde sikret sig at gløden var forsvundet, flyttede han blikket op mod pigen, og lænede sig en smugle frem, så han kunne støtte albuerne mod sine knæ. "Når man er pigefornærmet, sidder man så ikke inde på sit værelse og er fornærmet, frem for at tage ud, eller er det anderledes når man er ulv?" Spørgsmålet var kun kommet over hans læber, for at fylde tavsheden mellem dem en smugle ud. Selve svaret var han ikke så interesseret i.

Gæst

Dreald smilte hen til ham. Ja pigefornærmet var hun, men hvordan forklarede han ham lige at hendes mor havde rodet sig ud i narko, igen. "min mor og hendes arbejde blevet rodet ud i noget.. rod.. igen.." valgte hun at svare roligt. Han havde måske allerede bygget en mindre fordom om hende, så ville det måske ikke hjælpe og sige at hendes mor arbejdede inde for stripper branchen og de nu var taget for noget narko, igen. Hun var vel bare træt af at skulle passe på sin engen mor hele tiden, og hver gang Dreald er ude i noget rod, som slet ikke har været lige så stort som hendes mors problemer, så tager hun straks mor rollen. Bare fordi hun rent faktisk er mor, så opføre hun sig ikke ansvarligt. "Jeg ville ønske det var så nemt at gemme mig på mit værelse" sagde hun sukkede og så væk fra ham. Hun rettede sig op og tørte sine kinder, hun ville nu heller ikke ses svag. Når hun ville, så gjorde hun og hvis det ikke behagede hende noget så ændrede hun det. Hun redte sig hår med hendes fingerspidser så det ikke så så uglet ud, selvom det nok var forsendt. Hun trak benene op på bænken og holdte om sine ben. Nøj hvor var det koldt.

Gæst

Alexander kiggede kort spørgende på pigen, da hun nævne hendes mor, og hendes arbejde, som skyld i hendes fornærmelse, men da der ikke kom nogle yderlig uddybning af emnet, lod han emnet ligge. Der var ingen grund til at snage i noget vedkommende muligvis helst vil holde tæt ind til kroppen. Præcist hvad moderen kunne være, havde Alexander ikke nogle ide om, men han tænkte inden for den ulovlige branche, det ville ikke være unaturligt at blive rodet ud i noget snusk der. Pigens næste svar fangede Alexanders interesse, selvom han ikke før havde været interesseret i emnet. "Hvad mener du?" Havde hun ikke noget værelse, eller hvad mente hun, når hun sagde det ikke var nemt at gemme sig der. Hvem var hun egentligt, eller nærmere hvad var moderen? Et kort bekymret mine gled over det ellers glatte ansigt mens han kiggede indgående på pigen. Hun virkede bestemt ikke specielt skrøbelig, men stæk og stolt.
Selvom de kun lige havde mødt hinanden, og sagt et par få ord til hinanden, følte Alexander alligevel en trang til at beskytte pigen, hvilke sikkert kom fra hans ulveinstinkter. I et kobbel passede alle ulve på ungerne. Selvom Pigen måske ikke ligefrem var en unge, var hun yngre end ham, det tvivlede han ikke på.

Gæst

Dreald gled lidt ned i sædet og støttede baghovedet på bænkens ryglæn. Hun så op mod himlen, det var lige før hun havde vendt sig til kulden, hendes mave havde holdt op med at rumle for længe siden. Hun gabte, men så væk så han ikke skulle stirre ind i munden på hendes. Hun fniste kort til hans spørgsmål. "Tja. Får nok skældud når jeg kommer hjem. Men ved slet ikke om min mor er hjemme for hun sidder sikkert.." hun stoppede sætningen og bed sig i læben. Hun kunne jo faktisk ikke vide hvad der var sket med hendes mor, måske var hun hjemme, måske sad hun og ventede på dommer hos politiet. "ehm.. Har ikke nogen nøgle.." løg hun.
Hun lukkede øjne i igen og følte sig svimmel. Hun åbnede hurtigt øjne, men kunne ikke rigtig fokusere. Hun havde det ikke for godt, hun var svag, men det var ikke noget hun ville indrømme. Hendes øjne gled i igen, men denne gang åbnede hun ikke øjne. Tunge åndedræt kom fra hende, hun var faldet i søvn. Hendes krop var iskold. Hendes hovedet lændte sig op af ryglænet og hendes hår faldt ned foran hendes ansigt igen.

Gæst

Det var ikke svært at se at Alexander ikke troede på pigen over en dørtærskel. Først havde hun sagt det ene, og derefter det andet. Der var noget hun prøvede at skjule for ham, men alle havde sine egne hemmeligheder, så han havde intet at bebrejde hende for. Han betragtede lidt pigen i tavshed, til han overvejede om han ikke skulle rejse sig op, men de dybe åndedræt der kom fra den førhen stille pige, fik ham til at se undrende mod hende, tydeligvis overrasket over at hun uden videre var faldet i søvn. Skulle han lade hende ligge? Spørgsmålet kradsede rundt i hans hoved en stund, før han rettede sig op for at rejse sig, men stoppede sig et kort sekund før. Det var ikke smart at sove udenfor som et menneske. Han burde vække hende. Alexander rakte hånden frem, for at ruske liv i pigen, men da hans finger let snittede hendes hals, for at nå hendes skuldre, mærkede han kulden straks løbe over i hans hånd, som han flåede til sig, som om hun havde brændt ham. Han stirrede kort chokeret på pigen før han rykke tætter på hende, og greb hårdt fat i hendes skuldre, for så at på en ikke specielt blid måde at vække hende. "Du skal ikke ligge dig til at sove her ude." Hvis der var mere at sige, så kunne han ikke finde det lige nu, hun skulle bare ikke sove nu. Var det derfor alle de andre ulve var døde, fordi de lage sig til at sove uden at være i ulveform? Tankerne kørte rundt i Alexanders hoved, mens han prøvede at vække, eller holde pigen vågen hvis hun var vågnet.

Gæst

Dreald var svag og træt. Hendes øjne åbnede op, men hun fandt ingen balance. Hun lignede lidt en der var fuld og ikke rigtig havde kontrol. "jeg.. jeg har det ikke så godt.." mumlede hun og så op på ham. Han så bekymret ud, altså ikke voldsomt. Men det virkede som om at Dreald var i fare og at fyren her, som hun ikke engang vidste hvad hed, ville vække hende for hendes egen skyld.
Hun rejste sig op, men holdt fast i bænken. Hun havde brug for varme og mad. Ingen hund kunne leve længe uden. Hun så op på ham og følte sig rigtig pinlig, igen. "jeg..har det." mumlede hun og satte sig tungt ned på bænken igen. Hun gemte sit ansigt i sine hænder. Hendes ansigt var lige så koldt som hendes hænder, så hun kunne ikke selv mærke hvor kold hun faktisk var.
Det regnede igår da hun flygtede fra politistaionen, og hun har ikke kunne skifte tøj, så meget af det var stadig koldt og klamt. Hun følte sig rigtig ynkelig på den måde hun vidste sig frem, men så trådte hun vel bare i hendes mors fodtrin. Hun sukkede.

Gæst

En kort tøven lød fra Alexander, mens han betragtede pigen der ikke rigtig syntes at kunne komme op at stå. Han var godt klar over at hun ikke havde det godt, det kunne han se, men han undlod at sige noget, men kiggede blot på pigen, der igen havde fundet sikkerhed på bænkens hårde planker. "Du kan komme med mig, så kan du få sovet og spist." Mumlede han, og greb fat i pigen, for at trække hen væk fra bænken. Hun ville ende med at dø af kulde før eller siden hvis hun blev. Det ville tage lang tid, men det ville sikkert ske før eller siden, hvis der ikke kom lidt liv i hendes krop. "Vil du helst med mig hjem, eller fortrækker du vi finder et hotel?" Hvis Alexander havde været ligesom en vær anden ung mand, der skulle udforske verden, ville han ikke have råd til at overnatte på hotel, men han havde pengene og det galt kun én nat, så det kunne pengepungen godt klare.
Hvis pigen søgte hen i sikkerhed ved bænken igen, ville han gribe hårde fat i hende, og tvinge hende til at blive på bene. Hvis de ikke kunne holde hende, måtte hun gribe fat i ham. Det ville blive umuligt at komme nogle steder hvis hun ikke ville væk fra bænken. De ville ikke komme længere og han kunne sten sikkert ikke bare lade hende være. "Du bestemmer selv hvor, men du skal ikke sove her." Fortsatte han, med en fast stemme, der ikke gav mulighed for diskussion. Hvem fanden var den mor, der lød sin datter sejle rundt i gaderne på den måde. Selvom pigen var gammel nok til i teorien selv at kunne klare sig, så skulle de stadig have tryghed som kun en der passede på dem, kunne give. Ikke en eller anden tilfældig de mødte på gader og stræder og kunne holde dem varme en nat eller to hvis de var heldige.

Gæst

Dreald hørte hvert et ord han sagde. Hun anstrengte dig virkelig til at stå på benene, men det gjorde så at hun ikke ville kunne rette sig helt op. Hun vidste selv ikke hvad hun skulle svare ham, og ville det ikke være yderst underligt hvis han tog hende med hjem, hvad nu hvis han var ude på noget? Hun var jo ikke en grim pige. Men igen, det var som om hun begyndte at blive mere og mere ligeglad hvor hun skulle hen. Så længe hun kunne få noget varme og noget mad.
Hendes krop rystede og var ved at få hende i ubalance, men greb hans arm og støttede ind til ham. Normalt ville sådan noget aldrig ske for hende, men lige nu virkede intet rigtigt, så kunne det vel være lige meget. "Bare.. varme" mumlede hun og kneb øjne sammen for at undgå at lade tårene løbe. Hun ville ikke stille sig svagere frem, end hvad hun allerede gjorde.
Af en underlig årsag, virkede han bare til en som var værd at stole på, men hvad nu hvis hun tog fejl og der var ikke plads til fejltagelser. Men lige nu var det værd at satse.

Gæst

Da pigen ikke selv tog stilling til spørgsmålet, var det op til ham. Han stod i kort tid ubeslutsom, men det tog ham ikke lang tid før han bestemte sig. Med et solidt tag under pigen, for at sikre sig at hun ikke faldt, imens han førte hende ned af den halvøde gade. Alexander kunne godt tænke sig at vide hvor lang tid pigen havde været udenfor. Det virkede til at have været længere tid siden hun var så afkræftet som hun var. Hvor lang tid præcist kunne han ikke afgøre, men det måtte være længere tid, end hvad en pigefornærmet pige normalt gjorde.
Det tog et stykke tid, før de var kommet igennem byen, til Alexanders lejlighed i La Sunisha der heldigvis havde en elevator. Da de kom op i den store rummelige lejlighed, placerede han pigen i den nærmeste sofa, hvor hun fik lov til at gå omkuld hvis hun ville. Selv gik han ind på kontoret, og fandt et mørkegrønt tæppe som han lage omkring pigen. "Du kan sove nu, så er der noget mad, når du vågner." Han tog det næsten forgivet hun ville ligge sig til at sove, hun havde jo gjort det ude på bænken, så hvorfor skulle hun ikke gøre det i hans stue? Muligvis fordi hun var bange, eller nervøs, men han tænkte ikke over det. kort efter rejste han sig op, for at gå ud i køkkenet og finde ud af hvilke slags mad han skulle fremstille. De havde sikkert nogenlunde samme smag inden for mad, da de begge var varulve. Hans blik løb rundt i køleskabet, og endte med at tage en pakke hakket fars ud, som han smed på panden som runde bøffer. Hun kunne sikkert godt bare spise det rent, og der var fire styks, så mon ikke hun blev mæt? Derefter satte han noget vand i køleskabet, så hun kunne få noget koldt at drikke, hvis hun ikke hellere ville have noget varmt. Kaffe?

Gæst

Den lange gå tur virkede blot som nogle små minutter for det varede ikke længe før hun opfattede vamen omkring hende. Hun så sig træt omkring og satte sig på sofaen og var helt rundt på gulvet i hovedet. Hun smed sin blå jakke ned på gulvet og smed sine sko, tog fat om tæppet og lagde sig halvt til rette på sofaen. Hun kold, men endelig være indenfor gjorde meget for at hun tøede langsomt op. Langsomt blev alt sort omkring hende og hun faldt længere ind i drømmeland.
Hun drømte hendes mor var blevet sat for en dommer og at hun fik 2 år i fængsel. På grund af at Dreald ikke var fyldt 21 skulle hun have en værge og være et nyt sted. Drømmen førte flere mørke steder hen som gjorde hun sov uroligt og der kom mulme lyde fra hende. Pludselig tråde hun ned i et hul og faldt og blevet vare ved med at falde.
Dreald vågnede op hårdt og rejste sig fra sofen og gispede efter vejret, som om hun havde været under vand. "holy shit.." mumlede hun. Hvor længe havde hun sovet? Kort efter hun havde den tanke kunne hun mærke hvordan hendes mave rumlede. Straks duftede hun mad og fugtede kort hendes læber. Derefter gik det op for hende at hun var hjemme hos fyren, hun ikke kendte navnet på.

Gæst

Da maden var nær færdig, skruede han ned for den, og lod den kun lige holde varmen, med en svag simrende varme, så maden langsomt blev færdigt. Da det var gjort, greb Alexander en tegneblok og en blyand for at fortsætte den tegning han var begyndt på, inde i stuen i en magelig lænestol, hvor han havde udsigt til sofaen hvor pigen lå og sov. Hvor lang tid der præcist gik, havde han ikke styr på, men pludselig vågnede hun med et ryk. Han kiggede spørgende op på hende, mens han lage blokken fra sig på et stuebord og rejste sig op. "Vil du have noget at spise?" Det var nok et af de dummeste spørgsmål han kunne stille, men han valgte ikke at ændre noget. Hvis han fik et ja, ville han gå ud i køkkenet for at gøre maden klar, for derefter at komme tilbage med en tallerken, med to lune bøffer og et glas iskoldt vand.
Hvis hun derimod sagde nej, ville Alexander sætte sig i sofaen, mens han nærstuderede hendes ansigt, uden rigtig at vide hvad han skulle gøre. Eventuelt vente på at hun ombestemte sig, eller ville stille ham et spørgsmål. Hvilke af delene vidste han ikke, men det ville være spændene at se hvilke hun besluttede sig for.
Uanset hvilke hun valgte, ville Alexander gå lidt rundt uden at vide hvad han skulle stille op med pigen. Han vidste jo ikke rigtig noget omkring hende, ikke engang hendes navn! Det måtte han spørge om når han fik lejlighed til det. Han måtte også finde ud af hvad der var galt med moderen, samt hvad han skulle stille op med pigen. Han plejede normalt ikke at tage vildtfarende piger med sig hjem, men det var sikkert fordi hun var en varulv, at han gjorde det, ellers ville han aldrig kunne finde på det. Det var simpelthen udelukket. Trods han var en velsindet person, der gerne hjalp, tog han ikke alle og enhver op på sin vej.

Gæst

Dreald så hen på fyren og smilte venligt. Han så ikke farlig ud eller skummel på nogen måde og det bedste af det hele, han så ikke på hendes som mændene gjorde på hendes mors arbejde. Det var en dejlig følelse. Hun sankt og rettede kort på sit tøj, et bad ville være rart, men hun havde allerede trængt sig på nok synes hun i hvert fald.
Hun smilte så hendes tænder kom til syne, "Mad lyder godt" svarede hun og kunne ikke rigtig fjerne smilet. Hun følte sig nogenlunde varm og mere frisk end før. Hendes mave rumlede højt så hun tog sig til maven og begyndte at rødme, selvom det nu ikke var pinligt at hun var sulten, lyden var bare høj. "ehm.. Du har været så venlig imod mig.. Hvad er dit navn?" spurgte hun med en lav stemme og lændte sig tilbage i sofaen, imens hun så hen på ham. Han havde en fin lejelighed, det var sikkert at hun ikke havde lyst til at vise det frem hende og hendes mor levede i, det var kun hendes ejet værelse som var pænt og rent. Resten lugtede bare af en fest og gammel prut fra hendes mors soveværelse. Hun fniste lidt af sine egne tanker og beskrivelse og så væk. "Føler mig velkommen her.. Det rart, men vil heller ikke trænge mig på" sagde hun roligt og så hen på ham med et mindre smil.

Gæst

Alexander satte maden fra sig foran pigen, efter at have sat trukket et mindre stuebord hen til hende med foden. "Fordi jeg har været venlig, så syntes du jeg skal give dig mit navn?" Spurgte han, og grinede kort. "Alexander, men som alle andre med navnet Alexander, kan du bare kalde mig Alex." Da maden var blevet stillet på bordet, gik han ud og hentede nogle spise redskaber, så pigen havde noget at spise med. "Men når du nu er kommet ind i territorium, hvad er dit navn så?" Spurgte han i en drillende tone, mens han satte sig ned ved siden af pigen. Han vidste ikke om hun fandt det sjovt, og det var heller ikke nødvendigt. Han ville bare have hende til at vide at han ikke gjorde noget. Nogle folk ville nok tro det værste omkring ham. Det havde de lov til, så længe de også var åbne over for at han måske ikke var så farlig - i menneskeform. Alexander havde aldrig set sig som farlig, men nogle, eller en del mente at varulve var færdig på grund af deres styrke, og jo, de var stærke, men de var stadig mennesker et sted, trods de blev drævet af deres instinkter.
Alexander gjorde sig klar til at spørge om noget, men stoppede sig selv i det, og kiggede blot på pigen i et stykke tid før han slog blikket ned i gulvet, og lænede sig tilbage i sofaen, så hans blik blev tvunget hen af mod væggen, men det var stadig rettet mod gulvet.

Gæst

Dreald fniste. "Okay.. Alex" svarede hun og så på maden som var ganske inbydende. Hun kom til at tænke på når hun var ude og jage i skoven. Hun kunne godt finde på at lege med maden, ligesom en kat gør med en mus. "Jeg hedder Dreald.." sagde hun smilende. Det var et usædvandligt navn, og hendes mor havde flere gange sagt, at hvis hun nogensinde skiftede navn ville hun blive noget så skuffet og trist. Men det var vidst ikke nødvendigt, hun kunne nemlig godt selv li det.
Hun tog fat om kniv og gaffel, skar et stykke ud og puttede det i munden. "mmh" mumlede hun og lukkede øjne i af nydelse. Hun tyggede et par gange inden hun sank maden. "det smager altså godt" sagde hun og så hen på ham. Hun vendte tilbage til hendes mad og kunne ikke stoppe før hun var færdig. Hun var bare så sulten.
Hun nåede lige at blive færdig med bøffen, så var hun helt mæt. Hendes mave var jo van til ikke at få mad, så der var ikke så meget plads endnu til mere mad. Hun drak alt vandet og lændte sig tilbage i sofaen. "Det var altså virkelig godt" sagde hun lavt og kunne mærke hvordan energien kom til hende lidt af gangen.

Gæst

Imens Dreald spiste, sad han og vendte ordet på tungen, og prøvede i hoved at efterligne hendes måde at sige navnet. Det var nemt nok, men det var sikkert ikke så nemt når han skulle sige det, så han undlod at gentage navnet, og kiggede blot på hende. Hun slugte næsten maden. Hvor længe var det siden hun sidst havde spist? En bekymret mine gled igen over hans ansigt mens han sad og stirrede ud i luften, til han hørte hun lage bistikket fra sig. Han flyttede sine grå øjne mod hende, og betragtede hende kort i tavshed, før han smilede kort. " Altid godt at vide at man ikke er helt elendig i et køkken." Svarede han, og rettede sig op. En kort tøven kunne høres fra ham, før han kastede sig ud i det, og håbede han kom tilbage i live. "Hvorfor er det du ikke er hjemme?" Han kunne godt have spurgt mere præcist, hvorfor hun lå og sov på en bænk, og var ved at dø af kulde og alt det andet, men han håbede hun forstod hans hentydning. Det var ikke nødvendigt at jogge mere i den, hvis det ikke var nødvendigt.
Hvordan Dreald ville reagere kunne kun tiden vise, men han frygtede det værste. Man kunne aldrig vide sig sikker på kvinder, især ikke piger der var sendt ud i verden på egne ben. De havde ofte ben i næsen, og var ikke bange for at bruge vold for at komme igennem livet. Alexander havde ikke det største kendskab til sådan nogle omstrefjende kvinder, men han havde hørt om dem, både på de gode og dårlige sider. Men måske lå en del af hans fordom i hvad han troede, og ikke hvad han vidste. Det var ikke til rigtigt at vide.

Gæst

Dreald smilte. Hun var selv ikke for god i et køkken, så der var hendes plads hvert fald ikke. Som så mange mænd mente om hunkønnet. Hun lagde mærke til hans grå øjne, det klædte ham og gav ham et charmerende udtryg. Dreald tog sig selv i at give ham komplimenter, altså inde i hendes hovede. hvor kom det fra? Det tætteste hun nogensinde havde været på en fyr var idag da hun greb hans arm. Alt det her var for langt ude, måske skulle hun ha' blevet uvenner med sin mor for længe siden, så hun kunne komme videre?
Dreald sankt kort og bed sig i læben. "Fordi du har været så sød, så vil jeg ikke lyve for dig, men du må love at du kun dømmer min mor, og ikke mig. Jeg har ikke gjort noget.." sagde hun lidt halvt klynkende, hun ville bare ikke ha' det dømmede bliv fra ham, selv ikke efter de rare blikke hun havde fået. "Min mor fik mig som 16 årig. Det har taget meget hårdt på hende og været svært at finde job så hun kunne give mig mad at spise.. sååå.. ehmm.. fra den gang til nu har hun så været stripper. Hun kom engang hjem med tøjet fyldt med penge seddler, af mænd som havde rørt hende.. ehmm ja.. Men denne gang blev der fundet narko og en hel masse ballade gik igang, mere gad jeg ikke at høre.. For nu er det 4. gang der bliver fundet narko, på min mor." sagde hun sukkede til sidst og gemte sit ansigt i hendes hænder, endnu engang.

Gæst

Alexander sad kort fuldstændig lamslået og stirrede på Dreald mens hun fortalte historien. Den overraskede ham i grunden ikke så meget, men alligevel havde den trukket tæppet væk under ham. "Det Lyder hårdt." Kom det endelig fra ham, mens han stirrede på pigen. Det var først efter et par minutter, at han tog sig selv i at stirre og flyttede blikket, men kun i et kort stykke tid, før han igen kiggede mod hende. "Hvad har du så tænkt dig at gøre? Vil du så bo alene og vente på din mor, eller hvad tænker du der skal ske?" Da hun var varulv, kunne hun muligvis bo ude i skoven, men det var vinter, og selvom varulve var store og stærke, krævede de føde. Bekymringerne væltede igennem Alexanders hoved, imens han sad og betragtede hende i endnu et par sekunder. Da han havde fundet en pause i sine tanker, sukkede han og rejste sig op. "Jeg sætter lige det her ud i køkkenet." Han greb servicen fra det lille bord og rejste sig op, men lod det stadig halvfyldte glas blive stående på bordet. Det kunne være hun gerne ville have noget mere at drikke. Det var jo ikke til at forudse.
Da han havde stablet tingene sammen, det vil sige bistikket og tallerkenen, gik han ud i køkkenet for at skylle det af, hvorefter han satte det ned i opvaskemaskinen som han startede, da den var blevet fyldt op. Han kastede et kort blik ud af vinduet i køkkenet, og måtte konstater at det var blevet meget sort og mørk. Nattens børn legede sikkert ude i deres små gyder og hvor de ellers holdte til, eller. Vampyrer var jo et fint og fornemt væsen, der ikke befandt sig i snusket gyder. Så måtte det være på bare og andre steder de slog sig løs. Han var ikke helt sikker på hvilke af delene, men det betød heller ikke noget længere. Alexander gik ind til Dreald og lænede sig op af dørkarmen til stuen. "Vil du blive og sove? Hvis du altså har brug for at sove mere.

Gæst

Dreald trak på skuldrende. "Har ikke rigtig opfattet om det var hård, synes bare det er irriterende, når hun allerede ved at det er svært for mig at finde venner og så alligevel bringer hun sig ud med politiet igen, jeg kunne jo miste hende.." sagde hun trist. Selvom hendes mor godt kunne være idiot, så var det jo hendes mor alligevel. "Jeg ved ikke hvad jeg gør endnu.. Går sikkert hjem.. På et tidspunkt, kan ikke leve for mig selv uden at have værge" sagde hun sukkede. Hun var faktisk ude på dybt vand hvor hun ikke kunne bunde. Men hun ville nok finde på noget. Hun så at han tog af bordet og trak lidt på smilebåndet af det, "tak for mad" mumlede hun og så efter ham, da hun gik ud i køkkenet.
Hun sad lidt i sine egne tanker, han var rigtig sød ved hende. Det var som om at hun var ved at få en ven, men var han ikke for gammel til at blive venner? Eller det var der vel ingen regl om, der var da også gamle mænd som var på baren hos hendes mor? Men okay, det var vel også noget helt andet. Hun fik kuldegysninger af tanken og blev bragt tilbage til den virkelig verden da Alexander var tilbage i rummet. Overnatte, hmm. "Ehm..Så længe jeg ikke trænger mig på.. Så vil jeg gerne sige.. Ja tak" svarede hun så høfligt hun lige kunne. Hun rødmede og bed sig i læben og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige mere. Mon hun kunne tage et bad her? Men det ville næsten være dumt at gøre, nu hvor hendes tøj langt fra var rent.

Gæst

Et smil pryde Alexanders læber da hun takkede ja til tilbuddet. "Kom med ..." Han vinkede hen hen til sig, før han vendte ryggen til hende, og forlod stuen, for at få ned af en mindre gang, og gå ned af en dør to døre længere nede af gangen, der førte ind til et smalt men langt rum. Til venstre kunne man se en seng, samt et sengebord. På den højre side, længere inde i rummet, ved siden af en gulvlampe stod et skab, og længst inde, foran et vindue stod der et tomt skrivebord. "Det er det eneste hotelværelse der er tilbage." Smilet veg ikke fra hans læber, heller ikke da han bukkede sig ned ved sengen, og fandt lan, pude og dyne frem under madrassen på sengen. Efter få minutter var sengen redt, og duftede af vaskemiddel. "Hvis du har brug for et toilet eller et bad, er badet lige ved siden af, og til fri afbenyttelse." Tilføjede han, og rettede sig op, mens han lod en hånd glide igennem det blonde lange hår. "Sig til hvis der er mere du mangler." Derefter kantede han sig forsigtigt ud fra værelset, og gik hen mod køkkenet, hvor han startede kaffemaskinen. Det var en fin dyr maskine. En af den slags der både kunne lave kaffe i forskellige former men også kakao hvis det var nødvendigt, men nu var en kop varm kaffe hvad han trængte til.
Efter få minutter stod han med den dampende drik i hånden og nippede let til den, mens han kiggede ud igennem vinduet i køkkenet. Udsigten var selve byen, og længere ude en flig af stranden. Det var en perfekt afslappende udsigt som han aldrig blev træt af at kigge på. Hvis man stak hoved ud af vinduet, og kiggede mod venstre ville man se den fredelige eng, eller hvad den nu hed, og til højre nogle bjerge samt skov. Alexander førte den dampende væske op til læberne, og nippede let til drikken der gav en dejlig beroligende effekt.

Glædeligt og F-ing godt Nytår alle sammen!

Så gik Deploratus ind i 2015.

2014 har været all over en smule hårdt ved os på rigtig mange måder. Vi har haft nogle udskiftninger i Teamene bag siden. Der er kommet nye brugere til og andre er faldet fra.

Vi har en efterhånden forholdsvis højgravid lille engel herinde :baby:

Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …

Kære Losties, ved I hvad vores Kaos-NPC kan være for jer?

Indhold
Uddrag af chat
Link til Kaos-NPC Tilmeldningstråden
Eksempel på hvordan man starter et emne - Hvad du gør hvis emnet er frabedt, men du selv er interesseret
Hvad hvis jeg vil have en NPC lige NU?
Hvad er en NPC?
Hvad kan jeg bruge Kaos-NPC til?
Hvad er forskellen mellem en Kaos-Tråd og Kaos-Npcén på Deploratus?
Andre …