Wait ... Does it make me sick?{Aiden}

Dato: 17. februar
Tid: 5.35
Sted: Dreins Mountain uden for Werclare.
Vejr: Solopgang. Skyer kommer ind fra øst, men bevæger sig langsomt. Let blæsende, og rimelig koldt.
Omgivelser: En lille skov-agtig plantage, en fantastisk udsigt, og et lille vandløb der kommer fra et vandfald man kan høre, men ikke se.
Påklædning: Løstsiddende skjorte, knappet halvt op, så den afslører en del af den stramme sorte trøje under. Mørke jeans, og bare fødder.

Crystals blik strejfede skoven bag hende, inden hun lod sig dumpe ned på skråningen. Det bløde græs killede indersiden af hendes hånd, men det bragte intet glæde til hendes ansigt. Hendes kølige smil virkede ubehageligt, men samtidig var der noget rigtigt over hendes udtryk. Hendes mistænksomme blik gled rundt, da hun gennemsøgte sine omgivelser for tegn på fare.

Hun trak benene op under sig, og hvilede panden imod knæene. Det var længe siden hun havde været sårbar på denne måde, uden at være blevet væltet omkuld, så hun rettede omgående hovedet op igen. Hendes fingre legede med skjorten om hendes krop, uden hun ofrede dem opmærksomhed på noget plan.

Hun satte hagen på benene, så hendes øjne stadigt frit kunne spejde omkring, søgende efter eventuelle trusler. Hun sukkede inderligt, og rystede hovedet let, som afviste hun sig selv i ting, ingen andre forstod. Men det var ikke så utænkeligt, når det nu var som det var. Crystal kunne nemt have en mental samtale, med sit indre jeg.

Sweety. You are insane. There won't come anyone. You've finally got permanent injury on your life, after the times you have thought people looked at you. Let it go and enjoy life.

Hun valgte stædigt at ignorere stemmen der prøvende hviskede i hendes hoved, i stedet for at tage en diskussion op, som hun i normale tilfælde ville gøre. Men i dag, lå en underlig træthed over hele hendes krop, som hun ikke kunne forklare. Måske var det solopgangens orange glød, der blev kastet over alt, og gav alle objekter de særeste, nærmest uhyggelige skygger.

Måske var det vandfaldets brusen, der forstyrrende flød i baggrunden, og ødelagde hendes tankegang, uden et håb for hende, om at kunne skubbe det bagerst i sit hoved. Hun kunne ikke sætte sin finger på, hvad grunden var, men hun kendte dog resultatet; Overvældende hovedpine, og ingen trang til at diskutere med sit indre. Hvilket var helt unormalt.

Aiden trak lidt ned i den hvide T-shirt, som havde fået et par græs og jord pletter på sig.
Han vidste ikke helt hvad han lavede der nede. græsset kilede under hans bare fødder, hvor han havde gjort af sine sko, kunne han ikke huske, hvilket irriterede ham en smule..det var som om han var begyndt at glemme ting nemmere efter han havde mødtes med Gracy. Et suk gled over hans blege læber imens han kørte finger spidserne igennem hans lysebrune hår der næsten hang ned i øjne på ham.
Hans fingre var så godt som bordet ind i håndfladerne på ham selv og de blå øjne hvilede på solopgangen.
Han havde ikke været i byen længe, dog havde han alligevel allerede en ide om hvor mange forskellige væsner der var rundt omkring, han havde i hvert fald på fornemmelsen at han var gået forbi mindst 10 væsner bare for at komme her hen til.
Undrende rynkede han panden, en person, et væsen..et eller andet, var et stykke foran ham.
Han klemte øjne lidt sammen i mistro imens han bevægede sig der hen ad.
Som han kom tætter på kunne han se det var et kvindeligt væsen...men hvilket slags væsen..det vidste han ikke, dog var det tydeligvis ikke en engel, men lige meget hvad måtte personen havde opdaget ham, andet ville ikke kunne undgås da han aldrig havde været særligt god til at skjule sin aura-det fik ham tit i uønsket problemer.

Crystal lænede sig uendelig langsomt bagud, indtil hendes ryg landede i det bløde græs under hende. Nogle få græsstrå stak frem, og kildede hende på kinden, uden hun bemærkede den lette følelse de bragte med sig. Langsomt løftede hun dog hånden, og flåede græsset op, der hvor det var begyndt at irritere hende.

Skridt kunne svagt høres bag hende, så hun hev sig omgående op i siddende stilling. Hendes blik flakkede panisk, inden hun snurrede omkring, og gennemsøgte landskabet bag hende. Hendes blik kom ikke langt, inden det stødte ind i en mand.

Hun hævede et øjenbryn, og trak sig op på benene, med en enkelt elegant bevægelse. En smule jord dryssede ned fra hendes bukser, da hun oprejst trådte et skridt frem. Hun trådte endnu et skridt frem, og nærmede sig ham vagtsomt. Det var ikke fordi hun var bange for ham, men fordi at det altid var en god idé, at være på vagt overfor ethvert levende væsen.

Hun stoppede hastigt op, da en svag kvalme overmandede hende, og tvang hende til et let, næsten uhørligt gisp. Engel. Hun dansede et par skridt tilbage, så der nu var adskillige meter imellem dem, inden hun igen betragtede ham. Han virkede ikke videre farlig, så dele af hendes muskler slappede af. Resten var dog i højeste beredskab, da hun vidste, at man ikke altid kunne stole, på det man så.

"Who are you?"

Ikke et strejf af venlighed kunne spores i hendes stemme, ikke engang et glimt af varme kunne fornemmes. Det kølige blik, og let sadiniske smil blev siddende, men i det mindste rasede en ild ikke i hendes øjne, hvilket betød at hun var i sit gode hjørne i dag. Hun kunne ikke pludseligt finde på at angribe ham, uden grund. Medmindre hun selvfølgelig fik en grund.

Ikke menneske, nej, bestemt ikke menneske. Han vidste endnu ikke hvad hun var, men hun brød sig tydeligtvis ikke om hans aura, hvilket der kun var få væsner der reagerede sådan..kunne hun være Dæmon? Han lagde hovedet let på skrå og fugtede sine smalle blege læber med tunge spidsen. Solen varmede på de to bare huller i hans ryg der altid var der for han ikke skulle rive hans blusser i stykker hver gang han slog vingerne ud.
Hendes spørgsmål fik ham til at gå et enkelt skridt tilbage, han ville ikke for tæt på.
Han stillede sig parat-men vidste aldrig hvad en dæmon kunne finde på.
"Der er ingen grund til at du får den information at vide" svarede han køligt.
Aiden hadede dæmoner, det havde han altid gjort, men han hadede også problemer og rodede sig helst ikke ud i dem, medmindre det var uundgåeligt. Hvilket det så tit var.

Crystal betragtede ham kort, da han trådte bagud, tydeligt vagtsom. Hun kneb øjnene let sammen, og mærkede en irritation stige op i kroppen. Kunne han da forhelvede ikke bare besvare hendes spørgsmål, som enhver god engel burde? Hvorfor skulle det være så svært at få folk til at fortælle hvem de var, og hvad de lavede - Så hun kunne bedømme om det var godt nok?

Hun vippede med øjenbrynet, men endte med at hæve det højt over de mørke, mistænksomme øjne. Hendes arme blev krydset over brystet, og hendes kølige smil voksede langsomt. Hun trådte et skridt til siden, så hun stadig beholdte afstanden fra ham, men kredsede om ham, så hun kunne bedømme hans fareniveau - Uden hans hjælp.

"Yes, there is plenty of reasons for me to have that information."

Hendes blik gled over hullerne i hans trøje, og hendes smil voksede endnu engang en smule. Han var helt sikkert en engel. Hun forsvandt om bag ham, og trådte så igen rundt, da hun fortsatte sin runde, som et rovdyr der kredsede om sit bytte. Men forskellen var dog, at hun aldrig ville gide komme tæt nok på ham, til at gøre ham til et bytte. Alt for besværligt, med en aura der gav hende lyst til at kaste op på stedet.

"So I can judge how dangerous you are. Or rather, that I can judge whether I can sit down, or I need to stand up."

Hun rystede let på hovedet, og lagde hovedet let på skrå. Han behøvede ikke længere besvare hendes spørgsmål, da hun havde draget sin konklusion. Han virkede ikke videre farlig, men hun havde ikke tænkt sig rent faktisk at sidde ned. Det var aldrig smart at være sårbar, om det så var sammen med en ufarlig, eller en super farlig ændrede ikke meget på det faktum.

He's just a kid. Don't be so suspicious.
- I don't care. Go away.

Hun virkede ikke videre truende, og alligevel så langt fra beroligende på ham.
Han hævede det ene øjenbryn kort, hun så ikke ud til at ville tæt på ham, ikke en gang da hun begyndte at kredse rundt om ham. Hun mindede ham lidt om en grip.
"Nej, men jeg kan dog alligevel sige en ting-Jeg er ikke interesseret i problemer, det eneste jeg har interesse i er at finde den jeg skal beskytte..og det er ikke dig" svarede han hende og rettede ryggen op.
Dæmoner gjorde ham altid så pokkers utryg, måske fordi de så godt som var modsætning af englene?.. i hvert fald de fleste af dem.
"Jeg er ret sikker på du kan sætte dig ned, jeg er ligeglad med hvad du gør" svarede han hende og følte sig en del mere sikker da det ikke virkede som om hun følte en trang til at angriber ham, alligevel vidste han at han måtte være på passelig med hvad han gjorde og sagde.
han stak hænderne ned i lommerne og kiggede kort ned på sine bare fødder før han kiggede op på dæmonen igen.

Et smil flakkede om Crystals læber da han åbnede munden, og hun stoppede sine skridt. Hun gjorde et lille kast med hovedet, og lod et let latter flyde ud gennem hendes let spredte læber, da hun hørte hans sidste ord. Nej det kunne han kun have ret i. Det kunne på ingen måde være hende, han skulle beskytte.

"Oh, a guardian angel. No kiddo, I'm certainly not the one you shall protect."

Endnu engang lød hendes smilende latter over bjerget, men på trods af latteren, var et ægte smil endnu ikke dukket op på hendes ansigt. Det kølige smil sad stadig klistret til hende, ude af stand til at blive skiftet ud med et mere venligt. Hun ignorerede hans opfordring til at sætte sig ned, og lagde i stedet hænderne over kors. Hun lagde vægten på det ene ben, og vippede hoften over på den ene side.

"You are not interested in getting in trouble? Good luck with not doing that."

Hendes smil blev tøvende forvandlet, og hvis man anstrengte sig, kunne man nu skimte et spor af varme i hendes stemme. Ingen kunne vove at påstå at hun virkede venlig, men hun virkede i det mindste ikke længere, som om hun hellere end gerne ville smide ham i en kløft, uden den mindste grund.

"Tell me who you are - And what you're doing out here. Then I might immediately afterwards do the same, if I'm satisfied with the answer you give me."

Det var ikke meningen hun skulle lyde så morderisk, mistænksom og overlegen - Det var helt simpelt bare den stemme hun ikke kunne smide af sig på dette tidspunkt. For at bløde hendes ord op, sendte hun ham et mere eller mindre venligt smil, som kunne virke sødt hvis man prøvede at se det.

Han brød sig ikke om hendes latter, eller den måde hun syntes at gøre grin med ham på. ja engle var ikke en af de stærkeste racer der var, men det var bestemt bedre end at være en dæmon..i hvert fald efter Aidens mening. han rynkede endnu en gang en smule på næsen. Hvad angik det i det hele taget hende hvad han var eller hvad han lavede, alligevel ville han jo ikke ligge sig ud med en dæmon-det ville være direkte dumt at gøre.
Hun virkede som de andre dæmoner, kolde og ligeglade...en bitch i så godt som alle hensigter.
"Indtil videre er det lykkedes mig fint" svarede han hende og hævede endnu en gang det ene lysebrune øjenbryn i et par skeunder, før det røg ned på sin plads igen, over det blå øje.
Aiden havde aldrig forstået dem der elskede at komme i problemer.. skyldtes det adrenalinen? eller tanken om at man kunne blive slået ihjel hvert sekund? for det meste var det mennesker der havde denne trang til spænding i deres liv..det var vel også derfor at de havde brug for skytsengle som ham selv..til at lede dem hen i den rigtige retning.
"Hvis du ikke er tilfreds med de ting du allerde har fået at vide er det din egen skyld, jeg har ikke flere ting at sige" svarede han roligt, men irriteret. Han forstod endnu ikke hendes interesse.

Crystal løftede en hånd, og lod fingrene køre gennem det store mørke hår, med en lille latter. Hendes smil tøede igen en smule op, men man kunne på ingen måde påstå at hun virkede hverken venlig, eller sød. Det kolde, mistroiske blik hvilede på ham, inden hun ubevidst trådte nogle skridt bagud. Ikke fordi han skræmte hende, nærmere fordi den kvalmene følelse, og lette hovedpine hans auras nærhed gav hende.

"Yes so far. How long have you lived here? For I have just lived here for two months and I already have far more problems here than I've had anywhere else I've been - Together."

Hendes smil voksede en smule, og hendes blik gled over samtidig over landskabet omkring dem. De mørke øjne hvilede i længere tid på det smukke landskab hun havde ryggen til, inden det igen rettedes imod manden foran hende. Det irritererede hende helt utroligt, at han ikke bare ville fortælle hende sit navn, istedet for at være på pokkers stædig.

"Oh. And why do you have nothing else to say? Are you afraid to tell me your name and what you do here? How could I use that against you, and rooting you into trouble, just by knowing your name and chores? Not much I can tell you. So why is it a big problem? It's not because you are quite a wild angel who is so super special and I therefore want to stalk you!? I know other angels alright - And by the way I have not slaughtered some of them, so you need not be as watchful."

Aidens blå øjne gled hen over det grønne græs, alt her virkede så..grønt. Det var muligt man sagde at det var godt for øjne, men for pokker da også, det kunne vel også blive for meget!? han vidste ikke hvorfor han pludseligt begyndte at brokke sig over farverne, for det ville jo være underligt med lyserødt græs, måske var det bare for at få tankerne væk fra at en dæmon stod og kiggede på ham. Han hadede dæmoner.
"jeg har kun været i byen i et par dage, og jeg har ingen problemer mødt endnu, ingen alvorlige i hvert fald" sagde han i et ligeguldigt tonefald og trak på den ene skulder.
Alle hendes spørgsmål undrede ham, især fordi de kom fra en dæmon.
"Jeg ved det ikke, men jeg stoler ikke på dæmoner så hvorfor fortælle dem noget der måske kan blive andre af din slags brugbart, du har garanteret nogen du snakker med ikke"

Crystals øjne gled rutinemæssigt over stedet, igen uden hendes tanker strejfede den ubevidste handling i så meget som et brøkdel af et sekund. Hun krydsede hasrigt armene over brystet, hvorefter hendes hoved vippede let til siden, så hendes krop virkede mistænkesom, men dog let nysgerrig og underligt venlig på en måde hendes ansigt meget sjældent kunne blive set med, og helt sikkert i var blevet vist i et stykke tid. Ikke fordi hun prøvede at virke venlig.

"See. You have only been in the city for a few days. So, do you still think you aren't going to get any problems? At all? There's NO way, that is going to happen. So, don't wish it to much. That would just screw you when it happens."

Hun betragtede ham vagtsomt i nogle få sekunder, hvorefter hun snurrede omkring og gik nogle skridt bagud, så kvalmen forsvandt helt fra hendes afslappede, solbrune krop. Hendes øjne glimtede varsomt i nogle af solens første stråler. Den rødgule farve der havde badet altid i dets varme, havde nu en orange glød, der gav hendes hud en farve som en appelsin.

"You don't ... You don't trust demons? You know, i think that was one of the things you could have said, that was the smartest. Never trust a demon ... I wil remember that the next time i see one of my killer-friends."

Hun himlede med øjnene, og lod sig glide ned på græsset, på trods af sine lange samtaler i sit indre, om hvordan hun altid ville være på vagt. Lige nu orkede hun det bare ikke. Hun drejede hovedet på hun stadig kunne følge sine instinkter der skreg at hun skulle holde et vågent øje med englen, istedet for at være en blind og døv, og snart død dæmon. Hun vidste at der ikke ville ske noget, men hendes instinkter var for hårde. Engle var farlige.