sandbox

S: Legepladsen
O: ingen
V: skyfrit
T: IRL
D: 19/2 2012
P: sorte all-stars, blå cowboybukser sort t-shirt, sort rygsæk

Sor sad i sandkassen på den lille legeplads med sin guitar i hænderne, skødet hvad man vil kalde det. han sad og glippede strengende og spillede nogle tilfældig akkorde en dur en mol endu en mol og så en ny dur.han elskede sin guitar. bare det at han kunne manipulere musikken som han ville. gøre den dyster, glad, begge på skift. han hvidste ikke hvad han skulle gøre uden musikkens existens. det var det eneste der kunne få ham på andre tanker. han kedede sig som regel ikke når han spillede guitar. han kiggede op på stjernerne mens han spillede videre. orion stod helt tydelig. det samme gjorde karlsvognen og kashupaja. sor elskede stjernerne. det var så drømende smukke. han kunne ligge og kigge på dem i timevis. hvad han også gjorde engang imellem. han stoppede med at spille og lod den sidste akkord ringe ud. hvorefter han begyndte på en ny melodi.

Klikkende skridt gav hastigt henlyd på legepladsen. Izriel havde alt for sent opdaget sin voldsomme mangel på turkish delight i køkkenskabet og havde nu begivet sig ud på en mindre færd til det eneste sted i nærheden, hvor det var muligt at opstøve den slags på denne tid af døgnet. På vej tilbage over legepladsen knugede hun bestemt den røde boks under armen, indtil toner fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at stoppe op.

Opmærksom som englen var spejdede hun hurtigt over legepladsen, inden hendes øjne mødte hvad hun med det samme vidste var en anden engel. Hele hans aura udstrålede dyb fred og ro, hun kunne næsen ikke andet end stoppe op og dumpe ned på en af gyngerne på legepladsen. Der var alligevel ingen snottede unger til at se hendes forfald på denne tid af døgnet og desuden var der alt for længe siden hun faktisk bare havde slappet af, hvilket hun i dén grad trængte til, især efter alt det med Colt.

"Så, hvad laver en engel herude alene på nuværende tidspunkt?" Spurgte hun så og hævede øjenbrynene imod manden der sad flere meter fra hende, inden hun åbnede den røde æske og fiskede en af de søde stykker op som hun tog en bid af.

sor Kunne høre klikkenene fra en anden persons sko. han troede bare det var en der gik forbi så han ignorerede det. han lagde heller ikke mærke til at hun var gået ind på legepladsen og havde sat sig på gyngen da han var så fordybet i musikken. han hørte ikke hendes spørsmål da han sad og spillede og hun var flere meter væk.
Han stoppede kort med guitar spillet og tænkte lidt.
Han havde haft en sang i tankerne som han havde tænkt på et stykke tid.
Han begyndte stille at tage nogle akkorder og spille dem.
Det var ikke de mest besværlige afslagsen, men der var en hvis symphoni over dem.
Han begyndte stille at nynne en kort lille melodi som han havde nynnet tidligere på ugen da han også sad og spillede derhjemme.
Han begyndte still at synge:

The difference oh the difference
Between a good or bad Existance
between what is right or wrong
and what of those is this song

Who defines whats good or evil
who can tell the difference
who defines angel or devil
why not share the same existance

Maybe they're not so far from eachother
i can hardly see a difference
they both love the soft voice of their mother
afterall it's her who brought them existance

The difference oh the difference
Between a good or bad Existance
between what is right or wrong
and what of those is this song.

han spillede akorderne en gang til og lod den sidste akkord ringe ud.

Da det gik op for den kvindelige engel at manden slet ikke havde bemærket hende kunne hun ikke lade være med at rynke brynene en smule. Hvis hun havde været en sulten vampyr eller dæmon for den sags skyld havde han været død med den uopmærksomhed, men han var sikkert stadig ung og havde slet ikke så mange fjender på halsen som Izriel.
Hun rystede tanken af sig og skævede ned i æsken hun sad med, hun var sikkert også blevet for gammel og for striks, det var vel af samme grund at hun ikke havde dristet sig til at tage på skovtur, sove under den åbne himmel eller lignende i mange mange år, hun var for vagtsom.

Kort fugtede hun læbere og hvilede så hovedet imod en af kæderne som gyngen hang i, mens hun langsomt og diskret gav sig til at vippe en smule frem og tilbage, mens hun roligt lyttede til musikken, han ville vel opdage hende før eller siden og hvis han ikke gjorde var der sådan set ingen skade sket.
En let brise strøg over legepladsen og fik automatisk kvinden til at trække jakken tættere om sig mens hun skævede ud i mørket. Hun brød sig ikke særligt om stedet, slet ikke når hun ikke var bevæbnet og teknisk set bare havde pause fra arbejdet .

sor hørte den gennemskærende lyd af gyngens kæder og han drejede hovedet langsomt og kiggede nu på en nydelig kvinde. hun var engel. det var tydeligt for ham at se. hans evne til at mærke andres auraer var ikke helt udviklet. "goddag" sagde han og holdt en pause. hvor efter hen kiggede på stjernerne og sagde "du er en engel er du ikke?[b]" hvorefter han glippede lidt på strengende igen. han kunne se at hun sad med noget turkish delight. hans absolut ynglings guf af alt i hele verden. han hvidste bare ikke hvor i al verden man købte det stads heromkring. måske skulle han spørge. men det ville da virke for åbent. han kendte hende jo knapt nok. men hun så da meget flink ud. hun havde et beroligende anstigt

Musikken hørte langsomt op, hvilket fik løsrevet Izriel fra det betagende blik imod den mørke nattehimmel. Så faldt det isblå blik på englen foran hende og hun nikkede "Det kan du tro, en engel ligesom dig!" Sagde hun så og smilede skævt, mens hun vippede lidt frem og tilbage på den efterhånden gamle gynge.

Roligt trak hun en af de slanke læderhandsker af og strøg så det løse lange hår tilbage, inden hun rømmede sig og knneb brynene sammen imod Sod.
"Du burde være mere opmærksom. Det er langt fra alle der er henrygte over vores race!" sagde hun så ganske alvorligt, godt nok var Izriel en af de få engle som direkte jagtede alle de mørke væsner, men hun vidste da, at hvis en sulten vampyr eller en dæmon kiggede forbi ville de ikke tøve længe med at sætte tændere i en engel.

sor satte guitaren op af kanten på sandkassen og satte sig derefter med ansigtet mod hende og og smilte skævt. hvorefter han sagde "hvis jeg nu bliver en vampyrs middag snack så må det vel være det" han havde jo intet at miste ingen der ville savne ham. ingen der elskede ham.

"turkish delight. god smag. Jeg hvidste ikke man kunne få det her omkring. er ikke vandt til dette sted. end ikke efter vel over et halv århundrede" sagde han og smilte skævt. "hvilken slags engel er du. min sans for at mærke andre aura er ikke så god. jeg er nærmest en handikappet engel" sagde han og kigged lidt mismodigt ned i jorden

Izriel smilede lidt imod ham og rystede så på hovedet "Det var da en forfærdelig negativ tankegang. Du burde ikke lade de sataner sætte tænderne i dig!" sagde hun så bestemt, hvis han absolut var så suicidal kunne han lige så godt gøre lidt nytte og tage noge af de blodsugende kræ med i faldet.

Roligt så hun ned på sin æske med Turkish Delight, tænkte kort og rakte så langsomt æsken over imod ham. Hun var ikke meget for at give sådan noget fra sig, hun kunne trods alt få fuldstændigt vanvittigt til det søde slik, men tænkte kort på hvis det var hende selv der ikke havde fået det i 50 år ville hun nok være ved at gå fra forstanden.

"Jeg er skytsengel og bare rolig, din sans for racer bliver bedre med årene!" Sagde hun så og sendte ham et lille smil, sådan havde det i hvert fald været for hende selv, det kunne også være at han var heldig nok til at evnen ville udvikle sig med årene

sor grinte lidt med et skævt smil. "det er skam ikke en negativ tankegang. det er blot accept af at hvis jeg dør så får jeg fred" sagde han og smilte varmt til hende. han kunne godt lide at leve men han ville skam acceptere sin skæbne hvis han nu skulle falde for dødens bod en dag.

"nej tak" sagde sor og smilte til hende da hun rakte ham æsken med turkish delight. hun var da lidt en usædvanelig engel. at sådan ville dele ud af sine lækre sukker sager. han smilte og satte sig på gyngen ved siden af hende og kiggede ned i jorden.

"jeg tvivler. mine evner er alle færdigt udviklede" sagde sor med en lidt sørgmodig stemme. dog var der en hvis accept i stemmen. sor var meget den type som tog ting som de kom. og så taklede dem derfra. men det eneste han ikke har kunnet lade gå forbi urørt var det med hans familie

Den sorthårede engel fugtede kort sine læber og gav så et lille suk fra sig "Jeg kan næsten gætte mig til at du er en dødsengel, ikke sandt?" hun hævede øjenbrynene og så på ham mens han satte sig over ved siden af hende. Sådan tænkte dødsengle altid, var var klar til at lade døden omfavne dem hvert øjeblik det skulle være. Sådan havde Izriel det ikke, hun skulle ikke nyde noget af døden, i hvert fald ikke så længe hun kunne udsætte det.

"Er du sikker? Det er noget af det bedste man kan få i hele byen!" sagde hun så og grinede lidt, inden hun fiskede et af de søde stykker op af æsken og tog en bid af det. "Du kan købe det mange steder, men dem her kan man kun få i den delikatesseforretning der ligger ned ad den gade der. Det gode er at de stort set har åbent døgnet rundt!" sagde hun så og pegede modsat retning af hospitalet. Hun kunne ærligt talt ikke huske hvad gaden hed, hun kom der kun når hun var lækkersulten.

"Hm sådan er det jo, vi er jo ikke ens!" Sagde hun så med den mørke bløde kvindestemme. Derefter skævede hun over legepladsen, godt nok var det sent, men det hele var underligt tomt. Der var ikke et øje at se i miles omkreds.

han kiggede hende i øjnene med et varmt skævt smil og sagde "du må skam ikke misforstå mig. jeg er glad for livet. men hvis jeg endelig skulle tage kampen op så skulle det være fordi jeg prioriterede livet højest. nej. Jeg er ikke en døds engel. jeg er en kamp engel"

"helt sikker" sagde sor til det ekstra venlige tilbud hun kom med. han brød sig ikke om at tage. så hellere give. han lyttede godt efter hvad hun sgade og svarede "tak. jeg skal prøve huske det.

sor opdagede nu at han ikkehavde taget blikket fra hendes øjne gennem hele samtalen og skyndte sig lidt febrilsk at kigge væk mens hans sagde "det må du undskylde"

Izriel lod det ene bryn synke ned i en undrende grimasse, "Sådan en har jeg alligevel ikke hørt om i alle mine 630 år!" sagde hun så og skævede ned mod jorden hvor hun vippede lidt med fødderne i sandet. Hun havde faktisk fyraften og burde tage hjemad men hun kunne ikke rigtigt overskue tanken om at hoppe ind i en indelukket bil nu.
"Så det du siger til mig er at du ikke vil tage kampen op hvis det kom dertil?" den kvindelige engel bed tænderne hårdt sammen og gav sig så til at pille lidt ved æskens kant. Hun brød sig slet ikke om folk der ikke havde noget kampgejst i livet, faktisk blev hun ganske irriteret over det. Ligesom når en hund rullede om på ryggen og overgav sig i en kamp, det var ikke naturligt med mindre man virkelig var presset til det.

Igen kiggede den sorthårede engel underligt på manden foran hende, hvorfor undskyldte han pludseligt? Han opførte sig næsten som om at han skulle til at bide hende eller lignende. Hun gav et suk fra sig og gned sig over øjnene med den ene handskebeklædte hånd, hun var træt, det havde været en lang dag og en lang vagt.

sor morede sig lidt over hendes kommentar men svarede så. " det er skam ikke det at jeg ikke er villig til at kæmpe. det er blot det at min funktion som kamp engel er at jeg er beskyttende. det vil sige at jeg ikke har noget imod hvis en vampyr bider mig. for så kan jeg gå bort velvidende om at jeg har svækket en vampyr med en mindre kamp. og samtidig gjordt at det blev mig og ikke en anden engel der blev dræbt" sor skævede lidt og kiggede på den sorthårede vampyr og sagde så. "man kan vel sige at jeg er til for at tage en andens fald"

Han følte sig lidt dum over at være kommet til bare at stirre på hende. det virkede jo nok lidt akavet for hende at han bare sådan gloede. han kiggede ned på sine slidt all-stars og bed sig blidt i underlæben og kløede sig i nakken med venstre hånd.