Forfulgt ~ Hasanain

Sted. Sheria centrum
Omkring. Mennesker...
Vejr. køligt og blæser svagt
Tid. 23.00
Dag+dato. Søndag d. 19 Februar
Påklædning. http://www.crunchwear.com/images/cats/high-tech-dress.jpg

Vindens blide strøg, tog roligt fat i Azriels hår og kjole og fik det til at bølge let. Hun havde sine høje hæle i hænderne, da hun havde fået vabler på hendes fødder, og kunne godt mærke at hun ikke kunne gå hele vejen hjem i skoene. Hun havde lige været til fest hos en bekendt, og havde mærket folk blive mere og mere festlige og fulde, hvilket fik dem til at blive mere og mere påtrængende og venlige. Azriel brød sig ikke om fulde mennesker og væsner, og var hurtigt smuttet ud af døren da det var blevet for meget for hende.

Azriel gik forbi en gruppe af unge mænd, som lignede nogle i midten af 20'erne, som hun let kunne genkende fra festen. Piften og råb fulgte efter Azriel da de havde fået øje på hende. "Schmååkke fwøøken!" var der en der råbte. Man kunne med lethed høre alkoholen var den som snakkede. Azriel vendte sig halvt om mod dem, for at se om de ville hende noget, eller om de bare ville råbe af hende. En af de andre mænd, tog det dog som et forkert indtryk og gik langsomt og snøvlende over imod hende "Hvad med at duuuu... tog med.. mig.. hjem?" spurgte han langsomt og langtrukkent.

Azriel rynkede panden og betragtede manden som langsomt nærmede sig hende, mens de andre mænd bag ham, grinte og opmuntrede og gejlede hinanden op til at blive ved. "De er fuld" sagde Azriel roligt som en konstatering. Hun var ikke det mindste bange for disse mænd, men problemet lå bare i at dette var mennesker. Hun måtte ikke bruge sine kræfter imod dem, da det kunne afsløre hvad hun var "De burde tage hjem og gå i seng" Azriel så lidt på manden, men vendte sig så om, hvilket han åbenbart ikke brød sig om. Azriel blev hurtigt stoppet, ved at hun blev hevet tilbage i armen. Hun så vredt op og så manden være helt ovre ved hende, med et stramt greb i hendes arm "Gør som jeg siger pigebarn!" snerrede manden vredt. De andre mænd bag ham, blev ved med at grine og råbe. Azriel kunne lugte alkoholen på manden og blev virkelig sur, og gav ikke manden lov til at sige noget andet, før hun gav ham en knytnæve lige i ansigtet, hvilket fik ham til at give slip på hende og gik et par skridt baglæns, forvirret over at en pige havde slået ham.

Azriel gav ikke mændene til at tænke over hvad der lige var sket, og begyndte hurtigt at løbe. Normal løb, da hun aldrig brugte sine evner omkring mennesker, lige meget hvad. Der gik ikke særlig lang tid før hun hørte løbende fødder bag sig, hvilket fik hende til at sætte farten op. Der var ikke særlig mange folk ude, men hun løb dog forbi nogle, og hun blev lidt skuffet over at ingen ville hjælpe hende..

"Giv mig ild" sagde Hasanain lavmælt til sig selv, som han snusede ind og så sendte en spytklat hårdt mod jorden. Han var på vej imod et værtshus i byen, det havde vist været åbent en times tid, og ville være åbent mange timer endnu. Han havde brug for, at brænde lidt krudt af i aften - måske komme i et slagsmål. Han smilede ved sig selv, som han målrettet så lige frem for sig. Han så verden i øjnene, som han gik med korte, bestemte skridt, i et afmålt, langsomt tempo.

Hasanain var iført en lang mørkebrun læderfrakke, som gik ned til knæhaserne på de mørke bukser. Et par sorte sko var dertil, og naturligvis den mørke jakke med en hvid, åben skjorte under. Han fik lidt luft på halsen, men hvis der var en ting der helt sikkert ikke ville gå ham på, så var det da en lille forkølelse.

Den vejrede mand kneb sit ene øje sammen, og kiggede interesseret imod en ung dame - eller var det endda en "pige"? Så ung? Som kom løbende imod ham. "Et barn? Hvad i alverden..." nåede han at tænke til sigselv, før han så en mindre gruppe unge mænd komme bag ved hende. De var større, og Hasanain vurderede at de snart ville indhente hende. "Ild" tænkte han, som et smil kort spillede på hans læber, og hans kort strakte ryggen bagud.

Hasanain rystede sagte på hovedet, og holdte sin håndflade frem imod pigen, som hun kom nærmere. "Stop" hviskede han, og nikkede hende imod siden.
Et øjeblik spærrede han øjnene op, og knækkede så fingre, knyttede hænderne og gik imod den mindre gruppe unge mænd. Han var beredt på kamp. De var vel ikke typerne som bare gav op? De var vel ude på ballade ikke? De ville nok ikke finde sig i, at han stillede sig imellem. Forhåbentligt ikke.

Hasanain huskede, at han havde en kniv ved højre læg, og endnu en ved venstre lår. Hvis det kom til det, ville han da gerne bruge dødelige metoder - men så vidt kom det vel ikke. Det var længe siden Hasanain havde taget et menneskeliv. "For længe" tænkte han, og hævede kort øjenbrynene, som alle muskler i hans krop spændtes, og han gjorde sig fysisk såvel som psykisk klar på hvad der for ham nu var en uundgåelig konflikt. Han kendte typen. Han var sådan en type selv, mange år tilbage. Kun en måde de ville stoppe på. Eller hvad? Måske de var anderledes. Win/Win.

Azriel havde løbet i nogle minutter, og ingen havde stoppet mændene og hjulpet hende. Hun var ved at give lidt op, og var fristet til selv at gøre en ende på disse idioter, selv om at det ville give væk at hun var en vampyr. Mændene blev ved med at råbe trusler efter hende, hvilket fik hende til at ville give dem flere bank. De lød mere ædru ihvertfald, end de havde gjort inden dette skete..

Azriel kom hurtigt tilbage til den virkelige verden og så en ældre herrer stå nogle meter længere fremme. Han havde set mændene, og da han holdt en hånd op for at få dem til at stoppe, fik Azriel et lille svagt smil på læberne, og løb hurtigt hen til siden og om bag manden, og så nysgerrigt op på ham. Mændene stoppede langsomt op og grinte hånligt "Flyt dig bedstefar!" kommanderede manden som Azriel havde slået, og lød ikke særlig underholdt. Man kunne godt se at manden som nu havde i tankerne at hjælpe Azriel, var ældre end flokken, men ligefrem at kalde ham for bedstefar, var altså lidt for uhøfligt til at Azriel ville kunne holde det ud.

Azriel fangede lidt sig selv i at være bekymret for den ældre herrer, da der stod en flok på 4-5 unge mænd foran dem, og de kunne sikkert godt finde ud af at slå fra sig, og ville med sikkerhed ikke finde sig i at der var nogle som stod i vejen fra det som de gerne ville have...

Hasanain så på den unge pige some hun gik om bag ham, om i sikkerhed. Det stak ham i hjertet et øjeblik, og han så ned. "Du gør engang imellem stadig noget godt for verden, gamle" tænkte han til sig selv, og blinkede et par gange inden han igen så op.

"Det håbede jeg du ville sige..." erklærede Hasanain og så stift på 'lederen' af den pågældende gruppe af unge mænd. Hvad skulle han dog gøre med dem? Han lukkede øjnene et øjeblik, og i samme øjeblik vendte han mange tidligere slagsmål for hans indre blik. Han huskede hvordan han havde slået en fordrukken overfaldsmand ihjel med det bare næver en kold aften i Berlin. Han huskede hvordan han havde sendt et kødbjerg af en mand på hospitalet med et enkelt slag... Og så huskede han kampe med de udøde. Kampe hvor han ingen våben havde været, hvor han havde været tvunget op i krog, og pludselig var mennesket blevet til jægeren, og jægeren til offeret. Han huskede hvordan han var blevet helt overvældet af adrenalin, og havde præsteret ting han aldrig havde troet muligt. Han huskede hvordan han selv levede, og hvordan det virkelig ikke burde være tilfældet.

Som Hasanain mærkede blodet strømme til kinderne, gisnede han. Et øjeblik føltes det som om hans kinder brændte, men så bredte følelsen sig til hele kroppen, og han åbnede øjnene helt op, som han vidste, at han nu ikke kunne blive mere klar. Krigslyst, kampgejst. Hvadend det hed, så var det i hvert fald tilfældet her. Hasanain havde kæmpet imod dæmoner, elvere, vampyre, varulve. Ingen havde besejret ham endnu -- eller faktisk, der var én, men det var en lang historie.

"Hvad siger I?" spurgte han, svang armene bagud, og lod i samme bevægelse den mørkebrune læderjakke glide ned af hans skuldre, arme og helt ned på jorden under dem. "Skal vi danse?" og gik imod dem med stadigt opspilede øjne og et vildt blik.

Azriel betragtede manden som hun stod bag ved, med et blik fyldt med respekt og kunne ikke forstå hvordan denne mand kunne få sig selv til at stå op og hjælpe hende, og kæmpe imod disse mænd som så gerne ville have hende og straffe hende for at kæmpe imod.

'lederen' af gruppen af mænd, som Azriel havde givet en på hovedet, grinte højt og hånligt, hvor de andre automatisk begyndte lige efter. "Dette kan du ikke mene! Jeg skal ikke slå på nogen gamle mennesker" sagde han og lød underholdt over at denne gamle mand kunne finde på at gå imod dem og have intentioner i at kæmpe imod dem. Han rystede hurtigt på hovedet og gik over imod den ældre herre "Jeg vil bare have pigen.. så lad os få hende, og så vil vi ikke gøre dig fortræd" sagde han roligt, men stadig med en truende tone, og prøvede så at komme forbi og over imod Azriel.

Hasanain slog kort ud med armene, åbne hænder, og så på den unge mand med et anstrengt smil. "Nu synes jeg, at spillet her, har kørt længe nok. Jeg er ikke en voldelig mand, men i får kun én advarsel.", Hasanain trådte et skridt tilbage, og gennede pigen bag sig en smule yderligere bagud, så hun var i sikkerhed.

De var nogle stykker, og han var alene. Han kunne ikke lave mange fejl, så ville han være færdig. Han sugede kinderne indad, og bed sig selv i siderne af dem med nok kræft til, at det begyndte et gøre ret ondt. Han måtte være helt oppe på dupperne. "I er unge, i har livet foran jer - hvad har i gang i her, tænk jer nu om!" bad han, og spændte musklerne i sin højre arm, overraskelsesmomentet måtte være lige i øjet. Denne mand skulle knækkes og i jorden med det samme. Han skulle elimineres først. Måske resten ville tage benene på nakken, måske ikke - uanset hvad, ville udgangspunktet være bedre. En kombination ville være ideel, da han allerede var så nær. Hvad ville mon være bedst...

Og så med ét fløj Hasanains højre albue igennem luften, imod den unge mands ansigt og næse, som en del af kombinationen kom med det samme et knyttet venstrehånd imod mellemgulvet, og så atter en venstre albue imod siden af hovedet.

Azriel gik hurtigt om bag ved den ældre herre, så den lidt yngre mand ikke ville få fat i hende. Hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle gøre, eller kunne. Hun kunne ikke gøre noget, andet end at virke hjælpeløs og svag, da folk sikkert så hende sådan, da hun ikke så ud til at være særlig gammel ud. Hun lignede en i starten af sine teenage år, og hun vidste udemærket hvordan mennesker ser piger på den alder...

Manden så ud til at blive mere og mere vred, og ville ikke høre på den gamle mand som nu stod foran ham og troede at han kunne snakke dem ud af hvad de skulle til og gøre "Hold nu kæft din gamle tosse!" snerrede han vredt og utålmodigt og skulle til at skubbe den ældre herre til siden, men nåede ikke så meget da en albue blev sendt hen imod ham. Han prøvede hurtigt at undvige den, men så ikke knytnæven og den anden albue komme imod ham, hvilket fik ham til at falde til jorden.

Man kunne let se på ham at han var helt rundt på gulvet, men kom så tilbage til sig selv og så arrigt og hysterisk op på den ældre mand og derefter over til Azriel som stod bag ved ham "Den kælling er ikke det værd" sagde han vredt og spyttede blod ud på jorden ved siden af ham, hvorefter at han rejste sig op og begyndte at gå "I begge skal få dette betalt! Jeg vil ikke se igennem fingre!" sagde han vredt og truende, og man kunne godt høre at han mente hvad han sagde. Han hev hurtigt de andre mænd efter sig, hvilket bare havde stået og havde et målløs og forvirret blikke rettet imod deres leder og så manden som havde slået ham ned, men begyndte så at følge efter.

Azriel så efter mændene og åndede lettet op, men huskede så hendes redningsmands hurtighed. Det var ikke helt normalt for et almindeligt menneske. Hun så undrende op på ham, og vidste ikke helt hvad hun skulle tro om ham. Hun gik hurtigt et skridt baglæns, da hun stod ret tæt på ham. Hun så lidt ned i jorden "Tak fordi de hjalp mig.." sagde hun lavmælt, og vidste ikke helt om hun skulle skynde sig at smutte eller om hun skulle blive og snakke lidt med ham. Der var bare noget ved ham, som hun ikke brød sig om, også selvom at han lige havde hjulpet hende. Der var bare et eller andet ved ham...

Hasanain lo kort som den unge mand råbte trusler efter ham. "Må han dog kvæles i blodet" tænkte han til sig selv, som han sukkede og rystede på hovedet. Armene faldt langsomt ned lang siderne, han lukkede øjnene, tog en dyb indånding og faldt til ro. Det var ovre. Ovre som det havde været mange gange før, og endnu engang var det ikke ovre for ham. Ganske god kombination han havde fået lavet der - skulle han bare have gået mere efter ansigtet? Det havde været sjovt, at høre den unge mand forsøge sig med bandeord og tomme trusler, med munden fuld af sine egne tænder. Hasanain smilede ved tanken, som han vendte sig rundt, bukkede sig ned, og samlede sin frakke op.

"Det er slet ikke noget problem, unge dame" sagde han venligt, og nikkede, som han rettede sig op, og langsomt iførte sig den. Han stak sine hænder i bukselommerne, lidt usikker på hvad han næste træk var - eller hvad det burde være. "Skal jeg følge hende hjem, spørge hvad der er galt? Snage?" han trak kort på skuldrene, som det for første gang gik op for him, at den unge dame var iført en form for kjole, og i øvrigt havde hendes sko i hænderne. Han hævede øjenbrynene i forbløffelse, og lagde hovedet let på skrå.

"Nu må du selv bestemme om du vil fortælle mig hvad der er sket her, og hvorfor tumpe et, to, tre, fire og fem fulgte efter dig." han bukkede knæene lidt så de var mere i øjenhøjde. "Men du må i det mindste fortælle mig hvor du skal hen, så jeg kan sikre, at du kommer sikkert frem" erklærede han ret bestemt. Den unge dame så ikke yderligere skræmt ud af situationen, hvilket var overraskende for den midaldrende mand, men han attributerede det shock.

Som afslutning, og inden den unge pige havde svaret, sendte Hasanain hende hvad han håbede var en afslappet og beroligende smil. Der var ikke noget, at være bange for længere.

Azriel så på manden og kunne se at ligesom hende selv, var han også usikker. Hun var dog sikker på at det var to vidt forskellige ting de var usikre om. Azriel var helt forvirret over hvordan denne mand kunne være så hurtig og stærk, og var ikke helt sikker på om han overhovedet var helt menneskelig. Selvfølgelig kunne hun ikke spørge ham, da der jo var chancer for at han var helt normal, og hun derfor giver informationer ud omkring væsner og det overnaturlige ud til et helt almindeligt menneske.

Azriel rettede sig hurtigt op og så på manden "Jeg gjorde intet. Det var dem som ikke kunne holde deres hænder for sig selv" sagde hun og ville få det til at lyde som om at hun ikke kunne finde på at gøre noget som helst imod nogen, selvom at det var en stor fed løgn. Azriel havde dræbt mange personer. Mennesker og væsner. Men det skulle denne herre jo ikke finde ud af, lige meget hvad. For hun ville være en død pige, hvis han virkelig var en jæger, og han så fandt ud af at hun var en de stærkeste vampyre der var. Selvom at hun så lille ud, var hun meget stærk.

Azriel så lidt på manden med et mistroisk blik, men sukkede så "Jeg var på vej hjem.." var det eneste hun sagde, hvilket jo var sandt. Hun så på mandens ansigt og så ham smile, og sendte ham så et lille og forsigtigt smil.