And I Who liked dogs - Mazhe

Dato: 20/02/12
Tid: kl. 23.56
Vejr: klar himmel, med en let vind. Jorden er mudret af vandet fra den smeltede sne.
Omgivelser: kun dyr i nærheden.

Mørket havde lukket sig over øerne da en pige, knap en kvinde satte foden ind i lysningen. Hun havde forladt sin hytte lige så snart solen var gået ned uden for hendes mørklagte UV-tætte vinduer. Hvordan den slags vinduer blev lavet havde hun ingen ide om, men hun vidste nok til at det var et must at have dem i hytten. Så kunne hun se på himlen og solen om dagen.. det var på en eller anden måde en trøst.
En alt for stor skovmandsskjorte, et par slidte jeans og et par høje læderstøvler var hendes standardbeklædning når hun færdedes i skoven, for det var ikke tøj der hurtigt gik i stykker. Oftest når hun var på disse breddegrader plejede hun at træne sine evner, men i dag fandt hun ingen ro ved at fare rundt som havde hun ild i røven.

Efter for tredje gang at have fejlet et besværligt hop kom hun langsomt på benene med mudder langt op ad benene. Det var endnu en af hendes måder at lægge afstand mellem sig og hendes til tider arrogante artsfæller. Det var langt de færreste der kunne finde på at færdes i en skov uden et specielt mål og i så fald sørgede de for at komme hurtigt ud igen. Mudder og vampyrer havde aldrig været venner, men som barn af en bonde var hun vant til det, og vidste derudover at hun havde behov for at træne sine evner. Hun var en elendig soldat.

Med et suk rettede hun sig op og rystede det værste mudder af bukserne. Hendes røde hår var rodet, og sad som en vild manke om hendes hoved. Når hun skulle ud for at træne havde hun droppet at sætte det op. Det ville være løs igen indenfor fem minutter. Med en alabasterhvid hånd trøg hun håret tilbage og rettede sin opmærksomhed imod springet fra træ til træ. Et vindstrød bragte en lugt med sig, som fik hendes hoved til at dreje sig med et ryk og hendes øjne til at blive vagtsomme. Måske var hendes evner som soldat ikke i top, men hendes lugtesans forstærket af hendes evne gjorde hende til en fortræffelig spejder.

Mazhe løb. Hele hans krop var anspændt, og han kunne mærke mælkesyren svig i sine muskler, men han vedblev sit løb. Han havde fået færten af noget, noget nyt. Af en eller anden grund havde han bange anelser ved det hele. Men et eller andet inde i ham tvang ham til at forsætte.
Pludeselig stoppede han op. Han var tæt på nu. Mazhe gik fra træ til træ, indtil han fandt hvad han ledte efter. Et lyn havde flækket en gammel eg, og der var nu en hulning i træet der ville udgøre et glimrende gemmested. Mazhe tog sin taske af og lagde den ned i hulningen. Han to et par skridt væk fra gemmestedet, men ombestemte sig så. Hvis han forvandlede sig ville hans tøj blive revet i stykker, så han bestullede sig for at putte sin skorte ned i tasken.

Mazhe bemærkede knap nok den kølige natte luft der hvirvlede omkring ham. Det varme blod der pumpede rundt i hele hans krop, gjorde det næsmest umuligt for ham rigtigt at fryse. En af de bonuser der var ved at være Varulv, tænkte Mazhe for sig selv. Det, og så overnaturlig styrke,fart, hørelse og lugtesans. Desværre kom alt med en pris, og det tog hårdt på Mazhe’ menneskelige krop at benytte sig af sine styrker. Det kunne han mærke nu, efter at have løbet det meste af dagen. Hans krop værkede og virkede stiv, men han blev ved med at gå hen mod færten. Lillith havde sagt til ham gentagende gange, at hans nysgerighed nok skulle få ham i uføre.

Mazhe stoppede op og så sig rundt. Han var endt et lidt specielt sted i skoven. Træerne her var perfekte. Altså de stod med en sådan afstand at der va plads nok til at en lille gruppe skulle kunne campere der, men dog var det ikke en lysning, for trækronernesblade var tætte. Man alt dette så Mazhe ikke, for det var her. Hvad end der fremkaldte færten var det eller den her.

En lille rynke på pigens næse viste at hun ikke brød sig om hvad der kom imod hende. Lugten af hund slog imod hende og hun vendte sig rundt i en hurtig bevægelse så hun endte med let bøjede ben. Et par kløver-grønne øjne så vurderende på den unge mand der nu stod et par meter fra hende. Nu var mudderet, vejret og hendes træning ligegyldig. At træffe en ung mand uden skjorte på midt om vinteren var sært for et menneske, men for en vampyr var det et faresignal.
Ingen vampyr ville gå sådan rundt for måske kunne de ikke mærke kulden, men ofte følte de sig for ophøjede.. og en dæmon ville nok opføre sig på samme måde og desuden frøs de vist også.. Hendes sidste gæt var varulv.. men var det ikke også det mest sandsynlige? Eng ung mand, i en skov der lugtede af hund.. hun kunne tage fejl.. men på de her øer var det sjældent tilfældet, og han lugtede ikke af menneske. Hun kunne mærke hele hendes krop stivne ved udsigten til kamp, men hun stivede sig af og tvang sig selv til at slappe af. Det var jo ikke sikkert at der ville komme en kamp..

Pigen foran ham lignede en pige i midten af sine teenageår, men den selvtillid hun udviste lignede ikke tilnærmelsesvis den som de fleste piger på den alder havde. Overfor en der tydeligvis ikke var menneske så hun igen grund til at ligge skjul på hvad hun var. Han var en ulv, og lige nu var han alt for tæt på til at hun havde det godt med det.
”Hvem er du? Og hvad vil du her, ulv?”
Hendes stemme der normalt var blød, var nu skarp som en kniv. Dette her var hendes sted hvor hun kunne være alene og komme af med noget energi uden at blive forstyrret.. men så dukkede han op. Det var ikke noget hun tog let på, samtidig med at hun ikke ville slås. I hendes ansigt sås en antydning af nervøsitet, men den var væk øjeblikket efter.

Det var slet ikke faldet hende ind at han ikke vidste hvad hun var, at han ikke kunne lugte det. Hun gik på en eller anden måde ud fra at varulve tog sig af det de havde lavet, ligesom vampyrer oftest gjorde. Der var selvfølgelig undtagelserne blandt hendes slags der forlod deres skabninger efter forvandlingen, men det var tabu.. det var bare sådan noget man ikke gjorde.

Mazhe så direkte på pigen foran sig. Umiddelbart så hun en del yngre ud end Mazhe selv, men et eller andet ved hende fortalte Mazhe at alt ikke var hvad det så ud til. Så talte hun til ham, og hans anelser blev større. Den stemme hun talte med, og den måde hun brugte den på antydede meget mere end en barnestemme. Mazhe bemærkede en nervøs antrækning, men den forsvandt så hurtigt at Mazhe blev i tvivl om han havde set rigtigt.

Ulv. Det var hvad hun havde kaldt ham. Men hvordan kunne hun vide det? Med mindre hun selv var en, tænkte Mazhe. men det var ikke det lugten fortalte ham. Hele han hoved summede af tanker, brikker der langsomt faldt på plads. Mazhe hørte det som et lille klik, for sit indre ører, før alting blev stille. Selvfølgelig, det kunne han jo have sagt sig selv. Han vendte igen blikket mod pigen foran sig. Men denne gang var hans øjne store, og meget mere interesseret.

"E-er du vampyr?", fik han formuleret. Han var mange ting lige på det tidspunkt. Forvirret, nysgerrig, glad, men det eneste han ikke var lige nu var bange. Et smil gled over hans læber, da han begyndte at plapre løs, "Er du? Fordi jeg har aldrig mødt en før. For pokker, jeg troede slet ikke de eksisterede. Men du må næsten være en for du lugter.... sjovt. Intet ondt ment med det, selvfølgelig. når men jeg er altså en varulv. Hvis du da ikke allerede vidste det og...."

Ulvens reaktion var mildest talt.. interessant. Både smilet og nysgerrigheden var langt fra hvad hun havde forventet, og hendes maske af aggressivitet og mistro faldt fra hinanden som en gipsmaske der fik et ordenligt slag. Hendes øjne var dybt uforstående og forvirrede ligesom tankerne i hendes hoved og pludselig vidste hun ikke hvordan i alverden hun skulle reagere. En lille forræderisk stemme i hendes hoved hviskede muntert at han da så meget rar ud, og den facade hun havde prøvet at få op at stå skvattede sammen igen.
Hun trak vejret dybt ind og så på forsigtigt på ham. Hans talestrøm havde gjort hende aldeles forvirret, men også mere venligt stemt overfor ham.
”Ja jeg er vampyr. Vent, holdt, stop.. vidste du ikke..? men hvem..? hvem har så fortalt dig om alt det andet?”

Forvirring, nysgerrighed og undren stod skrevet med store bogstaver i hendes ansigt da hun forsigtigt trådte et par skridt hen imod ham. Hun kunne have været ved siden af ham efter et blink med øjet, men tænkte ikke at det ville være helt smart. Han var trods alt en ulv.. Og måske var han ikke helt så venlig som han virkede til for selvom hun af en eller anden grund havde besluttet sig for at kunne lide ham kunne hun tage fejl.. det var jo ikke første gang..
”det er helt okay.. jeg kan lugte det.. altså at du er en ulv, men.. hvorfor ved du ikke det her!?”

Han burde vide det! Det var sådan noget alle forvandlede ulve og vampyrer burde vide.. men hvem var det så der havde fejlet med ham? Var det endnu en skiderik der bare havde forladt sin skabning eller hvad var der gået galt. Det hele, alle spørgsmålene, fik hendes hoved til at summe som et vredt hvepsebo og hun kunne ikke lade være med at være nysgerrig. Godt nok burde hun holde sig langt væk fra ulve, men han virkede tilforladelig.. men det gjorde hun jo også selv til tider..

Mazhe fik med stoppede sin talestrøm. Han bukkede kort hovedet og løftede det igen, "Undskyld. Der er ikke nogen der har fortalt mig noget. Jeg har lært hvad jeg ved af mig selv. Ingen i cirkusset jeg opvoksede i, vidste hvad jeg var. Eller, jo Lillith, min plejemor, gjorde selvfølgelig."

Mazhe lod blikket falde da han fortalte, "Cirkusset blev angrebet af nogle ulve, da jeg var helt lille. De dræbte mine forældre, og bed mig." Han vidste ikke hvorfor han sagde det til pigen foran sig, men det var som om han havde åbnet en sluse og nu kunne han ikke rigtigt lukke den igen. "Lillith tog mig til sig. Da jeg blev 21 tog jeg til Werclare. Jeg må finde dem der gjorde det ved mine forældre og...". Ja, hvad ville han så? Tage hævn? Mazhe rystede tanken af sig, det måtte han tage til den tid.

Han så op igen, "Men du virker til at kende en del til alt det her", han gjorde en gestus mellem pigen foran sig og sig selv. "Du kunne måske.. fortælle mig hvad du ved?".

Hendes hoved tiltede til den ene siden og hun så undersøgende på ham. Hvordan kunne det være at nogen kunne være dum at efterlade en person under forvandling lige meget om man var vampyr eller varulv. Begge kunne gå rouge og og ville ende som en fare for alt og alle.. blandt andet hemmeligholdelsen.
”Så hvor meget ved du om vores verden? Om de andre racer? Jeg vil gerne fortælle dig hvad jeg ved men først vil jeg vide hvor meget du ved. Altså nu ved du jo at vampyrer findes.. hvad med dæmoner?”

Stadig forsigtig gik hun længere hen imod ham. Han kunne skifte hvert øjeblik og det så ud som om han havde været parat til det da de stødte på hinanden.
Tøvende rakte hun ud for at klappe ham på skulderen men stoppede midt i bevægelsen og lod hånden falde. Alle hendes instinkter sagde hende at dette her var en abnormt dårlig ide.. at være så tæt på en varulv som hun endnu ikke vidste nok om til at føle sig sikker.
”Der er mange varulve her.. Jeg er nok ikke den rigtige til at hjælpe dig med at finde dem. Vampyrer og varulve holder sig fra hinanden af særdeles gode grunde.”

Den eneste varulv hun kendte brød hun sig ikke særligt om. Han havde kastet en kniv efter hende, det i sig selv var ikke slemt, men at den så havde ramt en af hendes andre venner havde hun noget svært ved at ignorere.
Han havde undskyldt til hende.. men det var mere hendes ven han burde undskylde overfor selvom han nægtede.
”Men jeg kender en anden varulv som måske kan hjælpe dig.. Måske.”

"Hvad jeg ved?" sagde Mazhe, mest henvendt til sig selv, mens han lagde hovedet tilbage.han lukkede øjnene og tænkte. Hvad vidste han?. Jo, han vidste da der var flere end ham selv.

"Altså indtil NU, vidste jeg der var andre ulve end mig. Men jeg vidste slet ikke der fandtes nogle ligesom dig", sagde han og gjorde en gestus mod Wilith. "Jeg ved ikke hvilke andre væsner der eksistere". Han åbnede øjnene og så lige op i den mørke natte himmel, "Vent... Sagde du dæmoner? hmm.. Nej dem kender jeg heller ikke til". Han lukkede øjnene igen.

"Jeg er faktisk ikke nødvendigvis interesseret i at finde andre af min slags... Jeg vil bare gerne have svar.". Mazhe sukkede, og rettede igen blikket mod Wilith.

//sorry er lidt død //

"Oh hell no.. så bliver jeg vel nød til at forklare det hele. Øen sværmer med overnaturlige, og hvis du skal have en chance her bliver du sgu nød til at vide et eller andet.."
Træt på hun på varulven som heller ikke så ud til at være helt glad ved det her, men det var der vel ikke noget at sige til. Hun skulle til at vende hele hans verden på hovedet.. men siden ingen andre havde gidet fortælle ham det måtte hun vel. I hvert fald følte hun så at det blev op til hende. Hellere det end at nogle af de sindssyge væsner derude gav ham en grim overraskelse.

"Okay vi starter med dæmonerne; de fifler med magi og sjæle. Indgå aldrig aftaler med en dæmon. Du har en sjæl, pas på den! Dæmoners modsætninger, Engle findes her også. Dæmoner bliver utilpasse i deres selskab, men pas på. Engle er lige så forskellige som mennesker.. Og har gerne noget imod racer som vampyrer."
Hun mindedes et bestemt møde med et par ærkeengle og hendes ansigtsudtryk kunne nok bedst beskrives med søsyge eller utilpashed.

"Jeg har meget at fortælle, for der er mange stygge tingester derude. Godt så lad os tage varulvene; du kender nok mere til din slags end jeg gør, men jeg kan i hvert fald fortælle dig en ting som du nok ikke vidste. Hvis du bider mig, så vil jeg dø, men i så fald vil dit hjerte ligge på jorden inden da."
Hun sendte ham et skævt blik under det halvlange røde hår og der var ingen tvivl om at hun mente hvert et ord. hun havde aldrig set en vampyr der var død af et varulve bid, men historierne havde fået det til at vende sig i hende. Den slags død var lang og pinefuld lidt som et menneske der døde af feber.
"Det er derfor varulve og vampyrer holder sig fra hinanden. Varulve vil omvendt også dø hvis en vampyr prøver at forvandle den.. Vampyrer; vi brænder i solskin og lever i alt for mange år. vi drikker blod, og kors og hvidløg virker ikke."

Hun rettede sig op igen, strøg håret væk fra øjnene og så vurderende på varulven. Han var ikke umiddelbart en trussel, men hvem vidste.
"De tilbageværende racer er kun elvere og mennesker. det er en forfærdelig masse at sluge på en gang.. men nu hvor du er ankommet til cirkusset, det store overnaturlige, sindssyge kaotiske cirkus, så bliver du nød til at vide hvad du vader rundt i. Jeg ved ikke hvad der er at sige om elvere; Naturelskere, spidse ører, gerne vegetarer og trækræmmere. Jeg kan ikke komme på andet. Dusørjægere kender du nok, af alle racer, flest mennesker som ser en ære i at myrde os alle. Vær opmærksom"

//helt i orden :) //