Hello there//Kieran.

Dato: 23 Februar 2012.
Vejr: Solen skinner stille på himlen og det blæser ikke.
Tid: 13:57
Sted: Sheria Bymidte.



Austin sad på en af de små caféer, han sad ude på gaden da han ikke fandt det koldt, han var i klædt i et par stramme sorte bukser, en hvis stram tank top og udover den havde han sin sorte slidte læderjakke. Han sad med en kop varm kaffe foran sig og læste dagens nyheder. Om der nu skulle være noget nyt, mange gange var folk blevet overfaldet og dræbt men de almindelige menensker troede altid bare at det var noget helt andet end hvad det egentlig var. Han smilede stille ved tanken om hvor naive de fleste var. En gang imellem savnede han dog også at kunne tillade sig at være naiv, det kunne han dog ikke mere. Han så sig kort omkring før han drak det sidste af hans kaffe, der havde ikke været noget spændende. Han rejste sig derefter op og gik videre ned af den lille side gade, han var på vej ud i den store gågade. Måske der skete noget spændende derude? Der var i hvert fald kun en måde at finde ud af det på, en af Austins største svagheder var at han var så nysgerrig som han var, det havde før bragt ham i mange vanskelighedder, dog havde han klaret sig igennem de fleste uden større skader. Han så sig omkring ud mellem alle de mennesker som skyndte sig op og ned af den travle gade.

Vinden blæste løftede op i hans hår, og Kieran lagde nakken tilbage med et bredt smil, idet han gik med armene ud til siden. Han slentrede ned af gågaden uden noget egentligt formål, i hvert fald ikke andet end at finde noget underholdende, han kunne give sig til. I hånden holdt han en lyserød pung der havde så feminint et design, at det umuligt kunne være hans, hvilket det heller ikke var. Det var én, han havde snubbet fra en uopmærksom teenagetøs, der havde stået og gloet helt opslugt på en kjole i et butiksvindue. Hun havde ikke haft noget af værdi i sin pung udover et par sedler, men dem havde Kieran til gengæld beholdt.
Han slentrede videre, i hver fald lige indtil hans ene arm ramte en forbipasserende. Manden råbte vrede skældsord efter den mørkhårede dreng, der skyndte sig videre. Han søgte tilflugt i begyndelse til en lille sidegade, der var helt tomt med undtagelse af en fyr, der stod og kiggede sig nysgerrigt omkring. Kierans unge hoved blev tippet på skrå, idet han knugede den lyserøde pung ind til sig og betragtede den fremmede. Han så ud til at være et par år ældre end ham selv, var brunhåret og høj, og ellers ganske køn at se på.
Kieran skuttede sig lidt. Han kedede sig. Mon han skulle hilse?

Austins øjne så søgende rundt på gågaden, der så umiddelbart ikke ud til at ske noget spændende her. En gang imellem savnede han lidt sin tid tilbage i Irland men han var nu også meget glad for at han var kommet til Deploratus. Han strøg det lange mørke hår ud af sine øjne mens han kort så op på himmelen, den var skyfri og solen skinnede. Det var lang tid siden at det havde været så godt vejr her og det glædede ham at se solen være på himmelen. Han så kort på den unge mand længere nede gaden, han var stødt ind i en mand og han stod nu og råbte af ham. Han rystede kort på hovedet, hvorfor var det at gamle mennesker altid skulle råbe? Den unge mand kom denne vej ned af gaden, han så da ud til at være glad, måske en mulighed for lidt selskab? Han bed sig kort i læben og så at han stoppede op et lille stykke fra ham og at han også betragtede ham. "Hey", Austins stemme var lettere mørk og lød ret musikalsk. Hans øjne faldt på den lyserøde pung som drengen bar i hånden, han løftede stille et øjenbryn men så så på den fremmede med et venligt ansigtsudtryk. Han var helt sikkert et menneske.

Kieran trak vejret i hurtige stød, idet den lille løbetur havde gjort ham forpustet. Hans blik hvilede på den fremmede overfor. Der var noget der sagde ham, at fyren havde hørt, hvordan den gamle mand havde råbt af ham, hvilket fik ham til at rynke let på de mørke bryn.
”Gamle mennesker… Du ved…” sagde han afværgende og gned sig i nakken.
Den fremmedes stemme var mørk og havde en klang over sig, som ledte Kierans tanker hen på en rock- eller bluessanger. Gad vide, om fyren mon virkelig var sanger? Hvis han var, ville Kieran i hvert fald kunne prale af, at have snakket med en ægte musiker. Hvem han skulle blære sig overfor, vidste han dog ikke, men det var underordnet lige nu…
”Hey,” svarede han. Han bemærkede godt den andens blik på den lyserøde pung, hvilket fik ham til at gemme den mere af vejen bag sine arme. ”Ja, lyserød er min yndlingsfarve, og hvad så? Du har sikkert også nogle små særheder, der ikke er særligt mandige.” Den fremmede skulle endelig ikke tro, at han var en tyv, nej…

Han smilede stille, det var lidt sødt at han allerede var forpustet af sådan en lille løbetur og han mente det, han var ikke sarkastisk omkring det. Han mente det oprigtigt. Han nikkede stille, "Ja det gør jeg...", hans tanker røg hen på hans læremester og han kom igen til at smile lidt af sine tanker, gamle mennesker havde en tendes til at være sådan.
Austin havde aldrig nogensinde overvejret at blive sanger og det ville han aldrig, han kunne lide sit job selvom han engang imellem misundede folk som kunne leve et naivt liv. Engang imellem ønskede han bare en dag væk fra hans dagligdag men det fik han aldrig så der var vel ikke nogen grund til at gå og hungre efter det og desuden kunne han jo lide sit job. "Og hvem er du så hvis jeg må spørge?", han fastholdt den andens blik og gav ham et lettere charmerende smil mens han betragtede ham, han var lidt lille og spinkel i det men han havde et kønt ansigt, uden tvivl. Han så ham igen i øjnene da han nævnte det med tyd, "Nej det ved jeg skam godt", han kunne nemt se igennem hans løgn, selvom han ikke kendte ham kunne han godt mærke anspændtheden i hans svar, men han sagde ikke noget. Den sag måtte være hans egen og det var ikke Austins opgave at stikke snuden i den, medmindre han blev involveret.

Gamle mennesker var virkelig en samling sære størrelser. De var enten gnavne og råbende eller søde og kageuddelende. Kieran huskede tydeligt hans gamle nabo. Hun var det rareste væsen, han nogensinde havde mødt. Hun inviterede ham ofte indenfor til en kop kakao og småkager eller klistrede karameller eller hvad hun nu ellers havde liggende i køkkenskabet, alt imens hun glædeligt fortalte ham om alle sine katte - der var Stribe, Tiger, Mr. Whiskars og en halv million andre. Det stod endnu klart i hans hukommelse hvor svært det havde været at nå fra hoveddøren og hen til sofaen uden at falde over en kat. Det havde næsten været en hel forhindringsbane der var en militærmand værdig.
Han blev revet ud sin genoplivning af gamle minder, da der blev talt til ham. ”Jeg er Kieran,” svarede han og mødte den andens blik. Den fremmedes charmerende smil fik en varme til at brede sig i Kierans krop. Han elskede, når folk smilede og var venlige, for det var så sjældent, man mødte nogen, der var det. ”Og du er?”
Han vendte sig blik imod jorden, da den fremmede igen fangede hans blik. Det lod til, at hans løgn var blevet gennemskuet… Nå, hul i det. Fyren havde jo ikke kommenteret det, så det betød nok ikke så meget. Han kiggede op med et skævt smil, idet han lod pungen glide ned i lommen på sine stramme jeans. Han var i dagens anledning iført en sort-hvid stribet T-shirt og en hættetrøje, der skulle gøre det ud for en jakke, men den levede langt fra op til en jakkes standard, for han kunne ikke holde varmen. Han gøs.

Austin smilede stille mens han forsat betragtede en unge dreng som virkede lettere nervøs. Nu var det jo nok heller ikke hver dag at han blev taget i at stjæle, eller han havde jo ikke set ham gøre det men havde afsløret at han var en tyv. Austin generede det ikke, han havde vel sine grunde og det ville han ikke blande sig i. Det var hverken hans sag eller område da han først lige havde mødt drengen selvom han var uendeligt nysgerrig. Det havde altid været en af hans store fejl at han netop så nysgerrig. Han strøg sit mørke hår ud af øjnene mens han forsat betragtede den unge mand. Han var nok lidt yngre end ham selv men det dømte han ham ikke på. Alder var jo blot et tal og havde ikke nogen større betydning for ham. "Jamen goddag Kieran, jeg er Austin", han gav ham et af sine dejlige smil endnu engang. Han var ret charmerende selvom han aldrig havde haft med folk at gøre sådan rigtigt i hvert fald. Han havde haft en del elskere men aldrig venner eller kærester.

//Sorry det blev lidt kort det bliver bedre når vi kommer rigtigt igang, det lover jeg! :)//

Kierans blik gled undersøgende over den fremmede. ”Austin…” gentog han bare for at være sikker på, at navnet sad fast. Austin. Mørkt hår og et venligt smil. Kieran fandt sig selv gengælde dette smil, og det kom noget bag på ham. Normalt var han ikke så venlig overfor fremmede, men det måtte vel være Austins charmerende smil, der smittede. En rosa rødme farvede hans kinder i forlegenhed over hans egen opførsel. Heldigvis behøvede han ikke at stå der og vride sine hænder længere, for pludselig fangede noget hans blik, som brød den akavede stemning.
Ude på gade fik han øje på en politimand blandt menneskene. Den halvtykke mand vendte og drejede sig med et opmærksomt blik, og Kieran var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han kiggede efter. Det løb ham koldt ned af nakken, før han uden tøven greb fat omkring Austins håndled for at trække ham ud af politimandens synsfelt. Det krævede kun at dreje ned af en enkelt sidegade, før de – eller i hvert fald Kieran – var i sikkerhed. Austin havde jo intet at frygte.
"Jeg hader det her job..." vrissede han af sig selv og sparkede til en sten, der slog imod en cykel længere fremme. Derefter vendte han blikket mod Austin og et undskyldende udtryk prægede hans lyse ansigt. "Det må du undskylde. Det var ikke min mening at trække dig med ind i det, men på den anden side kunne jeg ikke bare løbe fra dig." Han trak på skuldrene. Sandheden var, at han jo gerne ville snakke med Austin. Der var et eller andet over hans varme og imødekommende attitude der tiltrak Kieran, men måske var det bare, fordi han sjældent oplevede andre folks venlighed.

Austin smilede stille og betragtede den lidt yngre dreng, han virkede nu meget flink og ikke som typen som frivilligt ville vælge at blive lommetyv. Et eller andet sted havde Austin en ide om at det faktisk var under Kierans værdighed at stjæle, men at han bare ikke havde noget valg, dog havde han ikke tænkt sig at sige det højt, han ville jo heller ikke fornærme ham. Det kunne jo godt være han selv havde valgt det. Et smil dekorerede hans læber da han s¨å den rosa farve sprede sig i drengens kinder, han så nu lidt kært ud som han stod der og var helt genert. Austin fulgte hans blik og fik godt øje på den fremmede mand som tydeligt var politibetjent. Dog nåede han ikke at tænke noget før han blev hevet afsted, det var ikke fordi han gjorde modstand, hvis han havde ville Kieran ikke kunne have trukket afsted med ham. Han så sig kort om d de stoppede, de var kommet længere ind i gyden og væk fra gade, han var ikke bange for at denne dreng skulle gøre ham fortræd,, det var han alt for harmløs til. Han smilede stille og betragtede ham, "Bare rolig, ingen skade sket, det er skam helt okay", han smilte let og betragtede ham igen, "Hvorfor så ikke bare gå i skole eller finde dig et job?", han så nysgerrigt på ham og smilede stille.