My home is equal to cold memories{Felicity}

Dato: 25. februar
Tid: 20.54
Omgivelser: Crystals lejlighed.
Sted: En ukendt lejlighed i Werclare(Crystals)
Vejr: Blæsende, rimeligt koldt udenfor.
Påklædning: Et par mønstrede nylonstrømper, med et par shorts trukket over, på en måde der gav hende et halv-punk-agtigt udseende. Dog ødelagde den pink, løse top illusionen om noget punk-agtigt.

Crystal trak nøglerne op af lommen, uden at bemærke den klingende lyd der rungede gennem opgangen. Hun skramlede voldsomt da hun fandt den rigtige nøgle, og stak den besværligt ind i den rustne lås. Hendes nylonbeklædte ben trådte ind i lejligheden, inden hun snurrede omkring, og smækkede døren i med foden, med en yndefuld bevægelse. Hun nynnede muntert en tilfældig melodi, imens hun strakte sig som en kat, op imod loftet. Hendes pinke trøje fulgte med, så man kunne skimte hendes maveskind under toppen, men da hænderne slapt faldt ned ved hendes side igen, gled trøjen igen ned over hendes mave.

Hendes nynnen fortsatte da hun dansede ud i køkkenet, med et helt uforklarligt glad humør, der boblede i hendes krop. Det var noget der nærmest aldrig skete. Det var meget lang tid siden hun sidst havde haft den følelse, af at alt gik godt. Og taget i betragtning af hendes situation, var det også en latterlig følelse at have. Sidste gange hun havde haft følelsen, havde hun endt med at brænde en skov ned, så måske burde hun lægge følelsen til siden. Hastigt.

Hendes lange, solbrune fingre gled gennem de store mørke hår, og lod det falde som et vandfald på den ene side af hendes slanke hals. Hun smed skødesløst nøglerne over på spisebordet i nærheden, og lod grundigt de næsten sorte øjne gennemsøge hendes lejlighed. Der skulle jo nødigt være nogle indbrudstyve der ikke blev opdaget. Hverken på det slidte, plettede tapet, eller omkring det gamle møblement var noget ændret. Hendes smil voksede hastigt, da hun trippede ind i soveværelset. Klar bane.

Then it's just you and me sweet little Crystal.
- I don't want to be alone with you. Go to hell.
I've been missed to be alone with you too.
- Shut up, and get out of my head. I want to be ALONE!
You are alone. I'm you, silly girl.
- I'm fucking NOT silly!
Alright then. If you say so.
- I'm ... Shut up!

Det blanke blik der altid dominerede Crystals øjne når hendes indre stemme talte, aftog langsomt og afslørede hendes let irriterede blik. Det gode humør var forsvundet, trukket væk af stemmen der burde være hendes gode side. Hendes gode halvdel. Og ja, hun var sikkert meget sød og venlig. Men hun var også så irriterende, at det gav Crystal kvalme.

Felicity rakte en hånd op foran sit ansigt for at skærme sine øjne mod den hårde vind. Hendes skridt var anstrengte og det krævede en god del kræfter at kæmpe mod de kolde vindstød. Hendes korte nederdel og den løse t-shirt var ikke det bedste til at holde en varm i sådan noget vejr. De næsten sorte krøller piskede hende i ansigtet, så hun var nødt til at lukke øjnene.

Hun drejede hovedet og så tilbage. Manden var der stadig. Han havde fulgt efter hende længe nu og hendes 'ikke-gå-i-panik'-grænse var snart nået. Han var høj. Høj og muskuløs. Mere kunne hun ikke se, for det var mørkt og han havde en stor, sort jakke på. Hun ville løbe, hvis hun kunne, men vinden var for hård og han var garanteret hurtigere end hende. Han løbetrænede sikkert hver dag, mens hendes eneste træning var at løbe fra sted til sted. Men sådan var livet på gaden jo. Og, underligt nok, var hun begyndt at holde af det. Ingen forpligtelser eller krav, til gengæld kulde og usikkerhed hver nat.

Selvom vinden var stærk og peb hende i ørerne, kunne hun høre skridt. Det var ikke hendes egne. Hun var slet ikke tung nok til at lave så tunge skridt. Hun så igen tilbage og straks stod rædslen malet i hendes smalle ansigt og de mørke øjne. Manden løb op mod hende. Selvom det for hende føltes umuligt, han løb mod vinden. Han var ikke langt fra hende, højst hundrede meter og hun måtte gøre noget for at redde sig selv.

Hun så skræmt til begge sider. På den ene side var der bare et højt, mørkt plankeværk, men på hendes anden side stod en dør på klem. Tydeligvis en lejlighedsbygning. Med skæbnen i hælene løb hun efter bedste evne hen til døren. Hun fik lirket den en smule længere op, lige nok til at hun kunne smutte ind og smækkede så døren i. Sidste øjeblik. Manden så længe på hende med et skumlende blik, men så gik han videre, mod blæsten.

Hun lænede sig op af væggen i opgangen. Langsomt gled hun ned af den, indtil hun endte på gulvet. Da hun sad der begravede hun ansigtet i hænderne og tog en dyb indånding. Og pustede ud. Træk vejret ind. Pust ud.

Crystals øjenbryn blev langsomt hævet over hendes mistænksomme øjne, da et brag rungede gennem opgangen, og trængte gennem hendes alt for tynde dør. Hendes lange skridt førte hende hen til den knagende dør, og hun hev den op uden tøven. Hun trampede hastigt ned af trappen, og stirrede på kvinden der sad og trak vejret dybt på gulvet. Hun krydsede træt armene, og klikkede med tungen.

"Who are you, and why the hell are you sitting here?"

Hun trådte nogle skridt frem, som ville hun hjælpe kvinden op, men trak bare armene tættere om kroppen. Hun havde ikke brug for at hjælpe nogle, og derfor kunne hun aldrig finde på at gøre det, især da ikke uden grund. Hendes kolde blik viste intet tegn af venlighed, og hendes døde smil virkede mere irriteret end varmt.

"You look like someone who has seen a ghost."

Et sekund flammede en utrolig munterhed op i hendes blik, som dog døde hastigt igen, men spor af den voldsomme livsglæde klamrede sig til hendes smil uden fingerspidserne. Hun lænede sig dovent op af væggen, med vreden over at være blevet afbrudt, hængende om sig som en tåget aura.

Felicity løftede forsigtigt hovedet fra hænderne, da et knald fra en dør hørtes i opgangen. Hun så opad og fik straks øje på en kvinde, tydeligvis i starten af tyverne, med langt, mørkt hår. Da kvinden stod foran hende, følte hun sig med et lille, nærmest som et ubetydeligt insekt på afveje.

"Who i am? My name is Felicity, but i don't suppose, that tells you, who i am. I am here, because i was followed and nearly catched by a man. Drunk, i guess."

Hun ville have smilet, men oplevelsen havde rystet hende meget voldsomt. I stedet rystede hun bare opgivende på hovedet. Det nyttede ikke. Slet ikke. Hendes mørke krøller piskede om hovedet på hende, da hun drejede hovedet og så direkte ind i øjnene på kvinden. Der var et irriterende smil på kvindens ansigt og det gav hende et kort stik af trods. Af irritation.

Hun løftede langsomt hænderne og borede hårdt en lang, smidig pegefinger mod hver tinding. Måske kunne det fjerne billedet af manden med den sorte jakke.

Crystal betragtede hende med et køligt smil, uden at vise tegn på forståelse overfor kvindens ord. En glød tændtes langsomt i hendes øjne, og en et muntert smil dukkede frem på hendes ellers så kolde ansigt. Hendes solbrune arme gled ned af siderne på hendes krop, og faldt ned ved hendes sider uden problemer.

"Hello Felicity. I'm Crystal. Nice to Meet you, here at the dark, gloomy staircase"

Hun slog en latter op, men ingen venlighed kunne spores i hendes stemme. Langsomt ændredes hendes blik dog, og en vis ironisk varme bredte sig i de mørke øjne. Hun sukkede dybt, og rystede på hovedet, som en irriteret påmindelse om at hun burde droppe venligheden igen.

"Alright then. Fine! Are you okay, what happens, bla. bla. bla ... All of that stuff. Just tell me about it."

Endnu engang blev hendes inderlige suk sluppet ud mellem det sammenpressede læber, og hun lod sig glide ned ved siden af Felicity. Hun lagde en hånd på det beskidte, fedtede gulv og skar en forfærdelig grimasse.

"Adr! Okay no, I'm going up to me now! This floor is too disgusting. If you want, you can go with me. You can tell me everything on the way."

Hun sprang op på benene, og tørrede overdrevent fingrene i trøjen, imens hun trådte nogle skridt frem.

Felicity så på kvinden. Egentlig mindede kvinden, Crystal, som hun hed, hende om en porcelænsdukke. En af dem med det falske smil og de kolde øjne. Lidt skræmmende.

"Well, I... I, erhm... Oh, it's..."

Hun kom langsomt på benene og kastede et langt blik ned af sig selv. Stadig frysende, men lidt varmere. Nederdelen var gledet lidt op og hun hev den ned med en irriteret mine. Typisk. Og så foran en fremmed. Hun så tøvende ned i jorden. Gulvet var ganske rigtigt fedtet, det havde hun slet ikke lagt mærke til. Hun havde jo på den anden side også haft nok at tænke på. Flugt og denne mystiske, fremmede Crystal, der bare uden videre inviterede hende ind i sin lejlighed. Ikke en helt normal aften. I hvert fald ikke for hende selv. Slet ikke.

Hendes sorte krøller lå som en hjelm om hendes hoved og indrammede det blege ansigt med de høje kindben, den lidt spidse næse, de tynde læber og de mørke øjne, der stod i skærende kontrast til det næsten hvide ansigt.