Lige inden lukketid - Liam

Dag og Dato: Lørdag d. 25/2 2012
Tidspunkt: 19:27
Omgivelser: Husmødre med børn, der køber de sidste ting ind til weekenden, butiksekspedienter og andre mennesker der skulle gøre de sidste impulskøb inden søndagen.
Årstid: senvinter/tidligt forår
Vejret udenfor: En smule varmere end normalt, lidt blæsende thoug, lettere overskyet, så der er temmelig mørkt udenfor da lyset ikke kan byde igennem skydækket.
Påklædning: Sort stofjakke, mørkeblå t-shirt, sorte jeans og hvide sneakers.

Kean hankede op i posen, og nikkede kort til ekspeditricen bag disken. Selv dusørjægere var vel nød til at købe ind. Han skævede kort til posen der var fyldt med grøntsager, efter sin tur med blodmangel og mødet med en vampyr havde han tænkt sig at være godt forberedt... og han havde lavet research og kommet frem til at broccoli skulle være sagen. Han skulle dog også et smut forbi apoteket, for det var ikke kun maden der kunne hjælpe ham ovenpå igen, og det vidste han godt.. så derfor skulle han selvfølgelig også have vitaminer og andet. Han sukkede lettere irriteret over sin menneskelighed, skulle han forestille at slå væsner ihjel? Han kunne knap nok klare mødet med en, der ovenikøbet havde vist sig godhjertet nok til ikke at rive hovedet af ham, eller det der var værre. Han rystede på hovedet og fortsatte sin vej mod apoteket, han måtte skynde sig lidt inden de lukkede... et eller andet sted håbede han at de først lukkede klokken 21, for så ville han ikke have så travlt. Han sukkede.. en svag hovedpine var begyndt over hans ene øjenbryn... stress. Han måtte hellere købe nogen hovedpinepiller med også.. det ville nok være det bedste. Han himlede med øjnene, nogen gange.. kunne han godt misunde vampyrernes evner, selvom de var onde og kolde og og... alt det der. Han måtte mase sig igennem en familie på fem for at komme hen til apotekets indgang, og indenfor. De sterile hvide vægge, fik hans hovedpine til at gå mere amok. Han gik op til disken og satte posen fra sig "jeg skal have... æhm... piller til forøgelse af blodplader, hovedpinepiller og jern..vitaminer" mumlede han.

"Liam! Vi skal altså hjem nu!" snerrede Lana irriteret, imens hun rykkede i hans trøje med en sur mine malet i ansigtet. Et irriterende og flabet smil viste sig på Liams læber, da han vendte sig om mod Lana. Han rystede på hovedet. "Nej, du skal hjem og det kan du forhåbentlig godt finde ud af selv, ikke?". Lana nikkede bare på hovedet og stak mut underlæben frem, inden hun bare tog hans hånd for at de kunne gå videre. Liam blev dog bare stående. Prøvede inderligt at huske hvad de egentlig skulle have, for hans tante havde ikke givet dem nogen form for seddel med, hvilket var en anelse irriteret. Det kunne han godt bruge lige nu.. "Hvad var det nu vi skulle have?" Spurgte han og kørte kort en hånd igennem sit hår. Istedet for at han fik et svar, blev han bare trukket med sig. Det var underligt at blive trukket igennem et center af en 13 årig pige, for hun var ikke ligefrem den stærkeste nu hvor hun var en engel. Ja, bogstavelig talt. Lana stoppede op foran apoteket og så op på han. Først nu kom han i tanke om hvad de skulle have. Hovedpinepiller og åbenbart også nogle vitaminpiller. Liam forstod det jo ikke, men han burde også tænke på hans lillesøsters og tantes behov nogle gange, i stedet for sig selv. Lidt efter blev han bare trukket ind på apoteket, så han kunne få købt de skide piller og Lana kunne komme hjem. Oppe i køen endte de bag en dreng, der tydeligvis også skulle have nogle piller. Utålmodigt lagde sin hånd mod sin nakke og mumlede et eller andet til Lana. "Rolig nu.." mumlede hun og så op på ham med et kært smil.

Kean så lidt på den forvirrede ekspedient, mens hans ansigt ændrede sig uendeligt langsomt fra neutralt til opgivende, hvad skulle der til for at blondinen bag disken forstod?? "Hovedpine-piller" sagde han og prikkede sig midt i panden, blodpladerne måtte vente, han kunne ikke kommunikere med sin egen race på den anden side af disken lige den dag åbennbart. Hun så endelig ud til at forstå og forsvandt ind mellem rækkerne af hvide reoler med diverse cremer, piller, og andre midler til hvad der nu end var galt med folk. Hun kom tilbage og stilte pilleglasset foran ham, og slog beløbet ind på maskinen ved hendes side. Han lagde pengene på disken, og bemærkede to personer bag sig. Den ældste virkede rastløs. Han granskede dem ud af øjenkrogen, en af gangen... de lignede hinanden, men der var en forskel... fyren var langt blegere end pigen var.. eller sådan virkede det, han kunne ikke helt se det ordentligt. Han vendte opmærksomheden mod ekspeditricen og smilede falsk til hende "tusind tak for hjælpen" sagde han så, og håbede hun ikke kunne føle den dybe ironi idet han tog pilleglasset, og vendte om for at gå. Han gik forbi de to i køen, der var noget loddent ved det. Han sukkede, han havde ikke tid til at undre sig over underlige ting.. selvom han godt kunne.. hvis det var et væsen... hans instinkter hev og trak i ham, han ville finde ud af det.. men han burde ikke... og der var et barn involveret! Forhelvede Kean! Han satte posen fra sig på en bænk, smerten i hovedet var uudholdelig, han rodede efter pillerne i posen, og fandt frem til...Han gloede på etiketten i nogen lange minutter, og mærkede sit temperament ryge igennem loftet "fiske...olie..." hvislede han, og efterlod posen for at gå tilbage til apoteket. Han stillede sig i køen, bag de to andre fra før, mens han forsøgte at tøjle sig selv lidt.. vreden ulmede stadig, men han vidste at det var bedst hvis han opførte sig normalt og kontrolleret. I mellemtiden fangede en blege hud hans opmærksomhed... bleg hud... kunne det være..? Men hvorfor så?... han så kort på pigen ved hans side.. hvad var det her for noget?

Lana efterlod ham alene i køen, for at gå lidt rundt på apoteket imens de ventede på at det blev deres tur. Ekspedienten fattede tydeligvis ikke hvad mennesket foran ham sagde. Hvor svært var det lige at forstå? Lige pludselig havde han egentlig bare lyst til at gå, men de blev nødt til at have det med hjem. Eller rettere.. Lana skulle have det med hjem, for Liam regnede med at blive herinde lidt tid endnu. Måske indtil det lukkede. Det var så længe siden han havde været blandt andre, sådan helt stille og roligt. Et lettet og tungt suk, gled henover hans læber idet han hørte ekspedienten trykke et beløb ind på kasseapparatet. I selv samme sekund var hans lillesøster tilbage ved hans side. Denne gang greb hun dog ikke hans hånd, men stod bare og betragtede de ting der var i 'butikken' hvis man nu kunne kalde det det. Endelig blev det deres tur, og Liam trådte nogle få skridt frem. Faktisk havde han slet ikke lagt mærke til at drengen havde kigget på dem da han var gået ud derfra, så han undrede sig egentlig ikke på nogen måde. Dog lagde han kort hovedet på skrå, fik et kort glimt af ham inden han forsvandt helt ud fra butikken. "Hovedpinepiller og.. eh.." mumlede han og rystede kort på hovedet med lukkede øjne. Hvad fanden var det nu for nogle vitaminpiller han skulle have? ".. Og b vitamin," afsluttede Lana og rullede med øjnene imens hun så op på Liam. Det var dog utroligt så hurtigt han glemte. Ekspedienten forsvandt ind mellem de to reoler for at få fat på det de nu skulle have. "Hvordan husker du så godt?" Spurgte han kort og rodede hende lidt i håret. Lidt efter kom hun tilbage og stillede pilleglassene på skranken foran dem. Han rodede lidt rundt i sine lommer og fik fat i nogle penge, som han så gav hende. Hurtigt tog han posen og var næsten ved at støde ind i drengen fra før, da han vendte sig om for at gå ud. Først sagde han ikke noget, men stod bare og kiggede lidt på ham, inden han rystede på hovedet. "Undskyld," mumlede han kort og sukkede. Der gik ikke længe før han fik fat i Lanas hånd og var ude fra apoteket igen. Endnu engang ledte han efter nogle penge, lagde dem i hendes hånd samt posen. "Nu.. tager du bussen hjem!" sagde han, inden han krammede hende. Lidt efter hun var gået, satte han sig ned på bænken udenfor apoteket. Hvad skulle han egentlig lave her?

Kean stod stille bag de to andre og lyttede.. hovedpinepiller, som han selv skulle have.. og vitaminer.. Han skævede til pigen der stod ved hans side, ingen vampyrer tog vel vitaminer eller hovedpine piller, så den unge pige var højst sandsyligt ikke nogen vampyr, måske et andet slags væsen, men ikke noget han præcist kunne afgøre. Han stod i sine egne tanker, da fyren foran ham pludselig var ved at gå ind i ham. Han fk et lettere chok, men rystede så på hovedet og fik øjenkontakt med ham "det er iorden" sagde han så, og så kort efter ham. Han havde ikke lagt noget i at han havde stået nogen sekunder længere, det der interesserede ham va rmere.. kulden.. han havde opfanget da han var kommet tæt nok på til ham, i øjeblikket hvor han nær var stødt ind i ham. Han kunne ikke lde være med at gruble over det, det var det underligste han havde oplevet længe.. en vampyr.. et eventuelt menneskebarn.. hvor kunne sammenhængen være? Han vågnede af sine tanker igen da ekspedienten utålmodigt kaldte på ham. Han snublede hurtigt hen til disken "øhm.." sagde han og lagde pilleglasset på disken med bonen "jeg bad om hovedpine piller før.. tak" mumlede han. Han var alt for langt væk i tanker til at kunne koncentrere sig om at skulle råbe af hende.. Han fik de rigtige piller og et undskyld, men han nikkede bare fraværende, inden han gik ud af butikken. Fyren sad på bænken hvor han havde sat posen med varer, og han gik langsomt hen til bænken og puttede pillerne ned i posen. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op.. egentlig burde han slå ham ihjel, men han havde ikke sin colt med, tilgengæld havde han nogle småting i posen, men stedet var for offentligt, det ville slet ikke fungere hvis han gav sig i kast med den slags nu. Istedet nikkede han mod bænken "er det iorden jeg sætter mig?" spurgte han så, og smilede venligt til ham.

Drengen fra før kom ud fra apoteket og hen til bænken igen. Nå, så det var altså hans pose? Liam nikkede og smilede svagt til ham. "Selvfølgelig," svarede han og lænede sig kort forover, så han kunne kigge hen af den lange gang med butikker. Der var ikke så mange mennesker igen, men det var han også yderst tilfreds med. Gad vide hvad klokken egentlig var? Centeret måtte da egentlig snart lukke, men han havde ikke et ur på sig. Det kunne egentlig også være ligemeget. Når butikkerne begyndte at lukke af, så vidste han at han burde gå. Forsigtigt vendte han sig mod ham der nu sad ved siden af ham med et svagt smil om læberne. En anelse svært at se. Et svag tanke omkring Lana fór kort igennem hans hoved. Mon hun var kommet hjem nu? Det var trods alt kun en eller to byer herfra. Nej, der var nok kun gået 5-10 minutter siden hun var gået.. Et menneskepar gik forbi dem og først der tog Liam initiativ til at sige et eller andet til ham. "Liam," præsenterede han med det samme svage smil om læberne. Det var det eneste han sådan.. Kunne starte en samtale med. Han var jo et menneske.. De havde intet tilfælles. Det mente han da ikke.

//Bedre bliver det ikke, desværre.