New city - new face - Kodashi

Dato: 27. feb. 2012
Tid: 19.30
Sted: Lidt finere del af Sheria.
Vejr: Småregnende, næsten mørkt.
Beklædning: Et par løse baggy-pants, kanten er puttet sirligt ned i militærstøvlerne, og en mørkegrøn tanktop. Håret er sat op i et uglet knold.

En lysegrå Aston Martin kom langsomt kørende ned ad den svagt befolkede vej. Det var en fin sidegade til hovedgaden. Bag på bilen var en trailer hængt på. Bilen standses ud for en af lejlighederne og en unge kvinde steg ud. Hun kiggede op på husnummeret og fjernede samtidig en lok fra ansigtet.

"Finally.. It's here." Mumlede hun for sig selv. Hun kiggede sig omkring og nikkede anderkendende.

Hun gik om og åbnede bagsmækken til traileren, og det første der skete, var at en lampe faldt ud og smadredes på vejen.

"Crap! Det var min ynglingslampe. Shit!" Hun samlede standeren op og sukkede.

Kodashi havde tilbragt det meste af dagen i Deepshell, men var nu på vej hjem til sin lejlighed i Sheria. Kodashi havde ikke langt vej hjem, men var ved i et uheld endt i den lidt finere del af Sheria, ikke lige et sted Kodashi havde råd til at bo endnu. Trods tjente hun godt på sine malerier men ikke helt nok endnu, men en dag skulle hun nok ende med at bo her, det var hun sikker på.
Kodashi gik entelig i sin helt egen lille verden og tullede rundt men blev hurtigt hevet ud af den igen da hun hørte noget smadre et stykke væk. Af ren nysgerrighed begyndte Kodashi at gå hen imod lyden, og opdagede en kvinde der stod med en ødelagt lampe i hånden.
Kodashi vidste ikke helt om hun skulle isge noget eller hvordan man skulle starte en samtale her, men hun ville heller ikke bare stå her og glo som en eller anden underlig stalker type.
"Skete der noget alvorligt" spurte Kodashi forsigtigt. Hun var lidt sky for at tage kontakt til andre mennesker efter hånden med alle de oplevelser hun havde på bagen. Dog nu var hun jo i det finere kvarter af byen så mon ikke at det gik.

Kaya vendte sig om med et sæt, da kvinden gjorde opmærksom på sig selv, og tog samtidig et fastere greb med begge hænder om den ødelagte standerlampe, som klar til forsvar. Men kvinden stod ikke tæt nok på til at virke truende, hun kiggede sig en hurtig gang over skulderen og så tilbage på kvinden. Efter at have taget kvinden bedre i øjesyn, sænkede hun lampen.

"Næh.. Jeg kan vel købe en ny, det er ikke noget problem."

Hun smed standeren fra sig ved siden af traileren. Der lød en protesterende lyd fra den, da de sidte glasskår faldt fra den. Hun vendte sig om for at tage en kasse ud fra traileren - den så tung ud.

"Er alle folk så høflige her omkring?" Hun kastede et blik over skulderen mod kvinden.

Kodashi fik nærmest selv et chok da kvinden pludselig vendte sig om med standerlampen, eller hvad der var tilbage af den ihvertfald. Hun troede næsten at dette ville være endnu et overfald, men hvorfor ikke, Kodashi held var jo uovertruffen til at blive overfaldet, det var kun efterhånden sket 3 gange.
Dog blev Kodashi mere rolig da kvinden sænkede lampen igen og et smil kom frem på Kodashis læber.

Kodashi så hvor tung kassen så ud til at være og skynte sig hen for at skulle hjælpe med kassen, det minnede hende nemlig om det besvær hun havde haft da hun selv flyttede til byen og skulle slæbe de tunge kasser helt alene.
Det var først her det gik op for Kodashi hvad kvinden havde spurt om og hun kunne ikke lade hver med at grine bare lidt og bagefter svare "Nogen af os er".

Kodashi afventede at kvinden lod Kodashi hjælpe hende med kassen.

Kaya så overrasket på kvinden, men nikkede da anerkendende og rakte hende det ene håndtag.
Det var en meget lille trailer, der stod kun fire kasser derinde og en stor robust metalboks.

"Det overrasker mig, det er jeg ikke vant til. I USA var der få af den slags. Den skal bare stilles her inden for døren."

Hun ledte kassen og dermed kvinden med over til døren, hvor hun med den ene hånd fiskede nogle nøgler op af baglommen i bukserne og låste op.
Døren ledte ind til en mellemstor entré med en dør i den anden ende. Den stod åben, og man kunne se en stor rummelig stue inde bagved.

Gad vide, hvad kvinden ville, siden hun var så hjælpsom. Det kunne umuligt bare være hjælpsomhed. Det var der ikke nogen, der gjorde.

Kodashi tog godt fat i kassen og blev lidt overrasket over hvor tung den entelig var, men bed det i sig for nu havde hun sat sig op for at hjælpe kvinden med at bære den.

"Okay... Men altså, nogen af os må jo være venlige.. verden kan ikke bare være uvenlig hele tiden"

Kodashi betragtede lidt lejligheden som de kom ind for at stille kassen, Kodashi blev lidt misundelig det her var jo smukt i forhold til hendes lille lejlighed, men pris forskellen var nok også ganske stor.

"Mit navn er Kodashi for resten" sagde Kodashi venligt og rakte hånden frem for at hilse efter de havde fået båret kassen ind.

"Altså.. du må bare sig ehvis jeg trænger mig på" skyndte Kodashi så at sige, da hun slet ikke ville være uhøffelig på nogen måde, det var kun rent venligt ment at hun ville hjælpe med at bære tingene og sådan.

Kaya pustede noget hår væk fra ansigtet og nikkede forstående.

"Jeg kan kun give ret."

Hun kiggede med et smil ind i sin nye lejlighed. Det her skulle nok blive lækkert. Men hun måtte skaffe en ny italiensk lampe, det nyttede ikke noget, at hun kun havde en af dem.

Hun vendte sig igen mod kvinden, Kodashi åbenbart, og rakte ligeledes hånden frem.

"Og jeg er Kaya. Og tak forresten."

Hendes håndtryk var fast, og der var styrke bag det, dog ikke så det gjorde ondt.

"Det er du ikke. Ville du have noget i mod at hjælpe med de få kasser jeg har?" Hun nikkede ud mod den halvtomme trailer.
Det så lidt ynkeligt ud, at hendes liv fyldte fire kasser. Men så igen, møbler var der jo ikke nogen af.
De gamle havde været så slidte, at hun havde valgt at smide dem ud.

Kodashi smilede venligt til Kaya.

Kodashi blev lidt overrasket over det faste håndtryk, det var ikke lige det kvindelige håndtryk som Kodashi havde forventet, men det var da ikke noget hun skulle dømme ud fra.

"Det var så lidt"

Kodashi kiggede ud imod den lille trailer og kiggede kort nedp å sit ur, det var ikke så sent endnu så det kunne hun vel godt.
"Nej slet ikke, jeg hjælper gerne"

Kodashi begyndte at gå ud imod traileren og vendtede pænt på Kaya. Det undrede Kodashi lidt at Kaya ingen møbler havde. Mon hun havde penge nok til bare at gå ud og anskaffe sig et helt nyt møbelment, gid det var Kodashi, hun kunne godt bruge en nye Sofa efterhånden.

"Så hvad bringer dig her til byen?"

Kodashi var altid nysgeri når det galdte nye mennesker.

Kaya nikkede taknemligt til Kodashi. Især metalkassen var urtoligt tung, selvom Kaya var en stærk kvinde, kunne hun knapt løfte den selv. Det havde taget hende tyve minutter at få den ind selv. Det var rart nogen gad hjælpe hende. Hun måtte gøre noget til gengæld engang, for at vise hendes taknemlighed.

Hun gik forbi Kodashi mod bilens passagersæde. Hun løftede kort hånden.

"Et øjeblik.."

Hun åbnede døren til passagersæde og lavede en gestus fra bilen og ud på vejen. En stor grå irsk ulvehund hoppede ud fra sædet, logrede glad med halen og strakte sig. Den kiggede afventende op på hende.

"Fri!" sagde hun stille til den og så luntede den ivrigt væk for at lette ben.

Hun vendte igen opmærksomheden mod Kodashi.

"Jeg trængte til at komme lidt væk og så kender jeg en god ven her i byen. Har du boet her længe?"

Hun gav Kodashi den ene flyttekasse, den var ikke særligt tung, nok bare fyldt med tøj. Derefter tog hun en selv, uden besvær og gik hen mod døren igen.

Kodashi undred sig lidt hvad mon der var i metal kassen men undlod at spørger, det var jo ikke hendes og derfor skulle hun jo bare blande sig udenom. Men stadig væk var det en sjov form for flyttekasse at have.

"Okay"

Kodashi betragtede hunden der kom ud af bilen, den var simpelthen så nusser at se på, den var jo lige til at kramme, men igen måtte Kodashi jo lade hver. Men det var godt nok en vel opdragen hund som Kaya havde.

"Jeg har boet her hele mit liv. Fik dog egen lejlighed for et lille halvt års tid siden, har endda stadig lidt flytterod" sagde Kodashi og lo lidt.
*Og du taler som altid for meget Kodashi, hun er da ligeglad* tænkte Kodashi for sig selv og havde lyst til at give sig selv en dumflad.
Kodashi gik hen til Kaya og tog imod flyttekassen og begyndte at gå ind i lejligheden.

"Men det er da et fint område du flytter ind i kan jeg sige, men det vidste du nok i forvejen" sagde Kodashi og rystede lidt på hoved for lige at have pointeret det åbenlyse.

Hunden kom fuld af energi springende tilbage mod dem. Det var tydeligt, at den havde siddet stille i en bil længe. Den blev hurtigt opmærksom op Kodashi. Det var tydeligvis en nysgerrig hund. Den snusede til hendes hånd og forsøgte at få hendes opmærksomhed.

Kaya så smilende på hunden men vendte så atter sin opmærksomhed mod Kodashi.

"Alle har vel rod. Om det så er flytterod eller almindeligt rod er vel ligegyldigt."

Hun havde selv sjældent særligt meget i sin lejlighed, så rod var ikke det store problem for hende. Selvom hun havde besluttet sig for, at denne gang, ville hun rent faktisk indrette sin lejlighed.

"Ja, det er et fint område. Her ville jeg helst bo, her er oftest mest stille."

Svarede hun henkastet. Penge havde hun rigeligt af, så det var ikke et emne, der lå hende på sinde.

"Så er det måske dig man skal komme til, hvis jeg skal have en rundvisning i byen?"

Hendes stemme var venligt anlagt.