I need help.{Eve - Procella - Kaya}

Dato: 12. marts 2012
Tid: 15.02
Sted: La Sunisha, i Den fredfyldte skov.
Omgivelser: Træer, træer og atter træer ...
Vejr: Solskin, let blæsende.
Påklædning: Mørk tanktop, afkortet læderjakke, mørke jeans, læderhandsker.

Solen trængte kun lige akkurat gennem den tågede himmel, der var blevet oversvømmet af tætte skyer. Vinden føg hen over jorden, og samlede nogle halvvisne blade med op på vejen, så de raslede højlydt og gled hen over jorden, som trukket af en usynlig kraft. En ung kvinde traskede foroverbøjet igennem en klump af blade der havde samlet sig, og fik dem spredt omkring sig. Hun så ikke ud til at bemærke den voldsomme knasen hendes skridt forårsagede da hun trådte i bunken, men så derimod ud til at være optaget af sine egne tanker.

I'll give this a last shot ... If she isn't here, i'll give up. I don't know where to find her, then.

Eves handskebeklædte fingre strøg over en gren, da hun passerede den på vej ind i skoven. Den knækkede selv ved hendes blide berøring, og landede i skovbunden. Et smil strejfede Eves læber da den dumpe lyd fra grenen der ramte jorden nåede hendes ører, men ellers så hun ikke ud til at have opdaget det. Solens nåede hendes mørktpåklædte krop, og hendes bevægelser viste tydeligt at hun blev varmet op af de ubehagelige stråler.

Hendes fingre knyttedes og slappedes skiftevis, da hun med vante bevægelser, smidigt undgik de fleste grene, og fik snoet sig uden om mange af de udstikkende grene. Men helt undgik hun dem ikke, for da hendes gang stoppede lagde man tydeligt mærke til de mange huller og rifter der sad spredt ud over hendes krop. Men hendes blik var kun rettet imod de få rifter i læderhandskerne.

No, no, no! I haven't got holes in my gloves ... Why the hell did I forgot the extra couple? Why?

Hendes mørke blik flakkede over landskabet, inden hun stak hænderne ned i lommerne, som for at beskytte dem imod endnu mere ødelæggelse. Vinden legede med hendes let krøllede hår, da hun igen satte i et rask tempo, mellem træerne. Hendes blik gled søgende over træerne, med et håbefuldt glimt i de mørkebrune øjne. Under hende blev de nedfaldne kviste uden tøven ødelagt, uden at hun så meget som at ofrede dem et blik.

Fra den nærliggende skovsti hørtes lyden afgummisko mod underlag. Det var en blød dump lyd, brudt af resterne af vinterblade der knaste når de blev knust, og småkviste der gav efter for kropsvægt. Vinden der blev afbødet af skoven førte stemmer med sig.

Procella så forpustet og rødkindet på Kaya imens hun rullede med skuldrende for ikke at blive kølet for hurtigt ned. Hendes krop var stadig forslået og øm, og slet ikke i sit es oven på hendes tur til Indien. Gud hvor havde hun ikke holdt sig selv ved lige. Det var lidt pinligt.

"So. No rest for the wicked. Are you tired? Not tired-tired but just tired? If yes, I need you to think. Like I said. No rest. Question. You have a situation. Your job went wrong. The fanger you need to kill has taken a woman as a hostage. Tell me. Do you back down, let the fanger go, and let the human live, or do you sacrifice the human and kill the vampire?"

Procella skævede ned til pulsuret. Hun daskede lidt ud efter Kaya da hendes puls faldt lidt længere ned end hun brød sig om for at fortsætte deres "afslappende" gang i et lidt højere tempo der holdt pulsen oppe.

Hun tænkte ikke på børnene lige nu. De havde det sikkert og trygt hjemme i huset med Colt der var på arbejde. Procella stolede på mennesket...i hvert fald i så høj grad som hun nu engang kunne det. Specielt fordi Wick havde en finger med i spillet.

Lyden af gummisko blev akkompagneret af et par lidt hårdere såler - Kayas typiske slidte militærstøvler. Hun burde skaffe sig et par nye, de her var snart gået helt til. Men de var gode at løbe i, så de kunne godt holde lidt længere endnu.
Kaya var ikke synderligt forpustet, nok var hun ikke så dygtig en hunter endnu, men hun sørgede for at holde sin form oppe, for så havde hun da i det mindste ét plus. Hun virkede glad og tilfreds ved at gå en 'afslappet' tur med sin mentor. Procella havde i hvert fald ikke revet hoved af hende endnu. Og hvis det stod til Kaya, skulle det heller ikke ske - hun ville ikke skuffe sit idol - måtte ikke.
Hun sørgede blot for at holde Procellas tempo, kvinden var trods alt en smule ynkelig at se på, selvom hun skjulte det godt. Det var ikke noget nogen af dem sagde højt, sådan var det bare. Hun havde lavet et eller andet job sikkert, hun havde i hvert fald været væk længe.

"No I'm not tired, at all."

Lidt hårdfør måtte hun jo virke som.

"Uhm.. I guess.. I'll let them go. The humans safety comes first. Then I must keep tracking the fanger, and get it another time, right?"

Kaya satte ligeledes tempoet op, hun kunne også godt tåle, at det blev lidt hårdere. Hendes afslappede holdning var blevet lidt mere på vagt. Hun ville så nødig svare forkert, og hun spændte automatisk lidt i skulderne, mens hun afventede Procellas reaktion på hendes svar.

Eves skridt knasede igennem diverse småkviste og blade, der måtte ligge i vejen for hendes trav. Hendes opmærksomhed synes at være rettet imod et sted, der var langt fra denne skov. Solen faldt ind gennem træerne grene, og oplyste kortvarigt dele af hendes ansigt, inden hun igen var væk fra solens stråler.

Hendes opmærksomhed synes at blive suget længere og længere væk, fra stedet for sollyset lejlighedvist strejfede hendes ansigt, og hvor de buede træer var det eneste der stod i vejen for hendes vedvarende gang.

Stemmerne synes at vække hende, inden de når tæt nok på, til at det er muligt for hende at høre klangen af deres stemmer, omkring hende i skoven. Hendes blik suges tilbage fra et ukendt sted, og hendes skarpe, søgende blik glider vagtsomt rundt omkring sig, i et tydeligt forsøg på at finde årgsagen til stemmerne.

Can it ...? No way, i am not that lucky! But ... No ... Can it?

Hendes skridt synes pludseligt at forsvinde ned i jorden, hvor de før havde været larmende. Med tavse, glidende skridt blev hendes skikkelse bragt nærmere de halvforpustede stemmer. Langsomt forstærkedes de, og hun nåede frem i tide, til at høre et spørgsmål, fra en kvindestemme, og en anden kvinde svare på selvsamme spørgsmål.

Eves skridt stoppede brat op, og kvindernes stemmer blev hastigt nedtonet. De bevægede sig. Hastigt endda. Det synes også at være gået op for Eve, for hun satte i en elegant bevægelse, og forsvandt med lange skridt ned mellem træerne.

Lydløst trådte hun ud fra træerne, og lod samtidigt blikket spejde over den smalle skovstrí. Hendes blik fangedes øjeblikkeligt af de to kvinder, der tilbagelagde en stor afstand, på kort tid i deres fart. Eve stod som frosset til jorden, i et kort sekund, imens hun med chokket malet i ansigtet, betragtede de to kvinder.

No. Way. Is it ...? OH!

Hun trådte frem, med yndefulde skridt, som kun elvere kunne mestre. På få sekunder var ikke blot fuldt synligt for de to huntere, men også så tæt på, at de begge kunne røre hende, blot ved at række en hånd ud.

"Uhm ... Excuse me, but are you Procella? Known as Reaper?"

Hendes blik var fæstnet til den forreste af kvinderne, der havde stillet spørgsmål. Genkendelsen gnistrede voldsomt i Eves øjne, og man skulle tro at hun havde brugt timer, på at lede efter netop denne kvinde. Hvilket måske også var tilfældet, at dømme efter hendes reaktion.

Procella kunne ikke lade være med at smile. Hun havde lagt nettet ud, nu skulle det strammes.

"Ah, that's one point of view, BUT!"

Hun afbrød med en gestikulerende håndbevægelse.

"You noticed the fanger. This means it's either a job, or you observed killings. That means that if you let the fanger go, you potentially end up with more dead bodies, but this time you will be somewhat responsible because you let the fanger go. You might save one human, but what about the rest? Could you live with that knowledge?"

Procella forsøgte at gøre sig hård i mellemgulvet for at hendes stemme ikke blev for påvirket af at hun faktisk havde en begyndende sidestik. Satans også. Nå men der var jo ikke andet at gøre end at presse sig ud over det.

Det var muligt at Procella et kort sekund havde ladet sig overraske af elverens opdukken, men hendes lynsnare reaktion kompenserede så rigeligt for det. En arm skød ud, og stærke fingre lukkede sig omkring Eves hals. Resten af jægerens krop fulgte efter og sendte elveren bagover på vejen, så det mere eller mindre virkede som om hun havde fået en rambuk i brystet. En gyldenøjet, mørkhåret rambuk. Fingrene om Eves hals strammedes smertende og begyndte at lukke for ilttilførelsen.

"If you know my reputation as Reaper, then why don't you realize the ignorance in trying to sneak up on a couple of hunters? Stupid stupid elf."

De gyldne øjne var på sekunder belvet rovdyrgule og lidt for skarpe og vide tænder var blottet i en truende knurren ned mod Eves ansigt, imens hun blev holdt fastnaglet mod den kolde skovbund.

"Give me one good reason not to let my partner use your fragile body as a pincushion, and do it fast before I crush your windpipe"

Kaya lyttede med begge øre åbne og sukkede indvendigt over sit fejlagtige svar.

"Ohh.. I haven't thought about that. Then I would 'take' one human's life to safe others. I see."

Hun nikkede forstående. Selvfølgelig, det var indlysende, men som sædvanligt tog hun fejl.

Stupid little girl bandede hun over sig selv i tankerne.

Kaya begyndte selv at kunne mærke, at hendes krop krævede mere ilt. Men det var dog tydeligt, at hun for tiden var i bedre form end sin mentor. Hun trak vejret næsten normalt gennem munden, med kun en snært af anstrengelse.

Den yngre kvindens reaktion var tydeligtvis langsommere. Hun skyndte sig dog hurtigt at få fat i sit korte sværd på ryggen, men Procella havde allere lagt elverkvinden ned, og nu stod Kaya bare og så dum ud.

I have to learn to be thatfast Formanede hun sig selv om i tankerne. Det var nok den bedste måde at overleve på.

Kaya kunne ikke lade være med at skjule et triumferende smil, da Procella kaldte hende 'sin partner'. Hun fik en rar fornemmelse i mavegulvet, men fik dog hurtigt ansigtet vendt i alvorlige og truende folder. Hun stod nærmest oppustet over for elveren på jorden, selvom det var Procella, der styrede showet.

"I would like that. It's been a long time since I've 'played' wath an elf."

Hun smilede et rovdyr-smil med blottede tænder - sådan som Procella plejede at gøre.

Eves krop nåede knap nok, kort at hæve et øjenbryn over de skarpe øjne, inden Procellas hånd lukkede sig om hendes hals, og tvang hende bagud. Hendes ryg ramte jorden, så en voldsom rystelse gik gennem hendes krop, og fik hendes øjenlåg til at falde ned foran hendes øjne, i en bevægelse der lignede forsvar.

I noget der synes at være overraskelse, fløj hendes hånd op, og de slanke fingre lukkede sig om Procellas hånd, netop som hendes iltrør blev klemt sammen af jægerens fingre. Hendes mørke øjne blev slået op, i samme øjeblik det lykkedes hende at hive netop den smule luft ind det krævede at sige nogle ord, mellem Procellas fingre.

"Because ... I really want to be ... Be a hunter, so I can eliminate ... Eliminate all the contaminated and dangerous creatures ..."

Den sidste rest af luft var forsvundet ud med hendes insisterende ord der langsomt var svundet ind, og selvom hendes stemme osede af panik, så var der stadig en rest af beslutsomhed og stædighed der skinnede ud gennem dødsangsten. Med et hvæs fik hun hevet nok luft ind gennem læberne, til at hun kunne færdiggøre sætningen.

" ... There ravaging the world and killing innocent ..."

Ordet der skulle afslutte sætningen svandt ind, og kom som en ugenkendelig hvisken ud gennem hendes læber, da hendes luft forsvandt endnu engang. Hendes mørke øjne flakkede fra Procella, og fra den anden jæger, der sagde nogle ord, der knap kunne nå Eves omtågede hjerne.

Pludseligt synes livskraften at komme tilbage til Eves krop, og hendes fingres berøring af Procellas hånd, strammede pludseligt til, da hun prøvende flåede i hendes fingre, for at få dem af hendes hals. Det lykkedes hende at få hevet endnu en mundfuld luft ind, men om det var fordi hun fik Procella til at slække sit greb, eller om hun blot var heldig endnu engang, var uvis.

"No! ... I don't want to fight you, i want to ... I want to ask you about some hunter-stuff, 'cause ... Because i've heard that you were the best, and if you are Procellas student, then ... Then you have to be really ... Be really good! ..."

Hendes skulder ramte, midt under hendes kamp for den livsvigtige ilt, en mindre sten, der fik skåret sig ind i hendes skulder. Det eneste tegn på, at hun bemærkede den blødende, smertende skulder, var hendes blik der en enkelt gang flakkede over imod hendes skulder, men derefter igen forsvandt imod kvinderne, der bestemte om hun ville overleve dette.

Procellas øjne glitrede ned mod Eve da hun svarede Kaya i en kort gøen.

"Unless you dramatically changed your alliance over night, we DON'T play with our prey Kaya! You kill, fast, and with as much mercy as you can. You are not a demon, a fanger, or a wolf!"

Da Elveren gispede sine ord frem rullede Procella med øjnene og stønnede halvkvalt.

"Fuck me. Fuck me ten ways from monday. Do I look like a kindergarten-teacher?! Bloody hell!"

Hun sendte en spytklat ud i skovbrynet og med en knurren slap hun Eve.

"Look kid. I'm not a priest, I don't do ravaging whatever and innocent whatever. I just kill ugly motherfuckers. Who are you, and how do you know of me?"

I might be good, but not good enough any longer. Otherwise you could have had a bullet between your eyes before you reached us. Damnit.

Kaya sank sammen over Procellas kommentar, som var hun blevet slået.

"Uhm.. No.. I know. I was just for.. Nothing."

Hun rystede hurtigt den åndssvage holdning af sig og rettede sig op igen, som om intet var sket.
Hun stod og overværede situationen, mens hun forsøgte at komme på noget smart at sige, så hun igen kunne være med. Hun skulle ikke bare stå og se dum ud, hun måtte finde på noget.
Kaya fnøs irriteteret over elverens ønsker. Nok mest af alt, fordi hun følte sig truet, ingen skulle tage Procella fra hende, ikke når hun nu havde fået hende igen.

"You found the wrong person, elf-girl. Does she look like one, who takes anyone in?"

Hun rystede på hoved. Procella havde været lidt mere kendt i de rigtige kredse tilbage i USA, men så vidt hun vidste, så var der ikke særlig mange, der kendte hende på samme måde heroppe.

"Pff.. And I thought I was untrained.."

Mumlede hun overrasket for sig selv.

Eve hev gispende luft ind, så snart Procellas hånd forsvandt fra hendes hals. Hun blinkede nogle gange, og tillod sig først derefter, at fokusere på kvindernes ord. Med den ene hånd, skubbede hun sig elegant op i siddende stilling, mens hun med den anden lod de slanke fingre glide op og ned af halsen, hvor mærkerne fra Procellas hånd stadig dominerede.

"I do not want be your student, Procella. I'm sure you have enough of training her to become a recognized and skilled hunter. I just want some advice. Something I can use, so I do not get myself killed, or are frowned upon in the network of hunters."

Hendes blik gled fra Procellas gyldne øjne, og til kvinden som Eve ikke kendte, men lød til formode var Procellas elev. Hun sendte hende et muntert smil, der virkede fuldstændig malplaceret, da hun netop havde været ved at blive kvalt. Hendes fingre fortsatte deres glidende bevægelse op og ned af det røde mærke på hendes hals, men handlingen synes at blive mere og mere ubevidst.

"Listen. I will not take your master from you, or ensure that she forgets you. The thought had not even occurred me, that she either wanted or had time to take me. Just the idea that a hunter as good as she did not had a student she could deliver her wisdom to, is almost insane."

Hun rystede langsomt på hovedet, men selvom hendes ord kunne tyde på det, lød hendes stemme hverken som gjorde hun grin med kvinden, eller talte hun til et barn. Den var tværtimod gravalvorlig, og på trods af det muntre smil, kunne ikke et glimt af morskab høres i elverens stemme.

Hendes blik faldt tilbage på Procella, og hendes smil svandt langsomt ind, og blev til en tænksom grimasse, der dog hastigt ændredes tilbage til en halvt, skævt smil. Hendes ene hånd fløj op, og greb fat i en kroget gren, hvorefter hun fik hevet sig selv op på benene i en glidende bevægelse.

"I do not do this because of fun. I do it because it is my duty to clean the world of twisted, polluted creatures. You ask me how I know you? Rumors go in town. I overheard a couple talking about a woman who had rescued them from a vampire. A woman called Procella. I stepped forward and asked them about Procella. You. Told them that a vampire persecuted me. They told me everything they knew about you, and I did some research. I found the name that abnormal creatures called you. And it did not take long for me to conclude that you are one of the best."

Hendes historie afsluttedes brat, men hun fortsatte ikke det bløde toneleje, der fra tid til anden flammede op med en gravalvorlig, helt seriøs glød, som igen forsvandt lidt efter lidt. Hendes blik flakkede tilbage til den anden kvinde, og hendes øjenbryn hævedes støt, og roligt i en elegant bue over hendes øjne.

"I am untrained. I am new. I am careless. I have heard it all. And you are right, I am it all. But I am also incredibly new to this industry. I began, almost two weeks ago. Can you really claim that I should be just nearly as clever as you, and Procella? But I is not entirely new. I can hit with a gun, because I have a good eye to aim. And you might know my cousin, who also is in this industry. Creo Stardust?"

Procellas blik blev om muligt endnu mere køligt under elverens tirade

"You want advice? Here's a free one. Don't be stupid. Don't sneak up on hunters and expect to go unharmed."

Wisdom? Is this candid camera? This has got to be a joke...Oh lord...when did I become the new religion? This would almost be hilarious if it wasn't so goddamn sad...

"Are you done?"

Procellas stemme var på sekunder gået fra rasende, til træt opgivelse og var nu gledet over i iskold tonløshed.

"I really doubt that Mister Stardust calls my anything at all, and family ties can't be all that great if he let you fend for yourself. Why should I believe anything you tell me. You are not the first person to tell a lie. If I was to believe everything I hear, I would be dead. Prove it. Prove anything. You are not worth my time. I am not gonna get killed because of some dumbass elf, playing cowboys and indians. by the way...the indians died. Welcome to the real world"

Procella tog et skridt tilbage og vendte ryggen til elveren. Hun lavede et let hovedkast mod Kaya som signal til at hun skulle fortsætte deres tur ned af skovstien.

You really hate your kind so much Creo? Or is this a trick? I can't do this. Last time we talked...you threatened my family. I'm not risking it for yours. What the hell is she thinking. If one ounce of this is true, she is going to be really really dead, very very soon. But she is not my problem.

Industri...siden hvornår var jagt blevet en industri? Ja ud over sortbørshandel med kropdele. Procella selv havde ingen forbehold, men Creo havde sjovt nok altid været for højrøvet til at hun havde forestillet sig ham gørende sådan noget.

Not your problem...keep walking. You have a husband, kids, a trainee. You have enough on your plate. You don't need an elf. Buuuuut...maybe you should tell Nari. Just to see her face.

Procella slugte et grin der bredte sig over hendes ansigt. Heldigvis med ryggen til elveren, der endnu ikke havde præsenteret sig selv.

Kaya fulgte gladeligt med Procella. Hun blev undervist, og der var ikke en eller anden lille elver, der skulle komme og forstyrre hende i hendes tid sammen med sin mentor.

"Now, go back and do some tree-hugging, elf-girl."

Nok havde Procella børnene og måske stadig faderen til børnene. Hun virkede meget vag i det emne, men det kunne enten bare være, at hun ønskede at det var privat eller også ville hun stå ved, at hun sagtens kunne være alene-mor til de fire småbørn.
Men en eller anden elver skulle ikke komme ind og tage Kayas tid med hendes kære Procella. Hun havde følt, at hun burde sige noget til hende, selvom det måske virkede lidt dumt sagt.
Sagt var sagt.
Hun fulgte med Procella.

"So I get the one human killed to kill the fanger? What then? I just send the humans soul properly to heaven or what? I can't just leave the dead human, can I?"

Hun forsøgte at forsætte på deres undervisning som om intet var hændt, mens hun forsigtigt prøvede at give Procella et lille smil.

Eve's læber åbnede sig kort ved Procellas råd, men lukkedes igen da hun fortsatte med at tale. På trods af at det helt sikkert var ment som spydige, hånende kommentarer, og at intet normalt væsen ville kunne få nogle råd ud af disse sætninger, synes Eve at suge skjulte råd til sig, fra sætningerne der kom var hunterens læber.

"My name is Eve ... Evelyn Riveria Burns. Please consult me if you change your mind. I really need help."

Hende øjne glimtede, og både skuffelse og sorg var en stor del af den voldsomme blanding hendes øjne viste. Pludseligt flammede raseriet op med en voldsom kræft, og sorgen og skuffelserne synes blot at fodre ilden, da hendes læber åbnede sig, som på kommando.

"You know ... I've spent so incredibly many hours to find the hunte,r who i've been told would be the best. I have been so many different places to look after her, that you would think it was a lie if I told you so. And when I finally find her ... She is the biggest disappointment of them all. Goodbye."

Hun snurrede omkring på hælen, og forsvandt ind mellem det store virvar af træer, med sætningen hængende i luften bag sig. Det var et øjebliks svaghed, der var endt med at hun havde hældt al sin vrede ud over kvinderne, og på trods af at det ikke virkede så slemt, så var det for hende et chok, at det bare var kommet ud af hendes læber.

Shit, shit, shit. I just ruined everything. If I pretend like it never happened, maybe i will forget it. Shit!

Procella kvalte et bredt grin.

"Tree-hugging? Damn girl. You are learning fast. Good one"

En vis anerkendelse varmede hendes stemme op og de gyldne øjne spillede drilsk mod Kaya.

"No bloody hell! Don't ever leave traces behind. You give humans salvation, and do what you ca-...."

Procella stivnede midt på stien. Hendes håndflade ramte hendes pande med et hårdt klask.

"SHUT THE FUCK UP YOU DUMBASS!"

Hun hvirvlede rundt og så efter Eve. Hun kunne tydeligt høre hende i skovbunden, men havde ikke tænkt sig at fortsætte efter hende. Den her katastrofe måtte klare sig selv.

"Oh great. That elf is dead. Kaya, if you EVER tell anyone your true name, you better be really sure they are on the brink of death, or someone you can trust to hell and back again. That girl just gave away a very important key to her soul, and souls are very high in commodity around here. You don't even know my true name. Find something to call yourself. Something you respond to, but does NOT enter you. I'm known by my house and other close people as Procella. The rest know me as Reaper. None of them are my true name. Remember that."

Please consult me if you change your mind. I really need help.
Consult. Bloody hell. You need consulting bitch. And therapy. Help does not cover this. Or save your ass from being fried. Goddamn elf! What the bloody hell....

Procella snerrede af skoven og vendte sig i et ryk mod Kaya igen. Hendes øjne flammede.

"And don't ever approach a hunter without offering something in return. Don't think any one will waste a second on you. Don't think or act like they or the world owes you something because you chose to kill abnormals. And spare the fucking dramatics. Geeeh. I'm not Yoda, and this is not a movie!"

Hendes stemme hævede sig til et råb ud over skoven

Kaya fik et helt stolt udtryk i ansigtet. Procella havde rent faktisk rost hende. Selvom det var egentligt var en lille ting, var det stort for Kaya.

"Yeah.. I do my best!"

Svarede hun med et lille grin.
Hun lyttede til hendes vise ord, men stoppede op og så på den lidt ældre kvinde med et dumt udtryk i ansigtet. Hvorfor i alverden slog hun sig selv i panden. Hun hævede forvirret et øjenbryn. Men der kom en forklaring. Hun nikkede forstående. Det gav god mening. Hun måtte finde et andet navn. Et godt navn. Hmm..

"That makes sense. I will find one."

Kaya trådte forskrækket et skridt tilbage, da hun så jægerens øjne. Hold da op, hun kunne stadig skifte humør lige så hurtigt som vinden kunne blæse. Det måtte hun stadig huske sig selv på. Hun nikkede for sig selv. Hun lyttede til alt, hvad hendes mentor sagde, også selvom det var til andre personer. Alt kunne hjælpe, det var hun sikker på.

"She will be dead even before me!"

Sagde hun en smule overrasket. Hun følte sig helt høj over at være dygtigere end en anden, også selvom elveren var ny i faget.

((Jeg er lidt i tvivl. Eve er du stadig med, eller...?))

((Nej, jeg er smuttet:)

Du svarer bare Kaya, Pro!))

((Så husk at skrive du er Out, dame! XD ))

((Yeah, sorry! Jeg kan da godt skrive det nu, hvis du vil have dét? XD))

((Vi ved det jo godt nu! xD))

((Godt så, det var bare hvis i mente det var vigtigt ... XD

Forstæt bare tråden ...))

"Good. Many know you as Kaya if i'm not mistaken. You have to protect the rest. Make a false papertrail. Make some papers calling you Katyanna, Kaya could be short for that. Make it simple. Don't make the lies to complicated. You have to remember what you put out there"

Procella sendte et sidste hovedrystende øjekast mod stedet for den håbløse Eve var forsvundet. Hvis hun levede om et år var det lige før hun fortjente en kage.

Jægeren satte i småløb ned af skovstien igen. Hun skævede til pulsmåleren om håndledet og skar ansigt. Pokkers elver. Hun havde ødelagt hendes tidsskema. Nu skulle hun arbejde pulsen op igen. Havde Colt det godt sammen med pigerne? Hvad mon de lavede?

Focus....

"Come on girl. We don't have all day! Are you waiting for a handwritten invitation?"

Råbte hun halvhøjt over skulderen

"Yes. I will remeber that, and get started when I get home. Katyanna is a good one I think. I'll make it simple."

Det gav jo god mening. Det måtte hun gøre noget ved. Men Procella var jo også mere trænet i miljøet end hun var. Måske var hun lidt for naiv, når hun bare smed sit navn sådan rundt? Det måtte stoppe nu.

Hun satte smågrinende i løb efter Procella. Se, det her var noget hun var god til. Hun holdt altid sin form ved det højeste.

"Yeah.. I'm coming."

Hun kom hurtigt og uden problemer op på siden af sin mentor med et smil på læben.

"Are we keeping this low tempo for a reason or can't you simply go any faster?"

Prøvede hun drillende. Hun havde aldrig drillet kvinden før, men det skulle prøves, vel? Ville hun blive sur over lidt venskabeligt drilleri, eller ville hun bare grine?

Svaret var en hård knytnæve mod Kayas skulder, der truede med at slå hende ud af kurs.

"We are not racing you idiot! We hare strengthening heart and lungs, while doing unfamiliar tracking. Keep your smartass remarks to yourself and focus!"

Lød det skarpt fra hende. Du godeste hvor havde Kaya stadig meget at lære...

"In what world could you think of outrunning a fanger or a wolf? Idiot! You need to last, not to sprint. And use your environment. Now, concentrate. Get an even rate. If you are not winded in about ten miles, then you can get a sprint. This is not a charity marathon, this is how you survive! Now wipe that bloody smirk of!"

Hendes øjne skød direkte lyn mod Kaya i slutningen af hendes skoldning af eleven. Den her skovtur trykkede på hendes nerver. Alle de forkerte steder. Hun savnede sin familie, hun havde ingen anelse om hvad der skete med Creo, og hvorfor hans potentielle familie dukkede op underlige steder og søgte hende ud, og hun blev evigt og altid mindet om at Kaya var heldig at være i live overhoved. Kunne hun ikke tage det mindste seriøst?

Procella tænkte kort tilbage på sin egen træning. Måske ville det hjælpe hvis hun i stedet for brugte fysisk afstraffelse når Kaya ikke slog til. Den bambusstok havde hun hadet af et godt hjerte som barn. Det virkede bare underligt i hendes hoved at skulle tæske en voksen kvinde med en bambusstok. Til gengæld...hvis det var dét der skulle til?

Jægeren rystede med en snerren på hovedet, bed tænderne sammen og fortsatte det tunge terrænvindende løb gennem den bløde skovbund. Kaya ville nok snart indse at den bløde jord med den bump og forhindriner, var noget andet end flade fliser, hvor der ikke var de store overraskelser.

Til trods for at Kaya måske havde forventet det, endte hun alligevel med at halvsnuble to skridt til siden for at holde balancen efter slaget. Hun tog sig til skulderen.

Well.. No friendly comments I guess.

"Yes, Procella."

Svarede hun blot på det første. Der var ikke andet, hun turde sige. Det havde været et forsøg værd, men venskabeligheder måtte hun åbenbart vente noget tid med endnu. Hun ønskede at blive Procellas ven, men det var nemmere sagt end gjort. Det vidste hun egentligt også godt.

Ten miles? No problem, Procella! Tænkte hun for sig selv. Kunne hun ikke give hende noget mere udfordring?

Hun satte et roligt tempo. Det var jo det, hun havde bedt om, og fulgte Procella gennem skoven.


Det var hårdere end hun havde troet!

Holy shit! How can she just keep running?!

Hun sagde ikke noget - havde ingen luft til at sige noget. Men hun skulle i hvert fald ikke stoppe op. Det ville være for pinligt og nedværdigende. Men jo, hendes tempo blev langsommere og langsommere, jo tættere de kom på målet.

Keep running, girl! Come on!

Pressede hun sig selv i tankerne.
Men da de nåede målet stoppede hun forpustet op og lænede sig op af et træ, der stod lige i nærheden. Hun pustede og spyttede ned ved siden af sig.

"Okay, okay. No sprint.. Sprinting for.. Me!"

Prustede hun. Det var svært for hende at snakke, og hun havde blodsmag i munden. Hun spyttede igen.

God.. I'm dying! Var hendes eneste tanke.

Hvorfor havde hun ikke trænet i skov før? Det var da også dumt. Og hun som troede, at hun var i god form!