I need help.{Eve - Procella - Kaya}

Procellas kinder havde fået et blussende rødt skær og hendes brystkasse hævede og sænkede sig tungt, men stadig forholdsvis roligt. Det var skalkeskjul. Hendes lunger skreg og brændte. Tiggede om at hun fatte farten på sin vejrtrækning op. Det var ren stædighed for ikke at vise Kaya hvor meget turen havde taget på hende, der forhindrede hende i at lyde som en flodhest der havde sex.

Woah...charming picture...

Tænkte hun tørt. Selvom hendes krop protesterede, og en lille stemme bagerst i hendes hoved havde lyst til at sætte sig ned og tude hysterisk, skubbede hun Kaya videre langs søen de var kommet til. Procella kendte den sø. Der var smuk panorama udsigt over den, bådhuset og bådebroen fra hendes soveværelse. Et godt stykke borte lå det perverst store hus som et palads i ensom majestæt.

"F-fine...no sprinting!"

Stønnede hun og bandede indvendigt over at hendes stemme hakkede en smule i det. Hun rømmede sig kraftigt og rensede halsen for slim der truede med at blokere hendes luftveje. Det her var en smule ynkeligt. Indien havde været dårlig for hendes kondition.

Recuperating...bad...torture...good...I hate this...

"We can rest on the bridge. Mr. and Mrs. loaded shouldn't be home"

Procella trak Kaya med sig i rask gang hen over græsset der erstattede skovstien. Det vred sig i hendes mave da hun satte sig med et meget overbevisende smil og lokkede Kaya til at sætte sig ved siden af hende ved at give de bejsede brædder et indbydende klap.

"So tell me."

Stønnede hun og fejede nogle lange løse lokker ud af øjnene. De klistrede til hendes svedige pande.

I...hate....this...please kill me now...

"What's the number one enemy in training? The biggest mistake you can ever make?"

Procella så uudgrundeligt på den lidt yngre kvinde, og betragtede hende observant. Det glædede hende faktisk at Kaya ikke havde kastet op i skovbunden. Det gav et løfte om at de ikke skulle starte helt fra adam og eva.

Kaya ville have smilet over, at hun ikke var den eneste, der var forpustet, men hun havde simpelthen ikke energi til det. Hendes ansigt var bare en forvrænget maske af udmattelse. Hun fulgte lidt langsommere med hen til broen, hvor hun taknemmelig satte sig ned og forsøgte at få styr på sine lunger. Hun sad ret op og ned, for ikke at trykke lungerne sammen og åndede dybt ind og ud flere gange, før hun var i stand til noget som helst andet. Hendes lunger tog taknemmligt imod ilten, som kroppen havde forfærdeligt brug for.
Hun var helt færdig og dækket af sved, mens hun så udmattet på Procella. Hun åbnede sin yderste trøje for at kunne køle lidt ned.

"Uhm.. Give me a minute."

Hendes øjenbryn trak sig sammen af tankerne der røg gennem sit hoved. Hvad for et svar var det hun søgte. Kaya vidste det ærligt taget ikke. Samtidig gav hun sine lunger tid til at få mere ilt ud i hendes udmattede krop.

"Uhm.. I'm not sure. But I guess.. That you have to see, that as a human, you are weaker than the abnormal races, and therefore have to train much harder."

En kort pause, kun så hun kun lige kunne trække vejret ind.

"Am I on the right track, or did I misunderstand your question?"

Hun så afventende på Procella for svar. Hun havde lært at være ærlig i sine tanker om træningen overfor Procella. Ellers ville hun ikke kunne rette på hende, og gøre hende bedre.

Procella begyndte at grine højt og lagde en arm om Kayas skuldre.

Fuck....me...

"You are so far of track we don't even have a map right now..."

Stønnede Procella og bed tænderne sammen et kort øjeblik. Alt i hende skreg at det ikke behøvedes. At ingen ville vide det hvis de skippede den næste del. Kunne det virkelig skade så meget? Kaya kendte jo ikke til Rippers træningsprogram.

No...but I do...

"Your number one enemy in training..."

Procella gryntede og skar ansigt.

"Cooling down too fast!"

Med det udråb blev armen om Kayas skuldre et stålkabel og hun nærmest skovlede den unge kvinde i vandet

I HATE FREEZING!!!!!

Procella krængede hurtigt pulsmåleren og træningsjakken af. Luften blev slået totalt ud af hende da hendes krop gennemtrængte det iskolde vandspejl med et højt plask. Hvad hun bad Kaya om, måtte hun selv igennem også. Det iskolde vand var som en mavepuster. I eftertænksom slowmotion betragtede hun de enorme vandbobler der steg mod den dybgrønne overflade.

Follow the air...don't panic...

Selvom Procellas varme krop var nærved at gå i temperaturchok, handlede hun instinktivt på mange års træning der lå på hendes rygrad. Hendes fødder begyndte at sparke ud i vandet, tynget af de gennemblødte sko.

Da hun brød overfladen var det med et brøl af protest over kulden, vandet, træning og livet i al almindelighed. Alligevel så hun sig lynsnart omkring. Hvordan klarede Kaya den?

Kaya følte glæden boble i maven på hende, da Procella lagde en arm om hendes skuldre.

So, we're not that far from being friendly!

Hun smilede stort til Procella og nød bare den afslappede arm om sine skuldre. Men hun havde tydeligvis misforstået..

Et forskrækket, halvkvalt skrig røg over hendes læber, da hun blev skubbet bagud. Automatisk røg armene ud til siden, og kunne sagtens have slået Procella i ansigtet. Men armene fangede intet andet end luften, og hun fladt.

"You bastard!"

Røg det ud af munden på hende, før hun ramte det iskolde vand og røg under. Hun var slet ikke forberedt på det her, og hendes verden blev vendt op og ned i vandet.
Hvor var op, hvor var lyset? Hun forsøgte at åbne øjnene, men fik kun grums i dem og lukkede dem igen. Hun havde brugt sin ilt på at skrige og råbe af Procella - der var ikke meget tilbage.
Hun forsøgte at plaske med arme og ben, men kulden havde sat en chokreaktion igang. Hun gik i stå..
Hun kunne ellers godt svømme, men havde på ingen måde været forberedt på det her.

Air!! Think!

Hun måtte have ilt!

Kun langsomt begyndte hendes arme at reagere. Hun fik åbnet øjnene igen og så hvor lyset kom fra. Hun nåede op til overfladen og fik desperat slugt en mundfuld ilt, før hendes krop, der var blevet turbo-nedkølet, røg under igen.
Hun plaskede som en hund, der ikke kunne svømme. Og denne gang blev hun længere under.

I HATE HER!

Hun kom op igen. Hun måtte ind på land! Men røg under en gang til. Tankerne blev en smule klarer i hoved på hende - men det var kun fordi hendes overlevelsesinstinkt tænkte for hende.
Badebrospælen.
Den var der ikke langt til og hun nåede den i et svømmetag. Men hendes hænder blev skrabet til blod. Hun gav slip men holdt fast igen og fik vejret, mens hun sprællede med benene for at få blodet rundt i kroppen.
Hun fik kun langsomt svømmet ind til bredden. Hendes krop ville ikke længere. Hun kom ind, langsomt. Fik rejst sig op og begyndte at hoppe på stedet. Hendes krop skreg af smerte.

"I HATE you sometimes, Procella! Sometimes I wish i could slit your throat."

Dette var tydeligvis kun ment i midlertidig vrede. Hun kunne aldrig finde på at gøre Procella fortræd, men hun skulle ud med sin vrede gennem klaprende tænder.

Bloody hell...she is going under....

En del af Procellas bevidsthed var faktisk en smule bekymret. Det ville blive noget rod hvis hun endte op med et druknet menneske i sin sø. Hun hørte sin egen halvpaniske gispen efter luft. Det værste var næsten at hun ikke bare kunne sætte i bevægelse og sørge for at blodet rullede. Hun måtte blive og holde øje med Kaya. Som støtte greb hun fat i broens lille trappe og klamrede sig rystende til den. Hun tænkte med gru på at skulle begynde at dykke efter Kaya.

Come on you bitch. Swim damnit! HAH!!! There is HOPE for humanity!

Procella grinede over hele femøren da Kaya brød frem af vandspejlet for tredje gang og ikke gik under, men begyndte lange seje tag mod bredden. Som blev lidt pejlende, men meningen var god nok. Procellas læber var nærmest blålilla da hun satte sig i bevægelse efter Kaya. Hendes hoved skreg op-op-op-op-op, og det var udelukkende hendes træning der gjorde hun ikke gik direkte i overlevelsesmode og gav pokker i alt andet.

"Good. Nurture that thought. There is a bloody long way to the cars. I recommend a sprint. You like running don't ya?"

Procellas grin var halvt ondskabsfuldt. Hun vidste godt hun var modbydelig lige nu, men hellere at Kaya hadede hende, end at hun endte op med at dø i sin næste konfrontation.

"If hate keeps you warm, then feel free! RUN!"

Smilet forsvandt og hendes stemme blev som et piskesmæld. Hvis Kaya pausede nu, ville hun ende med at gå i krampe. Eller i det mindste..og det var hvis stjernene stod korrekt...blive pisse hamrende syg. Canadisk forår og iskoldt vand...wuhu...

Procella så ned af sig selv. Derpå mod huset. Fuck...det ville være så...forbandet let....

Ripper would piss on your grave. Move your ass you pathetic piece of shit!

Procella satte i halvløb ud over bådebroen og snappede pulsmåleren og jakken. Hun sjaskede søvand ud over det hele og hendes sko fremkom med en modbydelig slubrende lyd. Fornemmelsen af det svampede indmad mellem tæerne fik det til at gyse i hende.

I FUCKING HATE FREEZING! I HATE IT! I HATE MY LIFE! I HATE TRAINING! I HATE WATER! FUCK EVERYTHING! I JUST WANNER BE DRY!
- Pussy....if you are done whining, maybe you can support the student now...if you feel like shit, then how bout her?

Procella vendte rundt på bådebroen og løb tilbage til Kaya. Hun greb resolut fat i hendes arm og begyndte at løbe med hende. Kaya havde intet andet valg end at begynde at løbe igen...med mindre hun ville slæbes hen over græsset.

"Come on! Lift your feet. You gotta keep warm. You will die out here. Kaya. Run. Hate me if you need to. Quit training, but as of now, run."

For første gang lød Procellas stemme faktisk en smule fortrydelig. Det her var besværligt. Hvis Kaya modarbejdede hende....kunne hun rent faktisk slæbe hende? Procellas muskler var allerede begyndt at trække sig dirrende sammen i små ryk som forvarsel på en begyndende krampe.

Kaya stod bare og små hoppede på stedet. Selv de få centimeter hendes fødder kom fra jorden, fik det til at skrige i hendes muskler. Blodet var koldt i hendes årer. ALT var koldt.

"The ten miles was that much more fun than this, you bitchass!"

Ved det sidste knækkede hendes stemme over, selv snak kunne hendes krop knapt nok.
Hun kunne ikke overskue at løbe, men hun vidste, at Procella havde ret. Hun vidste hvilke reaktioner hendes krop allerede var startet på, hvis hun ikke snart kom igang, ville hun slet ikke kunne komme nogle vejne. Hun havde mest af alt lyst til at ligge sig ned for at dø. Hendes krop ville jo få hendes til at falde i søvn først. Det ville fandeme være nemt.
Men nej. Procella trak i hende, der var ikke noget at gøre.
Med et frustreret halvkvalt udbrud, der skulle have været et skrig, fik hun sat sig selv igang. Musklerne skreg. Hendes hoved skreg.
Hendes muskler var allerede godt på vej langt ind i krampe-tilstanden, og det gjorde helvedes ondt.
Løb sagde hendes fornuft.
Kroppen sagde, læg dig ned.

"For fuck sake, I am running now. Stop pulling me, you idiot!"

Man kunne knapt nok kalde det løb, da hun satte igang, men hendes nedkølede krop kunne ikke noget hurtigere endnu.

"I would kill you, I my body was able to do it!"

Mens hun luntede, svingede hun armene ekstra meget frem og tilbage for også at få varme i dem.

"I owe you for this fucking shit."

Sagde hun vredt til sin mentor.
Hendes krop gjorde så helvedes ondt. Og det ville sikkert blive endnu værre i morgen.

"But for now, I will think of the warm bath I will give myself as a reward for this shit."

Hendes stemme var overraskende kontrolleret. Det var kun hendes stædighed, der holdt hende i gang, og fornuften der fortalte hende, hvad der ville ske, hvis hun stoppede.

Den hjælpende arm der før havde støttet Kaya slap hende, og blev erstattet af en meget ublid dumflad mod Kayas baghoved og nakke.

"You get this for now, but if you are EVER disrespectful to me again, I will jam my foot so far up your ass, you will be swearing commercials for Puma the next month! Got it?!"

Procellas øjne skød lyn, og vreden mod Kaya og uviljen mod dukkerten varmede hende...som hun vidste den ville det. Hendes største fjende var også hendes bedste ven, fordi hun kunne regne med den. Vreden. Temperamentet.

"Hah! If you could kill me, we might as well just give up. Roll over and die! I might be a mother, but I'm not a desperate housewife. Suck it up pussy! Are you a hunter, or are you a whiner? You don't hear me be pathetic! And yeah you owe me...you owe me more than you know. Start paying the interest with a little passion for surviving!"

Procellas fingre der var lukket om pulsmåleren og jakken havde fået eget liv. Hun kunne ikke mærke dem længere. Det var nok egentlig en velsignelse fremfor en forbandelse.

The only reason you are not pathetic is because she can't read your mind.
- Shut up
Not pathetic at all huh?
- I hate freezing
Think about your training. This is water
- Water...i'm so cold...
Then run faster...stop being such a girl...

"If you don't die...I'm giving coffee and pancakes. If you die, I'm going to piss on your grave. I'm not carrying your sorry ass to the car! Come on!"

Procella stønnede og var inderst inde ved at gylpe den halve sø, samt sine lunger op, da hun tvang sin kraftigt nedkølede og forpinte krop ind i et halvhjertet lunteløb. Hun havde mest af alt bare lyst til at krølle sig sammen til en dirrende rystende flæbende, blålilla bold af nederenhed, og vente på at nogen gjorde hende varm....men det ville hun ikke få meget ud af.

Hun satte tempoet op og prøvede at lede ved at være det gode eksempel. Hun pressede og lokkede for Kaya. Lige dele trusler og løfter. Skiftede mellem at svinge pisken, håne hende, og love det hele snart var overstået. Hvad end der skulle til for at få dem til bilen.

Kaya var noget overrasket over dumfladen, der smertefuldt skreg gennem hendes underafkølede hoved.

"Auch!"

Var hendes første reaktion. Det var lige så øjnene blev slørret, og hun måtte tage et skridt til siden for at holde balancen.

"Yes, yes. I understand. No disrespect!"

Skyndte hun sig at sige, hun ville på ingen måde være på tværs af Procella.
Hun kon igang igen og satte farten op.

"I am thankfull for what you are doing. More than you know!"

Hun lagde et hvæsende tryk på 'am'. Forstod Procella ikke, hvor vigtig hun var for Kaya? Hvor meget Kaya ville gøre for hende? Det smertede hende nogle gange, at Procella ikke kunne finde ud af at være en smule venligere. Men hun valgte at leve med det. Kontakten var bedre end ingenting.

"I am not dying! I can do this!"

Det var mere sagt til hende selv end som et egentligt svar til Procella.

"And I would very much like a warm cup of coffee. You better remember that 'promise' - 'cause I am gonna make it!"

Der var kun stædighed og viljen til at imponere Procella tilbage i hende.
Hun forsøgte at sætte tempoet op for at følge med Procella, men hun måtte indrømme overfor sig selv, at hun måtte sakke et lille stykke bagud. Men hun kom igang, og selvom musklerne skreg i hendes krop, fik hun langsom varmen, jo længere de kom.

You can do it! There's warmth in the cars, get up there!

Blev hun ved med at minde sig selv om i tankerne. Hun skulle nok klare det, eller dø i forsøget. Hun ville imponere Procella, og det skulle gøres ved at overleve og blive ved.

- Fortsættes

(( http://deploratus.heavenforum.org/t7267-chill-factor#210940 ))