A perfect gift. [Koda+Nari]

Tid : 7. marts 2012 kl. 19.30
Sted : Kodashis lille lejlighed i Sheria
Omgivelser : Stue med malergrej, en åbnet flaske rødvin, Requiem på anlægget.
Vejr : Tung regn, vindstille
Beklædning : Lyselilla kjole i chiffon af empiresnit. Bare fødder, håret er løst og der bæres ingen make-up.


Det var nu tredje aften der blev malet. For tre dage siden var Narcissa vendt tilbage til menneskets lejlighed, først havde de været ved søen i nogle timer. Træningen af Kodashi gik meget langsomt frem, og de var stadig ved at træne fodstillinger. Dæmonens dårlige tålmodighed havde endnu engang efterladt menneskets overarme med røde streger fra den lange metalpind hun havde svinget imod hende. Dæmonens blod havde hjulpet Kodashi til at finde sin bedste indre kreativitet igen. For Narcissa var det næsten uoverskueligt at indse at Kodashi ville skulle træne hver eneste dag i mindst et år, for bare at være en tiendedel så dygtig som hende selv. Dæmonen havde svært ved at regne sin egen hundrede årige træning om til mennesketid og kunnen. Stod det til hende ville de to kvinder træne ti-femten timer i træk, men menneskets krop kunne ikke holde så længe... desværre.

Dog havde de ikke trænet helt så længe dén dag, for tre dage siden; Narcissa ville have maleriet færdigt. Hun var utålmodig som et lille barn, og så helst at billedet blev færdigt hurtigst muligt. Samtidig vidste hun dog godt, at mennesket skulle have ro til at male, for at resultatet blev bedst muligt.

I dag stod hun her igen. De var ikke taget ud til søen for at fægte denne dag. I stedet havde Narcissa bedt Kodashi om at male færdig. Så nu stod hun i dén stilling hun havde stået to gange før, midt på stuegulvet. Stiv og uden bevægelse havde hun nu stået i et par timer. Indeni ved at gå til af utålmodighed over hvornår Kodashi ville lægge penslen fra sig og sige at hun var færdig. Mon hun ville have brug for mere blod? Selvom hun godt nok havde fået én gang denne aften allerede.

Narcissa havde ikke foretaget sig meget de sidste dage. Det var et stykke tid siden hun havde set Wicked, Procella eller pigerne. Og hun anede ikke hvordan verden så ud for dem. Igen var hendes nysgerrighed stor og hun havde sindssyg lyst til at tage forbi Tranquility, bare sådan lige for at sige hej. Men nej... hun ville vente. Så snart maleriet var færdigt, ville hun opsøge sin onkel på klubben og give ham det dér.

Som hun stod der på gulvet med de sorte øjne fikseret på Kodashi, fulgte hun menneskets bevægelser og ansigtsudtryk som hun malede. Narcissa kunne stadig ikke finde ud af om Kodashi var ved at blive glad for hendes selskab, eller om det kun var blodet der gjorde det. Måske hun skulle lade være med at give hende mere? Bare for at se hvad der ville ske.

Beklædning: Sort top, hvide malerplettet bukser, og en sort hat.

Den tredje aften var det nu at Kodashi stod og malede Narcissa, som igen stod som en statue midt i stuen.

Det var nu tredje gang Kodashi havde fået noget af Narcissas blod at drikke. Første gang havde været ufrivilligt ved Narcissa havde kysset hende, anden gang havde Kodashi modvilligt indilligt i at drikke det blandet op med vin, men denne gang havde været anderledes. Kodashi havde helt frivilligt taget blodet da det blev tilbudt til hende, men havde stadig blandet det op med vin for at smagen blot skulle blive lidt bedre. Kodaashi kunne ikke helt forklare hvad der skete hver gang, men hun havde helt set frem til at Narcissa var kommet denne gang for at opleve rusen igen.

Kodashi var stadig lidt øm i sin ene arm efter de mange slag hun havde fået et par dage siden af Narcissa ved deres fægte træning. Kodashi syntes selv at hun gjorde lidt fremskidt, men det syntes Narcissa helt klart ikke. Det var nu også tydeligt at Narcissa havde brugt mange år på selv at blive så god som hun nok var, Kodashi havde endnu ikke set hvad narcissa kunne.

Kodashi havde nu stået i flere timmer og malet, og maleriet var faktisk endelig blevet færdigt. Detaljerne var helt ubeskrivelige på dette maleri, Kodashi havde flere gange nærmest stået med hele hoved ind i maleriet for at lige sætte en enkelt lille penselstrøg som detalje. Kodashi havde aldrig malet som hun gjorde nu og maleriet var nok det bedste værk som Kodashi nogen siden havde lavet. Det var en synd og skam at det skulle gives væk og ikke bare udstilles. Kodashi havde gjort præcis som Narcisa havde best om og havde udført arbejdet til pression.

"Færdigt" sagde Kodashi og strakte begge arme op i luften som en slags jubel. Alt hvad der manglede nu var blot at resten af maleriet skulle tørre.

Kodashi var ræve stolt af sit nyeste maleri og beundrede det selv før at Narcissa ville tage det med sig ud af lejligheden, så ville Kodashi nok aldrig se det igen. Kodashi blev kort øjeblik ramt af stor lykke over at maleriet var færdig og hoppede nærmest lidt rundt i lejligheden og kunne slet ikke vente til at høre hvad Narcissa havde at sige om billede.

Kodashi vidste stadig ikke helt hvad hun skulle syntes om alle de her møder med Naricssa. De var jo faktisk ikke så slemme igen så hun kunne vel ikke klage, og hvis Narcissa kunne få Kodashi til at føle sig sådan her hver gang så var det helt klart det værd.

Straks da Kodashi kundgjorde at hun var færdig, satte dæmonens krop sig i bevægelse. Vinglasset blev sat fra sig på en reolhylde inden hun smøg sig omkring mennesket og betragtede billedet.

I mange minutter stod Narcissa helt stille, de sorte øjne flakkede over alt på maleriet men endte igen og igen imod sit eget mørke blik Kodashi havde fået gengivet så stærkt at det næsten føltes levende.

Pludselig lød der et dybt suk fra hende og hendes ansigt lyste op i et kæmpe smil.

"Det er perfekt!"

Hun vendte sig imod mennesket og det var tydeligt at se tilfredsheden stråle ud af hendes ansigt. En hvid hånd hævede sig og lagde sig blidt imod Kodashis kind.

"Det er perfekt Kodashi."

Narcissa bevægede sig tilbage over det lille stuegulv. I en næsten ikke synlig bevægelse krængede hun kjolen ned over skuldrene og hofterne og samlede den op over den ene arm. Hun var helt nøgen nedenunder. Huden var så mælkehvid og perfekt at hun lignede noget der var udskåret i det reneste marmor. Dog var hende mave prydet af et langt skævt ar, lige ledes var der lidt under hendes bryst, næsten ved hjertet et rundt dybt og stadig let lyserødt ar, hvorfra der var trukket en linje op imellem hendes bryster der sluttede hvor halsen startede. I virkeligheden var det et forstyrrende element på den smukke skabning, men samtidig var der noget intimiderende - en fortælling om at hun havde overkommet døden mere end én gang.

"Lad os komme af sted."

Behændigt foldede hun kjolen sammen og lagde den i sin taske, inden hun begyndte at klæde sig på med trusser, stramme bukser, en stram top, en langærmet trøje, sokker og flade højskaftede støvler.

"Maleriet kan tørre mens vi træner!"

Hun sendte endnu engang Kodashi et strålende smil.

Kodashi var bare så stolt af sit nyeste maleri, kunne hun havde hun vist det frem til alle. Men ja det var jo desvære ikke muligt, Kodashi håbede bare at Narcissa ville nævne Kodashi over for dem der nu så maleriet.

"Tak Narcissa"

Kodashi følte sig helt stolt og det var kun bedere at få ros over sit værk, især over for Narcissa, det føltes bare som om det betød så meget mere. Der var nu også noget helt særligt over at male en som så kunne lide maleriet bagefter.

"Lad os det"

Kodashi havde et stort smil på sine læber og smuttede hurtigt ind i sit soveværelse for at skrifte bukser til nogle der ikke var plettet. Kodashi virkede til at være helt oppe og køre på glæde lige nu. Kodashi kom ind i stuen igen mens Narcissa var ved selv at klæde om og Kodashi blev faktisk lidt fortabt over at se Narcissa sådan. Hvordan kunne nogle se så perfekt ud, det var da helt ubeskriveligt. Nå men Kodashi rystede lidt på hoved og rev sig ud af de tanker og smilede blot til Narcissa.
Om så det var blodet eller hvad det var så var Narcissa jo ikke slem at være sammen med, hun gjorde jo ikke noget andet end at hjælpe Kodashi lige nu. Kodashi kunne slet ikke se hvofor Gracy ville være helt oppe og køre over det.


"Jeps.. lad os bare komme afsted"
Det var tydeligt at mærke at Kodashi var helt oppe og køre over at hun havde fået færdiggjort maleriet, samt hun også var mere eller mindre høj på dæmon blod lige nu. Ja hun nærmest dansede hen til hoveddøren. Nu var det ud med Narcissa og få trænet noget fægtning. Kodashi så ikke frem til alle de slag hun ville få, men stadig virkede det bare som så lige meget lige nu.

Som de havde gjort de to gange tidligere tog de turen i den lille sølvgrå vil ud til Silent River. Narcissa kørte bilen i stilling og lod forlygterne være tændt. Hun trådte ud og bevægede sig om imod bagagerummet. Her tog hun sit sværd og rakte ud efter en aflang genstand.

"Her."

Da hun atter stod på pladsen foran Kodashi, badet i lyset fra bilen, smed hun den aflange genstand hen til Kodashi. Det var et sværd, en katana, pakket ind i avispapir.

"Pak det ud, og stil dig klar!"

Selv spændte hun skeden om ryggen og rakte øvet en hånd op og trak det med en sagten lyd. Metallet glimtede i lyset og hun stillede sig ret op og ned, med siden til Kodashi og sværdet pegende lige imod hende.

"Fra idag... hvis du vil have mere af mit blod, må du selv trække det!"

Hun ventede til at mennesket havde fået pakket katanaen ud og stod klar. Med ét satte hun i gang i tre hurtige bevægelser frem imod Kodashi. Hvis ikke mennesket tænkte hurtigt, ville den flade side af klingen ramme hende syngende ind over den ene overarm.

Igen var der stille hele vejen ud i bilen, Kodashi sad som altid bare og kiggede ud af vinduet og betragtede det flotte landskab. Da de endelig kom frem nærmest hoppede Kodashi ud af bilen helt glad for at kunne komme ud og røre sig lidt.

Kodashi kiggede lidt undrene på det hun fik rart til sig og tog forsigtigt imod det.

Hun gjorde bare som hun fik besked på og lyste helt op da hun så det var et sværd, vægten var lidt anderledes frem for Narcissas sværd kunne Kodashi godt mærke men var glad for det.

"Tak"

Kodashi lyste helt op over at havde fået et sværd, hun vidste stadig ikke om det var en gave fra Narcissa eller om hun ville have det med hjem igen bagefter, men hun lyste stadig helt op.

Det næste Narcissa sagde chorkerede da Kodashi lidt, det var både det med at Kodashi faktisk skulle gøre skade på Naricssa og det andet var at hun ikke fik mere blod før hun havde gjort det. Det kunne Narcissa da ikke mene, det var da helt umuligt, Kodashi ville aldrig have en chance for at bare få Narcissa til at bløde lidt.
Dog stillede Kodashi sig kalr mens hun sagde

"... Narcissa.. det kan du da ikke mene"

Kodashi skulle til at forsætte men Narcissa var allerede på vej hen imod hende og med det samme mærkede Kodashi en smerte i armen over at være blevet slået med sværdets flade side imod sin arm. Det gjorde godt ondt men man kunne entelig ikke se det på Kodashi, hun så lige så glad ud som før men hun vidste stadig ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv.

Narcissa ramte Kodashis overarm med sværdet, hun trak foden tilbage, flyttede vægten, førte sværdet op, ud og ned på den modsatte side af mennesket, mens hun til stadighed flyttede fødderne.

Hun svarede ikke mennesket, men foretog istedet et overdrevet stød imod hendes anden arm. Inden sværdets spids nåede i nærmede, vendte hun rundt, drejede håndledet og lod den flade side svirpe ind over Kodashis overarm.

"Du må virkelig koncentrere dig noget mere. Se mine fødder, hvor har jeg fokusvægt? Lad være med at se det du tror kommer, du skal vide det. Læs mig!"

Igen slog Narcissa ud imod Kodashi, denne gang undgik hun dog at ramme. De næste par angreb bestod udelukkende af markeringer, men så pludselig langede hun ud imod Kodashis lår med en voldsomt styrke bag slaget. Igen ramte den flade side, men lyden taget i betragtning kunne Narcissa lige så godt have slået mennesket med en pisk. Hun trak sig baglæns og stoppede tre skridt fra Kodashi.

"Det nytter ikke noget at forsøge at slå ud efter mig i blinde. Når du har fået styr på dine parader, så kan du angribe mig alt det du vil. Fodstilling! Se mine fødder!"

Kodashi havde ikke tid til at ømme sig før det næste slag straks kom ind på hendes overarm.

Kodashi svarede ikke men rettede sit blik lidt ned imod Narcissas fødder og prøvede at afløse dem, men det gjorde hende uopmærksom på næste slag der kom ind, heldigvis var det bare en markering.

Kodashi prøvede nu at bruge muligheden til at sætte et angreb imod imod Narcissa, først tillede Kodashi sig som hun havde lært af Narcissa og slog ud efter hende. Men Kodashi kunne lige så godt havde fægtet ud efter en flue i luften så dårligt var det.


Da slaget imod Kodashis lår kom kunne hun intet gøre og smerten var helt overdøvende, som noget lige havde pisket hende på benet. Kodashi bukkede sig lidt forover og tog sig lidt til sit ben og var heldig at Narcissa faktisk stoppede lidt op her for at tale.

"Okay"

Trods alt det her lød Kodashi stadig glad og havde et smil på læben, man skulle næsten tror at hun faktisk kunne lide alt det hun blev sat igennem. Men det var nok dæmon blodet.


-- 5 timer efter --

Kodashi var helt færdig, hun havde flere blå mærker over hele kroppen og var mere end hvad man kunne kalde træt. Hendes arme var helt syrret til over at havde holdt sværdet oppe hele tiden.
Hver gang Kodashi havde formået at blokkere et af Narcissas slag havde hun været helt stolt, men det forsvandt hurtigt igen da Narcissa lige bagefter blot havde slået Kodashi et andet sted med sværdets flade side.
Effekten af Narcissas blod havde også aftaget sig nu og Kodashi var helt færdig. Hun følte sig ikke særligt glad længere og alt kreativitet var slået helt ud af hendes krop.

Kodashi skulle til at blokekre et af Narcissas utallige slag og sværdet var også i vejen, men Kodashi var for svag til at holde igen så hun faldt lidt kluntet bagover.

"Jeg... kan.. ikke mere"

Kodashi var helt forpustet og hun vidste ikke om hun ordekede at rejse sig op fra hvor hun lå lige nu. Dog var der stadig en lyst i Kodashi til at blive ved med at forsætte. Hun havde lyst til mere blod, at blot være glad igen over alting. Hun havde jo endnu ikke fået sat et eneste angreb ind imod Narcissa.

Der var faktisk flere gode parader fra mennesket, og Narcissa kunne allerede nu mærke en smule fremgang. Dog var der mange års hård træning endnu, for at Kodashi ville blive en elitefægter.

Narcissa trådte tilbage og betragtede mennesket som hun lå der på jorden og ømmede sig.

"You're done for tonight? Fine, let's go home. You did well."

En svag lyd af metal imod en hård kant, fortalte at Narcissa havde sat sit sværd i skeden. Langsomt skridtede hun imod bilen.

"It is your. Take care of it."

Hun åbnede bildøren, kravlede ind og greb en halv liters flaske fra handskerummet. Det var vand med en svag bismag af jern og krydderier. Hun gik tilbage og satte sig på jorden ved siden af Kodashi, rakte flasken imod hende og gravede en smøg frem af sin jakkelomme.

"Do you love anyone?"

Narcissa sad i skrædderstilling på den kolde jord, ved siden af Kodashi. Omkring hende dansede røgen fra cigaretten og på hendes ansigt lå en eftertænksom mine.

Kodashi ømmede sig gevaldigt, hun ville helt klart kunne mærke de slag de næste par dage også. Gad vide hvad Nath ville sige til det hvis han så alle de mærker på Kodashis krop. Måske skulle hun bare holde det hemmeligt det næste stykke tid for ham. Narcissa havde jo forbudt Kodashi at fortælle nogle om hende.

Kodashi følte sig lidt på en akavet måde sig faktisk helt stolt over at Narcissa havde rost hende for aftens arbejde.

"Tak... jeg skal nok passe på det"

Det var tydeligt at høre at Kodahsi var helt smadret og hellere end gerne bare ville hjem at sove nu.

Kodashi stille imod flasken og åbnede den for at drikke noget af dens indhold. Vandet smagte lidt sjovt, men Kodashi drak det uden at klage over det, endnu en ting Kodashi havde lært og det var ikke at klage til Narcissa.

"ja.. der er en"

Kodashi vidste ikkeo m det var en god ide at fortælle Narcissa om Nath. Hvad mon hun ville tænke over at Kodashi datede en vampyr. Kodashi bestemte vel selv hvem hun datede og ville bestemt sætte indvendinger op imod Narcissa hvis hun mente noget andet. Men Kodashi håbede bare at Narcissa ikke spurte mere ind til det.

De sorte øjne spillede pludselig af nysgerrighed. Hun tog et sug af sin smøg og så længe på Kodashi med et studerende blik.

"Hvordan føles det?"

Der var noget lillepige-agtigt over Narcissa som hun sad der og betragtede mennesket.

"Hvordan viser I at I elsker hinanden? Hvem er han?"

Narcissa lod en hånd glide igennem det mørke hår. Jorden var iskold, men dæmonen ænsede det ikke. Og hun havde slet ikke overvejet at mennesket måske havde brug for at komme hjem i varmen, få mad, sove eller andet.

Kodashi vidste entelig ikke helt hvordan hun skulle formulere hvordan det føltes at være forelsket Nath, det var jo ikke bare sådan lige til at skulle forklare.

"Sjovt... Det er svært at forklare.. man ved det ligesom bare.."

Kodashi forklarede så godt hun kunne men var ikke så godt til at skulle forklare det. Men hun gjorde hvad hun kunne.
Ned kom det sidste af vandet med den sjove smag og stille og roligt begyndte Kodashi at føle sig bedre tilpas. Godt nok gjorde hendes arme og ben stadig meget ondt, men det var som om hun ikke tænkede så meget over det, hun var bare tilfreds ogk unne godt male lidt nu hvis det ikke var fordi hun ikke engang knapt kunne løfte sine egne arme.

"Vi er ikke så langt endnu.. vi dater bare... Han hedder Nath"

Kodashi havde ikke noget imod at fortælle lidt om Nath, det var der vel intet galt i. Desuden var han så herlig at hvis Kodashi først fik chancen for at tale om ham så ville hun da ikke lade den glippe.

"Men jeg ved ikke om det holder... han kan ikke føle noget for mig rigtigt... Vampyrer er underlige væsner"

Kodashi vidste godt at Nath ikke rigtigt havde følelser men Nath havde stadig fåret overbevist Kodashi til at gå ud med ham. Og det kunne da være de fandt ud af noget, men Kodashi vidste det entelig ikke. Godt nok havde de været sammen, men Nath var måske bare en lidt for flyvsk fyr.

Der gled et lettere irriteret udtryk over dæmonens ansigt. Nu havde hun lige glædet sig til at høre hvordan mennesker elskede, altså hvordan de følte og opførte sig, og så sad Kodashi dér og kunne ikke forklare. Pfff...

Hun tog endnu et sug af sin smøg og knipsede så skoddet væk. Hendes blik gled ud over den mørke sø.

"Nath?"

mumlede hun for sig eslv, stadig med blikket fæstnet ud over søens rolige overflade. Hun havde altid haft lyst til at bade i den, søen altså. Måske Kodashi ville med ud og svømme?

Med et ryk var hendes blik atter hårdt rettet imod menneskets ansigt. Narcissas træk var hårde og stive og det så et kort øjeblik ud som om hun overvejede hvorvidt hun bare skulle aflive mennesket nu og her, eller vente til senere.

Pludselig brød hun ud i en høj manisk latter. Hun lo og lo og omkring hendes rystende krop hoppede det lange brune hår, hjulpet på vej af den blide nattevind. Et minut gik og det lod ikke til at Narcissas høje latter ville stilne, men med en stædig hiksen fik hun til sidst kæmpet den ned til en klukken.

"En vampyr? Du elsker en vampyr?"

Igen måtte hun le højt.

"Men... søde lille ven. En vampyr? Hvad i alverden skal du med en vampyr? Og de er så fandens kolde. Et menneske med en vampyr? Jamen Kodashi... Hvad ser han i dig ud over at du bare et let føde for ham?"

Narcissa klukkede stadig da hun studerede Kodashi indtrængende. Pludselig blev hun stille og hendes ansigt alvorligt.

"Hvad tror du selv du kan stille op imod en vampyr? Er han overhovedet i stand til at elske dig? Du spilder dit liv. Vampyrer pfff!"

Dæmonen rynkede på næsen, tydeligvis af foragt over den, i hendes øjne, laverestående race, og fnøs.

"Du er et menneske, og han en vampyr. Det svarer til at forsøge at forene en mus og en kat. Og hvad siger din engel til det her?"

Pludselig brød hun ud i høj latter igen.

Hvis det ikke havde været for det blod Kodashi lige havde fået så havde hendes humør nok skiftet da Narcissa absoulut skulle grine af at Kodashi datede en vampyr.
Dog hjalp det bestemt ikke på Kodashis i forvejen usikkerhed over at date Nath at Narcissa sagde hvad hun gjorde.
Jo Kodashi var forelsket i Nath, men der var så meget usikkerhed over det.

"Jeg har jo heller ikke sagt at det holder"

Det var svært for Kodashi lige nu at følge med alt hvad Narcissa sagde og især at skulle spørger på alle de spørgsmål. Dog var der flere spark til Kodashis usikkerhed over at date Nath

"Jeg ved det ikke"

Det var både svar til hvad Nath så i hende og derud over hvad hun ville med en vampyr.

Kodsahi lød entelig til at være glad, og det var hun underligt nok også, faktisk nød Kodsahi at ikke kunne blive sur over det og tog det helt pænt ud over at blive mere usikker end hun nu var før.

"Gracy?... Hun mener at jeg selv bestemmer... Hun er mere utilfreds over at... ja.. du ligesom er dukket op"

Det nyttede ikke noget at holde det hemmeligt over for Narcissa. Kodashi var kommet til at fortælle Gracy lidt om at Narcissa var dukket op et par dage efter. Kodashi havde dog ikke fortalt Narcissas navn elelr andet, men hun havde kommet til at som sagt nævne at narcissa var kommet på besøg og det havde Kodashi entelig lovet ikke at ville gøre.

Kodashi prøvede at rette sig lidt op op med besvær fra Jorden da den var ganske kold at lægge på.

"Narcissa... Hvorfor blev det entelig mig din interesse faldt på"

Det havde undret Kodashi længe om hvorfor at Narcissa havde valgt at gå ind i Kodashis liv. Om det så bare var tilfældighed eller hvad det var. Kodashis glade blik faldt på Narcissa ved siden af sig. Næsten lige meget hvad det var så var Kodashi faktisk ret glad for det, hun lærte at fægte samt hun fik det så godt når hun fik lidt blod. Hvordan havde hun kunne klare sig uden det stads før i tiden.

"Det er ikke for at klage.. jeg er entelig glad for det.. men bare nysgeri"

Kodashi skyndte sig at sige det andet da hun ikke ville have at Narcissa skulle misforstå Kodashis spørgsmål.
Stille og roligt kiggede Kodashi ned på sit sværd hun havde fået af Narcissa. Kodashi syntes det var smukt og hun skulle nok passe på det. Og en eller anden dag skulle hun nok vise Narcissa at hun kunne lære at fægte, men lige nu var Kodashi stadig stor nybegynder.

Det kørste rundt for Kodashi lige nu, hun var super træt og orkede ikke meget, men stadig var det som om hun havde en glad energi i hele kroppen der bare skreg at hun skulle lave et eller andet.

Narcissa klukkede stille frem for sig.

"En vampyr.. tsk tsk tsk!"

Hun gravede ned i lommen og tog endnu en smøg op af den krøllet pakke. Lighteren måtte kæmpe for at få gang i en flamme i den kolde nat, men endelig glødede spidsen af cigaretten op og røg smøg sig omkring de to kvinder på gruset.

"Så du sidder og siger at du ikke kunne efterfølge den ene lille ordre jeg gav dig Kodashi?"

Pludselig var luften omkring dem faretruende tæt, nærmeste vibrerende. Mørket blev tættere og det ville snart være svært for bilens lygter at trænge igennem de skygger der groede ud fra dæmonen og lagde sig over dem. Som lydige tunger dansede de, klar til at efterlyde hvert eneste af hendes bud. Hun sad stille, rørte sig ikke ud af flækken. Kodashi talte videre, spurgte hende om ting.

Endelig, da hun endelig bevægede sig var hendes bevægelser sløret af den overnaturlige fart der lå over dem. I et kort sekund havde hun smidt smøgen fra sig og flyttet sig hen overskrævs på Kodashi. Hendes varme spinkle fingre lå i et hårdt greb omkring menneskets ansigt der nu lå på ryggen på jorden.

Narcissas lange hår hang ned omkring hendes skarpe hvide ansigt, og dannede en slags ramme for Kodashis syn. Omkring dem samlede mørket sig nu helt, og verden blev sort. Men kun i et par sekunder. Ganske langsomt begyndte Narcissas hud at lyse i et svagt skær. De begsorte irisser udvidede sig og stjal hele øjenæblet væk, så der nu kun var to kæmpe sorte huler der stirrede rasende på Kodashi.

"Én eneste ordre! Det var alt..."

Ordene, der var lavmælte, afslørede to rækker af sylespidse tænder, sådan havde de helt sikkert ikke set ud for få sekunder siden.

"Kodashi, du skuffer mig. Jeg bad dig om at tie, og jeg troede ikke det var for meget forlangt. Men jeg må vel bare indse at I mennesker er en smule tungnemme?"

Hun sænkede hovedet og snusede dybt ind lige foran Kodashis ansigt. Det var som om hun prøvede at dufte frygten direkte ud af luften, som en slange der smager på sit bytte allerede inden det sætter de giftige tænder i det.

"Hvad skal jeg dog gøre for at få dig til at forstå vigtigheden af din stilhed? Søde Kodashi. Du kom til mig ved et tilfælde, ligesom hele livet er bygget op af tilfældigheder der skal gribes og udnyttes. Vampyren! Drop ham!"

Fingrene holdt hårdt og ubarmhjertigt om mennesket hoved, der var ingen flugt for hendes blik. Der var kun Narcissas skarpe ansigt med de nu helt sorte store øjne.

Kodashi blev lidt overrasket over at pludselig lægge på jorden igen. Hvad bildet Narcissa sig lige sig selv ind. Kodashi kiggede op på Narcissa, som blev dækekt af mørket, med et irriteret blik.

Det var sjovt, der var ingen frygt i Kodashi lige nu, måske lidt men det var mere som en lille irriterende følelse der gerne ville frem men det kunne den bare ikke få lov til af Kodashis egen glæde og kreativitet der samlede sig sammen og blot overdækkede Kodashi.
Kodashi havde dog stadig en meget stor trang til at gøre som Narcissa sagde hun skulle gøre, men lige nu følte Kodashi det som om at ingen skulle bestemme over hende.

"Det kan du godt glemme Narcissa"

Kodashi svarede faktisk Narcissa igen i den her sammenhæng, Kodashi ville ikke slå op med nath bare fordi en anden person sagde hun skulle gøre det. Skulle hun gøre det så skulle hun selv bestemme det. Narcissa skulle slet ikke komme her og bestemme over Kodashi, den dæmon havde måske et talent for at fægte men Kodashi havde sine egne talenter og dem ville Narcissa ikke kunne nå Kodashi til med en meter.

"Du kan ikke tvinge mig til noget.. alt jeg har gjort for dig har været frivilligt.. det kan være nok"

Kodashi var tydeligvis ganske hovmodig mens hun var høj på dæmonblod. Hvis det havde været uden at Kodashi var påvirket ville hun helt sikkert skælve lige nu og gøre hvert et ord som Narcissa sagde. Men sådan var det bare ikke lige nu.
Dog kunne der sikekrt komme store konsekvenser ud af det her men dem tænkte Kodashi ikke meget over.

"Og hop så af mig"

Det var nærmest en order fra Kodashi side af, hun gad sig ikke længere at finde sig i at blive behandlet på den her måde.

Narcissas læber skiltes i et hvæs som hult at det lød som om det kom fra en anden verden. Øjnene lynede og hænderne omkring Kodashis ansigt strammede sit smertefulde greb.

"Menneske! Tro ikke du kan kommandere med mig lille pige!"

Dæmonen var hidsig, hun have forventet at Kodashi ville klynke af frygt og love hende guld og grønne skove. Hvorfor blev den lille forsigtige pige nu pludselig trodsig? Hvor var den frygt hun burde føle?

Endnu engang slog det Narcissa at hun på én eller anden måde havde fejlet som dæmon. Hun formåede ikke at få et simpelt menneske til at skælve af rædsel. Hvis menneskets næsvished havde gjort hende rasende, så gjorde denne afmagt hende endnu mere rødglødende.

"Frivilligt? Kodashi, hvornår har du nogensinde gjort noget frivilligt? Du er et skrøbeligt individ der lader dig trække rundt i manegen. Du er en usikker lille pige der ikke ved hvilket ben du skal stå på. Vær du blot taknemmelig over at jeg afser min sparsomme tid til at undervise dig, at hæve dig til mere end det patetiske menneskelige potentiale der ibor dig."

Ved Kodashis ordre om at hun skulle hoppe af, slog dæmonen arrigt med hovedet. Hendes negle begyndte at gro fremefter og blev sylespidse. Der hvor de blev presset imod Kodashis kinder prikkede de hul og små dråber blod gled ned over kvindens hud. Med et ryk flyttede hænderne sig fra Kodashis ansigt ned til hendes hals. Narcissa var for længst tabt i vrede over ikke at kunne skræmme mennesket.

De spinkle hænder klemte til, uden at tage hensyn til om Kodashi kunne få vejret eller ej.

Det irretede Kodashi så meget noget inde i hende prøvede at komme frem, det var stadig frygten der inderst inde i Kodashi der slog på alle alarm klokker, mne Kodashi valgte at ignorere den fuldstændigt.

"Du skal være glad for jeg overhoved gider"

Kodashi tænkte på ingen måde over konsekvenserne over det hun sagde, det var som verde lå for hendes fødder og det skulle Narcissa også gøre, derfor fandt Kodashi sig slet ikke i det her.

Smerte bredte sig i kinden på Kodashi da Narcissa borrede sine negle ind i Kodashis hud. Dog var Kodashi helt ligeglad med dette og sendte Narcissa det bedste dræber blik som hun kunne.
narcissa skulle ikke bare tro at hun kunne gøre som det passede hende. Kodashi havde fået nok, hun havde syntes godt om hende lige ind til nu.

Kodashi tog sig til halsen og prøvede desperart at få fjernet Narcissas hænder. Kodashi kunne på ingen måde få vejret og det var rent instinkt der tog over.
"Giv... så... slip"
Det var alt hvad Kodashi kunne få fremstammet halvkvalt.
Dog gik der ikke længe før det sortnede for Kodashis øjne og hun gik ud som et lys og lå helt slapt på jorden.


//Besvimet

Hænderne slippede sit greb så snart Kodashi holdt op med at spjætte. De sorte øjne betragtede længe kvinden der lå livløs på jorden, så hvordan blod piblede ned over hendes kinder og hvordan åndedrættet var tungt, men roligt.

Flere minutter senere samlede hun mennesket op og satte hende ind i bilen. Sværdet blev lagt på bagsædet.

-- ca. 40 min. senere --

Hun stod i døren og så på mennesket der nu lå i sin seng. Narcissa anede ikke hvorfor Kodashi ikke var vågnet endnu, hun forstod sig ikke på menneskekroppe og deres knap så udholdne statur. En læge ville kunne fortælle at Kodashi havde været for aktiv for længe uden mad og vand. Hun havde brug for hvile, og kroppen gav det til hende nu.

I fodenden lå en katana og en lille note. På sedlen stod med sirlig håndskrift:

Sværdet er dit.
Jeg takker dig for maleriet.
Vender tilbage om en uge.
- N

Dæmonen vendte sig, greb maleriet og forlod lejligheden. Døren smækkede bag hende med en hul lyd.

I really hope this will be the perfect gift.

-- 14 timer efter --

Kodashi vågnede i sin seng helt udhvilet, hun var godt mørbanket og øm i hele kroppen. Hun blev læggende i sin seng de næste 2 timer for blot at kunne tage sig sammen til at rejse sig. Det gjorde godt ondt bare at kunne rejse sig den lille smugle.
Kodashi fandt hurtigt sværdet der lå i lejligheden. Først havde troet det hele havde været en ond drøm men nej det havde været virkelighed.
Med stor frygt læste Kodashi sedlen ganske forsigtigt. Den var ikke så slem som Kodashi havde frygtet.
Kodashi var inderligt bange igen, virkningen af Narcissas blod havde fortaget sig mens Kodashi sov og nu havde frygten frit løb i Kodashi.
hvad var det dog hun havde sagt til Narcissa igår, hvordan kunne hun slet ikke havde været bange.
En ting var sikkert. Kodashi frygtede meget næste gang hun skulle se Narcissa.
Men en ting var sikekrt, hun skulle have fat i Nath hurtigst muligt.

//End