Vanguard Encounter - Eve

Dato: d. 11 Marts 2012
Tid: 22:43 - Søndag
Årstid: Sen vinter/Tidligt forår
Vejr: Mørkt med nogle skyer på himlen. Kølig luft, dog uden den store blæst og uden regn.
Sted: Havnen Werclare
Omgivelser: Ingen, og helt stille.
Påklædning: Sorte bukser med bælte, et par kraftige sko/støvler af læder. En tyk læderjakke og en mørkebrun hættetrøje indenunder. Samt en sort hue.


Efter at have stillet motorcyklen op ad en mur der tilhørte et havnelager, blev maskineriet dækket til med et nærtliggende tæppe, sikkert brugt af de hjemløse. Trinnene fra hans sko, gav en smule genlyd i den smalle vej hvori han netop gik. Langsomt, overvejende og sikkert rundede Kane et hjørne, og gik nu langs lagebygningens yderste mur ud imod havet. En halv måne hang over bølgerne, og på trods af deres brusen mod kajen, var der næsten alarmerende stille. Kane stoppede op og vendte blikket imod et stort skib der var ankeret til den lange kaj, næsten en kilomet længere nede langs kajen. Idet han rakte ind i hans inderlomme med højre hånd, forsvandt han, og alt hvad der var tilbage var en sort røgsky, der langsomt blev tyndet af den klare luft. Da Kane fandt kameraet frem fra hans lomme, sad han på hug, med det ene knæ mod et af lagerbygningens tag. Teleportation var en nyttig evne for en som ham. Ved hjælp af kameraets velfungerende zoom, så han nærmere på hvad han ikke kunne høre.

Langt nede langs kajen, stod der en bil parkeret ved skibet, og to mænd af en betragtelig fysisk størrelse, bar kasser fra en container, og om bag i bilen. Et par klik senere, kiggede Kane ned på kameraet, men fik ikke tid til at holde pause, da han mente han hørte et eller andet, ikke langt fra ham. Det fik ham til at kiggede sig over skuldren, og ned på den tomme kaj under ham. Med et rynk på næsen fortsatte han med at tage billeder og observere disse mistænksomme typer. Men Kane vidste hvem og hvad de var? Mon han vidste hvad de lavede?

//OOC: Du skal lige huske at sætte dato på Kane:)//

Den kølige luft føg hen over gaden, og fik et stykke sammenkrummet papir til at bevæge sig nogle få millimeter over asfalten, som blev den trukket af en usynlig snor. De få skyer der befolkede den kulsorte himmel, gled langsomt hen over himlen, og forsvandt lidt efter lidt i horisonten, som tågede pletter i det fjerne. En ung kvinde travede gennem gaderne, med et vagtsomt blik i det lyse ansigt.

Eves handskebeklædte fingre holdt krampeagtigt fast i bæltet der var skjult under den halvlange læderjakke. Under jakken kunne man lige netop skimte en form der i mistænkelig grad lignede end pistol, men man lagde kun mærke til dem hvis man stirrede på hendes mave.

Hendes lange skridt gav genlyd over den tomme gade, som en melodisk rytme der fortsatte i natten. I det fjerne kunne man høre en dump lyd af tunge genstande der blev sat ned, men Eve så ikke ud til at bemærke lyden. Hele hendes velformede krop stivnede pludseligt i et ryk, og hun snurrede omkring. Hendes krop blev trykket op af den fugtige murstensmur, og hendes ovale hoved blev elegant flyttet ud fra muren.

Hendes mørke, målrettede blik var rettet imod en mand der stod af sin motorcykel. I mørket kunne man kun lige skimte hans silhuet, men selve hans udseende kunne umuligt ses. Pludseligt forsvandt han med et brag, og et gisp forlod hendes let adskilte, rødmalede læber. Et smil oplyste pludseligt hendse ansigt, og hun trak sig frem for muren.

Hendes løbende skridt smældede gennem gaden, og hun strakte fingrene ud efter dørhåndtaget få sekunder inden døren blev flået op. Hendes lange ben blev hamret imod trappetrinene, da hun trampede op af trappen i en voldsom fart. Brat stivnede hele hendes krop, og hun stirrede på døren der førte op til taget, med et blik der ikke kunne tydes. Et glimt af overraskelse synes at flakke over hendes ansigt, men det forsvandt så hurtigt at man kunne komme i tvivl om det havde været indbildning.

Hun løftede yndefuldt en arm, og lagde hånden på det iskolde dørhåndtag, samtidig med at hun skubbede den anden hånd ind under jakken, og greb fat i hendes Beretta 92FS Brigadier. Tavst tog hun en dyb indånding, og skubbede så døren lydløst op, så langsomt at man næsten ikke ville bemærke det. Hendes lange ben blev sat ind på taget, og den kolde luft gled med det samme ind og legede kælent med hendes mørke hår.

Døren klikkede i bag hende, men hun synes kun at bemærke manden man kunne skimte foran hende. Hans skikkelse var rettet væk fra hende, og nogle klik udgik fra ham, så man kunne tro han tog billeder. Hun trådte nogle skridt frem, og denne gang afslørede hendes skos dumpe lyd mod taget, hendes skridt imod manden. Et forførende smil gled ind på hendes ansigt, og hendes hoved blev tippet til siden.

And so it begins ...

Kameraets linse blev flittigt peget imod de to mænd der netop var ved at være færdig, og lukkede containeren. Kane havde egentlig taget de billeder han skulle bruge, så kameraet røg igen ind under jakken. Men idet han atter vendte blikket imod den sorte bil, som nu var ved at køre væk, sitrede det igennem hele hans krop, da han hørte en diskret lyd, ikke langt fra ham. Stadig nede på hug, vendte han sig hurtigt om imod en kvindelig skikkelse på taget. Kane kunne ikke lade være med at smile et lettere skummelt smil da han så hendes fingre om håndpistolen. Hans ansigt var ikke dækket til, men huen sad godt nede over hans ører, og det eneste lys på taget var det lys som kom fra den halve måne. Med rolige bevægelser rejste han sig op fra den lave stilling, og fæstnede samtidig sit blik på hendes pistol, og hvad han nu kunne se af hendes ansigt. Han snakkede, og den aldrende tyske accent var tydelig. "You people do not waste your time." lød det fra ham med en hæs stemme, alt imens han havde hænderne fri fra kroppen lidt ud til siderne. Han tog et enkelt skridt imod kanten, men blev ved med at kigge på denne, Hunter. En Elver, åbenbart. Hendes elegante ynde men stadig bestemte bevægelsesmønster, kunne umuligt indikere andet.

Kane havde kun været på øerne et par dage, og derfor var dette hans første møde med en Hunter. En organisation der var fantastisk aktiv på Deploratus. Han havde gjort sit research inden han kom til Deploratus, og vidste at det første møde med en Hunter, som regel var dit endeligt. Men han havde stadig nogle år tilbage i sig, og en masse at give sig til, så at stille treskoene lød ikke så lokkende som så. Helt stille blev hans stående, og sænkede hagen lidt med et koldt blik på hende, understøttet af det skumle smil. "Du you think you can shoot me before i get away? Or would you like to talk it over first?" lød det så fra ham, denne gang i en selvsikker tone. Så meget som et hint om at skyde ham, og han ville forsvinde, langt væk. Den klassiske 'gunslinger' ville ikke være så succesfuld i hans tilfælde. Hvis blot han kunne få hånden ind under jakken, ville dette blive en meget mere fair 'standoff'. Men underholdende var det nu, denne form for rolige stress-scenarier, hvor alt hang som fra spidsen af et knivblad.

Månens blege skær faldt ned over elverens ansigt, og forstærkede hendes yndefulde træk, da hun svajede let til siden, så hun blokerede den tunge metaldør bag hende. Hun lod pistolen glide op af bæltet, og fik i samme bevægelse trukket den anden pistol op af samme bælte.

Hendes slanke fingre gled kælent over de glatte pistoler, der blev rettet imod manden uden tøven. Hendes ansigt udstrålede en kulde, der dækkede over de andre følelser, man kunne tro der gemte sig et sted dybt i hende. Da en sky gled længere væk fra månen, blev hendes forførende smil oplyst, og derfor tydeliggjort meget.

Do not shake your hand. Not show it's your first time. Oh fuck, I shouldn't be here! Forget it now. No need to worry. You have blocked all roads, now he can either choose to jump or get shot. What could go wrong? No, what can go wrong ... It wouldn't be a good idea to get me started on that one ...

Hendes finger dirrede over aftrækkeren, men det korte glimt af usikkerhed der flammede op i hendes øjne, så ud til at afspore hende, og fik hendes finger tvunget væk fra aftrækkeren igen. Glimtet i hendes øje forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, og man kunne være i tvivl om det nogensinde havde været der. Ikke så meget som en tåget rest af usikkerhed sad tilbage i hendes mørkebrune blik.

"You people? We aren't a race. It's a profession. But that knowledge can't you use to much now."

En blød latter slap ud mellem hendes rødmalede læber, og selvom det virkede som den forkerte handling til denne situation, så den ud til at give hende mere selvtillid, og fik hende til at virke mere menneskelig. Et mørkt øjenbryn blev hævet et stykke op i hendes lyse pande, ved hans næste ord, og et muntert glimt flakkede igennem hendes øjne.

"If I want to ... What are you talking about?"

Så snart ordene havde forladt hendes mund, blev hendes læber straks presset sammen, i et overrasket ryk. Hendes lille, elegante skridt til siden, blokerede fuldstændigt hans mulighed for at nå trappen, men hun synes ikke at bemærke at det var det hendes handling medførte. Hendes øjenlåg blev slået ned, men slået op igen under et sekund senere, da hun stirrede på ham med en irriteret grimasse malet i de ellers så yndige ansigt.

"Can we pretend I never said that? I'll just try again. To me it makes no difference as long as I end up having you freed from the shackles of life, so you no longer need to be weighed down by your demonic impurity, and can rest in peace."

Hendes smil voksede let, og forvandlede hendes grimasse til et fortryllende, muntert ansigt. Den kølige vind legede med hendes hår, så det bevægede sig glidende frem og tilbage, som var en legesygt killing på hendes overdækkede skulder. Læderhandskerne der beklædte hendes fingre førtes over hendes Beretta 92FS Brigadier, uden hun synes at bemærke handlingen.

Den kvindelige skikkelse blev nu mere tydelig for ham, og med hovedet lidt på skrå betragtede han hende nærmere. Man kunne kalde det arrogance eller en lettere nonchalant holdning over ham, men de to pistoler imod ham, blev med tiden mindre og mindre skræmmende. Han hævede sine hænder lidt mere, så hun kunne se dem, og alt imens hun talte, begyndte han så at tage et enkelt skridt imod hende. I lyset strakte han sit hoved lidt imod hende, så hun også kunne se ham. Til tider virkede hun tøvende, og andre gange virkede hun selvsikker og klar på at fuldføre hendes åbenbart hellige mission. Det havde været mange som hende i Tyskland, som havde prøvet at få ham ned med nakken lige siden han kom ud af fængslet. Denne kvinde virkede dog anderledes. Noget der spirede hans egen selvsikkerhed. Hendes ord fløj tydeligt og bestemt med vinden og ind i hans ører. Det virkede som noget han havde hørt før. "Yes. I have heard it all before. But tell me, who will free you from your shackles? When you and your kind have killed us all, who will break your immortal bond with this world, and send you to the afterlife?" Hans ord var som en hæs hvisken, båret af den kølige vind, og udtalt med et fast blik på hende og et skummelt smil på læberne. Mange ville allerede have skudt efter ham nu, men hvorfor gjorde hun det ikke? Hænderne forblev hævet, og igen vovede han at tage endnu et skridt imod hende, stadig med et meget insisterende og næsten bindende blik på hende, uden så meget som at blinke. "We are not that different, you and I. Worlds apart, but yet, not so different." tilføjede han langsomt og med et smil der blev lidt bredere. På et øjeblik kunne han være langt væk, og hun ville ikke kunne gøre andet end at stå tilbage, konfus og forvirret. Så hvorfor blev han på taget? Hvorfor snakkede han med en fanatiker der var opsat på at slå ham ihjel?

Kane stoppede op og vende hovedet lidt på sned og hostede en enkelt gang for derefter at rynke panden. Hun var Elver, men åbenbart ikke særlig gammel i forhold til andre af hendes race. Han burde have været synlig nu, med alle hans næsten abstrakte tatoveringer. Han hævede hagen og hovedet og kiggede så på hende med lidt af et spørgende blik. "Do you have what it takes to kill a Demon? Have you worked out your plan? I really hope you have dipped your bullets in holy water, and brought your book of incantations. For when you fire your first 2 shots, and i am still standing... what then will you do?" lød det fra ham i en lidt mere skummel tone, som slibrige ord fra en glat slange. Hun behøvede endnu ikke kende til hans evne, og hvis han kunne undgå det, skulle hun slet ikke kende til den. Hans største våben imod typer som hende, var deres uvidenhed.

Eves ene øjenbryn fløj hastigt op over hendes skarpe, mørke øjne, som et misvisende tegn på, hvilke følelser der måske kunne rase i hendes stive krop. Endnu et muntert smil flakkede over hendes yndige mund, og fik det til at ligne et noget nær varmt ansigt. Smilet forsvandt med det samme, og hvis man ikke havde været opmærksom på den hastige smil, ville man ikke have bemærket det glimt af varme hun havde vist.

En sky gik for den blege måne, og det sølvagtige skær der omringede hendes krop forsvandt med månen. Hendes øjenlåg gled langsomt i, og da hun slog dem op igen, synes hendes pupiller at være forstørrede en hel del, så man næsten ikke kunne skelne hvad der var pupil, og hvad der var det mørke der omgav pupillerne. Noget ved hendes holdning ændres, så man kunne tro at hun nu så mindst lige så godt, som før månens blege skær gled om bag en sky.

"Me."

Et vagtsomt glimt skinnede i hendes øjne, da hun betragtede ham træde nærmere. Pludseligt stivnede musklerne i hendes krop, og et lille gisp forlod hendes let adskilte læber, da hun spærrede øjnene så lidt op, at det næsten ikke ville blive bemærket. Hendes spidende blik gled over hans krop, og endte igen ved hans tatorverede ansigt.

Hendes røde læber blev tøvende samlet sammen igen, og det overraskede glimt i hendes øjne forsvandt efter lidt, da det tydeligt blev undertrykt af stærkere, men skjulte følelser i hendes krop. Hendes finger gled nærmere aftrækkeren, og et sødt smil oplyste pludseligt hendes ansigt, men selvom det lyste af varme, var den ildevarslende undertone ikke til at tage fejl af.

"We are not different? I do not think you understand. You're an impure human with demon blood flowing in the poor veins. I am of the noble elf family."

Smilet forsvandt brat igen, som var det blevet tørret af hendes ansigt. Hendes slanke fingre blev klemt hårdere om den glatte pistol, og hendes pegefingre lagde sig elegant på aftrækkeren, i en glidende selvsikker bevægelse.

"I have taken all necessary precautions, but I will not tell you about them."

Uendeligt langsomt blev hendes arme løftet opad, og det ene øjenlåg gled i med en sikker , vant bevægelse, der tydeligt viste at dette havde hun gjort før. Hendes andet øje gled igen over hans krop, og en sidste rest af overraskelse glimtede hastigt forbi hendes øjne, men endnu engang forsvandt det så hurtigt, at hvis man havde skimtet det ville være i tvivl om det faktisk havde været indbildning.

Med udvidede næsebor sugede han luft ind af næsen imens han afslørede et par af hans tænder. Han kunne lugte magien er strømmede igennem hende, en magi der også kunne ses på hende. Hun havde ret, hun var ren, så ren at det næsten pirrede i hans næse, og gav ham følelsen af silke mod hans hud. Ved det ene ord der kom ud af hendes mund, fjernede han for første gang blikket fra hende, og ned imod jorden, med et skævt, næsten tilfreds smil over hans læber. Det gav vel egentlig meget god mening.
Måden hendes fysiske holdning syntes at forandre sig, fortalte ham noget, og det atter skarpe blik imod hende, fortalte ham mere end hvad hun kunne ytre. Hendes ord blev hørt af Kane, men ikke specielt registreret, og ingen mærker blev bidt i det. Hun talte for døve ører, ører der tilhørte et barn af kaosset der blev kaldt den menneskelige verden. "Are we not different? We are both sinners, awaiting our judgement. We are nothing but instruments of Death, and subjects of the winds of magic."

Atter flød der hæse ord ud af hans klistrede mund. Denne gang mere insisterende, som om han forsøgte at bevise en pointe. Men dette møde var som når en u-stoppeligt kraft mødte et urørligt objekt, begge talte for døve ører. En samtale der måske allerede var gået for langt? Men hvorfor havde den varet så lang tid? Var hun mon så tøvende som han selv var? han rørte pludselig på sig, og sænkede så begge sine arme, langsomt ned langs siderne på hans høje slanke skikkelse. "How can you be so sure?" sagde han blot, med øjnene vidt åbne, undrende over hendes arme der langsomt blev hævet. Han lagde vægten over på hans ene ben i en afslappet positur, åbenbart slet ikke skræmt over hendes tilstedeværelse. Men burde han være skræmt?

Han vendte roligt sine håndflade imod hende med et skummelt smil. "Alas, it seems that i have lingered for too long. Chase me if you want, but it will be a waste of your energy." På hvad der var blot et øjeblik, blev hans krop erstattet af en sort sky, fulgt af et dybt brag, og han var forsvundet. Med det samme derefter hostede han kraftigt med hånden for hans mund, og placerede den anden på en kold overflade. Han havde teleporteret sig om på den anden side af den tykke ståldør der havde ledt hende op til taget. Med sitrende hænder tog han et vaklende skridt, men smilte dog alligevel tilfreds. Efter et hurtigt kig mod døren, hoppede han et par trin ned af tapperne, og begyndte i højt tempo, at løbe ned. Ud af hans jakke fandt han en mørk stålklinge frem, og klyngede om den med hans ene hånd. En kynisk, febrilsk og hæs latter forlod hans læber idet jagten nu var begyndt. Med hård hånd, slog han en dør op, og var nu ude af den store bygning, ude på gaderne imellem de mange bygninger, og vendte hurtigt et blik op imod taget idet han fortsatte i løb. Han var en af de bedste til denne leg, mon hun kunne holde trit?

Eves mørke øjne borede ind i ham, samtidig med at hendes øjenbryn langsomt blev hævet højt op i hendes pande. Hendes rødmalede læber skiltes, og hendes tunge gled frem, som prøvede hun ihærdigt at koncentrere sig om noget meget vigtigt. Hendes mørke hår gled ned foran hendes øje, og ødelagde dermed hendes udsyn til ofret.

"Oh, we're different. Believe me."

Hun trykkede aftrykkeren lidt længere ned, da han pludseligt begyndte at tale igen, og dermed distraherede hendes ihærdige koncentration. Hele hendes krop spændedes og rettede sig hastigt op da han pludseligt forsvandt i en sort sky.

"DAMMIT!"

Hun snurrede omkring, med et ansigtsudtryk der fortalte at hun havde fordøjet det faktum at han netop var forsvundet, overraskende hurtigt. Hun flåede døren op med en elegant bevægelse, sekundet efter hun havde hørt en dump lyd derudefra.

Hun fløj nærmest ned af trappen med skridt der smældede gennem opgangen, og endte hastigt ved yderdøren. Hendes hænder rakte frem efter døren, og et sekund senere smækkede døren op imod væggen, og hun kom med lange skridt løbende ud, så det mørke hår flagrede omkring hendes ansigt.