Lad os se hvad der sker [Kane]

Sted: Gederne
Tid: Aften, solen er lige gået ned
Dato: 14/3 2012
Vejr: Let overskyet, men man kan ane nogle få stjerner bag. Nymåne.
Omgivelser: Folk på vej i byen.
Påklædning: Har en forholdsvis lang sort kjole på, ærmeløs. Den er maget luftig. Har nogle flade sorte sko på og sorte net strømper. Har ellers min sælvanlige sorte kappe med hætte på hen over.

Karina gik på gaden. Hun var ikke ude for at jage. Hun vidste enlig ikke hvorfor hun var ude lige nu, men det var hun. Hun var ikke nået langt fra hendes lille lejlighed. Hun gik på en rimelig lille gade med sidegader og gyder langs. Der var nogle få barer og caféer. Hun kiggede på dem og smilte over dem der var der inde. Hun gik roligt mellem alle de andre der gik på gaden. hun var ikke på vej noget bestemt sted hen, hun gad bare ikke side i sin lejlighed alene hele aftenen. Så hun havde klædt sig på og var gået ud for at se hvad der skete.

Lyden af en væltet skraldespand var åbenbart ikke noget der syntes at fange folks opmærksomhed, især ikke siden lyden kom fra en mørk gyde. Bag de sædvanlige lyde af den muntre og iltre by, kunne to lave stemmer høres i mørket. Uden at jage efter blod, var Kane dog taget ud på gaden netop for det formål at jage. Hans påklædning var den sædvanlige; netop et par mørke bukser, en læderjakke, en hue og en mørkebrun hættetrøje indenunder. Denne gang havde han også taget at par sorte kørehandsker på. Langt nede af gyden, som endte blindt, stod Kane, med sin ene hånd omkring kraven på en voksen mand. Kane holdte ham oppe af muren, og stod med hovedet faretruende tæt på mandens, med et yderst truende blik. "Wer sind sie!?" spurgte han gentagende gange, hver gang mere insisterende. Hans hæse stemme gav en smule genlyd i gyden, men det generede ham ikke på dette punkt. Man kunne vel godt sige at det var hans Dæmoniske side der regerede denne nat. Kane vendte blikket ud imod mørket, da han syntes at høre fodtrin der indikerede at nogen nærmede sig. men da han intet kunne se, klemte han hårdere, og skubbede igen den tydeligvis skræmte mand op af muren, og fortsatte med at stille det samme spørgsmål... kun for at få mumlende ord fra den granvoksne mand.

At udspørge et menneske i en mørk gyde var måske skummelt nok, men således var Kane's metoder; skumle og listige. Men det virkede dog til at metoderne brugt denne aften, ikke var særligt listige. Kane hørte igen lyden at meget diskrete skridt i nærheden. Det kunne selvfølgelig være forbipasserende på gaden, men han troede nu anderledes. Kane vendte dog hurtigt opmærksomheden imod manden han havde fat i. Hans fingre klemte om mandens kæbe, hårdt og bestemt, alt imens hans øjne var vendt i en skarp attitude ind i mandens øjne. Kane spurgte endnu engang, og denne gang knækkede manden. "Brettoni Street 27!" svarede manden så ivrigt og med en skingrende stemme. Kane smilte tilfreds, og stoppede så hans frie hånd i hans jakkelomme. Op kom en kanyle med noget gulligt væske i, og hurtigt stak han den i halsen på Manden. Manden nåede ikke engang at ytre et ord, inden han så ud til at være bevidstløs eller i det mindste sove en meget dyb søvn. Kane lod ham falde til jorden igen, men blev så afbrudt af en stærk duft i hans næsebor. Der var en Dæmon i nærheden, og vedkomne kom nærmere! Den var ældre end ham selv. Kane puttede kanylen i lommen, og kiggede op, for derefter at forsvinde i en sort sky. I samme øjeblik holdte han et host tilbage og rystede lidt på hovedet. Hans ene hånd havde fat om en brandtrappe, omkring 3 etager længere oppe af en bygningsfacade imod gyden, og med begge fødder, kiggede han ned i gyden. Han holdte godt øje med den nytilkomne skikkelse, som han nu kunne se deroppefra.

Hovedet røg på skrå, og uden videre tanke betragtede han denne Dæmon fra hans høje position. Han havde trukket sig selv op og stå på brandtrappen, og tog det nu ualmindeligt roligt. Måske var han kujon, men så længe han var deroppe, og den anden Dæmon var dernede, følte han sig på ingen måde truet. Når han tidligere havde mødt andre, ældre Dæmoner, havde det altid krævet at han bøjede sig i støvet for dem. Han var jo kun halvblods, så mange Dæmoner respekterede ham ikke rigtig, måske kiggede de på ham som mange Dæmoner også kiggede på vampyrer?
Denne Dæmon var åbenbart nysgerrig. Kane smilte skummelt og placerede begge arme på brandtrappens gelænder, og kiggede ned. Idet skikkelsen endelig fik øje på ham, strakte han halsen lidt ud. "Er det ikke en skøn aften!?" Sagde han så højlydt med hans hæse stemme. Han var tydeligvis meget sarkastisk, og tonen i hans stemme var så sandelig heller ikke venlig eller velkommende. han kunne endnu ikke se om denne skikkelse var af han- eller hunkøn. Han tog sin hue af, og lod hans ene hånd gnide sig over hans skaldede hovedbund, og kiggede derefter ned igen på denne skikkelse.

Kane smilte tilfreds over hendes spørgsmål og strakte sin hals ned imod hende. "Herrens veje er uransagelige..." lød det fra ham, og han tog huen på hovedet igen, og blev derved igen til en mørk skikkelse. Et knald kunne igen høres, og Kane trådte ud af nogle skygger ikke langt fra hende, med hovedet på skrå, og blikket fæstnet på hende. "Og mine er ligeså." tilføjede han så, måske lidt kryptisk, men sådan var han vel? Med siden til hende, gik han imod manden der lå på jorden, og fjernede endelig blikket fra den kvindelige dæmon, imod denne mand. Kane smilte tilfreds og prikkede til manden med spidsen af hans fod. "Bare rolig. Han er kun lammet, og vil vågne op igen om et par timer, forfrisket og med ny energi. Dog vil han ikke huske noget af dette." sagde han rolig, med den hæse stemme og smilte igen tilfreds. Han vendte sig derefter imod denne Dæmon, ældre end ham, og puttede begge hænder i lommerne på hans læderjakke. "Du må undskylde min meget drastiske forsvinden. Men det virker som om at jeg misforstod dig for at være en Dæmon af en mere fjendtlig natur. Men måske burde jeg ikke være alt for sikker?" sagde han så, og smilte skummelt imod hende. Han betragtede hendes kappe, og den sorte kjole hun havde på indenunder. Meget passende. Han var stadig lidt forsigtig af natur, men ikke specielt bange for hende. Hun virkede nu ikke som den type Dæmon man burde være bange for. Men hvorfor skulle Kane egentlig også være bange for nogen som helst? han kunne jo slippe væk til hver en tid.