... Seriously?{Eliot - Eve}

Dato: 18. marts - 2012
Tid: 20.54
Sted: Gaden, i byen Werclare.
Vejr: Let blæsende, måneskin.
Omgivelser: En mennesketom, skyggefuld gade.
Påklædning: Vaklende høje stiletter, en kort stramkjole, læderhandsker og en halvlang læderjakke.


Det blege, sølvagtige skær fra månen badede byen i dens lys, og fik det til at ligne en hel anden verden. Skyggerne forvrængedes og synes at bevæge sig som slanger der vred sig rundt, omkring de få væsner der hastede afsted, og de fugtige huse. De få mennesker der med lange skridt gik igennem gaden, forsvandt lidt efter lidt, og til sidst var den smalle gade helt mennesketom.

En ung kvinde trådte ind på gaden, og svajede let i de høje stiletter. Hendes slanke fingre greb fat i en en løs mursten, da hendes balance synes at forsvinde. Et ubestemmeligt smil gled hen over hendes lyse ansigt, samtidig med at hun fik skubbet sig tilbage på benene i en elegant, glidende bevægelse, og på trods af at hun ved hendes næste skridt svajede endnu engang, så væltede hun ikke endnu engang.

Dammit, dammit, dammit! I hate high heels ... I hate that party ... At least i'm not drunk .. Glad i'm an elf!

Eves mørke blik gled over de underlige skygger der dominerede den ubehageligt tætte gade. Stjernene på himlen kunne ikke lyse den op, som havde nogen lagt en tæppe over himlen, og dermed mørklagt det hele. Kun månens skær faldt ned over Eve, og fik hendes ansigt til at kunne forveksles med en yndig kvinde.

Which way is the way home? Oh god ... I forgot the way home ... Is this even the right street? Shit!

En irriteret grimasse ødelagde den yndige maske der havde sat sig på hendes ansigt, og viste et glimt af hendes egentlige personlighed. Hendes ben svævede yndefuldt lidt fremad, men så snart hun ikke længere bevægede sig frem, var den alfe-agtige lighed i hendes bevægelser med det samme forsvundet.

Den sorte kjole smøg sig om hendes krop, og da hendes handskebeklædte fingre gled hen over hendes krop blev det langt tydeligere. Hendes arme blev krydset over hendes bryst, da hendes hoved virrede frem og tilbage, som en forvirret fugl. Pludseligt forsvandt alt udtryk fra hendes ansigt, og en kølig overflade lagde sig over hende.

I natten kunne alt ske. Månelyset nåede ikke ned til den høje skikkelse der var i færd med noget syndfyldt. En spinkel mand stod og holdte en kvinde hårdt op imod en mur. De stod ned af en lille, snoret sidegade hvor der med sikkerhed ikke var nogen der vovede at dreje ind på. Han havde stort, vild hår i nøddebrunekrøller og en hud hvid som sne. Han var klædt i sort fra top til tå, sorte bomuldsbukser der sad let til, en lang, sort detektivfrakke og et par lædersko der skulle snøres. Han stod lænet over kvinden med læberne imod hendes hals - det lignede det i hvertfald, men i virkeligheden var det noget helt andet. Han havde sine lange, hvide hugtænder sunket ned i hendes varme, bløde hud. Han havde faste greb om kvindens håndled, hans øjne var lukket nydende i. Han stod normalt ikke i gyder og stræder og indtog sin aftensmad, men i dag havde han gjort en undtagelse der bestod i ren overlevelse, ingen nydelse. Selvfølgelig havde han kysset kvinden, men det var dét. Han havde været for sulten til at gøre andet, sådan var det når han havde arbejdet flere nætter i træk. Han spandt som en kat i mørket, ikke bevidst om at der måske var nogen i nærheden.

Eves fingre fumlede rundt over hendes arme, og fik til sidst låst sig helt fast. En skygge gled over hendes ansigt som en slange, da hun bevægede sig fremad. Pludseligt stivnede alle musklerne i hendes velformede krop, og hendes rødmalede læber skiltes i et overrasket O.

En spindende lyd svævede rundt i gaden, og selvom den mest af alt mindede om en kat så fik det hendes slanke fingre til at klemme om hendes arm. Hendes hvide tænder bed sig fast i hendes underlæbe, da hendes mørke blik spejdede rundt i den mennesketomme gade, men uden at finde nogen.

I could swear I heard something ... Something non-human. Am I already mad?

Hendes blik stivnede brat, og med mekaniske skridt trådte hun nærmere en gyde, der næsten var usynlig, da den synes at være skjult af de mørke skygger. Med elegante bevægelser endte hun trykket op af den fugtige mur, inden hendes øjenlåg gled ned over hendes øjne.

Hun lod sig glide frem, så hun nu stod badet i månelyset, midt i gyden. Hendes skarpe blik fangede to mennesker der stod trykket op af en mur, og i et kort sekund begyndte hun at bakke. Brat stoppedes hendes skridt, og hun trådte istedet fremad, i en glidende bevægelse der havde en foruroligende lighed med en slange. Hendes ansigt ændredes, og hun synes pludseligt at have kvalme.

"Oh god dammit ..."

Hendes hastede frembrusen kom pludseligt, og man kunne få et forkert indtryk hvis man samtidig så på hendes fingre der panisk gled hen over hendes krop i lange strøg, som ledte hun efter noget. Med den ene arm greb hun fat i manden, og trak i ham, for at få ham væk fra kvinden.

She has to being alive ... And where are my guns? Ridiculous party where you can not bring weapons!

Hendes ene hånd lagde sig over kvindens hjerte, i et desperat håb om at vampyren ikke havde slået hende helt ihjel. Det var helt sikkert ikke smart at vende ryggen til en vampyr, men hun synes at have lukket den tanke fulstændig ude. Eller måske valgte hun blot at ignorere den. Med den anden fortsatte hun sin glidende søgen over sin krop.

Den høje, blege mand følte et ryk i sin albue, en slank hånd havde fasti ham. Det var mere chokket end styrken der gjorde at han trådte tilbage. Da han så en slank, mørkhåret kvinde stå og prøve at redde hans offer, hævede han gevaldigt sit ene øjenbryn... *What the bloody hell? Who is this person? Not a human, she smells different... God I have to learn to be more careful... I am always careful! I guess I had to much scotch at the bar... But I don't make the same mistake twice...*
Han betragtede kvinden, velvidende om at hans offer ikke kunne reddes og snart ville dø. Han smilte svagt:
"Easy, darling... she won't make it. And may I say it is very rude to interrupt a dinner? Even if the dinner is still alive..."
Han smilte kækt, ikke det mindste bange for kvinden. Han ville kunne mærke hvis hun var stærkere end ham, han undervurderede hende ikke, men han forudså at hun formentlig ikke var noget særligt. Han havde ikke tænkt sig at gøre det af med hende foreløbigt, kun hvis hun besluttede sig for at spille beskidt... Han sukkede let og tændte en cigaret. Selvom han var lettere irriteret over at være blevet afbrudt, så fandt han den der havde afbrudt ham ret naiv og underholdende... Hun så heller ikke dårlig ud, hun lignede ikke ligefrem en vampyrjæger, hvis det var dét hun var. Han stak den ene hånd i lommen og lod røgen danse om hans mælkehvide ansigt. Hans himmelblå, intense, elektriske øjne betragtede kvinden forsøge at redde kvinden og afregne sit næste træk imod ham. Han smilte forsat kækt, hans kindben var endnu skarpere. Han havde set pænere ud hvis han havde haft farve i sine kinder, men det havde han ikke. Han var så godt som død, det havde han været længe, 613 år for at være præcis... Han kløede sin tinding med hånden hvor cigaretten sad ved.

Eves fingre fandt kvindens hjerteslag, men det var helt urimeligt svagt. Alligevel synes hun at kæmpe hårdt for at lade hende overleve, da hun stak sine slanke fingre, dybt ind i kvindens sår, så blodet fossede ud over hendes hænder, og malede dem blodrøde og klistrede dem ind.

Først da vampyrens stemme afbrød hendes redningsaktion, så det ud som om det gik op for hende at han havde ret i, at kvinden allerede var så godt som død. I små, mekaniske ryk trak hun sig selv væk, som kunne hun ikke få sig selv til at gøre det. Lyset ebbede ud i kvindens øjne, og hun sank længere ned af væggen.

"Yes. You killed her. And it is wrong, vampire! You've just killed someone, without so much as blinking. It is god damn wrong!"

Hendes bløde stemme hævede sig en lille smule, og den chokerede vrede skinnede tydeligt igennem det omslag af ro der ellers havde lagt sig derover, i starten. Hendes øjenlåg gled langsomt ned over hendes mørke øjne, men blev hastigt derefter slået op endnu engang. Hendes hænder stoppede deres gliden over hendes krop, som gav hun op i sin evindelige kamp.

"You know what I mean, vampire. And if I had remembered my ... Yeah ... Then I had not just stood here, and let her ... die."

Hendes stemme fortsatte bare, selvom det helt sikkert ikke var det smarteste at stå og snakke, foran en vampyr hvorfra man lige havde revet hans måltid væk. Hendes øjenbryn hævedes elegant over de skarpe øjne, og da hun yndefuldt dansede nogle skridt tilbage, så hun pludseligt ud som en yndig kvinde. Selvom yndig ikke var ordet, der normalt skulle bruges om hende.

Manden så lettere udmattet på hende, som om hendes ord gjorde ham træt og ugidelig. Hvor havde han dog hørt disse ord mange gange. Han kløede sig i de vilde, bløde krøller og tog et sug af cigaretten. Han vidste ærlig talt ikke hvad hun ellers havde forventet af et væsen som ham? Skulle han sulte ihjel? Hvis det stod til hende, skulle han vel slet ikke leve? Men dette ønske gik næppe i opfyldelse:
"Well, to you it might be wrong, but for me... it is nature in it's purest form. Regardless of the matter, you do not have any right to tell me what is right and what is wrong. Do you even know, little girl? 'Cause the last time I checked, nobody on this earth knows..."
Han spillede det filosofiske kort, som han trådte enkelte skridt nærmere kvinden, blot for at skræmme hende og være lidt udfordrende. Han smilede skævt. Måden hun havde forsøgt at redde kvinden på havde været entusiastisk, men forgæves. Han betragtede hende lede efter noget rundt omkring på sin krop hvilket fik ham til at hæve sit øjenbryn. Havde hun et våben gemt et sted?:
"If you had remembered what? A cross?"
Hans smil bredte sig og han grinte let:
"The fact is that many people die every day, not just by the hand of a vampire but by the hands of humans..."
Han snakkede med en hæs, men behagelig stemme der havde en yderst britisk accent. Han så egentlig ret harmløs ud som han stod der, kun hans øjne virkede faretruende med deres evindelige mystik og rovdyrsglimt. De var himmelblå og på den måde uskyldigt-udseende, men det var dét. Han var ikke en engel, men heller ikke den værste i pøblen.

Eves øjenbryn hævedes langsomt over de gennemtrængende øjne, for hvert sekund hans ord varede. Hele hendes krop stivnedes ligeledes uendeligt langsomt, men så snart det sidste ord havde forladt hans blodfyldte læber, stod hendes krop frosset til jorden, med de mørke øjne direkte rettet imod ham.

Hun synes ikke at bemærke at han rykkede tættere på hendes krop, på trods af at hendes øjne vagtsomt fulgte enhver bevægelse fra hans side. Pludseligt kom der liv i hendes krop, da hun trådte nærmere ham, men der var intet forførende over hendes bevægelser. Kun en ubestemmet blanding af vrede og irriteret snerren, der emmede omkring hendes krop.

"Did you just call me a little girl? I'm not a human, and i'm not scared of you, vampire. I believe that you are older than me, but i'm not little."

Da hendes sætning begyndte, var hendes stemme bestående af kontrollerede, iskolde ord, men da hun synes at have opvarmet sig selv, endte hun ud med at lyde som et såret barn. Hendes sætning blev tøvende afbrudt, og med en forvirret bevægelse rokkede hun frem og tilbage, på de lange ben. Efter en kort tavshed, prøvede hun at rette op på fejlen.

"I mean ... You know ... Okay, I'm just going to pretend, that i never said those words ...

Hendes vippede bevægelser blev lidt voldsommere, da de næste ord forlod hendes læber. Hendes mørke øjne gennemsøgte tvungent gyden omkring dem, inden de gled tilbage til vampyren, som helt sikkert var den største fare for hende på nuværende tidspunkt.

One of us should be scared ... But i shouldn't! But why should he be scared? Okay, one of us should be scared anyway! It's fucking most normal that you are afraid if you stand in front of a vampire ... Hmm ... Okay, if I pretend like it doesn't matter, then it is probably unimportant.

Hendes øjenbryn hævedes hastigt over hendes øjne, hvorfra alt usikkerhed var forsvundet som dug fra solen. Hun synes at danse, da hun nærmede sig ham, med et hoved der uendeligt langsomt vippede til siden, så håret gled over hendes hals.

"No, not a cross ... Something ... Else."

Et yndigt, lillepige smil oplyste kort hendes ansigt, men virkede så surrealistisk i forhold til de isnende øjne, at det nærmest var en lettelse da det forsvandt, og erstattedes derefter af hendes normale, let forførende men dog reserverede smil, der tydeligt fortalte at hun ikke ville have noget med personen der stod overfor hende, at gøre.

"Yes. I do not say, that humans are little, pure creatures. They are murders too. But vampires, demons, and werewolfs are more, than humans ever will! Maybe because they think like you do. It is okay, as long as humans do it too, no? That is not correct! No one is allowed to kill. It is okay to let poor souls go, and let them into heaven. But not to kill, so you can drink their blood, and throw them away at the street. That is disgusting, vampire! That is god damn disgusting!"

Hendes stemme forsvandt, og en larmende stilhed sænkede sig over hende, kun afbrudt af den vedvarende dunken, fra en bas der hamrede afsted til en tilfældig fest i nærheden. Hendes kjole var efterhånden kravlet godt op over hendes lår, men hun synes ikke at have bemærket det.