The student and the animal... (Kaya)

Tid: Eftermiddag
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer nogle få dyr.
Vejr: Blæst ret normalt vejr.

Han kom gående gennem skoven, det var længe siden nu han havde haft muligheden for at bevæge sig rundt i skoven... Colt havde jo taget en stor del af hans tid, og det samme havde hans arbejde på Muse så han havde trængt til at komme ud i naturen og få brugt sin krop lid, og bare nyde den natur der var. Han elskede skoven og elskede hvordan den var dunkel og nem at have med at gøre.

Han kiggede sig omkring hele tiden mens han bare gik stille gennem skoven han prøved at undgå at lave larm, hvilket kunne have været noget sværere end det var for ham, efter han altid havde brugt så meget tid i skoven som han havde. Det var der han hørte til men desværre var det ikke nemt at finde et arbejde hvor man kunne være i skoven og penge havde de brug for, og så var han jo nød til at lave noget andet. Det var derfor godt at Wicked havde haft noget han kunne bruges til.

*God finally i am free again...*

Han følte sig endelig fri... Fri som dyrene der var i skoven, som han tydeligt lagde mærke til og lugtede hele tiden, og hvis ikke det var selve dyret han lugtede så lagde han mærke til deres duftspor fra deres færten rund i skoven. Han kunne også tydeligt mærke lugten af civilisation og menneske som ikke burde være der. Han gik derfor i den retning stadig lige så stille som han kunne, lige så stille som han altid gjorde når han var ude og jage... Så stille at dyrene ofte ikke opdagede ham...

*you are doing good still... You stille got the hold of it*

Han fejlede dog da han var kommet lidt tættere på mennesket, da han trådte på en af sine ejne gamle fælder der hang så mange steder i den pokkers skov, og en lille stamme kom svingende mod ham og ramte istedet et træ...

"Fuck"

Kaya havde valgt at bruge sin eftermiddag på at træne, en af de få frie eftermiddage hun havde haft, siden hun var begyndt at træne med Procella. Kvinden havde overrasket hende, hun var ikke lige så slem som i sin tid, nogle år tilbage. Var hun blevet blødere, efter hun havde fået børn? Det gav vel egentligt god mening. Men samtidig vidste Kaya, at det var vigtigt at gøre fremskridt, selv når Procella ikke trænede hende personligt. Hun skulle kunne vise noget nyt eller forbedret hver gang - det var i hvert fald hendes mål.
Hun havde valgt at tage i skoven. Hun havde ikke været i humør til skydetræning, selvom hun også burde tage sig af dét. Endnu en ting til listen.. Men idag ville hun tage det i et roligere tempo, det kunne hun mærke, at hendes krop og hjerne havde brug for. At kunne gå lydløst, særligt på et ujævnt underlag, var et stort plus at have som jæger.

Kaya havde valgt at tage tyndsålede sko på - hun måtte vente med de normale, tykkere såler, til hun var blevet bedre. Med disse tynde såler kunne hun bedre mærke detaljerne i skovbunden på sine trædepuder. Hun havde let bøjede knæ for bedre at kunne kontrolere sin vægt. Når hun tog et skridt frem, satte hun først forsigtigt hælen i, derefter siden af foden, et af de følsomme områder på foden. Her kunne hun mærke om hun trådte på grene eller andet. Kunne hun ikke mærke noget, satte hun det forreste af foden ned. Hun kendte teorien, nu skulle hun bare lære at bruge det i praksis.
Hun havde brugt en halv time herude, og hun følte at hun enten ikke kom nogen vejne, eller også larmede hun for meget.
Hun var ved at miste tålmodigheden, knækkede en gren til og gav fortabt. Hun rejste sig helt op og begyndte at stampe i jorden, som et lille barn.

"Crap, crap, crappy world! When will I ever learn anything?! Lord please have mercy on me!"

Himlede hun højlydt mod himlen med opløftede arme, der skrev en opgivende bevægelse.
Hun sukkede opgivende og satte sig opgivende ned i skovbunden. Godt her ikke var nogen til at se hende sådan her.
Noget larmede.. Hun kiggede op, satte sig hurtigt op på hug i forsvarsstilling, og tog sin kniv frem fra holderen ved anklen.

"Who's there?"

Hvæsede hun. Nu i en helt anden mental tilstand. Ingen skulle se hende sådan, som hun havde opført sig lige før.

Underlig kvinde han kunne se, sådan at gå og stampe i jorden som et andet barn eller en voksen der forsøgte at kvase et kryb, og hvis det var det sidste hun var i gang med kunne hun godt glemme det... Det var der alt for mange kryb og insekter til at man kunne overskue, hvis ikke man da havde planer om at brænde skoven helt ned, i sit fine forsøg på at fjerne krybene og insekterne fra skoven...

Det var alt sammen noget han havde set inden han var komme til at få opmærksomhed fra en af fælderne, men nu var det sket, men så måtte han hellere præsentere sig selv, eller i det mindste fortælle at han var der, og kort hvem han var, eller hvad han lavede der i skoven...

"A lonely wanderer... And it is going to be a very hard job, trying to smash all the bugs... Or whar else you where doing... And I really dont believe god is going to help you kill them..."

Han smilede svagt... Han var et helt andet menneske efter han havde mødt wicked og procella... De var nogle dejlige og venlige mennesker, og tiden inden han havde mødt dem var bare blevet lagt væk og nu kunne han bare glæde sig over hvor lykkelig han var...

Han var ikke bange for at hun virkede truene over for ham... Han vidste hun kunne være en trudsel men lige der virkede hun ikke som en sådan som hun havde gået og trampet i jorden...

"But then who are you?"

Da manden overfor hende gav sig til kende, rejste hun sig igen op i normal stilling. Hun satte ikke kniven på plads, men holdt den letter afslappet ned ad siden. Hun havde lært på den hårde måde altid at være på vagt, ellers kunne det gå grueligt galt. Hun så ikke ud til at tage sig af jorden, der var kommet på hendes knæ. Tøjet kunne alligevel vaskes.
Hun så irriteret på ham.

"I do not kill innocent bugs! And God will provide me, when needed. I do not doubt that."

Svarede hun spydigt igen. Hun kunne slet ikke have, at han havde set, hvad hun havde foretaget sig for et øjeblik siden. Hvor pinligt! Nu måtte hun forsøge at rette op på det.
Bare hun kunne være lige så selvsikker som Procella, der altid havde de rigtige svar på læben.

"Then I am one of The High Lord's followers, if we have to be so poetic."

Nærmest spyttede hun tilbage. Det var stadig tydeligt at se, at hun stadig var rød i kinderne efter at være blevet opdaget i sin noget ømme situation.

Good answer, I think.. tænkte hun.

"But I was actually in the middle of a training-session. So if you don't have anything constructive to say, then you better just leave."

Hun satte bevidst hænderne i siden, for at se ud som om, at det var hende, der havde kontrol over situationen. Hun så afventende på manden overfor sig.

Lonely wanderer.. Pff.. What a stupid thing to say! Nedgjorde hun ham i tankerne. Hun havde virkelig brug for at nedgøre ham, efter han havde opdaget hende.

Han kiggede på hende, i hans indre var han ved at grine over hende og at hun sagde det hun gjorde fordi at stampe sådan... Så ville det overrake ham hvis hun ikke havde dræbt bare et par kryb det kunne man jo nærmest ikke undgå, men han valgte indtil videre ikke at kommentere på det, da det ikke virkede som noget hun havde brug for at få smidt i hovedet og han havde ikke brug for at nogen skulle være sure på ham, han havde det jo lige så godt...

Han smilede og rystede svagt på hovedet da den kristne tro ikke var noget for ham, og han fandt den mystisk og meget selvmodsigende men endnu engang ville han ikke sige det til hende, for ikke at skabe sig selv en potentiel fjende i hende, det var ikke den måde han skulle starte sit nye liv sammen med Colt...

*Training session? Hmm... I guess she really needs it by the looks of her reaction...*

Han tumlede lidt med tankerne og svarede hende så kort efter, og stadig med et svagt smil på læberne for ikke at gøre hende alt for ondt, men den kommentar der nok ville være knap så pæn overfor hende...

"Yeah I guess you need it... Because if you are training fighting or the art og moving silently... then it is not a good idea to start smashing bugs all of the sudden... And I would guess that you did kille som innocent bugs by doing what you did..."

Han grinede indvendigt over hvordan hun stod og så på ham, og smilet blev en smule større... Han var ligeglad med hvem der havde kontrollen, nok mest fordi i hans hoved havde ingen kontrollen over andre end sig selv...

"Why do you think I am out here!"

Svarede hun arrigt.

"If I didn't need training, I wouldn't do it!"

Hun valgte helt at ignorere den sidste kommentar, hun kunne ikke komme på et spydigt svar.

"And stop grinning at me! Could you do it better, huh?"

Hun så febrilsk ud til siden i håb om at noget kunne fange hendes opmærksomhed, men der var ikke noget, og hun måtte se tilbage på manden overfor sig.

I hate these situations! It was so much easier, when I was high! I didn't think about akward moments like this. Tænkte hun selvmedlidende.

No! Stop that thought right there, Kaya Gabriella Canto! No drugs, training i by far better Måtte hun minde sig selv om. Det var et af hendes løfter til Procella, da hun tog hende i træning. Og Kaya ville ikke skuffe Procella.

Hendes hånd spændte om kniven, så knoerne blev helt hvide. Hun hadede at være den lille, der ikke havde styr på tingene. Hvorfor kunne hun ikke bare lære det?

Han havde stadig det samme smil selvom hun bad ham fjerne det... han skulle nok fjerne det hvis det var noget han mente der var korrekt at gøre, eller bare kunne fremme situationen. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare hende omkring om han kunne gøre det bedre. Han var ikke helt sikker på at han kunne gøre det bedre men han var ret sikker på det, hvilket man nok ikke skulle tro udfra at han rendte rundt i store læderstøvler med stålsåler...

"Could I do better? I guess I could..."

Han havde ikke meget mere at sige, men han følte lidt at det ikke var nok det han havde sagt, og han skulle finde noget mere at sige, måske omkring at hun godt vidste at hun havde brug for træning det ville ikke være nogen dum ide at gøre...

"But atleast you know that you need training..."

Han sagde det med en venlig stemme, for ikke at virke nedladende men han kunne risikere at hun tog det nedladende stadig... Han kunne se hvordan hun strammede sit greb om kniven, og han gad ikke til at slås så han måtte vel bare gøre et eller andet for at berolige hende...

"Hey easy now... No reason to be so full og anger..."

"You guess? Yeah.. Great answer!"

Hendes stemme var ladet med tyg ironi. Det hjalp jo ikke noget. Man kunne påstå så mange ting.

"Yes.. I know, what I am good at, and where I need training. I'm not stupid."

Hun havde tidligt lært, at det var vigtigt at vide, hvor ens egne evners grænser lå. Hun havde flere gange næsten lidt døden, fordi hun havde troet at hun kunne mere, end hun rent faktisk kunne. Hun havde det ikke godt med at indrømme det, men det var det hun kom længst med. Hun måtte lære - om det så skulle være fra bunden af igen. Det var derfor hun havde genfundet Procella. Hun havde aldrig troet, at hun ville have sagt ja. Men det gjorde hun. Og Kaya var lykkelig.
Hun slappede straks af i hånden, da han omtalte det. Det var ikke en bevidst tanke. Hun gad heller ikke til at slås. Ikke i dag. Hun holdt den anden hånd afværgende op, for at berolige ham.

"Didn't mean to set you off."

Skyndte hun sig at sige, mens hun knælede ned på det ene knæ og satte kniven fast i sin holder ved anklen. Der var ikke nogen grund til at skræmme ham væk eller komme op og slås. Hun rejste sig op igen.

"I had a.. An off moment, okay? Nothing more."

Sagde hun med fast stemme. Hun ville ikke drilles med det.

"Yeah I cant say that I am better than you when I have only seen you try once... But i can tell you I am better than what I just saw you peform... But then i guess, otherwise I would never have been able to sneak up on an animal and slit its throat before it hears me?"

Han smilede venligt men det blev dog lidt mørkere ved tanken om at have gjort det, eller måske mere om hvor meget han nød at gøre det, og hvor meget han nød at smage dyrets blod, men det var længe siden han havde gjort det, og han var nok ikke helt så god til det længere...

"Dont worry about it..."

Han vidste ikke helt hvad hun helt præcist henttyde til om det var det med kniven eller om det var det med hendes stampen, men han var nød til at finde ud af det, eller det følte han ihvertfald han var nød til så han ville bare spørge hende direkte om det...

"By that where you talking about the bug smashing or the knife?.."

Kaya nikkede anderkendende til det første.
Om det var pral og overdrivelse eller ej, kommenterede hun ikke på.

"Well.. I'm not as good as you describe yourself, but I plan to get much better."

Det sidste sagde hun i et meget bestemt og stædigt toneleje. Hun vidste, at det var en ting hun virkelig ville have godt af at kunne i hendes arbejde. Og så havde hun sandelig også tænkt sig at lære det til perfektion.
Der var ikke meget smil at se over hendes ansigt. Det var tydeligt at se, at hun var en tænksom og alvorlig type, der ikke havde nemt til smil. Men hendes ansigt var venligt og afbalanceret. Hun børstede fraværende hænderne af i bukserne for at få jorden af dem.

"I mean the knife of course."

Svarede hun, nu lettere mildt. Hun havde stillet sig i en lidt mere afslappet stilling med den ene hofte skudt ud til siden.

"Maybe.."

Hun stoppede sig selv.

No, that's stupid, Kaya. You don't know him. Well, you need to show Procella progress at something, right? Talte hun med sig selv frem og tilbage i tankerne.

Hun rystede på hoved at sig selv og så så igen på manden overfor hende, nu med et bestemt blik i øjnene.

"Maybe you could give some advise, if you know so much about this."

Spurgte hun, men forsøgte at ligge en smule irritation i stemmen, som for at det sagte var hentydet til at han havde blæret sig for meget.

Han fjernede smilet da hun ikke smilede selv, og det kunne god blive lidt akavet i længden at den ene smilede og den anden ikke gjorde, så hellere bare se venligt på hinanden begge to med venligt ansigt...

"Well..."

Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, men han ville ikke bare stå og være tavs overfor hende det ville simpelthen blive lidt for akavet... Han flyttede dog sit blik lidt da han fangede en lyd af et dyr, men vendte hurtigt blikket tilbage til hende igen...

"Well... I dont care if you draw weapons... As long as you do not try to use me as a weaponsrack for them..."

Han smilede mens han sagde det, men smilet forsvandt igen kort efter... Han nød at bringe morsakb ind i det han sagde uden at det blev helt forskruet og ikke længere gav nogen mening overhovedet... Det var bare mærkeligt når folm gjorde sådan, og han var slet ikke den type på nogen måde...

"I could if you want... Or I could walk silently away and you would have to learn it yourself?"

han så på hende med alvorlige men dog venlige øjne...

"It is up to you..."

han så afventene på hende, mens han igen kiggede mod en svag lyd der kom et stykke væk, og da den forsvandt kiggede han igen tilbage på hende. Han holdning var hele tiden rank men den var ikke anstrengt.

Kayas ene mundvig trak sig let op, en svag antydning af et smil, mens hun hævede det ene øjenbryn.

"Well.. I don't intend to use you as a weaponsrack or anything, not until you piss me of. I that would ever happen."

Hun lød mere sikker på sig selv end hun følte sig, især efter det stunt han lige havde set. Men facader havde hun været vant til at have hoppe - lige siden.. Ja siden hendes sidste 'job'. Hun rystede irriteret tanken om dén tid af sig. Der var ingen grund til at tænke på det - det have hun ikke brug for.

Endnu et irriteret blik sås i hendes øjne, mens hun lagde armene over kors og lagde vægten over på den anden fod.

"Didn't I just ask you? I wouldn't ask you if I didn't want to learn, wouldn't I? And I want to learn."

Det var et mærkeligt svar, han var kommet med. Hvis det var fordi, han forsøgte at virke mystisk, var det ikke lykkedes ham. Hun så afventende på ham. Hvad ville han have opnået med dét sære svar?

Han var glad for at se antydningen til et smil hos hende da det betød at hun ikke var kold og derved nemmere at træne... Det var ikke til at træne kolde og kyniske personer ordentligt de kunne ikke have deres hjerte med i det...

"Well... I am glad to hear that..."

Han smilede kort igen, men han fjernede det kort efter igen, og kiggede så bare på hende. Hendes svar og det irriterede blik fortalte ham at han tilsyneladende skulle være mere direkte når han talte til hende og lade være med at svare med spørgsmål...

"I guess we can start then? If you are ready?"

Hans spørgsmål var seriøst da han ikke gad at begynde med at træne og hjælpe hende hvis ikke hun var klar til det. Det ville simpelthen ikke være nogen funktionel måde at starte træningen på...

Kaya nikkede bestemt. Det var dumt at vente. Nu havde hun fundet en. Folk havde deres forskellige specialer. Hun ønskede at finde en specialiseret i hvert fag hun ønskede at blive bedre i.

"Yes. Let's start. What do I do? And yes I actually am better than what you saw."

Det sidste sagde hun med et glimt i øjet. Hun kunne faktisk godt joke lidt om det. Og helt tør for humor var hun heller ikke. Hun blinkede drilsk til ham, hvorefter hun bukkede sig ned for at sætte buksekanten ned i den tyndsålede støvles kant. Hun havde fundet ud af at det hjalp. Så undgik hun, at grene hang fast i buksekanten. Hun rejste sig op, tog elastikken ud af håret, for at sætte håret ordenligt op igen. Nogle lokker havde revet sig løs. Hun satte det hurtigt op i en knold og sænkede armene igen. Hun rankede sig og stod klar.

"I'm ready."

Hun overvejede at præsentere sig selv, men så det ikke nødvendigt. Hvis han ville have et navn, måtte han selv spørge.

Han så på hende, og det første han havde at sige til hende var meget simpelt og ikke noget man rigtigt kunne lade være med at skulle gøre... Man ville måske gerne undgå at kiggede ned, men det var nødvendigt i skoven at se hvor man gik...

"As a start allways look where you place the feet... Start by looking where you are going to put your foot next... And later you can move you sight further away..."

Han tænkte at hun nok vidste det godt selv, da det var jo ren logik, men han havde tænkt sig at starte helt fra bunden af...

"This is just because I want to start from basics..."

Han så heller ikke nogen grund til at vide hvem hun var... Men måske han alligevel ville fortælle det hvis hun fik brug for mere træning men det ville han se til når de var færdige...

"Yeah.. I know that, I'm not stupid."

Svarede hun lidt hurtigt, men han tilføjede mere.

"Ohh yes of course. You don't know how much I know."

Det blev sagt mumlende. Hun skulle lære ikke at tænde så hurtigt af, når hun forsøgte at vise sit værd. Hun nikkede for sig selv.

"I know the theory, but I think I just need practise."

Hun så op på den fremmede men venlige mand overfor hende.

"But you are the mentor in this. What do you want me to do?"

Hun bøjede lidt i knæene for at varme knæene op igen og satte hænderne i siderne. Han havde hendes fulde opmærksomhed. Bare han kunne lære hende noget nyt. Hun havde virkelig brug for at blive bedre. Det kunne ikke blive ved med at være sådan her. Hun ville ikke føle sig så ynkelig og dårlig længere.
Nogle gange ville det bare være så meget nemmere, hvis hun gjorde som i gamle dage, når det var svært. Når hun var høj var det hele ikke så uoverskueligt.

No you weak idiot. Not anymore. You promised Procella, and you will keep that promise. She'll just beat you up and leave you, if you do it, and you need her help.

Tænkte hun bestemt for sig selv. Men hun tænkte oftere på dem for tiden, det ville jo være så nemt. Men sådan havde hun det altid, når det gik op af bakke. Og hun ville bare føle sig endnu mere ynkelig, hvis hun faldt i igen. Det skulle ikke ske.

"Fair enough..."

Han begyndte at gå igennem skoven uden at tænke over hvor han satte fødderne han havde jo ikke brug for det at træne det var hende der havde brug for det...

"Well follow me... And if you make a noice I am going to hit you..."

Han begyndte så bare at gå igennem skoven og regnede med at hun ville følge efter ham, det var hans plan at se hvordan hun reagere på det...

Han ville også gerne vide hvor god hun var hvilket han ville bedømme ud fra hvor længe hun kunne undgå at blive slået...

Kaya smågrinede over hans 'trussel'

Same style as Procella. Not surprising. Well I'm used to it.

Hun fokuserede nu igen på sin opgave foran sig. Hun skulle følge ham lydløst.

Well better get started. Wouldn't get to far behind. But keep focus, Kaya

Hun satte langsomt efter ham. Og gjorde, som hun havde startet med. Hun så ned på jorden foran sig, og satte forsigtigt hælen i, hvorefter siden af foden fulgte. Intet af knække her. Hun satte den forreste trædepude i. Ingen lyd. Det gjorde hun ligeledes med den anden fod og fulgte efter ham, om end noget langsommere.
Hun fulgte efter og gik lydløst omkring fem minutter, indtil hun kom til at knække en lille gren under sin fod. Hun havde glemt at bøje i knæene og ved at tage et skridt for langsomt, havde hun nær mistet balancen. Da hun satte foden for hurtigt i jorden, for at holde balancen, knækkede kvisten under hendes fod.

Crap.. Wonder how hard he's gonna hit me..

Hun var et stykke bag ved ham. Hun var stoppet op og kiggede frem på ham.

"Well.. Get it over with. Hit me."

Hun ventede. Et dask eller et slag kunne hun holde til. Det var ikke så meget det. Hun var bare skuffet over sig selv, at hun ikke kunne have holdt den i mere end fem minutter. Og hun var ikke engang kommet særligt langt fra deres begyndelsessted. Kun små firehundrede meter. Hun så afventende på ham og flyttede sig ikke. Men det skuffede ansigtsudtryk lyste ud af øjnene på hende.

Han gik bare stille og roligt gennem skoven, og lyttede efter hende jo han kunne høre hende men kun fordi han fokuserede på hende så hun skulle næsten være helt lydløs hvis han ikke skulle høre hende...

Da han hørte kvisten knække, vendte han sig hurtigt rundt på den ene fod, og lige da hun havde fået sagt de ord hun sagde, sad der en knytnavæ placeret på hendes ene skulder så hårdt som han overhovedet kunne slå... Han havde ment hvad hun sagde med at han ville slå...

Han var fint tilfreds, og man kunne fint arbejde med det hun havde af talent, men selvfølgelig kunne det vl´ære bedre og det var det han ville gøre...

"Well it can get better... But you are more than average..."

Kaya stod afventende, men hun havde på ingen måde regnet med at slaget ville være så hårdt. Hun blev nød til at tage to skridt sidelæns for overhoved at kunne holde balancen og blive stående. Hånden røg op til skulderen og gned det ramte sted.

"Auch.."

Mumlede hun for sig selv.

"Some muscles you have, huh?"

Et smil blev blandet med det utilfredse udtryk over slaget. Hun gned stadig sin ømme skulder og begyndte at rulle med den, for at få følelsen tilbage i den.

"I knew that. But thank you anyway. And I can learn to get better by other ways, than getting hit for my mistakes."

Det sidste var sagt noget tvært, men smilet kom svagt igen, mens hun så på ham.

"That's how you train animals, not humans."

Han så på hende... Straffen skulle være hård nok til at man helst ville undgå det, og derfor slog han og gerne hårdt...

"Well from my point of view... The punishment has to be, so bad that you will work hard to avoid it..."

Han kiggede på hende han så jo også mennesker som dyr, så mange metoder der virkede på dyr virkede skam også helt fint på mennesker...

"humans... They are also animals..."

Han kiggede bare på hende... Han vidste ikke hvad han skulle gøre mere end det han gjorde, og hvis hun ikke brød sig om hans metoder måtte hun jo finde en anden...

"And if you dont like my methods... You can leave..."

"I work hard."

Hvislede hun koldt.

"I wouldn't have asked a total stranger for help, if I didn't care."

Det sidste var sagt, som skulle hun forklare et lille barn noget. Hun skyndte sig dog at smile, det havde ikke været sådan ment.
Hun masserede stadig fraværende sin skulder, mens hun så på ham.

"Yes, yes, I know. Apes and all that. But we can comunicate in another way than animals, and therefor are physical punishment often not needed."

Et irriteret glimt var at se i hendes øjne. Hun var her ikke for at snakke filosofi men for at træne.

"I am used to your method, I have been treated wtih it before."

Hun kørte igen skulderen rundt for at få følelsen helt tilbage i den.

Han så på hende, og så bare på hende med et blik der sagde at han gav hende ret i det hun stod og sagde til ham, fordi ja hun arbejde hårdt for det...

Han tænkte lidt over det med dyrene og mennesker, hvordan kunne hun vide at dyr ikke kunne kommunikere? Måske mennesker bare ikke forstod hvordan dyrene var... de fleste dyr kunne da også bruge både pisk og gulerod til at opnå de ting de gerne ville opnå.

"Well... That is fine with me..."

Han kiggede på hende, og han skulle nok lade være med at slå så hårdt næste gang eller finde en anden måde at gøre det på...

"Well if you do not like to get punched... Tell me what you want me to do instead?"

"I like to learn, what I do wrong, and not just that I did it wrong. Spefisics. That's what I would like."

Kaya vidste udemærket at dyr kommunikerede, endda også med lyde. Men for dyr var det langt mere kropssprog - en ting mange mennesker glemt at læse, når de stod overfor et andet væsen. Kropssprog kunne fortælle så meget mere end ord.

Hun holdt op med at massere det ramte sted og satte hænderne på sine kvindeligt veludviklede hofter. Hun så ikke irriteret ud som sådan, hun skulle vidst bare forklare, hvordan han skulle lære. Hun kunne jo høre - eller manglen på samme - at han var dygtig til emnet og vidste hvad han snakkede om.

"I don't need a carrot or punishment. I want this, I know I have to learn. That's 'nuf carrot for me."

Hun smilede oprigtigt venligt til ham for første gang, og lagde hoved let på skrå, for at se, hvad han sagde til det.

"But we could pick it up another day."