A Demons fate ~Privat Pro+Val~

Dato: 1. April 2011
Tid: 16:00 ca.
Vejr: Lidt overskyet, men varmere end hvad det har været.
Omgivelser: Gynger og andre ting der høre til på en legeplads, få mennesker.


Valencia sad et godt stykke væk fra selve legepladsen. Barnet i hendes favn var bedårende, det røde hår på drengens hoved og de brune øjne. Det var tydeligt at se det var dæmonens barn, men så alligevel, der var noget der skillede sig ud, de små spidse øre på drengen. Valencia havde haft svært ved tanken om en elver søn, men det var svært ikke at elske ham alligevel. Dæmonens blik gled hen over legepladsen der begyndte at blive halv tom, da de fleste skulle til at hjem til aftensmaden.

Dæmonen rejste sig op og lagde forsigtigt barnet i den grå og lidt gammeldags barnevogn. Hun betragtede sit barn som stille blundede hen i en stille søvn. Stod det til hende havde hun holdt barnet indendørs, men det var ikke fair. Barnet blev nødt til at få noget luft og elvere havde vidst noget med natur og sådan. Hun burde nok undersøge det nærmere, men hendes tanke var faktisk at opdrage ham som dæmon. Hun gad ikke at han skulle være skrøbelig .. han skulle være stærk som en dæmon.

Hun havde nok også godt af selv at komme ud ind i mellem, uden at det var for at få føde ellers endte hun bare med at blive skør og gammel, hvis hun kunne blive gammel. Men hun havde det bedst alene, så var der ingen at bekymre sig om, ingen der kunne såre og ingen der kunne ødelægge ens tillid.

Lord have mercy....

Procella var tæt på et nervøst nervesammenbrud. De 4 småpiger stavrede ivrigt rundt, selvfølgelig i hver deres retning. Barnevognen var skiftet ud med en mere klapvognslignende model så pigerne kunne sidde op og følge med i deres omgivelser.

Fordi firlingerne lignede hinanden som 4 dråber vand, var de iklædt hver sin farve tykke flycerdragt, komplet med læderlapper på albuer og knæ hvor de ville lande en del...i hvert fald forventeligt, det første stykke tid.

En lille rundkindet pige med mørkt hår stavrede over til bænken med den ensomme kvinde på der kort forinden havde siddet med en ganske lille dreng. Da den lille pige så op på Valencia blev hun mødt af dybt intelligente, kuldsorte øjne. Som en fugl vippede hendes hoved let på skrå. Dybt et sted i de sorte afgrunde var en umiskendelig rødlig glød der glitrede. Pigen fægtede let efter balancen og greb med den ene hånd fast i den fremmede dæmons jakke og med den anden greb den efter en af de store hjul på barnevognen.

"Creo?"

Lød det fra den lille pige. Spørgende og tøvende. Damen lugtede som far, men var ikke far alligevel. Det hele var en smule forvirrende for den få måneder gamle pige. Pigens mor havde ikke skænket det lille optrin den store opmærksomhed. Et højt skingert skrig lød et sted fra legepladsen hvor en mor prøvede at trøste en lille pige der havde fået en plastikskovl eftertrykkeligt banket ind i panden af en pige i højrød flyverdragt.

"Daya! No! Stop! That is not yours! Sorry! I'm so sorry!"

Procella der ellers havde forsøgt at holde øje med Enie, og samtidig fulgte Lee der mente gråsspurve var ganske fantastiske, styrtede over mod sandkassen og fik befriet den neongrønne plastikskovl fra pigen der syntes ganske stålsat på at give det andet barn et åndehul midt i panden.

Tia så kort tilbage på sin søster der sparkede arrigt da Procella samlede hende op, utilfreds med at blive afbrudt i sin tyranisering af sandkassen. Derpå så hun insisterende op på dæmonen igen.

"Uncle?"

De tykke børnelæber strakte sig i et forsigtigt smil. Talen, intellektet og motorikken var ganske uhørt for et barn på et par måneder, og Tia vidste ikke hun lignede en på næsten 2 år. Hun og hendes søskende fulgte ikke de regler normale menneskebørn gjorde det. De var vokset op med blod i modermælken, og deres mor var hybrid, og deres far var dæmon. Der var intet normalt over disse børn.

Valencia blev dog afbrudt i sine tanker da et lille væsen fangede hendes opmærksomhed. Hun opdagede dog først at pigen var alt andet end menneske, da hun så hendes mørke øjne. Hun så op og lod blikket søge rundt på legepladsen for at finde hvad der kunne være en mor eller far. Men blev afbrudt i sin søgen da pigebarnet igen snakkede til hende "Nej, jeg er ikke din onkel" svarede hun så blidt som det nu var muligt. Hun satte sig på hug og betragtede pigen "Hvem er din mor?" spurgte hun så og valgte i stedet at få svar fra pigen selv.

Hun kiggede kort hen over pigens skulder og fik øje på et par piger der lignede hende på en prik. Tvillinger, trillinger? hvor mange var der. Hun så igen på pigen og ville normalt havde bedt pigen om at gå, da hun egentlig ikke var den store børne elsker. De sladrede og sloges og skreg. Var umulige. Men det var nu også mere moderen eller faderen der fangede hendes interesse.

Valencia rettede sig dog hurtigt op da nogle utilfredselyde kom fra drengen i barnevognen. Hun tog ham blidt op i sine arme og lagde ham ind imod sig, pakket ind i et varm tæppe, sådan at han kunne føle noget tryghed og varme. Hun vendte blikket ned mod pigen igen imens hun lullede drengen blidt.

Tias blik blev en smule frustreret. Hvorfor forstod damen hende ikke? Hun søgte ud med sin bevidsthed men følte ingen forbindelse til Valencia overhoved. Hun kunne kommunikere med sin mor og far grundet deres blodbånd der var mellem dem, og delte en vag forståelse for Narcissa fordi hun havde forløst dem, men der var intet bånd eller slægtsskab med den fremmede.

Tias øjne blev en smule mere røde i deres glitren og hun rakte armene op og forsøgte at trække sig op på bænken ved siden af Valencia så hun kunne kigge med, men hvor viljen var stærk nok, manglede fysikken en del at ønske...og resten blev besværliggjort af flyverdragten. Til sidst satte pigen sig med et bump på den polstrede bagdel i den gyldenfarvede flyverdragt.

Hvem mor var? Den var let! Tia skubbede sig på enden nærmere Valencia så hun kunne gribe fat i hendes frakke igen. derved kunne hun dreje sig rundt og se efter Procella. Hun pegede med en luffeklædt hånd mod Procella der havde en utilfredst hvinende Daya på armen, og samtidig småløb efter Enie, der havde fundet en af de store mørke plastikrør som hun var igang med at forsvinde ind i på alle fire.

"Mommy!"

Proklamerede hun og vendte sig tilbage mod Valencia. De rødglødende øjne så opmærksomt på drengen i hendes arme. Stædigt trak den lille pige sig op ved Valencias frakke og så op på barnet.

"Creo?"

Prøvede hun igen.

"Ia...Ia! weedy!"

En lille skikkelse kom stavrende med en gråsspurv i hænderne. Fuglen lå underligt nok helt stille og så plirrende op på pigen med små sorte øjne. Tia pegede op på babyen.

"Gee! Uncle!"

Lee´s mund strakte sig i et stort forventningsfuldt grin og hun viftede vildt med fuglen, der stadig lå komplet stille i barnets hænder. Den lille pige stavrede over ved siden af Tia og forsøgte at se op på babyen, men manglede en del i højden.

"Greo? Weedy, look!"

Lee holdt fuglen op mod Valencia, som for at vise den barnet. Det så faretruende ud som om den lille hånd var i overhængende fare for at bruge kræet som pivedyr.

Valencia sukkede dybt af de små energifyldte piger foran sig. Hun skævede lidt til den halvkvalte fugl og på trods af at Valencia ikke ligefrem var den mest dyrelskende kvinde der fandtes, var det nok bedst at få den fugl fri. Hun vuggede kort barnet i sine arme, som igen var faldet til ro, før hun igen lagde barnet ned i barnevognen og svøbte dem i de varme tæpper. Han var sådan et roligt barn.

Hun vendte sig mod pigerne igen og satte sig på hug foran dem, så hun nu ca. var i samme højde som dem. Hun lagde forsigtig hænderne om pigen med fuglen i hændernes hænder "Her kan du give mig fuglen?" spurgte hun så forsigtigt og håbede at det var det der skulle til. Selvom børn havde det med at ville have ting for dem selv og det skulle helst ikke ende ud i at hun blev arrig og hev fuglen til sig og fik mast den stakkels fugl mere end i forevejen.

Der var sku et eller andet mystisk over de her piger, hvilket hun var alt for nysgerrig til at lade ligge. Selvom hun nok burde holde sig væk, især nu hvor hun gik rundt med et spædbarn, alene. Det var ikke lige det bedste tidspunkt at sætte Drama i gang.

Lee så et øjeblik mistænksomt op på dæmonen. I hendes sorte øjne var det tydeligt at læse hvordan den lille pige vejede for og imod at give fuglen fra sig. Til sidst...næsten skulende...rakte hun den forpjuskede spurv til Valencia. Underligt nok bevægede den sig ikke. Ikke en muskel...før den lå i den anden dæmons hænder. Så skreg den nærmest panisk, over at blive rørt ved, og halvt fløj, halvt faldt ud på jorden, hvor den hoppede og flagrede før den forsvandt ind i halvt udsprunget busk, der vidst i en planlæggers hoved, skulle have været dekorativ.

Lee så anklagende på dæmonen og pegede med luffen efter fuglen.

"Weedy! Weedy fy!"

Tia skævede fra barnevogn, til dæmon, til søster. Derpå klappede hendes lille luffe let mod søsteren, i en slags puffende trøst, der til gengæld fik pigebarnet til at miste balancen og sætte sig hårdt på måsen.

Om det var Tias puffe-klap eller om det egentlig var fordi dæmonen havde stjålet hendes fugl...fået den til at flyve, eller om det var en helt tredje ting, var ikke til at vide. Hvorom alting var at Lee stak i et dirrende, nærmest hjerteskærende og samtidig grådkvalt hyl.

"WHAT?! NOW WHAT?! I HAVE TWO ARMS, AND TO BLOODY MANY CHILDREN!"

Procella trampede arrigt over mod den lille trio. Hun havde stadig den kæmpende Daya i en skruetvinge under den ene arm, imens hun havde begravet fingrende i den tykke flyverdragt Enie havde på. Pigen lo højt og blæste spytbobler, imens hun blev holdt mere eller mindre med hovedet nedefter, fordi Procella havde fået fat i røvpartiet på vinterdragten, og hevet bagud, da ungen var stukket af ind i det mørke rør.

Med armene travlt beskæftiget med et krigerisk barn, og et lykkeligt lallende barn, trampede hun nu imod det skrigende barn...og Tia...og....og....Procellas øjne blev smalle. Hvem fanden var det der stod og tal-....stod der nogen og talte med hendes børn?! En dyb rumlende knurren begyndte i hendes bryst. Hun ville nok have virket direkte angrebslysten...intimiderende...farlig....hvis hun ikke havde haft begge arme fulde af små michelin-unger og et lidt forpjusket og desperat udtryk under alt det begyndende hidsige.

Valencia rettede sig op da hun bemærkede det der måtte være moderen til børnene. Hun smilede blot et venligt smil "Det må så være moderen" sagde hun så og kunne ikke helt lade være med at bemærke hvordan kvinden foran hende alligevel blev lidt .. hidsig? Det var vel også forståeligt, der stod en dæmon og snakkede med hendes børn .. man vidste aldrig hvad de kunne finde på. Hun var nu heller ikke helt glad ved situationen, især det at hun ikke kunne finde ud af hvad der stod foran hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle være forberedt på og det gav hende lyst til at rode lidt ved nogen af deres hoveder. Men det var bedst at lade være, hun blev blot svagere af det og hun ville gerne kunne beskytte sig barn til det yderste.

Valencia viede et kort blik på barnevognen da drengen gav en lille lyd fra sig, men det var blot i søvnen. Hendes blik landede derefter igen på de fire piger og deres mor "Deres piger er meget interesseret i min søn" sagde hun så, hun havde ikke helt tænkt over at kunne være noget med hans race, hun kendte jo ikke pigerne eller hvem de kendte.

Det var med nød og næppe at Procella endte med at stå og trippr rastløs foran den fremmede dæmon. alt i hende skreg at hun skulle få sine børn i sikkerhed, og samtidig kunne hun jo ikke vide hvad der foregik? Var dæmonen igang med at stjæle en baby? Hvad fanden handlede barnevognen om?

"In your son?"

Procella lagde ekstra vægt på det ene ord i spørgsmålet. Dæmoner havde svært ved at få afkom. Så meget havde hun fanget. Og når de gjorde, var de enten ligesom slanger...komplet liegglade med deres afkom, eller...hm...ja? Ellers var de vel som Wick? Overbeskyttende? Ikke at hun skulle kaste med sten, for hun var parat til at flå tjenestefolkenes arme af ved skulderen hvis de kiggede skævt til pigerne.

Jægerens blik var stift og nærmest limet til Valencia. Hvis dæmonen gik amok fordi hun var tæt på hendes barn, så havde hun simpelthen ikke arme nok til at få alle bort hurtigt nok. Som svar på Procellas sindstilstand holdt Daya pludselig op med at skrige og sparke vildt i henes greb. Enie blæste dog stadig spytbobler og lod til at mene livet var ganske herligt, vendt på hovedet som hun var.

"Who are you?"

Procellas stemme var mistænksom og lavmælt. Hun forsøgte at skaffe sig tid. Nu hvor pigerne var begyndt at kommunikere rigtigt var det mentale bånd mellem dem og hende ved at forsvinde. Hun havde en fornemmelse af deres følelser, og de af hendes, men de kunne ikke tale-tale sammen. Det havde de gjort få gange i yderst stressede og pressede situationer, men mentale evner var på ingen måde Procellas styrke. Lee var ikke helt sikker på om hun var færdig med at være gal i skralden over at fuglen var sluppet væk, og stirrede lidt usikkert fra dæmon til mor, og tilbage igen. Hun kunne godt mærke alvoren og den anspændte stemning, men var ikke helt sikker på hvad hun skulle stille op med den, og om det sikreste bare var at græde videre?

Selvfølgeligt fik kvinden foran hende ikke lov at komme tæt på hendes barn, uskadt, men hun vidste også at moderen her ikke kunne gå i kamp midt i det hele med fire børn om sig, for slet ikk at tale om legepladsen med andre børn og forældre længere væk.

Valencia var stadig ikke sikker på hvad eller hvem kvinden var, men noget sagde hende at hun ikke ligefrem var glad for Valencias race og hendes mistænksomme ord var ikke svære at genkende.

"Tror du ikke på det er min søn? .. " spurgye hun så og selvom der før havde et lille smil, var det fuldkommen væk nu. Men det var ikke underligt at hun ikke troede det, især ikke hvis hun vidste hvad race hendes søn var.

"Det er irrelevant hvem jeg er, mere interessant er hvad du er?" spurgte hun så og var anspændt i kroppen, holdte øje med kvindens træk, men også børnene. Men hendes ellers faste blik blev på et split sekundt rettet imod barnet i vognen da drengen kom med nogle grådige utilfredse lyde. Hun holdte to sekunder efter drengen i sine beskyttende arme. Hun var ikke helt sikker på hvor hendes barn var mest sikkert, i armene på hende selv eller i barnevognen.

Valencia var langt fra en 'slem' dæmon, i forhold til så mange af dem der rendte rundt og ødelagde menneskeheden, også alligevel..

Procellas ene øjenbryn løftede sig, med armene fulde af børn og to andre omkring benene. Hun skød ud i hoften for at støtte Enie en smule så hun hvilede mod hendes krop. Procella var stærk og trænet, men det var alligevel en ny form for belastning at skulle slæbe rundt på de livlige piger. Det var en anden slags vægttræning, en hendes krop stadig forsøgte at vende sig til.

"Cute. You are a demon. Why would I believe it's your son? It's not like your kind is known for it's reproduction skills. Thank god!"

Procella knurrede lavmælt da dæmonen bevægede sig. Det var en advarsel. Hvis hun blev truende på nogen måde, ville Procella blive nødt til at forsøge at beskytte sine piger. Hendes instinkt sad allerede og blafrede et sted uden på tøjet. Problemet var offentligheden. At der var andre folk. At det ville blive grimt...og blodigt...og absolut bryde alt hvad der hed hemmelighed. Hun skar tænder. Hendes fornuft sagde en ting, hendes moderinstinkt sagde noget andet. Og så sad der en dæmon med en elvisk baby i armene og....

...wait....wait....

Procellas bryn rynkedes og man kunne næsten se hvordan hjulene blev sat i bevægelse bag hendes pandeskal.

Rewind...
Demon...
Baby...
Elf...
I have heard of this...

Hendes knurren fik en overfladisk irriteret klang da hun ikke trak svaret ud af den blå luft. Hun vidste at billedet foran hende burde få samlet et eller andet forholdsvis ligegyldigt puslespil, der var blevet lagret et sted til senere analyse...men hvad var det nu det var?

"There is no way in hell you are the mother of an elf...put the baby back lady. If you even think of eating an infant in public you demons are getting way out of hand"

Hvæste hun lavmælt og skottede sig omkring. Hvorfor fanden skulle det være aftentimerne? Hvorfor her? Hvorfor nu? Lee og Tia var trukket bort fra dæmonen og havde skubbet sig om bag Procellas ben hvorfra de tittede frem, ikke helt klar over hvad der skete, men meget opmærksomme på den tiltagende spændte stemning der var i luften mellem kvinderne. Lys og mørke. Procellas flammende gule rovdyrøjne og Valencias blegt glasblå - hvorunder Procella tydeligt kunne se den dæmoniske natur, der effektivt blev skjult for at skabningen kunne bevæge sig rundt blandt menneskeheden.

"Tell me! Who are you! And where did you get that baby from!"

Hvislede hun indædt, og krævende. Det var en forbandet latterlig situation at stå i. Hun kunne ikke stjæle ungen og løbe, for hendes egne piger ville ikke kunne følge hende, og selvom de kunne, så ville de ikke kunne løbe fra en dæmon. Hvad fanden skulle hun stille op?!