Hitting in a pillow, isn't always enough.[Kaya - Eve]

Dato: 08 - 04 - 2012
Tid: 15.09
Sted: Ved et af motionstilbuddene i Benjamin Centre, Deepshell.
Vejr: Udenfor skinner solen, kogende hedt.
Omgivelser: En masse bokseudstyr, men mennesketomt.
Påklædning: Lange læderbusker, der bestemt ikke passer sig til boksning. En tyndere tanktop om overkroppen.

Solen faldt ind fra de store vinduer, og badede hele den store sal i et rødligt skær, der mindede om flakkende ild der fortærrede alt bokseudstyret. Murene synes at være lydtætte, men man kunne dog netop skimte lyden af snakkende mennesker, der gik uden for boksesalens vægge, og snakkede om hvad deres hjerner nu var rettet om, en søndag som denne.

En ung kvinde stod midt i den ellers mennesketomme sal, og hamrede løs på en boksesæk. Hele hendes velformede krop glinsede af sved, hvilket måske skyldes de højt opvarmede læderbusker der sad stramt om hendes ben, og fulgte hver af hendes bevægelser til præcision. Hendes ansigt var bidt sammen i en vred grimasse, som var boksesækken hendes slag haglede ned over, i virkeligheden hendes værste fjende.

Eves mørke, bløde hår der var blevet sat stramt op i en hestehale, og svingede derfor frem og tilbage på hendes hoved, som en ægte hests hale ville de, når den var i vuggende trav. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro at hun trænede til et slagsmål, hvor hun måtte forsvare sig selv ved at slå fra sig, som hun slog på denne boksesæk.

Sveden gled ned af hendes krop i små, perleformede dråber, men det forhindrede hende ikke i at øge sin puls' hastighed yderligere, ved at fortsætte sin voldsomme kraftudgydelse på boksesækkens bløde læder. Hendes dybrøde læber formede sig langsomt i et sært tilfreds, men dog lettere vredt og irriteret.

It's not fucking fair! Just because I'm the elf, I can't become as strong as other hunters. It's not fucking fair!

Hendes allerede let adskilte læber, hvor det gispende åndedræt kom fra, åbnedes en smule mere, da et irriteret støn forlod hendes læber, i selskab med et eneste ord;

"Fuck!"

Et sidste, ekstra hårdt slag ramte den sorte læderboksesæk, inden hun bukkede forover, i et tydeligt forsøg på at få vejret. Sveden gled hastigere ned af hendes krop, og boksehandsken der omringede hendes fingre landede på hendes læderbukser. Hun rettede sig pludseligt op, og snurrede omkring, som klar på at diverse væsner havde sneget sig ind på hendes krop, så snart hun havde et sårbart sekund.

En kvinde havde stået i døråbningen de sidste tre-fem minutter uden at blive opdaget. Hun havde stået i løse, sorte træningsbukser og en hvid tanktop, der var gennemsigtig af sved, så man kunne se den sorte sports-bh inden under. Hun var gået forbi fra styrkerummet inde ved siden af, og havde set en bekendt skikkelse. Hun stod lænet op ad dørkarmen med armene over kors.

"You know, if you stand like that, you make your lungs smaller, and less oxygen can fill 'em. Stand straight."

Sagde hun med en tør stemme til elveren, der stod foroverbøjet længere inde i rummet, inden hun vendte sig rundt. Hun smilede køligt, da den unge kvinde drejede rundt på stedet.

"Feeling angry today, are we?"

Hendes hår sad i en stram fletning ned ad ryggen. Hun havde tydeligvis sat den igen, efter at have trænet.

"Do something about it instead of hitting in that thing. It's as easy as that."

Hendes stemme var rolig, kontrolleret, mens hun blot stod og så på elveren foran hende.

Eves mørke, vagtsomme blik lagde sig øjeblikkeligt på en velkendt skikkelse, der tydeligt havde iagttaget hende i et stykke tid. Genkendelsen flakkede gennem de mørke øjne, men ellers reagerede hun på ingen måde, på kvindens tilstedeværelse. Hendes fyldige overlæbe med krænget en smule op, men hun synes ikke at være vred på kvinden foran hende.

Fuck! How could I not have noticed that there was one behind me, who looked me? If it had been an abnormal creature, then it would have cut my throat and I would fucking lie on the ground in my own damn blood! Idiot, your senses must always be ready and do not let your anger control you!

Handskerne blev flået af hendes fingre, med lange, alt for glidende og elegante bevægelser, men hendes blik forlod ikke kvinden et sekund. Hendes øjenbryn hævede sig drastisk over øjnene, og pludseligt ændredes hendes dybrøde læbers position, til et ubestemmeligt smil, der prydede hendes læber, på en endnu ikke helt varm måde.

"Isn't it the student? We never got a chance to chat."

På trods af at hun synes at ignorere hendes ord på det kraftigste, synes hun at rette ryggen en smule, og hendes vejrtrækning blev en smule mindre stønnende. Hendes fingre snoede sig om elastikken der holdt hendes hår på plads, og trak den derefter med et ryk ud, så hendes mørke hår faldt ned om hendes skuldre, som et vandfald.

"I can't do anything about it. Or you might know a way I can put my races weak body behind me, and can be, just as strong as a human being?"

Kayas ene mundvig sneg sig op i et halv smil. Det var ikke venligt men mere drilsk.

"No we didn't. I was just admiring that your still alive."

Det var på ingen måde beundring som sådan. Det var bare et ord, der var slynget ud i koldt drilleri. Det var trods alt ikke mange dage siden, de havde set hinanden sidst. Men udfra hvad Procella havde fortalt, så kunne man lige så godt ligge sig til at dø, hvis man fortalte sit sande navn.
Kaya havde selv brugt de sidste dage på at udlægge falske papirer om sit navn og oprindelse. Det var ikke noget, der havde været lige til, men hun havde fået det ordnet og gik nu under et andet navn.

Smilet kom igen, da hun så elver-kvinden rette sig en smule mere op. Hun kendte alt til teorien, især bag træningen, og hun kunne ikke helt lade være med at sende noget videre i elverens retning. Inderst inde ønskede hun ikke, at hun døde, det var spild af liv, for hendes liv var sikkert uskyldigt nok. Så små fif kunne hun da godt sende i hendes retning.

"Well.. Then you have to get better at other things. You have your agility, use it. And you have probably learned other things in your life. I believe, that you are older than you look. Use all your knowledge."

Hendes stemme var blevet en smule venligere, men var der også noget overbærende at høre i den?

Hun bandt sin windbreaker op, som hun havde bundet om livet og tog den på, for ikke at komme til at fryse, nu hvor hendes sved hurtigt blev kold og klam mod hendes krop.

Eve betragtede kvinden uden synderlig vrede, på trods af kvindens drillerier. Men det vagtsomme glimt i hendes øjne forlod dem aldrig helt, men der var intet bange, eller sky i blikket. Der var derimod noget, der tydede på at hun konstant ville være klar til et angreb bag fra, som ikke havde været der, sidste gang denne kvinde og Eve selv havde mødtes.

"Yes, i was stupid. Can i get your name? Or, at least your alias. An abbreviation would be fine."

Sveden var allerede kølet utroligt på hendes krop, så kulden smøg sig om hende, og trængte ind i hendes hud. En irriteret grimasse flakkede over hendes, ellers så yndige ansigt, og hun snurrede omkring. Hendes lange, hastige skridt førte hende over til en læderjakke, der gled på plads over hendes skuldre.

Hendes blik førtes rundt i lokalet, i et søgende blik, tydeligt til at opfange uvelkomne gæster, sekundet inden hendes fingre diskret rørte noget i hendes inderjakke. Et kort smil gled over hendes ansigt, netop før fingrene blev skubbet ned i de halvstore yderlommer, og endnu engang drejede hun om på hælen, så hun havde front imod kvinden.

Pludseligt åbnede et rumlende udbrud sig fra hendes mave, og hendes fingre gled overrasket fat om en stump af hendes maveskind, i et latterligt forsøg på at holde den ubehagelige lyd inde, for den kom fra.

"Bloody hell ... I don't know about you, but I'm half dead from hunger. So, I'm going to leave now, and I'll find something to eat. Do you wanna join?"

Hendes blik holdt et kort øjeblik jægerens, inden hun gled forbi hende, skred ud af den åbne dør, med elegante bevægelser, der ikke passede til nogle af de ord, der kom ud af hendes, alt for yndige mund.

Fucking idiot! First, you let your anger control your goddamn mind. And then you forget to eat? Do you think supernatural freaks doesn't hear your stomach? Well, they do!

"Stupid yes. Well.. I know yours, I can use is for good or for bad.. Uhm.. Stuff."

Der lå noget mere bag ordene, men hun sagde ikke meget om tingene. Ikke at hun kunne finde på at misbruge det med magi. Man kunne gøre det, og det skulle elveren vide.

"I'm Katyanna."

Hun nikkede høfligt mod kvinden. Det måtte være nok.
Hendes blik fulgte elver-kvinden, da hun tog jakke på men så ikke ud til at ville sige mere. Selvom hun hævede et øjenbryn over kvindens mærkelige påklædning. Det var ikke ligefrem det, der var mest praktisk til træning. Men det måtte tøsen jo selv om.
Hun fulgte dog hendes hånd, da den røg ind i jakken. Et våben? Sikkert. Det gik Kaya selv rundt med. Det var fornuftigt af kvinden. Det var aldrig til at vide, hvornår man endte med at skulle bruge sådan noget.

En hævet mundvig sås på jægerens ansigt. Det var ikke særligt smooth. Selv kunne hun godt spise lidt, hun havde trænet hårdt idag. Presset sig selv, som hun gjorde nogle gange om ugen. Hun havde dog ændret sit træningsforløb, efter hun havde oplevet Procellas træning i skoven. Nu havde hun fået det opereret med ind i sit program. Det var vigtigt at kunne holde til hårdt, ujævnt terræn også.
Et tænkende blik gled over hendes øjne, hvorefter hun tog sin træningstaske op, der stod bag dørkarmen.

"We better keep you alive."

Et drilsk smil sås på Kayas læber. Smilet var dog det første udtryk, der kunne læses som venligt mod kvinden.

"Let's find something."

Hun så kort på kvinde og vendte så ryggen til hende og gik ud på det åbne område på etagen. Hun så sig omkring og gik med raske skridt over mod en café, hvor hun vidste at der var sunde men solide måltid at finde. Hun regnede med at elveren fulgte med.

"I would like a walnut salad, with extra walnuts and the grilled chiken, please. And water.

Sagde hun henkastet til tjeneren, da hun satte sig ned. Hvis tøsen ikke havde fulgt med, ville hun spise selv. Hun vidste at dette var et godt sted at spise og hun valgte det korrekte, som hendes krop skulle bruge efter træningen.

Eve fulgte lydløst efter Katyanna, med smidige bevægelser der ikke virkede specielt naturlige for et menneske. Hendes lange, glidende skridt rungede overraskende meget i det store lokale, da de fulgte Katyannas vej ud af døren, og igennem menneskemængden der hastede gennem centeret uden at bemærke de to kvinder.

Katyanna syntes at vide hvor hun ville hen, så Eve gjorde ingen indvendinger da hun gik imod en café Eve ikke havde stiftet bekendtskab med tidligere. Hun syntes ikke at stole på jægeren, men det var tydeligt at hun var nød til at stole på hende - Sandsynligvis fordi hun tidligere havde fortalt Katyanna og Procella hendes fulde, ægte navn.

Da Katyanna bestilte hævede Eve et øjenbryn, som overvejede hun kraftigt jægerens valg. Hendes slanke hænder havde efterhånden sneget sig ned i lommerne, men syntes hvert sekund at være klar til at springe op, som for at afbøde for et snarligt fald, eller for at kunne placere et velforberedt slag i et væsens krop.

"I'll just take ... Whatever she just said, okay?"

Hendes smil var køligt, og tydede på at hun regnede med at tjeneren huskede hvad jægeren havde bestilt. Og det kunne tjeneren åbenbart, for hun skrev det samme ned på et papir, og forsvandt gennem caféen uden yderligere kommentarer. Eve lod sig glide ned foran Katyanna, og sendte hende et varsomt blik.

"By the way ... My name is Everine Tranes."

Da den tilsynladende henkastede kommentar kom ud af hendes let adskilte læber, blev der lagt et ekstra, insisterende tryk på navnet der fulgte med, og det var tydeligt at hun bedte Katyanna om at kalde hende dette nye navn. Og fortalte hun hende samtidig at hun ikke længere var sådan en idiot?

"In the wood I was i fucking idiot, right? But I know more now. I'm not such a dumbass anymore."

Hun sendte et sideblik til en kvinde der stirrede uforstående på sin mad i nærheden, som vidste hun ikke hvad hun skulle gøre ved den store sandwich. Et hånligt smil flakkede over Eves ansigt, men forsvandt som var det ikke noget man så på hendes ellers så yndige ansigt. Længere.

Kaya ignorerede elverens betvivlende øjenbryn. Hun gik op i sin træning, og derfor også sin mad, der passede til. Proteiner fra nødderne og kyllingen var godt for hendes muskler. Og den spinkle elver-tøs ville heller ikke have skidt af det.

"Wise choice."

Sagde hun sarkastisk.

Hun så kort efter tjeneren med påtaget salighed i blikket. I virkeligheden så hun sine omgivelser an, som hun havde lært det af Procella. Nok kendte hun området, men der var altid nye mennesker, og hvor sad hvem?
Hun så tilbage på elveren med et nærmest irriteret blik, som var hun taget ud af en dejlig tanke. Hun trænede jo - som hun altid gjorde, når hendes mentor havde fortalt hende endnu en ting, hun skulle være opmærksom på.

"Ohh.. So you did listen to what we had to say, impressive."

Herefter sænkede hun stemmen en smule.

"But I will always remember your real name, so you better behave properly towards me and my friend."

Igen hævede hun stemmen til normalt toneleje.

"I'm not one to forget such things."

Hun blinkede drilsk til den spinkle kvinde overfor hende.

"And I would still call you untrained. It has been a.. What? Week or two since last? You couldn't have learned that much in such a short amount of time. You have to be aware of your weaknesses. You still have a 'em, as do I. Learn from them."

Hun følte sig næsten stolt over, at kunne fortælle noget videre, som den anden ikke vidste. Ikke at hun vidste det, men så følte hun sig i det mindste ikke lige så inkompatil selv.