among the dying wood..

Sted. Den Triste Skov
Vejr. luft tung af blomster, let skyet, halvmåne.
Tid. Cirka 1:30
Omkring: mennesketomt udover en enkel skikkelse som går rundt.
Dag. Søndag
Dato: 7/4
Påklædning: sort vindjakke, mørkeblå jeans, sorte gummisko, løst hår, sort langærmet under jakken.


En ugle fløj dovent over den tavse skov i søgen efter et let bytte, en uvagtsom mus eller en skadet flagermus kunne gøre den godt, den var medtaget, og have ikke spist meget i de sidste par dage. Det var hvad Silvia betragtede fra sit sted under et af de gamle æbletræer, den havde ingen frugter endnu, men bladene var dog begyndt at springe ud. Hun gjorde et let suk, hendes øjne var matte, næsten isblå, hvilket betød hendes sult var kraftig.

mike gik på en af de små skov stier med hænderne dybt begravet i hættetrøjens lommer og hætten trukket halvt over hovedet så kun halvdelen af han hovede var dækket, hans blik hvildede på jorden og var næsten tomt, den lille raslen fra hans skridt når små stenene fra stien skred var tydelig i stilheden om ham, han havde et lille hul i buksebenet og det så lidt vådet ud, det lignede lidt blod og sandt nok, der var en lille skramme på han ben, ganske lille skramme og det bløde ikke ret meget længere.

Silvia løftede sit hoved lidt, hun duftede allerede mike`s blod, vis hun havde været ved kræfter ville hun nok allered havde fanget ham, men manglen på blod havde gjort hende udmattet, så hun måtte få ham helt tæt på. Hun fik med lidt besvær fisket en kniv ud fra sin lomme i sine jeans og jog den ind i sit venstre ben, derefter ind i hendes modsatte arm, ind i skulderen og et lille snit over maven så det revnedeh endes bluse ved navlen, vis hun ikke fik blod fra ham ville hun nok dø af sult før skaderne healede, men hun var villig til at risikere alt. Derefter pressede hun kniven så langt ind under en rod på træet så det ikke kunne ses, og nok ikke rokkes(staves), løs lige med det samme, hun havde jo på fornæmelsen at han nok ville stoppe op og hjælp en ung blødene kvinde.

mike vendte endelig blikket op og fik øje på en ung kvinde, han lage hovedet lidt på skrå da han kunne se hun bløde, der gik lidt lille sek. før han rigtig reagerede på det og han løb så hurtigt han kunne hen til hende "hvad er der sket?" spurgte han bekymret og satte sig ned på knæ ved hende, han så lidt fortvivlet på alle sårene og anede ikke hvad han skulle gøre, han havde aldrig hjulpet nogle med sår eller andre helbreds problemer, han turede næsten heller ikke at røre ved sårene.

Silvia smilede mentalt for sig selv, han faldt i som tja, et hvert normalt menneske ville gøre vis de så en såret person. "urg..jeg ved det ikke..det eneste jeg husker er store sorte vinger", sagde hun i en svag falsk stemme. Hun led ingen smerte lige nu, men havde nu svært ved ikke bare at angribe ham nu.

mike tog sig så lidt sammen og træk sin hætte trøje af, han rav et stikke af den og bandt det om et af hendes sår "sorte vinger?...er du sikker?" spurgte han mest for at være sikker på han hele tiden havde kontakt med hende hele tiden, han rav endnu at stykke af sin trøje og bandt det om hendes næste sår, sådan forsatte han til han havde fået forbundet alle hendes sår.

"urg..ja..", hun havde sænket hoved så hendes lille mørke smil blev dækket af det lange røde hår, han var virkelig let at narre, men det var jo bare et instinkekt. Hun kom svagt på bene og støttede sig til ham, hun rystede svagt på det ene ben og lod som om hun var halt.

mike op dagede ikke smilet og støttede hende med det samme sa hun var kommet op og stå "øhm hvor bor du?...øh arg jeg ringer til en ambulance" sagde han og fik sin mobil op af sin lomme, han trykkede et nummer og ringede op, men da der intet skete blev han lidt fustreret "ingen dækning" brummede han irriteret.

silvia sukkede let og støttede sig nd imod ham, hun kunne allerede mærke at de var begyndt at heale indeni. "n..nej vent..jeg bor ikke så langt herfra..m..med min onkel...kunne du bære mig?..det er kort...", sagd ehun i en falsk rystende stemme.

mike så på hende og tænkte sig lidt om "du burde altså komme til lægen...men jeg skal nok bære dig" sagde han og løftede hende forstigtigt op i sine arme"hvilken vej?" spurgte han og så sig lidt omkring, han sørgede for han ikke ramte hendes sår.

silvia lod sine arme ligge sig omkring hans hals og lage sit hoved imod hans brystkasse"..cirka 500 meter skal du dreje til venstre ind imod byen..det første palæ er mit hjem"

mike mærkede hendes arme og hendes hovede, han sank stille en klump og begyndte at gå, *et palæ...* tænkte han overrasket, men nevnte ikke noget om det, han drejede til venstre efter ca. 500 meter og gik lidt videre.

Sandt nok, efter kort tid ankom de til et stort palæ, det var ikek det største, men det havde 4 sale, hegn omkring og store altaner. Lågen åbnede sig knirkende selvom den ikke var automatisk. Silvia lage sin mund imod hans hals og dækkede det ved at hoste falsk

mike så palæet og måbede lidt, han gik stille en af lågen og så sig lidt nervøst rundt på grund af lyden, han mærkede hvor hun førte hovedet hen og sank stille en klump, han fik et lille chok da han hørte hun hostede og satte farten op så han kom hurtigt hen til døren til palæet "vi er her nu" sagde han stille og satte hende forsigtigt ned, men støttede hende stadig.

Silvia holdte sig for munden og kom endnu engang med et falsk host, men denne gang bed hun ned i sin håndflade hurtigt så det lignede hun havde hostet blod op. "..i..inden for..ovenpå...min onkel sover"

mike så lidt på hendes hånd "okay...er du nu sikker på du ikke vil have jeg ringer til en ambulance?" spirgte han stille og åbnede døren, han løftede hende forsigtigt op igen og gik ind med hende i armene.

De trådte ind i en stor hal designet i en gammel victoria stil. En let støvet marmor trappe førte op til de øvre sale og kamre. Det hele blev svagt lyst op i en mystisk og beundrende stil af nogle lysekroner med halv nedbrændte lys siddende i.

mike så sig forbløffet omkring og måbede lidt imens han gik han mod marmor trappen, han så lidt på hende, men vendte hurtigt blikket frem, han gik stille op af trappen og begyndte at kunne mærke han nok ikke lige var den stærkeste, da det føltes som om hans arme brande, men det skull eikke stoppe ham i alt hjælpe hende.

Silvia vejede ikke meget mere ind en 10 årig pige, så hun var ikke just den tungeste. Da de var nået et godt stykke ned af gangen, kom de til en stor mørkebrun dør, og ind fra den trådte Lucifer layren, mest kendt som Lord Layren. Han havde et fejlfrit smukt blegt handsigt, lant sort hår trukket ind i en blød lav hestehale, en silkeskjorte i hvid som så ud til det kom fra 1800 tallet, et par bløde fløjsbukser og nogle laksko. Hans mørkegrønne øjne lage sig på mike. Lord layren målte vel 1.85 i højde, han var tynd men dog havde han muskel på det meste af sin krop.

mike stoppede ved døren da han så høje elegande mand og han satte stille silvia ned, nervøsiten steg i ham da han fik øje på hans mærke øjne, han vendte hurtigt blikket ned "u...undskyld jeg forstyre men jeg har hjulpet deres niese her hen... hun har brug får læge hjælp" sagde han stille og så lidt op på ham igen.

"hmm..Silvia, hvor mange gange har jeg sagt du ikke må bringe mennesker med hjem...uanset hvordan de ser ud eller hvor sulten du er..". silvia sukkede let men kom ud fra Mike`s greb, hun gik uden besvær hen til sin onkel og lage armende omkring halsen på ham. Lucifer sukekde kort"drik", sagde han og fjernede ldit af kraven, hvorefter Silvia bed ind i hans hals.

mike så forvirret på hende og gik et lille skridt tilbage, han så på manden og måbede lidt da han så blødet trille fra hans hals, da pigen bed ham, han gik hurtigt nogle skridt tilbage og så skræk slagen ud, han fald over sine egne fødder og dumbede ned på gulvet.

Lucifer sukkede kort og løftede sin frie hånd siden han brugte sin anden arm til at holde Silvia imod sig. Han knipede en enkel gang med fingrende og mike følte at han blev rejst op af hvad der føltes som usynlige hænder. "beom, følg med", sagde han og entyede til døren bag ham.

mike stirrede på lucifer da han blev løftet op af ingenting, han rystede hurtigt på hovedet, for han havde bestemt ikke lyst til at gå med, han ville bare ud af det hus hurtigst muligt.

Lucifer sukkede kort før han greb Mike i armen. Grebet var koldt og fast, men ikke så det gjorde ondt. uden varsel begyndte Lorden at trække Mike fter sig ned af gangen imod rummet med silvia ved siden.