Idioter! (Mattian)

sted: Inde på the reggie club
tid: 20 april kl 2250
Atmosfære: Mange fulde mennesker

"Vil du ikke give mig drink?"

Prue smilte til den søde bartender, der let klappede i bordet med svaret: "You got it, baby."
Hun gloede rundt i rummet. Den store menneskemængde der bestod af folk, der var i hvert fald var et par år yngre, smæskede sig i hinanden og drinks.
Der var et par fyre i hjørnet der skulede lystent på hende, dem havde hun valgt at ignorere. Hun havde sådan haft lyst til at stadse sig ud denne aften. Det pastelfarvet corsage og den lange nederdel sad fint på den lille krop. Hun lignede ikke en typisk vampyr. For det første var hun latinamerikansk. For det andet var hun ikke så meget til de lange jakker man så i filmene. Hun forsøgte at blende ind med resten af folket. Det lange krøllede hår havde hun ladet hænge ned over skulderne. Drinken blev serveret og hun tog et lille nip. Hun lod fingeren glide over glaskanten. Et forsøg på at virke uinteresseret i den gruppe unge fyre, der havde bevæget sig tættere på hende.

"Hva så smukke?"

De stank af dårlig forurenet blod. De stavrede rundt, deres ord kom ud med en let berusethed. Hun vendte det hvide ud af øjnene.
Generelt var der en stank af dårlig blod. Der var ingen hun fandt interessant, men de lange ubehøvlede kommentare gik hende mere og mere på. Hun gloede vredt på dem. Klar over, at hun måske ville blive afsløret. Hendes øjne farede op i den markante grønne farve, der både betød sult og vrede.

Den ene forsøgte at spille smart, og hev Prue hårdt i armen. Hun mistede balancen og ramte gulvet hårdt. Hun ville godt kunne forsvare sig selv, men ikke offentligt. Her var hun menneske, ikke vampyr.

En fyr med langt sort pjusket hår, en sort t-shirt, hullede strame jeans og en sort lædder jakke kom ind i baren, og kiggede sig omkring med et forsigtigt blik i sine nøddebrune øjene. Han tog en dybindånding for at berolgesig selv, og gik op til baren for at bestille en drink. Han mærkede at der var et andet væsen i nærhede, og fik øje på pige der sad lidt længere væk fra ham. Han betraktede pigen da en flok fyre gik hen til hende, og begyndte at tage fat i hende. Mattian rejste sig hurtigt op og gik hen mod den fyr, som havde fat i hende. Han tog hårdt fat i fyren og fik ham trukken væk. "Vær ordenlig overfor pigen." Sagde han vredt, og smed fyren fra sig som var han ingenting. Han gik hen til pigen igen og rakte hånden frem mod hende, som et tegn på at han ville hjælpe hende. "Er du okay?" Spurgte han stille, og kiggede hende i øjene.

Prue ænsede ikke godheden i den unge fyr, der rakte hånden ud til hende. Hun var i et kort øjeblik overbevist om, at at han ville hende ondt.
Hun sparkede ud efter ham. Først derefter hørte hun hans hjælpende ord.

Hun kom hurtigt på benene og gloede undskyldende på ham. Den unge fyr ville jo bare hjælpe hende, og så var hun direkte uhøflig i hendes paranoia.

Mattian betraktede hende og kunne se på hende at hun ville gøre noget, og undgik hurtigt hendes spark med en hurtigt bevægelse. "Slap af, jeg ville kun hjælpe dig." Mumlede han lettere irriteret, og rystede lidt på hovedet. Han tog hånden til sig, og fulgte hende med sine nøddebrune øjene da hun rejste, udn at sige et ord. Han så hendes undskyldene blik og nikkede bare til hende.

Hun var forskrækket over sig selv. Hvorfor var hun også så pisse dum?
*Ind imellem Prue. Så er du kraftedme stupid!*

Den indre stemme lød, og en pludselig gråd kom op i hende. Hun kunne ikke beherske sig.
Gruppen af fyre var forsvundet, da de lugtede problemer. Folk var ikke længere opmærksomme på optøjerne, så hun så en pause til hendes frustrationer.

Tårerne piblede frem i øjenkrogene. Længe havde hun gået med alle disse tanker om sin fortid, og hun havde ikke fundet det rigtige forum at bryde i gråd. Dette var slet ikke det rette tidspunkt, men hun kunne ikke styre de pludselig menneskelige følelser.

*Pisse irriterende, Prue. Det er jo slet ikke sådan du vil være.* Endnu engang snakkede den indre stemme til hende.

Hun satte sig ned på det ulækre gulv og brød i gråd.

Mattian betraktede hende med et lettere bekymret og nysgerrigt blik, og vidste ikke hvad han skulle sige til hende nu. Han ante ikke hvad han skulle gøre, og han kunne se at hun tænkte ovet et eller andet, men hvad?? Tænkte han, og lagde hovedet en anelse på skrå. Han blev overrasket da hun begyndte at græde, og satte sig på hug foran hende. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder, og kigggede hende i øjene.

Hun havde været så optaget af sig selv, hun ikke havde opdaget han stadig var der. En smule flov tørrede hun de salte tårer væk. Hun hulkede som kun en kvinde på 24 kunne gøre det. Utrolig ulykkeligt.

"Undskyld,"

fremstammede hun gennem tårerne. Hun var glad for hans bekymring, som hun kunne se han havde i sine øjne. Hun havde desperat lyst til at snakke med nogen, men hun kunne ikke finde ud af, hvor hun skulle begynde. Det ulækre diskoteksgulv var i hvert fald udelukket.

Pludselig kom dørmanden over mod dem. Han rømmede sig.

"Er der et problem?"

Prue rystede desperat hovedet. Hun ville ikke have fyren foran hende i flere problemer, end han allerede havde reddet hende ud af.

Mattian sad stille ved siden af hende, og sagde ikke noget til hende. Han kiggede bekymret på hende, og hørte så det hun sagde. "Det er okay." Sagde han stille, og smilte forsigtigt til hende.
Mattian kiggede hurtigt op på dørenmanden med et koldt blik, og rystede på hovedet af hans spørgsmål. "Nej hr. jeg Prøver bare at hjælp hende." Sagde han roligt, og kiggede på pigen igen.

"Kan vi ikke gå udenfor?"

Spurgte hun bedene, idet dørmanden forsvandt fra dem, med et lille HMF.
Hun tørrede sig irriteret i ansigtet. Mascaren lagde garanteret tykt på hendes kinder.
Hun var heller ikke sikker på, at fyren overhovedet gad at snakke med hende. Han måtte egentlig være fuldstændig ligeglad med hende, de kendte jo ikke hinanden.

Han hørte det hun sagde og nikkede roligt, "Jo, det kan vi godt så længe du ikke gør mig noget." Mumlede han, og kiggede på hende med et roligt blik. Han ante ikke en gang hvad hun var, men han vidste at hun var et eller andet væsen. Han kiggede opmærksomt på hende, og kunne med et regne ud hvad hun var. Hun havde jo en lettere bleg hud, og hendes øjene skiftede lidt farve. Han vidste at dette kunne være farligt for ham, men han vill gerne hjælpe hende alligevel.

Hun kunne ikke lade være at smile lidt til ham. Hun ville ikke gøre ham noget. Nu var han så sød overfor hende.

"Bare rolig, har ikke tænkt mig at gøre dig noget som helst."

Hun fik sig rejst op. Folk omkring dem havde stadig mere travlt med sig selv, end de lagde mærke til medmenneskerne omkring dem. Egocentrerede sataner.
Hun lagde hovedet på skrå og studerede hans unge ansigt. Han mindede en lille smule om Stefan. Drengerøv, men mand. Håret.
Det tiltalte hende, men hun vidste ikke hvorfor.
Hun strakte sin smalle hånd ud.

"Prue"

Hun tørrede de sidste tårer væk med den anden. Rømmede sig som den kvinde hun var og rettede sig op, for ikke at vække opmærksomhed. Ikke at hun kunne.

Han smite forsigtigt igen, og lyttede så til det hun sagde og nikkede. "Okay, det er godt." Mumlede han stille, og kiggede hende i øjene med et roligt blik. Han betraktede hende lidt da hun rejste sig op, og fulgte hendes eksempel og gjorde det samme. Han kiggede lidt på hendes hånd, da hun rakte den ud mod ham. Han tog imod den, og nikkede af det hun sagde igen. "Mattian." Sagde han, og klemte blidt hendes hånd.

Den pludselige brændende fornemmelse, ramte hendes hånd da han tog den. Han var engel, helt bestemt. Men alligevel var hun betaget af ham. Om det var hans drengede charme, eller det at han synes at kunne lide hende, selvom hun var både ældre og upassende, det var hun ikke klar over.

Da hun slap hånden igen, stadig med vædede øjne, gik hun hen imod døren. Hun håbede han ville følge med.

Mattian betraktede hende med et roligt blik, og smilte blidt til hende. Han kunne mærke på hende at hun var kold, og vidste hun var vampyr. Men det havde han allerede gættet, for det kunne han se på hende hvis man kiggede godt efter. Han kiggede hende i øjene med sine nøddebrune øjene, og kunne se hun tænkte på noget, men hvad? Han lagde hovedet en anelse på skrå. Han kiggede efter hende da hun gik ud af døren, og lidt efter gik han roligt med hende ud.

Hun ramte natteluftens væg. Det var rart at komme ud fra det tilrøgede sted. Hun snuste indad. Der var ellers masser af godt blod denne aften. Hun sparkede til en smadret flaske, i det hun så sig selv i et vindue.

Hele hendes ansigt var vædet ind i blod. Hendes hjerte sprang et slag over. Myterne var sande: Vampyrer græd blod.
Lykkelig over at det næsten ikke var til at se en hånd for sig derinde, tørrede hun blodet væk. Hendes trøje var vædet ind i det.
*Pis også!*

Hun gloede igen i vinduet: Hendes øjne var fremstående grønne. Hun var sulten. Hun havde mistet hele sin frokost.

Han betraktede hende med et roligt blik, men blev ved med at holde sit blik fast på hende. Han vidste godt at dette kunne være dårligt for ham, men han kunne godt klare sig selv. Han lagde hovedet en anelse på skrå, da han kunne se hun havde blod i hele hovedet. Han vidste at vampyre græd blod, og blev hurtigt rolig igen. Han rakte hende et lommetørklæde, og smilte blidt til hende. Han kiggede hende i øjne med sine nøddebrune øjene, og kunnne se på hende at hun var sulten. "du burde gå ud og jage, eller tage et par af de narrerøve inde fra baren. Jeg mener, ingen ville savne dem." sagde han, og smilte bare til hende.

Hun tog imod tørklædet fra Mattian. Han var venlig, og overraskende rolig, når man tænkte på, at han stod foran en kvinde med blod i hele krydderen. Hun kunne pludselig se det komiske i det, og gengældte hans rolige smil.

Men så fik hun øje på hans hals. Hun ville ikke gøre ham noget, men hans duftede godt. Hun nikkede til hans kommentar og tørrede resten af blodet væk. Det var heldigvis ikke størknet endnu.

Hun kiggede igen på ham. Der var ingen omkring dem. Klokken var blevet så mange, det var blevet koldt udenfor, folk ville kun være indenfor. Det var kun dem to.
Hun kastede endnu et blik på ham, og gik langsomt hen imod ham.
Ingen ord var nødvendige.

Hendes hænder tog om hans hals, hans blod pumpede rundt i kroppen. Pulsen var ikke stigende. Og så kyssede hun ham, inderligt, lidenskabeligt..

Mattian betraktede hende roligt, men hun tørrede blodet af sit ansigt. Han kunne se på hende at hun var meget sulten, og at det var bedst at få hende til at spise noget, som ikke var ham selv. Han så hun kiggede på hans hals, og rykkede sin læderjakke så den dækkede hans hals. Han fik et lille chock da hun stod helt henne ved ham, og kiggede hende i øjene med et lettere nervøst blik. Han strittede imod da hun kyssede ham, og kom fri af hendes greb. Han gik hurtigt væk fra hende og smuttede ind i baren igen, hvor han ville finde to hun kunne dræne. Han kiggede rundt og fik hurtigt øje på to af dem, som havde genert hende tidligere. Han gik hen spurgte om de ville med ud, og de faldt hurtigt i hans lille fælde. Da de kom ud kiggede han hen på hende, "her snuske." sagde han blidt, og smilte.

Overrasket over hans forsøg på at undgå hendes kolde læber, stod hun lamslået tilbage. Bange for at han var skredet og ikke kom tilbage. Han kom slæbende ud med de to ballademagere fra før. Et øjeblik var hun tvunget til at glemme Mattian og fokuserede på de to unge herre.

"Nååå? Så vi kunne godt bruges alligevel."

Sagde den ene og puffede drengerøvs agtigt til den anden. De gik hen imod hende. Hun kunne lugte dem fra lang afstand. Ganske vidst en smule sprittet, men hun var sulten, og det var måske det, der havde flippet Mattian sådan ud?

Hun hev pegefingeren op med et; Ah ah ah! Lad mig styre showet.
Hun smilte kort til Mattian og gik om mod en gyde. De fulgte lystigt med hende.
Hun gik kun så langt væk, at hun stadig kunne se Mattian. Hun stoppede op og smilte til dem begge.

-

De lange negle borede sig ind i halsen på den ene. Hun var ikke typen der legede med maden. Hun gik altid direkte til sagen, for at give dem så lidt smerte som muligt. Det var ikke noget hun nød, men det var nødvendigt for hende at spise.
Han skreg inderligt. Hun slog ham hårdt i ansigtet, så han gik ud som et lys.
Svag!
Den anden havde ikke forstået hvad der foregik, stod måbende og gloede på hans bevidstløse ven. Skræmt fra vid og sans.

"Du ville lege. Her er din leg,"

Sagde hun koldt. Kontant.
Hun satte ham i spænd med albuen op af muren. Han sagde stadig intet. Lammet af chok, var hendes gæt. Kammeraten var stadig bevidstløs på jorden, ham kunne hun tage bagefter.
Hun kiggede rundt, fik hurtigt øje på Mattian, og blokerede hans syn, så han ikke skulle se hende spise.
Så satte hun tænderne i fyren. Han skreg stadig ikke. Men hun mærkede livet blive suget ud af ham.

Da hun var færdig, lagde hun ham stille ned på det ulækre fortov. Normalt foretrak hun pænere steder at spise, men det ville gå an.
Kammeraten der var ved at vågne, skyndte hun sig at sætte tænderne i. Dyret var vækket i hende, og ham ville hun pludselig gerne pine.

I stedet for at tage hovedpulsåren, tog hun hans arm. Han vågnede brat fra slaget og gav sig til at skrige. Det duede ikke, han skulle ikke skrige! Hendes hånd blokerede hans luftveje, og hun satte endnu engang tænderne i kødet på ham. En lille lyksalig følelse ramte.

Mordet måtte hun hellere gemme. Så hun fik dem til at ligne et kærestepar, der havde leget en syg leg.
Hun tørrede sig mæt om munden, og gik tilbage til Mattian, med så megen elegance hun indeholdt.

-

"Tak,

sukkede hun og smilte venligt. Et håb om, at han ikke havde set hele hendes ædegilde. Selvom den kun havde varet en små ti minutter.

Han kunne tydeligt se på hende at hun var lamslået, og lidt bange også. Han betraktede hende med blide øjene, da han kom tilbage med de to fyre. Han hørte det de sagde og vendte det hvide ud af øjene, men smilte så lumsk til dem. "Ja, det kan i rent faktisk. Hun har brug for at lege lidt." Sagde han koldt til dem, og kiggede på dem begge. Da han så deres reaktion fik han lyst til slå dem, for ikke at snakke og behandle en pige ordenligt. Han kiggede bare efter hende med sine nøddebrune øjene, da hun gik om mod gyden med dem.

-

Han kiggede hen mod gyden da han ikke kunne se dem mere, men blev stående hvor han var for han ville ikke forstyre hende. Han vidste det var nødvendigt for hende, så på en måde var det rigtige at gøre. Han tog sin cigaret pakke frem og tændte en, mens han lyttede til de lave stemme, skrig og de små lyde der kom der fra.
Han kiggede op og ned af hende da hun kom tilbage, og hørte det hun sagde. "Det var så lidt." Sagde han smilende, og pustede røg ud af munden, mens han kiggede hende i øjene.

Svagt smilede hun til ham igen og betragtede hvordan han sugede på cigaretten.

"Det der før. Det var ikke fordi jeg ville skræmme dig. Jeg..."

Hun tog en dyb indånding.

"Tror måske bare jeg ville sige tak. Og du ser jo sød ud, så måske kunne jeg ikke dy mig. Ved det ærligtalt ikke. Men vil tilgengæld gerne vide, hvorfor du afviste mig?"

Hun var uforstående. Det var en helt ny verden for hende. Både det at spise mennesker, men også at det med kærlighed og kys.

Hun tvang et smil frem, men det mislykkede og virkede som en akavet handling for at bryde den pludselige nattestilhed.

Svagt aneligt for Prues forstærkede sanser, men uhørligt for englens, var der en bevægelse i mørket. En svag hvislen af silkefibre i udsøgt kvalitet der bevægede sig mod hinanden. Et næsten lydløst "flump" da noget faldt fra en betragtelig højde, men som en kat, havde en fjerlet og fjedrende kontakt med jorden, der burde have givet en knogleknusende lyd fra sig hos et menneske. Forskellen lå i at det ikke var et menneske der betragtede vampyren og dens ugerninger i natten.

Han havde fået tøj på. Eller i hvert fald mere tøj. Det lange sorte hår lå som blank silke omkring den androgyne skikkelse, og hans hud stod stadig ud som fejlfri, næsten uudholdelig perfekt mamor. Hvis han ikke havde sukket - en lyd der indeholdt lige dele overbærenhed og morskab - kunne man et kort øjeblik have troet at han var intet andet. Et stykke for længst glemt kunst. Gemt, og glemt...men lokationen var en smule malplaceret.

Gyden generede ham ikke. Menneskeligt affald var blot interesse. Forfald. Hovedet gled let på sned. De perfekte træk, der var for perfekte til at være menneskelige, studerede de to døde unge mænd for hans fødder. De lå lige foran ham. Hvis et menneske havde valgt at stille sig op og betragte de døde indgående, ville det stadig have været på længere afstand. Spidserne på de blanke sko var millimeter fra en hånd der lå i en lidt skæv vinkel på asfalten. For tæt på. Der var noget tavst krævende over hans natur. Som om mørket kælent formede sig omkring ham, fremfor at vige. Som om omgivelserne blød bløde og veg bort for det væsen der var...bogstaveligt talt...dumpet ned.

Blikket. Det dybe uendelige sorte blik, så på de to mænd. Der var et vagt glimt uforstående beklagelse, og en snert af...irritation? Hvis man havde troet at det overjordiske ansigt kunne ondeholde noget så menneskeligt som irritation.

"...newborns...."

Lød det i mørket. Stemmen var som mælk og honning. Den var varm og blød. Den var sød og forførende, og samtidig var der noget uhyggeligt feralt i den. Man behøvede ikke at se tigeren i Zoo nedlægge en forbipasserende gæst, for at vide den var farlig.

En let brise løftede det lange ravnsorte hår, og fik det til at danse om hans slanke torso. Det glimtede om kap med den sorte silkeskjorte han var iført, der pertentligt var knappet. Der var ikke et hår ude af plads da vinden lagde sig. Der var ikke en rynke i de mørke pressefoldede bukser. Der var ikke en fold i skjorten. Alt skreg af fare, over den umenneskelige perfektion. Da han vendte sig rundt mod gydens start, hvor vampyren var forsvundet ud på fortovet med noget så patetisk som en engel, var bevægelsen en understregelse af den komplette mangel på menneskelighed. Der var ikke muskler der arbejdede sammen. Det var ikke en bevægelse, så meget som at han pludselig vendte den anden vej, og med lange glidende bevægelser, som et rovdyr, og alligevel med en aristokrats afmålte bevægelser, gik efter lyden af stemmer.

Der lød en afmålt høflig rømmen fra mørket, et sted bag Prue. Et enkelt skridt længere frem, og gadelampens skær spillede hen over mørk silke og ravnsort hår. Hans øjne der var sorte som nattehimlen, manglede kun svage glimt i dem, for at være uendelige som universet der strakte sig over dem. Det var dog ikke dét der glimtede i dem, så meget som død og viden, der var nok til at slå de fleste med rendyrket rædsel, der faldt over de to overnaturlige.

"Excuse me...Miss..."

En ægte gentleman. Alligevel blev ordende dvælende og langtrukkent udtalt, så det det kunne tolkes som en kvart fornærmelse, og dog? Det perfekte ansigt der ville få kvindehjerter til at hoppe adskillige slag over, og også de fleste mandehjerter, var prydet af et meget svagt smil. Et smil der syntes lige så farligt, som indsmigrende.

"We seem to have a bit of a mess. I can make it go away Mylady. What would that kind of favor be worth, if one was to make it all disappear?"

Der var en lille klang. En accent af noget. Den virkede formfuldendt. Syngende. Og slet ikke passende for denne del af verdenen, for slet ikke at tale om dette århundrede. En slank hånd blev lagt let mod hans bryst, og han lavede en lille bevægelse. Ikke et buk. Ikke et nik. En let trækning af kroppen, der var mere end et nik, men langt mindre end et buk. Atter var der noget næsten karikeret over det, så det var pinefuldt høfligt, og alligevel kunne man næsten smage fornærmelsen som en bitter aroma i luften...næsten...eller kunne man?

Mattian smilte forsigtigt til hende, og kiggede på hende med sine blide nøddebrune øjene. Han lyttede til det hun sagde, og grinte lidt af hendes tak. "Det var så lidt, hellere dem end mig." Sagde han blidt, og klødede sig lidt i håret da han hørte hendes spørgsmål. "øøhhmmm jeg afviste dig kun fordi jeg blev nød til det, jeg er ikke til din type. Jeg mener, jeg er ikke til en med bryster og fomer, og for at skære det ud i pap, jeg er bøsse." Sagde han stille, og kiggede hende i øjene med et nervøst blik. Han vidste at mange hadede bøsser, og ikke ville have noget med dem at gøre. Men måske ville hun?? "Jeg er ked af det snuske, men jeg bliver nød til at være ærlig overfor dig." Sagde han og smilte blidt.
Han fik et chock da han hørte en stemme komme fra mørket, og kiggede hen hvor stemmen kom fra og fik øje på en mand med sort langt hår. Mattian betraktede ham nysgerrigt og lagde hovedet en anelse på skrå, og lyttede til det han sagde. Mattian blev ved med at kigge på den ny ankommende, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige.

Hun kunne ikke lade være at smile. Selvfølgelig var han homoseksuel! Han havde været sød og rar overfor hende, som ingen mand normalt var. Og så var hun så naiv at tro, han var hetero. Hun kunne ikke lade være at fniset piget af sig selv.

"Er glad for du er ærlig! Er sikker på vi nok skal blive rigtig fine venner. Og så tror jeg bare vi slår en streg over kysset."

En varme fra et andet væsen kunne mærkes bag hende. En pludselig skikkelse som var kommet ud af det blå. Et lille spjæt af dårlige nerver, sendte hende på siden af Mattian med blikket vendt på den ukendte mand.
Der gik et øjeblik, før det gik op for hende, at han ikke snakkede til en anden. Men til hende.

Hun kiggede febrilsk på Mattian, uanende om hvad hun skulle sige og gøre. Hendes tanker begyndte at vandre....
- De to lig i gyden, var garanteret rodet han hentydede til. Hun forsøgte at rynke på panden, opretholde en rolig facade.

"Jeg er ikke sikker på, hvad du snakker om hr?"

Benægt, benægt, benægt! Har du lavet noget skidtejas, skal man ikke gå til bekendelse, før man har hørt modparten. Og det havde hun jo, lavet noget skidt. Hun skulle have gemt det bedre.

Hun vidste hun var fanget, men tankerne om hvad hun kunne give til gengæld var langt væk.

På en eller anden måde lykkedes det den fremmede at betragte Prue med et blik der var reserveret af skuffelse over hendes mangel på mandsmod, og samtidig glimtede de uendelige mørke dybter af noget der måske kunne tolkes som en snert af underholdning.

"What a strange use of language Miss. I did not expect us to be familiar"

Et svagt glitrende smil. En blottelse af tænder der var mere end hvide, og ikke afslørede en form. Alligevel havde man fornemmelsen af et langstrakt krokodillesmil, hvor et gigantisk forhistorisk monster lige havde bedt en se efter om den havde noget siddende et sted, og ventede på at man stak hovedet ind.

Mørket flød som en tåge ud fra gyden. Den smøg sig op omkring den slanke skikkelse som havde den været levende. Det mørke blik gled fra vampyren til de klæbende skygger, der næsten havde natur som katte der strøg sig villigt og velkommende op af mandens ben. bortset fra at der ikke var en lyd at høre. Ikke en bevægelse hvor de rørte ved ham. En utålmodig lille fingerbevægelse, og skyggerne begyndte at materialisere sig om hans ene hånd.

Det lette smæld ville få det til at gibbe i de fleste, da skyggerne pludselig havde formet en ibenholtssort spadserestop, med glitrende sølvspids og dertilhørende stokkehoved. Spidsen blev banket let ned i jorden, som for at afprøve den.

"Excellent..."

Sagde han langsomt ud i mørket. Om det var til ham selv, eller om han rent faktisk talte til skyggerne var ikke til at gøre sig klog på. Hvem end han var, udviste han ingen opmærksomhed over for englen. Det var mest af alt som om han enten ikke havde lagt mærke til englen, eller slet og ret mente den for ynkværdig til at skænke den opmærksomhed.

"The young lady does not have any knowledge of the dead youngsters. Hm..."

Det var ikke et spørgsmål. Det var mere et dovent kattedyr der smagte på den nye situation. Skødesløst blev stokken vippet og strakt lynhurtigt ud mod Prue. Stokkens spids berørte let hendes mundvig, så hurtigt at bevægelsen knap var at opfatte, selv med vampyrens forstærkede sanser. Stokkens sølvhoved glitrede lige foran Prues øjne. Sølv? Var det sølv? Eller var der knitrende lyn forseglet i metallet?

Hvoromalting var, så var den lille udtværing af rød farve tydelig mod metallet. Den bløde stemme lod igen. Stemmen hvori mørke og en forførende lullen ind i fare og høflighed kunne få de fleste til at forglemme sig selv.

"Young Miss. It would seem that the powder-room needs revisiting"

Der var en underliggende forventning i stemmen. En lyd der var under selve stemmen. En lyd der var under den menneskelige hørelses opfattelsesevne, men som for de overnaturlige kunne fornemmes som en blød vibration i brystet, som hvis man stod for tæt på en bas. Han spandt?

"Where did the creator go? A bit....young...are we? Children of the night. Child for sure"

Stokken blev vippet op igen, og de mørke øjne betragtede den lette udtværede smule blod. Blikket gled dovent fra Prue til stokken. Derpå blev den ført til de smalle læber. Han kyssede stokken.

"The kiss of life? Or death? Make your choice young one"

Et lille knald. Stokkens spids blev atter sat fast i jorden med et smæld, men der var noget over lyden og bevægelsen denne gang der tydeligt lod englen og vampyren vide at den fremmede ikke ville lade sig spise af med børnelege.