Shy?? -Seth

Sted: Sheria high school, i kælderen.
Tid: Fredag 15-17, juni i 2011
Omgivelser: En stor og lettere mørk gang, og ingen mennesker.
Tøj: Hullede strame jeans, sort t-shirt og en sort læder jakke.

Mattian skyndte sig ned af trapperne ned til kælderen, og kiggede sig bag ud for at se o nogen havde set, men ingen havde set ham eller lagt mærke til ham. Han sukkede lettet og sprang over det sidste trin, og kom ned i den lettere mørke gang. Han smilte lidt for sig selv over at han endelig var alene, og at der ikke var nogen larm omkring ham. Han satte sig op væggen lidt ned af gangen, og tog en cigaret frem og tændte den. Han tog et ordenligt hiv, og sukkede fredeligt ud igen. Han tog sin tegneblok frem og nogle blyanter, og begyndte at tegne mens han sad i sin egen verden. Han kiggede lidt op fra sin tegning for at se om der kom nogen, men han kunne se nogen endnu.

Seth var træt af den masen og skubben der altid foregik på gangene i skolen. Hvert frikvater lykkedes det ALLE elever at komme ud fra deres klasser samtidig og bare møve sig frem på gangen.
Det var en styg måde at tænke på, simpelthen så egoistisk!
Derfor holdte Seth sig altid på afstand fra mængden af de andre elever.
Han havde to særlige steder at tilbringe sine frikvatere og fritimer. Kælderen.
Den lidt dystre kælder som bar på mange myter om spøgelser og andre væsener.
Dog var det ikke noget Seth lod sig gå på af. Han var ikke overtroisk.
Han havde hørt en masse omkring overnaturlige væsener. Engle, dæmoner, hvalpene og de dersens wannabee myg? Vampyre! Der var det!.. Men nej, aldrig havde han set noget ligenene det som var beskrevet.
Han sad i klassen med hovedet ned i bordet. Han var træt, og var ved at få nedtur på igen.

Stoffer. Jeg har sådan brug for det.. Tænkte han lidende og så op på læren som stod og talte om Mount Everest. Som hun havde gjort de sidste 45 minutter. Nøøj hvor spændende! NOT.
Nej, nu kunne det satme være nok!
Seth rejste sig op i sin fulde højde, trak sin sorte læderjakke over de nøgne tatoverede arme, og hev sin slidte sorte skuldertaske over den ene skuldre.
Læren så forbløffet på hans reaktion og udspurgte ham om hvor han skulle hen.
Men Seth svarede ikke, han gik hen til døren, tog fat i håndtaget og åbnede den lakerede træbelagte dør. Slidt og fyldt med blyantstreger og huller.
Han gik ud, smækkede døren efter sig og luntede halv panisk ned af trapperne, og ned til kælderen. Hans tænkerum.
Hans puls pumpede hurtigt, han havde det varmt og var begyndt at ryste en smule også.

Mattian sad i sin egen verden, og tegne roligt mens han tog et hiv af sin smøg, og lod røgen ryge ud mellem hans bløde læber igen. Han hørte paniske trin på trappen ned til kælderen, og lagde tegnebloken fra sig. Han vidste ikke hvad der ventede ham, og hvem der kom ned af trappen, men det kunne være en farlig person. Mattian brugte sin evne forsigtigt, og kunne mærke det var et menneske der var på vej, og ikke et væsen. Han lagde hovedet en anelse på skrå, og betraktede drengen som var kommet ned i kælderen. Hvad mon han ville her nede? Mon han ledte efter nogen? Mattian kiggede på ham med sine nøddebrune øjene, "Hey, leder du efter noget?" Spurgte han nyserrigt, og lod røgen ryge ud mellem hans læber igen.

Seth gav et sæt fra sig og lod blikket glide hen på den fremmede fyr som sad med en cigaret i hånden. Han betraktede kort den fremmede dreng og trak en anelse på skulderen. "Nej.." Svarede han koldt og kynisk. Det var dog ikke hans mening, men hans tanker var et helt andet sted. Han ventede bare på at kunne få stillet sine stimulanser, og komme tilbage til dene 3 verden. Den verden han var tryggest i.
Han gik videre ned af gangen og satte sig om bag en af de nedslidte reoler som pedallerne burde have taget ud til containeren men istedet havde valgt at lade den pynte i den ellers tomme, kølige kælder.
Seth tog en lille kortholde frem. En lidt bedre kortholder, den var nok på bredde med en pakker cigaretter. Han åbnede den og tog en lille hvid pose op. Det var Speed.
Speed var jo ikke lige den dyreste og reneste slags. Faktisk var speed noget af det værste man kunne tage. Det ødelægger hjernen så hurtigt.
Men hvad gjorde det? Seth var jo fucked up alligevel. Ihvertfald efter hans eget hoved, og penge havde han ikke just.
Han hældte havldelen af det klumpede hvidelige pulver stads ud på sin æske og lavede to fine baner. Han lagde forsigtigt kortholderen på jorden og satte sig i skræderstilling, fumlede i sin lædderjakkes inderlomme og fandt en 10 dollar seddel frem og rullede den om til et nyttigt papirs rør.
Han tog den op til næsebordet og bukkede sig frem og lukkede sit andet næsebor med fingeren. Han sniffede den ene bane efter den anden og snøftede efterfølgende et par gange i træk for at få det hele indenbords.
Så pakkede han tingene sammen igne og rejste sig, han så lidt rundt. Han følte sig langsommere igen, hans hjerte pumpede hurtigere og tungere. Hans krop udstødte små krampetrækningner, og hans øjne blev lettere røde.
Han gik hen til den fremmede igen og smilte mere imødekommende til ham.

"Du må undskylde min, attityde før. Det var ikke min mening." Svarede han og kløede sig i nakken. " nej, jeg leder ikke efter nogen. Det her er bare mit tænkested" Sagde han og satte sig overfor den fremmede dreng ,og rakte ham hånden i en hilsen. "Seth." Han så på drengen, prøvede at danne øjenkontakt med hans ellers lysende blå øjne. Hvilket egentlig bare var kontaktlinser for at dække de store påvirkede pupiller.

Mattian betraktede den fremmede dreng, og lagde hovedet en anelse på skrå. Han hørte drengens svar og fik en lyst til at svare igen, men det ville der ikke komme noget godt ud af alligevel. Han fulgte drengen med sine nøddebrune øjene ude at sige noget, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre for at stoppe ham. Han vidste hvad drengen ville gøre, for han havde selv haft sådan nogen problemer, og havde det stadig nogen gange men ville ikke indrømme det.
Mattian kiggede overrasket op på drengen, da han kom tilbage og kunne tydeligt se han var høj. Mattian lyttede til det han sagde og smilte blidt til ham, "Det er helt okay, jeg ved hvordan det er. Så jeg bedømmer dig ikke, jeg gør det selv en gang imellem selvom det er dårligt, men hey man lever kun en gang, ikke sandt?" Sagde han spørgerne, og smilte sødt til ham. Han fulgte ham med øjene da han satte sig overfor Mattian. Han kiggede lidt på drengens hånd, og tog så imod den og klemte den blidt. "Jeg er Mattian." Sagde han smilende, og kiggede Seth i øjene med et roligt blik.

Seth så på Mattian med opløftende pande og nikkede smilende til ham. Dejligt at nogen egentlig forstod ham og ikke bare tænkte narkoman. Han trykkede Mattian's hånd og slap den efter. Smilte lettere charmerende og samlede benene i skræderstilling. "Mattian? Det er et specielt navn. Det har jeg alrig hørt før." Svarede Seth, først højt og tydligt men jo mere han sagde jo mere mumlende blev det, som han egentlig bare talte til sig selv. Han sad spekulerende og tænkte og så, så op på Mattian igen" Det er et pænt navn anyways." Han grinte lidt, han følte sig helt aktiv og det var nok derfor han havde adhd trækkende, med at skifte emne hele tiden. Men det kunne han jo egentlig ikke selv styre, og på den positive side, var det jo bare et tegn på at Seth gerne ville snakke med denne fyr, og lære ham bedre at kende.
"Det er også usundt at ryge, det gør man sku alligevel. Det er også en måde at nedsætte sit behov for stimulanserne man ellers måtte have trang til." Sagde Seth lettere ufokuseret, imens han fumlede i sin ydre lomme på læderjakken. Han fandt sin pakker LA Menthol Lang frem og tog en cigaret, og lagde den til hvilke i hans mundvige.
Han tændte glød i den, med sin ellers halvslidte zippo ligther som han engang fandt midt på The Reggie Club.

Mattian kunne tydeligt se at Seth var glad for at han så ham, som et ordeligt menneske og ikke bare narkoman. Han betraktede ham lidt og smilte charmerne tilbage, da han så at Seth gjorde det. Mattian lyttede opmærksomt til det han sagde, og nikkede så af det for at vise han var enig. "Ja, det er rigtig nok, men mine forældre var nu heller ikke helt normale." Grinte han, og kiggede ham i øjene med et blidt blik. Mattian betraktede ham med blide nøddebrune øjene, og kunne ikke lade vær med at smile over Seth. Mattian syntes at han virkede sød, men også meget aktiv og livlig. Han hørte det Seth sagde om hans navn, og smilte sødt til ham. "Takker, og i lige måde." Sagde han charmerne, og løftede kækt det ene øjenbryn.

Mattian lyttede opmærksomt til det han sagde om rygning, mens han faktisk sad og røg. Han begyndte at grine og nikkede så, "Hørt hørt, det er så sandt, som det er sagt." Sagde han grinene, og pustede røg ud gennem munden. Han kiggede nysgerrigt på ham, da Seth også begyndte at ryge, og lagde hovedet en anelse på skrå mens han betraktede ham med et blidt blik.

Seth lagde zippo lighteren trygt tilbage i lommen i bukserne og tog et hvæs af sin smøg. Han indhalerede og så op på Mattian. Han smilte endnu en gang af Mattians kække, charmerende attitude og så sig omkring i kælderen. Han lyttede interesseret i hvad Mattian havde og sige og lod blikket glide tilbage på ham. "Normale? Jeg lytter, hvis du da vil fortælle om dem." Svarede han hentydende til det som Mattian kort havde fortalt om hans forældre.

Kælderen var ikke just det varmeste sted, men heller ikke så køligt. Et tilpas rum. Især hvis man ville finde stilhed fra støjen på gangene, i klasserne og i skolegården. Det kunne være trættende i længden når man ikke selv var den som var allermest social, og snaksagelig.
Derfor opholdte Seth sig meget dernede. I forvejen havde han et ry for at være "pjækkeren" og "narkomanen". Ikke fordi at mange vidste at han tog stoffer. Men de kunne vel nok gætte sig til det, eftersom Seth havde nogle ret trætte øjne. Lidt rødlig omkring dem og en mere hæs og slidt stemme. Plus at han et par gange havde fået nedtur midt i klassen og var skredet med de rystende, vrede abstinenser eller ligefrem var havnet i en slåskamp.

Mattian betraktede ham med hovedet en anelse på skrå, og kiggede på ham med sine blide nøddebrune øjene. Han tog det sidste hiv af sin smøg, og slukkede den på væggen så der kom et lille mærke. Han kastede skodet ned i den mørke ende, begyndte at lege lidt med sin lighter. Han kiggede hen på Seth igen, og så han smilte til ham. Mattian kunne ikke lade vær med at smile, og blikkede en enkelt til ham. Han begyndte at grine lidt over sin egen kækhed, og hørte så det Seth spurgte om. "lad os bare sige de var unormale, min mor var sindsyg og min far var høj stort set hele tiden." sagde han smilende, og kiggede ham i øjene.
Mattian kunne se på Seth at han tænkte på noget, men hvad mon det var? Han kiggede rundt og kunne se at de var de eneste to nede i kælderen, men det gjorde ham heller ikke noget, for han hadede når der var for mange mennesker omkring ham.