wanna play pretty wolf?- Leonardo *privat*

Sted: Sheria, legepladsen.
Tid: 05.05.2012 kl. 19-21.
Vejr: En lettere varm nat, med lysene stjerner og måne.
Omkring: Gynger, lege tårn, sandkasse og ingen mennesker.
Tøj: Et par hullede korte shorts, en sort top, bare tæer og en læder jakke ved sin side.

Rosa går rundt midt på legepladsen i bare tæer, og kigger hen mod gyngerne hvor hun er på vej hen. Hun kigger op på de lysene små stjerne med sine blide nøddebrune øjene, og smiler lidt for sig selv. Hun kigger rundt omkring sig, og ser at der ikke er nogen omkring hende. Hun sætter sig hen på en af gyngerne, og sætter den i gang stille og roligt. Hun begynder at nynne melodien til en sang, hun altid sang med sin bedste veninde inden hun forsvandt fra hende. Rosa begyndte at smile lidt igen, og rejste sig fra gyngen og begyndte at synge højlydt ud i natten. "why am i always hit on by the boys i never like..." Sang hun, med et grin om sine glinsende læber, og håbede på at ingen så eller hørte hende, selvom hun sang fantastisk og havde en god stemme.

En høj skikkelse kom gående på fortorvsfliserne. Hans hænder var begravet i jakkelommerne, og hans let adskilte læber afgav en svag lyd af et åndedræt. Skikkelsen tilhørte Leonardo, som netop denne aften havde forladt sin lejlighed for at gå en tur.
Det var en mild aften, men en jakke var dog alligevel nødvendigt. Han anede ikke hvor han var på vej hen, for han havde egentlig ikke noget bestemt mål. Han skulle bare ud. Og nu hvor aftenen var så mild, var dette en oplagt mulighed for endelig at få lagt dovenskaben bag sig, og være lidt aktiv.

Legepladsen tårnede sig op foran ham. De ellers prangende farver på legeredskaberne var blevet dæmpet grundet mørket, og efter Leonardo's mening, så legepladsen meget hyggeligere ud end når det var dag.
Han nærmede sig lydløst pladsen med kurs mod legetårnet, som han havde i sinde at klatre op i, for at kunne kigge ud over det hele. Hvis han var heldig, kunne han måske se havet.

Han blev dog nødsaget til at stoppe før han nåede sit mål, da en sangstemme pludselig ramte hans ører og trængte ind i dem, som når en flok heste bliver lukket ud på et frodigt græsareal. Hans blik gled rundt på pladsen for at undersøge hver genstand nøje, og det tog ham lidt tid, før han fandt kilden til sangen; Nær gyngestativet stod en kvinde med lyst hår. Mere var han ikke i stand til at se.

Hans nysgerrighed overrumplede ham dog hurtigt, og han trådte frem fra skyggerne. Hvis kvinden var opmærksom, ville hun kunne se ham nu, hvor skæret fra månen oplyste ham svagt - Men dog nok til, at man kunne se hans ansigtstræk.

Should I say something to her?

Han spekulerede for sig selv i en tid, indtil han blev enig med sig selv om, at det var bedst hvis han lod kvinden opdage ham først. Han skulle jo nødig skræmme hende mere end højst nødvendigt. Og hvad nu, hvis hun slet ikke var i humør til at snakke? Selvom han dog måtte indrømme, at hun så en anelse ensom ud, som hun stod der på legepladsen helt alene om aftenen. Efter hvad han kunne se, var hun ung. Burde hun ikke slå sig løs på en club lige nu? Men hvad vidste han egentlig også om det? Han var selv ung. Han burde selv befinde sig på en club lige nu. Men efter biddet og forvandlingen, havde hans liv ændret sig. Hele det første år, havde han måttet holde sig væk fra offentligheden. Og nu var det næsten blevet en vanesag, at han slentrede afsted alene, fremfor at feste igennem med andre unge.

Rosa gik stille frem og tilbage ved gyngerne, mens hun sang højlydt for sig selv troede hun. Hun kiggede rundt omkring sig, og fik pludselig øje på en skikkelse der stod lidt længere væk. Hun kunne se fra månens lys at det var en ung mand, som stod og kiggede på hende. Hun fik først et chock og stoppede brat med at synge, og kiggede på den unge mand med store bange nøddebrune øjene. *hvem mon det er, og hvad er han?* tænkte hun nysgerrigt, og rystede lidt på hovedet for at komme til sig selv igen. Hun lagde hovedet let på skrå, og kiggede nysgerrigt og spændt hen på den unge mand.
"hei." sagde hun blidt med sin fine pige stemme, og gik forsigtigt et skridt nærmere hen til ham, så hun bedre kunne se ham.
*hvad mon han lavede her ude på den tid af aftenen? Burde han ikke være ude sammen med sine venner, eller ude at feste og drikke?* men hun kunne ikke rigtig sige noget til det, for måske havde han det ligesom hende. Det ville hun prøve og finde ud af, hvis hun kunne komme til det.