Beundring - Johnny

Dato: 10/05-12
Tid: 18:01
Årstid: Forår
Vejr: Kølig blæst, støvregn og skyet
Sted: Benjamin Centre
Omgivelser: En pæn mængde folk som er ude og shoppe, kigge og hygge på cafeer.
Påklædning: En sort damefrakke, lysegrå jeans, beige farvet bluse med dyb udskæring. Sorte fem centimeter høje sorte stilet støvler.


Mary kom lige så stille gående ud fra en frisørsalon, hun havde netop fået fri fra arbejde. Hun var endnu igang med at knappe de halv støre knapper på hendes frakke, mens hun lod de lyse blå øjne glide hen over de bevægende mennesker. En ældre kvinde, så ud til at have travlt med at komme af med hendes søn i hånden. Mens hun strammede båndet i frakkens talje ind, så den ikke flagrede om hendes spinkle krop, faldt hendes blik på en gruppe unge piger, som så ud til at havde været i byen hele dagen. De havde i hvert fald mange poser og tasker, og tog Mary ikke helt fejl var det ikke de helt billige butikker mærkerne på poserne kom fra. Men hun var dog ikke helt inde i denne tids ungdom, hun vidste kun det hendes kunder fortalte hende.
Langsomt begav hun sig med strømmen af mennesker og lod hendes opmærksomhed glide fra butiksvindue til butiksvindue. Hun vidste ikke helt om hun havde lyst til at tage hjem til den tomme lejlighed, hun savnede selskab og der havde ikke været særlig mange snak saglige kunder. Hun havde været van til at bo med hendes familie, men da hun mente at hun var gammel nok til at bo for sig selv, var hun flyttet fra dem. Men når man var 189 år gammel, kunne man vel ikke kaldes helt ung længere, selvom mange andre væsner var meget ældre.
Hun strøg en lok af det bølgende lysebrune pandehår tilbage i den frisure hun tidligere på dagen havde sat. Det var meget sjældent, at hun havde løst hår. Men det var fordi det var så langt, og det var nemmest at have med at gøre.

Mary stoppede op foran et smykkeforretning, og beundrede udstillingen i vinduet. Et lille smil spillede på hendes læber, hun havde altid holdt af smykker og især når deres design var gammeldags. Hun kunne i det hele taget dog lide den tid hun havde haft hendes ungdom i, denne var meget anderledes.

Et opgivende suk, sneg sig ud gennem læberne, på den gående unge herre som var på vej ind i centeret. Johnny havde sagt ja, til at gå ud og handle ind for sin mor, fordi hun simpelthen ikke lige kunne overskue det, fordi hun ikke havde fået fri fra arbejde endnu. Johnny elskede sin mor, dog var der ikke mange der faktisk troede at han gjorde. Så derfor sagde han tit ja til at hjælpe hende, selvom det var ting, som han ikke fandt særlig sjovt. Det var heldigvis ikke særlig svært for ham at finde de ting, som hans mor behøvede. Dog blev han ved med at gå og tænke over, hvad han hellere ville have brugt aften på i dag. Han ville meget hellere have været ude og drikke med nogle kammerater. Men næh nej, hans mor skulle selvf ringe 5 min før han skulle afsted og spørge om han ikke liiiige kunne dit og dat. Han rettede lidt i sin krave imens han gik rundt i centeret, han havde en brun læderjakke på, med 2 lidt lysere striber på hver arm og et par mørkeblå jeans. Han traskede igennem centeret med en indkøbs pose i den ene hånd og den anden hånd nede i lommen. Han studerede sine omgivelser og kunne ikke lade være med at tænke over at folk virkelig gad gå rundt i et center hele aften, når der var så meget andet at lave. Han tog sin hånd op af lommen og kørte det igennem hans korte mørkebrune hår. Dog blev hans opmærksomhed taget væk fra indkøbet, da han mærkede auraen fra en engel. Så beroligende.. Han stoppede op og kiggede sig lidt omkring, indtil hans øjne fandt englen. Hun stod og kiggede på smykker, lige fra hvad han kunne se, så var hun faktisk ret smuk. Johnny kunne ikke rigtig finde ud af om han bare skulle gå sin vej, eller ren faktisk gå hen til hende. Det var nemlig lang tid siden at han sidst havde set en engel.

Mary gav sig god tid til at beundre smykkerne og lod lige så stille blikket glide skiftevis i mellem dem. Der var en af den som specielt faldt i hendes smag. En halskæde i guld, med et hjerte af en form for ædelsten. Den havde en lys brændt rødligfarve. Smilede voksede lidt mere mens hun beundrede smykkerne, som hun aldrig ville købe. Hvornår skulle hun havde brug for at gå med så fine smykker?
Hun fik fornemmelsen af at der var en som kiggede på hende, hun løftede blikket og opdagede først da, at der var en form for dæmon i nærheden. Men det føltes ikke som en rigtig dæmon, der var et eller andet... Hun så i retningen som fornemmelsen kom fra, og med det samme faldt hendes øjne på den unge mand. Han så attraktiv ud, og hun gættede på at han sikkert var klar over det. Normalt undgik hun helst dæmoner og vampyr, de var ikke lige hendes kop te, i hvert fald ikke dem som slog mennesker ihjel, eller bare gjorde dem fortræd. Uden at vide hvorfor sendte hun ham et lille venligt smil. Hun havde aldrig været typen som smilede stort, når hun smilede var det ikke andet end et lille uskyldigt smil, som skiftede mellem at være venligt og høfligt. Hun nikkede langsomt en gang, som en venlig gestus, og blev stående foran vinduet med smykkerne. Hun vidste ikke helt om hun skulle gå, måske var han fjendtlig og så var det måske bedst at blive hvor der var andre. Men hun havde ikke fået snakket med så mange siden hendes ankomst til byen, så hun blev egentlig stående i håb om en samtale. Bare en lille kort en, så ville hun ikke føle sig så ensom den aften i det mindste. *Måske jeg skulle anskaffe mig et kæledyr* Tanken fløj gennem hendes hoved, og gjorde hendes smil lidt mere muntert, da hun også kom til at tænke på at hun kunne ende som katte dame.

Johnny stod og tænkte en smule over situationen, han fandt det lidt mærkeligt at han bare sådan stod og kiggede på denne engel, uden rigtig at gøre andet ved det. En hver anden, ville nok have gået over til hende og snakket til hende, men det var sikkert bare for at få et knald. De fleste fyre var sådan, i hvert fald dem han kendte. Men nu sad han også nogle gange i en ret dårlig vennekreds, selv hans mor kunne blande sig, selvom hun godt viste at han er 23 og ikke kan gøre så meget ved det. Men det er nok også mest fordi at hun kender til hans race. Johnny vågnede op fra sine tanker, da han opdagede at englen havde opdaget ham. Han blev dog ikke så overrasket over at hun også bare stod og kiggede på ham, for man kunne jo sige at selvom Johnny ikke var fuldblods dæmon, så kom engle ikke særlig godt ud med dem. Men nu var Johnny langt fra ondsindet, men det kunne denne engel selvf ikke vide noget om. Han løftede dog det ene øjenbryn, da han lagde mærke til at hun sendte ham et lille venligt smil. Først smilte han ikke tilbage, men efter at havde tænkt det igennem, så kunne han jo ligeså godt være høflig, selvom han ikke kendte vedkommende. Han begav sig til at bevæge sin mundvig op i en lille bue. Så han så nogenlunde venlig ud i hendes øjne, han plejede ikke at smile så tit. Men det var nok mest fordi, at han aldrig rigtig havde haft nogen grund til at smile så meget. Han kørte sin hånd gennem sit korte hår igen, før han lagde mærke til at han faktisk begyndte at bevæge sig over imod englen. Han stoppede dog sig selv, nogle meter væk fra hende og rømmede sig lidt. "Øhmm.. Ja.." startede han med at sige og kløede sig lidt i nakken. "Øhmm.. Hej, jeg lagde lige mærke til din aura. Den er ret beroligende" sagde han venligt, og havde en rolig tone kørende. Men tættere på, så han måske lidt større ud, nu var han jo også en 185 cm høj ung mand, på 85 kg, så han håbede ikke at han virkede for voldsom.

Mary betragtede man mens han nærmede sig, hun vidste at hun ikke ville kunne klare en kamp med ham. Jo tættere han kom, jo mere bevidst om at han var meget stærkere end hende selv. Hun havde end ikke fået en evne som kunne hjælpe hende så meget i en kamp. Hun valgte at forholde sig roligt og ikke sætte flere tanker om ham igang. Man skulle jo ikke dømme en bog på dens omslag. Hendes smil var blevet mere høflig, i den tid det havde taget ham at smile tilbage.
Hun så afventende på ham, da hans startede med at sige ja og lagde hovedet en smule på skrå, da han omtalte hendes aura, så den lok som havde løsrevet sig fra hårnålene i hendes hår, faldt ned foran hendes øjne. Hun pustede til det og rettede hovedet op igen. "Ja, det kan jeg vist ikke løbe fra"sagde hun med en feminin stemme, som endnu ikke havde vennet sig af med den anderledes måde at udtale ordene på fra 1800-tallet. Hun betragtede hans ansigt og hun kunne godt lige hans øjne og faldt kort hen i dem. Hun fattede dog sig selv med det samme.

Selvom Johnny kunne føle denne beroligende aura fra englen, så havde den ikke nogen positiv virkning på ham. Dæmoner blev som regel ret dårlige over at være i nærheden af en engel, men når nu at Johnny var halvt menneske, så var virkningen ikke nær så kraftig som han havde frygtet. Han sagde kun at hendes aura var beroligende for at være høflig, det var jo ikke nogen god ide at rende hen til en som man ikke kendte og sige at man blev lidt dårlig af at være i nærheden af en engel. Johnny tog sig lidt til hovedet, mest for bare at signalere til hende at han bare havde en trang til at røre ved sit hoved eller ved sit hår. Men faktisk fik han lidt ondt i hovedet, af at være tæt på denne engel, men han ville ikke vise det for at være uhøflig. Måske skulle han bare lige vænne sig til at være tæt på en engel? Måske gik det over igen? Men det viste Johnny desværre ikke, han fjernede sin hånd fra sit hoved efter lidt tid og placerede den selvsikkert i lommen. Johnny udstrålede altid meget selvsikkerhed, selvom han langtfra var egoistisk eller selvoptaget, sådan var hans ydre bare. Selvom han godt viste at han ikke var født på den uheldige side af landet, angående hans udseende, så var det ikke det han brugte til at score damer, nej, han brugte sin charme og personlighed i stedet. Selvom man godt lige kunne få indtrykket af at han var kold, når nu han ikke smilte det helt store. Men han er faktisk en meget sød og venlig fyr, når man lige kommer fordi alkoholen og alt det sex han fik. Johnny smilte stadig svagt, efter at havde hørt englen tale, hun lød lidt gammeldags, måske var hun ikke fra det 21 århundrede? Det kunne jo være en mulighed. Han tog sin hånd op af lommen igen og rakte den hen til hende, "jeg hedder Johnny.. Johnny Nayer" præsenterede han sig og lagde hovedet lidt på skrå og bed sig i læben.