Moments of thought. [Crys+Nari]

Dato : 12. maj 2012
Tid : 20.56
Sted : Bredden ved Silent River.
Vejr : Overskyet, blæsende og med støvregn.
Omgivelser : En lille grusvej der leder til søbredden, en parkeret bil og øde område.
Påklædning : Kort sort uldjakke, stramme sorte jeans, flade mørkegrønne støvler i ruskind, løst hår og ingen make-up.


Fra en trætop lidt fra bredden blandede en dues kaglen sig med den kraftige vind. Grusets knasen under hendes fødder blev overdøvet af naturen omkring hende. Det lange sorte hår blæste vidt omkring, men den spinkle kvinde gjorde intet for at tæmme det. Under det blafrende hår brændte to sorte øjne sig ud i den skumrende aftenkulde. Blikket var tomt, men alligevel fyldt af liv - et mørke der indgød til følelser af had, vrede og afmagt, dog uden at kroppen der husede øjnene på nogen måde efterlevede øjnene fortælling.

Narcissas blik gled ud over den mørke urolige søoverflade. Hvor mange gange tidligere havde hun ikke stået her? Billeder af to skikkelser der står foran en motorcykel, to skikkelser der kæmper imod hinanden. Ravgule øjne og tårer, en whiskeyflaske. Et sværd og lyden af tøj der flænses. Latter. Med et fnys rystede hun kort på hovedet.

Why did I even go here... pathetic am I!

Minutterne strakte sig, sekunder blev til timer. Den spinkle kvinde stod ubevægelig ved søens bred og spejdede efter noget de tomme øjne alligevel ikke så. Om hendes hals hang en lang kæde, hvori en patron hang. Ubetydeligt, men alligevel iøjnefaldnede imod den sorte skikkelse.

Pludselig satte hun i bevægelse og bevægede sig ned af den lille sti der første rundt om søen og tilbage imod den parkerede bil. Vinden havde taget til og mørket var blevet tykkere. Narcissa havde intet imod det, tvært imod. Faktisk gik hun flere gange i stå og stod blot og nød at mærke naturen og stilheden omkring sig.

How long since I was here. It almost feels like... home.

Mørket havde efterhånden lagt sig over området, og skyggerne legede en søvnig dans under et hvert blad. Vinden rev og ruskede i de samme blade, og regnen lagde sig som dug på de selvsamme blade. En kvinde strejfede hvert af bladene da hun strøg gennem skoven med det fjerne blik rettet imod den fugtige jord under hendes såler.

Crystals tåspids havde knap nået ud til det sumpede område nær Silent River, før alle alarmklokkerne i hendes indre ur begyndte at blinke og skrige, så en dundrende hovedpine begyndte. Alarmklokken havde naturligvis taget form som hendes indre plage, præcis som den altid havde. Og hun råbte og skreg med en overraskende lav stemme.

What is that feeling?
- It's called danger! Get away!
... No.
- GET AWAY!
RELAX!

Hun trådte flere skridt ind mod søen, men denne gang var der alligevel noget ved hende der indikerede forsigtighed. Og hvis man virkelig prøvede, kunne man netop skimte et gram frygt i hendes ansigt. Hendes fingre nulrede nervøst en flig af den hvide skjorte der beklædte hende, og hendes mørke øjne flakkede konstant rundt.

Hele hendes krop stivnede da hendes øjne fangede kilden til den underlige nervøsitet. Kvinden fra baren, der havde nægtet at oplyse sit navn, men var kommet med foruroligende mange beviser for hendes fejl. Et overrasket gisp fløj ud af Crystals læber, og afslørerede hendes tilstedeværelse for den mystiske kvinde.

"Hi, I ..."

Hun tog en dyb indånding for at undskylde for sin tilstedeværelse, eller noget andet latterligt. Men en følelse af at være på en grund der ikke var hendes gnavede dybt i hendes sind.

- DON'T SAY ANYTHING!
Shut up!

Hun sank, og prøvede igen med en stemme der nu havde en undertone af irritation.

"I ..."

Og igen afbrød stemmen hendes forsøg på en undskyldning med et råb.

- STOP TALKING!
- Shut the FUCK UP!

Hun kastede kort med håret så det fløj omkring hende i en sky, og åbnede så endnu engang munden for at begynde, men denne gang afbrød stemmen hende inden hun begyndte.

DON'T DO IT!

"Fuck off, and leave me alone!"

Ordene var knap sluppet ud af hendes læber før hun med et gisp slog hænderne op foran munden, og stirrede på kvinden med store øjne. Hele hendes krop stod som naglet til jorden, og en stemme skreg i hendes hoved, men en så skinger tone at det var umuligt at høre et ord af hvad det var den prøvede at formidle.

En let krydret duft og en svag knasen af grus havde afsløret Crystal længe inden hun kom til syne i aftenens mørke. Narcissa genkendte kvinden og blev stående hvor hun stod, klar over at den anden dæmon højst sandsynligt havde opfanget hendes tilstedeværelse. Og hvorfor flygte fra så ung en dæmon som Crystal?

Den lave skikkelse tog ikke megen plads i landskabet, ej heller gjorde hun noget postyr af sig selv. De sorte øjne glimtede svagt i det begyndende månelys. Hendes hænder hvilede i jakkelommerne og om hendes hoved lå det lange mørke hår som en urolig manke, levendegjort af vinden.

Uden at gøre mine til bevægelse betragtede hun Crystal og en svag trækning af et smil gled over hendes læber ved hundæmonens forskrækkede gisp. I et par lange sekunder stod Narcissa helt stille og blot studerede den yngre dæmon foran sig, da denne ikke gjorde mine til at tale, trådte hun et skridt frem.

"Miss Murray, what a surpri--"

Crystals snerren afbrød hende og Narcissa lukkede munden med en grimasse. Det var ikke til at sige om hun var mest rasende eller forbløffet. Dog tog det hende ikke længere end et kort sekund at glatte ansigtet ud. Svagt belyst som hun var, lignede hun lige nu mest af alt en porcelænsdukke - uden bevægelse og med den fineste hud man kunne kreere.

Lyden af en syngende lussing brød stilheden. Narcissas hånd sænkede sig imens hun talte, lavt og fattet.

"How dare you!"

Det var mere en trussel end et spørgsmål, ligesom lussingen var af mere ydmygende karakter end egentlig for at gøre Crystal skade. En flad lige på siden af kinden, som var hundæmonen ikke andet end et lille latterligt barn der skulle irettesættes af Narcissa. Sorte øjne glødede i det blege ansigt, og på trods af at Narcissa så utrolig rolig og fattet ud, var det ingen tvivl om at Crystal lige havde trådt noget så grusomt i spinaten. Alt omkring den spinkle dæmon skreg til himlen om at Crystal skulle træde varsomt, måske endda helt holde op med at træde...

"Give me one good reson to why I should not kill you."

Crystal opfattede knap stilheden der var som en mur mellem de to udøde væsner, grundet den anden person der flippede skråt i hendes hoved, og gav hende en hovedpine værre end hun tidligere havde prøvet. Så da lussingen sang gennem luften bemærkede hun den først, da en svien bredte sig på den ramte kind.

Smerten var ikke slemmere end at den blev overdøvet af hendes dundrende hovedpine, men selve pointen med den var ikke til at misforstå: Shut up, I'm stronger than you. Og da kvindens ord faldt forstærkede de blot pointen endnu tydligere, og Crystals kæber åbnedes automatisk da hun prøvede at forsvare sig selv.

"It ... I ... It wasn't about you ... I mean ... I said it about ... You know ... The idiot!"

Hendes hoved kørte frem og tilbage, da hun panisk prøvede at finde en udvej hvorfra hun ubemærket kunne slippe væk fra lysningen, der pludseligt syntes at være blevet som et fængsel. Tykke murer af træer omkransede stedet, og i midten var den grumsede sø der kunne trække hende ned hvert sekund.

"The person was talking and, I just ... It fucked everything of, and I ... It wasn't you, I mean ... You're not this idiot!"

Hendes tænder flåede nervøst sin underlæbe op, i et forsøg på at finde en udvej på denne knibe hun havde fået bragt sig selv i. Til sidst syntes hun at give op, og bakke langsomt væk fra kvinden uden navn. Pludseligt snurrede hun omkring, og satte af så hendes fødder fór afsted, væk fra kvinden, i et tydeligt forsøg på at komme væk. Hun nåede ind i udkanten af skoven på to skridt, og prøvede så at komme ind mellem træerne så hun ville være sværere og finde senere.

Den lave dæmon stod ubevægelig og så Crystals læber bevæge sig. Men intet af dét der kom ud af munden på hende gav nogen mening.

"Idiot? Really?"

Der lå en svag latter bag ordene, men det var på ingen måder en humorfyldt latter. Narcissa udstrålede indestængt vrede og raseri, noget der på én eller anden underlig måde ikke var rettet imod den yngre dæmon der stod foran hende, men imod noget andet og større. Desværre for Crystal var hun bare den der fik prikket hul på bylden.

Det mørke blik fulgte Crystals flygt ind i skoven, og et stort og blændende smil skilte Narcissas ansigt.

A hunt, huh? I'm in!

Som et rovdyr, underholdt af at eftersætte et patetisk bytte, satte hun i bevægelse. I stedet for at løbe i lige linje efter Crystal gik hun imod højre, væk fra søen og cirkelerede omkring den yngre dæmon. Crystals færd var ikke svær at følge, hendes larmen havde højst sandsynligt skræmt alt dyreliv væk.

Omkring Narcissa og de træer hun krydsede var det som om mørket blev tættere. Et dybt mørke der fulgte hendes næsten lydløse færd. Forventningen om at fange Crystal fik dæmonen til at smile sardonisk frem for sig selv. I virkeligheden var hun ikke klar over hvorfor hun reagerede som hun gjorde, men noget i hende var blevet provokeret, og jægereinstinktet havde for længst taget over.

Crystal skulle være forløsningen på de sidste tre ugers mareridt.

"You do not want to play with me, little girl?"

Narcissa trådte frem bag et træ og endte mindre end en halv meter fra Crystal, der stadig stod med ryggen til. Lynsnart, og dækket af det dybe mørke greb hun ud efter kvinden med en styrke intet menneske ville have kunnet præstere. I dette øjeblik var der intet i hende der overhovedet overvejede at Crystal ikke kunne besejres.

Crystals skosåler smældede imod jorden, og hun siksakkede på ingen måde mellem træernes grene, der måtte give efter og knække højlydt for hendes brasen. Hendes tanker var forsvundet dybt ind i hendes sind, og det var kun øjnene og følelsen af jorden imod hendes sko der blev bemærket på nuværende tidspunkt.

Så da hun stoppede var hun fuldstændig sikker på at den anden dæmon på ingen måde havde fulgt efter hende, men alligevel spejdede hendes øjne fremfor, som en sikkerhedsanstaltning. Én der ikke virkede, gik det op for hende få sekunder senere, da en hånd skød frem og trak hende til sig.

I ren refleks snurrede hun omkring og begravede sine kløer dybt i maven på den angribende kvinde, og rev derefter til så et dybt sår blev sprættet op hen over kvindens mave. Først da hendes kløer igen var ude af kvindens maveskind, og det dybe sår var blevet sprættet op, reagerede Crystal rationelt. Hun gispede, og spærrede øjnene op.

Et brus af mørt brunt hår stod om ansigtet på Narcissa, idet hun med tilfredshed kunne konstatere at Crystal var indfanget. I næste sekund mærkede hun hvordan hendes mave blev nærmest flået op. Fra hendes strube lød en hæs hvæsen af smerte. Normalt ville dette gøre ondt, ja... men det faktum at Crystal også var dæmon gjorde at hele smertetærkslen blev rykket betydeligt ned, for selv mindre sår.

"How dare you!?"

Narcissas stemme var så skarp at det burde være umuligt ikke at krympe sig. Dens kar sig igennem natten imod Crystal der stadig hvilede i hendes faste greb. To sekunder strakte sig, som en evighed imellem dem, før hun hævede hånden og atter brød stilheden. Der lød en hul våd lyd af kind der blev flænset op af de sylespidse negle hun havde groet sig helt uden at overveje det.

Blod fløj omkring dem fra Crystals ansigt og Narcissa mærkede hvordan hendes tænder ændrede form til dem af et rovdyrs, lange og skarpe.

Crystals kamp for at komme fri var forgæves, og endnu engang blev hendes ansigts hud flået i smadder. Hun mærkede hvordan hendes negle penetrerede huden, rev muskler og sener over, for til sidst at skurre imod dæmonens ansigtsknogler. Ved et vip med håndleddet sørgede hun for at lade en negl rejse igennem Crystals venstre øje, før den atter forlod hendes hoved. Lyden var ubeskrivelig, men alligevel så tydelig at man næsten kunne høre hvordan Crystals øje blev delt i to og klar væske blandede sig med blodet der løb ned over hendes ansigt.

"So pretty... little girl!"

Hendes stemme var hæs og alt andet end menneskelig. Hun svælgede i den frygt der strømmede ud af Crystal, og følte en bølge af varm vellyst løbe igennem sin krop.

Narcissas ene hånd slap Crystal, så hun ikke længere var fastholdt, men kun for at have plads til at sætte fra imod hende med hele sin krop. Munden stod åbent i et dyrisk hvæs, hvide tænder og to sorte funklende klatter var det eneste at se i det dybe mørke.

Crystal havde knap opfanget at hun var fanget, før de samme ord hun tidligere havde hørt blev smidt ud til hende, og paniske ord rullede for hendes indre blik. Hun så hånden blive løftet og hørte neglene flå hendes hud af hendes kind, men der gik nogle sekunder før smerten borede sig ind i hendes tanker, og skreg af hele hendes krop.

Og da hendes kind endnu engang blev flået op så kvindens kløer til sidst skrabede imod hendes kranium var smerten så ulidelig at det var umuligt at beskrive. Hun ville skrige, men det var som om smerten indkapslede hendes krop, og naglede hende fast til gulvet så ikke en muskel kunne røres i hendes krop, og hendes stemmebånd var låst fast.

Pludseligt kom bevægelsesfriheden tilbage, samtidig med at smerten om muligt forværredes, og hele hendes krop var spændt i en bue. Og så panikkede hun. Hun rev og flåede i alt for at komme fri, så den smerte der rasede i hendes krop og gjorde den yderste del af hendes synsfelt rødligt, ikke ville forværres yderligere.

Og så forsvandt synet på det ene øje. Smerten var ulidelig da noget spidst borede sig ind i hendes øje, så det flækkede. Smerten hamrede gennem hendes krop, og syntes blot at skarpe alle hendes sanser yderligere så smerten blev større for hver gang den dundrede. Frygten emmede omkring hende som et skræmt hylster af hvad der engang var en aura.

Hun bemærkede svagt under det tykke lag af smerte at kvinden slap hende en smule, men hun var så dybt begravet af smerte at hun knap lagde mærke til det, og på ingen måde var så klar i hovedet at hun ville kunne reagere på dette.

Sorry. For everything.
- You too.

Narcissa lod ikke Crystal få mange sekunders ro. Efter at have sluppet sit greb i hende, bøjede hun i knæene, satte fra den bløde skovbund og sprang imod den lidt højere hundæmon foran sig.

Ingen fornuft ville kunne trænge igennem til hende nu. I dette øjeblik var det kampen og drabet der betød alting. Narcissa dvælgede ved frygten, ved smerten der stod om Crystal som en tåge, og hun nødt hvert øjeblik af det. Blodet er flød fra hendes offers ansigt og plettede Narcissas tøj, håret der vejrede i vinden og negle der igen og igen fandt hud og kød at grave sig igennem.

I næste nu tonsede Narcissa ind i Crystal med al sin styrke. Den lave, spinkle dæmon bragede ind i den anden, og de to tumlede om på jorden i en sky af mos, blod og negle. Det tykke mørke omkring de to kæmpende skikkelser tætnedes og blev umuligt at skue igennem. Fra stedet imellem træerne hvor Narcissa havde fanget sit bytte, lød lyde der ville sende skræk igennem enhver forbipassende. Men ingen hørte Crystals skrig, ingen hørte Narcissas hvæsen, knoglerne der knækkede, hud der blev revet fra ledbånd og kødstykker der blev tygget.

--

Flere timer senere travede en skikkelse ud imellem skovens sidste stammer og hen over den lille grusplads imod en parkeret bil. I mellem træerne lå resterne af dét der engang havde været en ung kvindelig dæmon. Kun knogler, tarme og hoved var tilbage på kroppen. Resten var blevet fortærret af skarpe tænder og fingre med en styrke der ikke burde være mulig.

Narcissa havde tilbragt timerne i skoven og i søen. Efter at hun havde løbet skoven tynd og raset af, havde det kolde vand vasket en del blod- og kødrester af hende, men havde samtidig efterladt hende umådelig beskidt af det voldsomt grumsede vand. Hun stank!

Narcissa var ikke sikker på hvordan det i virkeligheden rent faktisk havde lykkedes hende at dræbe Crystal, og det bekymrede hende sådan set heller ikke. Det eneste hun vidste var, at hun havde mærket Crystals essens.. forsvinde? Ja... det var ikke helt til at beskrive, men den unge dæmon var ikke mere, og ville aldrig være mere.

Hun kravlede ind i bilen og gryntede lavt da flængen over hendes mave brokkede sig på grund af bevægelserne. Med åbne vinduer, blodig mave og mudder overalt satte hun bilen i bakgear og begav sig imod huset nær Werclare.

Sorry uncle...


((End))