Jah okay så - Deah

Dato: 26.Maj
Dag: Lørdag
Tid: 22:30
Sted: Gaden
Omgivelser: Ikke så mange, mest fulde mennesker
Vejr: Lunt, det er 15 gr, men der er stadig lidt vind
Påklædning: En sort læderjakke, en hvid t-shirt og et par grå jeans

Gaderne var begyndt at blive mørke, på tros af at gadelamperne var tændte. Men nu var det ikke ligefrem fordi der var specielt meget lys i denne her by. Man skulle ikke ønske sig at gå rundt i gaderne om aften, medmindre man var et væsen, hvis man gik rundt som menneske om natten i Werclare, så kom man sjældent hjem i et stykke, eller også kom man hjem, som noget helt andet. Johnny viste ikke hvorfor at han ren faktisk stadig boede i denne her ny og ren faktisk lod sin mor bo her. Hun var jo menneske, ikke Hybrid ligesom ham selv. Han kunne til tider næsten slå sig selv helt omkuld, fordi han blev så sur over at han ikke passede bedre på det eneste han lige nu holdte allermest af. Han havde jo ikke rigtig andre, ingen elsker(kæreste), ingen planer om giftemål, fordi den rette pige lige skulle komme først. Ingen børn og han ville ikke adopterer, fordi han synes selv at han stadig var alt for uansvarlig til at kunne passe et barn alene. For han drak meget, fordi han ikke havde andet at tage sig til når han ikke var på arbejde. Arbejdet tog også meget af sin tid, når der var mange sager. Og det var der som regel i sommertiden, synes han og om efteråret.

Men lige nu, sad han altså på en dyster bar og drak nogle øl. Han var ikke gået derind med nogen, men alligevel var det lykkes ham at få en bekendt derinde. En anden dæmon, selvom Johnny faktisk ikke var så vild med den race, skønt at han selv var halv dæmon. Men måske var det fordi at landet lå sådan, at hans egen dæmon far bare var skredet fra hans mor, da hun blev gravid. Så han skyldte skylden på næsten hele dæmon racen, derfor opsøgte han dem heller aldrig, medmindre at det var nødvendigt. Johnny tjekkede klokken et par gange, imens han snakkede med denne dæmon og besluttede sig så for at sige farvel. Han gad ikke sidde derinde mere, der lugtede også ret spøjst, som om at der var en som havde brækket sig ud over hele lokalet, også havde de bare lige vasket det op uden sæbe og sprøjtet noget duft ud i rummet og troet at det ville dække. Men så klam regnede han dog heller ikke lige med at clubben var. Det var utroligt så mange der lå i Werclare. Han tog sine hænder i lommen og begyndte at gå ned langs den halv mørke gade og var bare opslugt af sine tanker. Man kunne se hvor veltrænet han var(ava --->), selvom han havde tøj på, og det kunne måske godt gøre ham lidt farlig at se på. Men selvom hans blod ikke var rent, så så han ikke sig selv som farlig.

En ung pige gik lidt længere nede af gaden og snakkede med det lille barn der sad på hendes arm. Hun var klædt i en sort t-shirt, der smøg som hendes kvindelige former, og et par meget slidte jeans. Over skulderen ahvde hun desuden en taske, der så lille ud, men kunne rumme mere end man skulle tro. Under en grøn, strikket hue havde hun lange dreadlocks, der fik lov til at hænge løst i øjeblikket.
Barnet virkede tvær, var træt. Klynkede pivende til sin mor. Den unge kvinde gav ham nogle trøstende ord, på et sprog ikke mange forstod på disse egne, og strøg ham blidt over håret.
Hun lod blikket glide op og ned af gaden. Der var ikke mange. Det var godt, så var det lettere at kunne komme til at nedlægge et eventuelt bytte.

Deah sukkede svagt og hankede let op i det halvsovende barn. Hun burde ikke tage ham med ud på jagt på den måde. Hun burde egentlig tage og få ham hjem i seng. På den anden side kunne hun ligeså godt starte hans træning tidligt. Så hvis der skete hende noget ville han være i stand til at klare sig selv. Deahs største frygt var at dø før hendes søn kunne klare sig selv. Eller at der ville ske ham noget. Og så var det jo egentlig helt igennem latterligt at tage ham med på jagt, hvor risikoen for at der ville ske ham noget blev fordoblet mange gange.
Deahs blik faldt på en høj ung mand lidt længere fremme. Selv på den smule afstand der var mellem dem kunne hun se at han var veltrænet. Et vagt, skævt smil krusede kort hendes læber.
Der var som regel ikke mange mennesker ude sent om aftenen, havde Deah erfaret. De fleste sad enten på bare, dansede på clubber eller sov hjemme i deres senge. Gad vide om denne mand var en af de få mennesker der faktisk bevægede sig ud på gaden i de sene aften timer? Eller mon han var et væsen på jagt efter sit næste måltid?

Johnny følte sig faktisk en smule træt, imens hans fødder førte ham hen over asfalten. Men han følte sig ikke søvnig, han følte sig bare træt, træt af alting. Han var som regel en optimistisk person, men lige i øjeblikket følte han sig som en gammel pessimist. Et lille køligt vindstød, ramte hendes ansigt fra siden af, så hans hår bevægede sig lidt, men heldigvis var det ikke langt nok til at vinden kunne fucke det op. Han tog bare sin hånd op til sit hår og strøg det lidt til siden igen, bare for at være sikker på at det ikke strittede. Derefter gned hans sin hånd på sit ene øje, som om at han havde fået noget i øjnene, men det havde han skam ikke, hans øjne føltes bare tunge et øjeblik. Dog vågnede han op, da en lidt overraskende lyd, ramte hans øre. Et barn? Hvad lavede et barn dog herude og på denne tid? Johnny lod sit blik glide frem for sig og fik øje på en ung kvinde komme gående med et lille barn i sin favn. Var hun fuldstændig vanvittig? Johnny anede ikke at hun var dusørjæger, så han havde næsten lyst til bare at gå hen og bede hende om at gå hjem igen. Det var ikke sikkert at gå rundt på det her tidspunkt og slet ikke med et barn. Hun var ikke meget yngre end ham, hun var måske 1-2 år yngre end ham.

Han stoppede roligt op og tog sine hænder i sine lommer igen, imens han bare betragtede kvinden som kom tættere og tættere på ham. Han havde en bedre hørelse og et bedre syn end et menneske, igen takket være sit dæmon blod. Så allerede fra en del afstand kunne han se hvordan kvinden så ud. Lange flotte dreadlocks, dem så man ikke så mange af her. Et flot ansigt, en pæn kropsbygning, og alligevel lagde han mærke til hendes ansigtsudtryk. Det lignede at hun ikke rigtig kunne bestemme sig for hvad for et ansigt hun skulle sætte op. Skulle det være bekymret, selvsikkert, roligt? Han kunne sagtens forstå, hvis hun satte et bekymret ansigt op, hun gik jo tros alt rundt med et barn. Kvinden nærmere sig og hun havde også lagt mærke til ham. Dog stod Johnny stadig stille og kiggede undrende på kvinden. Da hun var tæt nok på ham, åbnede han sin mund og lod sin mandige stemme bryde frem, men alligevel roligt og behageligt. "Jeg ville ikke gå rundt med et barn ude så sent, hvis jeg var dig. Jeg vil ikke blande mig i hvad du laver, men der er meget kriminalitet her og jeg vil nødig se at dit barn eller dig skulle komme noget tid" sagde han og fortrød ikke at han lød bekymret, selvom han ikke kendte hende.

Deah stoppede op i det der blev talt til hende. Det havde hun alligevel ikke regnet med. Morsomt. Tænk at han på den måde bad hende om at passe på. Hende?! Hun var jo for fanden hvad man kunne kalde lejemorder.
"We'll be allright. I can take care of myself." Hendes engelsk var en anelse gebrokkent, og den russiske accent lå som en tykt tæppe over hvert eneste ord.
Hun kneb let øjene sammen, et kort øjeblik. Lod de strålende grønne øjne hvile på hans. Ingen tydelige tegn. Måske var han bare et menneske? Kedeligt. Deah var ikke meget for at påbegynde forhold til andre. Det gjorde det sværere at holde sig i den gråzone hun helst ville være i. Havde man ingen relationer så havde man ingen der potientielt kunne afsløre en, eller stikker en i ryggen. Og man var sværere at spore, hvis der ikke var nogen der kendte en.

Det så kort ned på det lille, lyshårede hoved der hvilede på hendes skulder. Han var en god madding. Det virkede måske koldt at sige det sådan, men det var sandt. Mange væsner ville hellere mæske sig i et barn, end i en fuldvoksen person. Hun vendte igen blikket op mod den unge mand. Han var høj. Selvom Deah var en forholdsvis høj kvinde, så var han højere end hende. Mindst ti centimeter. Men et eller andet sted var det vel også meget normalt for mænd...

Johnny kunne ikke lade være med at smile lidt over kvindes svar, hun så lidt overrasket ud over at han havde snakket til hende. Men han var langt fra genert, kun når det angik noget, som han aldrig havde prøvet før, eller ikke lige havde regnet med skulle ske for ham. Han kunne godt lide hendes russiske accent, dog kunne man ikke se på hendes udseende at hun var fra Rusland. Eller havde været i nærheden af at bo der. Men hvad viste han endelig? Han havde boet i Werclare i over 30 år, selvom han dog kun var 23 år. Men nu snød hans alder også, fordi han blev kun 1 år ældre i sit udseende hvert 5 år. Han lagde hovedet lidt på skrå og lagde sine arme over kors. "Du er ikke bange af dig, hva? Hmm... Men ja okay. Jeg ville ikke blande mig, men det ligger vel bare til mit instinkt" sagde han og smilte lidt over det han selv sagde. Han lod dog sit blik glide væk fra kvinden for at kigge sig lidt omkring, fordi han synes at han hørte et eller andet. Men da han ikke kunne se noget, valgte han at kigge tilbage på kvinden igen.

Men den lille dreng i hendes arme tog derefter hans opmærksomhed. Så lille.. Han så helt skrøbelig ud. Han ville i hvert fald ikke overleve, hvis han blev angrebet af en vampyr. Johnny bed sig lidt i læben og kunne ikke engang forestille sig at han havde været så lille engang. Dog smilte Johnny lidt igen og tog sit blik op på kvinden, så det ikke lignede at han var alt for interesseret i barnet. "Hvor gammel er han?" spurgte Johnny og nikkede roligt i mod hendes barn. Han var ret nysgerrig når det angik børn, nok fordi han synes det var nogle spændende "væsner", hvis man kunne kalde det, det. Han havde aldrig selv holdt et barn, det havde han underligt nok altid undgået. Måske var det fordi at han var bange for at sin dæmon styrke ville kvase barnet, fordi der skulle sikkert ingenting til. Han tog dog sig selv i at kigge hurtigt ned på sit armbåndsur for at tjekke tiden. Det skulle helst ikke blive over midnat, før han var hjemme. Fordi hans dæmon blod blev altid lidt mere vildt efter midnat, og han viste ikke hvorfor, ligesom med varulve og fuldmåner i film.

Deah viftede kort med hånden. Drengen var ved at blive tung.
"But if you're gonna keep telling me how to be a good mother, you're gonna have to walk with me. - The kid is heavy." Erklærede hun, og gjorde mine til at ville gå. Hun var ikke sikker på om det ville virke efter hensigten, men hvis ikke han havde travlt ville hendes bemærkning højset sandsynligt få ham til at følge efter hende.
Hun havde brug for mere tid for at finde ud af hvad han egentlig var. Når Deah mødte fremmede gjorde hun det som regel med den indstilling at de nok var væsner. Og der skulle forholdsvis meget til at overbevise hende om det modsatte, da ældre væsner af og til blev ret så gode til at skjule deres abnormaliteter.
Hun skubbede barnet lidt længere op på armen, så han var lettere at holde. Det var dog fandens så tung ungen blev når han sov. Så længe han ville blive ved med at sove, og ikke give sig til at skrige, så var det egentlig også okay for Deah. Nok fandt hun på at bruge ham som 'lokkemad' fra tid til anden, men hun mente nu altså at det var lige risky nok at slæbe en hylende unge gennem natten på den måde. Det var hun alligevel ikke villig til.

Et kort, meget mistænksomt blik blev hurtigt rettet mod den tilsyneladende unge mand, da han spurgte ind til barnets alder. Hvorfor ville han vide det?...
"He is 3. svarede hun dog alligevel. Hvad kunne det skade at lade ham vide det?
Det var jo ikke fordi han på nogen måde ville få lov til at være alene med knægten. Vel?
Nej. Hendes Sasha var hendes et og alt, hendes verden, hendes grund til at kæmpe for overlevelse hver eneste dag. Uden ham var det ikke sikkert hun havde levet nu. Og så igen... Uden ham havde hun sikkert stadig været hjemme i Vladimir, og havde arbejdet under sin mors kommando. Moderen havde i hvert fald ledet det lille netværk af jægere, da Deah rejste. Gad vide hvordan det egentlig gik dem derhjemme? Nej, det var lige meget...

Johnny kiggede lidt overrasket på hende og kløede sig kort i nakken. Han prøvede skam ikke på at belære hende om, hvordan man var en god mor, fordi hun lignede en, der ikke ville lade nogen skade hendes barn. Ligesom en hunløve, når den forsvarede sin familie, hun havde en speciel glød i øjet, præcis ligesom en hunløve. Måske en sjov sammenligning, men det var lige det første dyr han kunne komme i tanke om, som han syntes at hun efterlignede med godt, med at se beskyttende ud omkring sin unge. Dog viste han ikke om han skulle følge efter hende, da hun begyndte at gå, fordi han var faktisk på vej hjem, men han kunne da ikke bare forlade dem til sig selv, midt om natten, for som sagt, så viste han ikke at hun var dusørjæger. Han havde kort taget sit blik væk fra hende, men kiggede efter hende igen, inden han tabte hende af syne og skynde sig efter dem. Da han kom ved hendes side, men stadig med en god afstand imellem dem, havnede hans blik på det sovende barn igen og smilte lidt. Men rystede så lidt på hovedet og så frem for sig. "Det var ikke min mening at lyde som om at du ikke er en god mor, for jeg har ikke børn selv endnu, så jeg ved slet ikke hvordan man skal handle sådan en situation" anerkendte han og kløede sig lidt i nakken, imens et svagt smil havnede på hans læber. Dog blev han lidt overrasket over at hun svarede ham, omkring barnets alder, men gjorde bare et lille nik med hovedet. Han ville ikke spørge ind til barnet hele tiden, for han ville helst ikke lyde som en creepy dude. I stedet koncentrerede han sig om kvinden. "Såå.. Hvad laver i ude så sent? Er i på vej hjem?" spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet en anelse på skrå. Men sørgede dog også for at se hvor han gik henne, så han ikke lige pludselig lavede et akavet stunt.

Deah trak let på skuldrene. Hun vidste egentlig godt at det ikke var hans mening at belære hende, men han havde næsten fået det til at lyde sådan. Faktisk var Deah bedøvende ligeglad med hvad andre mente om hendes evner som forælder. Hun vidste godt at det fandtes bedre mødre - mødre der ikke udsatte deres børn for livsfarer - men hun vidste også at hun ikke var den værste mor på jorden. Og ligegyldigt hvor meget andre rasede over hendes opførsel, så vidste hun at hendes lille guldklump nok skulle klare sig.
"Yeah... Home..."
Hjem. Hun trak lidt på det. Det var meget længe siden hun havde brugt det ord. Så længe siden at hun stadig forbandt det med det sted hun var vokset op. 'Hjem' var et koldt, og hårdt sted, der alligevel var fyldt med nok kærlighed og omsorg til at et barn kunne vokse ordenligt op.
Hun sukkede svagt, og rettede let på sin grønne hue, før hun skubbede drengen lidt længere op så han var nemmere at holde.

"How about you? What were you doing, before you bumped into us?"
Spurgte hun, og sendte ham et spørgende blik.
Selvom det ikke umiddelbart var at se, så arbejde Deahs hjerne på høj tryk, for at finde en mulighed for finde ud af hans race. Han havde det der... Noget over sig, som de fleste væsner havde. Bare... Anderledes... Mindre måske? Et eller andet var der... Spørgsmålet var bare hvad?...