En travl sag - Eve

Dag: Søndag
Dato: 27.Maj
Tid: 12:00
Sted: Politi st
Omgivelser: Andre mennesker og politiet
Vejr: Solen skinner
Påklædning: Sort jakkesæt(han er jo på arbejde)

Et par travle sko, gik i et rask tempo ned af gangen på politi gården. Johnny var blevet ringet op ret tidligt derhjemme, fordi han havde fået en opgave på sine skuldre, som han ikke lige havde regnet med at få. En skudepisode. For det meste arbejde han bare med folk der ville sagsøge eller folk der manglede penge eller ville have flere penge. Der gik en betjent ved siden af Johnny, mest fordi han gik med mappen omkring sagen, som Johnny så fik overrakt imens de gik, betjenten havde lidt svært at følge med i Johnnys tempo, men det var nok fordi at han var lidt højere end betjenten. Han åbnede mappen, imens han gik ned af gangen og undveg de fleste forhindringer som de stødte på på vejen. *Hmm..* tænkte Johnny i mens han læste. Denne person som havde skudt, påstod at hun havde skudt efter en vampyr, som havde bidt hende. Det første der kom op i hans hoved, var at det nok var en dusørjæger som han skulle afhøre, nok ikke lige den bedste kombi, når nu at Johnny var Hybrid. Han sank en lille klump, imens han læste om sagen. Betjenten sagde at vedkommende sad inde i et lukket afhørings rum, men de ville stå lige udenfor, hvis der var brug for dem, hvis der altså skete noget. Johnny nikkede bare lidt, men regnede med at han sagtens selv kunne klare det, han var jo ikke svag på nogen måde.

Betjenten stoppede ham dog op midt i det hele, for at sikre sig på de forskellige ting. Han måtte ikke røre ved den mistænkte, i frygt for at hun måske angreb ham, men Johnny rystede bare på sine tanker inde i sit hoved. Kunne betjenten ikke se på ham at hans bygning ikke ligefrem var en pind? Og hun havde jo ikke nogen vågen på sig mere, hun var blevet bippet efter, inden hun kom ind i rummet. De havde holdt hende på stationen i næsten 1 uge, før de havde kunnet finde en advokat. Betjenten rakte derefter Johnny en pose med de pistoler som vedkommende havde brugt på at skyde efter den anden. Det kom ikke bag på Johnny at der ikke var nogen der havde troet på hende, når hun snakkede om at hun var blevet bidt af en vampyr. Johnny tog imod posen og begyndte at gå igen. Han lukkede mappen sammen og tog den ind under armen, han stoppede dog lidt efter op igen, da de var ankommet til afhøringsrummet. Betjenten klappede Johnny kort på skulderen og ønskede ham held og lykke, og mindede ham om igen at de stod lige udenfor, hvis der var noget. Johnny nikkede og gav et lille smil fra sig, inden han åbnede døren og trådte indenfor til den mistænkte. Han blev lidt overrasket over duften af elver som steg op af hende. Han kløede sig kort på næsen og betragtede hende lidt, inden han ville sætte sig. Mørkt langt hår og et bestemt ansigt, det lignede ikke at hun kunne lide at være her. En elver som havde jagtet en anden, han kunne ikke lade være med at finde det lidt sejt. Dog satte han sig derefter ned og lagde mappen på bordet, men han lagde ikke posen med bevis materiale op endnu. Først ville han lige høre, hvad hun havde at sige til sit forsvar først, selvom han godt kendte sagen.

Mørket havde sænket sig over afhøringslokalet, og skygger legede i hver en krog. Lampen der hang fra loftet blinkede svagt, og lyset flakkede ustabilt, så det virkede som om den ville gå ud hvert sekund. De steder som lyset lige akkurat nåede var kun svagt belyst, og stedet virkede mest af alt som en dyster celle - Blot med tykkere vægge.

Bordet der stod i midten var lige under den flimrende lampe, og der stod to stole ved bordet, på hver sin side. Advokat og fange. Lyset flammede op og blev opretholdt, så en kvinde på den ene af stolene nu pludseligt blev synliggjort i skæret. Hendes skarpe, mørke øjne borede sig ind i væggen over for hende, og armene lagt stramt over kors.

Hendes bløde, mørke hår blafrede let i den sagte vind fra en ventilator et eller andet sted i rummet, men det var også det eneste på hendes stive krop der bevægede sig. Læderet der omsluttede hendes ben sad fuldstændigt tæt, og gav en ulidelig varme så man skulle tro hun var ved at dø af hedeslag.

Det samme gjorde læderjakken der var krænget over hendes skuldre, og kun hendes sorte, kropstætte top så lettere normal ud. Hendes ansigt virkede bestemt, men alligevel blødt på en måde som ikke kunne passe ind med stedet, eller det faktum at hun var mistænkt for en rimelig voldsom forbrydelse.

Hendes lange ben var blevet skubbet op over kors, og hendes fod vippede utålmodigt op og ned, som ventede hun på noget bestemt, der efter hendes mening var alt for langsom. Så da døren gik op fløj hendes blik med det samme op til væsnet der trådte ind, og fulgte det tæt da det gik hen over gulvet og satte sig ned.

Hendes blik hvilede kort på ham, inden hendes læber skiltes, og ord kom ud.

"What did they tell you?"

Det var nu hun skulle fortælle ham hendes synspunkt på sagen, fortælle ham at hun var uskyldig og alt det andet som man plejede at gøre som mistænkt. Men plejede var og havde altid været død for hende. Hendes blik var fæstnet til ham mens hun ventede på svar på sit spørgsmål. Kun hendes øjne havde bevæget sig en milimeter siden han kom ind.

Johnny kunne ikke lade være med at smile, da hun spurgte ham, hvad de havde fortalt ham. Han lagde sine arme på bordet og åbnede mappen med den ene hånd, hans blik sprang fra hende og til mappen et par gange. Så lænede han sig tilbage i stolen og fugtede sin læbe lidt. Hans halvlange hår hang til den ene side, men det var langt fra slikhår, han gad bare ikke være karseklippet. Han kunne mærke varmen fra rummet, og han løsnede sit slips lidt, som holdte hans hvide skjorte pænt på plads, øverst oppe. "De fortæller mig at du blev arresteret for at skyde efter en kvinde, betjenten sagde til mig at du prøvede at myrde hende. Fordi at hun bed dig? De fortalte at du snakkede i gåder omkring at kvinden du jagtede var vampyr" sagde han og lænede hovedet lidt på skrå. Han viste godt at det lå til nogens natur at jagte andre væsner, selvom de selv var et. Men det anede politiet jo intet om, så de tog det jo som en forbrydelse, hvor blandt væsner at det var normalt.

Derefter lagde han posen op på bordet, hvori der var det våben, som hun havde brugt til at skyde med. Han lænede sig lidt frem, mest fordi at hun ikke skulle tage våbnet. Selvom at han ikke så hende som noget farligt lige nu, for hun så ret rolig ud, men hun var lidt stram i betrækket. "Hvor store tror du dine chancer er for at komme ud af det her?" spurgte han og smilte lidt. Der var ikke rigtig noget at smile over, men det var nok fordi at han aldrig havde set en dusørjæger blive taget af politiet. Men han var her selvf for at hjælpe hende ud. Men den kvinde som hun havde skudt efter, var ikke til stede, så der var ikke nogen synsvinkel fra hende. Det var selvf lidt et problem, fordi så kunne det godt være lidt sværere at frigøre hende. Men han skulle nok gøre sit bedste. Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende igen, hun var faktisk ret smuk. Men det måtte han ikke fokuserer på, imens han afhørte hende, så han rystede lidt på hovedet og koncentrerede sig om sagen.

Eves mørke blik var fæstnet til ham, imens han fortalte hvad de havde fortalt ham. Først da han var helt færdigt, syntes hun at tillade sig selv at reagere på det. Hun hævede vantro et øjenbryn, og rystede irriteret på hovedet. Handskerne der sad stramt om hendes fingre som altid, blev lagt op på bordet, samtidig med at hun rettede sig op, og lænede sig nærmere bordet.

"Who are you!? You don't seem shocked at all, over that crazy explanation."

Hendes stemme var lav, men alligevel var der den skarpe undertone hun syntes at nægte at give slip på. Hun ventede ikke på hans svar, men fortsatte derefter med snak, blot med et mere normalt toneleje, og et lettere dovent smil på de rødmalede læber. Hendes hår gled ned af hendes skulder, og ved siden af hendes ansigt.

"Everything that is written in there is a lie. Vampires do not exist and therefore it would be very unnatural if this one of them had attacked me. I never said that. What actually happened was: She attacked me with the gun. She shot at me and hitted my throat, where there was a wound. Not a big one, but it was there. However, it is almost healed now. I got hold of the gun before she succeded to kill me, and had turned it around. My fingerprints are not on the gun because I always wear gloves. Afterwards I managed to hit her in her arms, and some other places. Then a policeman came and arrested me. I shot in selfdefense."

Det meste af hvad hun netop havde fortalt var på sin vis sandt nok. Hun havde skudt i selvforsvar, og hun havde haft et sår på halsen. Hun havde skudt vampyren i armene og lignende steder, og hun har blevet angrebet først. Det var ikke helt løgn, selvom historien nu var mere menneskevenlig.

Dog var det løgn at hun ikke havde fortalt en betjent om vampyren. Betjenten der arresterede hende havde vidst det var en vampyr, og derfor havde hun selvfølgeligt også forklaret hvad der virkeligt skete. Men havde han fortalt det videre? Eller havde der været en lydoptager i bilen, som andre senere havde fundet og aflyttet?

Da han hev pistolen frem klistrede hendes blik til det, men en blanding af overraskelse og forvirring. Lod de hende komme i nærheden af en pistol? Enten stolede de på hende, eller også var de virkeligt dumdristige. Ikke fordi hun gjorde mine til at række ud efter den, men at lade den skydegale psykopat de troede hun var, lade hende få fingre i en pistol var ikke smart.

"That depends on you. Are you good? And why the hell do you let me sit next to a pistol? Don't you think i'm a crazy bitch, who's going to shoot you in two seconds? Anyone thinks i'm a psycho anyway."

I de to første sætninger var det seriøsitet der havde overtaget hendes stemme. Ved den næste var det en sukkersød blanding af ironi og irritation, og de sidste var så fulde af ironi og sarkasme at det næsten kunne skæres direkte ud af sætningen. Hendes mørke øjne himlede drastisk, hvorefter hun igen rettede blikket imod ham.

["What's your name? I can't keep calling you 'The Lawyer'."

Johnny fugtede sine læber lidt, imens han hørte på hvad hun havde at fortælle ham. Han løftede sit ene øjenbryn lidt nogle gange, men det var nok mest på grund af hendes eget synspunk på sagen. Han kunne dog ikke lade være med at smile lidt, hvor han derefter lagde sine arme op på bordet, og folede hans hænder sammen, ligesom man tit så på film, når seriøse advokater, skulle snakkede med deres vidne. Han lagde hovedet lidt på skrå, nok mest for at se ud som om han tænkte over de ting hun spurgte ham om, men rystede så en anelse på hovedet. Men han kunne godt lide at hun regnede med at han ikke troede på at hendes fortælling om at vampyrer ikke eksisterede. "Hmm.. jeg synes ikke den er skør, som advokat ser og hører jeg nogle gange lidt af hvert. Men jeg har også selv personlig erfaring med disse skøre omstændigheder" sagde han og smilte lidt igen, han viste jo godt at der fandtes væsner, for han var jo også selv halv dæmon. Han tænkte dog, at han nok hellere måtte reagere på hendes syn på sagen.

"Hmm.. Din hukommelse er frisk må man sige, når man tænker over at du ikke kom herind i går. Men nu til sagen.. Den betjent som arresterede dig, sagde at du fortalte ham om vampyrer. Det står der i hvert fald i dokumenterne, men at de så tror på dig.. selvf gør de ikke det. De er jo blot mennesker.." sagde han og holdte en kort pause, men fortsatte så. "Pointen er, at det bliver lidt svært at overbevise dem om at det var selvforsvar, fordi for det første så står det ikke i dokumentet og vi kan ikke få bekræftet din historie, fordi at den kvinde du skød på er her ikke" fortalte han og sad stadig med armene på bordet og hænderne folet, imens han talte til hende. Dog kiggede han lidt overrasket på hende bagefter og gav pistolen i posen et hurtigt blik, hvorefter at han lænede sig tilbage og rystede lidt på hovedet. "Næh, ikke rigtig. Jeg regner ikke med at du skyder mig, og hvis du gør så går det nok, alle har deres egen måde at overleve på. Sikkert også derfor at du skød i selvforsvar, for at overleve. Og jeg synes ikke du er skør, det er ikke noget man kan se på dig i hvert fald.. og ja, jeg synes selv at jeg er god" sagde han og smilte svagt til hende. Nok mest, for ikke at sidde og ligne at han var sur. Men han kunne heller ikke sidde og smile hele tiden, godt nok var der videokamera herinde, men de kunne heldigvis ikke høre hvad de sagde, de kunne kun se dem. Så tekniske var de heller ikke her.

Han kunne dog ikke lade være med at smile lidt over at hun gerne ville vide hans navn, men det var vel okay, når de skulle arbejde sammen i et stykke tid. "Mit navn er Johnny Nayer.. Jeg ville gerne give dig hånden, men jeg har fået strenge ordrer på ikke at røre dig" beklagede han og smilte stadig.

Da Johnny lagde sine arme på bordet, og foldede hænderne var det tydeligt at Eve prøvede at holde et muntert smil tilbage, men til sidst gav op og lod et lille latterfnis undslippe sine rødmalede, let adskilte læber. Hendes mørke blik gled over i den anden ene af rummet da hun febrilsk prøvede at skjule sin munterhed, men forgæves.

"Oh now you're serious. You made the lawyer-trick with your arms!"

Hendes stemme osede af indestænkt latter, og den ellers så irriterede snert der havde været skjult i hendes stemme ved de tidligere sætninger var forsvundet. Hun fik presset smilet tilbage ind i kroppen, og fik igen et mere eller mindre seriøst ansigtsudtryk, så hun kunne høre på ordene der var kommet ud af hans mund.

"Personal experience you say? What do you mean?"

Hendes øjenbryn fløj i vejret, men den seriøsitet og stålfaste irritation der tidligere havde domineret hendes stemme og ansigt var nu krakeleret, og der var strejf af en lettere munterhed. Hendes mørke hår blafrede fortsat i den stille ventilation, og hendes mørke øjne plirrede af undertrykt morskab.

"My memory is good. But no, they won't believe me. But it's your job to find out how to save my ass, right?"

Hun tøvede og kneb så de mørke øjne sammen, med et mistænksomt lys skinnende ud af øjnene som en lygte, og hovedet vippet let til siden, imens hun betragtede ham årvågent.

"And what do you mean with: They are only humans?"

Hun skubbede hans ord til side, og koncentrerede istedet om den næste sætning han fremførte for hende. Hans navn. Hun nikkede umærkeligt ved præsentationen, og hendes smil prøvede endnu engang at kæmpe sig frem ved den næste, beklagelige sætning han sagde, om hans odrer.

"You probably already know my name: Everine Tranes. And I'm sure you wouldn't like it, if you touched me. Believe me."