Søgen - Johnny

Tid: 15:00
Sted: Markedspladsen
Omgivelser: Utrolig mange mennesker
Vejr: Varmt.
Dato: 23/5-12

Det vrimlede med mennesker på markedspladsen, som det så ofte gjorde. Der var en god stemning, hvilket nok skyldtes det gode dejlige vejr, hvor end ikke en enkelt sky var at se på himmelen. Selv de tykke mænd med de store svedpletter under armene, så ud til at nyde det varme vejr, på trods af deres ivrige hiven efter vejret, som kunne de besvime hvert øjeblik det skulle være.

Malou var dog ikke synderlig glad, og at høre de glades menneskers latter og den muntre summen af snak, hjalp langtfra på hendes humør. Det frembragte ligefrem en trang til at bide halsen over på dem allesammen, tygge deres lig i tusinder af stykker og grave deres lemmer dybt ned i skovens mørke, klamme dyb. Hvorfor skulle de også være så glade, når hun overhovedet ikke kunne finde sin egen glæde frem?! Med langsomme skridt gik Malou ned af markedspladsen, mens hun sørgede for at skule det bedste hun kunne, til de glade mennesker. Hun havde brune bukser på, og en lysebrun løs trøje på, som ofte var det Malou havde på. I hånden havde hun sin trofaste vandrestav, som hun havde med sig overalt.
Hun var begyndt at tvivle på, om markedspladsen nu var det bedste sted, at fordrive sin tid. *Jeg må til at få mig en hobby* tænkte hun bittert, idet hun kort kastede blikket på en bod, med en masse utrolig grimme smykker. Hun havde simpelthen ikke nok at lave i sin fritid. Efter Malou havde siddet i sin legjlighed et godt stykke tid, havde hun besluttet sig for, at tage ud for at opleve noget spændende, eller blot at købe nogle interessante ting på markedspladsen. Hun kunne dog konstateret, at når humøret i forvejen var dårligt, var det utrolig svært, at finde det sjove i noget som helst. Det var også som om, at ejerne af boderne netop ville bruge denne dag, på at sælge alle deres grimme og uduelige ting, fremfor de flotte og interssant ting, som der normalt plejede at være.
Med et lille opgivende suk, satte hun sig på en bænk og betragtede menneskemængden.

Det var en dejligt dag, det syntes Johnny da i hvert fald. Han havde i lang tid ikke følt sig særlig tilfreds eller særlig glad, så han ville bare gerne nyde dagen og forhåbentlig også smitte andre, så de blev i ligeså godt humør. Han traskede ned af Deepshell's gader og havde ikke rigtig nogen steder at gå hen, men han havde heller ikke rigtig lyst til at stoppe, for at gå ind et sted, han ville bare gerne være udenfor, så han også kunne nyde vejret. Han vendte sit blik lidt rundt omkring imens hans fødder første ham over gadens asfalt. Hans halvlange hår svævede lidt i vinden og indimellem kom hans ene hånd op og roede i det. Bare for at være sikker på at det ikke selv bestemte hvordan det sad. Der var ikke noget smil på hans læber, men nu kunne man jo heller ikke rende rundt og smile hele tiden, selvom man var i godt humør. Dog blev hans opmærksomhed opslugt af en høj støj som kom lidt længere henne og da han rundede hjørnet, fik han øje på et stort marked. Han blev lidt overrasket, nu havde han jo heller ikke rigtig været i denne her by så meget, for han kendte ikke nogen her.

Men han trak lidt på den ene skulder og tænkte at der ikke kunne være noget galt i at tage et hurtigt kig, inden han skulle videre igen. Imens han gik ned gennem marked, var der mange der kom hen til ham, fordi de fleste sælgere troede at folk var dumme nok til at købe alle deres ubrugelige ting. Der var ikke særlig mange pæne ting at kigge på i dag, han havde ellers hørt at marked skulle være rigtig flot, men i dag var det ikke særlig overbevisende. Dog tog noget andet hans opmærksomhed lidt efter. Han fik øje på en kvinde, hun var vel ligeså gammel som han var. Som sad helt alene på en bænk, og hun så ikke for glad ud. Han lagde hovedet lidt på skrå og lod sin hånd køre gennem sit hår. Han havde en sort læderjakke på, en hvid stram T-shirt, så man rigtig kunne se hvor veltrænet han var og et par grå jeans, han var ikke så glad for farver, så derfor gik han sjældent i det. Han bed sig lidt i læben, men da han ikke var specielt genert, gik han bare over imod hende, som om han kendte hende. Da han kom lidt tættere på, kunne han dufte at hun var varulv, det gjorde ham dog ikke så meget. Men han viste ikke hvordan hun mon ville reagere på at han var Hybrid. Han stoppede nogle meter fra hende og tog sine hænder i lommen. "Brug for noget selvskab lille mus? Dit humør ser ikke ud til at være på toppen i dag" sagde han roligt og mente ikke på nogen måde at gøre nar af hende, når han sagde "lille mus". Det var bare noget han gjorde nogle gange.

Hun havde lagt vandrestaven på jorden, dog så hun nemt kunne række ud efter den. Et stikkende blik, fik hende til at dreje hovedet, hvor en lille pige stod med en softice der langsomt var begyndt at smelte ned af hendes hånd. Pigen stod og stirrede på Malou, som børn nu evnede at gøre rigtig godt. Det sure blik som Malou sendte tilbage, fik pigen til at sætte i løb, hen til sin mor. Malou slog blikket ned og betragtede sine hænder, der lå i hendes skød. Det hændte, at hun ikke var så fjendtlig mod fremmede, men derimod munter og kærlig. Dette var bare ikke en af disse dage. Det havde det ikke været i utrolig lang tid, og det var begyndt at frustrere Malou, at det var blevet så svært for hende, at finde glæden ved ting. Et eller andet sted vidste hun i virkeligheden godt, hvad det var, der var galt, men havde svært ved at erkende det for sig selv. Det var ikke meget kontakt, hun havde med andre og det hun så endelig havde, var når hun jagtede et rædselslagent menneske gennem skoven. Hun var i bund og grund, nok begyndt at føle sig en smule ensom.
Igen fornemmede hun, at et blik hvilede på hende og det sure vrede blik gled straks over hendes ansigt, idet hun kiggede op. Dog blev hendes ansigt udtryksløst igen, da hun opdagede at det denne gang, ikke var en uskyldig lille pige. Derimod var det en ung veltrænet mand, som så ud til, at være på vej over til hende. Hun kastede hurtigt et blik bag sig, i tilfælde af at det var nogen bagved hende, som han var på vej over til. Dette var dog ikke tilfældet. Efterhånden som han kunne nærmere, fornemmede hun, at han ikke var et menneske. Hvad han så var, var hun ikke klar over. Det kunne være lige godt det samme, da hun alligevel ikke havde særlig meget erfaring med andre væsner end varulve.
Hun betragtede ham undersøgende, med et lille mistænksomt blik, men kunne dog ikke skjule et lille smil, da han kom med sin kommentar. Mon ikke hun havde med en munter lille charmetrold at gøre, som sikkert var af den type, som ingen kunne hade. Der var dog ikke det, som Malou ikke kunne hade. I hvert fald ikke i den bitre periode, som hun var inde i nu.
"Og du mener, at du har evnen til at lave om på dette?" spurgte hun spydigt den skarpe obsevant og hævede spørgende et øjenbryn. Et lille smil hvilede dog i mundvigen, men dette gjorde hun alt for at skjule. Hendes nysgerrighed var allerede blevet vakt, idet hun var interesseret i at finde ud af, hvad den unge mand var for et væsen.

Johnny stod og betragtede denne unge varulv og gav hende diskret elevator blikket. En ren vane hos drenge, de skulle altid lige tjekke udseendet ud, inden de lærte personen indeni at kende til sidst. Johnny havde lagt mærke til at de fleste kvinder, som prøvede at score ham ikke var noget værd, det var som regel altid dem som man selv opsøgte der var noget værd, fordi de havde ikke prøvet noget før, fordi de ikke var så desperate eller ivrige efter at få et en gangs knald. Johnny kunne dog ikke lade være med at smile lidt, da han hørte hvad kvinden svarede ham, han trak lidt på den ene skulder og lod sig dumpe ned ved siden af hende på bænken. Han spurgte ikke om lov, Johnny gjorde som regel bare de ting han havde lyst til, men selvf så viste han godt at der var en grænse hos alle, det var der også hos ham. Han lod sit blik kort løbe rundt på det er pladsen, som han kunne se, inden han kiggede på kvinden igen og gav et charmerende skævt smil fra sig og kørte sin hånd halvt gennem sit hår. "Måske.. Hvis du giver mig lov, altså" sagde han, mest for at drille hende lidt. Han ville gerne gøre hendes humør bedre. Ingen fortjente at sidde og være triste helt alene, alle fortjente at have en, som de i det mindste kunne dele det med. Men nu var Johnny ikke lige den bedste til at trøste. Så derfor fandt han det lidt mere nemt, at han i det mindste kunne prøve at gøre hendes humør bedre. Han fugtede sin underlæbe med sin tunge, inden han kort bed i den. Han kløede sig lidt på kinden og betragtede nøje hendes ansigt. Det var markant, men stadig ret kvindeligt og smukt. Han synes de fleste kvinder var smukke, men nogle gange fandt man bare nogle som skilte sig lidt mere ud end andre, og den glæde, ville han da ikke gå udenom. Men nu var han ikke ude på at score hende. Han var ikke kun en scorekald, han var mere end bare det. Det var dog sjældent at nogle gad se så dybt.

Malou studerede ham endnu engang, nu hvor hun havde ham helt på nært hold. Med et lille ærgerligt rynk på næsen, måtte hun erkende, at manden som nu sad ved siden af hende, var af en meget velskabt skabning. Der var ikke rigtig noget dårligt, hun kunne sætte på ham, i hvert fald ikke udseendsmæssigt. Hans krop var tydeligvis perfekt veltrænet, af hvad hun kunne ane bag den hvide trøje, håret sad også godt og læderjakken passede perfekt. *men du er sikkert en alt for naiv blødsøden knægt* tænkte hun bittert, idet hun af en eller anden grund havde behov for at finde et eller andet dårligt om ham.
"Min unge herre," begyndte hun, med en anelse sarkasme i stemmen. "Du har hermed fået min tilladelse, til at gøre mig i bedre humør." Hun sendte ham et surt blik, som dog ikke var ægte, men derimod blot et blik for at understrege hvor svær denne opgave ville blive. "Du har.. lad mig se," hun løftede hånden og kastede blikket på sit ikke eksisterende armbåndsur. Derimod var der et par farveløse armbånd. "Du har 5 min.. Og din tid starter," hun holdte en lille kunstpause, kiggede undersøgende på ham ud af øjenkrogen og forsatte: "Nu." idet hun plantede et surt blik og lagde sine arme over kors. Dette ville blive en let sag, mente Malou, idet at intet havde fået hende til at bryde den mutte maske i meget lang tid. Hun kunne ikke se, hvorfor det skulle lykkedes for denne spasmager. Han var jo blot en mand med selvtilliden i orden.. Var i hvert fald hendes opfattelse af ham nu. Med en lille afventende trommen med sine fingre, hvilede hun blikket på den forbipasserende menneskemængde, som stadig var i utrolig forfærdelig godt humør.

Johnny kunne ikke lade være med at grine lidt, selvom hun virkede sur, så så hun ikke sådan ud. Den måde hun snakkede på bekræftede det heller ikke rigtig meget. Måske var hemmeligheden bare at hun trængte til noget selvskab? Det gjorde han nu også selv, selvom han var i så godt humør som han var i dag. Nok også mest fordi at alt hans vrede, var kommet ud i løbet af ugen. Det var problemet ved at være Hybrid, man skulle altid forberede sig på det næste udbrud og han var så mange for at han en dag ville skade en som betød noget for ham. Selvf kom hans mor i hans tanker, men han håbede at der snart også ville være en anden i hans tanker end kun hende, det savnede han dog meget. Han så lidt udfordrende på hende, da hun sagde "nu" til at han kunne begynde at gøre hende i bedre humør. Men derefter kom et skævt smil op på hans læber og han kørte sin hånd gennem håret endnu engang. Han lænede sig lidt tættere på hende og lagde hovedet på skrå. "Hmm.. Jeg er sikker på at du inderst inde ikke gider sidde og være sur. Jeg er sikker på at du bare trænger til lidt selvskab" sagde han og trak lidt på den ene skulder. "Så svært er det heller ikke at smile, du skal bare bevæge din mund lidt" drillede han harmløst og tog sine fingre op til sin mund og løftede lidt op i sin mund, så han fik et smil på læberne, takket være sine fingre, han så yderst dum ud, men det tog han sig ikke af. Han tog dem derefter væk igen og grinte lidt. "Se selv, sværrer er det ikke" sagde han med et skævt smil på læberne og kløede sig lidt i nakken. "Hmm.. Måske kan jeg få dig til at smile, hvis jeg giver dig et komplimant.." sagde han og smilte lidt igen. Han lænede sig tilbage igen, så de ikke sad så tæt mere og så kort op i luften, han skulle lige finde på en god en. "Du er den kønneste på hele marked" sagde han og han løj ikke engang. Han havde ikke rigtig set nogle i dag, hvor han tænkte "wow", så det var rigtigt nok.

Hun skulede lidt til ham, idet han bevægede sig tættere på. Dog sænkede hun blikket ned på sit skød igen, idet hun måtte erkende, at det han sagde var rigtigt. Selvfølgelig havde hun inderst inde ikke lyst til at være sur, og det var måske også bare selskab hun trængte til. Denne erkendelse gjorde hende ikke just glad, da det var et stort nederlag for hende, at finde ud af, at hun var afhængige af andre mennesker. Det skulende forvandlede sig til et mere trist blik, og et lydløst suk. Hun havde altid klaret det bedst alene, hvor hun var ene om, at bestemme over sit liv. Et liv, hvor hun ikke behøvede at bekymre sig eller at tage hensyn til andre. Ikke noget med at tage sig af en anden og skulle blive sat ind i, hvad denne følte og tænkte. Det egoistiske liv passede hende godt, men åbenbart ikke godt nok. Hun blev ikke glad af det liv mere.
Hun kiggede op på hans utrolig grimme smil, som var tvunget op af hans fingre og kæmpede alt hvad hun kunne imod det smil, som var på vej til at dukke op på hendes læber. Han så jo virkelig dum ud. Det lykkedes hende at holde det tilbage, men kneb så mistænksomt øjnene sammen, da han nu havde tænkt sig at give hende et kompliment. Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun havde det med komplimenter, men det var helt sikkert ikke nogen, som hun fik mange af. Til sin overraskelse følte hun dog en let kildren i maven af glæde og trak omsider på smilebåndet.
"Sikke et billigt trick," udbrød hun efterfulgt af et lille grin og slog straks hånden foran munden, for at skjule smilet, som vil afgøre, om hans mission var fuldført. *Der er jo ikke engang gået 2 min.* tænkte Malou med en lille rysten på hovedet. Det havde hun troet, hun kunne gøre bedre. Hvordan kunne hun dog også tillade sig, at smile til det simple kompliment?! Stadig med sin hånd foran den smilende mund, kiggede hun på den unge mand. Hun var dog sikker på, at hun var blevet afsløret, da hendes blik smilte ligeså meget som munden.

Til sin overraskelse begyndte hun både at smile og grine over hans lille kompliment, han havde slet ikke regnet med at det ville have sådan en stor effekt på hende. Nok mest fordi at han havde holdt lidt igen, mest for ikke at lyde som om at han prøvede at score hende. For det var mest ude i byen at han gav komplimenter, men på en måde var han vel også i byen? Han trak diskret lidt på den ene skulder, imens han sad lidt i sine egne tanker. Men kom så tilbage til den virkelige verden, da han hørte hvad hun sagde og kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv, men mest af alt sad han bare og smilte lidt større end han plejede. Han var glad for at han havde kunnet få hende til at smile, så fik man det også lidt bedre med sig selv. "Men jeg fik dig da til at smile og endda også til at grine. Det er jo en helt bonus i sig selv. Fik du det ikke også lidt bedre?" spurgte han forsigtigt og løftede det ene øjenbryn lidt. Han fik det altid selv meget bedre, når han blev i godt humør, ingen havde det jo særlig godt, når de var triste. Han strakte sig lidt og lagde hovedet lidt på skrå, imens han igen igen tog sig selv i at betragte denne unge kvinde varulv foran sig. Han havde forestillet sig dem lidt mere fjendtlige, men det gjorde ham nu ikke så meget. Han rakte i stedet sin hånd roligt hen til hende og smilte skævt, "mit navn er Johnny Nayer" præsenterede han sig og ventede tålmodigt på at hun skulle tage imod hans hånd. De fleste kunne godt blive lidt bange for hans størrelse af bygning, de fleste troede at han ville kvase dem, hvis man skulle give hånd med ham. Men han kunne sagtens styre sin styrke. Måske var det også derfor at han tit ikke havde andet end sin mor og sit arbejde + alt sit drikkeri med vennerne. Fordi folk godt kunne blive bange for ham. Tanken gjorde ham lidt trist, men han viste det ikke, imens han sag der foran den unge varulv.

Hun fjernede hurtigt hånden for munden, hvor smilet var blevet en smule udfordrende. "Hey hey, nu ikke for kæphøj. Nok har du fået mig til at smile, men det forvandler jo ikke ligefrem mit liv til et paradis, gør det vel?" Hun kiggede spydigt på ham, med sit lille udfordrende smil. Det var nu mere en dårlig vane hun havde, end det var mod ham personligt. Malou nød at provokere folk og udfordre skæbnen. At håne folk, til de tilsidst ikke kunne holde sig i skinnet. Hun nød, at se folk vride sig, knytte sine næver i vrede, mens de sammentidig prøvede at skjule det. En dårlig vane, som nok også var grunden til, at hun ikke havde nogle nære venner. Denne dårlige vane kom især frem, når hun var i godt humør og dette, takket være ham, var hun jo lige blevet. På grund af hendes egen styrke, var hun ikke synderlig bekymret for hans, på trods af hans veltrænede krop. Hun ville dog først blive bekymret, hvis han viste sig at være en dæmon. Efter hvad hun havde hørt, skulle de have en utrolig styrke.
Hun kiggede skeptisk på den fremstrakte hånd, men klemte den så hårdt og godt. "Johnny Nayer," gentog hun, og smagte lidt på navnet. "Du er en rigtig charmetrold, var Johnny?" hun smilte og kiggede med et fast blik på ham. Hun slap hans hånd og undlod at sige sit eget navn. Af en eller anden grund, kunne hun ikke fortælle sit navn, til folk hun ikke stolede på. Det var for personligt for hende, som fik man alt afvide om hende, blot ved at høre hendes navn.
"Du kan kalde mig hvad du vil," sagde hun derfor kort og lod et studerende blik glide over ham, idet hun afventede hans reaktion på dette. Hendes kropssprog var afslappet og langtfra fjendtligt, på trods af hendes provokerende tone.

Johnny kunne ikke lade være med at smile lidt over det hun sagde, men kiggede bare lidt udfordrende tilbage, da hun også gjorde. "Man kan vel have lov til at håbe" sagde han og trak lidt på den ene skulder, imens han stadig smilte lidt. Han fjernede sit blik væk fra hende, efter et stykke tid og strakte sig igen, så hans muskler spændte i hele kroppen og kom lidt tydeligere frem. Han havde ikke noget imod at være så stor som han nu var, han blev sjældent overfaldt af røvere på gaden, som ville have hans penge, så det var en bonus. Men hos kærlighedslivet var det måske ikke så stor en bonus. Selvom nogle kvinder fandt det frækt når mænd havde mange muskler, men det var så også de værste kvinder man kunne møde, synes Johnny. Han tog dog blikket tilbage på hende, da hun gentog hans navn og smilte lidt over det. Hans navn var ret nemt at huske, det var ikke særlig langt og Johnny var et ret almindeligt navn for drenge, men de fleste blev kaldt John, men det gad Johnny altså ikke. Han synes det lød lidt for nørdet alligevel. Men grinte så lidt af det næste hun sagde, men han grinte ikke voldsomt, hans grin var faktisk ret roligt, når man tænkte på hans størrelse. Han rystede dog lidt efter på hovedet og rodede sig lidt i håret. "Det vil jeg nu ikke sige, fordi så meget held har jeg dog heller ikke hos kvinder. Jeg synes bare at alle kvinder fortjener et kompliment engang imellem" sagde han og blinkede kort til hende, nok mest for at drille. Han løftede dog sit ene øjenbryn lidt, da hun ikke sagde sit navn, men lagde heller ikke mere i det end at kigge på hende. Derefter nikkede han lidt og kiggede drillende på hende. "Så kalder jeg dig bare lille mus" sagde han og begyndte at grine lidt igen over det han havde sagt. Hun var jo selv lidt ude om det, men han synes det var okay at hun ikke sagde sit navn endnu, det kom nok på et tidspunkt.

Hun smilte til ham, men lod hurtigt smilet forsvinde igen, idet hun kastede blikket ud på den livlige masse af mennesker. Hun måtte erkende, at Johnny nok ikke var person som lod sig provokere let. Hun vidste ikke, om hun skulle være ærgerlig over dette, eller bare for en gang skyld være glad for, at der var en, der kunne holde ud at være sammen med hende, uden at have en uimodståelig trang til at give hende nogle slag.
"Du har lov til at håbe, alt det du vil," mumlede hun knap hørligt, inden hun igen betragtede ham med et studerende blik. Malou var lidt af en grønskoling, når det galt andre væsner. Det havde ikke rigtig interesseret hende, indtil for nyligt. Derfor havde hun absolut ingen idé om, hvad han kunne være for en race. Eftersom at denne Johnny var så venlig, overvejede hun om dette betød, at han muligvis var en engel.
"Og kvinder elsker komplimenter," svarede hun fraværende, med hovedet en anelse på skrå. *men kvinder fortjener et kompliment* gentog hun overvejende for sig selv. Det kunne da lige ligne en engel at sige det, kunne det ikke? Hun rystede let på hovedet og rev sig løs fra sine tanker. Hun var ikke engang sikker på, om engle nødvendigvis var af en venlig skabning.
"Hey lille John, jeg har et spørgsmål," begyndte hun, med en stemme der havde en klang af overlegenhed, dertil også kælenavnet. Nu havde hun jo også fået den udsøgte fornøjelse af at blive kaldt 'lille mus' af ham.. "Hvad er du?" hun hævede spørgende et øjenbryn og og plantede et knap synligt smil på sine læber. Om dette var et uhøfligt spørgsmål, var Malou ikke sikker på, og hvis det var, var hun egentlig rimelig ligeglad. "En sød artig engel?" gættede hun, med en stemme der blev en anelse hånlig. Ikke at hun syntes at engle var en dårlig race, de var såmænd bare så.. rene. Og Malou elskede modstand.

Johnny kunne ikke lade være med at smile lidt over det hun sagde. Ja, han havde vel lov til at håbe. Men nu var håb ikke lige det bedste han kendte til, han viste snart ikke hvad håb var mere. Fordi han synes tit at det lignede at folk havde mistet håbet med mange ting. Det var en skam, fordi hvor skulle vi alle så blive af en dag, hvis der ikke var noget håb? Han bed sig lidt i læben over den tanke, men kom så tilbage til virkeligheden da han hørte det næste hun sagde, at kvinder elsker komplimenter. Et svagt grin kom ud af ham, men han sagde ikke noget, nok fordi han var så opslugt af sine tanker lige nu. Men ja, han viste skam godt at kvinder elskede komplimenter, men man skulle også passe på med hvad for en sammenhæng man sagde det i, for ellers kunne kvinder sagtens vende det om til noget dårligt og det kunne godt gå hen og blive et stort problem til tider. Han havde været ude for et par gange før, at en kvinde havde givet ham en lussing, fordi de bare troede at han var en pervers stodder, når han kom til at give et kompliment i en forkert sammenhæng. Dog havde han aldrig rigtig kunnet mærke deres slag, men det var nok fordi hans smertetærskel ikke var på det lave niveau som med et menneske. Han vågnede dog op fra sine tanker igen, da han hørte at hun snakkede til ham igen. Han nikkede lidt til at hun havde et spørgsmål, dog bed han sig lidt i læben, da hun spurgte ind til hvad han var for en. Han kunne dog ikke lade være med at bryde ud i en latter, da hun spurgte om han var engel. Men ja, han var en anelse venligere end almindelige dæmoner, takket være sit menneske blod. Han rystede lidt på hovedet og smilte svagt. "Jeg kan godt være en engel, hvis det er det du foretrækker. Men ren faktisk er jeg Hybrid.. Du ved halvt menneske og halv dæmon" sagde han og kørte den ene hånd gennem sit hår og lod det falde som det nu havde lyst til, men som altid faldt det bare til den samme side, som det altid sad i.

"Nejnej, jeg fortrækker dig.." svarede hun hurtigt, men tav da det gik op for hende, at dette måske lød en smule forkert, og skyndte sig derfor at tilføje: "Jeg mener... du ved.." hun viftede afværgende med hånden, kastede kort et opgivende blik op på himlen og hvilede blikket på ham igen. Det var nu ikke noget, hun gad at bruge tid på at bortforklare. "Du er halvt menneske og halv dæmon?" gentog hun med en undren og kiggede med et undersøgende blik på ham, som søgte hun efter noget, der kunne bekræfte dette. "Hvordan dælen fungerer det så?" udbrød hun, med en nysgerrighed der pludselig var vakt til fulde. Den spydige og hånlige klang der før havde været, forsvandt således, og blev erstattet med en anelse ivrighed efter at vide mere. Hun havde glemt at vedholde sin provokerende facade, hvilket ikke skete ofte for hende. I stedet vendte hun fronten mod ham, slog benene op på bænken, hvilket medførte at hun måtte rykke en anelse væk fra ham. Alt i alt, lignede hun en lille pige, der satte sig til rette, for at høre om et utroligt spændende eventyr. Hun havde aldrig rigtig hørt om hybrider. Hun vidste, at de fandtes, men havde ingen idé om, hvordan det egentlig fungerede, når man var halvt af hver. Foruden det, vidste hun heller ikke meget om de andre racer. Så hvad det indebar at være dæmon, var hun heller ikke helt sikker på.
"Så de muskler dér," hun prikkede til hans overarm med sin pegefinger og forsatte: "er mere end de ser ud til?". Malou lød en anelse imponeret. I forvejen syntes hun, at Johnny så utrolig stærk ud, men hun gættede på, at han nok også havde fået større fysisk styrke, ved at være halvt dæmon. Med et lille kort smil, måtte Malou erkende, at Johnny nok ikke var en man skulle komme på tværs med, medmindre man ønskede adskillige brækkede lemmer. Det menneskelige i ham var sikkert hans venlige natur. Johnny virkede også som en mand, som altid var i godt humør. I hvert fald var Malous egne sure mine forduftet helt og adeles, og et vedblevende smil, var blevet plantet på hendes læber.

Johnny kunne ikke lade være med at smile lidt stort, da hun snubblede lidt over sine egne ord, fordi de lød en smule forkert. Men det tog han ikke så tungt, fordi han viste godt at hun ikke mente noget med det, det kunne hun heller ikke rigtig, fordi de havde kun kendt hinanden i hvad?.. 20 min, eller sådan noget. Han nikkede kort for at bekræfte da hun gentog det han havde sagt, omkring at han var halvt menneske og halv dæmon. Han løftede dog det ene øjenbryn, da hun spurgte ind til hvordan det kunne fungerer. "Hmm.. Det fungerer jo sådan, at min mor fik mig med en dæmon, dog har jeg aldrig kendt min far. Men det er selvf ret svært at styre nogle gange, fordi at mit menneske blod kæmper imod dæmon blodet. Så nogle gange, kommer dæmonen frem i mig, men for det meste er jeg ligeså rolig, som jeg er lige nu" forklarede han og kunne ikke lade være med at små grine, da han lagde mærke til hvordan hun sad ved siden af ham, det var faktisk en anelse sødt, det lignede at hun var gået tilbage til at være 5 år gammel, men det sagde han selvf ikke højt. Men det gjorde ham nu ikke så meget at hun lige hurtigt prikkede til hans overarm, men han smilte lidt skævt da hun lød imponeret, men hun havde intet at være imponeret over, for en gang imellem ville han gerne se en lille smule mindre ud. Han trak derefter lidt på den ene skulder og smilte stadig, "altså mine smertetærskel og min styrke ligger langt over grænsen for et menneske, så ja, de er nok mere end hvad de ser ud til" sagde han og tog sin ene hånd op og kørte den gennem sit hår igen. Hvorefter han lod hånden dumpe ned i nakken og kløede sig der. Han havde ikke noget imod at hun var nysgerrig, hellere det end at sidde i akavet tavshed og bare sidde og stirre på hinanden, indtil man fandt på noget at sige. Dog havde Johnny heller ikke regnet med at hun ville være så nysgerrig, fordi som regel kunne varulve og dæmoner heller ikke så godt, ligesom med varulve og vampyrer. Men han var glad for at det ikke havde påvirket hende, det var nok på grund af hans menneskelige side, som var fremme lige nu.

Malou nikkede lyttende og sugede alt informationen til sig. Disse informationer blev gemt et godt sted i hjernen, hvor hun ikke ville glemme dem foreløbig. Hun strøg let en tot af hendes lange hår om bag sit øre, der var røget ned foran hendes øjne.
"Du har en indre dæmon, siger du.." hun kiggede lidt overvejende på ham. "og nogengange går du.. amok, eller hvad?" spurgte hun med nysgerrighed. Et pludselig ønske om at se hans indre dæmon vældede ind over hende, som dårlige idéer så ofte gjorde med Malou. Måske var det mangel på oplevelser i Malous liv, som gjorde at disse dårlige idéer altid skulle snige sig ind i hendes tanker på de mest ubelejlige tidspunkter. På sine 23 år, havde hun gjort adskillige dumdristige ting. Det var dog først efter hun blev varulv, at de for alvor slog til. Hun følte sig i højere grad uskadelig, end da hun blot havde været et ganske normalt menneske, og dette medførte, at hun aldrig rigtig bekymrede sig for hendes egen sikkerhed. Hun havde endnu heller ikke oplevet, at det havde forvoldt særlig mange skader, og altså havde Malou endnu ikke fået sine lærestreg, for at være så utrolig ubetænksom.
"Sig mig.." begyndte hun henkastet og legede lidt med sit hår, ved at sno en tot hår rundt om sin pegefinger. Hun kunne lige forstille sig, hvordan Johnny ville kaste rundt med alle ting, råbe højt og lave uro på hele markedspladsen. Smilet på hendes læber blev en anelse lumsk, idet hendes dårlige idé udfoldede sig i hendes tanker. "Kommer dæmonen bare frem ud af det blå, eller hvordan?" hun sagde dette henkastet og med en uskyldighed man normalt aldrig så hos Malou. Hendes blik var rettet på sin finger, der forsat snoede de brune lokker rundt. Det ville være interessant at se en dæmon i aktion. Dog var Malou sikker på, at denne dæmon som Johnny havde inde i sig, var dybt begravet og langtfra villig til at komme frem.

Johnny nikkede lidt, imens hun fortsatte med at stille ham halve spørgsmål, som han ikke rigtig kunne svare på, før hun spurgte om noget nyt. Det var lidt sødt, det afslørede hende bare med at hun godt kunne lide at høre om det, fordi nysgerrigheden sprang ud af hende næsten, at det var hende der snakkede mest lige nu, var nok også et tegn på at hun var nysgerrig. Han kunne dog ikke forstå at hun var så nysgerrig omkring det med når han kunne gå amok, det var nok det eneste tidspunkt han kunne blive bange for sig selv, og normalt blev han ikke specielt bange for noget, sådan rigtig. Så da hun nærmest spurgte ind til det endnu engang, løftede han det ene øjenbryn og rettede lidt på sig selv, da han jo stadig sad i bænken, men han syntes at han var faldet lidt sammen, imens han havde siddet og snakket med den "lille mus". Han bed sig lidt i læben, nok mest for at tænke over hendes spørgsmål, fordi det var bare ikke lige sådan at svare på, fordi nogle gange lagde han ikke selv mærke til det. Han kunne sagtens nogle gange få blackouts, på grund af at hans personlighed skiftede. "Hmm.. Den kommer for det meste frem, hvis jeg ikke kan holde styr på mit temperament. Eller hvis jeg kommer til at drikke for meget, dæmoner holder jo meget af alkohol. Men de fleste gange kan jeg ikke huske at jeg har skiftet blod.. hvis man kan sige det på den måde. Så vågner jeg bare op et eller andet sted, og kan ikke huske noget fra dagen før, faktisk lidt ubehageligt" forklarede han og gav et svagt smil fra sig, inden han fjernede sit blik på hende og bed sig lidt i læben igen. Han havde tit gået og tænkt over, hvordan det endelig måtte være at være fuldblodsdæmon, men det var nok ikke noget han ville sige ja til, hvis han kunne have haft muligheden for at vælge det.

Malou lod hans forklaring blive hængende lidt i luften, mens hun tænkte tingene igennem. Hun måtte med et utilfreds rynk på næsen konkluderer, at hun nu syntes meget godt om Johnny. Derfor overvejede hun en ekstra gang, om det nu var en klog idé, at prøve at få dæmonen frem i ham. Hun forstod, at det ikke var en behagelig oplevelse, når hans "personlighed skiftede", og det ville derfor nok ikke være den bedste måde, at blive gode venner med Johnny på. Hvis hun gjorde det, vil hun med sikkerhed ikke blive populær. På den anden side, havde hun ikke i sende at ende sine dage, uden at have overværet en dæmons styrke og voldsomhed. Om det så betød, at det ligefrem var denne indstilling, som ville føre hende i graven. Så hun havde vel egentlig besluttet sig, men havde stadig svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle gribe det ad. Hun kunne ikke ligefrem spørge, om han ville med ud at drikke sig fuld, da dette sikkert ville virke forkert. Der kom et lille suk fra hende, da det gik op for hende, hvor meget hun egentlig trængte til at drikke sig i hegnet. Det var lige før, at det var et helt år siden, at hun sidst havde været fuld. Hun slog disse tanker væk og fokuserede på sin "opgave". Hun måtte altså provokerer det frem, men som sagt, var hun sikker på, at Johnny havde en stor tålmodighed.
"Det lyder ikke skægt," mumlede hun, med et tænkende udtryk. Det var ellers en af hendes stærke sider, at gå folk på nerverne, men det var som om Johnny havde fået disse evner til at gemme sig bort. "Så du aner ikke, om du har forvoldt nogen skade.." hun sagde dette en smule fraværende, eftersom hun havde tankerne et lidt andet sted. Hendes kropssprog var knap så ivrigt, men mere afslappet og tankefuldt. Hun slog benene ned igen og skævede over til ham.

Johnny kiggede stadig ikke på hende, selvom han godt viste at hendes blik lå på ham. Det var faktisk første gang i lang tid, at han sådan rigtig havde snakket med en omkring, hvordan det var at skifte personlighed og hvad for nogle konsekvenser der kom ud af det. Den person som han nok mest snakkede med det om, var jo hans mor, hun havde altid været der for ham, når han havde brug for en at støtte sig op af, for han havde jo ikke rigtig andre. Han var ikke selv meget for at indrømme det, men engang imellem kunne han da også godt græde når han synes det blev for ubehageligt ikke at kunne huske hvad der var sket. Nok også mest fordi at han frygtede den dag, hvor han måske opsøgte sin mor, når han var "forvandlet" også kom til at skade hende, han ville nok aldrig kunne tilgive sig selv, slet ikke hvis han kom til at dræbe hende. Disse tanker fløj gennem hovedet på ham og han måtte indrømme at han ikke blev særlig glad over disse tanker, han begyndte faktisk at blive lidt trist over det, men det viste han selvf ikke til hende, nu havde han lige fået hende i bedre humør, så skulle hun ikke også tænke over at han ikke var glad mere. Han rystede lidt på hovedet, da han hørte det første hun sagde, nej, det var ikke ligefrem skægt, men han måtte lære at tage det sure med det søde. Nu havde han jo også levet med det i 30 år, men det var stadig en mærkelig følelse. Det eneste der var et plus, var at han ikke blev ældre særlig hurtigt. Han bed sig lidt i læben, over det næste hun spurgte om, selvom hun lød lidt fraværende, men han kiggede stadig ikke på hende, i stedet kiggede han bare lidt ned i sit eget skød. "Nej.. Det ved jeg ikke og jeg har heller ikke lyst til at få det at vide" sagde han kort, for der var ikke rigtig nogen længere forklaring på det.

Malou kom med nogle små forstående nik, selvom hun ikke helt var i stand til at sætte sig ind i hans sted. Hun havde altid haft svært ved at føle empati. Hun gik udfra, at det nok blot kunne sammelignes med en vild aften, hvor man intet kunne huske dagen efter, og det mente hun ikke var særlig slemt, hvis man så bort fra de voldsomme tømmermænd. Med en beslutsomhed rejste hun sig op. Hun havde altid levet et egoistisk liv, og dette skulle en tilfældig fremmed mand på markedspladsen ikke lave om på. Med et lille udfordrende smil, gik hun med elegante skridt om bag bænken. Med et lille smil, klappede hun ham blidt på kinden, før hun gravede hænderne ned i hans brune perfekte hår og lod hænderne glide rolig igennem det. Dette blev hun ved med, mens hun forsigtigt rømmede sig.
"Jeg synes nu, det ville være interessant at se dæmonen i dig," sagde hun ærligt, med også med en stemme der var gennemsyret af uskyldighed. Hendes ellers så rolige bevægelse gennem håret, blev en anelse hurtigere og ville højt sandsynligt efterlade hans hår en anelse pjusket. Hvad hun egentlig var i færd med nu, var hun ikke helt klar over. Hun havde ikke ligefrem nogen plan, men improvisation var nu også hvad hun foretrak. Planer var alt for.. forudsigelige og slet ikke nær så sjove, som når tingene skete uden man forventede det. Dog forventede Malou en negativ reaktion fra Johnny, men nu var det jo også meningen, at Jonny skulle provokeres. "Den vrede ustyrlige dæmon," forsatte hun med et lumsk smil, og indsmigrende blødsøden stemme. Hun rodede stadig i hans hår, hvilket hun håbede ville bare gøre ham en anelse irriteret. Selv hadede hun, når fremmede folk hun ikke kendte, blev alt for nærgående.

Johnny løftede sit ene øjenbryn lidt, da han lagde mærke til at hun rejste sig fra bænken og gav hende et undrende blik. Gik hun? Han kunne godt forstå hvis hun gjorde, han var vel ikke så spændende lige nu, eller hvad? Dog blev han lidt mere undrende da hun gik om bag bænken og stilte sig bag ved ham, han skulle lige til at sige noget og vende sig om, da han mærkede hendes hænder i hans hår. Han stirrede overrasket ud i luften og kunne ikke rigtig finde ud af hvordan han skulle reagere. Dog kunne han ikke lide, det hun sagde, imens hun rodede ham i håret. Så lidt efter tog han forsigtigt fat om hendes hænder og fjernede dem fra hans hår, så rejste han sig og slap hendes hænder imens. De stod endelig ret tæt på hinanden, når man tænkte over at der var en bænk imellem dem. Han så lidt skeptisk ud og bed sig i læben. "Der er ikke noget interessant ved at se dæmonen inde i mig.. Overhovedet ikke!" sagde han lidt fornærmet på en måde og smilet og glæden fra hans ansigt havde forladt hans ansigt. Han lagde armene over kors og sukkede opgivende, han trak vejret tungt med næsen for at slappe af og styre sig selv i ikke at flippe ud midt på gaden, fordi der var ikke andre væsner end dem på Marked lige nu og han ville nødig få en dusørjæger efter sig, hvis han flippede ud nu. Han kørte en hånd gennem håret, for at rette det lidt, efter at hun jo havde ødelagt det med at stå og rode i det. Nogle mennesker var stoppet op kort, nok fordi at de stod som de gjorde og kiggede på dem. Måske forventede de at de måske kom op at slås. Men sådan var Johnny ikke, han slog ikke på piger og han slog også som regel kun, når han var i dæmon tilstand. Han sukkede lidt igen og bed sig i læben, "Undskyld.. Det var ikke min mening at snerre af dig, det kom bare bag på mig, det du sagde" sagde han lidt efter og smilte svagt.

Malou kiggede op på Johnny, der nu havde rejst sig op. Hun studerede hans ansigt nøje, der var forvandlet fra at være smilende og glad, til at være fornærmet. Hun studerede det, som kunne hun få øje på dæmonen, hvis hun kiggede godt efter. Kiggede på hans øjne, der ikke længere smilede og på hans læber, der ikke længere krængede op i et smil. Malou så ikke en dæmon, men derimod et surt menneske. "Hvordan kan du vide det!" sagde hun protesterende med et drillende smil. "Du har jo ikke selv oplevet dig." Hun løftede roligt hånden mod hans ansigt, hvorefter hun forsigtigt prikkede ham på næsen med sin pegefinger. Stadig en smule halvprovokerende. Det var tydeligt, at han lagde bånd på sig selv. Ved nærmere eftertanke kunne det også have fatale konsekvenser at vække vreden på markedspladsen. Men hvad kunne der ske? En smadret bænk måske.. Hun vidste det ikke, eftersom hun aldrig før havde oplevet en dæmons vrede.
"Jeg kan li' det," svarede hun, med sit fortsatte drillende smil. Og det var sandt. Hun fandt det utrolig underholdende, at se ham blive fornærmet. Mere underholdende, end hun selv havde forventet det ville være, inden hun gik i gang.
"Undskylder du altid?" forsatte hun med et skeptisk blik på ham. Blødsødne Johnny. Undskylder for sin egen adfærd, som i situationen var helt okay. Han skulle ikke sige undskyld! Slet ikke. Det var lige før, at hans undskyld, gjorde Malou en smule irriteret. Sagde han også undskyld, hvis han blev slået ned, og derefter slog igen? Undskyld til indbrudstyven, for at have tændt lyset, mens han var igang med at tømme lejligheden? Hun skjulte dog irritationen bag sit drillende smil.

Johnny kunne ikke lade være med at kigge lidt underligt på hende, hans ene øjenbryn løftede sig en smule og gav ham et lidt fortvivlet udtryk. Han var glad for at han aldrig havde oplevet sig selv, men selvom han nok ikke havde gjort nogle fortræd i denne tilstand, af hvad han viste, så havde han stadig ikke lyst til at opleve sig selv. Han have mødt dæmoner og de kunne være nogle væmmelige bæster nogle af dem. Voldtog, drak, myrdede.. Var det virkelig det, som hun gerne ville opleve? Han rystede lidt på hovedet og gnubbede sin næseryg med 2 fingre, for lige at samle sig lidt inde i sit hoved, hvorefter at han kiggede på hende igen. Men da han kiggede på hende igen, var hendes hånd overraskende tæt på ham og prikkede ham på næsen. Han lukkede kort øjnene, for ikke at blive en smule små irriteret. Ønskede hun virkelig at han skulle miste forstanden og måske skade hende? "Selvom jeg ikke har oplevet mig selv.." begyndte han og trak kort vejret, for ikke at miste besindelsen. "Så er det stadig ikke noget, jeg ønsker at se eller fremkalde" sagde han og trak kort vejret igen. Han kiggede dog forarget på hende, da hun sagde at hun kunne lide det!? Han blev næsten helt ude af sig selv, og prøvede at få det ud af sit hoved igen, det hun lige havde sagt. Dog kiggede han skeptisk tilbage på hende, da hun gav ham det samme blik og trak lidt på den ene skulder. For han viste ikke rigtig hvad han skulle svare på dette. Det gjorde han vel? Men det var vel ikke noget, som han gad opleve lidt nu. Han tog sit blik væk fra hende og knyttede sine hænder. Han gik om bag ved bænken, til der hvor hun stod og gav hende et kort blik, inden han begyndte at gå lidt ned af gaden på markeds pladsen, for at finde en gyde, lidt væk fra folk. Så stoppede han op midt i det hele og hamrede sin næve ind i muren, så der kom et ordentligt hul og en lille revne op af muren. Han havde sammenbidt tænder og trak vejret tungt, for lige at komme sig igen.

Med et overrasket blik, kiggede hun på ryggen af Johnny, som var på vej væk. I få sekunder, stod hun således, før der pludselig kom bevægelse i hende, da hun ikke uden videre ville lade denne mand forsvinde bort. Hurtigt samlede hun sin vandrestav op, som hun havde lagt ved bænken, og løb hurtigt ind i den store menneskemængde, efter Johnny, som var nogle meter foran hende.

"Hey Johnny!"

råbte hun efter ham, mens folk skulede irriteret til hende ved denne råben. Hun fik da også skubbet til en del af dem, i sin kamp for at komme frem til Johnny, så hun ikke mistede ham af syne. Hun nåede dog lige nøjagtig at se Johnny, gå ind i en mindre gyde og smuttede nysgerrigt med, da hun endelig var slippet væk var det værste af menneskemængden.

"Hvad er det du..."

Hun rettede blikket op, men tav da der foran Johnny nu var et stort hul i muren. Et måbende blik gled over Malou, da hun alligevel ikke havde forestillet sig sådan en stor styrke. Med et kom hun til at tænke på, hvordan det ikke måtte føles, hvis hun istedet for muren, blev objekt for denne styrke. Altså bakkede Malou ud af sin egen lille plan. Hun ville ikke kunne hamle op med denne styrke, så hvis hun skulle se denne dæmon, var det ikke hende, der skulle tirre ham, da hun ellers sikkert ville ende som denne mur. Det måtte hun få en anden til, hvis det endelig skulle være.

"Ikke dårligt,"

var det eneste hun fik frem, idet hun betragtede Johnny, der prøvede at få styr på sig selv igen. Det alt for provokerende, havde hun lagt på hylden igen. Nu havde hun set, hvad han var istand til.

Johnny havde skam godt hørt at hun havde kaldt efter ham, imens han bare havde vendt hende ryggen og gået væk fra hende, at hun så var fulgt efter ham, kunne han ikke forstå. Fordi hun kunne vel se og mærke at han ikke havde det ligesom, da han havde sat sig ned ved siden af hende for en halv time siden og været den på marked som havde smilet allermest. Men han fik øje på hende igen, da hun fandt ham i gyden, foran dette store hul, som han var kommet til at lave i muren, på grund af sit temperament. Han var dog glad for at det ikke var hende, som han havde slået på, hvis han havde mistet sig selv i et øjeblik, så han var nu ligeglad med muren, men det ville dem, som boede i bygningen bag muren, måske ikke være. Han gled sin hånd gennem håret, da han lagde mærke til hendes måbende blik. Hvad måbede hun dog over? At han var dødsens farlig? Han rystede lidt på hovedet og fjernede blikket fra hende igen. Han var stadig lidt irriteret, men han var dog faldet til ro, no hard feelings. Dog kunne han ikke lade være med at fnyse lidt, som starten til et lille hånligt grin, da han hørte hvad hun sagde og vendte sit blik over imod hende igen. "Ikke dårligt?.." startede han og gik hen til hende. ".. Jeg kunne havde slået dig ihjel, hvis jeg ikke var gået min vej. Er du så tilfreds? Der fik du lidt at se, hvad der går og gemmer sig bag min menneskelige facade" sagde han lettere frustreret og smilte.. trist? Han lod sin hånd glide gennem sit hår igen og lod det falde som det nu havde lyst til. Han overvejede lidt og han skulle kalde det for i dag, men alligevel havde han heller ikke lyst til at være alene, efter at han lige havde slået hul i muren, hvor et hvert andet menneske, bare ville have brækket hånden i stedet for. Han sukkede lidt igen og tog sine hænder i lommen, men rettede sit blik imod hende. Så han ikke bare stod og stirrede ud i luften som om at hun ikke var der.

Malou lod sig ikke påvirke af hans udtalelser, men blev stående og betragtede ham med et smil der var knap synligt. Det var muligt, at han kunne have slået hende ihjel, hvis han var blevet, men dette var ikke sket og Malou lod sig derfor ikke true. Nu var Malou også af den opfattelse, at der skulle mere end blot en stor stærk mand, til at tage hendes kostbare liv. Denne opfattelse var nok mere kæphøj, end den var sand.

”Jeg er tilfreds,”

svarede hun, med et bekræftende nik. Hun havde måske håbet på en smule mere. Lidt flere smadrede ting og skræmte mennesker. Et enkelt såret menneske eller to. Men et hul i muren, gik vel an. Skæbnen skulle ikke udfordres mere og nu havde hun fået en lille bid af, hvad Johnny var i stand til. Mere behøvede hun ikke.

”Jeg skal nok lade være med at… provokere dig yderligere.”

Hun kom med et smil, der understøttede, at den provokerende attitude nu var gemt væk. Hun ville gøre sit bedste, og måske vise en smule venlighed, hvis det kunne lade sig gøre. Det var ikke ligefrem hendes stærke side, men det skete, at man sommetider så et glimt af det. Det var først efter hendes forvandling til en varulv, at denne venlighed var så fjern. Den var gået bort sammen med den menneskelige sympati.