Dark - Lockewood

Tid: 21:00.
Dato: 27/05 - 2012.
Vejr: Stjerneklar himmel.
Omgivelser: Skov og kun skov.
Tøj: Er par sorte Jeans, en forskellig farvet top og en varm sommer jakke.

Hun vidste ikke hvad hun lavede her, men hun var her altså, i denne mørke og skræmmende skov, hun burde endeligt ikke være her, hun burde være hjemme i sin lejlighed i Sheria og sidde foran fjersynet med en dyne over sig og popcorn og hygge med en film, de burde hun lave, men nej, hun skulle bare opdage nye steder, hvilket sikkert var en dårlig ide, men nu var det forsten, hun gik allerede mellem de tætte træer, som virkede uhyggelige og skumle, som om de var parat til at springe på en og sluge en ind i det indre mørke, det fik et gys til at løbe koldt ned af hendes ryg, hvorfor også tænke sådan nogen dyster tanker, midt i den meste uhyggelige skov man kunne finde, hun begyndet at gå en smule hurtigere for at finde en vej ud, men hun var faret vild, hun kunne ikke se nogen tegn på en udgang, kun mere skov, hun sukkede dybt og satte sig ned på et væltede træ, det gjorde også skoven mere uhyggelig med alle de væltede træer, og lod hele tiden sit blik glide rundt for at finde tegn på fare eller en udgang, så hun kunne komme væk.

Lockewood vandrede mellem træerne, lydløst og roligt. Han var ude for at lede efter træ, der kunne være mulige "kandidater" til hans kunstværker. Han bar allerede på nogle tykke kæppe, der var blevet knækket af de væltede træer. Han kunne lave dem om til små skulpturer og figurer - Skulle han lave billeder, så skulle han bruge noget a la stammen fra et tykt træ. Lockewood stoppede sin søgen, da han syntes han hørte skridt i området. Hans blik gled rundt på hans omgivelser. Der var intet at se, men han kunne dufte noget, noget der duftede vældig sødt og rent. Han havde ikke brug for at æde, det havde han gjort dagen før, så det var ikke det, der satte sig i tankerne på ham. Det var nysgerrighed. Hvad lavede mulig fodder her i skoven? Normalt kom de kun herud, hvis de var faret vild eller, hvis de ledte efter hytten. Men der kom sjældent nogen uden de var blevet inviteret til hytten. Lockewood prøvede at opsnuse, hvor personen var og fulgte som en sporhund den retning, hvor duften var stærkest. Efter et stykke tid med opsporing, stoppede han op, da han kunne se en skikkelse længere fremme. Han stillede sig i skjul bag et træ, men holdte fortsat øje med pigen, der sad der på det væltede træ.

Hendes blik farede stadig rundt i skoven for at være på jagt, hun gad ikke ædes i nat eller overraskede på nogen måde, hun havde måske mere brug for at være sammen med nogen så hun kunne føle sig tryk her i skoven, men det var nu hendes egne skyld at hun var her alene, hun kunne bare havde vært der hjemme, der hvor der var dejligt varmt og trykt. Hendes krop stivende med et, da hun kunne høre en andens tanker end hendes egene, hun var ikke alene, det gjorde hende utilpas, og endnu mere bange, end hun var før. Hun kunne ikke helt finde ud af hvilket væsen det var, men hun vidste at det ikke vare et menneske, hun kiggede skarpt rundt i skoven, men hun kunne ikke få øje på nogen, en ugle i det fjerne begyndte at tyde og det gav et chok i hende, at hun hoppede en smule, så det træ hun sad, på faldet helt ned på jorden og en gren knækkede over hende og faldet ned på hende, hun gav et skrig fra sig og kunne mærke noget varmt på underkrop og overkrop, hun blødte okay meget, hun prøvede at fjerne, grenen, men det var for tung og for stor til at hun kunne gøre det, hun vred sig i smerte men det gjorde det bare hele være, og hun gav et skrig fra sig igen.

Lockewood fulgte hele "processen" med sit blik. Den søde duft af hendes blod gjorde det klart for ham, at dette var en engel. Det var i sig selv fristende, at gå hen og bide hende, når hun var i den situation hun var i, men samtidig gjorde situationen det også mindre tiltalende. Han blev i hvert fald enig med sig selv i, at han ikke ville bide hende.. Endnu, i hvert fald. Måske kom det på et senere tidspunkt. Han var i hvert fald ikke tørstig på nuværende tidspunkt. Han følte ingen træng til at hjælpe englen, der nu var i nød og blødte. Roligt trådte han frem til sit skjul og trådte med lange, faste, men dog også rolige skridt hen imod englen. Han reagerede ikke just på hendes skrig. Hans mange års erfaring med de døde og levende havde hærdet ham i stor stil. Han stoppede ved siden af englen og bukkede sig let ind over hende, hans grønne øjne var rettet imod hendes ansigt. "Du ser ud som om, at du har brug for en hånd," lød hans rolige stemme, hvorefter han placerede kæppene på jorden ved siden af sig.

Hun prøvede at komme fri fra den pokkers gren, men det lykkes hende bare ikke, hun bed sig i læben for ikke at skrige igen, hun kiggede rundt for at finde noget, hun kunne tage fat i for at komme fri, men der var ikke noget der lå tæt nok på, hun vendte blikket op ad og kiggede ind i et bare grønne øjne, hun stivnede med et, hun havde ikke hørt ham komme overhovedet, hun gav et suk fra sig da han fjernede kæppen fra hende, hun satte sig stille op og kiggede på ham, små totter af hendes hår hang ned over hendes ansigt, men hun tog ikke noter af det " Tak " Sagde hun stille og tog sig til benet, hun havde fået en stor ridse, hun lynede sin jakke op og rev et stykke af sin trøje af og bandt det omkring ridsen, hun vendte sit blik mod ham igen, hun ville gerne vide hvordan han havde fjernet den, han var vampyr, da hun kunne læse hans tanker, andet kunne han ikke være, det var selvfølge dårligt hvis han var det, han kunne sikkert finde på at æde hende eller ikke, hun kunne jo ikke vide det, men hun håbede på det bedste.