What do you say little angel? [Åbent kaosemne]

Dato: 2 juni 2012
Tid: 17.30
Årstid: Ny-sommer
Vejr: gråt
Omgivelser: værtshusets indretning, ikke fuldt af mennesker endnu, men begyndende.
Påklædning: Jeans, sort T-shirt og læderjakke

Yaran lod blikket glide over gæsterne i værsthuset, han var endt her efter at have gået rundt i byen. han havde besluttet sig for at bruge sin tid på at undersøge hans hjems omgivelser, det kunne være nyttigt at kende byerne i fremtiden. Nu var han så her. Han lod blikket glide over personerne i baren, der var mange forskellige typer. Han kunne mærke magien glide mod sin hud, forskellige typer, også nogle hans ikke kendte, det interesserede ham. Hans egen magi bølgede over hans hud og undersøgte de nye former for magi. Han kunne mærke det ske, men hændelserne var usynlige, også for ham. Han havde efterhånden vænnet sig til at hans magi føltes levende mod hans krop. Det var begyndt efter at hans herre havde ændret hans magi, forbedret den som han sagde. Det havde gjort ham stærkere, meget stærkere, men det havde taget ham længe at lære den levende følelse at kende, og acceptere den. Magien virkede til tider levende, når han ikke beordrede den til noget.

Han gik op til baren, det virkede som at det var mere normalt at sidde der end at sidde alene ved at bord og betragte gæsterne, og det var ikke for at gøre sig bemærket at han var her nu. Han bestilte en drink han havde lært navnet på på en bar han havde været på tidligere. Han havde ikke tænkt sig at drikke den, men bare undgå opmærksomhed. Han havde sat sig i den ene side af baren og kiggede sig over skulderen for at betragte de typer der kom på dette værtshus.

Hun gik ind af døre til værsthuset, hun skældte sig ud af alle dem der var her med sit lange blonde hår og hendes blå lysende øjne, hendes tøj derimod var normalt, det var en stram sort kjole der gik hende til låerne og et bare højehæle, men ikke for høje, da hun tit faldte i nogen hæle der var for høje, hun gik hen af gulvet, mens hendes hår svinge frem og tilbage, de fleste mænd der var der inde, kiggede på hende, hun havde altid mænd efter sig og det hade hun, det var kun nogen af dem der var spændene, men det var sjældent. Hun banede sig vej hen til bare mellem alle dem der var, hun satte sig et godt stykke væk fra alle de andre, hun bestilte en drink.
Hun havde ikke den stor lyst til at drikke, men hun ville ikke havde opmærksom på sig, selvom hun alligevel fik det, men ikker mere end det var nødvendigt, hun tog en lille tår af drinken og stilte den fra sig, hun lod blikket glide rund i værsthuset, men vendt sig så hurtigt om igen og kiggede ned i bordet, hun strøg sit hår om bag det ene øre, så hendes ansigt ikke var dækket helt til, der var ikke rigtigt noget at lave her inde, der var tit stille på sådan et sted her og andre gange var der ikke, men hvad skulle hun ellers lave, de andre stedre var heller ikke så meget værd, så det her var faktisk det bedste sted.

Yaran lagde mærke til hendes tilstedeværelse med det samme, hans hud sitrede, der var ikke andre med samme magi som hende herinde. Han havde aldrig mærket noget lignende, det gjorde næsten ondt. Han holdt sig fra at vende sig om og kigge efter hende. Hans magi kravlede over hans hud mens den undersøgte det nye. Han prøvede at ryste fornemmelsen af sig ved at beordre sin magi i ro, men det hjalp ikke noget.

Han vendte kroppen så han diskret kunne se på hende, det var noget specielt over hende, noget overnaturligt. Noget hans instinkter skreg til ham at han burde reagere på, men han kunne ikke tolke hvad de sagde han skulle gøre. Hans instinkter var svagt dulmede når han skjulte sin dæmonoprindelse. Hans hoved var i oprør, hvordan skulle han handle?

Hans indre frustration havde fået ham til st stramme grebet om glasset og nu splintredes det mellem hans fingre. Skårene skar ham i fingrene og fjernede hans påmærksomhed fra hende. Han mærkede ikke smerten men irriterede sig over at han alligevel fik tiltrukket sig opmærksomhed, han undskyldte formeldt for at have ødelagt glasset og rydede behændigt op efter sig selv i ren vane.

Hun tog endnu en tår af hendes drink, kunne der ikke snart ske noget her inde, og med det samme tanken stejfede hende, kom der en mand hen til hende, hun kiggede på ham med et venligt blik men han var ikke interessant, så hun takkede nej, og det gjorde hun også med de andre der kom, hvorfor opgav folk ikke bare, hun gad dem ikke, hun gad faktisk ikke nogen af dem der var her inde, af dem hun havde set, der var intet specielt over nogen af dem, hun tomte sit glas og bestilte så en nu * Hvor blev der af, jeg gider ikke drikke idag * sagde hun til sig selv, hun vidste godt at hun ikke kunne holde det, så hvorfor ikke bare gøre det, hun vendte sit hoved, den modsatte vej, da hun mærkede et blik på sig, hun fik øje på en mand, der sad længere henne og kiggede på hende, se han var interessant, i det hele taget, en ud af hvad 5o mænd, så var der kun en og det var ham hun sad og kiggede på nu, hun kunne mærke hans blik bore sig ind i hende, det var ubehageligt, men så alligevel ikke, hun så hans glas splintres mellem hans finger, han måtte være et overnaturligt væsen, men hvilket, hun magtede ikke at finde ud af det, hvad skulle han med hende og omvendt, hun fjernede ikke sit blik fra det blev hele tiden på ham også selvom der var andre der snakkede til hende, det var kun ham hun kiggede på og ingen andre, de var kun ham der var interessant.

Yaran fraholdt sin magi fra at heale sine sår, det var instinktivt at den ville gøre det. Han skulle lægge bånd på sig selv for ikke at sende værten et spidende blik da han kommenterede på det splintrede glas og sagde han nok skulle betale det. Han var nødt til at opføre sig med værdighed, og det betød at han skulle ignorere følelsen som hun havde bragt med sig. Han tog imod de forbindinger værten gav ham og tog sin drink med over til et bord, længst væk fra Bree.

Afstanden lettede lidt på fornemmesen men han kunne nu mærke hendes blik. Han havde selv betragtet hende så han følte ikke at han kunne tillade sig at være irriteret over det. Han havde godt lagt mærke til at de andre mænd havde kontaktet hende, det undrede ham, da han egentlig havde mest lyst til at fjerne sig fra hende. Han prøvede at ignorere følelsen, og samtidig holde sin magi i skak. Da han havde forbundet sin hånd lod ham magien heale såret. Det var ingen grund til at holde sig tilbage når andre ikke kunne se det.

Han kiggede ud af vinduet da en scene var under optrapning, en god mulighed for at studere menneskeadfærd. Han betragtede dem, og hvordan situationen spidsede til. Han undrede sig over hvorfor de ikke sloges rigtigt, men tydeligvis bare slog hinanden uden at lægge krafter i. Tydeligvis, for ingen af dem kom rigtigt til skade. Han prøvede stadig at ignorere den prikkende fornemmelse over sin hud.

Hun kiggede på ham, da han gik hen til et bord der var langt væk fra hende, hvorfor, hvad skjulede han, hun kunne jo bare læse hans tanker, det ville jo gøre det meget nemmere, hun prøvede at læse hans tanker, men det kunne hun ikke, så han måtte derfor være en dæmon, hendes blik var stadig på ham, men hun fjernede det da en prikkede hende på skulderen, hun vendte sig om og så et bekendt ansigt det var Dion, men hvad lavede ham her, hun havde et bange udtryk i ansigtede " Jeg vil havde noget med dig at gøre " Sagde hun koldt og rejste sig op og vendte sig om for at gå, men han tog fat i hendes arme og holdet hende fast " Hørte du ikke hvad jeg sagde! Slip mig så " Sagde hun en smule højt, så han kunne forstå det, han sagde nogen ting, som fik en kuldegysning, til at køre ned af hendes ryg, hun rev sig fri og begyndet at gå væk, men som før gik han efter hende og tog hårdt fat i hende og vendet hende om så, så hun stod og kiggede på ham " Kan du ikke bare lade mig være og forsvinde " Sagde hun koldt og prøvede at komme fri, men uden nytte, hun hørte det han sagde og rystede på hovedet, hun blev gal, sur og ked af det, hun spyttede ham i hovedet, og kom fri, men mærkede et kvælertag på hendes hals, hun prøvede at slå ud efter ham, men hun kunne ikke nå ham, han begyndet at trækken hende med udenfor og det tegnede ikke godt.

Yaran lagde mærke til at der også var ved at opstå en scene bag ham i baren. Han vendte sig, det var pigen fra havde fået hans krop til at gå amok, og hun lod til at være i problemer. Pigen var ikke menneske men hun måtte have styr på hvordan mennesker opførte sig, måske kunne han lære noget mere. Han betragtede situationen udvikle sig. Hun ville ikke have noget at gøre med ham noterede han, og lagde så mærke til hendes kropssprog, sådan reagerede piger altså når de ikke ville have noget at gøre med den person de snakkede med. Han bemærkede at drengen hun snakkede med blev fjendtlig og fysisk voldelig også. Han havde set en lignende situation før, der havde en af de andre gæster grebet ind. Han så sig om, det lignede ikke at de andre havde tænkt sig at gribe ind, selv om mange af den lige havde gjort tilnærmelser til pigen. Yaran undrede sig. Men han havde jo set hvordan den anden mand gjorde da han greb ind. Så han kunne sikkert også.

Yaran rejste sig langsomt mens han betragtede drengens måde at bevæge sig på. Som et rovdyr analyserede han bevægelserne og fandt det mindst bevogtede sted, det var flere. Igen blev Yaran forundret. Hvorfor lod han dele af sin krop være blottet? Da drengen greb pigens hals og trak hende over mod døren passerede de ham. Yaran lod ikke muligheden passere og greb drengen i skulderen. Han sagde ikke noget, men hans blik indbød ikke til diskussion "Slip hende" sagde han kort.

Hun prøvede at rive sig fri, men det kunne hun ikke, hvorfor kunne han ikke bare lade hende være i fred, det var det eneste hun bad ham om sidste gang, efter deres lille tur, men det forstod han ikke. Hans greb og hendes hals strammede sig og hun kunne næsten ikke få luft, hun prøvede endnu engang at rive sig fri, men han var alt for stærk. En stemme trænkte gennem hendes hoved, hun hørte hvad han sagde og håbede at det ville virke, hvilket det også gjorde, Dion, som manden hed kastede hende ind i en væg og hun landte derefter ned på et bord, det tog luften helt ud af hende, Dion stod bare og kiggede på drengen og slog ham så i maven, så han faldte samme, han var var nu på vej over mod Bree igen for at gøre det færdigt med hende, hun kunne ikke bevæge sig, hun hev efter vejret, men kunne ikke få luft ind, hun mærke en hånd på sin hals og grebet der blev strammere og strammere, hendes øjne lukkede sig i, hvorfor var der ingen som gjorde noget, hvorfor var der ingen som hjalp hende.

Yaran havde ikke mærket slaget overhovedet, men han var nødt til at lade som om at det sårede ham. Hans raseri voksede, hvis han ikke fik afløb ville hans rolle som menneske ende med at smuldre. Hans instinkter skreg at han skulle lade ham dræbe pigen, men de råbte også at han skulle dræbe drengen. Da Yaran allerede ignorerede alt der blev sagt omkring pigen var hans handling klar. Drengen skulle slagtes, men så længe de var her kunne han ikke slå ham ihjel. Så han måtte flytte ham, måske var pigen en god måde at få ham flyttet til et andet sted.

Yaran krydsede hurtigt og bestemt gulvet og greb drengen i nakken og slyngede ham gennem vinduet. Han gjorde et hurtigt mentalt notits om at betale for vinduet senere. Så kiggede han på pigen og berørte let hendes hals, healede den i dybden, så hun ikke døde men fjernede ikke smerten, det forbød hans instinkter ham. "Vil han følge efter dig?" spurgte han hende mens han lå på knæ foran hende, bøjet mod hende.

Han holdt øje med om drengen reste sig fra glasskårene på gaden. Det havde dog stoppet scenen på gaden. Da drengen rørte på sig og Yaran tog en hurtig beslutning da pigen ikke havde svaret. Han tog hende fast op i favnen og hoppede ud af vinduet, han fortsatte ned af gaden, stoppede så og så tilbage på drengen, han skulle følge med. Hans grå øje skinnede med lyst, lyst til at dræbe.

Følelsen af pigens krop mod hans drev ham næsten til vanvid, men han slap hende ikke. Han holdt hende blidt men samtidig fast i sin favn. Han holdt øje med drengen, ventede til han fulgte efter.

Hun hørte noget blive smadret, men kunne ikke se det, hun mærke en hånd på hendes hals og var bange for at det var slut nu, hun hørte nogen tale til hende, hun ville godt svare, men hun turte ikke, hun tog sig sammen og skulle til at svare da hun mærkede nogen løftede hende og og løbe med hende, hun ville stritte imod, men lod være " ja " Sagde hun og sank sammen i hans arme, hun lod ham løbe med hende.

Dion kiggede efter dem med et rasende blik og fulgte efter dem i løbe, han ville dræbe hende lige fra starte af at han så hende for 1 år siden, hun troede at hun havde sluppet af med ham med det havde hun ikke og det vidste hun nu, han ville ikke stoppe før hun var død.

Hun kunne høre at han fulgte efter det dem og hun trykkede sig in til ham, hun ville ikke se eller høre ham den anden han skulle bare væk, for altid, hun ville ikke leve i frygt mere, hun ville leve roligt og fredeligt, uden af skulle være bange for noget.

Yaran lo grusomt, den idiot fulgte efter ham, eller efter pigen. Men så længe Yaran havde pigen bestemte han hvor slaget skulle stå, eller hvor drengen skulle drage sit sidste åndedrag. Han satte i løb ned af vejen, et let løb der hverken hoppede eller slingrede. Han holdt et tempo som drengen kunne følge med, mens han sørgede for at drengen så hvor han løb hen, uden at det virkede som om at Yaran faktisk ville have at drengen fulgte efter dem.

Han beregnede den hurtigste vej ud af byen, til et sted hvor han kunne være dæmon og samtidig ikke risikere at hemmeligheden blev afsløret. Han så grusomhederne han ville udsætte drengen for for sit indre blik, og et grufuldt udtryk brede sig over hans ansigt. Han holdt pigen sikker, hun var hans mulighed for at slå drengen ihjel. Hun virkede heller ikke som om at hun havde noget imod behandlingen. Hun viste ikke nogen af de tegn hun havde vist på værtshuset. Han så ned på hende, hans insitinkter fortalte ham at han burde holde sig langt væk fra hende, men han skulle bruge hende. Indtil videre.

Hun hørte at han lo, men tog ikke notits af det, hun var ikke bange for han, han havde jo redte hende indtil videre, men hvad der ville ske nu vidste hun ikke, men en ting vidste hun, Dion fulgte efter dem og han var klar til at slå dem begge ihjel, hun klammere sig ind til drengen der bar hende og gemte sit hoved ved hans bryst, hun ville hverken se eller høre noget, men hun kunne jo gøre, men det havde hun heller ikke noget imod, hun ville bare ikke, se hvad der snart skulle ske, for noget sagde hende at det ville blive grimt, men for hvem vidste hun ikke og det havde hun eller ikke lyst til at vide.

Hun vidste ikke hvor de var henne, men noget sagde at de var på vej ud af byen, og hen til det sted hvor de grusomme skulle ske, hun ville ikke rigtigt være i det her sted, lige nu ville hun heller være der hjemme og slappe af på sofaen med en god bog, hun der var hun jo heller ikke tryk pga Dion, hun kunne først være tryk igen, når han var væk for altid og med altid mente hun død.

Yaran nåede til et sted hvor der ikke var nogen fare for at hemmeligheden ville blive afsløret. Han stoppede og smed hende fra sig. Han bekymrede sig ikke for om hun slog sig eller ej, og hans instinkter roste ham for at behandle hende brutalt. Han vendte sig mod Dion og sitrede henrykt over endelig at kunne myrde ham brutalt. Han øjne lyste af mordlyst og hans magi bølgede mod hans hud.

Han spildte ikke flere tanker på pigen, hun måtte godt dø nu, han var ligeglad. Han lagde mærke til at kanten af hans synsfelt blev rødt, mordrusen brusede gennem hans krop, og han nød det. Han kunne være dæmon i dag, endelig. Han mærkede sit hår blive længere, sine tænder vokse og ændre sig, han holdt ikke sin dæmonside tilbage meget længere. det passede ham fint. Han smilede og blottede sine hugtænder, han ville smage denne dreng blod, hans livsblod.

Hun faldet hårdt til jorde og gav et gisp efter sig, hun åbnede sine øjne og kiggede hen på manden som havde redet hende, hun kravlede en smule væk fra ham og så at Dion kom til syne, han fik øje på bree med det samme og gik med hurtige og faste skridt hen mod hende, hun kravlede baglands " Vil du ikke godt lade mig være jeg ber dig " Sagde hun med en bedene stemme, var det her planen, at føre hende bordte og dræbe hende et sted hvor ingen andre var, hvorfor hun havde ikke gjorde ham der førte hende borte noget, så hun forstod det ikke, det gjorde hende sur, hvis han ikke ville forsvare hende blev hun jo nød til det selv, hun rejse sig op " STOP LIGE DER " Råbte hun til ham, hun var virkelig gal, det kunne ikke beskrives, hvorfor kunne han ikke bare fucke af, hun udskød en energi fra sig som viste vrede og den kunne tydelig mærkes, nu gad hun ikke mere.

Yaran greb drengen om halsen og slyngede ham i jorden med overdreven kraft, han var ligeglad med at pigen var hans mål. Nu var drengen Yarans. Han sendte pigen et kort ligegyldigt blik, hun interesserede ham ikke, men hvis hun kom i vejen røg hun med i købet. Han lod sin forvandling blive færdig og hans lange slanke vinger flænsede hans trøje og hans jakk. Han sukkede da den kriblende fornemmelse, at have en anden form end hans originale, skabte. Han rystede vingerne let og samlede drengen op i halsen, løftede ham fra jorden, han havde ikke noget problem med at holde drengen i en arm. Han lod neglene bore sig ind i hans hals og mærkede blodet løbe ned af hans arm.

Han kastede ham kort op i luften og greb ham i kæben og slyngede ham gennem luften. Han mærkede drengens kæbe give efter inden han hav slip, og følelsen af knogler der gik af led sendte en kuldegysning gennem ham. Drengen skulle dø. Dø grusomt. Han ville dræbe ham. Nu.

Yaran smilede grusomt og foldede vingerne så han hurtigt kunne bevæge sig. Ventede på at drengen reste sig, der var ikke lige så meget ved det hvis han ikke i det mindste prøvede.

Hun kiggede på Drengen der havde redte hende, hendes vrede blev erstattede med Frygten og bange følelser, det hun så lige nu, var ikke noget man havde lyst til at se hver dag, og bare at se det her, det kunne ikke beskrives, hun fik lyst til at skrige og løbe efter hjælp, men gjorde hun det ville hun nok enden samme sted som Dion og det ville hun ikke, kunne ikke ikke tage hjem, så længe hun havde set det her, hun ville være bange for at den dreng der havde redet hende ville komme efter hende og lade hende lide på samme måde. Hun bed sig selv i læben for ikke at skrige, hun bed sin læbe til blods, og det blev hun ved med, hun ville ikke skrige.

Manden rejste sig op og prøvede at slå ud efter ham den anden, men ramte ikke, han kunne mærke smerten i læben og tog ikke notits af det, han slog endnu engang ud efter dæmonen, og ramte en af hans vinger, men det gjorde nok mest ondt på ham.

Hun stod bare og kiggede på hvad der forgik, mens blodet fra hendes læbe løb ned af hendes side, og dryppede ned på jorden, tårne løb ned af hendes kinder ikke fordi Dion var på vej til at dø, men fordi hun var bange, hun ville gerne løbe sin vej, men hun kunne ikke, det var som om hun var limet fast til jorden og var tvunget til at se på, selvom hun ikke ville.

(( Ahæm!

http://deploratus.heavenforum.org/t6695-dramatiske-effekter-og-brud-pa-hemmeligholdelsen

Fortsæt endelig jeres tråd. Jeg siger bare at i pt. har haft en slåskamp indendørs, smadret et værtshus, formskiftet på åben gade - slår folk ihjel - og det er uden at tage højde for at jeres natur frastøder hinanden og gør hinanden syge. Der kommer til at være store konsekvenser for det her emne, og det er så offentligt at det nu bliver åbent for andres indblanding og NPC-indblanding ))

Yaran har smadret et vindue - har planer om at betale for det (betalte for glasset tidligere)
han slæbte bree væk fra offentligheden og fik dion til at følge efter inden han skiftede form
jeg har brees tilladelse til at slå dion ihjel
yaran har haft det ubehageligt siden bree kom ind i værsthuset, at røre hende gjorde ham næsten sindsyg.

har jeg ikke taget højde for det?

Kender du mange steder der godtager at få smadret indventar ved at få dækket regningen? Det fungere ikke helt sådan i den virkelige verden ;)

og tilladelse til at slå andres npc-roller ihjel eller ej, der bliver kastet rundt med mennesker og folk får vinger. Inge - i skal være meget velkomne, men emnet er blevet et kaosemne der er åbent for indblanding af hvem der måtte have lyst til det. I fortsætter bare - i skal bare ikke blive overraskede over eventuelle konsekvenser ;)

Admin over and out

Jeg forstår bare ikke hvorfor du studser over tråden når jeg har taget højde for de ting du nævner.

Jeg er med på at ejeren af værtshuset nok bliver pissed men Yaran skal nok gå tilbage og tage sin straf, det havde han også planlagt. Om ejeren bandlyser ham for evigt er hans sag.

de er alene - der er ikke nogen der kan se dem og derved komme til at kende til hemmeligheden (skrev jeg også tidligere i selve tråden), men hvis du siger det.

Det gør jeg - det var derfor jeg skrev "Admin over and out".