Diskution..

Dato : 18/01
Årstid : Vinter
Dag : Mandag
Vejr : Koldt og gråt
Sted : Markedspladsen
Tid : 14.15
Omgivelser : Mennesker osv.

Dimitra stod midt i en diskution med en mand der påstod at han solgte det fineste sølvtøj man kunne opdrive for penge. Dimitra var dog ikke interesseret i fint bestik, men havde interasse i selve sølvet. Der var bare et problem.. Det var ikke rent sølv som manden ellers så højlydt påstod, og han blev ret sur da Dimitra drog tvivl om hans ord. "Det er det fineste sølv du finder her i området!" sagde han hårdnakket og stirrede olmt på hende. "Det der;" svarede Dimitra og pegede på bestikket, "Er tin og nikkel. Der er ikke et gram sølv i dét." Hun talte roligt, men stædigt til ham. Ikke om han skulle prøve at sælge hende noget der ikke var hvad han gav det ud for at være.

Alec gik nogle meter der fra *Den stemme kender jeg* hun gik imod stemmen, hun kunne ikke huske hvem den tilhørte.
da hun så det trak opgivende på skuldrene. så lagde hun en hånd på jægerens skuldre, hun havde hørt det meste af diskutionen og besluttede at give sit besyv med. hun tog sølvet op i hånden, vejede det, og kiggede koldt på manden "Det her er IKKE ren sølv. Det lover jeg" hun smilede hurtigt til kvinden. Hun vidste ikke helt hvilken reaktion det vilel bære hun gik.

Dimitra stoppede på midt i et ord, da hun mærkede vampyrens hånd på sin skulder. Hun vendte hurtigt blikket mod hende, og genkendte hende med det samme. *Hvad i??? Meget kan man sige om dig, vampira, men kløgtig er du ikke..* tænkte hun for sig selv. At se en vampyr ved højlys dag var ikke ligefrem hvad hun havde forventet.. Mange andre racer måske, men vampyrer.. Nej den havde hun ikke forudset...

Alec smilede, hun viste jeg ikek altid ved høllus dag, men nogen gange det sjovt at være ude i solen. Men tildækket selvfølgelig, som hun var nu: hansker, lange bukser, lang trøje, solbriller.

*Hvorfor kan de ikke bare blive i natten...* spurgte Dimitra sig selv. Hun blev faktisk irreteret over at se denne vampyr om dagen.. Det var ligesom ikke det samme.. I nattens mulm og mørke, var man lidt mere anonym.. Ikke at hun var bange for vampyren, eller skammede sig over hvad hun foretog sig om natten..

Alec smilte uforstyret "Nå? Vil du sølge os noget rent sølv?". manden mumlede noget utydeligt, men det lød hen i retning af 'det er rent sølv' og 'kan ikke bare beskylde en gammel mand'. Alec smilede stadig og ventede. *Hvad vil jægeren gøre?* det spørgsmål lavede et ekko inde i hende, men hun smilede bare.

"Prøv ikke at sælge falkse vare til den ægtes pris.. Folk kunne gå hen og blive sure." rådede hun manden, og rette stift sit blik mod vampyren. Hun kunne jo ikke så godt angribe åbenlyst mellem alle menneskene, men hun kunne observere, og følge efter.. Det måtte det blive til.. Dimitra gik fori vampyren, og ud i mængten. Dog holdt hun skarbt øje med hvad vampyren foretog sig, så den ikke skulle slippe væk fra hende..

Alec smilede og hviskede til manden "føld rådet".

Dimitra stoppede ved en tilfældig bod, og lod som om hun så på varene, mens hun diskret holdt øje med vampyren.

Alec gik fjøltende efter hende...

"Hvad laver du her, nu?" spurgte Dimitra roligt. Vreden vældede op i hende, men det kunne ikke høres.. Det var egentlig ret så praktisk at kunne gemme sine følelser bag en kold og rolig facede.. Og til tider var det yderst nødvændigt...

Alec smilede ubesværet og uskyldigt til hende "Lidt af hvert.. Hvad med dig?" hun bed ikke mærke i situationen og lallede videre.

"Lidt af hvert" svarede hun lige gyldigt, og slap ikke vampyren med bliket.

Alec smilede "Ej, hold nu op. Je er vampyr og hvad så?" hun smilede stadig, men var egentlig ikke sikker på, hvordan hun havde det inden i.

"Og så er du en af de dræbene racer. Og derved bliver du til mit arbejde." svarede hun roligt, med en tør undertone i stemmen. Det var faktisk en meget god beskrivelse på hendes syn på de dræbene racer.. Arbejde, der udgjorde en trusel mod almindelige mennesker, og splittede familier ad. Arbejde der slog ihjel, og selv skulle slås ihjel. "Det er intet personligt, blot arbejde." tilføjede hun så, med et skjult smil.

Alec smilede, vred over løgnen. "Dig og dine dusørjæger.... er så nærsynet og dumme, I vil ikke kunne regne den nemmeste gåde ud. Og da slet ikke fødekæden eller livets gåde" hun rystede smilende på hovedt og fortsatet "Menneskerne dræber flere dyr end vampyrene dræber mennesker. Jeg har talt med en tænkelæser og hun bekræfte at dyrene har tanker. De har et liv. En fremtid. ligesom mennesker. Vampyr og mennesker er det samme i fødekæden" hun smilede og ventede på jægeren forsvars tale.

"Jeg siger dig ikke imod. Men ligesom hos dyrerne, er der nogle mennesker der jager jægerne der jagter dem. Disse mennesker er dusørjægere. Oprører om man vil. Vi gør modstand mod jer, som dyrerne gør modstand mod os.. Det er somend såre simpelt. Jægerne bliver de jagede." svarede hun med rolig stemme, som om det var en selvfølge, og en ting alle vidste.

Alec rystede på hovedt "Dyr har ikke været mennesker, vel? Det har jeg. Vampyre er ikke selv skyld i deres skæbne" hun kiggede kvinden "Der mange, der hellere ligge død på en kirkegård, end at være vampyr. Ikke alle er onde." hun pustede ud og holdt en pause. "Det er ligesom jeres kæledyr. I spiser dem, men i holder dem også som husdyr. Vi er ikke onde" hun fnys.

"Jamen så se på mig som en hjælpende hånd, til at komme ned i graven. Det er somend det eneste sted i hører til. Ingen burde vandre på jorden til evig tid, og aldrig opleve dødens nådighed. Se på det som en medlidenhedshandling, og ikke et koldblodet drab." svarede Dimitra roligt. "Desuden påstår jeg ikke at I er onde, blot at I burde ligge i graven til den evige søvn." tilføjede hun dernæst stadig som om det var almen viden.

Alec sukkede højt "HVad er det du har imod os?? Du ødelægger lykkelige liv, og kalder dig selv retfærdig!?" hun bevarede roen, men os kun lige.

"Jeg har på intet tidspunkt påstået at jeg er retfærdig, men jeg er på ingen måde den eneste der ødelægge lykkelige liv. "Hvor mange mennesker har du ikke dræbt gennem tiden? Tror du ikke du ødelægge familier når du tager ét liv? Du siger du ikke er ond, men at jeg er den onde her.. Jeg er ikke mere ond end du er vampira." svarede Dimitra med en fuldkommen ro i stemmen. Under jakken havde hun fået fat i en af de små falkoner med vievand, men angreb stadig ikke..

Alec smilede "Vampira... det er et pænt navn" hun tænkte sig om "Mennesker mere onde... De ødelægger hiandens liv, deres planet, dyrebnes liv...." hun smilede igen "For mig er du et dyr... Et dyr, der har en fremtid og tænkegang, ligesom alle andre levende væsner. Men ikke mere end det. Du dræber for du mener at vi ikke har ret til et evigt liv. Jeg dræber fordi jeg ikke for et valg, for at overleve" hun rystedepå hovedt. Denne diskution hva grotesk.