Redemption (Eve)

Dato: 18. juni 2012
Tid: 23.47
Årstid: Sommer
Vejr: Det er en anelse køligt. Duggen har lagt sig over græsset og sat sig på træernes blade. En lun vind stryger af og til gennem området, og inde i skoven er mørket næsten uendeligt: kun oplyst af månen på himlen.
Sted: Den triste skov, Werclare
Omgivelser: En lille, let oplyst træhytte. Derudover er der træer hvor end øjet rækker. Man kan se bjergene lidt derfra gennem trækronerne.
Påklædning: En mørkeblå T-shirt, sorte smudsede sko og nogle mørke jeans.


Det summede helt ud i hans fingerspidser, da han trak gardinet lidt til side og lod blikket glide op mod den mørke himmel, som han kun netop lige kunne se en bid af, gennem træerne. Månen oplyste en del af området, trods halvdelen af den var dækket af grå skyer. Hårene rejste sig på hans arme og han følte at hver eneste muskel spændtes i hans krop. Trangen efter at komme ud og jage var så stor, at han følte sig rastløs med hvert eneste sekund han spenderede indenfor. Alle de kostbare sekunder han kunne bruge på at jage efter sit bytte i mørket: jage efter skovens dyr og sætte tænderne i dem..-
Han placerede begge hænder i vindueskarmen og lukkede øjnene mens han lænede kroppen fremad. Han følte altid en vis ængstelse når han nåede dette punkt… Når han ikke længere kunne føle tilfredsstillelsen ved bare at leve som et normalt menneske. Men hvem prøvede han at narre? Han var jo ikke normal, og det var i disse stunder, at han altid fik sandheden at føle.

Flynn bed sig kortvarigt i underlæben, hvorefter han gik hen mod det lille bord i hytten hvorpå han havde smidt sin jakke. Derefter hev han sin T-shirt over hovedet og sparkede skoene af. Han strøg en hånd gennem det lidt stride hår og sukkede kortvarigt. Det var ved at være tid… Han tog resten af sit tøj af, og åbnede døren ud til skovens mørke. Tøjet ville alligevel blive flået af, så snart han indledte forvandlingen.
Han trådte et skridt udenfor, lukkede døren bag sig, og spejdede ud i mørket. Der gik ikke mange sekunder før han drog et sidste suk og indledte forvandlingen… Det var stadig smertefuldt… Dog var smerten udholdelig i forhold til de første års forvandlinger. Det var alligevel ligesom at få kroppen vredet om en gang; som om knoglerne blev forrykket eller brækket, men så snart ulveskikkelsen trådte frem, var smerten væk og erstattet af en euforisk styrke.

Som ulv var han stor og robust. Pelsen var tyk, kløerne lange og tænderne store og skarpe. Som han gjorde ved hver eneste jagts begyndelse; hylede han en enkelt gang, før han sprang ind mellem træerne, og løb så hurtigt han kunne. Han løb selvfølgelig med en vis lethed, trods han var en stor og tung skikkelse. Det var nemt at springe mellem træerne og navigere efter de andre dyrs fært. I en kort stund morede han sig med at jage et lille egern, der dog var for hurtigt oppe i et af træerne, til at han end overvejede at hoppe efter det. Han smøg sig mellem buske og bøjede grene der spærrede hans vej. Egentlig vidste han ikke hvad målet var, eller hvor langt det var borte; men egentlig generede det ham ikke. Trods skoven var stor, kendte han det meste af den efterhånden.

Påklædning: https://2img.net/h/oi47.tinypic.com/33a8lf6.jpg
(Minus solbriller og det hun holder)

Den store sølvkugle på himlen badede træernes kroner i et fortryllende skær, og indhyllede hele skoven i en blød bobbel af blegt lys. Duggen på træernes blade og græsset der svajede i en sagte vind glinsede ganske svagt, de steder hvor sølvlyset nåede ned gennem de store kroner. Lyden af forskræmte dyr der puslede mellem blade, trængte op igennem nattens stilhed.

Lyden af en tør gren der knækkede sammen under vægten af et par mere eller mindre praktiske sko bragede pludseligt igennem natten, og fik samtlige af de smådyr der havde gemt sig i ly af mørket til at springe op, og flygte ind gennem træerne. En hånd rakte ud af mørket, og lagde sig på en fugtig gren.

Efter hånden fulgte en kvindelig skikkelse, der syntes at smøge sig ud af mørket. Skyggerne bag hende snoede og dansede som mørke slanger, og syntes næsten at række ud efter hendes krop, for at trække hende til sig. Hendes let forpustede åndedræt kunne tydeligt høres, da alle lydene omkring hende forstummede i det sekund hun nærmede sig dem.

Kvindens nærmest elektriske, isblå øjne gennemsøgte nervøst området, imens hendes hænder syntes at ryste let af kulde. Hendes mørke hår blafrede let i den lune brise der føg forbi hende, men denne syntes at forskrække hende mere end berolige og varme hendes trætte krop. Med fumlende fingre fik hun strammet de lange, slanke fingre om kanten af hendes cardigan, og trukket den sammen om hendes krop.

Next time I forget my phone in some forest, I get a friend to go and retrieve with me ...

Omkring hende syntes skyggerne at øges, og i hendes syn blev mørket langsomt forvandlet til et hav af blæk, der langsomt, men sikkert, skvulpede frem imod hende, for at opsluge hende i sidste ende. Lydene omkring hende blev højere, og for hvert lille blad der raslede gav det et voldsomt sæt i hendes krop, og hun fór sammen.

Duften af fugtig skov syntes at indramme alting i skoven, som hun allerede var faret godt og grundigt vild i, midt om natten. En overvældende trang til at række hånden op og smække den direkte ind i panden på sig selv imens hun sukkede højlydt som på film dunkede i hendes krop, men hun modstod den bravt.

Opslugt i sine egne tanker førte hun sit lange, solbrune ben et skridt frem, og satte det på jorden. Knap var spidsen af de upraktiske sko landet på jorden, før hun mistede balancen, og faldt forover. Med et brag der burde kunne høres gennem hele skoven væltede hun først ind i en gren, der knækkede med et voldsomt smæld, hvorefter hun faldt ned i en tjørnebusk.

"Great. Just great."

Hun fik trukket det meste af sin ene hånd ud fra en stor rede af tornede grene, og betragtede med en udmattet fascination den mørkerøde væske løbe fra hendes forrevne hånd, og ned over hendes arm, indtil det hvide stof fra hendes cardigan sugede det til sig. Blodet fra smårifter piblede frem overalt på hendes krop, og med endnu et dramatisk suk landede hendes hoved igen i buskens varetægt.

"Av. Very bad idea."

Hovedet blev igen rettet op, men det var som om hun ikke kunne finde styrken og friskheden til at komme ud af den fandens busk hun ikke blot var havnet i med et voldsomt rabalder midt om natten i en skov, men også var filtret ind i.

En hare sprang frem fra sit skjul bag et gammelt træ, hvis grene snoede sig, næsten voldsomt omkring hinanden. Den stoppede op og spejdede rundt i mørket, med et øre løftet, og det andet sat lidt på sned. Næsen bevægede sig hurtigt op og ned på det lille dyr, som hurtigt lod til at erkende at der ikke var fare på færde. Den gav sig til at stryge poterne op mod kinderne gentagende gange, så pelsen blot strittede mere ud til alle sider. Fredeligt sad den så, badet i den smule månelys der slap gennem trækronerne.

This is too damn easy

Flynn betragtede sultent dyret. Han stod begravet i skyggerne fra de høje træer. Desuden tillod en bærbusk ham, at betragte sit offer helt uset, trods at den ”opmærksomme” ville bemærke de blågrønne øjne nærmest lyse i mørket. Hver eneste bevægelse haren foretog, fulgte han opmærksomt, med hver eneste muskel spændt i sin krop: klar til at springe frem fra sit skjul. Denne sult der herskede i ham, var ikke en almindelig sult. Det var trangen til at få de dyriske instinkter til at tage over for blot én aften, trods der altid var en del af ham der ville overgive sig helt og holdent til denne måde at leve på. Og under forvandlingen følte han sig mere levende end nogensinde.

Han sænkede ryggen en smule, ved at bøje ned i de stærke ulveben. Derved var han klar til at springe frem og tage livet af det lille væsen. Harens opmærksomme øjne kiggede sommetider lidt rundt i området, men endnu havde den ikke opdaget af fjenden var så ganske tæt på. Der var noget ved, at betragte offeret i sine sidste øjeblikke. Noget der bragte lidt af det humane frem i Flynn igen. Men han vidste, at hvis det ikke var skovens dyr, var det mennesker. Måske ville han ikke fortære menneskerne, men at dræbe dem var så let, at han ikke ville kunne modstå trangen til at udnytte chancen.

Derfor var det ikke med den store sympati, at Flynn sprang frem fra sit skjul, og huggede tænderne i harens krop med et ´så hurtigt hug, at Flynn tvivlede på, at haren havde opfattet hvad der skete. Den var død med det samme… Blodet flød fra der hvor Flynn havde sat sine tænder, og der gik ikke lang tid, før der ikke længere var meget af haren tilbage.

Et spektakel fik Flynn til at slippe resterne af haren ud fra sine kæber, og til at stoppe op, som fastfrossen i det milde månelys. Ørene pegede pludselig ret op i luften, mens de sommetider drejede lidt den ene og den anden vej, for at opfange hvor lyden kom fra. Det lød som et stort dyr… Større end en hare i hvert fald. Før havde Flynn stødt på en varulv i skoven, og han håbede inderligt at det ikke var tilfældet igen. Dog drev nysgerrigheden ham alligevel ind mellem træerne, og han syntes at løbe i noget tid, før han fandt frem til årsagen til larmen. Før han endnu havde set kvinden, lagde duften af blod sig i hans næsebor. Menneskeblod; det var nemt at afgøre for ham. Trods han ikke havde nogle intentioner om at finde et offer der var menneskeligt, blev han igen drevet af nysgerrigheden, da han tog nogle skridt fremad. En tjørnebusk var årsagen til mange dyrs skæbne: selv små dyr kunne sidde fast og derved være lette ofre til rovdyr, men Flynn var overrasket over at se en kvinde kæmpe mod krattet.

Poor thing

Det var den umiddelbare tanke der løb gennem ham. Det var bestemt ikke på tale at hjælpe hende ud derfra, alligevel blev han. Han stod muligvis ikke godt skjult i skyggerne fra de høje træer, men kvindens kamp tillod ham at blive, og ikke vende hende ryggen for at fortsætte sin jagt. Det store pjuskede hoved var let på sned, da han fulgte hende med blikket. Egentlig bedømte han hende umiddelbart som skingrene skør, da hun havde forvildet sig så langt ind i skoven.

//OOC: Sorry tiden, men lavede rundtur i Frankrig, som varede lidt længere end forventet ... Og parret med dovenskab ender det med at tage tid ...//

De skarpe torne var overalt i hendes krop, og syntes blot at blive presset dybere ind i hendes hud, hver gang hun træt prøvede at skubbe sig på ret køl. De intense blå øjne gennemsøgte med sikre, rolige bevægelser terrænet under hende, og derefter blev de rettet opad, med et hastigt ryk, der beviste at hendes tålmodighed snart var sluppet op.

Hun læber drog et lettelsens suk, da hendes blik fangede en større, kroget gren, ikke langt over hendes viltre lokker. Stædigt fik hun revet sin ene arm fri af krattet, og lod de slanke fingre sno sig om grenen. Fingrene strammede til, og det lykkedes hende at hæve sig højt nok, til at den anden arm, der havde været fanget under hendes krop, kom fri.

Med langsomme, underligt elegante bevægelser fik hun skubbet sig på ret køl. Usikkert vaklede hun et par skridt bagud, som var det hendes første skridt hun tog, men fik dog hastigt styr på de lange ben, og fik mere sikre og yndefulde bevægelser. En vind fór gennem lysningen, og legede med det mørke hår.

Eves krop syntes at være stivnet, og var forvandlet til en sten. Det mørke hår og de elektriske øjne var de eneste dele af hendes krop der endnu bevægede sig. Uendeligt langsomt drejede hendes ansigt sig til siden. Hendes nerver syntes at dirre, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro at det var hendes sanser der dannede den kølige natteluft omkring hende.

Med de samme, sløve bevægelser trådte hun et kort skridt frem. Hendes krop virkede bedøvet, som i en trance af mørket, der greb ud efter hende, og prøvede at opsluge hendes krop. Om muligt endnu langsommere skiltes hendes læber.

"Are there anybody? I am in no mood for hide and seek."

Hendes stemme virkede overraskende kølig, og klar, på trods af den tilstand hun var i. Blodet fra de mange rifter og sår der var strøet ud over hendes krop var endelig begyndt at størkne i klumper, og hendes hår lignede en fuglerede. Den kolde luft havde givet hende gåsehud, og det var tydeligt at hun næsten rystede af kulde.

"Seriously. I'm about to freak out. Get out from wherever you are!"

Noget syntes at have overtaget hendes krop. Noget der ikke var så usikker og nervøs som det var meningen hendes stemme og krop skulle signalere. Istedet virkede hun blot lettere vred, men alligevel kold som is, og rolig som det kølige vand i den sø nærved, der badede sig i månens blege lys.

Noget ubestemmeligt flakkede igennem hendes øjne, og hendes mund sitrede let. Det isblå blik gled væk fra skovens buskads, og ramte istedet en større gren der lå, filtret ind i græsset. Hun rakte hastigt ned, og rev det op, så græsset der havde fanget grenen blev revet brutalt over.

I samme, glidende bevægelse svingede hun armen frem, og kastede den gamle gren ind i buskadset, hvorimod hendes blik hele tiden havde været rettet. Hun virkede endnu ikke skræmt, men det var tydeligt at hendes rolige facade var ved at krakelere, og et tomt blik havde indtaget hendes ansigt.