Stilhed - Flynn

Dato: 24.Juni
Dag: Søndag
Tid: 12:00
Sted: Den fredfyldte skov
Omgivelser: Ingen
Vejr: Det regner, men er lunt
Påklædning: Outfit(Klik). Løst hår og en gang naturlig make up

Regnen plaskede ned, mellem træernes store trækroner. Himlen, var meget mørk, men dog, kom der alligevel nogle små strøler med lys, ned i skoven og gjorde den hyggeligt at se på igen. Den fredfyldte skov, var jo en helt anden sag, end den triste skov. Underlige navne, men sådan var det jo. Noget skulle de jo hedde. Der var helt stille, undtagen lyden af regnen. Den påtog sig nok, det meste af dagens lyde og det var regnen nok tilfreds med. Men under en af de store trækroner, hvor regnen ikke kunne slå ned, kunne der høres en sød nynnen. Det var Maija. Hun kunne godt lide regnvejr, det gjorde et eller andet ved omgivelserne, så de blev helt anderledes, end når solen skinnede. Hun sad i tørvejr, lænet op af et træ, med sin tegneblok i skødet. En pakke med blyanter lå ved siden af hende og en pakke med viskelæder. Hendes hånd, lavede en rolig bevægelse hen over papiret, hver gang hun lavede en ny streg. Hun sad og tegnede regnen, imens et svagt smil var på hendes læber, det var nok kun på grund af hendes nynnen at hun smilede, ellers plejede hendes ansigt at være meget neutralt.
Hendes krystal blå øjne, hvilede koncentreret på papiret og intet så ud til at kunne fjerne dem lige i det her sekund. Hendes hvide hår, lå fladt og næsten perfekt ned over hendes skuldre og indimellem tog hun sin frie hånd op og fjernede sit pandehår lidt, når det irriterede hende i øjnene. Hendes hvide hud, var en lille smule mørkere end hendes hår, så det faldt ikke bare i et med hinanden. Hun var meget uskyldig at se på, hun lignede ikke en, som lige pludselig bare kunne finde på at springe op og fare i fjæset på en. Så hvis et overnaturligt væsen, kom forbi, så ville vedkommende sikkert godt kunne regne ud at denne kvinde, ikke var menneskelig. For det var hun heller ikke, hun var en engel. En lille ung engel, som bare sad helt for sig selv og tegnede i stilheden. Det var dog ikke en væmmelig stilhed, den stilhed, man bare gerne ville væk fra, fordi at der sikkert skete et eller andet, lige pludselig. Det var en behagelig stilhed, men alligevel, var der noget som fik Maija til at løfte sit ene øjenbryn lidt. Hun tænkte.. Ikke noget hun gjorde, så tit, imens hun tegnede. Som regel, var hendes hoved tømt fra tanker, når hun koncentrerede sig. Dette resulterede i at hendes blyant på papiret knækkede, hun stoppede sin hånd og sin nynnen, som resulterede i at der blev endnu mere stille. Hende krystal blå øjne, stirrede bare på den knækkede blyant og hun sad helt stille. *Hva.. Skete der lige der?* tænkte hun overrasket og stirrede bare videre, uden at røre på sig.