Benefit of the Doubt [Alexandra]

Dato: Onsdag d. 4. juli, 2012
Sted: The Reggie Club, Deepshell
Tid: 23.36
Årstid: Sommer
Vejr: Det er stadig lunt udenfor, og himlen er klar
Omgivelser: Diskoteket er fyldt med en masse festglade mennesker der danser, drikker og snakker med hinanden. Hele klubben er underlagt en næsten sitrende fest-stemning, trods det endda er midt på ugen.
Påklædning: En sort åben blazer over en hvid skjorte, der er knappet lidt op i halsen. Derudover har han nogle mørkeblå jeans, sorte sko og det sædvanlige Rolex-ur på.

At bestikke dørmanden havde været Geromes eneste umiddelbare løsning på at få adgang til klubben denne aften. Konflikten i første omgang, bestod i at Gerome for godt en uge siden, var kommet i en heftig slåskamp med sin gamle skolekammerat Robert, hvilket havde resulteret i panik, samt knuste glas og flasker. Trods penge ikke var nogen mangel for den engelske rigmandssøn, så havde hans stædige sind næsten stoppet ham i at skænke dørmanden én eneste mønt. Til slut måtte han dog erkende, at der ikke var andre muligheder for ham denne aften, hvis han yndede at slå sig løs, og få en drink på den bedste klub på øen. Hvad der dog kunne få Geromes blod til næsten at gå i kog, var blikket dørmanden sendte ham, da han passerede på vej ind i klubben. Det var et blik der helt klart var hoverende; triumferende. Men der var ikke noget at gøre. Han måtte knuge sine hænder sammen, da han passerede, så han ikke kastede sig over dørmanden, og måtte betale en erstatning der helt klart ikke ville falde i god jord hos faderen, der betalte hver og en af hans regninger.

Atmosfæren i klubben var præget af den sædvanlige festglade munterhed og fuldskab, som man ville kunne se i weekenderne, hvor blot endnu flere mennesker deltog. Alligevel var der mange der slap tøjlerne, selvom det var midt på ugen: en ganske normal onsdag. For Gerome var det nu det samme.. Han arbejdede ikke hver dag; faktisk kunne han være heldig hvis han arbejdede 1 gang eller 2 om ugen. Derfor var det ikke en sjældenhed, at se ham på klubberne. Og han sparede heller ikke på hverken drinks, eller høje indsatser i væddemål, drikkespil eller over et slag poker.

"What can I get you, Rome?"

lød det fra bartenderen, da Gerome havde stillet sig ved den lange disk, hvor der sad nogen på omtrent hver anden stol. Bartenderen kendte selvfølgelig Gerome, fra de utallige besøg i klubben. Der var næsten opstået et "venskab" mellem dem, trods Gerome ikke rigtigt mødtes med ham udenfor festmiljøet. Han ville sandsynligvis aldrig indrømme at der var en simpel grund til netop dette: de personer han oftest hængte ud med i dagtimerne, var helt anderledes fra de "bro´s" han mødte gennem fester osv. Måske havde det noget med samfundsklasser at gøre. Faktisk var han ikke ganske sikker.

"Jack Daniels, thanks."

Gerome lagde en seddel på disken, da bartenderen satte glasset med den honningfarvede whisky foran ham. Gerome tog glasset og vendte sig om, så han stod med ryggen til baren, hvorefter han spejdede rundt i klubben. Et par gange stoppede hans blik; hovedsageligt når han så bekendte ansigter, eller når han bemærkede nogen flotte kvinder, som han hurtigt måtte indse ikke fangede hans interesse. Han tog en slurk af sit glas med Jack Daniels, hvorefter han satte sig op på en af barstolene. Musikken i klubben denne aften: lige netop denne sang der spillede da han havde sat sig ned, kendte han ikke. Alligevel lod en gruppe af unge til at kende den... næsten alt for godt. De skrålede i hvert fald med på den, ord for ord, mens de dansede rundt mellem hinanden. Gerome betragtede dem med ét øjenbryn hævede lidt højere end det andet. Trods de kun kunne være få år yngre end ham selv, fik det ham i en kort stund, til at føle sig gammel.

Den lune luft føltes behagelig mod Alexandras bare arme. Hun kom gående hen over en smal gade i måneskinnet og efter krydsning af et par smågader mere stod hun foran den store bygning med navnet; The Reggie Club. Hendes kolde, gråblå øjne gled op og ned af bygningen et par gange og hun nikkede til stilheden og intetheden. Det var en god klub. Gode driks, god musik, flotte bartendere og masser af feststemning. I aften ville hun bare hygge sig. Feste. Måske møde en dødelig kraftidiot at tage med sig hjem. Og så hygge sig mindst lige så meget der.

Hun smilede syrligt og tørrede omhyggeligt sine sorte stilleter af for støv ved den brede, lysebrune dørmåtte. Klubbens logo og navn var indprentet med sort gummi på måtten. Hendes lange, lyse fingre fik fat i dørens messinghåndtag og hun tvang den tunge dør op. Foran hende stod en kæmpe af en dørmand. Han stirrede ondt på hende, men hun sendte ham bare et nedladende blik og pegede på listen i hans hånd. Han kiggede først dumt på hende, men da hun begyndte at tale, så han pludselig yderst befippet ud.

"Let me in. I know the manager, smartass."

Et kort glimt af genkendelse fløj over mandens ansigt. Han trådte til side og holdt døren for hendes slanke skikkelse. Hun sendte ham endnu et koldt smil og gik så forbi ham uden et ord. Inde på selve klubben var musikken høj. Dansegulvet var fyldt. Drinksene var klar. Natten var ung. Livet var godt.

Hendes næse pegede instinktivt mod baren, da hun selvsikkert skred hen over dansegulvet. Hendes lange, sorte, nedringede kjole kastede sig ind og ud mellem de dansende, når hun snoede sig ind og ud mellem fulde individer på hendes egen alder. Hun sukkede af lettelse da baren endelig var synlig og hun kunne sætte sig på en af de høje barstole. Hendes lange fingre mødtes med et højlydt smæld, da hun knipsede efter tjeneren, der netop havde serveret en whiskey for en eller anden ung mand et par pladser væk.

"Champagne, please."

Da den boblende væske stod foran hende, langede hun ned i sin taske. Hun åbnede sin pung og fandt et par mønter frem. Dem rakte hun over disken med et lille smil. Bartenderen tog imod dem med et stort smil og lukkede straks pengeskuffen op.

Hendes blik faldt igen på den unge mand. Han så nu ikke værst ud. Flot ansigt. Muskler. God smag. God stil. Flot tøj. God drink. Tydeligvis ikke en fattigrøv fra lossepladsen eller kloarkerne. Nej, han havde klasse.

Bartenderen gled en fugtig klud over disken, nærmest for at tørre de mindste fingeraftryk af, der nu kunne have sat sig på den blanke overflade. Ikke én lille plet blev overset. Alt skulle jo være perfekt. Og det var denne standard, der altid fik Gerome til at vende tilbage til klubben. Ja, og så lige det med at de serverede Deploratus´ bedste drinks, hvis man spurgte ham. Dermed tog han endnu en slurk af sit glas med whisky: tilfreds over smagen af alkohol af den ”rigtige” slags, som hans far plejede at kalde det.

”Hey, Rome! Behind you.”

Lød det kækt fra bartenderen, da han, med blikket rettet mod døren, havde skænket op i to unge kvinders glas. Netop da han sagde ordene, tilføjede han et let, og ikke særlig diskret nik mod døren ind til klubben, som kun lige akkurat var synlig, når de dansende ikke møvede sig ind foran. Selvfølgelig rettede Gerome straks blikket tilbage over den ene skulder. Der gik kun ganske få sekunder før han bemærkede kvinden der trådte ind i klubben. Han sorterede hende ud fra mængden af de dansene som hun, nærmest med en unaturlig selvtillid ignorerede. Et, måske lidt for selvsikkert, smil gled over Geromes læber idet, han igen henvendte sin opmærksomhed til bartenderen.

” Do you fancy a bet, my friend?”

Lød det så fra ham, hvorefter et tandsmil bredte sig over hans læber. Bartenderen rettede blikket mod ham; nysgerrigt. Dette var ikke helt unormalt. Der var faktisk altid et eller andet væddemål på spil. Det var en realitet når det galt Geromes aftener i byen: bestemt når han blev betjent af denne bartender, der oftest kunne tvinge nogle penge ud af den dumdristige rigmandssøn.

” I bet, I can get her number before ... What shall we say ... – before the next song has finished?”

Bartenderen skulle netop til at svare, da den unge kvinde havde knipset efter ham. Derfor fór han nærmest med det samme over mod hende, og betjente hende som det første. Og imens Gerome, i sin øjenkrog, kunne se den boblende væske blive hældt i kvindens glas, tog han hendes skikkelse i øjesyn. Jovist var hun en ganske smuk kvinde: men hun var en af de skønheder der udstrålede noget andet: noget selvsikkert og selvstændigt. Og netop af denne grund, var væddemålet blevet interessant, hvilket fik Geromes udfordrerne gen til at blusse op. Det var altid kedeligt at vælge de typer der enten var igang med at komme over kærester, eller som var desperate efter en. Faktisk var alt der var... for nemt, aldrig noget der faldt i Geromes smag. Der skulle være noget spænding, og trods han ikke var helt sikker på at han kunne leve op til sit væddemål, var selve forsøget noget der fik ham til at gøre det med en specifik accept. Og hvad havde han at miste? Jo, æren, selvfølgelig.

Da bartenderen passerede næste gang, sendte han Gerome et nik, der igen fik det brede smil til at brede sig om den mørkeblonde unge mands læber. Game on. Dog ventede han i noget tid, før han gjorde noget som helst. Han havde bestemt ingen slagplan, men hvad var dog det værste der kunne ske? Trods han hadede at blive afvist af kvindfolk, måtte han sommetider erkende at han svømmede ud på det alt for dybe hav sommetider. Netop da den næste sang kom på: den afgørende sang, sank Gerome det sidste indhold i sit glas, og rejste sig roligt op fra barstolen. Dernæst gik han over ved siden af den unge kvinde, og lagde den ene arm mod bardiskens kant.

"Champagne, huh? What are we celebrating?"

Hun løftede det høje glas med den perlende væske op i øjenhøjde, så kun kunne se både glasset og den boblende substans tydeligt. Alt på den anden side af væsken og det tynde glas blev champagnefarvet, boblende og forvredet. Hun sænkede glasset lidt og nippede til den dyrebare drink. Nippet var så lille, at man ikke kunne kalde en tår eller en slurk. Kun et nip. Men champagne var nu godt for alt alligevel. Hun drejede sig rundt i sædet og kiggede ud over den noget spildte ungdom, der sang, dansede, snakkede, drak, kyssede og festede på dansegulvet, barstolene og de røde sofaer, der stod spredt rundt langs væggene.

Hun himlede med øjnene af de unge mennesker. Wasted youth. Hun holdt om glasset og drejede det i små cirkler. På samme måde som pæne mennesker plejer at gøre med et godt glas rødvin.

En stemme nåede hendes ører og hun vendte hovedet mod den unge mand ved hendes side. Det var den samme mand, hun lige havde siddet og kigget på. Han stod nu ved siden af hende med en arm på disken. Hun fandt hans spørgsmål underligt.

We... We?

Hun så på ham med det venstre øjenbryn siddende helt oppe i panden.

”Well, I don’t know what we are celebrating, but I know, that I am just enjoying a nice glass of great champagne. But, since when did I become a part of your us?”

Hun rynkede panden og så stadig interesseret på manden foran hende. Vi? De havde da ikke set hinanden før, vel? Der var da intet at fejre. Der var tværtimod noget at være ked af. Dette spild af de unge menneskers liv, lige for næsen af hende.

”Actually there is nothing to celebrate. It’s rather a mess. Actually this place is a proof, that the world is going mad. Look at those people.”

Hun pegede ud mod de dansende teenagere.

”They are too young. They are wasting their lovely, young lives. I mean, when I was at their age, I…”

Hun stoppede brat. For at være helt ærlig kunne hun ikke huske, hvordan hun selv var, da hun var på deres alder. Men, fair nok, det var jo også ca. firs år siden.

Han skubbede sit tomme glas, lydløst frem og tilbage mellem sine hænder over disken. Imens lod han kortvarigt blikket glide hen på en af de kvindelige bartendere, der passerede. Egentlig skulle man tro, at han kunne genkende enhver af de ansatte, ud fra den mængde tid han tilbragte på klubber som denne. Men ofte blev han overrasket over at se fremmede ansigter. Men jobbet var jo solidt for de unge mennesker, der måske studerede eller kæmpede for at få en stilling ved siden af. Gerome tvivlede ikke selv på, at han kunne ende bag disken en dag, i stedet for at spendere alle sin fars penge som han ellers gjorde. Forhåbentligt ville det ikke ske i den nærmeste fremtid.

"Can I get a refill?"

Den unge bartender nikkede med et venligt smil og hældte mere af den klare whisky op. Da han havde fulgt hver eneste dråbe der havnede i glasset, med øjnene, vendte han opmærksomheden mod kvinden der havde talt. Selvfølgelig gjorde hans spørgsmål hende lidt perpleks som det første; det kunne han næsten fornemme, før han så hendes let hævede, forundrede øjenbryn. Han havde nu heller ikke forventet andet.

"Since you're probably the only one here who is worth my attention. So trust me, you should definitely be celebrating."

Et skævt og fjoget smil bredte sig over hans læber, før han tog en mindre slurk af sit glas.

Netop da hun begyndte at tale igen, hævede han det ene øjenbryn lidt højere end det andet. Igen var han overbevist om at han ikke havde med en ganske normal, ubekymret kvinde at gøre. Det var bestemt tonen i hendes ord; og det at hun ikke tog del af glæden som de unge ude på dansegulvet besad, der adskilte hende fra mængden.

Han fulgte hendes blik ud mod dansegulvet. Ganske vist var de unge; de dansende, men det var ikke mange år der adskilte ham fra dem. Han ville heller ikke fornægte at han havde en tendens til at opfører sig som en hormonforstyrret teenager hvis først han havde fået nok at drikke.

"They have no inhibitions. Perhaps we should learn from them."

De unge dansede sammen, grinede, trods lyden af deres latter ikke kunne høres grundet musikken. Man kunne dog fornemme glæden de besad, når de dansede: nogen hånd i hånd, og andre med læberne trykket mod hinandens, så man skulle tro at de nærmest "hang sammen". Og for mange unge var dette hverdag. Fester konstant, og Gerome var ikke anderledes. Trods han måske ikke festede så meget som da han lige var kommet til Deploratus, var han da stadig habil når det galt at få gang i den, og drikke sig halvt sanseløs.

"You...-?"

lød det prøvende fra ham, da hun ikke syntes at fortsætte sin sætning. Så blottede han tænderne i et grin.

"You were probably just as bad as you think they are now. But you still sound as if it was an eternity ago. You cant´t possibly be that old."

Igen lod han kortvarigt blikket glide ud over de unge dansende. Han tog endnu en slurk af sit glas, og satte sig dernæst op på barstolen ved siden af hende.

Hendes kolde øjne fulgte hver eneste af hans bevægelser, da han fik genopfyldt sit glas af en eller anden ung bartender. Igen var hendes eneste tanke; wasted youth. Hun vidste jo godt at hun bidragede til det hele ved selv at komme her og hun var ikke selv spor bedre end de andre unge. Alligevel var det anderledes. Hendes ungdom ville holde for evigt, hun kunne altid gøre lidt samfundstjeneste eller noget i den retning. Almindelige, dødelige har ikke den dejlige mulighed. Muligheden for at leve for evigt - være evigt ung. Evigt smuk. Evigt rig. Hun smilede bare ved tanken og tog endnu en slurk champagne. Så smilede hun vantro af hans ord.

Boy, is he in for a surprise.

"Celebrating? Because some guy i don't know will talk to me? Oh god, sweet, you really play by your own rules in the game og life."

Hun grinede kort af ham. Ingen hæmninger? Tja, sandt nok, men lidt tilbageholdenhed eller hæmninger kan sgu redde liv i visse situationer.

A little inhibitions can be great. But not to you... Or what, Smarmy? This is a great club, a good club, but even the good clubs can have a fresh, little murder, if they really try hard."

Hun løftede sit glas igen og nikkede til ham. Et smil så syrligt som citroner, lime og umodne æbler havde bredt sig på hendes læber, da hun talte igen.

"Think about that one, smart boy. Cheers."

Så løftede hun sit glas og lod de sidste af de dyrebare dråber forsvinde ind i munden. Hun snoede dem legesygt om sin tunge og sank først, da hele hendes mund smagte af boblende, flydende guld, som hun selv omtalte den vidunderlige væske, der gik under det mærkelige navn; Champagne.

Hun stivnede lidt da han snakkede om hendes alder.

Here we go again. Okay, deep breaths. Smile. Laugh. Deny everything.

Hun klistrede et falsk smil på sit ansigt og så ham uskyldigt ind i øjnene. Nu gjaldt det virkelig om at spille overrasket - forvirret. Som om ordet dæmon kun var noget fra film eller fantasybøger.

"What? Me? No way. And i'm not old. I bet you're older than me."

Han vekslede et blik med bartenderen, som han havde snakket med tidligere. Det var klart en formaning om, at han skulle skynde sig, hvis han overhovedet ville have chancen for at vinde væddemålet. En sang varede jo ikke evigt. Dog var der noget der sagde ham, at det ville blive lidt sværere end som så, at vriste et nummer fra den unge kvinde. Hende og hendes champagne... Egentlig blev Gerome blot mere og mere opsat på, at lade samtalen glide videre. Hun var kæk; en egentlig udfordring for en gangs skyld. Tydeligvis prellede hans attitude af på hende. Nej, han havde ikke travlt.

"Some guy?"

han fnøs, og forsøgte på ingen måde at undertrykke sit lidt påtagede, arrogante væsen.

"You´re pretty damn lucky that I´m talking to you in the first place. I´m letting you join me in my game of life. You should be grateful"

En kort og drilsk latter undslap ham, hvorefter han lyttede til det næste hun sagde. I første omgang, skulle han lige til at komme med en bemærkning, til det hun kaldte ham, men det var de næste af hendes ord, der skabte det lidt forundrede udtryk i hans ansigt.

"A murder? Is that a metaphor for something?"

Han havde mildest talt ingen anelse om hvilke tanker der gik gennem hende, ved de ord. Faktisk virkede det så fjernt for ham, at han bare smed ideen væk, og skålede med hende, da hun løftede sit glas. Hun jokede jo bare, og derfor drak han glædeligt med hende, trods han ikke tømte hele sit glas, som hun gjorde.

Da hun nærmest forsvarede sin alder på den måde, kunne han ikke lade være med at smile skævt. Det var for ham, typisk at kvinder hadede at blive refereret til som "gamle". Hvis blot de så en rynke, forestillede han sig at de kunne hyle op og begynde at løbe i cirkler. Tydeligt kunne han huske sin mors formaninger om aldrig at stille kvinder spørgsmålet om hvor gamle de var. Men hvordan i alverden skulle man så undgå at komme ud i en sygelig situation hvor aldersforskellen var enorm? Der var noget med kvinder og det der... De kunne vist virkelig ikke lide at blive bedømt: at tro, at folk formodede at de var ældre end de egentlig var. Da hun sagde, at han sikkert var ældre end hende, smilede han bredt.

"Yeah, you´re pretty damn right... I would look - at least three years younger, if I shaved more often."

Bemærkningen kom ud med en morskab at spore i tonen. Samtidigt med at ordene blev sagt, kløede han sig kortvarigt på hagen, der dog kun besad ganske få skægstubbe. Dog var han ikke usikker på, at han sikkert var et par år ældre end kvinden. Det ville ikke overraske ham.

Hun grinede af hans selvhøjtidelighed og selvfedme. Oh god, han har sgu meget at lære. Da han fnøs lagde hun armene over kors og løftede afventende det ene øjenbryn. Så lo hun igen. Det var mange år siden, hun havde set en, der stod ved sit snobberi.

"I don't see the luck. And by the way, I don't want to be a part of your game of life. I have my own rules, that I like to follow. And, you are very, very, very fond yourself, right?

Hun sendte ham et opgivende blik. Fokuserede på hans øjne, da han igen bevægede læberne. Igen smilede hun bare og forklarede sig lidt nærmere om hendes noget underlige bemærkning. Men, selvfølgelig, havde man virkeligt kunne forvente, at et lille menneske havde fostået det? I følge hende; næppe. Faktisk slet ikke. Never gonna happen.

"A metaphor for something? No, my, well, in lack of a better word, friend. A murder truly is no metaphor for anything. A murder is the worst, most evil and most wicked thing in this whole, wide world. Never use it for anything else that it is."

Her stoppede hendes talestrøm. Hun kunne være blevet ved i timevis, lige til næste morgen. Så meget tid havde de nu ikke. Desuden var det vel temmelig dobbeltmoralsk, at snakke om at mord er det værste og ondeste i verden, når man selv er lejemorder og har været det i næsten 20 år. Især når man også dræber andre end de bestilte mord. Når man, som Alexandra, er tvunget til at slå sin kæreste ihjel. Fordi han kender til hemmeligheden - fordi han ved, man ikke er et menneske. Hun havde derfor takt nok til at stoppe talen. Hun camouflerede det bratte stop i talen, ved at knipse efter tjeneren igen. Denne gang fik hun en gin og tonic med masser af citrus.

Hun betalte rundhåndet for sin nye drink og skubbede barenderens surt optjente byttepenge tilbage over disken. Hun blinkede til ham og lagde pengene i hans højre hånd, der alligevel hvilede på den pletfri disk.

"Keep the change."

Hun vendte sig i sædet og kiggede på manden igen. un blev lidt fornærmet over hans skæve smil, men hun kunne holde et hævet øjenbryn tilbage, da han snakkede om skæg og alder... Hvad?

No connection...

Hun stirrede lidt forvirret på ham og talte så med en undren at spore i den ellers så arrogante stemme, der som regel flød over den blege, slanke piges lyse, smalle læber.

"Ehm... Sure. You're probably right... Kind of."

Den ikke særligt dybe rynke i hendes pande var vendt tilbage. Den fik hende straks til at se både ældre og trættere ud, end hun egentlig var. Not fair. Rynker til en 22-årig. Heldigvis kun bekymringsrynker. De var jo ikke permanente.

Han havde ingen intentioner om at slippe "attituden" selvom den, som sagt, syntes at prelle af på hende. Desuden så han ingen grund til at sige hende imod: faktisk fandt han det ganske morsomt, hvordan hun så på ham med dømmende øjne. Og hvordan hun, nærmest kækt, kom med sine kommentarer.

"Really? You dont want to be a part of my game? That´s a surprise... Then I guess we are opponents then."

Et drilskt og fjoget smil gled over hans læber, hvorefter han betragtede hende med hovedet let på skrå.

"Well... Then I must tell you, that I dont really play by the rules."

Han grinede da hun sagde, at han nok var lidt for glad for sig selv. Det var intet nyt. Det var heller ikke løgn. Ganske vist overdrev han sommetider sin selvtillid til nye højder, men han var bestemt ikke utilfreds med sit liv. De materielle goder, følte han gjorde ham lykkelig. Faderens penge, blev ubekymret brugt, når han ikke yndede at tænke på fremtidens konsekvenser. Ville han stå i gæld til faderen senere?

"Sure I am. Very, very, very much indeed."

kommenterede han så, og satte sit glas op til læberne. En stor slurk af den klare væske blev sunket, men glasset var stadig halvt fuldt (eller tomt, som man siger). Han burde måske ikke drikke sig helt bevidstløs denne aften. Han huskede jo tydeligt hvor galt det var gået sidste gang. Med slagsmålet med Robert, hvor han knapt nok kunne ramme ham, fordi han havde fået temmelig mange shots.

Og netop da tanken om den sidste uges strabadser passerede, fik Gerome ganske vist øje på den mørkhårede mand, et sted i mængden; omgivet af nogle, måske lidt for unge, piger. Trangen til at slå ham i gulvet var der bestemt, men han prøvede bestemt at kontrollere det. At blive smidt ud, før han egentlig havde fået noget ud af aftenen, var lavmålet. Derfor forsøgte han at rette hele sin fulde opmærksomhed mod kvinden igen. Og det hjalp ganske hurtigt. For så snart hun igen begyndte at tale, lyttede han forundret til hendes ord.

"Believe me, when I tell you, I´ve never met someone who starts talking about murder with a stranger like this. So what are you saying? That if people had fewer inhibitions, more people would be killed in nightclubs?
That´s a bit drastic, don´t you think?"

Han fik helt klart morskaben til igen at skinne ud af sine ord. Mest fordi han selvfølgelig ikke tog hendes ord seriøst. For hvorfor i alverden var hun kommet ind på det i første omgang? Var det en eller anden mærkelig måde, at få ham til at skride på? Det var netop derfor han lagde endnu mere vægt på at joke lidt med det. Selvfølgelig var han naiv, men han vidste heller ikke bedre.

Da hun betalte for en ny drink, fulgte han hende blot med øjnene. Derefter bemærkede han forundringen der tegnede sig i hendes ansigt, hvilket blot fik det drilske smil til at blive lidt bredere. Nej, hun havde ikke forstået den sarkastiske bemærkning, tydeligvis, men han nænnede nu alligevel ikke at begynde at forklare sig.

"So... Tell me your name. Well - I can always make one up for you, if you don´t."

Hun havde kedet sig dødeligt hele dagen, men måske denne samtale kunne peppe den ellers så ligegyldige dag lidt op. Med den tanke i hovedet fokuserede hun kun på hans læber og sin egen drink, da han talte igen. Hvor havde de dog egentlig snakket meget om spil, især livets slags, i aften. Hun nikkede ad hans ord og hævede, for gud ved hvilken gang den aften, det ene øjenbryn.

"I definetly don't want to be a part of your rules in your happy land. At happy king... Whatever your name is. No, i'm not a slave. And opponents? Sounds tempting."

Det med det lykkelige land vidste hun ikke hvor kom fra, hun sagde det bare. Hun sagde tit det første, der poppede op i hendes hoved uden at tænke nærmere over det. Hun afventede køligt en reaktion fra mandens ansigt.

Da han gav hende ret, nikkede hun overbevist. Han løj i hvert fald ikke. Det var tydeligt for en med hendes evne. Hun fulgte nysgerrigt hans blik, da han så mod en eller anden mørkhåret mand, hun aldrig havde set før. Tøserne omkring ham så ud til at gøre det her for pengene, så absolut ikke for manden.

Hun smilede koldt af hans ord. Jo, det var måske lidt drastisk, men desværre også komplet sandhed. Som sagt, lidt hæmninger kan afværge utrolig meget, for eksempel mord. Og sikkert også en masse andre tng, der sker i mørket langt ud på de sene nattetimer eller tidlige morgentimer. Mange piger ville også gå lykkeligere derfra, uden positive graviditetsteste og snart i femte måned. Hun nikkede dystert og trak kort på skuldrene. Nåh hvad, det kom jo ikke hende særligt meget ved. Egentlig kunne hun ikke være meget mere ligeglad. Det var deres egen skyld.

"A bit drastic? No. Very drastic? Yes. The truth? Definetly."

Hun skulle lige til at afslutte sætningen med noget fornærmet pladder om, at hun ikke var en løgner, men det var sgu bare for hykler-agtigt. Istedet tog hun en lille tår af sin drink. Den havde i dagens anledning fået en citronskive i glasset. Hvilken da og hvilken anledning, der kunne være tale om, anede hun ikke. Hun lagde hovedet let på skrå, da han spurgte til hendes navn.

"Alexandra. Alexandra Aviaja Waron. And you?"

Hun kiggede afventende på ham, mens hun forsigtigt nippede til sin drink. Hu kunne høre at den nuværende sang var på sit sidste. Den bartender, der betjente hende før, så underligt glad ud. Som om noget skønt snart ville ske. Men hvad i alverdens riger og lande kunne det være, han glædede sig sådan til? Han skulle sikkert stå bag baren til baren lukkede i morgen eller til han besvimedei sit eget opkast og vågnede i en lukket og låst bar med tømmermænd og frisuren i totalt smadder. Hun smilede ved tanken og vendte igen opmærksomheden mod manden.

Han satte sig bedre til rette på barstolen, så han også, samtidigt havde en strategisk placering i forhold til Robert, der vist stadig ikke havde bemærket Geromes tilstedeværelse. Dog var det godt at være forberedt. Derfor kunne han nu, i sin øjenkrog bemærke hvis nogen kom mod ham. Før havde han oplevet at blive overfaldet, fordi han netop ikke så sig godt omkring. Dog var kun en mindre procentdel foregået inde for natklubbernes vægge. Men han var vel også et forholdsvist let offer. Det var ofte ganske tydeligt at se på ham, at han kom fra overklassesamfundet, hvilket var lig med: penge. Desuden vandrede han ofte alene rundt i byen, selv når han havde drukket så meget at det ikke ville overraske nogen, hvis han pludselig var endt i en grøft eller gyde. Og så var der lige det med hans naive væsen. Uanset hvor mange gange han blev udsat for det samme, lærte han ikke af sine fejl. Nej, de blev begået igen og igen.

Han smilede skævt, da hun igen kom med et "modsvar". Det var nu forfriskende, at føre en samtale med en, der vist havde lidt mere mellem ørerne, end de fleste kunne prale med. I hvert fald var det en sjældenhed, at han stødte på disse typer på natklubber som denne. Men mange blev jo også så hurtigt fulde, at de knapt nok kunne færdiggøre en sætning, så den gav mening. Men det skulle der jo også til, en gang imellem!

"Yeah, maybe it does sound tempting now, but in the end, you´ll regret it."

Selvtilliden lod i hvert fald ikke til at fejle noget. Det brede smil lå derimod stadig over hans læber, da han tog endnu en slurk af sit glas. Han morede sig over hendes kølighed: over de sarkastiske bemærkninger, der måske ville få andre til for længst at have opgivet kampen.

Igen måtte han lytte forundret til. Han måtte dog erkende, at han virkelig ikke kunne relatere til det hun sagde, da han lettere opgivende, rystede på hovedet, med et let grin.

"Well... Then we´ll have to watch our backs, huh? Or else... someone would kill us!"

Bemærkningen blev slynget ud i et tykt lag af sarkasme og morskab. Tydeligvis tog han det ikke seriøst, men hvorfor i alverden skulle han også det? Det var meget fjernt for ham. Især nu hvor han faktisk bare hyggede sig i en klub, med et godt glas whisky i hånden.

"Gerome Young."

Sagde han så, da hun spurgte efter hans navn. Alexandra - nej, efternavnet kendte han heller ikke. Men han mente nu også at han ville huske hende, hvis han nogensinde havde mødt hende før.

Og så gled hans blik over mod bartenderen. Sangen var ved at ebbe ud. Og trods Gerome havde overvejet bare at lægge det hele på hylden; ville han gøre én sidste indsats for at vinde væddemålet. Hvis altså kvinden, Alexandra kunne bistå med lidt hjælp.

Derfor lænede han sig ind mod hende, og talte dæmpet mod hendes ene øre:

"Alright listen. Take this pen, and write your number...-"

han tog en kuglepen op af inderlommen på sin blazer. Derefter fattede han om en af servietterne på disken, og rakte roligt og diskret genstandende hen mod hendes hænder:

"or any other number really. I´ll explain in a moment.

Han forsøgte at få det hele sagt forholdsvist hurtigt, mens han vidste at bartenderen sikkert betragtede dem, nærmest prøvende. Dog var det hele op til kvinden; Alexandra. Hvad havde han at tabe?