As the day goes by - Gerome

Dato: 4. juli 2012.
Tid: 17.00
Vejr: Sommerligt, svagt blæsende, næsten skyfrit, forholdsvist varmt.
Omgivelser: Mange er udenfor og nyder det, for en gangs skyld, gode vejr. Glade mennesker i parker, på gader og stræder.

Kaya var netop kommet ind ad døren. Dagens træning havde været særlig hård, som tiltænkt denne dag ud fra et træningsprogram, hun havde tilrettelagt efter Procellas træning. Dette havde været en blanding af udholdenhed og smidig bevægelse og afvigelse. Enkelt sagt; ekstrem intervaltræning uden pauser bare ændring af øvelsen. Løb, parkour, svømning i søen, styrkeøvelser. Arme, ben, core. Lunger, ilt, blod. Igen og igen og igen.
Det gik bedre. Hun kunne mærke de små forbedringer på kroppen som følge af det ændrede træningsprogram. Det gik godt.
Udmattet smed hun nøglerne på bordet i entreen med en klirren og et suk. Gummiskoene blev krænget af fødderne, uden at kære sig om at binde snørebåndene op. Svedperlerne sprang stadig fra hendes pande og krop, mens hun krængede den klæbrige trøje af overkroppen og smed den skødesløst på gulvet. I køkkenet tændte hun for vandhanen og lod det løbe indtil det iskolde vand løb. Hun smed hele hoved ind under hanen, før hun grådigt begyndte at drikke og lod det afkølende vand løbe ned gennem halsen og ned i hendes overophedede krop. Hun stoppede sig selv for ikke at drikke for meget og få kramper af det pludselige kolde vand i den varme mave, og slukkede for hanen. Langsomt fik hun smidt bukserne og trasket ud på badeværelset, hvor hun undervejs fik smidt resten af tøjet skødesløst rundt omkring i lejligheden.
Bruseren blev tændt, og det kølige vand løb snart frit. Vandet lod hun rinde udover sit ansigt og ned ad hendes krop for at afkøle den. Her stod hun længe. Stille. Uden at gøre noget.
Endelig, da kroppen var kølet tilstrækkeligt ned, lod hun vandet blive varmere, hvorefter hun sæbede sig ind.
Badeværelset dampede snart fra det varme bad, og hun steg ud. Håndklædet flød over kroppen i rutinerede bevægelser, før det fandt håret og blev rullet omkring det.
Et par sweatpants i grå og en grøn top blev fundet frem og smidt på kroppen, hvorefter hun, stadig med håndklædet om håret, begyndte at samle det svedige tøj op, der var smidt rundt omkring i lejligheden.

Solen havde stået højt på himlen, da Gerome havde forladt sine forældres hus ved stranden på La Sunisha. Det der burde have været en hyggelig eftermiddag med familien, blev til endnu en af de sædvanlige "Hvorfor får du dig ikke et rigtigt arbejde?"-samtaler. Denne specifikke gang, havde det dog gået over gevind. Faktisk ville det ikke overraske Gerome, hvis faderen besluttede sig for, nu endeligt, at lukke sønnens konto, så han måtte klare sig selv. Derfor havde Gerome stædigt besluttet sig for, at den kommende aften sikkert skulle spenderes på en eller anden tilfældig bar. For eftersom faderen blev nødt til at ringe til banken næste morgen - hvis han altså traf valget -så fik ham oven i købet en stor regning med sig som hævn fra sin "elskede søn".

Hvad der også havde irriteret Gerome gennem de sidste par dage, var den komplette, afvisende opførsel Kaya havde skænket ham. Han havde ikke kendt Kaya længe, men havde derimod mødt hende ved forskellige lejligheder. Dog havde han, for en uges tid siden, haft en ganske morsom aften med hende, over nogle drinks. Faktisk havde han formodet, at de derved kunne hænge ud lidt oftere, men ikke ét ord havde de vekslet siden. Så sent som dagen efter, de havde hængt ud sammen, havde han efterladt en besked på hendes telefonsvarer, om hvor hyggeligt han havde ment deres aften havde været. Faktisk var det en sjældenhed, at rigmandssønnen virkelig ville indrømme noget på så høfligt vis, og derfor var den kolde skulder hun gav ham, noget der bestemt ikke faldt i god jord. Afvisningen fik ham til at tvivle på om hun bare havde "holdt ham hen" den aften, og overhovedet ikke havde været interesseret i at føre en eneste samtale med ham. Han havde trods alt betalt for nogle af hendes drinks, og kunne derfor formode at hun kun havde været ude efter en der kunne lægge pengene ud.

Gerome var stædig af natur, og eftersom klokken ikke kunne være mere end 17 besluttede han sig, for at smutte forbi hendes lejlighed, nu hvor han alligevel befandt sig i Sherias bymidte. Han vidste hvor hun boede, eftersom han havde fulgt hende til døren efter deres aften i byen. Egentlig anede han ikke hvad han kom derhen for. En slags konfrontation: nej, måske nærmere en nysgerrighed. Han var ikke typen der sagde undskyld.. i hvert fald ikke til noget han bestemt ikke havde gjort. Alligevel havde han en lille mistanke om, at han havde kvajet sig under deres sidste møde. Det ville bestemt ikke komme som en overraskelse.
Derfor ringede han på ved hendes lejlighed: stod afventende og afskyede sig selv for at være svag nok til ikke bare at droppe det hele.

Bøjende i knæene på vej ned for sit sidste stykke tøj på gulvet, ringede det på dørtelefonen. Et rynket bryn i undren over, hvem det kunne være. Med tøjet, stadig gennemblødt af sved og havvand, i hånden gik hun over og så på skærmen, der viste, hvad kameraet så nedenfor i opgangsdøren.
Gerome...
Et suk og en opgivende stirren op i loftet. Det var vel også på tide, hendes opførsel havde ikke været helt fair.

'was going to talk to him at sometime, anyway..

Var hendes opgivende tanke, før hun igen kiggede ned på den lille skærm ved dørtelefonen. En finger gled langsomt op over knappen, og den brummende lyd af låsen, der gled op, lød nede ved døren.
Hun åbnede døren og stod ventende lænet op ad dørkarmen med den ene arm hængende ned af siden med tøjet. Den anden lå i taljen, da han kom op af trappen.

"Heya Gerome. Didn't expect you here, but nice to see you. Sorry, I haven't answered your calls. I've been.. Busy.. Whatcha want?"

Hendes stemme lød påtaget munter og afslappet mens en venligt smil blev lagt på læberne.
Selvfølgelig kom han for at få opklaret hendes mystiske opførsel. Først sidst på aften, da hun havde fortrudt og havde brugt det sidste kvarter, før hun havde gjort opmærksom på, at hun ville hjem, på at kigget sig nervøst over skulderen mod døren. Derefter havde hun fuldstændigt ignoreret hans beskeder og opkald.
Hun burde ikke have drukket, det havde hun lovet Procella. Men det havde været så rart at have en aften som et helt almindeligt, uvidende menneske, sammen med et andet helt almindeligt og uvidende menneske. Hun havde nydt denne korte flugt tilbage til den naive hverdag, som det uvidende menneske levede. Hun havde virkelig nydt det!

But can't tell him the truth. Either about my knowledge or my past with the drugs.. Just a normal friendship with a normal person.

Tankerne var bitre, fortrydende, men smilet lå stadig på læberne, da hun trådte til side og bød ham ind med den frie hånd. Et blik ud af døren til hver side, et instinkt der efterhånden lå på rygsøjlen, før hun lukkede døren efter ham.

"The livingroom's just right ahead."

Med tøjet hævet antydede hun, at hun ville gøre sig af med det, før hun kort forsvandt ind i soveværelset og lagde det til tørre på kanten af vasketøjskurven.

Stuen var enkelt og spartansk indrettet. Der var ikke meget personlighed over det, kun de nødvendige ting for at leve og derudover en reol fyldt med gamle bøger, der så ud til at være brugt jævnligt. Rummet var malet i en knækket hvid, og mørklægningsgardinerne var trukket væk fra de store vinduer.
Intet antydede andet end et spartansk liv, med mindre man kiggede efter. I bøgerne ville man finde optegnelser om, hvad de fleste ville tro var en interesse for legender, historier og eventyr. Rundt omkring i huset ville våben være gemt. En jagtkniv her og en almindelig håndpistol dér. Det ville blot ligne en paranoid beboers sikkerhedsforanstaltninger. De mere seriøse ting var låst inde i våbenskabet, der var låst inde i skabet i soveværelset.

Kort efter trådte hun ind i stuen, for at se hvor han var - holde øje med hans bevægelser.

"So.. Why didcha come?"

Stemmen var uskyldig, påtaget uvidende, som hun stod der i rummet kort inden for døren til stuen

Mens han stod og ventede på den sædvanlige lyd, fra det nærmest brummende system fra dørtelefonen, tog han sin mobil op ad lommen og så en besked tegne sig op på skærmen:

Dinner 2-morrow.

Beskeden var fra moderen der tydeligvis prøvede, endnu en gang, at redde situationen mellem sin mand og yngste søn. Forholdet mellem de to var jo anstrengt, og derfor var middagen selvfølgelig tiltænkt, at de nu skulle "tale om problemerne", trods det gang på gang havde vist sig, ikke at hjælpe spor. Dog prøvede hun inderligt, at få det til at fungere. De andre børn var jo stadig i England, og derfor prøvede hun vel bare at holde sammen på sin resterende familie.

Da han hørte lyden fra låsen der klikkede, trak han ned i dørhåndtaget og åbnede døren. Derefter tog han mobilen ned i lommen, og fortsatte op af trappen, der ledte op til hendes lejlighed. Nå, hun ville da i det mindste lukke ham ind. Det var en ting. Men alligevel havde de adskillige opkald været forgæves. Han hadede ideen om at virke "klæbende", og alligevel var han nu på vej til at konfrontere hende. Eller... Måske skulle han bare være cool - ja, der var vel ikke meget andet at gøre, hvis han ikke skulle tabe ansigt.

Da hun havde åbnet døren, og han stod ansigt til ansigt med hende, smed han nærmest bare et smil over læberne: og i betragtning af hvor mange falske smil han havde påtaget sig gennem årene, var det svært at gennemskue hvorvidt de var oprigtige eller ej.

"Hey. Oh, sorry to barge in like this..."

Han så på hende med en nysgerrighed i de grønne øjne, og forsøgte sig med et lidt undskyldende smil.

"Yeah, well, I was in the neighbourhood anyway, so... Just wanted to check up on you."

Det var jo ikke ligefrem løgn: det havde blot været en indskydelse at han ville smutte forbi, men han havde da overvejet det de sidste par dage. I betragtning af hvor mange opkald han havde foretaget, burde hun heller ikke just være overrasket. Ja, og det var hun tydeligvis heller ikke, eftersom hun undskyldte for ikke at have vendt tilbage til ham. Dog kommenterede han det ikke med det samme. I stedet, smilede han blot venligt, da hun trådte til side og lod ham komme ind i lejligheden.

"Thanks."

Lød det fra ham, da han trådte indenfor og tog stedet i øjesyn. Lejligheden var ikke just atypisk på nogen facon, ud fra hvad han havde forestillet sig. Det mindede ikke just om et fristed, hvor man virkelig bare var for at hygge sig og få glæde af hver en detalje. Det mindede mere om et sted, hvor de nødvendige ting var der, men hvor andre små personlige detaljer, var skjult, eller i hvert fald ikke-eksisterende. Men det var nu også det vigtigste. I sammenligning med Geromes eget sted, kunne han bestemt se, at han muligvis havde for mange overflødige ting... Mange ting, der kun var der for at se interessante og/eller seje ud. Ting der var af værdi, men ikke på nogen personlig måde. Materielle goder, som han egentlig ikke behøvede.
Han gik lidt rundt i stuen, mens hans blik gled rundt mellem de forskellige genstande. Faktisk vidste han ikke hvad han "ledte" efter. Måske noget der rent faktisk var bare en lille smule atypisk - skørt måske.

Han vendte sig om mod hende, da han hørte hendes stemme.

"Honestly... I just wanted to see how you were doing."

Der gik dog ikke lang tid, før han kom med tilføjelsen:

"Well since you've been dodging my calls."

Han forsøgte at få bemærkningen roligt ud over læberne, men der var alligevel noget lidt dømmende at spore i stemmen.

"But as you just said - you have been busy.... So, are you sure you even have time to talk to me now?"

Okay. Hele Keep-it-cool planen, var allerede gået i vasken, for at sige det mildt. Men hvorfor skulle han dog også lægge skjul på det?

Kaya nikkede forstående, som tegn på, at det ikke gjorde noget, at han kom forbi. Hun hverken kunne eller ville heller ikke undgå ham til evig tid. Dog blev et øjenbryn hævet over de sidste ord, om at han var i nærheden alligevel og en drilsk kommentar røg tilbage i hoved på ham.

"That's a lie, both you and I know it."

Stemmen var ikke negativ, men stadig mild og drilsk. De vidste begge to godt, hvorfor han var kommet.

Da hun kom tilbage i stuen med håndklædet om det stadig fugtige hår. Hun så analyserende på ham og hørte hans ord. Som for at trække tiden ud, tog hun håndklædet af håret og begyndte langsomt at tørre det. Det tog ikke længe før hun var færdig, og nu stod hun, nærmest hjælpeløs, med håndklædet i hånden og så på ham med tænksomme øjne. Var det ubehag, der var at se over hendes træk?
Hun sukkede, som for at tage sig sammen.

"Yeah.. Well.."

Ordene. Forklaringen ville ikke rigtigt komme til hende.

"Uhm.. Okay.. I have been dodging your calls."

Tankerne fløj gennem hoved på hende. En eller anden form for ærlighed var vel bedst.

"The reason is.. I haven't.. Been drinking in a long time and been rather budy with my life. I was surprised with the sudden friendshipness, that I didn't know what to do. I haven't felt that in a long time. Maybe I just should've gone with it, but t'was so far from my everyday life, that I.."

Hun gik i stå igen. Hvad var det egentligt, hun havde følt? At hun ikke skulle have lov til at hygge sig som ethvert andet normalt menneske? Var hun virkelig så langt ude, at hun var i tvivl om følelsen af sjov?

"I don't know.. I guess I'm just not used to having fun anymore.. I felt silly."

Blikket i hendes øjne, fik hende til at ligne en mus, der var trængt op i en krog af katten. Følelser som forvirring og pinlighed sås i hendes øjne.
Hun løftede armene i en opgivende gestus, så håndklædet blafrede rundt.

"It was silly of me, but I simply didn't know what to say to you! I lies so far from what I'm used to nowadays. I.. I am sorry.."

Et kort øjeblik sås et bedende glimt i hendes øjne, men det forsvandt hurtigt, hvorefter hun rankede sig en smule. Håndklædet vred sig under hendes nervøse hænder, som viste hun ikke, hvor hun skulle gøre af dem.

De grønne øjne betragtede hende, nærmest bedømmende efter en reaktion, mens hun gav sig til at tørre sit hår. Det tænksomme blik hun sendte ham, fik ham nærmest til at sukke indeni. Egentlig troede han først at hun ville fornægte det. Fornægte at hun havde undgået ham, trods han havde følt at de havde haft en god aften sammen. En aften han havde nydt - på en mærkelig oprigtig måde. Egentlig havde han en tendens til altid at skifte sine "venskaber" ud. Aldrig holdt han fast i nogle personer længe ad gangen, men denne gang havde han følt at der måske havde været noget potentielt. Et venskab med en person, der faktisk så gennem hans, til tider arrogante, snobbede attitude.

Derfor hævede han næsten overrasket det ene øjenbryn, da hun gik direkte til sagen. Hun indrømmede det. Han skulle lige til at sige noget; spørge efter en forklaring på den kolde skulder hun havde skænket ham. Dog gjorde hun det selv. Snart fandt han sig selv i en situation hvor hovedet var let på sned, i ren nysgerrighed efter at høre sandheden.

"So.. You´ve been dodging me, because..-"

Han prøvede at få alle hendes ord, til at give mening. Få hendes forklaring til at virke logisk. Men som altid var det svært for ham at forstå, at ikke alle var ligeså hæmningsløse når det kaldt druk og fester som han var. Han kløede sig kortvarigt i panden, og prøvede at afslutte sin sætning:

"-you feel guilty, because you had fun? Because you actually had a good time?"

Uforstående lagde han armene over kors, mens han vurderende så på hende. Så blottede han tænderne i et skævt smil.

"Alright, maybe I don't quite understand what the fuss is all about, but... I like you. I´ve had a great time with you, honestly."

Så smilede han prøvende, og opmuntrende til hende. Det var bestemt ikke noget han sagde til alle og enhver.

"But if you feel bad about hanging out with me... Well..-"

Han stoppede sin sætning. Det lød jo som om hun ikke kunne tackle venskabsfølelserne mellem dem. Som om det var fjernt for hende. Og det var også fjernt for ham, men han prøvede at gribe chancen. Det var derfor han var der nu. Derfor han stod foran hende, midt i hendes stue.

"Why not allow yourself to have some fun?"

Et irriteret, mørkt blik gled kort over hendes øjne, men forsvandt hurtigt igen. Selvfølgelig var det svært at forstå. Hvorfor skulle en ung kvinde ikke have det sjovt, når hun havde lyst til det? Hvorfor skulle følelsen ligge så fjernt?
Hun havde givet ham en halv sandhed, og resten.. Ja, det var ikke ligefrem noget man kunne fortælle enhver. At hun brugte alle sine vågne øjeblikke på at træne for at overleve og jage væsnerne fra under sengen, var ikke noget man kunne fortælle hvem som helst uden risiko for at blive indlagt på den lukkede. En forståelse og overbærenhed gled over hendes øjne, af hvad der kunne virke til en ukendt årsag. Et suk gled opgivende over hendes læber.

"Yeah.. I know. It's.. Stupid. But I kinda don't know how to have fun anymore."

Hun lænede sig med hænderne på ryggen op af dørkarmen og så ned ad sig selv, undgik hans blik, for at få styr på tankerne. Skuldrene stak ud foran hende, og hun så mest af alt ud som en lille skrøbelig pige, trods de senede, stærke muskler, der dækkede hele hendes krop. Stadig kiggende ned i gulvet, begyndte hun langsomt at svare ham.

"I had fun, too, it's not that. I was just surprised, that I'm still capable of fun.

Hun rystede på hoved over sine egne dumme ord, men kiggede stadig ikke op.

"And I still want to try. But it's just.."

Til sidst kiggede hun op på ham med et stædigt, intenst blik, til trods for at ubehaget tydeligt lå i øjnene. Hun brød sig ikke om at tale om dette, men valgte at gøre det alligevel, for at få ham til at forstå.

"I've been so busy trying to stay afloat, trying to survive, that I forgot to take care of myself and really live my life."

Endnu et suk skred over hendes læber. Det var det tætteste på sandheden, hun kunne komme. Sådan var det med dét liv, hun levede..
Pludselig rankede hun sig og gik sin vej ud til badeværelset for at hænge håndklædet op. Bare to sekunder alene. Ærlighed var ikke noget, der var meget tilovers af i hendes liv. De sidste ti år havde hun brugt på at hemmeligholde først den ene og derefter den anden identitet hun havde. Prostitution og stoffer var noget, hun ikke ville fortælle. Den abnormale verden og hendes tilhørsforhold dertil var noget, hun ikke kunne fortælle.
Hurtigt smed hun noget koldt vand i hoved fra den rindende hane, så sig selv i spejlet og rystede på hoved.

This is pathetic..!

Hurtigt tørrede hun hoved og vendte tilbage til stuen, hvor hun igen stod som en mus trængt op i en krog. Et skævt, lidt usikkert smil spredte sig på hendes læber.

"I know it's.. Pathetic. But it's the best way I can explain it."

Hun så usikkert på ham, forsøgte at læse ham, som hun gjorde det bedst, mens musklerne usikkert spændtes over hendes krop. Hvad ville han mene om alt det her?

For ham, var verden meget sort og hvid. Derfor var det altid svært for ham, at sætte sig ind i andre folks situationer. Ting som hårdt arbejde og pengemangel, kunne han jo ikke just sige at han selv havde været underlagt. Selvfølgelig vidste han, at det var noget der nemt kunne ramme ham en dag, men nu levede han livet, næsten bekymringsløst. Og selvom folk blev ved med at fortælle ham, at det ikke kunne vare evigt, prøvede han at lægge tanken bag sig ved hver given lejlighed. Han ville hellere leve med det på denne måde: leve med det til fulde. Men han prøvede nu inderligt at forstå det liv andre levede. Det var bare svært, når nogle mennesker syntes at døje med problemer - syntes at kæmpe mod de hæmninger han ikke selv syntes at kende til.

"Maybe you´re working to hard...?"

Det var let for ham at sige. Han arbejdede bestemt ikke særlig ofte, og havde aldrig gjort det. Hans kompetencer var elendige, og han nægtede at udføre arbejde han ikke havde det godt med. Eller arbejde, han ikke fik nok ud af. Han var besværlig at arbejde med, netop fordi han var stædig, og ikke lod andre bestemme fuldt og fast over sig. Og han var doven. Doven på den måde, at han ikke følte en passion for andet arbejde, end det han udførte når han spillede musik offentlige steder. Og det var sjældent.

"Everyone needs to have some time to themselves "

Tilføjede han så, med en opmuntrende tone i stemmen.

Da hun forlod rummet, tænkte han over hvad han dog skulle sige. Faktisk overvejede han også kortvarigt, hvad han ville opnå. Arbejdet var tydeligvis et stort fokus i hendes liv. Hun havde trods alt sagt at hun bare havde prøvet at "overleve". Var det pengene det var galt med? Igen stod han i en situation han ikke kunne sætte sig ind i. Og hvordan i alverden skulle han kunne hjælpe? Hvis hun var villig til at slappe af lidt oftere, ville det glæde ham, men en arbejdsnarkoman led ofte under dårlig samvittighed, når arbejdet ikke blev udført. Sådan havde Geromes far ihvertfald været gennem hele Geromes barndom.

Da hun kom tilbage, stak han hænderne ned i sine lommer, og trak skulderne lidt op til ørerne.

You're not pathetic.

gjorde han hende først og fremmest opmærksom på.

"It's probably easy for me to say, but I don´t think you should feel guilty when you finally find the time to have some fun."

Han ville ikke have at hun skulle slide sig selv op på den måde. Det lød jo som om hun virkelig var i en kamp med sig selv. Han smilede så til hende. Et let smil, der viste at han mente det han sagde. Det var lettere sagt end gjort.

Et fnys gled over hendes læber, som følge af den første kommentar.

Working too hard? I wish it was possible..

Selvfølgelig arbejdede hun for hårdt! Men i dette tilfælde var det ikke et erhverv, men en livsstil - et valg hun havde taget for at beskytte mennesket mod ukendte farer.
Hænderne røg opgivende op i luften.

"I have no other choice!"

Da hun kom tilbage, gik hun med lange, balancesikre skridt rundt om ham og smed sig opgivende i sofaen, hvorefter hun trak benene op under sig og foldede armene om dem. Hun havde mest af alt lignet en kat i aktion, som hun bevægede sig med stor forståelse af sin egen krops bevægelser rundt i rummet. De aflange muskler arbejdede stadig på højtryk under følelsen af ubehag, og blodårerne var nu begyndt at træde frem mod huden.
Hendes hånd fløj kort op i luften, i en gestus hun selv var i tvivl om, hvad betød.
Hun følte sig ynkelig. Og derved svag. Hånden røg hurtigt ned om knæene igen.

Hun så op på ham fra sofaen af, og et stædigt udtryk gled over hendes øjne. Hun havde besluttet dette for længe siden. Kæben spændtes ligeledes i stædig beslutning.

"I used up my amount of time for having fun a long time ago. My life haven't been as easy as yours. You may not understand that, but that's the way it is."

Ordene var hårde, og kort gled der et strejf af fortrydelse over hendes øjne. Hun lukkede dem et øjeblik, trak vejret dybt og langsomt fortrak spændingerne i hendes senede krop. Da de nøddebrune øjne åbnedes igen, var der et klar, men ulæseligt, udtryk at se i dem.

"I enjoy my time with you, I do. But my life doesn't permit a lot of time for that, even though I've been trying to find it. I want to spent more time with you, but I'm not used to this and I'm having a hard time trying to get used to it."

Hun forsøgte at gengælde smilet, men i stedet blev det til en anstrengt grimasse af bitre følelser. I stedet valgte hun at ligge hagen på knæene og så op på ham med et forsigtigt blik. Hun følte sig ikke tryg ved situationen, og hun forsøgte at læse, hvad han inderst inde følte ved dette. Forsøgte at se forbi den smilende facade. Men måske var det slet ikke nogen facade? Måske var det bare hende, der forventede dette, fordi hun selv levede i en verden af facader, løgne og tykke mure?