Curiosity Killed the Cat [Procella]

Dato: 24-01-14
Tid: 22.13
Årstid: Vinter
Vejr: Omkring -10 grader, overskyet og mørkt med sne i luften.
Sted: Et yderliggende hjørne af Werclare kirkegård
Omgivelser: Et lille redskabsskur med overhæng læner sig op af bagmuren i det bagerste hjørne af kirkegården. De nærmeste gravsten er dækket af et flere centimeter tykt lag sne. Stierne imellem de små gravsteder er overisede og falder næsten i et med omgivelserne. Alligevel er der spor efter støvler og adskillige lys og lanterne og tændt rundt omkring. Det eneste andet lys stammer fra spots der oplyser kirken et godt stykke væk og gadelysene fra den anden side af muren.
Påklædning: Sort læderjakke, sort uldtrøje med rullekrave, halstørklæde og tykke lædervanter. Mørke jeans og støvler med hæl.

Kirkegården var så forladt som man kunne forvente, sent om aftenen, i minusgrader og med sne i luften. Selvom Deploratus beboere var vant til det hårde vinter-klima, var der alligevel ingen fornuftige mennesker der villigt begav sig ud i en begyndende snestorm, når man kunne putte sig bag hjemmets fire vægge.

Uheldigvis var 'fornuftig' sjældent et ord der beskrev Saga

På trods af den tykke uldtrøje, det fornuftige termo-undertøj og adskillige - efterhånden lunkne - varmepakker, frøs hun så kæben låste og tænderne klaprede smertefuldt imod hinanden. Ved siden af den ene støvles snude var adskillige skodder sunket ned og havde skabt en fordybning i islaget. Overhænget holdt sneen fra at nå hende direkte, men kulden sneg sig alligevel rundt om hjørnet og ind i hendes knogler. Det var ikke et skjulested valgt efter komfort, men på grund af helt andre, meget specifikke kvaliteter, der lige nu virkede mindre vigtige end hendes frosne næse og svidende lunger.

I should have taken my chances and chosen a nice, warm pub. It's probably just silly kids anyway..

De uldne vanter kørte hurtigt op og ned af læderjakkens ærmer i et vagt forsøg på at skabe friktion, mens hun vippede på hælene for at holde en smule bevægelse i fødderne. Kulden gjorde hende gnaven og – hvad der var mere af en sjældenhed – opgivende.

Good story my frozen ass. I'm going to be sick for days, probably lose af toe or two to frostbites and for what?

Det havde været den forbandede lille stemme i baghovedet der have ledt hende på afveje igen og her stod hun som en anden ispind, uden at have set hverken hoved eller hale af...

Sne knaste på den anden side af bygningen, uden for hendes synsfelt. Det pludselige skud af adrenalin fik hendes frosne muskler til at hoppe smertefuldt. Saga kneb øjnene sammen, prøvede at holde en mundfuld kold luft tilbage i lungerne og trak sig længere ind i skyggerne. Hvis hendes kilde havde talt sandt, var det nærmest held i uheld at hun var så forfrossen efter den sidste halve times venten.

En skygge slentrede forbi skuret langs en af de tilisede stier et par meter fra hendes skjulested. Skæret fra gadelygterne på den anden side af muren oplyset ham i bidder. En ung fyr, knap over 20, med mørkt hår stylet i en fake mohawk. Han fortsatte hen over stien og ind i et indhegnet, men umarkeret område af kirkegården. Da han standsede ved en stor mindetavle med adskillige indhuggede navne, spillede gadelyset i hans hår. Saga rullede svagt med øjnene. Kun en idiot var forfængelig nok til at bruge hårgel i frostvejr. På den anden side havde hun stærkt på fornemmelsen, at man skulle være mere end godt, gammeldags dum for at dukke op til et møde som det her.

Med stive fingre rakte hun lydløst ind under tørklædet og trak kameraet fri. Kulden var fuldstændigt glemt. Faktisk svedte hun en smule under vanterne, og tørklædet var kvælende. Adrenalin.

'Mohawk' kastede et utålmodigt blik rundt. Efter et øjeblik tiltede han hovedet tilbage og betragtede himlen. Nej, det var ikke helt rigtigt. Toppen af muren, der sneg sig op på godt 4 meter hvis man tog den massive marmor-engel der vogtede over det indhegnede område med. Saga kneb øjnene sammen og forsøgte at følge hans blik. I samme øjeblik skiftede skyggerne svagt. En skikkelse skilte sig ud fra englens krop.

Damnit! I didn't even see him until he moved. How long has he been up there?

Hun skar en grimasse af mørket og hævede kameraet, netop som skikkelsen trådte udover kanten af statuens skulder og.. svævede ned til jorden. En kuldegysning fik Sagas ryg til at vride sig, selvom kameraet forblev fuldstændigt stille og i fokus på skikkelsen, der langsomt trådte tydeligere frem som en mand omkring 30, med bakkenbarter der virkede naturlige på det gammeldags ansigt.

Just the wind. Sure, the wind. And wires. In minus-degrees, at night, in a cemetary. God, this is so cliché. If that's a cape, I swear..

Saga skar tænder da skikkelsen spredte armene og en god-honest kappe spredte sig bag ham. Sneen knaste svagt da han landede et par skridt fra den yngre fyr, men i stilheden og det kølige vejr, var det nok til at hun kunne høre det selv fra sit hjørne. 'Cape' trådte nærmere Mohawk, der villigt vippede hovedet til den ene side og afslørede en bar hals der uvilligt mindede Saga om kulden. Igennem kameraet virkede det som en B-rate vampyr-film. Cape sænkede hovedet og skæret fra gadelamperne fangede kort et forventningsfuldt udtryk lige som -

FLASH

Blitzen forevigede scenen, i det øjeblik Capes overdrevne hjørnetænder brød igennem Mohawks hud.

Score!

Cape hævede ansigtet med en dyrisk snerren og stirrede direkte ind i hendes hjørne. Mohawk blev brutalt skubbet til side og vampyrens træk flød ud for Sagas øjne da han begyndte at bevæge sig imod hende.

Oh right. Plan B!

Procella sukkede lidt træt for sig selv. Det havde været mildest talt et helvede at skulle arrangere ting omkring børnenes dåb. Ooooog det havde krævet ikke så lidt tjenester indhentet ikke at lave kirken om til blodblad fordi hendes børn var "forkert". Bare tanken om det fik de små muskler til at trække sig lidt krigerisk sammen i hendes øjenkroge og fik de smukke gyldne øjne til at spille kort i en let skarpere glød.

Hun lukkede den tunge dør bag sig og som altid gav den et, ja om ikke drøn, så i hvert fald en tung lyd fra sig der mere eller mindre blot manglede en formanende og frygtindgydende tordendunderstemme der proklamerede Ja lille dame du forlader nu Guds hus, og det vil du aldrig kunne være ninja om. Hold dig på måtten så du ikke VIRKELIG forlader Guds hus, for vi holder altid øje med dig!

Som for at understrege hendes tanker så hun en skikelse stirre ned på hende fra et øvre vindue og demonstrativt puste et lys ud så man ikke længere kunne se vedkommende der holdt lyset. Ikke med et alment menneskeligt blik i hvert fald. Procella fnøs af den lille gestus. Hun var overhoved ikke i tvivl om hvorvidt der blev holdt øje med hende eller ej og de her floskler var så småt ved at gå hende på nerverne.

Hendes blik gled op i nattehimlen. Nogle få stjerner kunne ses ekstremt skarpt imellem de insisterende skyer der til gengæld valgte at sende gigant fnug ned over hende og resten af landskabet, der nærmest havde størrelse som små vatbolde. Det fik hende til at smile for sig selv. Der var noget magisk ved sne. Nok noget man aldrig voksede rigtig fra at føle hvis man var vokset op i sydstaterne hvor sne var omtrendt så normalt som at gå i overtræksbukser. Hvilket også var grunden til at Procella ikke havde noget så fornuftigt på!

Hendes lange tunge læderjakke lå trygt omkring hendes lave skikkelse. Ikke fordi hun var i tvivl om hvorvidt hun havde den på, men mere for vanens skyld, knyttede hun hånden og slog sig let for brystet. Selv igennem den tunge læderjakke og ringbrynjen i den, kom der en dump lyd fra hendes kevlarkorset under. Kirken var et sted hun kom. Ofte kom. Mindst en gang om ugen. Og ud over søndagsgudstjenesten hvor hun efterhånden var blevet...nåja hvis ikke "pæn" så i hvert fald mere...erhm...forstadsfrue-agtig at kigge på, så var der ingen grund til at komme steder hvor man havde en skydeskive på ryggen, i panden, i brystet, eller nogen som helst andre steder, uden rent faktisk at have taget sig omtanken til at passe på sig selv. Ellers overlevede man ikke som jæger. Der var en grund til at denne kategori af mennesker - selvom Procella på så mange punkter vel egentlig teknisk set ikke længere kunne regne sig under den kategori - altid var over 20 og yderst sjældent over 40.

I et anfald af kådhed stak Procella tungen ud og fangede et et de vattede fnug på tungen, og frydede sig kort over fornemmelsen af hvordan det smeltede i hendes mund. Der var én ting der var godt at sige om vinter. Det var komplet umuligt for folk der ikke direkte trænede i at være stille, til rent faktisk at VÆRE stille. Sne og frost var folks værste fjende. Hvilket passede hende perfekt. Det gav også luften en sprød friskhed. En særlig duft. Ikke bare duften af frost og sne, som Procella efterhånden var kommet til at sætte pris på. Men det bragte dufte med sig langvejsfra.

Idrk. Old spice. Who the fuck uses that anymore?

Procella stak tungen ind i munden, fandt sine læderhandsker frem og stivnde.

...blood?

Undersøgende så hun sig tilbage overskulderen på den massive domkirke. Der kunne jo teknisk set være en nonne der rendte rundt med en tampon, eller en kirketjener der havde fået et papercut på et eller. Bibler kunne være ganske livsfarlige!

Tanken fik et smørret grin til at spille om de fyldige læber, men kun kortvarigt for det havde ikke været en "muflet" duft. Det havde været friskt, og det havde været en del. Kvinders perioder havde det også med at dufte på en helt anden måde. Mere...mørkt...ikke direkte hengemt, men det lugtede...ikke sådan her.

Procella lukkede sine øjne for at udelukkede eventuelle andre sanselige distraktioner. Derpå trak hun vejret igennem næsen, men på en lidt anden måde. Hun trak det fortrinsvist ind gennem næsen, men sidste snert af luft tog hun med munden så hun fik en aroma på tungens bagerste smagsløg, samtidig med at hendes sansesystem blev fyldt op. Hun ledte.

...Ol spice...Not interestering...
Dax vax...seriously not interesting...
Frost...not mattering...
Snow...not mattering...
Blood!
Someone swearing and moaning - really interesting!
Animalisk growling

Jægeren satte i bevægelse

And we have a bingo people. Why the hell could those fucking fangers not just keep home when I'm freezing my ass off!

De tunge støvler med det skridsikre underlag gav hende hvad hun havde brug for i henhold til fodfæste. Den tunge læderjakke gjorde INTET for at give hende varmen.

Why did I ever leave Texas? Take a trip - they said. It will be fun - they sad. Why the hell didn't anyone tell me I would spend 90% of my time being fucked by a demon, freezing, and have quintuples! Now here is a saying for ya! Stay away from Canada! The shit gets you pregnant!

Okay hvis der skulle nåes noget som helst skulle der skrues op for niveauet. Hun hadede det som pesten, for prisen var nådesløs når hun gjorde det. Linjer flød ud for hendes blik. Procella satte en fod på en bænk, fortsatte videre i løb op på ryglænet, det gav hende højden til at kunne tage den op på en eller anden rig madammes gravsten som åbenbart skulle være 3-4 meter høj fordi hendes resterende familie enten havde fallos-problemer, eller var yderst svagsynede. Farten gjorde at trods den ekstreme vægt grundet alt det gear hun havde på sig, så var der så godt som intet aftryk i sneen over hendes færden. Hvilket passede hende glimragende. Hun HAVDE jo sådan set allerede fået et par skideballer over at rense ud på kirkens område, men hvad fanden nyttede det når samtlige overnaturlige anså kirkegården som deres egen personlige drive-in?

Det tog hende et splitsekund at overskue situationen.

Mr. Daxvax der lå i sneen med en surmulende attitude der ikke helt passede sig overens med en offerrolle

Fucking fangbangers!

Bandede Procella ved sig selv. Det pludselig gule blik søgte efter den dyriske lyd.

Human vs. Vampire. Now what EVER could go wrong here?

Det var en overtanke. En tanke som hun egentlig ikke aktivt tænkte, men som strøg igennem hendes hoved som et godtog.

"OH MY GOD! YOU ARE BLEEDING?! DON'T WORRY I'M CALLING 911"

Procella skyndte sig imod den unge mand der rodede rundt i sneen. Ude af syne havde hun en lille flaske vievand med pumpe ude af syne. Hvem fanden havde brug for peberspray når hun kunne levere et slag der ville forvirre Teddy længe nok til at hun kunne losse den røven og bede den finde et andet sted at sove? Nej så var en fix lille vievandsspray meget mere effektivt. Fantastisk på både vampyre og dæmoner. Hendes opmærksomhed var 100% et sted ude ved siden og ikke på Daxvax i sneen. Hun havde mest af alt lyst til at stikke ham en dumflad, men hvis det var den måde tingene skulle løses på, så kunne hun praktisk talt ikke lave andet end at bitchslappe folk uden hjerne indtil den dag hun satte træskoende. Men kors hvor var det fristende.

Det lød som om noget virkede. Den bevægende klump af intet stoppede. Vampyre havde det med at lugte af intet. Det var som et tomrum. Noget der manglede. End ikke død lugtede de af. Men okay de var jo heller ikke døde de var Udøde.

"I'm Fine!
- Yeah see Tom is fine!
We where having a nice time!

Vampyrens opmærksomhed var stadig et andet sted.

Calm yourself. No freaky eye-shit now. Not yet

"Oh...uhm. So you guys are like...you now...erhm..."

"Yes! We are gay okay!
- Like hell we are!"

Blev der sagt i munden på hinanden. Procella rettede sig op med armene let over kors og et forvirret udtryk i ansigtet

"So capeguy say you are gays having a nice time in a cemetery. You are bleeding a claiming you are fine, but are not gay. Dude...where you trying to rape him or something? I have the numbers dialed all I need to press is one button, so you guys better come up with something that FITS or this bitch is dialing the police"

Det lod til at hendes ord fik forvirret begge parter en del. Vampyren kunne ikke være særlig gammel, og åbenbart med en teatralsk sans. Hvem fanden gik med kappe i Canada med mindre den var lavet af dyreskind eller andet varmt. Det der flimsy pjat var jo til grin

Procella sørgede for enten hele tiden at have dækket ansigt halvt af Mr. daxvax på jorden, eller egen anatomi. En skulder, en hånd, hår der kom i vejen. Hun havde en mistanke om at den eneste grund til at fangerbanger-måltidet var blevet forstyrret måtte være afsløring. Ellers ville der havde været tale om overnaturlige der var grumt ligeglade, eller havde været oppe og toppes om enten næste måltid eller om hvem der måtte spise hvem og hvorfor. Men dette lugtede af menneske.

Like hell I'm gonna be on Americas Most Wanted List. If I recollect, I'm already there thanks to Micha, and I'm NOT gonna end up in 12 oclock news because I got sloppy. Definitely female. New leather belt. Conditioner of some sort. Better lay of the products if she's gonna hunt for freaks. They will smell her miles away.

"That was a big mistake."

Capes stemme lød som en summen af insekter i hendes ører. Hvis hun havde haft nogen tvivl omkring den lidt for dramatiske skikkelses anderledes natur, var lyden mere end rigeligt til at gøre hende både eksalteret og rædselsslagen. Det var en lettere distraherende fornemmelse, alting taget i betragtning. De få skridt han nærmede sig fik kulden, der havde erstattet det første skud adrenalin, til at føles som en hær af små dyr henover hendes hud. Saga gøs og famlede lettere panisk med at få kameraet tilbage under tørklæde og læderjakke, mens de grønne øjne holdt øje med Capes lidt for flydende skridt. Skræmt, panisk, åbenstående mund - hurtigt efterfulgt af et næsten sardonisk smil da han tøvede ved udgangen af det indhegnede område.

"Something wrong?"

Det var svært at holde begejstringen fra at lyde som andet end mild interesse. Grænsen imellem det indhegnede, uindviede område var skjult under omkring en halv meter sne, men det betød vel ikke noget for det metafysiske? Ikke at hun vidste særligt meget om det, så længe det holdt mister theatrical fra at sætte sine tænder i -

Lyden af knasende sne spredte hendes tanker mere effektivt end et skud bourbon. Trangen til en cigaret skød mærkværdigt op og klemte hendes hals. For enden af den lange, mørke tunnel nogle pludseligt havde konstrueret omkring hende, kunne hun lige præcis se Capes fod plante sig solidt i sneen, på den forkerte side af hækken.

What

"You look surprised."

Knas

Oh

"I suppose someone.."

Knas

Fuck

"...must have mistakenly told you that this area was consecrated. Whoever could that be?"

Den summende tone steg til en boblende syden i hendes øre, som om en venlig vanvittig doktor var stoppet forbi for at hælde en omgang syre ned i øregangen. Saga kunne lige præcis spotte Mohawk i sneen bag den flagrende modbydelighed der nærmede sig. Tom havde fået vendt sig om på siden og lå nu som en anden pin-up og poserede i sneen, den ene hånd hævet for at vinke et par fingre i hendes retning.

Knas

"Tom, you little piece of shit!"

"Not my fault you don't know this crap."

Saga havde et øjebliks glæde af at se sit eget smil fra tidligere gengældt på Toms ansigt, før teatralsk og træls trådte imellem og blokkerede hendes udsyn. This was going to be one of those days.

Well... shit.

Læderhandskerne var ikke en hjælp da hun panisk begyndte at grave i lommerne efter noget der kunne bruges som våben.

"OH MY GOD!..."

En velkendt fornemmelse af at lukke fingrene om et trådhegn fik Sagas nerver til at springe som legesyge killinger omkring en bunke snor. Really, her? Here? Hvordan var det, at hun kunne bruge 6 måneder på at rende rundt i blinde og lede efter den forbandede kvinde, for tilfældigt at rende ind i hende nu?

I swear, the world is so god damn weird, but when opportunity drops in your lap

Det var et typisk journalist-saying; Lad være med at stille spørgsmål der ikke bringer dig nærmere scoopet. Hvor var det nu lige hun havde fået lagt kameraet igen? Mens tankerne for frem og tilbage opfangede hun kun svagt samtalen imellem de tre. Læderhandskerne fumlede kameraet frem igen, men holdt det halvt skjult bag jakkens ærme.

".. this bitch is dialing the police"

Fantastic

Saga skottede fra Cape, der endelig havde vendt sig halvt tilbage imod Tom, til hvad hun kunne se af kvinden henover vampyrens skulder - hvilket, som det viste sig, ikke var særligt meget.

Come on, take a peek. You know you want to!

Hun opfangede svagt at Cape havde fattet sig og var begyndt på en længere forklaring.

"Sorry, it's a little bit of a kinky date, roleplay and all that, but it seems someone decided to play a trick and snoop on us with a camera. Tom's family isn't in the know, you see, and I don't want my face on the front page either. I'm sure you can understand."

"Hell with this, I'm not-", lød det med slet skjult afsky fra manden under Procella, kun for brat at blive afbrudt da Capes øjne knap flakkede nedaf imod ham.

"... yeah, totally. Whatever, man. It's alright, lady. No need for the police", snøftede Mohawk mørkt og skubbede sig væk og op på knæene. Blodet fra de overfladiske stik-sår var allerede størknet i kulden.

"No harm, no foul. So you see, we can settle this peacefully, if this little lady here would hand over the pictures", afsluttede Cape og tiltede hovedet i retning af Saga.

He really thinks that's going to fly? Seriously, I guess brain-activity really does cease after death

Saga fnøs en sky af varm luft ud i kulden og hævede kameraet en centimeter længere op. Forhåbentlig så det udadtil ud som om hun hævede hænderne for at afværge beskyldningen om at være en perverteret journalist på udkig efter et søndags-scoop om sexual deviants in cemetaries. Der var åbenbart en indforstået aftale om, at alle overnaturlige spillede med i den mærkelige forestilling, men hvis ikke det snart sluttede, så kunne hun lige så godt bare få taget en røvfuld billeder, tage benene på nakken og lade de tre løse deres problemer i fred.

...Dude....how hard can it be...

Med afdæmpet stemme som ikke ville kunne høres på denne afstand af Saga, men sagtens af vampyren sagde hun roligt

"You species act faster than humans. Take the bloody chip an go home fanger. This is the very best opportunity you will have to survive this night. Grab the cam-string. Pretend to fall, end up in a hot mess on the ground. Top or bottom I don't give a fuck. Hell land ON the camera if it makes your day. But if your fangs comes more than 5 inches towards that girl, you are gonna be a crispy turkey come sunrise. Your choice. One chance"

Hun havde naturligvis under afbørstningen af ham, sørger for at befrie ham for byrden af hans pung. Det var ikke sidste gang hende og Tom kom til at mødes, næste gang kunne det bare godt være det ville ende på en lidt anderledes fascon. Hun var færdig med Stefan-tilfælde.

Hun så ned på Tom og klappede ham ukærligt og lidt unødvendigt hårdt på kinden så det nærmest mindede om en kæberasler og trak ham på benene. Hvilket i sig selv var et lettere aparte syn da Tom viste sig at være omkring en 15-20 centimeter højere end hende, og børstede ham halvhårdt af for sne og skidt.

"...now you be a really good boy and shut the fucking hell up while the grown ups debate whether or not you are too stupid to make it home alive"

Hendes handskebeklædte hånd lavede kysselæber af ham og klemte samtidig hans over og underlæbe sammen og hev let ud så han fik et Anders And look.

"Make my life easy. Tell me one thing though. And be honest. Have you taken any kind of drugs tonight? Prescription, illegal, alcohol, herbal-shit, anything. Think fast, because 3 lives here might depend on it sugarplum"

Alt det blev sagt i lav nærmest hviskende tone og først da hun havde spurgt færdig slap hun hans læber.

Procella fik lov at man-handle Tom kun fordi han var for perpleks til at stritte mere imod end at daske lidt efter hendes fingre. Tatoveringer, piercinger og hårgel nok til at supplere adskillige stylister til trods, var han tydeligt en fyr der forlod sig på sit udseende til at tiltrække, eller afskrække andre. Det var først da hendes hænder hævede sig til hans ansigt at han forsøgte at skubbe sig væk med et;

"Get your hands off of me, you crazy bitch!"

Det kom en smule klemt ud på grund af fingren, men Tom var tydeligt ikke en happy camper. Til gengæld var han heller ikke kuet af hendes ord. But then again, når man ruller med vampyrer tror man at man er lidt badass. Badass nok til at forsøge at smide en knytnæve efter Procellas ansigt det øjeblik han kunne komme til det.

Capes udtryk var nærmest komisk. Hvis intet andet efterhånden havde afsløret det, så ville arrogancen over at nogle kunne driste sig til ikke at falde for hans løgn og samtidig kaste fornærmelser efter ham, være den sidste, massive dråbe i et allerede overfyldt bæger. De stikkende, dybtliggende øjne glemte Saga til fordel for at give Procella opmærksomhed. Et langt øjebliks gransken - for de overnaturlige, i hvert fald - tikkede forbi, før de skarpe tænder dukkede frem i et glinsende smil.

"Reaper"

Han gav hende elevator-blikket på samme måde som man ville betragte et stykke kød i køledisken ved slagteren.

"She told us about you, but you don't look that tough. I think.."

Cape holdt en dramatisk pause. En hånd fejede kappen tilbage over skulderen med en tydeligt indtrænet bevægelse.

"..I'll kill you, then get the pictures for dessert", drævede han endelig og satte af imod Procella.

Sagas hjerne var en lille, sort boks. Sådan foretrak hun i hvert fald at tænke på den. Hun havde trænet den i flere år til at opsnappe og huske detaljer, de fleste andre glemte eller ikke lagde mærke til. Hvilket var meget heldigt, for lige nu havde hun nok af en udfordring med at holde kameraet lige med frosne fingre og pulsen siddende lige under halstørklædet som en klump i halsen. Linsen hoppede et par millimeter op og ned og billedet af Capes ryg blev en smule sløret da han satte i spring.

Damnit! Don't fail me now! Just a few more pictures and we'll get ditch this scene while they duke it out

Overlevelses-instinkt var måske ikke Sagas stærkeste side, men enhver idiot kunne fornemme at begge sider var lige villige til at smække hende ud af kampen - lige så snart de havde håndteret hinanden.

Might as well get the best out of it

Hun klikkede kameraet over på automatic med 1 sekunds mellemrum. Sure, hun ville løbe tør for plads efter omkring 5 minutter - men på det tidspunkt ville hun forhåbentlig være langt væk. Kameraet blitzede løs og fik området til at virke som en dårlig efterligning af et 90'er diskotek.

Procella var ikke særlig opmærksom på Tom ud over det indledende så da en knytnæve ramte hende soleklart på kæben rumlede det kort i hendes strube.

"Dude..I don't have time for you. Nighty night princess"

Hendes krop var så hypet at det føltes som et hedt brus i hende da hun greb fat i Toms jakke, trak ham ind til sig og nikkede ham så lydelig en skalle at blandingen af et dumpt dunk og smask ville få de fleste til at trække ansigtet sammen i spontan medfølelse, for der var ingen chance for at det ikke ville gøre ondt på nogen. Toms øjne sejlede smukt tilbage i hovedet på ham, og Procella lod ham falde som fysikkens love nu mente han skulle ligge. Der var ingen grund til at hun blev trukket med ned i sneen fordi emo-prinsen skulle ligge behageligt når nu den her teatralske blafemi mente at hun skulle være hovedret.

Humans...so fucking dumb. Fangers also. Come on count cape'u'lar. Ill strangle you to death with your fucking gimmicks...

Synd at det var en umulighed. Hun ville have elsket ironien i at kvæle en vampyr i hans egen kappe fordi han var fesen. Men med skabninger der ikke havde behov for at trække vejret ville det have omtrendt samme effekt som at putte en pose over hovedet på en tiger. Underholdende et par sekunder måske, men ikke synderligt pacificerende.

Hun kunne dog ikke lade være med at smile svagt ved vampyrens ord

Reaper. How nice to know someone haven't forgotten about me. Although I don't have a clue about who she is.

De rovdyrgule øjne glitrede i mørket. Blodet rullede hedt gennem hendes krop, med det der lille smertefulde stik i huden der fortalte at adrenalinen var skruet op på max, og det frydede hende på en måde hun ikke kunne beskrive. Hele hendes liv handlede om udryddelse af overnaturlige væsner. Det var det her hun var skabt til. Trænet til. Havde blødt og ofret alting for. Åh hun var mere end parat.

"W-hat? Who? Me? Tough? I'm sorry I think you must be thinking of someone else sweety. I'm just a little jellybean"

Af en eller anden grund passede det bare så fandens godt ind i det hele at glide over i sydstatsaccent. At levere de mest sukrede, selvudslettende kommentare og samtidig kalde folk røvbananer, dét var de gode til. Hvis mennesker havde haft evner ville sydstatsfolk have haft det som superpower. Killing people with kindness.

Hun trak hånden hen af bænken og samlede en god portion sne og lavede en fin snebold af det. Op af lommen trak hun en lille spray, gav bolden et godt pift og smækkede den lige i ansigtet på vampyren.

Atter talte hun så lavt så hun var sikker på at count cape'u'lar kunne høre det, men ikke kvinden der var skjult et sted.

"Seriously? If you even know about hunters, then how dumb do you feel attacking one who just came out of a church. Now lets try this one more time. Fuck of, or feel the wrath of God...or some theatrical shit. You seem to be into that crap. YOU ARE STARTING TO PISS ME OFF.

Ups. Det var ikke helt meningen at hun skulle have råbt det sidste, men hendes forsøg på faktisk at gøre det der var vigtigst, nemlig at holde alting hemligt var ved at gå ret meget i vasken. Tom lå og var splattet ud, hun havde en Fanger efter sig, og et menneske med et kamera, og det var sikkert bare et spørgsmål om tid før der kom en hidsig præst anstigende og krævede svar på hvad balladen handlede om. Eller enlige ældre folk der skulle besøge efterladte. Ældre havde en dårlig vane med ikke at sove, så de havde nogle meget sære døgnrytmer. Generelt var der alt for få jægere på Deploratus i forhold til hvor mange fucking freaks der var. Og med Procellas mindre "orlov" var det ikke blevet bedre i mellemtiden. Faktisk lod det til at hun havde mistet en smule respekt...streetcredit.

Nå hvad fanden...så måtte man jo bare tjene den ind igen. Et par tydelige tegn på at hun var på Deploratus så der blev skruet ned for blusset. Det var fandme ikke et kinesisk buffet det her! Det var hendes hjem! Tanken fik startet en lav rumlen fra hendes strube. Som en hund der var opmærksom på noget og langsomt skulle i omdrejninger...lige skulle tage sig sammen et øjeblik. Vurdere situationen. Om det var det værd at gå frådende amok ved døren. Det kunne jo være det bare var postbudet.

Procellas skarpe blik forsøgte at gennemtrænge mørket hvor lyden at maskineriet i kameraet tydeligt nåede hende fra. Forsøgte at få et godt glimt af hvad der gemte sig derinde. Tøj. Ansigtstræk.

I will take that camera and throw it into the ocean. Sue me. I know a demon lawyer. Bring it sister.

Erfaring taget i betragtning burde hun være sat i fuldt firspring i retning af det nærmeste foxhole det øjeblik hun genkendte stemmen. 'Duster' var ikke en kvinde hun havde en forventning om at undslippe en konfrontation nummer to fra uskadt, og hvis hun endelig overlevede ville det med al sandsynlighed være med en mangel på noget hun i høj grad ville savne. Et øre, måske en næse. Af en eller anden grund slog.. tingen der lignede en kvinde Saga som typen der kæmpede 'dirty'. Teeth included. Måske var det bare mindet om det lidt for spidse smil tilbage i lufthavnen. Hun havde ingen trang til at bekræfte teorien. Duster var en kvinde bedst observeret fra god afstand.

Focus!

Selvom hun ikke ligefrem var gledet væk i tanker, bevægede de to sig så hurtigt i mørket, at det krævede hele hendes opmærksomhed for at følge med. I det korte øjeblik imellem at Cape satte af imod kvinden, fangede Saga kun et glimt af, at Duster.. bøjede sig? Det var ikke til at se med den flagrende kappe, men konsekvensen var åbenlys. Cape kollapsede til jorden med et skrig af smerte, der i hendes ører fik den tidligere summen af insekter til at stige til en uudholdelig high-pitch hvinen, som vibrerede i hendes frosne knogler. Saga skar tænder og hævede kameraet, så det dækkede det meste af hendes ansigt og tvang linsen til at fokusere i det tiltagende snevejr. Verden snævrede sig ind til den lille skærm.

As if a little supernatural mindfuck is enough to scare me..

Imellem to blitz fangede Sagas øjne detaljerne af Capes ansigt, da vampyren i et smerteryk fik drejet sig halvt tilbage imod hende. De smeltede ansigtstræk brændte sig ind på hendes nethinde og fingeren standsede chokeret midt i at trykke på kameraets knap.

I knew it, I knew it, I knew it...

Hun forsøgte at fortælle den lille stemme bag i hovedet, at begejstring kunne vente til de ikke stod lige op af en arrig overnaturlig skabning og hvad nu end Dusteren var, men stemmen var ligeglad og blev ved i sin monotone rille.

Oh for the love of.. Get a grip! You knew they were out there and now you found them. Good for you. It won't mean shit if you don't get haul ass and..

"YOU ARE STARTING TO PISS ME OFF."

Mærkeligt nok var råbet en kærkommen, omend bloodcurling, distraktion. Sagas finger hoppede og ramte blitzen, netop som Dusteren afsøgte mørket - resulterende i at Procella fik en massiv dosis lys lige i ansigtet. Saga bandede over det ufokuserede mini-billede der flakkede forbi og hævede kameraet højere.

Keep staring just like that. This time your face is..

Click

Saga stirrede på billedet af.. ingenting. Hvad nu den her gang? Havde Duster hexet kameraet ligesom sidst? Dækkede en af hendes fingre for linsen? Det tog et langt øjeblik før hendes øjne begyndte at fange minimale detaljer. En linje af Toms bevidstløse krop her, glimt af sne på jorden der - og Capes nakke smack center frame.

Balls!

Vampyren var allerede på benene og en flakkende skygge. Saga kunne ikke engang følge bevægelserne. En ubehagelig fornemmelse stak til hendes tanker og lukkede ned for den sidste smule journalist-ihærdighed.

Definitely time to go.

De hæl-besatte støvler skred på isen da hun dukkede ud fra halvtaget og fortsatte rundt om hjørnet af skuret, men hun fik skubbet fra væggen og fangede balancen. Ud af øjenkrogen fangede hun et blik af Tom der forsøgte at kravle igennem en is-dækket busk.

I'll get you later, you little brat. For now..

Sagas øjne skannede stien der ledte direkte væk fra kampen og forsøgte at huske hvor den endte ud.

Church - no. Hide? I'd freeze to death. Hotel? Too risky.

Hendes hjerne trævlede hurtigt igennem lokationerne nærmest kirkegården, mens fingrene holdt sig beskæftiget med at få handskerne af og kameraet åbnet. Det lille mikro SD-kort blev hevet ud og hun standsede længe nok til at stoppe det ned i den ene støvles sok. Forude åbnede stien til en port i kirkegårdens mur. En stribe fortorv var oplyst af en gadelygte og på den anden side af vejen blinkede et neon-skilt i en varm, rød farve.

Bar. Perfect.

Procella snerrede kort da hendes nattevante øjne blev pinefuldt fulde af lys. Det var en blanding af det, og det glatte vejr der gjorde at hun undgik et frontalt møde med count cap'u'lar. Hun tog et blindet skridt bagud, mærkede isen smutte under et forræderisk lag puddersne hvilket sendte hende bagover. Vampyren der kastede sig fremefter mod hende i blinde og med den øverste del af ansigtet halvsmeltet af snebolden der havde været sølet ind i vievand, havde fået et meget mystisk udtryk i det ellers frygtindgydende ansigt som med åben mund og blottede giftige tænder lovede hende en yderst dårlig aften hvis hun fejlede. Det gjorde hun dog ikke. Hun greb instinktivt ud efter hvad som helst da hun faldt, og selvfølgelig fik hun fat i kappen.

En vampyr var muligvis stærk, men en vampyr der ikke kunne se der pludselig blev flået af sit tøj, der pludselig fungerede mest af alt som kvælerhalsbånd på en hund, fik den til at gå på maven og lave en curlingagtig glidende bevægelse et lille stykke hen af grusgangen.

"You goddamn pathetic idiot"

Hvislede Procella med en stemme der dryppede af indædt foragt. Hun vendte rundt som en kat, og kastede sig over ryggen på vampyren, overskrevs på ham som havde han været en mekanisk tyr på en bar. Kappen blev hurtigt viklet omkring hans hoved og trukket tilbage så tænderne var en smule uden for rækkevide. Havde det været et menneske hun hvde gjort dette på ville de nok havde skreget af smerte på nuværende tidspunkt for hun var nådesløs i sin manipulering af hans krop. Han var død. Mere død om lidt.

"Who is she?"

Krævede hun, og smadrede sin hånd i vampyrens skulder så den både lydeligt og synligt gik af led. Det virkede som om den uddøde ikke tog det så tungt. Med den raske arm prøvede han at krabbe rundt efter hende, og der kom blot dyriske men formumlede lyde ud af ham.

"Fine...you fucking ugly motherfucker. Disgrace for your own race. Guess what. You just met The Reaper...Bitch..."

Procella vippede deres kroppe ud til siden så hun faktisk kunne vikle sine ben rigtigt omkring livet på ham, og samtidig fiskede den fri hånd sølvstagen frem. Hendes mest dyrebare eje. Den glimtede kort i nattemørket før den blev hamret ind i halsen på vampyren. Det stoppede hans bevægelser. Han stivnede. Så gik der en dirren igennem kroppen. Pludselig flammede han op. Procella gav et halvoverrasket skrig fra sig og sparkede flammende krop og aske af sig.

That explains everything. Newborn. Who the hell is telling Newborns about Reaper when I've been down low for months now?

Hun rejste sig hurtigt og så sig om. Tom var long gone. Irriteret og foruroliget børstede hun med hårde korte bevægelser aske, sne og grus af sig. Efter en pludselig indskydelse greb hun fat i kappen og flåede den til sig. Derpå satte hun en støvle i hovedet på det askehoved der lå på jorden. De to hjørnetænder der lå tilbage i den gråsorte bunke blev samlet op og puttet i lommen. Procella snuste kraftigt ind. Nej. Kvinden var væk nu. Men det gjorde ikke nogen forskel. Procella vidste hvordan hun skulle finde hende. Hun gik over til buskadset hvor lyset var kommet fra. Hun snuste grundigt rundt. Trak færten af kvinden ind. Et langt rødt hårstrå blev fisket var en frossen gren med en behandsket finger.

wait...

Et eller andet boblede i Procellas hukommelse og ville gerne op til overfladen, men så alligevel ikke. Noget sagde hende det ikke var første gang hun var stødt ind i denne kvinde.

And so the hunt begins...again...And just when I was considering retirement...

Procella gik tilbage til askekroppen i sneen og skrabede udeltagende med støvlen for at få spredt asken så vinden kunne gribe den, og så sne og grus dækkede resten.

Human sent in a vampire death-scene. That girl is in for a world of trouble now. They are gonna kill her, because they think she is a hunter. Or me.

Procella stønnede og sukkede tungt.

"...upup and away...."

Mumlede hun træt og komplet udeltagende. Hun fiskede mobilen frem og trykkede på en tast.

"It's me. Look after them. I have work to do. 24 hours tops. Then go search for me. Yeah. Ground zero is the church. Newborn Fanger. Yeah. Later..."

*click*

((Sceneskift))

Procella havde fulgt de duftspor hun havde fået fra kvinden. Hun havde åbenbart en forkærlighed for at bevæge sig til fods, og det gjorde ikke denne jæger noget. Med de informationer var hun fundet frem til en gammel kending. Hun havde selv opholdt sig en del på de mest snuskede og billige hoteller, moteller og B&B´s da hun startede med at komme til Deploratus. Hun havde været den perfekte lejer. Betalt sine penge til tiden. Givet ekstra for underlige ting. Ikke gjort væsen af sig. Hun sendte Gary et lille smil. Den fede mand på den anden side af de 200 kg. der trods frostgrader insisterede på at han aldrig behøvede andet end sine slidte militærbukser der hang foruroligende langt nede om den flæskede røv så håndværkersprækken var umulig at undgå, samt en herreundertrøje med stropper. Af en eller anden årsag var de til gengæld altid hysterisk hvide, med undtagelse af hvis han havde lavet arbjede på værelserne og havde fået smuds på.

"You? I'm sad to see you here, but nice to see a familiar face"

Lød det træt fra den store mand der rejste sig op og viste sig at være lettere at gå udenom end at hoppe over. Han måtte i hvert fald måle en 215 cm.

"Dont you worry about me. This is not permanent. I need a favor. You have a resident here. Redhead. Should be slender. Takes allot of photos. I need a name. And roomnumber. If possible a key."

Garys bryn blev rynkede og hænder på størrelser med skinker med sat på disken.

"I don't want no trouble here. No police. No beatings. No drugs. What did she do? I know who you think of. Saga"

- "Dont worry. I'm not doing or selling drugs. And I doubt the police would find anything We have to talk about interesting. And I'm trying to KEEP her out of trouble. Not gonna beat her."

If I slap her around its not beating someone...

Procella var lige ved at opgive at komme videre af denne vej da Gary trak en skuffe ud og trak en nøgle op af.

"50. And room 76. The furthest away. Just like you. I'm gonna need my key back"

Procella fandt hurtigt en 50 dollar-seddel frem og skurede den hen over disken. En skinkehånd blev med et bestemt dunk smækket ovenpå den.

"Gary. I promise. No trouble"

Svarede hun til det tavse insisterende blik. Det var ikke hendes skyld hvis Saga var en tøs og gav sig til at hyle og skrige. Så var det vel bedre at vappe hende en så hun holdt kaje igen. Bevæbnet med sin nøgle gik Procella mod værelset. Det føltes meget mystisk at være tilbage, men omstændighederne var bare helt anerledes nu. Synet der mødte Procella fik det til at krible i hendes jægersanser, og billederne og noterne med trukne streger og udsagn fik hende til at småknurre. Den her kvinde var ude på dybt vand. Virkelig dybt vand. Med en hvæsen rykkede hun et billede af samlingen. Et billede af sig selv. "The Duster". Fedt...nu lød hun som en seriemorder.

"What the....

Hun stirrede vantro på et telefonnummer på væggen som hun kendte alt for godt. Et nummer de færreste havde. Et direkte privatnummer til hendes husbond. Hvide skarpe tænder blev blottet og en dybere mere alvorlig snerren rumlede i hendes strube nu. Procella sugede alle billeder til sig. alle folk der var taget billeder af, alle lokationer. Alle artikler. Det var varmt. Saga havde ikke fået en åbenbaring men hun var satans tæt på at blive den varme bolle som alle rakte ud efter.

I doubt Wicked knows how far this have come. Him and his little games. This is not a game anymore. This will get her killed. If I had been the original Reaper, Ripper might had asked me to kill her myself.

Keep the secret. Keep it at all costs. Save the humans. Kill the monsters. Keep the secret.

Gåsehuden rejste sig på hendes hud. Få gange havde hun slået mennesker ihjel. Som eksempelvis den fordrukne jæger på kirkegården som havde været juiceboks for en vampyr. Hun havde endt hans lidelse med en kugle i panden. Rent og hurtigt. Hendes hjerte begyndte at hamre hårdt i hendes bryst. Blev hun virkelig nødt til at komme helt derud hvor hun skulle tage valget. Selvom Saga var røvirriterende og blandede sig i ting hun ikke skulle, og gjorde hendes arbejde besværligt, så var det som om Procella manglede dét. Det der skulle være uomtvistelig argument for at slå et menneske ihjel.

Keep the secret. Protect them. Protect the humans. WELL SHE IS A HUMAN TOO DAMNIT! SHE WAS NOT THE ONE FEEDING A FUCKING FANGER!

Procella vadede rastløs frem og tilbage på gulvpladsen som hun kendte så godt. Hun kendte pletterne i loftet. Hun kendte vejen knasterne i træet på panelerne vendte. Hun kendte til...erhm...de fleste pletter på tæppet. Hun var noget af et rodehoved hende Saga.

Breath...think...

Procella fiskede sin mobil op og tog et par billeder af væggen. Skrev hurtigt 2 beskeder som hun sendte ud i verden. Hvor faen blev hun af? Af ren nervøs energi begyndte Procella på noget så mystisk som at rydde op. Det kom ikke til at være en hemmelighed hun havde været her uanset hvad. Billedet af hende manglede på den fine kollage. Med et lille fnys låste hun døren. Så kunne hun høre når Saga kom hjem. På det nu ryddede bord blev en sammenfoldet kappe med askeflager i, og en tydelig duft af noget der var brændt, placeret midt på og lagt en post-it note

When you play with fire you get burned.

Derpå gik Procella værelset igennem og piftede sin spray flere steder. Hun gik ud på toilettet og lukkede døren efter sig. Alle håndtag fik en grundig aftøring med helligt vand. Hvis nogen kom på besøg som ikke skulle, som havde fået samme ide som hende, så ville hun vide det og ville kunne reagere på det. Hun tog rullen med toiletpapir, puttede den ned i badekaret, og lgde sig selv i det. Badekaret fungerede fint som beskyttelse for det var noget gammelt lort - men gammelt lort der var lavet af støbejern med porcelæn udenom. Rullen blev brugt som hovedpude så hun lå lidt mere behageligt. Derpå blev en pistol lagt på hendes mave, i tilfælde af at hun skulle døse hen.

Now it would be a waitinggame...

Come home kitty...come home...

10.22 d. 25-1-2014

En infernalsk larm fik hende til at sætte sig op. Rettere, hun forsøgte, men kunne ikke bevæge sig. Det tog et langt øjeblik før panikken forduftede, til fordel for forståelsen af, at forhindringen var sengetæpperne hun havde fået viklet omkring sig i løbet af natten. Tømmermændende ventede snedigt et minut længere før de satte ind.

Saga begravede ansigtet i puden og forsøgte at ignorere mobilens ringetone, til fordel for kontrol over den stigende kvalme der fulgte med hovedpinen. En eller anden idiot havde sat ringetonen til at stige i volumen, jo længere tid den ringede, og lige nu blastede den Fairytales 'Guess I was Dreaming' for fuld knald.

All week, no sleep, waiting for the man to call..

Saga var ikke i et poetisk humør, og havde aldrig været typen der ventede på en mands opkald. Hvem fanden havde sat den ringetone? Nummeret var bekendt, men hun foretrak den mere anonyme telefon-kimen. Lyden steg en tak mere.  Hvem end der ringede kunne vel tage et hint og efterlade en besked?

... Guess I was dreaming, so bad, so bad..

"You and me both...", lød det mufled, før hun endelig opgav. Stadig med hovedet begravet i puden fumlede hun ud efter mobilen, greb den og hævede den til muren af røde krøller med et mumlende "Yes?"

"Blaise? That you?"

"No, it's Santa Claus, Mike. What do you want?"

"Where have you been?! You were supposed to call me after the meeting last night! I've been worried sick and.."

Saga trak dynen op over hovedet og mumlede et 'mm' på hvad der virkede som strategiske steder i Mikes tirade. Forhåbentlig kunne hun tune ham ud, hvis hun ikke var så heldig at hendes hjerne bare kunne køre i tomgang og snakke i søvne.

"Well? What happened?"

"Mm."

"Fantastic. Well, maybe it'll interest you that someone broke into your hotel-room."

Der gik et øjeblik før Saga slog dynen væk og stirrede på mobilen.

"What?"

"Oh, you're ready to talk now?"

Hun skubbede sig ud til kanten af sengen, lagde hovedet mellem benene og forsøgte at holde kvalmen nede mens hun langsomt talte til ti.

"Just tell me."

"If you actually checked your own messages, you'd know already. Cleaning-boy at the Bellwitch called, said some dark-haired petit thing with 'weird eyes' got into your room. Which I'm assuming you're not in."

"Shit. And no, I'm.. "

Hun kastede et hurtigt blik rundt for at finde sin jakke. Den fri hånd fiskede cigaret-pakken op og smuttede tobaks-pinden ind imellem læberne. Det første sug fik hendes krop til at summe og hovedpinen til at dæmpe sig. Saga pustede en potion røg ud med en fornemmelse af, at der trods alt var en smule orden i universet.

"I'm somewhere else."

"Good. Any chance this isn't our mysterious girlfriend?"

Spørgsmålet fik knuden i maven til at konkurrere med nikotinen om hvem der tog førstepladsen for hendes opmærksomhed. Hun rejste sig eftertænksomt og hentede et askebæger, før hun begyndte at vandre rundt i lejligheden med telefonen spændt fast mellem skulder og øre.

"No. She was there yesterday. Shit, Mike. All my notes, pictures.. Everything but what I got yesterday is in that room."

Der blev stille i den anden ende af røret, mens Sagas hjerne fortsatte i samme spor.

"Blaise... Don't do anything stupid. You don't know what..", lød Mikes stemme, en halv oktav dybere end normalt og omkring tre takter langsommere. Det var hans 'Du er lige ved at gøre noget virkeligt dumt og farligt, og jeg er den eneste der er dum nok til at forsøge at tale dig ud af det-stemme. Normalt irriterede det hende grænseløst, men lige nu forstod hun udemærket godt hvorfor han forsøgte sig med den. Det eneste problem var bare, at..

"Doesn't matter. I have to go back."

"That's suicide, and you know it."

Saga gned sig i tindingen og sukkede.

"Yeah, I know. But maybe I've got an idea.."

Half an hour later...

Saga skubbede nøglen i låsen til hotel-værelset og forsøgte at dreje den så lydløst som muligt. I det mindste var den låst. Kunne hun bilde sig selv ind, at Duster var blevet træt af at vente og var skredet igen?

Wishful thinking

Turen tilbage til hotellet havde været et helvede i sig selv. Hendes solbriller lå et sted inde på værelset og solen havde stået højt fra en skyfri himmel, efter nattens snestorm. Reflektion fra sne og is havde ikke gjort noget godt for hverken hendes humør eller tømmermænd, til det punkt hvor det næsten ville være en befrielse hvis kvinden med ravfarvede øjne rent faktisk ventede bag døren.

"I'm too tired for this cops-and-indians-shit.. ", mumlede hun og skubbede temmeligt ublidt døren op. Den gav igen med en højlydt knirken og et gennemtrængende bang da den ramte dørstopperen. Saga kastede et blik rundt i lokalet, standsede et øjeblik ved den ene væg der udgjorde hendes 'tavle' og bordet nedenunder med sin makabre besked, før hun fortsatte igennem lokalet med et halvt blik i retning af den lukkede badeværelsesdør. Hendes virkelige mål var til gengæld kufferten midt på gulvet. Hun vippede den op og knælede halvt for at rode indholdet igennem.