Party at the goth club - Cora

Dato: Lørdag den 22/2/2014
Tid: 21.28
Årstid: sen vinter
Vejr: Kold blid vind. ingen skyer på himlen
Sted: Gågaden i Deepshell
Påklædning: Jakkesæt.
Kaos-NPC: Vil helst emne uden Kaos Npc tak ^^

Den kølige aften vind rastlede sig gennem de mørklagte gader og gyder af Deepshell. Som et hvileløst rovdyr, der rastløst lod sine lydløse poter, føre vejen over den usikre skovbund, kunne man føle de rytmefaste vindbust mod sit ansigt, en blanding af naturen bitre had, og passive foragt, for enhver der havde begivet sig udenfor på denne skumle nat.
Få ansigter så man gennem det tygge skygge tæppe, men dem man så, havde travlt med sig selv, og de få følelsesforladte blikke man fik, var som om djævlen havde fingremalet det på læberne af kroppen ejer. Men hvem kunne bebrejde folk? Med det triste vejr, og den stjerne forladte himmel, og man gik sikkert træt og fuld af tanker om ens seng,  var der ikke meget plads i hjertet til den varme og tryghedsgivende attitude.

Patel sad i tavshed på en bænk placeret udenfor en Goth bar. Med næsen dybt begravet i sin bibel, men opmærksomheden som limet til en ung herre, der hævet penge i en bank automat. Der var ikke mere end 8 meter mellem dem, og Patel brugte enhver mental ressource på at lytte efter til mandens lyde, hans vejr trækning, hans trippende fødder, hans tunge arme der hvilet mod bankens mur, mens pengene kom ud af automaten.

Mandens navn var Josh, en ung dæmon, ikke det mest værdifulde bytte, men et bytte nonetheless, og Patel havde brugt hele dagen på at finde ham, og endelig var  krybet  indenfor rækkevide.

Patel var måske 90 kilo muskelmasse, men han var ikke tarzan, og havde lært at hvis man skulle blive ældre end 30 med hans arbjede, så skulle man havde sine informationer og planer på plads. Så Patel tog det roligt, for han vidste at når Josh lavet en 90 graders drejning, og gik ned af gå gaden, ville han dreje ned af en side gade, og ind af bagdøren til den selv samme goth bar, som Patel sad udenfor. Han havde lært at dæmonen  havde faste rutiner, og når Josh gik ind af bagdøren, ville Patel gå ind af fronten.

"The target's heading for the backdoor. 30 seconds left."

Louis' stemmede lød som en hvisken i Coras øresnegl, der var godt gemt bag tykke lag af hår. Hun bevægede dovent hånden, tjattede med et kedsommeligt blik rettet imod døren til en lok af hendes hår, så en finger strejfede øresneglen. Fast til øresneglen sad en lille sender så Cora også kunne komme i kontakt med gruppen, så hendes lette berøring af øresneglen, var for at sende statisk støj igennem til dem, for at vise hun havde hørt og forstået ham. At besvare ham, midt i den dansende mængde fake-vampire-freaks, havde vækket mistanke.

Coras blik flakkede imellem den drink hun holdt op, og døren hvor målet skulle kom ind, kun sekunder derfra. Hun trængte virkelig til bare at bunde drinken, men hvis hun skulle ud og nakke en dæmonfreak bagefter, så skulle hendes hoved være koldt som iskrystaller. Ellers ville hun blive slagtet som en pattegris på samlebånd. Det var number one hunter rule:

Only kill stupid shit when you're sober!

Samtidig med at tanken gik igennem hendes hoved, trådte dæmonen ind af døren. Hun fæstnede sit blik på ham, og lod hurtigt et charmerende smil krybe frem på hendes læber, efterfulgt af et lettere sløret udtryk, som om hun havde bundet en hel del drinks. Hun trådte hen imod dæmonen, med en løs trøje flagrende om kroppen. I virkeligheden hadede hun løst tøj som pesten, men lidt festlig måtte hun jo virke, hvis hun skulle passe ind. Her var det meget praktisk at hun altid var klædt i sort fra top til tå. Kun øjnene der skinnede som flydende sølv under de mørke øjenvipper, skilte sig ud.

"Hii! Great party, riight? You look like a vampire! That's so cool!"

Et stort, tåbeligt grin flagrede fra hendes læber, lige efter hun havde sammenlignet ham med en vampyr. Hende og gruppen havde fulgt ham et stykke tid, så hun vidste at han havde et udestående med vampyrracen. Cora var her ikke, fordi hun skulle forføre ham. En dæmons lyster var ikke sådan lige at få frem. Hun var her, fordi han skulle lokkes ud til stedet hendes gruppe ventede i et baghold. Om han gik med fordi han ville have sex med hende, fordi hun var et nemt måltid, eller fordi han skulle et sted hen hvor han kunne rive hende fra hinanden i had for hendes kommentar, det var ikke vigtigt. Han skulle bare derud!

Dæmonen så helt forkert ud i ansigtet da hun kaldte ham en vampyr, og efter ikke mange flere af Coras dumme kommentarer og dæmonens lettere irriterede svar, lykkedes det Cora at lokke ham til at ville forlade klubben igen. Han forsøgte først at komme af med hende, men da hun i et falsk fuldskab klæbede til ham, så det langsomt til at gå op for ham, at han måske ville kunne lokke hendes sjæl ud af hende.

Det virkede for hende som om, at han begyndte at flirte med hende, så snart det gik op for ham. Cora gik selvfølgelig all in, for det var nu det gjaldt - ville hun få ham med, eller ville han spotte fejlen og gå? Det gjorde han ikke. Faktisk var det ham der snoede armen om hende med et charmerende smil, og foreslog at tage en dejlig tur i måneskinnet. I Coras tanker forsøgte hun at brække den arm der lå om hendes skuldre, men i virkeligheden smilede hun stort, greb fat i hans hånd og begyndte fnisende at trække ham ud af bagdøren igen.

Med den anden hånd strøg hun en hårlok tilbage, så hun strejfede øresneglen og skabte støj på linjen endnu engang. I det sprog denne gruppe brugte netop nu, betød det We're on our way!

"Could we pleeeaase go through here? Pretty pretty please! There's this cute little statue, and ..."

Hendes bedende stemme blev afbrudt af hans ligegyldige viften med hånden, og stemme der bare gav hende ret for at få hende til at holde kæft og være en medgørlig lille mundfuld mad. På den måde fik hun lokket ham længere og længere ind i den gyde, hvor holdet af jægere havde sat en fælde op, for denne dæmon. Hun satsede bare på, at dæmonen ikke ville opdage faretegnene, før det var for sent.

Sally forth and walk with the fury with god

Patel kom ikke længere med interne selvretfærdighed tankebane, før det sidste af hans ben havde født den fornemme jakkesætssko bund, ramme mod det halv hårde trægulv af Goth klubben kaldet Dementia.

Som en skarpskytte metalbelagte Arctic warfare sniperriffel, rammer en uvidende ugle med et tryk tilsvarende en lastvogn der køre med 100 kilometer i timen over en tre måneder gammel baby iført intet andet end et par silke bukser, og en ninja turtle ble, bliv tæppet metaforisk taget væk under Patels fødder, da en tilsyndegnladene pattestiv tøs, der savlet udover Josh, ødelagde enhver af Patels veloverejet taktiske træk, ved at få Josh med udenfor igen.

Patel sukket inderligt og oprigtigt, efter alle de timer iklædt som vand og el selskabs medarbjeder, der skulle fikse barens rør, hvor Patel havde hældt to tredjedele af vandet ud fra beholderen der havde rent fersk vand, brugt til at komme ned udover hele baren, hvis der skulle forkomme brand, og derved slukke branden. Hvorefter han havde genfyldt de to tredjedele med helligt vand, til når fase to af hans plan var gennemført, hvor alle udover Patel og Josh var lokket ud af baren, så kunne Patel slås mod dæmonen med helligt vand regne ned fra oven, til at svække dæmonen.
Også snart dæmonen var død, og udbrød i brand, havde Patel ikke engang grund til at skjule liget, bare sætte en rigtig ild til kroen, og gå ud af bagdøren bagefter, så når brandvæsnet kom pågrund af brandalarmen, vil de finde en forkuldet mand i en brandene bygning, uden nogen fysiske traumer, udover de forståelige brandsår.

Men nu. Havde den gås forburet hans plan med sine lamse ben.
Great. My plan is ruined because of that little twat demon, cant keep his dick in his pants. Just great

Patel tog et mere fast og maskulint greb om sin bibel, hvorefter han ventet et par raske sekunder, før han fulgte ud af døren efter dem.
Han antog hun var civil.. en fair antagelse, trods alt var nok en ud af ti tusinde mennesker civile, så han forsatte med sin jagt som han ville, hvis nu han ikke forventet hun havde et strik team af jægere lidt længere ned af gyden, og selv ikke han var paranoid nok til at medregne den slags i sine planer.
Han kigget mod hende, mens han holdt biblen i sin ene hånd, og skjulte ikke han kom ud af bagdøren, og så mod dem, og stod ikke mere end fem meter fra dem, faktisk gjorde han det ret tydeligt, ved at slå sine to arme ud til siden i en velkomst gestus, og sagde

"Natasja!"

Han vidste at hvis han skulle komme tæt på dæmonen, skulle han ikke kigge på ham eller anderkende hans tilstedeværelse overhoved, for det den bedste måde at lokke folk ind til en sans af tryghed mens man går mod dem, ved at få dem til man er optaget af noget helt andet.. som at hilse på en veninde.

Men selvfølgelig lod han ikke pigen få et ord indført, for det ville jo afsløre de ikke kendte hinnaden, så han sagde med et venligt smil, mens han roligt gik mod hende, og snakkede uafbrudt og brugte sin gennemtrængende stemme til at ´få lov´ til at snakke til hende, uden at blive afbrudt.. forhåbentlig.

"It´s been along time!. remember me? Álkír from Israel? We was-"

Han brugte spørgsmål til at give ham selv de få sekunder tænksomhed i hendes sind, som det tog ham, at komme hen til dem, men hverken på en truende eller provokende måde, men som en fuld udlænding på siteseen, som tror han ser på en han engang så, og vil sige hej i hans fuldskab.
Men da han nået til ordet ´was´ der tabte han sin bibel... hvilket var et trick. Han brugte dens nedgang gennem luften, og hans skuespil om han havde fummelfingre, til at stikke sine fingre igennem en af siderne, og tage fast om et håndtag.. for bogen var falsk, og havde kun et omslag, en side, og indenunder den side, var der et skjult rum, hvor et kødhammer lå, en stor og gusten metal kødhammer, som var blevet dybbet i helligt vand, og derfor blevet helligt, så den kunne slå en dæmon ihjel

Som en tiger der slog ud mod et dådyr fra det højegræs, hamte den massive kødhammer mod dæmonens imødekommende kind, og en blanding af blod, sved og en enkelt ufrivillig smerte tåre, bliv hans kind smurt ind i, da den stålfaste overflade slog hans ansigts knogler til æblemos, da den jæger trænet muskelmand Patel, brutalt hammret køkkenredskabet ind i dæmonens kranium.

Et par pigefødder snublede over hinanden, så den falske fuldskab blev spillet helt ud, og dæmonen var nødt til at gribe den mørkhårede kvinde for at holde hende oprejst. Som det så ud netop nu, ville dæmonen være godt dum, hvis ikke han så frem til et gratis måltid, samt en sjæl serveret på et sølvfad. For ifølge Coras handlinger, virkede hun som om hun havde indtaget alkohol i læssevis hele aftenen, og hendes hjerne var slået så godt fra, at hun knapt nok registrerede hvad hun lavede. Og det betød, at hendes fri vilje var noget lig nul. Perfekt for en sjælenapning.

Cora havde taget højde for praktisk talt alt. Hun havde løsninger på mennesker der blokerede vejen, eller der var kommet ind i den gyde, hvortil hun lokkede dæmonen. Hun vidste præcis hvad der skulle gøres, hvis overnaturlige lugtede lunten, og ville rydde nogle jægere af vejen. Men hvad hun ikke havde taget højde for, var en eller anden random dude der råbte efter hende, og begyndte at plapre løs, uden at lade hende få et ord indført.

What the hell? What is going ON!!?

Hvem fanden var Natasja? Om idioten der begyndte at snakke faktisk troede han kendte hende, eller hvad fanden der skete, vidste Cora simpelthen ikke. Heldigvis var dæmonens opmærksomhed kort rettet imod manden der gik imod dem, så han bemærkede ikke hvordan vrede overtog Coras ansigt og gnistrede i hendes øjne. Men det var kun få sekunder, for lige efter flakkede hun tilbage til fuldskabet. That dude skulle satme ikke ødelægge hendes cover!

Hendes læber ploppede åben og lukkes gentagende gange, fordi hun så en mulighed for at svare ham, men han kom hende i forkøbet og snakkede videre. Men ærligt talt, så anede hun ikke hvad hun skulle sige, hvis hun fik afbrudt ham. Skrid? Ville ødelægge hendes cover. Hej? Ville gøre hun var nødt til at blive.

Shut up, man! You're ruining it!

Men heldigvis sørgede han for at hun slet ikke burde tænke over det. Hun nåede ikke reagere på at han tabte Biblen, før en kødhammer smaskede lige ind i kæften på hendes ledsager. Hendes læber skiltes i et chokeret lille plop da han faldt til jorden, men årene som jæger havde alligevel lært hende noget: Det er fint at være overrasket, men opslug det på sekunder, og kom så videre i livet. Ellers ender du som en eller andens frokost!

"DUDE! What the hell!?"

Imens hun talte snappede hun ryggen frem, og fiskede hurtigt en lille pistol op af skoen. Velsignede kugler var hvad der var i magasinet, men hun vidste udemærket at de ikke kunne slå dæmonen ihjel så nemt. De var ikke så nemme at få bugt med. Men de kunne sinke dæmonen, der lå og rodede forvirret rundt på gaden, med blod løbende fra ansigtet og en svær hjernerystelse af slaget. Pistolens lyddæmper gjorde at det ikke var andet end to dumpe lyde, da hun sigtede pistolen og skød dæmonen i hver knæskal, for at gøre det besværligt for ham at flygte.

Hendes finger var allerede igang med at aktivere hendes mikrofon i øret.

"All of you! To streets away now! Some idiot chose to hit the motherfucker in the head with a damn HAMMER! GET DOWN HERE NOW!"

Der lød en masse stemmer fra hendes øresnegl, og så Louis' stemme der råbte de andre op. Støjen i baggrunden fortalte at de allerede var i løb. Idioten havde ødelagt alt! De havde haft et pentagram og alt muligt lort parat, og fyren valgte at slå dæmonen med en hammer. EN HAMMER?! Hun var mere end pissed off, men hun holdt pistolen rettet imod dæmonen. Hun kunne have skudt idioten, men det var vigtigere at holde dæmonen i skak. For nu.

Hun gik ud fra at manden måtte være en jæger. Ellers havde hammerne ikke været hellig på den måde, for så havde han ikke vidst det var en dæmon. Hun kunne se den havde været hellig, eller lagt i vievand, for ellers havde den ikke haft sådan en effekt på dæmonens ansigt. Men det gjorde det næsten værre for hende. Var han dum!?

"How STUPID are you?! What if I had been a civilian!? You attacked a freaking demon in the middle of a street, in front of a woman! A woman, of which you didn't have a CLUE was a hunter! You could have blown the hunter-secret RIGHT HERE!"

Cora rasede bare, uden at lytte til ham, hvis han overhovedet sagde noget. Hun kunne høre hendes egen stemme i øresneglen, så hendes gruppe var ikke langt væk. Og der gik da heller ikke et minut, før de pustende kom til syne. Dæmonen var begyndt at stable sig på benene, men var tydeligvis i dybe smerter, og havde et øje næsten blændet af blodet fra såret i hovedet. Hårdt svækket, men ikke så fandens nem at få sendt tilbage til sin herre: Djævlen.

En enkelt mand fra hendes gruppe på fire mænd, trak en pistol og rettede den imod den fremmede jæger. De tre andre havde alle våben rettet imod dæmonen, der forsøgte at blinke blodet væk fra øjnene, men samtidig snerrede dybt og vredt. Han var tydeligvis ved at gå til angreb. Det var det værste ved djævlens udsendte; De kunne have alverdens magier, der var mere end fucked up, og sagtens kunne udslette dem uden en fair kamp.

"Guys, don't attack the hunter. Kill the demon, and then we'll discuss this shit afterwards!"

Hun vidste ikke helt hvorfor mændene havde valgt at adlyde hende, men det gjorde de. Men dæmonen reagerede også. Han kom på benene i en kraftanstrengelse, på trods af smerterne i benene.

The game's on.

Lyset spejlet i de djævelske svagt lilla øjne, mens det uigennemtrængende skyggetæppe skjulte resten af kroppen på den kvindelige skikkelse, som sad velovervejet i en nærmest trone ligende stol.
Hendes feminine men dødens målrettet højre hånd, bryd gennem den lysforladte luft foran hende, og lod sine fingre danse over glass overfladen på den hyæne formet skakbrik, som stod i alt dens pragt og gengav lyset sendt fra den metaforiske helveds ild, som kom ud af de lilla pupiller i hendes skjulte ansigt.

En dør åbner, og en mandelig stemme bryder stilheden

"My fair Lady. Everyting goes according to plan"

De ballet dansende fingre, som kærligt kærtegnet den elegante skakbrik, bliv til et dæmonisk kraftigt greb, hvorefter brikken bliv flyttet to felter frem, hvorefter en stemme så grum selv Docter X fra Action-man ville græde

"Check."


Meanwhile in a back alley

Patel stod hævet over den nu knælende dæmon fyr, som havde fået begge sine knæskalder overfaldt af Cora´s love child, men en koldhed, en forberedthed, ikke panik eller angst, lå over dæmonen, og før Patel kunne udtrykke sin utilpashed med at se et formodet offer, smile selvsikkert af at få sin kæbe slået af led, og sine knæ gennemhullet, så Patel nogen skydevåben blive rettet mod sig, og mens Cora var skarpt optaget af at give sine lejesvende ordre om at koncenterer sig om det rigtige mål, gav det dæmonen, de få sekunders uopmærksomhed, til at ligge en hånd på en fod fra hver af de to jægere Patel og Cora, han kunne nå fordi Cora jo stod hævet ved siden af ham, siden hun havde gået med ham udenfor og skydt ham i benene uden at flytte væk efterfølgende. Han kunne nå Patels fod med den anden hånd, siden Patel havde været helt up close and personal, ved at slå ham tidligere.

Og det var det. Et split sekund. Svært at holde fokus nok til at flytte sine fødder hurtigere end en dæmon kan bevæge sine hænder, bestemt hvis man har enten våben rettet mod sig, eller er igang med at give ordre. Så ville være realistisk de to mennesker Cora og Patel, ikke ville kunne reagere hurtigt nok.  

Cora rouge jægere affyret selvfølgelig deres kugler af guddomlig vrede, da de så bevægelse, for de var ikke optaget af andet end at holde øje, men deres kugler ramte ikke mod kød fra en skrigende dæmon, men mod en sort masse, sort masse lavet af sort sand, og sort damp, som forsvandt så hurtigt som det kom.
Da røgen fra deres våben lagde sig, var både Cora, Patel, og dæmonen forsvundet.

Patel hostet. Han krop var ikke van til at blive skilt atom for atom, også derefter sammensat igen, så han var svimmel, og trods hans jæger træning, følte han sig som en niårig dreng med mavekræmber.
Han var ikke i form til at bevæge hurtigere end den dæmon, som lavet et baglæns backflib ud af det store stål bur, som var han en fucking atlet.
Da dæmonen var ude af buret, bliv døren hurtigt smækket i, hvorefter kombinations låsen bliv drejset, og det massive stål bur var nu forsvarligt aflåst.
Selv hvis Cora havde været uden ubehag i kroppen var deres jump, så havde hun nok ikke kunne nå at observere de var i et bur, og komme ud før dæmonen, fordi han vidste det ville ske, og derfor var mentalt forberedt på at spontant at skifte plads i verden.

Dæmonen var nu istand til at ømme sig over sine skader, og gjorde ivrigt, tryg i tanken om jægerne var fast låste. De var alle tre i en stor tom lagerhal.  Perfekt sted at sulte ihjel hvis man var dum nok til at blive låst inde i en metal kasse.
Dæmonen så på Cora, og sagde roligt

”Listen honey, before you start pointing that thing around”

Han peget på den pistol hun havde brugt til skyde ham med tidligere, som hun stadig stod med I hånden.

”Nobody knows we are here, and shooting the only guy who can get you out of that cage, is a .. pretyy dumb idea”

Han følte ikke hun var dum nok til at skyde ham, men hvem ved. Patel så i hvert fald ikke super glad ud over ideen om at sidde med en fremmet kvinde i et par dage, indtil de enten skyd sig selv i hoved for ikke at dø af tørst.  Men det var ikke Patel som holdt pistolen, så beslutningen var ikke hans.
Dæmonen gjorde et vente tegn til Cora, for at give hende lidt tid til at tage en beslutning, mens han snuppet en mobil op af lommen, og sagde med et flabet smil

”Got them, Reaper. Consider your two rivals retired.
Oh, and yeah, I called the police before entering the club, so the rest of the hunters in the alley, should be under arrest as we speak. Considering the amount of information I gave to the police, the hunters have no way out of that place”

Han lagde på, og var klar til at teleportere væk, hvis Cora ville skyde efter ham, men hvis hun ikke gjorde, gik han langsomt ud mod udgangen. Til lyden af Patel som råbte bibel verser, og trusler, men dæmonen så selvsikker i at ingen ville høre dem, og forsatte stille ud af døren fra lagerhallen, medmindre Cora selvfølgelig havde skudt efter ham, så havde han enten teleporteret eller taget endnu en kugle.
Hvis dæmonen kom udenfor, og låste døren bag sig, vendte han sig om, hvor der stod to klassiske eksempler på jægere. Dæmonen så ikke ikke forstryet ud, og sagde blot

”Boys”

Den ene af de to som lignet jægere, afbrød ham med en håndbevægelse, der henviste til han skulle holde kæft og høre efter

”Did you frame Reaper for their capture?”

Dæmonen nikket selvsikkert, han følte han havde givet et godt skuespil da han ladet som om han snakket I telefon med Reaper. Hvorefter den samme jæger sagde et enkelt ord

"Good”

Et pletskud fra en sniperriffel fik indersiden af dæmonens hoved til at ligne gammel æblemasse, og dæmonen faldt død om på stedet.  Den pentagram fyldte, og hellige kugle, havde slået ham ihjel, men jægeren som ikke havde talt, lænet sig indover dæmonen  som var begyndt at brænde indenfra, og da den tørre ild indeni ham, havde brændt ham helt færdig, gravet jægeren kuglen ud af den afdøde dæmon,  og havde selvfølgelig handsker på imens.
Skuddet var dæmpet, og derfor kunne dem indeni lagerbygningen ikke høre det.  Derefter probbet den ene jæger stykkerne af den smadret kugle i lommen, hvorefter de to jægere forlod.

En snappende lyd forlod Louis' læber, så Cora distraheret kom til at lade blikket flakke op til ham. Dum, dum, dum idé. Inden hendes pupil overhovedet havde nået at fokusere på Louis, snoede et eller andet sig om hendes ankel. Faktisk nåede hun knapt nok at registrere trykket imod hende, før der skete noget hun langt fra havde taget med i planerne. Det var en satans dårlig dag for hendes planlægning - alt gik bare galt!

What the fucking fu...

En sugende fornemmelse greb fat i hendes mave, og hamrede op i halsen på hende. Suget virkede som om det omhyggeligt bandt en knude på hendes spise- og luftrør, og luftens muligheder straks blev fucket fuldstændigt op. Samtidig var det som om der blev pumpet luft ned i munden på hende, så luftrøret truede med at blive sprængt, over knuden der havde lukket for muligheden for at leve. Svimmelhed havde ikke bare ramt hendes blik og hjerne, men hele hendes krop snurrede næsten så hun følte sin krop som sløret.

Var hun overhovedet sat sammen med sin krop, eller havde dæmonen suget sjælen ud på hende? Det kunne de sguda ikke uden at have fået lov først .. Blev hele hendes krop splittet? Det føltes som om luften blev suget ud af hende igen, så hun skrumpede, og hjernen bankede og hamrede da kraniet blev alt for lille til den. En dump, pumpende lyd fangede hendes øregang. Var det fordi hendes hjerne var eksploderet, eller havde revnede hends trommehinder hurtigt og brutalt?

Hun havde mistet fornemmelsen for alt. Tid, følelser, sin krop. Der kunne været gået dage eller år, hvor hele hendes krop var blevet splittet og samlet, pumpet fuld af luft og blevet suget tør. Hun kunne ikke rigtigt skelne hvad hun følte længere, fordi hele kroppen næsten føltes sløret og tung, som en slimklat hun ikke helt kunne nå, men som hun et eller andet sted godt vidste hun burde kunne føle.

Og ikke nok med at hun havde det som var hun et blævrende slimklat, men det var samtidig som om hun ikke havde en krop. Som om hendes lemmer var blevet revet af, og hun nu ikke var andet end en svævende, eksploderet, blævrende slimklat af en hjerne, hvis krop var blevet splittet til ingenting og svævede rundt i universet som støvkorn. Betød det at alle de, der gik i en blæsende sandstorm, fik hende i munden og næsen? Hmm ...

Og med ét var det hele ovre. Over ingen tid blev hele hendes krop suget sammen, limet fast til hendes hjerne, og hun blev pumpet fuld af luft til hun var normal størrelse. Hendes krop hamrede imod en hård overflade, og alting kom bare op igen. Det føltes som om hele oplevelsen blev spyttet ud af hendes mund i stride strømme. Et eller anden klistret var ude over hendes hænder, men fordi hendes syn var ikke-eksisterende, kunne hun ikke hitte redde i hvad det var for noget varmt snask der hamrede ud over hendes hænder.

Hostende, hakkende og spyttende fik hun det sidste af oplevelsen ud af munden. Der var ikke gået milisekunder før hun begyndte at kunne skelne farver fra hinanden, og til sidst lykkedes det hende at kunne fokusere på noget som helst. Det ringede dog stadig hårdt og insisterende for hendes ører, men det tog også langsomt af.

Ohhh no, you have GOT to be kidding me! That's so disgusting ...

Hun lå på alle fire, med hænderne dybt begravet i bræk. Det havde ikke været oplevelsen, der havde fucket alt i hende op, men derimod rigtigt fysisk bræk hun var kommet af med. Alt for hurtigt skubbede hun sig op, så hele hendes hjerne svimlede og snurrede, og hun måtte støtte sig til tremmerne for at holde balancen. Hun skulle jo nødigt vælte ned og ligge og rode rundt i sit bræk.

Wait .. Bars?

Det gik først nu op for hende, at hun ikke længere var i gyden. Samtidig med at hun rystede brækket af hænderne, fik hun fokuseret på hvad der skete. Dæmonen så netop nu på Cora, og begyndte at snakke til hende.

That thing ..? What the fuck is the talking about?

Og så gik det op for hende. Åh fuck! Igen! Hendes blik fangede pistolen i hendes ene hånd, hvoraf det meste af brækket efterhånden var blevet rystet af. Helt ÆRLIGT! Hun gav op på at gøre hele lortet rent, og så rundt, for at finde ud af hvor fanden hun var. Hun stod i et fucking kæmpe metalbur, som var hun en eller anden undulat der ikke måtte komme ud. Det eneste der omringede buret var vægge, der ikke indeholdt en skid. Den idiotiske jæger der havde ødelagt alt stod ved hendes side, og dæmonen trådte tilbage imens han fiskede en pistol op.

Cora var stadig svimmel, og tænkte endnu ikke klart. Det var begyndt at komme derhenad, men hun havde været ekstremt påvirkelig overfor hvad fanden der havde fået hende herover, så hendes knæ rystede stadig. Hun blinkede en hel masse gange for at fokusere .. Nope, hun var stadig i det der skide bur. Så var det sgu nok virkelighed, og ikke endnu et puds hendes hjerne spillede med hende. Hun vaklede næsten væk fra brækklatten, og greb fat i buret for at holde sig oprejst.

Hvad dæmonen sagde, vækkede hende derimod lige på sekundet!

Det gav et stik i hendes hjerte, da han nævnte Reaper. Ikke fordi hun troede Reaper havde gjort det her, men det lille klem hun altid mærkede, når Reaper var nævnt. Hun var seriøst nødt til snart at komme sig over den kvinde, men for fanden ... Det var lettere sagt end gjort, når Reaper var som hun var.

Og så væltede vrede ind over hende, som en premenstruel teenager der lige havde fået at vide at hun ikke måtte komme til fest. Dæmonen skulle fandme ikke nævne Reapers navn i sådan en sammenhæng! Hvorfor fuck i helvede forsøgte han at få Cora til vende sig imod Reaper!? Der var så meget der ikke stemte! Cora var ikke Reapers rival - bare tanken var latterlig. Og Cora ville stole og beskytte sine venner - Reaper inkluderet(måske især) - indtil han havde skudsikre beviser. Og de ville aldrig komme.

"Don't you DARE talk about her like that! Do your fucking homework! I know her, I know she would never do stupid shit like this! This is just silly, dumb and not her friggin' work! WHERE THE FUCK ARE YOU GOING, STUPID FREAK!"

Cora havde glemt alt om sin pistol, da hun svimlende i raseri viftede med hænder og arme, og næsten spyttede efter dæmonen der roligt gik og låste døren bag sig. Hendes råb ekkoede længe efter døren var blevet lukket. Hvis Cora havde været en hund havde hun knurret, gøet og bidt altind i stykker, på det her tidspunkt. Men nu var hun jo ikke en varulv.

Hun kom pludseligt i tanke om jægeren, der havde fucket alt op. Hvis ikke han var trådt væk, ville hun snurre omkring i så hurtig en bevægelse at hun nær snublede, og slå ham i hovedet med en hårdt knyttet knytnæve, der endnu havde et lille fint lag af bræk om sig. Om hun havde ramt eller ej, ville hun knække sammen for at hamre knæet i maven på ham, i ren vrede. Det var ikke smart, men hun tænkte ikke klart af mange grunde efterhånden. Igen betød det ikke noget om hun havde ramt eller ej, for hun løftede hurtigt pistolen, og trådte et par skridt tilbage, med den bræksindsmurte pistol rettet imod jægeridioten.

"This is all YOUR fucking fault! What the fuck did you do?! You did this! WHAT THE FUCK HAPPENED!?"

Hendes tanker snurrede helt mærkeligt af forsvindindsnummeret der havde bragt hende her.